 |
|
||||||||
|
|||||||||
 |
|||||||||
|
|
|
|
 |
|||
|
Byggeplaner
Bodil og jeg begyndte at tale om at spare sammen til et hus for at få vores eget og blive fri for andres indblanding i vores hverdag. Nu var et hus bare ikke lige noget man gik hen og byggede eller købte. Vi begyndte at tænke meget på, hvor vi kunne spare. Bodil købte bl.a. ben hos slagteren og sad så og pillede kødet af benene. Dels var det meget billigt og gav meget bedre frikadeller m.v. På politistationen drak man kaffe – både til maden og til opmuntring. Hver kop kostede 25 øre, hvilket var rimelig mange penge dengang en månedsløn lå langt under 1.000 kr. Jeg undlod at drikke kaffe – og drak kun vand. Det kostede mange gnubbede ord fra kollegerne og i årevis måtte jeg høre for det. På et tidspunkt blev vi enige om at begynde at se på grundstykker. Jeg skrev adr. op fra salgsannoncerne i aviserne og havde på et tidspunkt 38 grundstykker spredt over hele byen – der var til salg. Når man fortæller om datidens grundpriser i dag griner folk. Gode store grunde på eks.-vis Mimers Alle Ydons Alle og i det kvarter i øvrigt kostede 2300-2400 kr. (for ca. 1000 m2) I kvarteret Højtoftevej/Højvangsalle var grundene lidt dyrere – nemlig omkring 3.000 kr.(de var også en smule større.) Bodil og undertegnede arrangerede det således, at vi i forbindelse med en fridag tog listen med alle adresserne på. Jeg lagde en ruteplan, hvorefter vi begyndte at køre rundt og se de ubebyggede grunde. Et sted vendte grunden forkert – rent sol-og lysmæssigt. Et andet sted vså det ud som noget ros, der var naboer og så fremdeles. På et tidspunkt kørte vi bare lidt planløst rundt og kom herunder ind i Baldursgade. Grundstykket – nr. 51 var den første ubebyggede grund i retning mod nord. Pludselig sagde Bodil – ”Her kunne jeg tænke mig at bo.” Jeg kendte gadenettet, kvartererne og vidste, at nogle kvarterer var beboet af mennesker med en indtægt, der lå væsentlig over det man kunne tjene som statstjenestemand. Jeg vidste også, at Baldursgade hørte med til sidstnævnte, - uden dog at kende nogen af beboerne. Jeg sagde til Bodil, ”Her er ingen grunde til salg.”. Bodil gjorde opmærksom på,at der gik en mand inde på næste grundstykke. Ham skulle jeg spørge. Det gjorde jeg så. Manden var gamle gartner Rasmussen, der selv boede på modsatte side i nr. 54 – men ejede grundstykket, der gik fra nr. 51 og til Tværvejen. Det var én stor frugtplantage, næsten 200 meter lang. Han vidste ikke af, at der var nogle grunde til salg og ville ikke sælge noget af sin jord, som hans sønner skulle have. Da jeg spurgte til nr. 51, henviste han til en mand, der hed Roger Sørensen, der boede på tror jeg Th.Dahlsvej. Ham ringede jeg til dagen efter. Han meddelte dog, at hans grundstykke ikke var til salg. Jeg sagde det var en skam, for han kunne selv få lov til at sætte prisen. Dagen efter ringede han til mig på stationen(vi havde ingen telefon). Han sagde, at han havde talt med sin kone om det – og ville sælge for 10.000 kr. Altså tre gange så meget som grunde kostede i Esbjerg i al almindelighed. Jeg fik ham ned i 9.500 kr. og handlen var en realitet. Jeg gik så i gang med min viden om det juridiske og sparede rigtig mange penge ved ikke at tage en sagfører eller ejendomsmægler, idet jeg selv skrev alle skøderne og ordnede tingene på tinglysningskontoret. Der skulle foreligge en udbetaling, (som jeg vist nok lånte til ) hvorefter restsummen skulle falde, - jeg tror året eller 2 efter. En eller to dage senere ringede han til mig og gjorde opmærksom på, at de havde fortrudt handlen. Hans kone havde grædt og opført sig hysterisk (Der var noget sindsmæssigt forstyrrende hos hende). De