 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
9. april 1940
Rationering
Krigen raser
Tysk chikane
Drengemodstand
De tyskvenlige
Flugten til Sverige
Politiet interneres (1944)
Krigens sidste år
Befrielsen (4. maj 1945)
Den tyske besættelse af Danmark,d. 9.april 1940.
I dagene op til ovennævnte dato var spændingen stor i Europa. Den "tyske krigsmaskine" rørte på sig – ledet af fantasten Adolf Hitler, der med sine flammende taler gejlede den tyske befolkning op til krigshandlinger. Ledende politikere fra England (Chamberlain) søgte at få en ikke angrebspagt med Tyskland. Det lykkedes for ham og den europæiske befolkning åndede lettet op, men da tyskerne i september 1939 invaderede Polen blev situationen meget spændt, og England og Frankrig erklærede Tyskland krig.
Den 9. april 1940 vågnede vi op ved larm af flyvemaskiner. Jeg stod op, - far og mor lå stadig i sengen. En kammerat stod ude på gaden og viftede med et stykke papir, der var nedkastet fra flyene. Det var "oprob". Det fortalte, at tyske tropper kl. o415 var gået over grænsen ind i Danmark, der måtte betragte sig som besat. Det forlød, at tyske tropper skulle beskytte Danmark mod fjender.
Den danske hær blev mobiliseret i de tidlige morgentimer og havde kæmpet ved Søgård,Åbenrå og Haderslev. De var elendigt udstyrede med alm. håndvåben mod tyskernes tank`s og pansrede mandskabsvogne bestykket med maskingeværer-og kanoner. Der faldt 13 danske soldater i kampområderne.
En dansk politimand, Peder Pedersen, var bl. a. med som dansk soldat den pågældende. morgen. Ham har jeg kendt og spillet håndbold med i polititurneringer. Han var senere tjenestegørende i Sønderborg samtidig med onkel Viggo.
Tyskerne bekendtgjorde, at dem, der satte sig op mod værnemagten ville få strenge straffe, hvor bl. a. dødsstraf ville blive anvendt.
Det var en tragedie. Min mor græd. Alle offentlige transportmidler stoppede om formiddagen. Jeg blev sendt i skole. Én af mine klassekammerater – Birthe Kjeldsen- hvis far var dyrlæge i Rask Mølle ( en lille by ca. 20 km. fra Horsens) kunne ikke komme hjem. Min far kørte hende til Rask Mølle.
I løbet af dagen kom der motoriserede tropper til byen. De besatte nogle skoler og større lokaler, der kunne rumme soldaterne. Der kom forordninger om, at alle vinduer skulle "mørkelægges, så der ikke kunne trænge lys ud (af hensyn til fjendens evt. bombefly.) Overtrædelse af denne forordning ville blive straffet med bøde og hæftestraf.
Alt hvad vi havde af tæpper og andet, der kunne bruges til afdækning af vinduer blev taget i brug, indtil papirfabrikkerne fik fremstillet "mørkelægnings-rullegardiner", der bestod af sort papir.
Politiet og andre offentlige myndigheder skulle fungere som vanligt, men var overordnet underlagt den tyske øverstbefalende for Danmark.
Det var underligt at skulle vænne sig til synet af de fremmede soldater, der var klædt i grønne uniformer og sorte langskaftede sømbeslåede støvler, alle bevæbnet under deres færden – også når de var fri for tjeneste.
Rationering
I de kommende måneder blev forholdene værre og værre, - både på den ene og anden måde. Der blev hurtigt indført rationeringer på næsten alt. Der blev uddelt til sukker, smør, margarine, kaffe og mange, mange andre ting.
Der var mange ting man ikke kunne købe, når lagrene var udsolgte.
Det begyndte hurtigt at knibe med at købe nyt tøj af alle kategorier. Det blev meget almindeligt, når en skjorteflip var slidt, at klippe af skjorten forneden og bruge det til at lave en ny krave af. Min bedstemor og moster Astrid var mestre i at omsy og reparere tøj. Bukseknæ der var hullet fik fine lapper på, ligesom der blev strikket små lapper til fastsyning på albuer. Jo opfindsomheden var stor.Ting som overfrakker blev vendt med vrangen ud, når den anden side var slidt. Der opstod mange små enkelmandsfirmaer eller rettere "enkeltkonefirmaer," idet det var dygtige kvinder, der specialiserede sig i at omsy tøj.
