Dette afsnit handler om dagligdagen i min barndom, dels i familiens skød, dels hvad man lavede som dreng.
Dagligdagen og dens indkøbsmuligheder
Hverdagssysler
Efter aftensmaden blev der vasket op og familiehyggen kunne begynde. Man samledes i spisestuen og nød varmen fra kakkelovnen, der måtte holdes ”i live” ved idelig fyring.
Radio som sådan fandtes ikke for almindelige mennesker. Min far havde forbindelse med en ”Ole opfinder” der havde konstrueret noget, der hed et krystalapparat, der bestod af et lille rør i hvilket der sad en stang. Når man trak eller ændrede stangens position i røret foregik der det samme som i nutidens radioer – man skiftede stationer på et bånd.
Lydene kunne ikke høres med øret, men kom i en hovedtelefoner, hvilket nødvendiggjorde, at hovedtelefonen måtte lægges i en ægte krystalglasskål, der så forstærkede lyden, så alle der bøjede sig ind over bordet – og under absolut tavshed – lyttede – kunne høre ganske spæde lyde af tale eller musik. Det var underholdning, så det battede noget.
Som jeg husker en almindelig hverdagsaften sad min far begravet i regnskaber og kontorarbejde ved spisebordet. Min mor havde sidst i 30èrne fået et rigtigt radioapparat af dansk blindesamfund. Radioen kørte på Danmarks Radio, der var det eneste danske program. Mor strikkede og Lisbeth havde også ofte håndarbejde i gang. De talt sammen under udførelse af håndarbejdet og radioen var tændt, når der var noget hørbart og der ellers var råd til at have den tændt. Hver familie havde et antal kw-timer til rådighed i kvartalet, så man tændte ikke radioen til hvad som helst. Der var en fast ugedag, hvor der var et hørespil "Familien Hansen", der bestod af Gerda og Åge og deres to børn. Udsendelsen var nærmest at sammenligne med den i nutidens TV.-udsendelse – ham postbudet – som I nok kender. Jeg tror det meste af Danmarks befolkning hørte denne folkekære familieudsendelse.
Min mor og Lisbeth hørte datidens store operasanger Benjamino Gigli, en italiener, lige så ofte han optrådte i radioen. Deres øjne var himmelvendte, når de hørte ham synge. Jeg syntes det var rædselsfuldt – dengang.
Man kunne også muntre sig med at putte en tændstik ned gennem hullet af en enøre,så svovlen klemte sig fast i hullet og bruge den som snurretop.
Jeg var i øvrigt meget irriteret over Lisbeth, der altid måtte være oppe til mor og far gik i seng. I 10 års alderen var min sengetid omkring kl. 2000. Der var ingen pardon.
Der er dele af dagligdagen omkring det tidspunkt, - som jeg helt har slettet på min "harddisk." Måske kan Jørgen fortælle noget om det, hvis ellers det har været drøftet mellem dem.
Lege
Om sommeren legede man udendørs. Det var lege som ”cowboys og indianere”, der var gennemgående hovedleg for drenge – dengang. Knud Børge og jeg lavede selv geværer, der blev savet ud af et gammelt bræt. Boremaskiner fandtes ikke dengang, hvorfor vi lavede hul til et søm, der skulle virke som aftrækker, - med et søm + andre spidse genstande.
For enden af løbet blev der med en sav lavet et vandretliggende spor, hvorfra man trak en eller flere sammenbundne elastikker hen til aftrækkeren. Så havde man et gevær man kunne skyde til måls efter opstillede tændstikæsker eller lignende. Ofte lagde vi os ind under min bedstemor-og bedstefars senge og lå og lurede, indtil min bedstefar, der var begyndende senil – kom gående. Derefter skød vi efter hans fødder og ben. Når vi ramte, har det formentlig givet et lille svirp. Derefter kiggede bedstefar ned på benet – og samlede elastikken op. Der røg så den ammunition, så det ophørte på et tidspunkt helt af sig selv.Jeg legede meget, brød mig ikke meget om at gå i skole. Jeg lyttede interesseret i timerne, men gjorde ikke meget ud af lektielæsningen, som jeg ofte snød mig fra for at komme ud at lege cowboy og indianere. Forholdene til leg var ideelle, idet vi havde det meget store parkanlæg på den anden side af gaden.