ville gerne lade handlen gå tilbage og ville endda betale et vederlagt for det. Jeg svarede ham, at jeg troede, at jeg havde handlet med et voksent menneske og ønskede ikke at ændre på det. På betalingsdagen tog jeg en kollega med som vidnet på, at datoen var overholdt, idet han var så gal på mig, at jeg vidste han ville falde over mig, hvis han fandt en grund til det. Endelig var vi blevet grundejere. Første dag efter handlen var jeg ude og se, hvad jeg egentlig havde købt. Det viste sig, at haven var drevet som en kolonihave, (der var også et lysthus på grundstykket, nuværende redskabsskur). Der fandtes ikke ukrudt på grundstykket, der var utrolig velholdt. Mens jeg gik i haven og så på, hørte jeg havelågen klapre, kiggede derned og så en mand stå og forårsage spektaklet. Jeg gik ned til lågen. Han blev stående ude på gaden. Han rakte hånden frem og sagde. Jeg har hørt, at De er den nye ejer og min nye genbo. Jeg hedder Ejler Madsen. Jeg ved, at De er politimand. Jeg har to sønner og vil gerne vide, om de tolererer, at de spiller fodbold og leger på gaden. Jeg svarede (som en politimand måtte svare på netop det spørgsmål, at jeg ikke kunne gøre forskel på hans og andres børn.) Han sagde, at det var fint. (Det skal tilføjes, at jeg aldrig så meget som én eneste gang har set Jørgen eller Thor lege på gaden.Fin,fin genbo.),som Bodil og jeg senere fik privat samkvem med. Huset planlæggesTiden gik og i 1960 havde vi sparet så mange penge sammen og fået så meget mod på tanken om eget hus, at byggeriet nu snart skulle påbegyndes. Jeg havde set et hus i Sædding, som jeg syntes meget godt om. Det var en arkitekt Hans Jørgen Jepsen, der havde tegnet det. Ham fik jeg fat i. Der blev flyttet et eneste vindue – ellers er vores hus, her, en tro kopi – dog med 1.sal på. Arkitekten anbefalede en murermester, der hed Hans Carl Hansen, der boede på Lønnesvej 21. Ham henvendte vi os til, men der skulle overtalelsesevner til før han indvilgede i at ville opføre vores hus. Der skulle vælges håndværkere, der alle hver for sig skulle give et pristilbud på arbejdet. Som murer var som fortalt H.C. Hansen. Tømrerarbejdet/snedkerarbejdet stod mellem Arne Helt og det store snedker/tømmerfirma Frøkær, der også var vores nærmeste nabo på Nygårdsvej (nr. 112) Der var to – tre håndværkere indenfor hvert fag, der skulle afgive tilbud. Selve licitationen blev afholdt hos arkitekten Hans Jørgen Jepsen, der boede på Tarphagevej. Spændingen var stor og næsten ulidelig – forstået derhen, at det jo var spændende om det netop var den håndværker man ønskede til byggeriet, -- der vandt licitationen. Alle håndværkerne var tilsagt til et bestemt tidspunkt.Jeg kunne have bidt neglene af helt oppe ved første fingerled, - så spændt var jeg. Den ene håndværker efter den anden mødte i god tid. Da tidsfristen, jeg tror det var kl. 1500 eller 1600 – var udløbet manglede – selvfølgelig, havde jeg nær sagt murermester H.C.Hansen. Licitationen gik i gang og de forskelliges tilbud blev åbnet. Med mange minutters forsinkelse kom Hans Carl (murermesteren), grinende som sædvanlig – og tilsyneladende uberørt af situationen. Arkitekten spurgte den anden murermester, hvis navn jeg ikke kan huske, - om han havde noget imod, at Hans Carl`s tilbud blev åbnet, så han deltog i licitationen. Han vandt – frem for den anden og det passede mig vældig godt, da han efter manges mening var en virkelig dygtig håndværker. Da alle tilbudene var åbnet og bekendtgjort for alle, sivede de forskellige håndværksmestre ud af lokalet. Det skal lige tilføjes, at jeg overfor arkitekten havde stillet nogle krav til materialer, ved vores første møde. Jeg kan nævnte, at