Afdelingssygepelejerske
Bodils sygdom (1962)
Bodil bliver syg (1980)
Bodil bliver indlagt
Bodil dør (1981)
Bodil begraves

Her kommer så det afsnit, der formentlig kommer til at volde  mig de største kvaler at skrive, så det bliver dækkende i alle faser. Bodil var en meget svær person at ”dække.”.Hvorfor vil måske fremgå mellem linjerne i det efterfølgende..

Bodil blev født den 15. November 1924, på den gård, der ligger i det venstresving på vejen der fører fra Ribe mod Spandet, ca. 100 meter før det stråtækte hus, jeg kender som svigerforældrenes hus og bopæl.  Gården er en vinkelbygget gård, højt beliggende.

Jeg kender ikke gården eller dens lokaler og kan ikke fremskaffe en beskrivelse af den.

På et eller andet tidspunkt flyttede familien Bojsen til en lokalitet, der hedder  ”Hømlund”.  Der lå en kro. Om det var på selve kroen de boede, ved jeg ikke.

 Jeg kan huske, at Bodil undervejs til eller fra Sønderborg fortalte  Bjarke og Birger, at hun havde 4-5-6 km. til skolen i Hømvejle. Vejen blev foretaget til fods, da der ikke var råd til at købe en cykel.  Ikke nok med, at det var en lang fodtur for et barn, men når turen skulle tilbagelægges i stive træsko og det tilmed var vinter, var det en barsk tur , der tog mere end en time hver vej.  Hvad ville nutidens børn og unge mennesker mon sige til sådanne forhold.

Bodil faldt, da hun var omkring 14-15 år ned fra høloftet og ned på stenbroen og beskadigede sin ryg i en sådan grad, at hun efter lægens anmodning blev sendt til en kiropraktor, der boede i Haderslev.  Da det viste sig, at der skulle daglige behandlinger til flyttede hun ind hos kiropraktoren, og gjorde så vidt jeg ved tjeneste  som pige i huset det omfang helbredet tillod det, og betalte på den måde for behandlingerne.  Jeg mener at huske, at hun boede og gik til behandling der – omkring et år.

Jeg har aldrig set nogen fortegnelse over Bodils arbejdsliv og kan derfor ikke sætte dato eller adresser på steder hun har arbejdet eller tjent. Der er en anbefaling fra De gamls Hjem i Åbenrå.

På et tidspunkt og jeg ved, at det har været under krigen, kom Bodil til Hovslund, hvor hun kom til at tjene hos en købmand, der så vidt jeg husker hed Peder Hansen.  Grunden til den tidsfæstelse kommer af en begivenhed,

Høm forsamlingshus, hvor jeg blev præsenteret for sognets beboere 5. Juledag 1946 til sognets juletræsfest.

som Bodil også fortalte, når vi var på tur til eller fra Sønderborg.  Hun skulle på et weekend besøg hjemme i Hømvejle.  Under krigen var samfærdselsmidlerne ringe.  Man kunne ikke sådan lige komme med tog eller rutebil og havde måske heller ikke penge til en billet.  Bodil, der åbenbart heller ikke i sin barn/-og ungdom havde været piv`et, tog vandrestøvlerne (skistøvlerne) på og begav sig af sted fra Hovslund til Hømvejle – på den 24 km. lange strækning.  Undervejs standsede en tysk lastbil fyldt med soldater på ladet.  De tilbød Bodil at komme med op at køre.  Det var utænkeligt, at en normal dansker ville have noget som helst med  tyskerne at gøre, så Bodil gik bare uden om lastbilen og fortsatte sin lange fodtur.  Det blev fortalt med både foragt og lidt stolthed.

Jeg ved ikke, hvornår Bodil fik ideen med at blive sygeplejerske, men mener, at Bodil også havde haft plads som pige på præstegården i Seem sogn.  Fra Hovslund tror jeg Bodil søgte, fik tilsagn om skoleophold på sygeplejeskolen i Børkop.

Jeg kender ikke varigheden af dette ophold, men det førte under alle omstændigheder til at hun rejste til Horsens, hvor læretiden blev indledt på Horsens Kommunehospital.

I det første læreår traf hun en politimand, hvis navn jeg ikke længere husker.  De kom sammen, da jeg den 4. Juni 1946 traf og var sammen med Bodil første gang (på min fødselsdagsaften – på Bygholm Slot i Horsens. Da interessen for at se hinanden efter denne aften var til stede, blev vores samtaler af mere fortrolig karakter.  Under en sådan samtale fortalte Bodil, at hun kom sammen med denne politimand.  Da det der med kærester ”ved siden af” slet ikke var mig, der var opdraget og havde fået indlært, at sådan bar man sig ikke ad overfor hinanden, forlangte jeg lige på stedet, at enten kom hun sammen med mig og brød med ham eller vores bekendskab var slut på stående fod.  Bodil valgte den næste dag at meddele ham, at deres bekendtskab var slut, hvorefter vi var sammen.  Bodil havde været en ærbar kvinde, der havde bibeholdt sin status som ærbar kvinde indtil da.

Bodil gjorde tjeneste i alle afdelinger, så som operationsstuen, medicinsk afdeling of fladt for arbejdet i børneafdelingen, hvor hun var lykkelig for at være og hvor børnene var lykkelige for hende. 

Sygeplejeeleverne boede i en speciel bygning, der kun rummede elever.  Bygningen lå syd-øst for hovedbygningen i hvilken operationsstuen var anbragt.  De var lovligt at have mandlige besøg, men så vidt jeg husker kun til – jeg tror det var kl. 22:00.

Det kan lyde, som havde jeg en lysende glorie på hovedet, men jeg mener ikke, at den bestemmelse kunne omgås.  Kan ikke huske, at der nogensinde har været lavet kontrol på bestemmelsen. Det må så være fordi jeg har været ude af huset til tiden ellers kan jeg ikke give nogen forklaring på dette.