Inden længe kunne kaffe, der var en importeret vare, ikke købes. Der blev lavet kaffeerstatning ”Richs”, der bestod af brændt korn. Det blev brugt som tilsætning til de meget små mængder kaffe der var i begyndelse af krigen.
Tobak blev også hurtigt en mangelvare og der udfoldede sig stor opfindsomhed for at afhjælpe dette – for mange – et virkeligt stort problem. Der blev dyrket dansk tobak på landet. Folk røg theblade iblandet blade fra en tjørnehæk. Ja – alt, hvad der kunne brænde blev forsøgt lavet til tobak. Nogle var så opfindsomme at smelte forskellige former for lakrids og dryppe det ned i den substans, der gik under betegnelsen – tobak. Jeg har selv eksperimenteret med alt der kunne tænkes at blive til noget rygebart.
Det var en katastrofe for min far, der havde firmaet R.Færch`s tobaksoplag. Det var en en `gros virksomhed. Min far distribuerede tobaksvarer til alle købmænd og tobakshandlere i Horsens og opland 20-50 km. fra Horsens. Jeg ved ikke, hvordan min fader var aflønnet, og om det havde nogen indflydelse på hans indkomst
Min far havde mange bekendtskaber i alle samfundslag og kom somme tider hjem med ting, der ellers ikke var til at skaffe. Det kunne være en kvart, eller en halv gris. Det kunne – som en gang var tilfældet - jeg ved ikke hvor mange liter svineblod, der i en galvaniseret sæbespand i spisestuen oppe hos mine bedsteforældre, der boede på 1. sal, blev omdannet til dejlig blodpølse. En lækkerbisken med sirup og den sparsomme ration af sukker, vi nu havde. Det var "kræs" og en dejlig forandring for den daglige tummerum af mad.
Det gamle ordsprog "nøgen kvinde lærer at spinde" blev mere aktuelt end man kunne forestille sig. Når det kneb med at købe kød, blev der opfundet retter som "selleri-bøf. Man kogte et selleri, skar det i skiver, vendte dem i æg og rasp og stegte dem på panden.
De blev serveret med stegte, bløde løg – og dertil rødbeder. Roer (kålerabi) var også en stor bestanddel af den daglige kost. Vi spiste meget grød af forskellig art. Vandgrød stod ofte på menuen. Det brød jeg mig ikke om. De tog langt tid at spise, blev kolde og ”revnede” i overfladen, der krakelerede. Uf , hvor var det ulækkert – kold og stiv, men spises skulle det under tvang fra fars strenge blik. Der var ikke noget med at forlade bordet før der var spist op. Ofte sad jeg jeg i timevis og kvebbede i grøden, men fik først lov at rejse mig, når tallerkenen var tom. Det er nok derfor jeg ikke spiser vandgrød den dag i dag.
Kager var der ikke råd til. I stedet for skar man et par skiver franskbrød, der i øvrigt også var rationeret, kom lidt fedtstof på panden, hvori man stegte brødet, der blev drysset med kanel, så længe man havde dette krydderi, der også var en importvare.
Oppe hos bedstemor-og far var man i den syvende himmel, når man fik lidt kaffe, godt med mælk i og i koppen kom små franskbrødsstumper i. Når det var godt gennemvædet med kaffen, spiste man det med en teske. Det var også én af dagens højdepunkter.
Der blev på et tidspunkt indført gas-og elektricitetsrationering. Målerne blev aflæst og man blev tildelt en mængde, der skulle overholdes. I modsat fald blev der ved næste måleaflæsning lukket for måleren, der blev plomberet. Man var således afskåret fra at lave varm mad,koge vand o.s.v. Uden strøm måtte man klare sig med stearinlys. Det var meget besværligt at gå rundt i lejlighedens rum bærende på et lys, der heller ikke gav mulighed for at se til noget som helst arbejde.