Vi var 5-8 kammerater, der legede meget sammen. Så længe jeg kan huske, indtog jeg én eller anden førerstilling mellem kammeraterne. Vi var altid to, der på skift skulle vælge vores hold. Jeg var altid den ene. Det havde jeg det godt med, da jeg altid godt har kunnet lide at bestemme. Jeg var meget tynd og spinkel, men kunne løbe fra de fleste af kammeraterne. Jeg kunne lægge de fleste ned i brydekampe, men brød mig ikke om at blive slået, når der "gik alvor" i legen. Min mor brød sig ikke om disse voldsomme lege, som hun fandt fremmede voldstendenser. En dag havde min bedste kammerat og jeg været oppe at skændes om et eller andet. Han var næsten to år ældre, men mindre og mere "firskåret" end jeg. Det endte med håndgemæng og han slog mig,, så det gjorde ondt. Jeg kunne ikke få mig selv til at slå på den bedste kammerat jeg havde, hvorfor jeg grædende gik ind. Mor trøstede mig. Min far skældte mig voldsomt ud og spurgte, om jeg ikke kunne ordne "den splejs". Hvis han gør det igen giver du ham nogle klø. Det var ikke nemt, når man fik modstridende beskeder af sine forældre og man med sig selv vidste, at man godt kunne klare ham – også i slagsmål, når det var alvor.
Én cykel var et godt tidsfordriv. Man kunne køre ture og som legetøj eksempelvis som "motorcykel". Denne forvandling skete ved, at man tog et stykke pap, satte det fast med en klemme på stellet ved baghjulet, således, at papstykket rørte ved hjulets eger. Den lyd var herlig og man følte sig som motorcyklist.
Man legede cowboy og indianere. Det var på en tid, hvor man ikke hentede en kylling eller høne fra fryseren. Fjerkræ blev købt på torvet – med fjer på. Når dyrene blev plukket var der en masse fjer, der kunne farves med rødt blæk eller anden form for farvestof. Man klippede et smalt bælte – 3-4 cm.af et stykke bølgepap. I "bølgernes" huller stak man fjerene ind og havde den flotteste indianer – hovedprydelse. Buer og pil lavede man af grene fra skoven. Fredspibe skulle også ryges. Piberne blev lavet af agern. En bestemt busk ovre i parken havde hule grene, der blev stukket ind i agernet og man havde en flot pibe, der også kunne bruges til at ryge opsamlede cigaretskodder i. Jo det var næsten som i Amerika.
Én fornøjelig beskæftigelse i godt udendørs vejr var sæbeboble-blæsning.Til denne beskæftigelse krævedes 5 øre til en kridtpibe og sæbevand lavet af brun sæbe. Ved en given lejlighed, hvor Knud Børge og jeg havde bestemt os til denne leg var K.B. i besiddelse af en kridtpibe. Jeg havde ingen og havde heller ikke nogle penge.
Min far var piberyger om en hals. Hans piber blev behandlet med varsomhed og blev vedligeholdt udvendig ved at gnide dem langs næsen og således optage det hudfedt, der måtte være der. En pibe måtte helst ikke ligge ned – af hensyn til, at sovsen så blev i mundstykket. Min far havde lavet et ”hængebræt” af låget af en papkasse. Der var lavet huller i låget, hvor pibespidsen var stukket ind i. Det hele var hængt op på væggen. Der var 12-14 piber hængt op.