Det kan fortælles, at jeg under de daglige, mange besøg oppe hos mine bedsteforældre på første sal ind imellem traf en ung pige, der var på besøg hos min bedstemor.  Jeg vidste ikke, hvem hun var, og spurgte heller ikke om det, da hun ikke sagde mig noget som helst.  Jeg tror, at jeg havde set hende adskillige gange gennem et års tid og fik senere at vide, at hun var sygeplejerske, - sådan en sød en, der havde passet min bedstemor, da hun af en eller anden grund havde været indlagt på sygehuset.                     

Bodil eller ”hende den lille sygeplejerske” blev rost i høje toner, som værende så sød og venlig og som helt af sig selv kom og besøgte bedstemor efter, at hun var blevet udskrevet og var kommet hjem.  Det sagde mig heler ikke noget som helst.

Bodil passede på et tidspunkt også min mor, der har været indlagt i maj måned 1946.  Det var det, der gav anledning til vores indledende bekendtskab, at min mor uden min viden og tilladelse havde inviteret Bodil til min fødselsdag om aftenen.

I 1947 hun blev udlært, og det blev fejret på eller i værelserne i den boligblok, eleverne havde på sygehusgrunden.  Jeg var syg og sengeliggende hjemme på Sundvej med diarre i en sådan grad, så man tror det var løgn.  Festen kunne ikke aflyses, så det var der ikke noget at gøre ved.  Hen under aften fik jeg det lidt bedre.  Far tilbød, at jeg måtte tage bilen derud, hvis jeg havde det, så jeg kunne køre.  Det gjorde jeg så, men måtte lægge mig, da jeg kom derud.  Jeg lå på Bodils seng, men det blev fejret hos en af de andre elever.  En af dem kom ind til mig for at se, hvordan det gik.  Hun spurgte, om jeg havde prøvet fløde med vand i. Det havde jeg ikke.  Det fremskaffede hun, og jeg drak det.  Sørme mig om ikke det hjalp til, at jeg ikke hele tiden skulle rende på toilettet, jeg var dog så afkræftet efter flere dages opkast og diarre, at jeg ikke kunne være oppe.  Kan ellers slet ikke huske noget fra den aften

Jeg skylder at fortælle, at Bodil jeg tror det var sidst i 1947, rejste til Århus for at supplere sin uddannelse.  Det foregik dels på Fødselsstiftelsen og dels på sindssygehospitalet i Riis Skov.

Bodil ophørte sin sygeplejegerning ,da vi i juli 1950 indgik ægteskab.

Dette arbejde blev genoptaget på Sct. Joseph`s Hospital i jeg mener 1969/70.

Se CV fra ansøgning.

Bodil og gymnastikken

Plejebørnene

Bodil, der var uddannet bl.a. børnesygeplejerske,

På grund af ikke langt til bunden af pengekassen og med en baggrund som sygeplejerske med speciale – børnesygeplejerske, søgte Bodil en gang tilskyndet af mig en stilling som sygeplejerske ved Esbjerg arrest . Jeg husker, at den stilling var besat til anden side. Jeg husker derimod ikke, hvordan det kom Esbjerg Kommune for øre, at Bodil havde været på en børneafdeling. Der kom i hvert fald en forespørgsel fra formanden fra børneværnet fra Mathiesen, der så vidt jeg husker også var medlem af byrådet. Jeg kende Mathiesen gennem mit arbejde.
Vi talte sammen og han bad mig bede Bodil om at søge og sende ansøgningen til – jeg kan ikke huske om det var til byrådet eller til ham personligt. Det var omkring 1955.

Kommunen via børneværnet havde flere unge ugifte mødre, der var anbragt på institutionen ”Østerklev” på Hjerting Strandvej (på vandsiden). Her fødte de deres børn, der for størstedelen skulle bortadopteres. Det hændte, at de alt for unge mødre fødte deres børn alt for tidligt. Disse børns tilværelse afhang af speciel pleje, som de offentlige sygehuse ikke var indstillet på at kunne yde.Vi skulle hente dem, når de var født og have dem til de blev bortadopteret i 2-3 års alderen.

Børnene var i mange tilfælde betinget levedygtige. I nogle tilfælde var de ikke større end de kunne ligge i en god håndflade. Deres videre værende i live afhang af intensiv pleje, der bl.a. betød, at de skulle spise hver eneste time døgnet rundt. Det krævede sin mand at skulle stille vækkeuret til vækning hver time, stå op og varme mælk og tilsætningsstoffer og derefter vække børnene og fodre dem af. Det var utrolig krævende og det varede da heller ikke længe for Bodil var i søvnunderskud. Der var dog ingen kære mor. Skulle børnene overleve skulle de fodres som ovenfor anført.

Børnene var under tilsyn af en kommunal jordemor samt en sygeplejerske, der dog snart blev klar over, at Bodils viden på mange punkter – og hendes tag på børnene vidnede om, at hun havde større erfaring end de tilsynsførende, hvorfor hun fik fuldstændig frie hænder.

Det varede heller ikke længe før børneværnet gennem formanden  rettede henvendelse til Bodil om ville være villig til at passe nogle ældre børn, hvis mødre af forskellige grunde ikke magtede at give det børn ikke kan undvære, god pleje på den ene og anden måde.

Det var lige ved at være en hel børnehave. På et tidspunkt mener jeg, at Bodil havde 4 børn. Det skal så lige tilføjes, at alle udgifter til mad, tøj, bleer og alt, der vedrørte børnene skulle afholde af os. Det kunne slet ikke hænge sammen. Jeg kan ikke huske, hvad betalingen var, men jeg mener at kunne huske, at efter at skattemyndighederne ikke ville godtage vores selvangivelse, havde Mathiesen på børneværnet regnet ud, at Bodil havde noget der, efter min hukommelse lignede 1.25 kr. i timen, hvorfra udgifterne skulle fratrækkes. (Det skal lige anføres, at jeg var til møde med skattevæsenet, der var frække og flabede, men i den grad fik igen af samme skuffe.) Jeg kærede deres afgørelse til Landsskatteretten, der afgjorde sagen til vores fordel.)