Brændsel kunne ikke fås i de mængder, der var nødvendig til opvarmning, men opfindsomheden var stor – på alle områder. Som sagt opfindsomheden kendte næsten ingen grænser. Nogle fiffige hoveder påbegyndte fremstilling af "sparehekse", et lille komfur med aftagelige ringe. Brændet samlede jeg (det var min opgave) ovre på den anden side af gade, hvor der var et parkanlæg "Lunden". I skovbunden samlede jeg nedfaldne kviste og smågrene, der agerede brændsel i brændestedet, der var anbragt ved siden af køkkenet. Det afgav også lidt varme til rummet, der ellers var uopvarmet. I skal prøve at forestille jer, hvor koldt, der kunne være om vinteren med enkelt lags glas i vinduerne, der var smadder utætte, så vind og blæst kunne mærkes ganske tydeligt.
I stuen var der som tidligere beskrevet – en kakkelovn, der var lejlighedens eneste varmekilde. Koks og kul var rationeret, så opfindsomheden måtte igen have en tand.
Dagens aviser blev gemt. Når der var en anseelig bunke, satte familien sig sammen og rev aviserne fra hinanden, side for side. På gulvet stod en zink-vaskebalje fyldt med vand. Avissiderne blev puttet ned i vandet. Det hele stod til dagen efter, hvor man igen satte sig sammen i stuen omkring baljen. Papiret var nu næsten opløst og helt ”slimet”. Man samlede to håndfulde og ”krystede” dem, som man laver en snebold og trykkede så meget vand ud som muligt, hvorefter kuglerne blev lagt til tørre i nærheden af kakkelovnen, der dog ikke var tændt om natten. Kuglerne/boldene var nu blevet til briketter, der brændte ganske udmærket, når der var helt tørre. De flammede ikke op som almindeligt papir, men brændte som briketter. Det var så endnu én af aftenbeskæftigelserne.
Tiderne, dagligdagen blev værre og værre jo længere krigstilstanden varede og rationeringerne blev mere knappe. Næsten intet kunne købes på regulær vis. Folk måtte lave små ulovligheder, (handle sort) som det hed. De mennesker, der havde familie på landet eller landmænd, der solgte ”sort kød”,æg eller grøntsager kunne tjene en ekstra skilling – og de, der købte, var glade, når de kunne sætte mad på bordet. Folks biler var klodsede op. Der var jo ingen benzin. Kun lastbiler og taxa kørte dengang og som nævnt med generatorer. (?)
Mange offentlige funktioner var næsten sat i stå. Papir var også en mangelvare.
Krigen raser
Krigen rasede i Europa. Vi lyttede til BBC`s udsendelse kl. 2030 hver aften. Tyskerne havde sat støjsendere på 49 (ikke rigtigt, lyt selv senere?) meterbåndet, hvor vi aflyttede, men som regel kunne man fint høre nyt fra fronterne. Den danske radio, der var censureret kunne man ikke stole på. Ifølge den danske radio led tyskerne næsten aldrig tab, mens BBC kunne fortælle noget helt andet. Dansk radio fortalte heller ikke om bombningerne over Tyskland i det omfang det virkelig skete.
Om aftenen kl. 20:30 sad alle danskere med øret inden i radioen, lyttende til 49 (forkert?) meter båndet, hvor der på dansk blev sendt det sidste nyt fra en engelsk radio. Hver eneste nyhedsudsendelse med afsluttet med kodemeldinger, som man i begyndelsen synes var noget værre vrøvl , indtil man fandt ud af, at en meddelelse, der f. eks. Lød ” hilsen til kanariefuglen, høststakken og sommerfuglen fra rugestedet.”
Sådan en melding gav ingen mening, men man opdagede efterfølgende, at der var sket f.eks. en eller flere jernbanesabotager overfor de transporter på skinnelegemerne, der var foretaget for tyskerne, eller en eller anden fabrik, der arbejdede for tyskerne var sprængt i luften eller at en eller anden stikker der havde været farlig for modstandsbevægelsens folk, var blevet likvideret. Der var personer som ”Citronen” og ”Flammen”, der var aktive sabotører og som også likviderede de for landet skadelige, tyskervenlige personer.
Der var næsten daglige/natlige overflyvninger af engelske og amerikanske bombefly – B-52`ere og mange andre typer. Når man stod udenfor en aften kunne man høre en durren i luften. Lyden blev stærkere og stærkere – en dyb durren – og man vidste at i løbet af kort tid ville luften være tyk af store bombemaskiner, der kom fra England og havde kurs mod Danmark, hvor indflyvningen naturligt kom ind over Vestjylland. En af de fulgte ruter gik tværs over Jylland ind over Horsens, hvor kursen blev skiftet til at gå stik syd. Så vidste man, at det var Kiel,Lübeck og Hamborg, det ville komme til at gå ud over.