Hvad gør et "lyst hoved", der mangler noget at blæse sæbebobler med. Henter naturligvis én af piberne. I begyndelsen sprang sæbeboblerne. De kunne heller ikke tåle nikotinen. Da den havde stået i "blød" i sæbevandet i nogen tid virkede den – absolut bedre end kridtpiben – og så i hvert fald mere mandig ud. Efter endt leg bemærkede jeg, at piben havde antaget et mærkeligt udseende. Den var blevet hvid og mat. Den blev imidlertid tørret af – formentlig i blusen (der var jo sæbe på)
Så det kunne ikke være helt forkert. Derefter indtog den sin plads på pibebrættet.
Om det var samme dag eller lidt senere husker jeg ikke, men på et tidspunkt blev jeg kaldt til samtale med min far. Det var aldrig spor sjovt, - kan jeg hilse og sige. Det blev det heller ikke denne gang. Jeg måtte krybe til erkendelse af min store brøde og var glad, da det "kun" gav ca. 8 dages absolut stuearrest. Det var nu ingen spøg, for det blev overholdt strengt.
I parkanlægget fandtes en legeplads – lige ovre på den anden side af gaden. Vi var et sjak på 8-10-12 drenge, der altid spillede sammen, - mod hinanden. I de første par år spillede vi med en hjemmelavet fodbold, hvor indholdet var klude,træuld og hvad vi ellers kunne finde på at stoppe derind. Det yderste kunne være stof eller skind. Senere fik jeg en fodbold og så var det mig, der bestemte, hvem der måtte være med til at spille.
Vi skulle dog altid være på vagt overfor opsynsmanden – en lille sur fanden, der kunne stå på lur meget længe for så pludselig at springe frem og snuppe bolden, som han tog med sig og gemte den i hans ”væreskur”. Da vi gennem lang, lang tid havde undværet bolden, brød vi ind i skuret og bemægtigede os bolden.
En yndet beskæftigelse var om efteråret at samle kastanjer op. Det blev til mange kg.
Jeg forærede mine til min mor og bedstemor, der lagde dem i en lærredspose og bandt dem til kroppen, hvor gigten plagede. Det var et datidens gratis middel, der efter sigende hjalp.
Kommunale gartnere rev blade sammen i enorme bunker. Vi drenge syntes, at det var mægtig sjovt at kravle op i træerne og springe ned i den bløde bladbunke. Man kunne godt springe fra 4-5 meters højde uden at slå sig, men bladene var godt spredte bagefter og vakte ikke den store begejstring hos gartnerne dagen efter.
Farlig leg.
Vi lavede flitsbuer og skød til måls efter døde ting.
Knud Børges forældre var som tidligere nævnt skilt. Hans mor var flyttet sammen med et avisbud, der var krøbling og pukkelrygget. De boede længere ude på Sundvej i noget, der hed Kragh`s Stiftelse. Et sted for hovedsagelig ældre mennesker. Der var en stor tilhørende park/have med en masse pilebevoksning. Vi skar pilegrene af på længder af vel ca. 1½ meters længde. De blev spidset til og var således et glimrende kastespyd og blev brugt som sådan. Det var ved vintertide. Langs fortovene ud mod kørebanen lå der opkastet sne i driver. Det var morsomt at kaste spyddene mod disse snebunker, hvor spyddende satte sig fast.
På et tidspunkt havde Knud Børge kastet alle sine og gik hen mod snedriven og trak spyddene ud. Jeg havde endnu et par stykker, som jeg ville "plante"i samme snedrive. Jeg kastede mens K.B stod foroverbøjet. Da spyddet var undervejs – og jeg kunne se, at det havde retning mod ham råbte jeg "pas på".
I det samme vendte han ansigtet mod mig. Det forfærdelige skete. Spyddet ramte ham i ansigtet, nærmere beskrevet i øjenkrogen, hvor det satte sig fast. Med hånden tog han fat og spyddet brækkede, så der sad en stump på vel omkring 10 cm.`s længde. Han skreg og blodet løb ned over hans underansigt. Han kom på hospitalet. Jeg var naturligvis ulykkelig og bange.Min mor, der selv døjede med øjnene var ulykkelig. K.B.`far kom og var meget opfarende. Heldigvis tog synet ingen skade. Jeg/vi havde derefter forbud mod at kaste eller skyde med noget.