Jeg kan prøve at nævne børnene i den rækkefølge vi havde dem. Der nævnes kun dem, vi havde i flere år, ikke de for tidligt fødte, som vi kom af med, så snart de kunne klare sig selv.

Ben Hecht, (dreng) der var et par år, da vi fik ham i pleje.. Moderen dårlige nerver.

”Nillefar” (dreng) Forældre boede på Skrænten. Moderen dårlige nerver.
Mener også at kunne huske, at vi også havde hans broder – på et tidspunkt.

Elsebeth, (pige, rødhåret og temperamentsfuld) der var for tidlig født, havde vi til hun var næsten 4 år, inden hun blev bortadopteret af en 40 årig kvinde, der var ugift og boede sammen med sin nogen og 70 årig fader på en gård på Fyn.

”Bror” (Brormand) (dreng) der også var for tidlig født og omkring 1½ til 2 år inden han blev bortadopteret til et ægtepar fra Glostrup. Ham var Bodil og jeg ved at beholde og adoptere. Han var noget af det kæreste og nemme barn man kunne tænke sig. Han blev opfostret delvis sammen med Bjarke.

Et slag på tasken hvad angår antallet af de for tidligt fødte børn vi kun havde et par måneder vil jeg skyde på en 8 – 10 stykker.
Bodil ophørte med denne form for ”børnefabrik”, da det faktisk kostede os penge og slid på hjemmet, så det slet ikke kunne hænge sammen.

Vi har en gang været på inviteret besøg hos Elsebeth ca. ½ år efter bortadopteringen.
Jeg har set ”Brormand ca. ½-3/4 år efter hans afrejse fra os på Nygårdsvej. Jeg mener, at han var den sidste af plejebørnene.

Bodil, der var uddannet bl.a. børnesygeplejerske, havde fået for tidligt fødte spædbørn i pleje. Vi skulle hente dem, når de var født og have dem til de blev bortadopteret i 2-3 års alderen.

Skete der flere ting der kun sker én gang her i livet.  Bodil var formentlig begyndt – ikke at kede sig over at gå herhjemme, men så sprængfyldt af energi, at hun gerne ville have noget at lave og gerne eller rettere  kun indenfor sit gamle fag, sygeplejen.

Bodil gik ned på Sct. Joseph, der lå og stadig ligger i Nørregade mellem Kirkegade og Jyllandsgade, hvor hun gennem sine indlæggelser havde lært nogle af nonnerne, søstrene, at kende. Specielt havde hun forbindelse med søster Marie, der, tror jeg, havde en ledende stilling og var på øjenafdelingen. 

Efter kort tid fik Bodil at vide, at hun var blevet ansat på øjenafdelingen.  Arbejdstiden var fra middag til kl. 18:00.  Bodil måtte være gået  derned ved arbejdstidens påbegyndelse, for jeg hentede hende de aftener i de uger, hvor jeg havde haft morgentjeneste.

Bodil kunne være meget træt, når hun kom hjem fra arbejde og faldt ofte i søvn på sofaen.  Der var ikke andre tegn på svækkelse eller noget tydede på, at der var noget alvorligt i anmarch.

Bodils sygdom 1962

Jeg er en lille smule i tvivl om årstallet, men mener, at det var i 1962. Det kan også have været i 1963.  Bodil og undertegnede var inviteret til aftenspisning hos Lis og Ancer Cramer. Jeg havde haft en 10-18 vagt, så det skulle gå stærkt med at gøres i stand og klæde om.  Bodil og jeg klædte om – samtidig i soveværelset.  Da Bodil tog sin kjole af, bemærkede jeg en plet på Bodils underkjole i brysthøjde og gjorde Bodil opmærksom på pletten og spurgte, hvad det var. 
Bodil måtte så modvilligt forklarede, at hun samme dags eftermiddag have været hos en kvindelig kirurg i Torvegade. Bodil havde om morgenen opdaget en knude i det ene bryst. I Bodils verden var der ikke langt fra tanke til handling. Det var omgående til lægen, der fjernede knuden omgående.  Det fjernede var blevet sendt til microskopi. 

Jeg blev bange og bekymret og meddelte Bodil, at jeg meldte afbud til Lis.  Bodil sagde ”det gør du ikke.  Vi er inviteret, - og vi kommer.”
Der var ikke mere snak om den ting. Vi tog af sted og hele aftenen lod Bodil som ingenting.  Hun var knagemig ikke piv`et.

Der gik nogle dage inden der kom besked fra lægen. Den meddelelse var nedslående.  Der var kræft i det indsendte, - og brystet skulle fjernes.  Det var en grim meddelelse.  Jeg husker ikke nøjagtigt, hvor lang tid der gik inden Bodil blev indlagt og  fik det –tror jeg nok, - det højre bryst fjernet.

Efterfølgende fik Bodil røntgenstråler i 30 på hinanden følgende dage, på herv. Centralsygehus og rekreerede sig på terrassen.  Da vi nåede efteråret forsøgte Birger og undertegnede at få Bodil med til badminton, men måtte opgive, idet operationsarret/såret i armhulen, hvor kirtlerne var fjernet, strammede så meget, at Bodil ikke kunne løfte armen højt nok til at kunne spille badminton.

Alle håbede, at den operation måtte være en engangsforestilling, da der var handlet så hurtigt efter opdagelsen.  Disse håb skulle vise sig ikke at gå i opfyldelse.

Afdelingssygepelejerske

Bodil havde siden jeg tror 1977 fået ansættelse som afdelingssygeplejerske på Esbjerg Kommunehospitals øjenafdeling under overlæge Jes Olsen (Ansøgning).  Hendes nærmeste kollega var Martha Christiansen, der var afdelingssygeplejerske på øjenafdelingens operative afdeling.  Jeg kendte ikke Marta og havde aldrig hils på hende, der var gift med en af byens kørelærere,  Gunner Christiansen, der havde køreskolen ”Grønt Lys.”

Bodil fik hurtigt ry for at være dygtig, men også meget åben i sine udtalelser overfor det overordnede personale, der dog respekterede Bodil for den faglige dygtighed hun besad.
Bodil var lykkelig for sit arbejde, som hun gik højt op i.  Ad omveje erfarede jeg flere gange, at patienterne elskede hende, der  tog deres parti.