Den tyske ”Wehrmacht” `s antiluftskyts begyndte at „knævre“, lyskasterne sendte deres meget skarpt afgrænsede lyskegler op mod flyene, der omgående påbegyndte nedkastning af aluminiumsstrimler (sølvfoliepapir i ganske smalle strimler), der flaksede mod jorden og fuldstændig forvirrede de tyske radarer, der styrede antiluftskytset. De ”sorte fugle” brummede og fik luften til at dirre. Der kunne være 500, der kunne være 1000 maskiner, der kom i flere angrebsbølger – den ene efter den anden. Når lyskasterne fangede ”flokken”, der gik meget højt oppe, kunne man se de enkelte maskiner i formationerne. Man bad en stille bøn om, at ingen ville blive ramt, men at de alle ville nå deres mål og sprede så megen død og ødelæggelse som muligt. Onde tanker, javel,- men forbitrelsen over tyskernes optræden og de millioner af mennesker, de dræbte på bestialsk vis, havde skabt et had til den enkelte tyske soldat, der måske- kunne være lige så godt et menneske som vi andre. Sådan var det.
Der kunne gå fra en halv time til næsten tre kvarter inden overflyvninger ophørte. Det var et skræmmende, men fantastisk skue at overvære.
Dagen efter kunne værnemagten i radioen fortælle, at der var skudt så og så mange fjendtlige fly ned. Ikke et ord om, hvilke steder eller skader der var forårsaget af angrebene.
Tysk chikane
Det var en ond tid. Når sabotører havde forårsaget sprængning af en eller anden virksomhed, der arbejdede for værnemagten, blev der indført spærretid. Den kunne f.eks. indtræffe kl. 2000 eller 2200. Det ville så sige, at ingen – gentager ingen – måtte gå udenfor deres gadedør. Alle, der færdedes ude efter spærretidens ikrafttræden skød tyskerne efter på langs ad gaderne.
Jeg kan huske en søndag eftermiddag i et sommerhalvår – 1943 eller 44, med masser af mennesker på Søndergade i Horsens. Familier med børn i barnevogn, der var ude at nyde det gode vejr. Jeg kender ikke grunden, men pludselig vrimlede det med tyske soldater i gaden. Patrullierende soldater på en motorcykel m. sidevogn kørte op på fortovet, gav fuld gas og skød på folk med et i sidevognen monteret maskingevær.
En ung mand jeg kendte fra gadebilledet, - lidt af en gadedreng og spradebasse, men en dygtig gymnast gik slentrende på ned nordlige fortov i vestlig retning. Motorcyklen, der forsøgte at ramme så mange mennesker som muligt kom rasende bag ham. Folk skreg til ham. Han slentrede nonchalant videre.
Jeg kunne i tankerne se ham blive ramt og smidt op i luften. Lige, da sidevognen var ved at ramme ham, gav han et elegant og let hop med strakte arme og fattede en markisestang, hvorefter han let og elegant svingede benene op. Motorcyklen strøg lige under ham med en skønnet hastighed af ca. 50-60 km./t.
Det vakte en enorm jubel og folk rejste sig fra rendestenen, hvor mange havde smidt sig for at undgå at blive kørt ned og klappede i hænderne. Ganske kort tid efter skød og ramte skytten i sidevognen en mand i Tonbogade. Han døde på stedet. Jeg gik hjem, da jeg ikke ønskede at blive skydeskive.
Der blev foretaget en masse jernbanesabotage, hvilket forsinkede de tyske troppetransporter og gods – i det hele taget. Tilfangetagne sabotører blev skudt, ganske unge mennesker på 19 – 20 år. På et tidspunkt nogle statsskoleelever. Det var tragisk.
På fabrikken, hvor jeg arbejdede, blev der uden arbejdernes viden også arbejdet for tyskerne. Først den 5. maj 1945 blev vi opmærksomme på det, idet vi af firmaet fik foræret nogle rustfrie askebægre med byens vartegn ( en hest) som midterfigur på askebægeret. Det viste sig at være dækslet til en ventil der var beregnet til en tysk U-båd. (I kender askebægeret, der altid har stået fremme i vores hjem. Nu kender I så også herkomsten.)