I det hele taget var jeg meget uheldig med alt, hvad der kunne gå galt. Alle vi drenge kunne lave det samme - spille fodbold på gaden eller lignende. Det var kun mig, der når jeg sparkede var så uheldig, at bolden kunne ramme kantstenen og springe op i luften – hen over stakitterne – tværs over de ca. 3 meter brede forhaver – for derefter at ende i en eller anden dum rude.
Man var opdraget til ikke at stikke af fra det, der gik galt, hvorfor jeg måtte ringe på og bede om undskyld og love erstatning for ruden. Jeg havde forbud mod at spille fodbold på gaden og havde lydigt stået og set de andre spille. Da en bold løb direkte hen mod mig, ville jeg blot støde den hen til ham, der havde mistet bolden – og så ovenfor beskrevne.
Jeg turde ikke sige det til min mor og far, da jeg vidste, at det ville give mange dages stuearrest. Jeg gik grædende op til moster, bedstemor og- far, der trøstede og betalte ruden, der dengang kostede 5 kr. – en formue. Jeg tror, at mine bedsteforældre kendte glarmesteren ret godt. Han hilste i hvert fald altid pænt på dem.
Vinterlege
Det var sne gennem det meste af perioden. Der blev kælket lavet snehuler, hvor jeg sad sammen med Knud Børge med et tændt stearinlys i den mørke hule. Der blev foranstaltet sneboldkampe med andre gaders drenge. Det gik hårdt for sig og endte mange gange med gråd og tænders gnidsel. Man var pjaskvåd efter hver dag i sneen. Tøjet blev hængt til tørre på ovnskærmen, - en tredelt sort emaljeret jernskærm, hvor sidefløjene var hængslede, så den kunne stilles i forskellige vinkler og som man brugte til at tage den værste strålevarme fra kakkelovnen. Kun stuen var værd at opholde sig i. Alle andre rum var uopvarmede. Det virkede som at komme udenfor i kulden, når man lukkede døren op fra stuen og skulle ind i et tilstødende rum.
 Lige overfor for huset, hvori jeg boede var der et stort, grønt område, der hed ”Lunden”. Det var at sammenligne med Vognsbølparken i Esbjerg. Det var utrolig kuperet og tjente om vinteren til fornøjelse for meget af byens befolkning som ”vintersportssted”, hvor man kunne løbe på ski eller kælke. Mine forældre havde ikke råd til at købe en kælk til mig. Min kammerat i huset, hvis far som tidligere nævnt var snedker, lavede en meget fin og strømlinet slæde til Knud Børge, høvlet og lav bagtil. Den var virkelig flot.
Min far havde ikke noget rigtigt værktøj og slet ikke de muligheder Knud Børges far havde. Jeg kan huske, at jeg var med min far ude i et skur, hvor far fandt et par forskallingsbrædder, (uhøvlede og rå med splinter) Jeg husker endnu, at brædderne havde været malet med en rødbrun mønjemaling. De blev målt op og skåret til. En slæde havde normalt afrundet mede foran. Da min far ikke havde høvl eller andet værktøj, der kunne frembringe en sådan runding, blev de skåret skråt af – sådan. Køn var den absolut ikke, høj var den også, -- men det var min far, der havde lavet den. Det viste sig så ved brug, at den kunne køre væsentlig hurtigere end Knud Børges. Stolt var jeg. Min far var mit forbillede på mange områder. Han kunne køre bil, havde bil og nu havde han konstrueret en slæde, der kunne køre fra de fleste andre.
K.B`s far var som fortalt snedker. Min far og ham fandt et år på, at der skulle laves et par biler til os. Vi var uvidende om overraskelsen, som vi –mener jeg at huske, fik i julegave. Bilerne var vel ca, 1½ meter lang og indrettet nøjagtig som datidens racerbiler.