Bodil kunne være meget træt, når hun kom hjem fra arbejde og faldt ofte i søvn på sofaen.  Der var ikke andre tegn på svækkelse eller noget tydede på, at der var noget alvorligt i anmarch.

Bodil bliver syg (1980)

Årets start var som alle andre år.  Rutinerne og livet gik sin vante gang. Sommerferien stod for døren og som sædvanligt skulle vi til vores elskede Malcesine.

Jeg havde gjort campingvogn og bil klar til turen og havde endog koblet tingene sammen – Volvo Amazonen og vores kære gamle MKP.  Jeg ventede kun på, at Bodil skulle komme hjem fra arbejde på hospitalet.

Da Bodil kom hjem, drak vi en kop kaffe sammen.  Bodil var en tur i bad, og derefter kunne turen starte.  Jeg nåede først ind og satte mig i bilen.  Bodil havde glemt noget, men kom hurtigt tilbage og ville sætte sig ind på passagersædet. Da hun havde bøjet sig og skulle ind, havde hun ikke fået sig bøjet nok, og den sidste bevægelse for at komme ind foregik med besvær og meget langsomt.  Da jeg kunne se, at det ikke forekom naturligt, spurgte jeg, om der var noget i vejen, men fik et delvis afværgende svar, at hun bare var træt på grund af de senere dages arbejdsmængde for at blive færdig til ferien.  Den forklaring ”købte jeg”-  og spurgte, om hun ikke ville om på bagsædet at ligge og hvile.  Det ville Bodil ikke, og vi sagde farvel til moster, der stod på fortovet og så bekymret ud.  Ferien var begyndt.  Vi kørte og opførte os, som vi plejede hele vejen derned.  Vi overnattede omkring Kassel og alt forløb, som det plejede.

Lørdag aften omkring spisetid nåede vi Malcesine.  Jeg stillede op og slog borde og stole ud i forteltet, mens Bodil var inde i campingvognen og lave mad. Jeg gik og ryddede lidt op i det, jeg havde brugt ved opsætning af forteltet, da Bodil kaldte og sagde, at nu var der mad.  Da jeg indfandt mig og satte mig bemærkede jeg, at der kun var èn tallerken på bordet.  Jeg spurgte Bodil, om hun ikke skulle have noget at spise.  Hun svarede nej, og at det havde hun ikke lyst til -  og jeg tror hun nævnte, at hun ikke havde det så godt i maven.  Det bekymrede mig naturligvis, men jeg slog det hen med den forudgående travlhed og tilbød at lave røræg på panden til hende, hvilket også blev afslået.

Bodil havde forlods lovet. at hun dette år ville give mig en pibe af et bestemt fint mærke - Savenella.  Trods hun havde det så dårligt, at hun dårligt kunne gå uden virkelig at hænge på min arm, skulle vi til pibehandleren.  Vi kom med besvær derhen.  Bodil gik næsten lige så krumbøjet som den gamle dronning Ingrid.
Vi så på piber og der var en jeg forelskede mig i - lige til jeg så prisen, så blev det til en ulykkelig forelskelse, og jeg ville ikke have den.  Bodil insisterede og tog piben, rakte den til manden og betalte den.  Herefter gik vi hjem

Den følgende morgen ville Bodil heller ikke have nogen morgenmad.  Det gjorde mig virkelig bekymret.  Vejret var fint, det var stegende varmt.  Bodil gik rundt i slåbrok.
Jeg spurgte spøgende, om det var fordi hun frøs. eller det var for at holde varmen ude.
Bodil svarede ikke, men løsnede båndet og åbnede badekåben, idet hun sagde: “Min mave er så opsvulmet, at jeg ikke kan have tøj på”.  Jeg kunne nu se maven og underlivet helt udspilet.  Da blev jeg bange.  Rigtig bange.  Resten af dagen foregik i megen tavshed.  Bodil var ikke piv`et.

Jeg ville have Bodil hjem, da hun ikke ville på sygehuset dernede.  Jeg forsøgte at overtale Bodil til, at jeg kørte hende til Verona og fik hende hurtigt hjem med et fly, men det kunne der slet ikke være tale om.  Hun ville følges med mig.

Jeg begyndte at pakke sammen. Vi skulle have sagt farvel.

En tysk familie – Fritz Huber og Lotte (hans kone) så, at  jeg var begyndt at pakke sammen og kom hen til os for at høre, hvad der var galt.  De blev synligt forfærdede, da de så i hvilken tilstand Bodil befandt sig.  De græd begge, da vi sagde farvel og havde måske en bange anelse om, at de ikke skulle se Bodil mere.
Priori var lige så forfærdede og kede af det og tog hjertelig afsked med Bodil.  Jeg var bange og bad til Gud om, at vi måtte komme godt hjem, og at der ikke var noget mere alvorligt med Bodil,  end at det kunne klares kirurgisk hjemme i Danmark. 

Bodil havde mange smerter.  Bilens rystelser og småbump jog op i Bodils underliv, hvorfor hun satte hænderne under lårene/ballerne for at afbøde stødene, der gjorde lige så ondt på mig.  Jeg lovede mig selv, at hvis vi slap godt fra dette, ville jeg bytte bilen ud med en, der lidt mere magelig og blødere affjedret.  Jeg kan i skrivende stund ikke huske, om ikke Bodil forlangte at komme til Samnaun og sige farvel til Frau Prinz.  Resten af turen føltes for mig som noget af et mareridt, da jeg vidste, hvor ondt hvert bump gjorde på Bodil.

Vi  nåede Esbjerg kl. 1200. Bodil gik direkte i bad og kl. 12:30 sad vi i venteværelset hos dr. Birn.  Efter et minut tog han telefonen og ringede til hospitalet og beordrede en omgående indlæggelse.   Jeg kørte direkte ned og afleverede Bodil og frygtede, at hun ikke skulle forlade hospitalet i levende live.