Drengemodstand
Jeg kunne blive ved med at fremdrage eksempler fra de grimme ting jeg oplevede under krigen, men det ville føre for vidt. – Jo et lille eksempel kan fremdrages. De piger, der plejede omgang med de tyske soldater fik øgenavnet ”Feltmadras”. De fik cigaretter og andre rationerede ting som ydelser. De var forhadte af den danske befolkning, der dog ikke turde gøre dem noget, da de så sladrede til Værnemagten. Vi var et par unge mennesker, der havde fremstillet nogle ”svitbøsser”, - en kløftet, svær gren, hvorpå var sat en kraftig gummistrimmel og midt på denne en læderlap, der kunne omfatte en sten, en møtrik eller anden form for projektil. I” Lunden,” - et parkanlæg, der lå på den anden side af mit hjem, færdedes tyskerne og deres ”Feltmadrasser” om aftenen. De satte sig på parkens bænke eller lå på græsplænerne. Vi listede ind i den tætte underskov bag en bænk, hvor et sådant par havde sat sig. Vi var så vidt jeg husker 3 eller 4 ”skytter”, der sigtede og afgav en byge af møtrikker. Luderen og også soldaten blev ramt og sprang op mens hun hylede. Alle tyske soldater gik i lange sømbeslåede støvler, der just ikke kunne betegnes som løbesko. Vi knægte havde ”tennissko” på. - Og vi løb for livet, da vi vidste, hvad det ville afstedkomme, såfremt vi blev fanget. I parken lå en skydebane, der blev brugt til riffelskydning af de Danske Skydebrødre – en skytteforening, der ikke måtte fungere under krigen, hvor de var frataget deres våben. Jeg vil tro, at den var 150-200 meter lang og var gravet ned som en ”kanal”, der på langs var indhegnet med pigtråd. Den satte vi kursen imod. Adrenalinet kogte og pumpede af skræk rundt i kroppen, der under sådanne forhold og omstændigheder kunne yde langt mere end normalt. Jeg er i hvert fald aldrig senere kommet så let og elegant over et pigtrådshegn.
Jeg var som sagt klein og let. En lidt tungere kammerat var 10-15 meter bag mig med tyskeren i hælene. Kammeraten kom også over hegnet, mens tyskerens tungere bagdel strejfede pigtråden, hvilket resulterede i, at han stoppede op og med højre hånd tog sig til de flængede uniformsbukser, hvorfra der hang en stor trekant ned. En noget latterlig situation for en Wehrmachtsoldat. Det var tæt på at gå galt, hvorfor vi var enige om at indstille den slags ”krig”. Ak – ja, men hvert lille nålestik.!
De tyskvenlige
Blandt danskerne fandtes desværre mennesker, der så deres fordel for på forskellig vis at være i tyskernes sold. Der var ”Værnemagerne”, der kunne være fabrikanter, der så deres fordel ved at fremstille varer til Wehrmacht, det kunne være vognmand, der kørte med lastbiler for tyskerne, men værre var ”Stikkerne”, der angav danske modstandsfolk og meldte ting, der ikke skulle for dagens lys. En sådan boede i Ny Havnegade nr 5 – skråt over for Viggo`far, der boede i nr. 2 A – og to huse fra vores bopæl.
Der fandtes desværre også danskere, der var gået ind i tyskervenlige og nyoprettede militante styrker som ”Frikorps Danmark” og lign organisationer, der var iklædt uniformer og bevæbnet af den tyske værnemagt. De var landsforrædere og mange af dem særdeles suspekte personer, der havde været godt kendte af politiet og derfor nu følte, at de kunne hævne sig på samfundet og politiet. Der var ligeledes det utrolig forhadle Hippo-korps (Hipo=Hlfpolizei), Schalburgkorpset, der fortrinsvis lavede sabotage (Schalburgtage), d.v.s. sprængte danske samlingspunkter som f.eks. Tivoli og andre forsamlingssteder i København og i det hele taget foretog hævnaktioner, når der havde været lavet sabotage mod værnemagtens interesser.