Rattet var støbt i bly og fremdrivelsen skete ved hjælp af pedaler, tandhjul og en cykelkæde. Der var ligeledes en blykappe omkring køleren, så bilen lignede en rigtig bil.
Der var polstrede sæder med beklædning af voksdug eller lignende.
Køretøjerne vakte naturligvis vild jubel og stor misundelse hos vores jævnaldrene kammerater. Selve karosseriet var lavet af krydsfiner, der kunne bøjes, så partiet fra siddebrønden til køleren var rund som på datidens biler. Farven var knaldrød. Vi var pavestolte og legede med bilerne et par år. Vi blev skrappe til at manøvrere med dem. Det er nok det bedste legetøj jeg har haft nogensinde.
Indendørs spil og leg.
Et stykke pergamentpapir over en mønt og toppen af en Viking-blyant kunne fremkalde prægningen af mønten, hvilket man også syntes var sjovt. Et stykke sølvpapir rullet uden på en blyant i ca. 1-1½ cm.s længde, en kugle fra lejet fra en cykel puttedes i, hvorefter man lukkede den lille ”puppe” man havde fremstillet af sølvpapiret. Puppen med kuglen indeni lagde man i en tom tændstikæske, der blev rystet frem og tilbage. Når kuglen havde ”banket” enderne runde, kunne man ved at hælde æsken få ”puppen til at bevæge sig på mange mærkelige måder. Det kunne man få rigtig lang tid til at gå med. Højtlæsning, der gerne blev foretaget af faster – Lisbeth – var også en kærkommen fornøjelse, selv om det oplæste ikke altid var beregnet for en lille dreng.( Ikke uartige, men” tunge” historier)
I en sytrådstrisses "endehjul" blev med en kniv skåret nogle hakker. En elastik blev ført gennem hullet og fæstnet med en tegnestift. En tændstik blev stukket gennem øjet på elastikken,snurret rundt så elastikken blev strammet, hvorefter trissen kunne køre – omtrent som en tanks. Ja, der skulle ikke så store virkemidler til for at optage en" bette" dreng.En indendørs syssel var også bobspillet, der efter min opfattelse var en rimelig ny opfindelse. Det var ikke nemt at få det stillet op, idet datidens stuer var små og møbleret på alle vægge, hvorfor der skulle flyttes møbler inden spillet kunne begynde. Det krævede næsten, at alle i familien spillede med, da der ellers ikke var noget sted at opholde sig. Bobspillet kender I, så det behøver jeg ikke beskrive.
Spillene "Dam" og "Mølle" kender I også. Af kortspil var der de sædvanlige – kabale, sorteper, rommy o.s.v. Det var ikke altid man kunne få lov til at låne kortene, der dengang var ret så dyre. Det var heller ikke normalt, at en familie havde mere end eet spil kort – og en ting var sikkert – man blev sendt ud at vaske hænder inden man fik lov at røre kortene.
Legen "skyde krigsskibe i sænk" var meget brugt mellem børn, men krævede naturligvis at man var to, - og havde to blyanter. Sidstnævnte var ikke noget man bare lige fik. De var dyre og skulle slides op til en længde, så man ikke længere kunne holde dem i almindelig skrivestilling. Kuglepennen var ikke opfundet. Skulle der skrives med andet end blyant foregik det med pen, der blev dyppet i et blækhus. Det skrevne blev trykket af trækpapir, så det ikke smittede af inden det blev tørt af sig selv.
Lidt bedre stillede mennesker kunne eje en fyldepen. En sådan havde fast pen og indeni en gummisæk, som man sugede blæk op i. Min far havde en fyldepen (rød,) som jeg mener jeg er i besiddelse af endnu i skrivende stund (febr. 2002)
Forløberen til kuglepennen blev opfundet omkring min konfirmationsalder i 1942. Den blev kaldt "Tintinkuli" og var indrettet næsten som en fyldepen, idet der i skriveenden var et meget tyndt rør, hvori der sad en spids. Når spidsen blev sat ned på papiret gik den tilbage i røret og åbnede for den blæklignende substans, der var indeni. Den blev brugt bl. a. som konfirmationsgave.