Bodil indlægges

Jeg besøgte Bodil om aftenen.  Der var intet foretaget med hende.  Det var sommerferietid, og der var ikke det sædvanlige personale på arbejde, men der var en masse unge lægestuderende, der havde resolveret, at det var noget maveonde, der gik over, når Bodil fik nogle smertestillende piller.  Den melodi spillede de et par dage og der blev ikke foretaget nogen nærmere undersøgelser.  Bodil havde smerter og efter to eller tre dage forlangte hun at blive overflyttet til Sct. Josef Hospital i Nørregade.  Det var åbenbart sagt med en sådan appel, at de unge studerende ikke turde andet end efterkomme Bodils forlangende.

Bodil blev omgående overflyttet og opereret  vist nok den første gang ved at tømme væske ud af kroppen.  Enkelthederne under denne indlæggelse kan jeg ikke klart erindre, da mit sind og tanker var kaotiske.  Selv følte jeg at have styr på det hele, kold og rolig – udadtil.  Jeg havde ikke rigtig nogen at kunne tale med i det daglige.  Børnene ville jeg ikke gøre mere urolige end nødvendigt.  Birger var 30 år og havde vist nok problemer nok med Kirsten, der slog sig i tøjret over omkostningerne ved byggeriet.

Jeg beklager at Claes skal læse dette, der kan virke sårende på hans følelser overfor sin mor, men jeg ønsker så ærlig en beskrivelse af dette forløb, at jeg ikke kan undgå at sige min mening om det ægteskabelige forhold mellem dem.  Kirsten var en forkælet pige, der slet ikke var åndelig moden til at være mor eller hustru.  Bjarke var ikke voksen endnu – i mine øjne og kunne have svært ved at kapere, at hans mor aldrig mere skulle blive rask og komme hjem til os. Min søsters nerver var heller ikke til de store sindsoprivende ting og jeg vidste, at hun følte for børnene og mig.  Moster var så blød, at det slet ikke kunne hjælpe at vende sig i den retning. 

Heldigvis havde jeg mit arbejde at gå op i, men det var en svær tid, rigtig svær..

Efter nogen tid kom Bodil hjem.  Bodil var afkræftet og tabte sig til stadighed.  Lisbeths store lænestol med fodstøtte, som moster vist havde fået, blev sat ned i stuen ved det store vindue ved radiatoren.  Her fik Bodil sin plads, idet hun bogstaveligt lå i stolen, indtil hun skulle i seng.  Hun kunne lige klare selv at komme på toilettet.

Birger var som altid flink og beredvillig til at hjælpe.  Han kom på besøg med Claes, der på det tidspunkt var omkring 2 år gammel.  Bodil havde et glas med lakridspinde stående ved siden af sig. På en mærkat stod der ” HUMØRPILLER”. Dem kunne Claes godt lide.  Han stilede lige hen til  bedstemor og skulle have en humørpille, når han kom ind i stuen.  Bodil elskede den dreng, og jeg kunne have undt hende at se, hvad Claes er blevet til.  De ville den dag i dag have været perlevenner.

Resten af sommeren slæbte sig hen.  Der var ingen bedring at spore og de bange anelser blev på mange måder bekræftet, - hver eneste dag.  Med mellemrum måtte jeg på hospitalet med Bodil, der skulle have underlivet tømt for væske – ganske som Mie – i sin tid.  Det samt Bodils faglige viden må have været en grusom modspiller i sygdomsforløbet.

Når man står midt i forløbet og er total magtesløs og ser det menneske, man elsker, sygne hen  dag for dag, så græder ens hjerte, uden at man må vise det.
Det er så helt uden tvivl den allerværste periode i mit liv.  Kun noget kunne tænkes værre: at skulle miste nogen af sine egne børn. I stille stunder når tankerne fik frit løb tænkte jeg mange gange, at var vi da bare blevet skilt, ville Bodil stadig leve.  Jeg kunne slet ikke forestille mig en tilværelse, uden at Bodil skulle være ved min side. 
Nu bagefter kunne jeg også have ønsket, at jeg havde haft mod til at tale ærligt ud med Bodil om, hvordan sygdomsforløbet skulle ende. Jeg kan kun resignere og sige, at jeg var for fej til at se virkeligheden i øjnene.  Bodil var meget mere jordnær på det område.
Bodil har ganske givet været helt klar over sin situation, men var stærk nok til ikke at lægge sine bekymringer og en evt. angst på sin families skuldre.  Hun var en stærk kvinde.

Moster var heldigvis i huset, men jeg kan af gode grunde ikke vide, hvor meget moster tillod sig at gå ned til Bodil.  Som det beskedne menneske, hun var, ville hun ikke på nogen måde trænge sig på.

Skulle der være noget, jeg kunne give videre til mine kære efterkommere, er det: Kryb ikke uden om i de vanskelige situationer. Se sandheden i øjnene.  En af ægtefællerne skal trods alt leve videre, og meget ville kunne have været lettere, hvis man havde fået talt ud om dette vigtige emne.

Ind imellem – og det tror jeg var fremherskende, klamrede man sig til det spinkle håb, at det måtte vende en dag, så vi igen kunne få vores mor til rask at kunne gå rundt og klare dagen og vejen, men inderst inde tvivlede man.

Vores ”alle sammen`s” Rosa fra Odense kom herover for at hjælpe Bodil.  Rosa var fantastisk god til at lave god mad.  Hun forsøgte at kræse for Bodil, der dog ikke havde nogen appetit.  Bodil ville gerne gøre gengæld og havde nogle enkelte gode dage.  Bodil fejrede Rosas fødselsdag, der så vidt jeg husker var i august omkring den 20. ved at ringe til en eller anden slagter, der leverede en eller anden træplanke, hvor alverdens pålæg var repræsenteret.  Det var en dejlig lille privat fest, hvor Bodil tilsyneladende havde en god dag.