Flugten til Sverige
Der blev i den sidste halvdel af krigens 5 år foretaget mange hjælpeaktioner overfor danske jøder, som tyskerne ellers internerede og anbragte i KZ-lejre, udryddelseslejre rundt om i Europa. Der var lejrene Dachau nord for München, (den har jeg beset sammen med Bodil), Buchenwald, hvor de danske politifolk efter internering, blev indsat.) Neuengamme lige syd for Hamborg, som jeg besøgte forholdsvis kort efter krigens ophør, da jeg var stationeret ved militærpolitiet i Itzehoe i Tyskland.) Det var alle lejre, hvor de indsatte blev aflivet i gaskamre, og efterfølgende brændt i krematorieovne.) 6 million jøder blev udryddet på den måde, (endlösung) Der var også den berygtede Bergen-Belsen lejr , som jeg har besøgt et par gange efter krigen og i forbindelse med efterårsferie i Harzen.
Hjælpen foregik på den måde, at modstandsbevægelsen organiserede jødernes ankomst til Sjælland på de nordøstlige kysters fiskerihavne/steder, Her kunne jøderne gemmes af vejen i kort tid f.eks.i kirker – indtil transporten, der blev foretaget med små fiskerbåde, hvor de flygtede mennesker blev stuvet ned i lasten og hvor bådene mange gange i hårdt vejr sejlede ud på fiskepladserne og derfra forsvandt med slukkede lanterner til de svenske kyster.
Det var ikke alene jøder der blev fragtet til Sverige, men også frihedskæmpere, der følte jorden brænde under fødderne, eller mennesker, der skulle videre via Sverige til England, hvorfra de så på anden vis kunne optage modstandskampen f.eks. ved at søge ind i Royal Airforce eller i den engelske hær. De fleste af den slags transporter lykkedes til fulde.
Af de mange danskere, der på en eller anden måde havde gjort sig ufordelagtig bemærket, set med tyske øjne, flygtede til Sverige og blev optaget i Den Danske Brigade, der den 5 maj kom tilbage til Danmark uniformeret i engelske uniformer (Battledress) klar til at sættes ind i bevogtningsopgaver i fredens første dage. F.eks har Anker Cramer gjort tjeneste i Den Danske Brigade.
Politiet interneres
Den 19.september 1944 angreb tyskerne danske politistationer og Statens Politiskole på Artillerivej (hvor jeg startede min karriere i Politiet). Politifolkene blev interneret og med skibe og tog ført til Tyskland, hvor de blev indsat i Kz-lejrene (koncentrationslejrene) – hovedsageligt i Neuengamme og Buckenwald (?)– og senere andre lejre.
Nogle politifolk, der ikke var på tjenestederne blev ad forskellige kanaler advaret og nåede ”at gå under jorden”, ligesom mange modstandsfolk heller ikke eksisterede på folketællingslister eller på Folkeregistrene. Onkel Viggo slap for anholdelse og arbejdede en tid i Ålborg på Lomborgs Planteskole som gartner.
Christian Lomborg var en såkaldt ”stor mand” i Ålborgsområdet. Han havde en søster ”tante” Klara, der var en veninde til min mor. Jeg tror bekendtskabet stammede fra en højskoletid. Vi kom meget på ferier og besøg hos tante Klara og hendes bror deraf forbindelsen til onkel Viggos ophold, der.
En grim episode indtraf en aften, hvor onkel Viggo var i Horsens under et par fridage fra arbejdet i Ålborg. Han opholdt sig ikke på sin gamle adresse i nr. 2 A, men hos mine forældre. Min far, Lisbeth, Viggo og jeg spillede ”Bridge”. Pludselig hørtes en lastbil bremse op – ud for bopælen. Lyden af sømbeslåede støvler (som var tyskernes ”kendetegn”) lød tydeligt. Vores første tanke var: stikkeren fra Ny Havnegade 5. Vi sprang op fra stolene. Viggo, der ellers var fattet og rolig, var ligbleg. Jeg var stadig i en alder, hvor ting var spændende, når de faldt ud over det sædvanlige og tog teten i det efterfølgende.
Viggo sparkede skoene af. De stod midt på gulvet. Jeg tog dem og satte dem blandt mine opmarcherede sko i soveværelset og foreslog Viggo at følge mig, der nok var bedst kendt med husets gemmesteder. Jeg løb forrest – op ad bagtrappen til 2. sal. Her boede familien Zeeberg. Resten af anden salen var loft, der var indrettet med to loftsværelser og et rum, der var i vinkel (hjørneejendom) Der var tremmer ind til det store rum, der kunne, men aldrig blev benyttet som tørreplads. I den ene vinkel helt oppe under taget kunne man gemme sig, hvilket vi som drenge fandt var det bedste sted i huset – til lige dette formål. Der fik jeg Viggo ind. Jeg løb ned i stueetagen igen.