vi havde valgt asketræs`s parketgulve, marmor vindueskarme de af arkitekten tegnede vinduer, badeværelsesarmatur af en speciel type o.s.v. – o.s.v. Jeg ringede på. Frøkjær lukkede op og inviterede mig indenfor. Han spurgte om jeg virkelig ønskede at bygge, for så kunne han måske hjælpe mig på vej. Han udtrykte det sådan, at det var noget af et drømmeslot vi havde tænkt os at bygge. Jeg forstod ikke et ord. Han, der boede i en nybygget villa spurgte, om der nødvendigvis skulle være asketræ parketgulve, om ikke hans gulve var gode nok. Jeg kiggede ned og så nogle meget flotte gulvtæpper og måtte indrømme, at det kunne jeg godt vænne mig til. Han sagde, at der var cementgulve under tæpperne. Det gav så en prisforskel, som han noterede ned. Han spurgte, om der var noget i vejen med hans vinduerne, hvilket jeg ikke kunne påpege. Ved at vælge dem frem for vinduer i de mål arkitekten havde tegnet, kunne der spares en utrolig masse penge. Marmorvindueskarmene pillede han også af og erstattede med trækarme o.s.v. Det tog nogen tid, men pludselig havde han næsten halveret bygningsomkostningerne , - ned til en sum, som jeg kunne betale. Mærkeligt nok var hverken Bodil eller jeg skuffede over at måtte give afkald på de valgte materialer – bare vi kunne komme i gang med at bygge vores eget. Det skal så lige tilføjes, at det i den grad var ualmindeligt, at folk i vores – unge alder byggede eget hus ---- og havde egen bil. Byggeriet påbegyndesDen 22 febr. hørte jeg i radionen kl. 1200, at der var indført byggestop med øjeblikkelig virkning. Kun påbegyndt byggeri måtte videreføres og færdiggøres. Jeg ringede til H.C.Hansen, der kom i løbet af få minutter og slog 4 pinde i jorden, hvor huset skulle ligge, hvorefter han højtidelig erklærede, at byggeriet var påbegyndt.
I de mellemliggende år havde Bodil om sommeren taget barnevognen m. Bjarke og gået fra Nygårdsvej til Baldursgade, hvor Bodil plukkede en masse jordbær, der blev transporteret hjem på barnevognen, hvor der var lagt nogle brædder tværs over vognen. På brædderne stod jordbærbakkerne stablet. Vores nabo – Johansen – på Nygårdsvej, og gartnere i Spangsbjerggade aftog alle de bær vi ville af med. Det gav også penge til byggeriet.
All right, det var kun starten af huset. Nu kom så den tid, hvor vi kunne begynde at lægge vores arbejde ind og sætte vores præg på huset. Bodil var bestemt ikke bange for at bestille noget. Hun satte sig i det, der senere blev til dagligstuen, - på en stol m. nogle aviser i skødet. Ved siden af hende lå stakkevis af trælister af forskellig art, fodpaneler, dørgerigter, slutlister o.s.v. Det hele skulle males. Bodil var grundig, så alle knaster i træet fik en gang shellak for at hindre, at harpiksen i træet trængte ud gennem den hvide maling og lak, der skulle afslutte malerarbejdet. Der var sammenlagt flere km.-træ, men gjort blev det. Jeg gik i gang med alt, hvad der hed døre og låger, der blev leveret rå. De skulle lakeres med en to-komponent lak på cellolocebasis. Det var skrappe sager det ville være forbudt at bruge i lukkede rum i dag. Mellem lakeringerne, hvor lakken blev lagt på så det svømmede som en sø ovenpå træet, skulle de slibes af og gøres støvfrie inden nr. to lak blev ”lagt” på. Det var så kraftige afdunstninger, at man blev svimmel og fuld af at stå derinde. Prøv engang at tælle, hvor mange døre, låger til køkken og andre skabe der er i huset, - så forstår man hvor stort et arbejde det var. IndflytningTiden gik og den 1. september var førstesalen det første, der var færdig til indflytning. Moster og Bjarke – og jeg tror også Birger flyttede ind, mens Bodil og jeg flyttede ind noget senere. Det var