Jeg mener at kunne huske den grusomste dag i sygdomsforløbet, en dag i oktober.  Bodil var rigtig dårlig tilpas og havde lagt sig over på sofaen.  Hun skulle kaste op. Jeg var heldigvis hjemme på tidspunktet og sprang efter en spand, som jeg holdt samtidig med, at jeg holdt Bodil på panden.
Bodil kastede  op. Det var afføring, der kom op den vej. Alle tarme var sat ud af funktion.  I det øjeblik var jeg klar over, hvor tæt på afslutningen vi befandt os.  Bodil har måske kendt forløbet hele tiden.  Det højner kun min respekt for Bodil, og den måde hun håndterede sin sygdom på.
Jeg ringede omgående efter Falck, der kom med det samme. Jeg så i Bodils øjne, at hun sagde farvel til Baldursgade - uden ord.  Det var en tapper kvinde, der sagde farvel til det vi begge havde så kær, og det vi havde kæmpet for mange år i vores ungdom: vores fælles hus. 
Jeg græd indeni. (Også nu hvor jeg skriver om det og får det hele tæt på – igen.) Bodil blev indlagt på Centralsygehuset.  Der blev ikke foretaget nogen operation, hvilket jeg ikke kunne forstå.  Jeg bad afdelingssygeplejersken (jeg tror det var på 252), om at bede overlægen, jeg tror han hed Frank ? eller var det ham der var på SCT.Joseph.?

Der skete absolut intet andet end, at der blev lagt et smertekateter, der selv skulle kunne holde Bodil smertefri.  Efter megen kvalme blev der også anlagt et sug med slanger gennem næsen ned i maven.  Et konstant sug skulle holde tarmene fri for væske og andet.

På min arbejdsplads  skulle Arne Klausen overtage Emil Møllers stilling. Herunder skulle han på et lederkursus, hvorfor jeg blev udnævnt til afdelingens stedfortræder.  Mine kolleger var så kollegiale, at de lukkede øjnene for, at jeg ikke var på afdelingens kontor i den tid jeg burde være der.  Jeg havde valgt, at være hos min Bodil i det omfang det var muligt. 
Jeg var derude næsten hele tiden og sad ved Bodil hele tiden.  Hendes kolleger stillede en seng ud i et af vaskerummene.  Her kunne jeg lægge mig et par timer, når - og hvis Bodil var faldet i søvn.  Det gav kun meget få timer i døgnet, hvor der blev tale om søvn, idet jeg havde den aftale med natsygeplejersken, at jeg igen skulle vækkes, hvis Bodil vågnede.  Om morgenen kl. 07:00 tog jeg hjem og gik i bad og skiftede tøj, hvorefter jeg igen indfandt mig på hospitalet, hvor de i mellemtiden havde gjort Bodil i stand.

Til middag tog jeg over på politistationen og rettede de rapporter, kollegerne havde skrevet i det forløbne døgn, foretog de ting, der skulle ordnes hver dag og afsendte de rettede rapporter og efter det nye eftermiddagshold var startet ud, tog jeg igen på hospitalet.  Sådan gik mine døgn.  Ind imellem frøs jeg. Ikke fordi det var specielt koldt, men på grund af mangel på søvn.  En morgen var jeg så desperat af kulde, så jeg kørte ned i byen og købte den lammeskindsfrakke og ”russerhuen”,  jeg har endnu i et forsøg på at få lidt varme i kroppen.

Det var på dette tidspunkt, hvor jeg lærte Martha at kende.  Når hun mellem to operationer havde et par minuttet, smuttede hun lige op for at se til Bodil. Jeg så et varmt forhold mellem hende og Bodil, og hun repræsenterede sig også som Bodils kollega fra øjenafdelingen.  Hun kom flere gange om dagen – og stort set hver dag. 
Sygehusforstanderinden/Chefsygeplejersken Grete Pedersen kom også på besøg ind imellem.  Hun var en mandhaftig person med et humør uden lige. Hun lod forstå, at Bodil var en af hendes gode medarbejdere, som hun satte stor pris på.

Dagene gik, den ene med den anden. Bodil blev svagere og svagere.  Vi talte ikke sammen.  Jeg var bare ved hendes side. 
Birger var en mere end en fantastisk søn.  Han blev min redningsplanke, idet han kom og afløste mig, så jeg kunne få en hel nats søvn en gang imellem.  Ind imellem kunne jeg blive flov over mig selv, at jeg ikke alene magtede at passe min kone.  Jeg vil aldrig gennem hele livet kunne få betalt tilbage, hvad du gav mig ved at være den store hjælp for din mor, der ganske givet også var glad for at have sin søn hos sig så ofte, som det nu skete. Tak, tak for hjælpen.
Jeg tror ikke, at Bjarke havde psyke til at være på hospitalet.

Vi nærmede os julen, hvilket også var synligt på hospitalet, hvor forskelllige sangkor glædede de indlagte patienter. I – jeg tror ugen op til jul  - kom forskellige kor og sang over højtaleranlægget, så patienterne kunne høre med i høretelefoner.  Forstanderinden Grethe Petersen holdt ligeledes en lille andagt og var også ofte på besøg hos Bodil.
Jeg husker ganske tydeligt en rørende scene, hvor Birger kom med Claes, der var iført en rød nissehue.  Det var synligt, at Bodil opfattede det og var stolt over sit søde barnebarn.  Jeg tilbragte juleaften hos Bodil, der sov eller lå med lukkede øjne. Jeg er ikke sikker på, at hun vidste eller opfattede, at det var juleaften.
Den følgende dag eller var det nytårsmorgen, stod jeg på gangen udenfor Bodils sygestue, og så mod vores fælles hus i Baldursgade, der kunne ses, når man lige fandt flagstangen i haven.  Jeg kunne pludselig ikke se flagstangen.  Da jeg kom hjem for at gå i bad og skifte tøj, var jeg i haven og så flagstangen var knækket, liggende ind i æbletræet.  Det var som en varsel og sammenlignelig med Bodils sygdom.
Den først følgende hverdag fik jeg i hvert fald travlt med at få ringet til en flagstangsfabrikant og fik bestilt en fiberstang, der ville blive brugt for, når det uafvendelige var sket.