Inde fra vores dagligstue lindede vi mørkelægningsgardinerne og så ud for at konstatere, hvad der foregik. Vi så en lastbil omringet af tyske soldater, der stod og røg, men chaufføren fyldte generatortræ på. Hvorfor de kørte i en bil med generator er aldrig gået op for os – og i en dansk lastbil. Helt usædvanligt. Vi åndede lettet op, men indså, at det en dag kunne blive til bitter virkelighed (Omtalte stikker blev afhentet af frihedskæmpere den 5. maj om morgenen. Vi så på og jublede højlydt, da han blev kørt bort i en sort V-8, med en frihedskæmper stående på trinbrættet med maskinpistol i en skrårem over skulderen.)
Der kunne fortælles mange andre små episoder fra den tid, men det ville føre for vidt i beretningen.
Krigens sidste år
Krigen rasede over hele Europa. Uskyldige mennesker led døden på mange forskellige fronter, under bombardementer, i koncentrationslejrene. De allierede foretog et storstilet angreb mod værnemagten og deres allierede, idet de den 6. Juli 1944 satte i tusindvis af allierede soldater i land fra landgangsbåde på den franske kyst, hvor hvert enkelt lands styrker havde deres angrebspunkter (strandene – med kodenavnene Ohama beach mm (?)
Det kostede tusindvis af allierede soldaters liv. Når landgangsfartøjernes forreste armerede jernklap blev sænket og angrebsstyrkernes tilstedeværelse i fartøjerne kunne ses fra de betonbunkers, hvor den tyske Wehrmacht, placeret bag maskingeværer og maskinkanoner, startede de dødbringende våben med at sprede kugler ind i menneskemassen, der faldt for manges vedkommende, inden de var sprunget i vandet. De, der mente sig heldige og være sluppet ud i vandet, tog i mange tilfælde kun nogle få skridt i retning mod stranden, inden de også blev ramt. Strandenes stilhed blev forvandlet til et helvede for invationsstyrkerne. Soldaternes smertensskrig og de forskellige våbens larm har ganske givet været forfærdelig..
Nedkæmpelse af de i bunkerne værende tyske og den videre fremtrængen ind på fransk område var i begyndelsen en lang og sej kamp. De tyske tropper kæmpede indædt. Krigen havde nu varet i godt 4 år. De tyske tropper, der havde været aktive forskellige steder i Europa, og specielt i Rusland, havde haft enorme tab. Soldaterne blev yngre og yngre og i Frankrig kæmpede store drenge – som tyske soldater. Tyskerne brugte de brændte broers politik, d.v.s. at de tilintetgjorde mange af broerne bl.a. over Rhinen for at forsinke de allieredes styrkers fremtrængen. Det kostede også store tab på de allieredes side, når ingeniørtropperne skulle bygge interimistiske flydebroer og tyskerne havde haft tid til at formere sig og lave forsvarsanlæg på den modsatte side.
De allieredes fremtrængen og de mange kampe i Frankrig og senere, da nåede frem til Tyskland, blev fulgt med stor, stor interesse af – formentlig alle de mennesker, der boede i de af Adolf Hitler – besatte lande.
Befrielsen
Den 4. Maj 1945 var jeg sammen med mine jævnaldrene ovre i parkanlægget Lunden, hvor vi spillede fodbold. Det var en dejlig lun og lys forårsaften. Da kl. nærmede sig 20:30 forlod jeg kammeraterne, idet jeg hver eneste aften følte, at jeg skulle høre den engelske radios frihedsudsendelse der som tidlige nævnt blev sendt på nittenmeter-båndet for to bølgelængder i enogtredivemeter-båndet, i enogfyrremeter-båndet og på femtenhundrede meter.. DUM-DUM-Bom-Bom (Det var morsetegnet for ‘V’ for Victory). Det var indledningen og afslutning på hver eneste udsendelse. Den lød også den aften, men på speekerens stemme kunne man høre, at der var noget helt specielt den aften.
 |
Krigen og dens grusomheder var forbi. Danmark var frit. Mørkelægningsgardiner blev flænget ned. Man var helt euforisk. Det var næsten ikke til at forstå efter 5 lange og rent ud sagt forbandede år, hvor jeg følte, at tyskerne havde stjålet 5 år af min ungdom, hvor jeg og mine jævnaldrende var berøvet de fleste af de muligheder, som unge mennesker på det alderstrin altid havde haft. Nu bagefter i voksenalderen kan man, når man drager sammenligning med de unge mennesker se, hvad man havde været afskåret fra.