”Tampen brænder” eller ”putte fingerbøl” var også et meget brugt tidsfordriv som både børn og voksne kunne deltage i. Til legen krævedes et almindelig fingerbøl (bruges til sy-formål. Der blev trukket lod om, hvem, der skulle begynde legen, der gik ud på at gemme et fingerbøl eet eller andet sted. De øvrige deltagere måtte være i et anden rum, så de ikke kunne se, hvor genstanden blev gemt. Derefter blev de kaldt ind i det rum, hvor legen foregik. Deltagerne ledte rundt i f.eks. stuen. Når en person nærmere sig gemmestedet blev de af ”gemmeren” gjort opmærksom på ”at nu brænder det”. Den der var så heldig at finde fingerbøllet var så den, der stod for tur til at gemme det igen. Det kunne man få megen tid til at gå med.
Storvask
Mange af datidens sysler var hårdt arbejde, på grund af de manglende hjælpemidler, som alle familier har i dag. En ting som "Storvask" som det hed den gang,var en arbejdsopgave af større format. Det skulle planlægges nøje. Alle familier i huset havde tildelt 3 dage til en vask.
Først skulle vi have lejet en vaskekone. Der fandtes dengang koner, der gik ud og vaskede for folk. Hun skulle bestilles i god tid. Der skulle samles passende brændsel sammen, idet opvarmningen af vaskevandet foregik i en stor grukedel,der var anbragt i vaskehuset i kælderen. Aftenen før der skulle vaskes, blev der lagt brænde under kedlen og gjort klar til at tænde op. Det foregik ganske tidligt omkring kl. 0500-6000.
Vaskekonen kom så kl ca. 0700. Vasketøjet var opdelt i bunker alt efter stoftype. Tøjet kom i gruekedlen og der blev lagt låg på. Når tøjet havde kogt i passende tid, blev det taget op med en kæp på arms tykkelse og lagt over i en som regel oval zinkbalje.
Man havde et såkaldt vaskebræt, der bestod af en bølget zinkplade i en træramme, med to ben, der stak ned og hvilede på bunden af baljen. Vaskebrættet stod skråt bagudhældende mod personen, der skulle betjene det. Vedkommende tog så det kogende varme tøj op i hænderne, der på sarte sjæle var iført gummihandsker, hvorefter tøjet blev skrubbet op og ned af brættet. Der var en balje med koldt vand, hvori man kunne skylle tøjet. Der skulle tappes mange spande vand af vandhanen for at give vand nok.
Man vaskede først det hvide tøj, derefter det kulørte o.s.v. Tøjet blev så hængt ud på tørrepladsen eller under ugunstige vejrforhold i vaskekælderen. En sådan vask kunne hvis alt gik glat være færdig om aftenen kl. 19-20, hvis der havde været flere til at hjælpe hinanden. Den kunne også sagtens vare i to dage.
Påklædningen til ovenstående arbejde virkede også dengang lidt komisk. Kvinderne var iklædt lange lærreds – eller gummiforklæder, der nåede helt til jorden . Endvidere var gummistøvler absolut påkrævet. Kvinderne havde også altid et tørklæde om hovedet for at skåne de dyre permanentkrøller, da en vask foregik i damp fra morgen til aften.
Efter endt vask blev tøjet tørret ,- ude eller inde alt efter vejrforholdene. Derefter kunne det tage to menneskers arbejde at lægge duge og sengetøj sammen – meget sirligt. Derefter blev det transporteret til en rulleforretning, der rullede tøjet under varme med store trævalser, der kørte frem og tilbage over det udspændte tøj, der så igen blev lagt sammen i "stokke" og leveret tilbage til kunden. Jeg havde bl.a. plads som bydreng i en rulleforretning gennem lang tid.