Jeg kan ikke tilgive min svigermor, at hun ikke en eneste gang under sygdomsforløbet besøgte sit barn (Bodil) selv om jeg godt ved, at hun med et træben havde ondt ved at rejse med tog, men hun havde så mange penge, at hun kunne have taget en taxa.  Jeg ville have givet alt hvad jeg havde for at besøge mit evt. syge barn.
Det bevirkede også, at jeg aldrig selv har besøgt min svigermor siden da.

Bodil blev svagere og svagere.  Hendes dræn stoppede til tiere og tiere, og jeg måtte ustandselig mange gange i løbet af en time tilkalde personalet, der så igen bragte gennemgang i slangerne, der blev tilstoppet med nogle til at begynde med små grønne flager.  Jeg kunne ikke rigtigt forstå, hvad det var, da Bodil for længe siden var holdt op med at spise og kun fik noget væske.
På et tidspunkt kom der en læge og spurgte, om jeg selv ønskede at hjælpe min kone, da jeg var der hele tiden og kunne gribe ind, når det blev nødvendigt.  I så fald ville hen gerne vise mig, hvordan de kritiske situationer blev løst.
Det foregik ved, at man skilte to slanger og kom en håndpumpe på den ene slange, for derefter at puste luft den modsatte vej af suget. Når man gjorde det, blæste man ”slammet” ind i kroppen igen.  Det bevirkede, at det gav opkastningsfornemmelser og gennemrystede den efterhånden lille og spinkle krop.  Jeg led ved at gøre det, hver eneste gang, når jeg kunne se på Bodil, hvor forfærdeligt det var.

Bodils tarme og mave , ja,- indvoldene var ved at gå i opløsning og kom som flager og slam ud i slangerne, hvor det var meget tydeligt at se.  Indimellem følte jeg ved at pine Bodil med de nødvendige ”skyl”, at der gik noget i stykker inde i mig selv. Indimellem følte jeg også, at jeg var ved at få sygehus-kuller, som man siger. Puh-ha.  Hvor var det en grim tid. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve noget lignende.
I over en måned hørte jeg ikke Bodil sige så meget som et ord. Vi talte ikke sammen.  Jeg sad i timevis og holdt Bodil i hånden, uden at der blev vekslet ët eneste ord.  Bodil lå i en døs hele tiden.  Jeg ved ikke, hvor meget morfin eller smertestillende middel, der automatisk blev pumpet ind i Bodil, eller om det var det, der gjorde, at Bodil ikke sagde noget. 
Birger var en fantastisk støtte, der troligt kom og afløste mig ved at sidde ved Bodil.  Det var det eneste, vi kunne gøre i den situation: sidde der, være der, så Bodil aldrig var alene, og så hun i det mindste vidste, at der var nogen, der elskede hende og som med glæde stod hende bi.

Den ene dag gik med den anden.  Bodil ”døde” lidt hver eneste dag. Livet ebbede stille ud.  Jeg var desperat over, at der ikke blev gjort mere i et forsøg på at redde Bodils liv.
Jeg forlangte at få en samtale med afdelingens overlæge.  Jeg kan ikke huske, hvad han hed.  Han forekom mig usympatisk, måske fordi han ikke gjorde det, jeg gik og forestillede mig kunne hjælpe.  Jeg havde naturligvis heller ikke som ham set lignende sygdomsforløb eller vidste, hvordan de forskellige sidste faser af et menneskeliv forløber - alt efter sygdommen.
Overlægen var efter min opfattelse kold og uinteresseret. Om min anmodning om at prøve at operere Bodil i håb om en bedring i Bodils almenbefindende og en lettelse af hendes daglige tilstand, sagde han kort og godt ikke ville hjælpe eller ændre Bodils tilstand.  Jeg var vred og ville ikke affinde mig med den beslutning, hvilket jeg gjorde ham bekendt med.

Jeg kan ikke huske, om jeg rådførte mig med Martha, men jeg gik i hvert fald til Bodils overlæge på øjenafdelingen – dr. Jes Olsen og forelagde ham min bøn om at få Bodil opereret.  Han lovede at tage en samtale med overlægen på afdelingen, hvor Bodil var indlagt.
Stor var min glæde på Bodils vegne, da det viste sig dagen eller to efter samtalen med Jes Olsen , at Bodil blev opereret.  Jeg er ikke klar over, om Bodil fattede, at hun var blevet opereret.
Samme dags eftermiddag var der ganske kort en gennemgang i tarmene, men også kun denne ene gang.  Håbet brast, og jeg havde været årsag til at påføre Bodil en situation, som jeg ikke ved, hvordan hun opfattede.

Birger kom troligt og sagde: “Far nu skal jeg afløse dig, gå hen og sov”. Jeg vil aldrig glemme den samhørighed det gav mellem os to, der delte vores mors sidste tid.
Jeg beklager meget, at jeg ikke rigtig kan placere Bjarke i det beskrevne forløb.  Jeg tror ikke, at Bjarkes psyke var af en karat, der kunne kapere at se sin mor gennemgå et sygdomsforløb, der også ændrede Bodil, der var svundet ind til næsten ingenting.

Bodil lå under hele indlæggelsesforløbet på enestue, men blev i slutfasens allersidste dage flyttet ind på en anden enestue.  Hvorfor ved jeg ikke.

Bodil dør (1981)
Den 15.januar 1981 oprandt som alle andre dage, men skulle vise sig at blive den sidste dag, Bodil var levende blandt os. Jeg sad ved Bodils højre side om eftermiddagen.  Bodil lå med lukkede øjne.  Jeg havde bedt og bedt til, at når Bodil skulle forlade os, måtte det blive uden smerter, og således at det ikke var hende bevidst.  Gud må have opfyldt mine bønner, idet jeg bare mærkede, at Bodils hånd blev kølig. Jeg holdt hende stadig i hånden og lagde vores hænder under dynen.
Jeg kan den dag i dag ikke påpege nogen tegn på dødens indtræden.  Ikke et ord, ikke engang et suk, intet markerede dødens indtræden – kun mange års samhørighed kunne give mig erkendelse af, at døden var indtrådt.
Kl. var l9:05 da jeg slap Bodils hånd under dynen og gik ud til sygeplejerske, der i øvrigt var genboen – glarmester Johansens datter.