Jeg sprang ud på gaden, hvor alle andre også kom ud fra husene, sprang rundt som tåber med armene i vejret og råbende hurra og lignende jubelråb.
Jeg løb over til kammeraterne og fortalte dem om budskabet. Ja, sikke en aften.
Den følgende morgen blev jeg væk fra arbejde. Det der var sket den foregående aften var noget så stort, at det skulle fejres og hvordan kunne man gøre det bedre end ved at undlade at gå på arbejde. Jeg tog ned i byen, der stod på den anden ende. Der blev flaget med Dannebrog og en masse ting , der bar det engelske flags farver – blåt, rødt og hvidt. Forretningsfolk med karameller ud af de forretninger der handlede med noget sådant. Folk jublede. Tog vildt fremmede mennesker i hånden og dansede i kæde på gaden, hvor der overhovedet ikke kunne være nogen form for kørende trafik. Dels var der kun meget få biler, der alle kørte med generatorer. Nej tusindvis af mennesker på kørebanen.
Det forlød, at de engelske tropper i løbet af dagen ville komme til Horsens. Jeg var på det tidspunkt kommet ned i nærheden af banegården, da de første engelske tanks og panservogne kom til syne. Vi unge mennesker ”indtog” straks køretøjerne, der i den grad blev invaderet. Vi kravlede rundt og fandt et sted, hvor vi kunne sidde og holde os fast under den videre kørsel. Da køretøjet holdt stille, gik toplugen op. Der dukkede en soldat frem og op ad lugen på hvilken han stillede en primus på indersiden af lugen, tændte den og pumpede den op, hvorefter han satte en lille kedel vand over. Derefter blev der lavet the. Typisk engelsk. Man skulle røre ved soldaten, der forekom helt uvirkelig, en helt, der var kommet og havde befriet os for det tyske åg.
De delte også cigaretter ud. jeg var heldig at få en Camel cigaret, der blev tændt med det samme, - og slukket lige så hurtigt, Da jeg blev så skide-svimmeel. Den blev tændt og skoddet et par gange. Resten blev taget med hjem til min far, der gjorde store øjne, da han så en rigtig cigaret. Men kors, - en tobaks-, cerut- og cigarmand, der blev svimmel af en engelsk cigaret. Ja, det var ikke sådan igen at stifte bekendt skab med rigtig tobak efter i mange år at have røget tjørnehækken sovset ind i lakridsen fra salmiakspiritus.
På et tidspunkt, hvor jeg arbejdet mig gennem menneskemængden og var kommet op i Borgergade ved firmaet, mødte jeg værkfører Schneider. Jeg havde forventet en skideballe for ikke at være mødt på arbejde. Han meddelte mig, at jeg lige kunne gå ind på fabrikkens grund, da der ville være noget til mig. –Det viste sig så, at det var det tidligere nævnte rustfri askebæger, der var fremstillet af et dæksel til en ventil – beregnet til en tysk u-båd, men nu forsynet med en hest under et træ – Horsens daværende byvåben. Hvem vil have det som et minde om jeres fars arbejde på fabrikken - og et samtidig minde om den 5. Maj 1945 – Danmarks befrielsesdag.
Om aftenen satte alle mennesker levende lys i vinduerne som et tegn på frihed, frihed til at gøre , hvad man ville, et tegn på lyse tider. En tradition, der i skrivende stund kun er mennesker i min alder, der stadig gør brug af denne helt specielle aften, som den, der har oplevet det, aldrig, aldrig vil glemme.
Tiderne derefter var ligesom noget helt særligt. Du kunne begynde at rejse uden for landets grænser, noget der var ganske ukendt for en ung mand i min alder, en mulighed, som man slet ikke kunne overse rækkevidden af.
Hvad gemte der sig syd for grænsen og i de omliggende lande?