vidunderligt at blive fri for den dumme kælling på Nygårdsvej. Vi nød i fulde drag det at kunne lukke døren og sige – her bestemmer vi. Det at have bygget egen villa vakte da også misundelse hos nogle kolleger, hvoraf en sagde ”Husk nu at slå et søm i dørkarmen”. Den forstod jeg ikke og spurgte – ”til hvad”. ”Til at hænge dørnøglen på, når du bliver nødt til at forlade huset, fordi du ikke har råd til at bo der.” Så galt gik det heldigvis ikke, men tiden var til at spare. Huset kostede 65.000 kr. hvoraf kælderen kostede 6.000 kr. Det er de billigste kvadratmeter i huset. Begge i drenge fik eget værelse. Det var en flothed uden lige, da de fleste børn lå i køjesenge i soveværelset sammen med deres forældre. Vi nød det i fulde drag, men arbejdede længe efter indflytningen på at indrette os som vi gerne ville. Vores familier på begge sider kom på besøg for at bese herlighederne. Deres meninger og udtalelser kan i læse i de to gæstebøger, som jeg synes jeg har været flink til t lægge frem, så man har minderne om dem, der gennem årenes forløb har glædet os med deres besøg. Der blev lakeret mange biler i garagen. Ulla og Jørgen var bidragsydere med biler, der skulle skifte farve. Til gengæld leverede de så kæmpearbejder i form af projektering af carport – foretaget med Jørgens sædvanlige gode overblik og nøjagtighed. Carport og haveskurJørgen havde fremsendt tegninger m. lister over , hvilke beslag der skulle indkøbes, træ-dimmensioner o.s.v. Det var simpelt at indkøbe. Om der så var sand og cement og cementrør var der taget højde for det på bestillingssedlen. Ulla, Jørgen, Christian og Flemming og cockerspaniolen Topper Bodil havde bagt boller og kokostoppe, så der kunne kræses lidt for gæsterne. Jeg arbejdede i Sig og imens voksede carporten som et træ i foråret. Som jeg husker det, kom Jørgen på et eller andet tidspunkt, vist nok da det var blevet så mørkt, at arbejdet med carporten var indstillet. Hen på den tidlige morgenstund var vi færdige med bilen, der skulle tørre nogle timer inden den kunne tåle at blive benyttet til det, den var beregnet til. Vi lagde forstolene ned og forsøgte at få et par timers søvn inden vi (søndag morgen) skulle tilbage til Esbjerg. Vi havde rundestykker med og kunne så berige den øvrige del af familien med et godt morgenmåltid. Sådan hjalp vi hinanden i familien – til stor glæde for begge parter. Det skal så siges, at Jørgen arbejdede videre sammen med Ulla på byggeriet, der skred hurtigt fremad. Mærkeligt at se Ulla, det bette menneske, mellem stængerne på en trillebør, der var toppet op med henholdsvis sand eller fliser. I skrivende stund – september 2008 – står carporten stadig og kun `et eneste sternbræt er blevet udskiftet,-i øvrigt i år. Ovennævnte byggeri var langt fra det eneste store projekt jeg har kunne takke Jørgen for. På et tidspunkt kunne det gamle lysthus ikke mere. Hvem anden end arkitekten,tømreren og ”tænketanken”,- Jørgen kunne tænkes – skulle løse den opgave. Det loft og savsmuldstapet Jørgen satte op i 1975 sidder stadigvæk fast på væggene i skrivende stund – år 2008.
|
|||
Byggeriet var et langstrakt mareridt på grund af mange omstændigheder. Jeg gjorde tjeneste i civilpolitiet på det tidspunkt og havde mulighed for et par gange om dagen at cykle ud og se til byggeriet, der gik meget langsomt. Der var kun Hans Carl – og hans murerarbejdsmand – 
27. maj 1960 blev der holdt rejsegilde. Det skete under alle omstændigheder under stor glæde med pølser m. brød,sodavand og - - jeg kan ikke engang huske, om der var øl. Det var festligt og indebar naturligvis forventningens glæde over den forestående indflytning og dermed en ny måde at leve livet på.