Hun gik med ind og bekræftede min konstatering.  Et liv var slut – en dygtig mor og ægtefælle var ikke mere blandt os. Jeg græd og ringede til Birger og Bjarke og meddelte deres mors død.  De kom straks til stede, sagde et farvel til deres mor, hvorefter vi tog hjem i Baldursgade.

Den dag i dag har jeg fortrudt – og skammer mig over, at jeg måtte bede Birger om at ringe til forskellige familiemedlemmer og meddele Bodils død.  Jeg kunne ikke tale eller sige noget forståeligt, og jeg skulle have været den stærke og have trøstet mine børn.  Jeg var –sådan føler jeg den dag i dag – en kryster.

De nærmeste dage står mig ikke ganske klar.  Jeg gik som i en tåge og fik nogle oplevelser, der gjorde mig forskrækket over mig selv og den måde, jeg kunne tænke på.  Under kørsel i min bil rundt til myndigheder for at ordne det, der skulle ordnes i anledning af et dødsfald, mødte jeg naturligvis mange modsat kørende biler. Jeg så over på bilerne og så i de fleste tilfælde, at der var en mand som fører og hans kone, der sad på passagersædet.  Det var ondskabsfuldt, men jeg tænkte: hvorfor er det ikke hans kone, der er død, og Bodil, der stadig lever.  Det blev til en form for besættelse og tanken kom igen og igen, hver gang jeg så et ægtepar sammen.  En grim tankegang, der naturligvis var udsprunget af det på hospitalet oplevede. 
Jeg var på kirkegården og finde et gravsted, ligesom vi i fællesskab valgte en gravsten.

Mindeord fra avisen.

Bodil begraves

På begravelsesdagen 20. januar indfandt sig Lisbeth og Viggo fra Sønderborg, Ulla og Jørgen fra Herlev, højest sandsynlig også Inge Merete, Rosa, Lea og Asger og så kan jeg ikke huske flere. 

Forudgående for begravelsen var den nærmeste familie i sygehusets kapel for at se Bodil endnu en gang.  Endnu engang viste jeg mig som en kryster og bad Birger om at tage et billede af Bodil – som et sidste minde.  Ikke pænt af mig at bede sit barn om en så makaber handling.  Det har givet gjort lige så ondt i Birgers hjerte at se sin mor ligge, hvid og kold og allerede meget indfaldne kinder og i den grad slet ikke min og vores Bodil.  Jeg væmmes den dag i dag over billedet, som jeg dog ikke kan få mig selv til at smide væk. Modsat rettede følelser.

Bodil havde flere gange givet udtryk for, at hun ville brændes og i de ukendtes grav.  Jeg havde også dårlig samvittighed over ikke at følge Bodils ønsker fuldt ud. Egoistisk ville jeg gerne have et sted jeg kunne gå ud i fred og mindes den, jeg havde elsket og kendt siden 1946 og levet sammen med som mand og kone i 31 år.

Efter højtideligheden i kapellet, hvor mange af Bodils kolleger, hvidklædte sygeplejersker havde samlet sig og var med til at synge Bodil ud med nogle salmer. Hvorfor stod Bodil ikke sin sygeplejerske dragt mellem dem.?  Jeg forstod ikke rigtig Vorherre. Det er formentlig en almindelig reaktion i den situation jeg stod i.

Som sagt, alt lige omkring de dage står mere eller mindre i en tåge for mig. Jeg husker ikke, hvilken præst der forestod begravelseshøjtideligheden. Jeg kan i dette øjeblik ikke genkalde mig kirkens udsmykning, og ikke meget omkring det hele. Jeg ville have ønsket mig dybt ind i en tilstand, hvor jeg slet ikke var til stede blandt de levende.

Jeg kan huske fru og hr. Madsen (vores genboer fra Baldursgade 52), fru og hr. Arent fra Baldursgade 47 og ellers ingen.  Der var mange ansigter, der kun var en rund, hvid masse uden næse, mund og øjne,- en form for spøgelser.  Jeg var ligesom slet ikke rigtig til stede - og husker ikke så forfærdelig meget i enkeltheder eller i det hele taget.  Da rustvognen (ligvognen) kørte bort forsvandt den simpelthen i mine tårer.  Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kom gennem den følgende tid. 
Efter højtideligheden i kirken var den nærmeste familie og muligvis nogle flere med hjemme i Baldursgade, hvor der var dækket et langt bord på tværs af spisestuen og hen i dagligstuen langs med væggen ud til Baldursgade.  De eneste jeg kan huske siddende ved bordet, er Lea og Asger (min fætter og hans hustru.)  Jeg kunne ikke, og har siden ikke kunnet (?) være med til noget ”spiseri” eller kaffe efter en begravelse, hvor jeg hellere vil være alene og mindes den afdøde – uden snakken og somme tider grinen fra nogen af deltagerne. 
Jeg deltog ikke selv, men gik ind i soveværelset, hvor jeg åbnede lågen til Bodils klædeskab for at fornemme den duft af Bodil blandet med den parfume hun brugte. Det  var en form for trøst, som jeg brugte de kommende 10 - 15 år, når tankerne gik tilbage til en tilfældig episode i vores fælles liv.

Efter nogen tid meddelte krematoriet, at urnen var klar til udlevering. Den skulle nedsættes den 22. januar, som er Bjarkes fødselsdag.  Lisbeth -  min kære søster sagde: “Det gør du ikke mod Bjarke.  Han skal ikke resten af sit liv tænke på, at hans mors jordiske rester skulle begraves på hans fødselsdag”, så det blev ændret enten til den 21. januar eller den 23 . januar.  Heller ikke det står mig ganske klart.

Jeg kan fortælle mine efterkommere for hvem denne beretning er skrevet, at Bodils urne står ca. 30-40 centimeter til højre(set forfra) eller vest for gravstenen og ca. 15 – 20 cm. syd for gravstenen, hvis I nogensinde vil grave en plante ned.