Forårsrengøring.
Hvert forår skulle der gøres hovedrent. Husk på, at kakkelovn og stearin og petroleumslys sodede mere en man kender til i vores moderne tider. Mor lejede altid rengøringspersonale. Det var altid nogle modbydelige dage med et værre roderi. Gardiner og uldne portiere blev taget ned som starten på det hele. Bogreoler og skabe med service blev tømt. Alle pyntegenstande blev taget i køkkenet, hvor alt blev vasket af. Sølvtøjet skulle pudses, malerierne støves af o.s.v. Man kendte heller ikke de moderne rengøringsmidler vi gør brug af i dag. Der fandtes brun-og grøn sæbe – basta.
Møblerne blev trukket fri af væggene. Tapetet blev tørret af. Løse gulvtæpper blev fjernet og hængt ud til luftning og pletrenset om nødvendigt. Vinduer stod åbne, der var gennemtræk – og ingenting kunne man finde i alt rodet. Alle hjalp til med det man kunne bidrage med , men morsomt var det bestemt ikke. Sluttelig skulle der ferniseres gulve. Det var næsten det værste af det hele. Det man smurte på gulvene hed fernis. Det var en slags lak, der skulle tørre –helst i to elle flere dage. Det lugtede meget, meget stærkt. Det var noget af et stykke planlægningsarbejde at bestemme sig til, hvor man skulle starte og med hvilke rum, idet man som sagt ikke kunne betræde gulvet de første par dage. Hele huset stank af fernis. Når det hele var overstået var det dog en fornøjelse at komme ind i de forskellige rum, der duftede af sæbe og renlighed. Fra start til slut kunne der fint gå næsten en uge inden alt igen var på plads. Den første lange tid efter en sådan tur, måtte man næsten ingenting, der kunne støve eller gøre noget snavset.
Dagligdagen og dens indkøbsmuligheder
Dagligdagen i barndomshjemmet startede med en blid morgenvækning af den naturlige støj der blev i soveværelset, når mor og far vågnede. Mange, mange dage var det kun min far der stod op. Mor lå ofte syg i sengen. Jeg må erkende, at når dagligdagene var ens, hæftede man sig ikke så meget over, hvad der skete omkring en. Jeg har formentlig haft nok at se til med at blive færdig, så jeg kunne komme i skole og være der til tiden.
Efter hjemkomsten fra Skolen kunne det være, at der skulle foretaget nogle indkøb.
Hvad det angår boede vi et godt sted. På den anden side af Ny Havnegade på hjørnet af Sundvej lå der en købmandsforretning – det var købmand Nielsen, der havde sin brorsøn – ”Lille Hans” boende. Hvorfor sådan en gammel mand havde et barn boende ved jeg ikke. Købmand Nielsen havde aldrig været gift. Han var noget for sig selv på mange områder. Han må have været dybt troende, idet det ofte hændte, at man så ham knælende i baglokalet, hvor han bad.
Forretningen var – selv den gang – i sammenligning med andre købmandsbutikker meget simpel og gammeldags indrettet. Han førte ikke ret mange varer og ofte kunne man ikke få det man havde bedt om. Mange handlede hos ham, fordi man havde lidt ondt af ham. Bag disken var der et reolsystem med lidt hylder foroven og skuffer i den nederste del. I skufferne var der mel, sukker, havregryn o.s.v. På anmodning om f.eks. 2 pund havregryn, blev der taget en papirspose og med en træskovl blev havregrynene hældt op i posen, der var sat på forretningens loddevægt, hvor der blev brugt lodder af forskellig vægt til at opveje den vare, der var på vægten.
Der var også købmand Otto Stein, der havde forretning på hjørnet af Sundvej og næste sidegade – Bøjsensgade. Stein var en meget munter mand, der havde en veldrevet købmandsforretning, hvor alt, hvad der hørte under en kolonialforretning, som det hed den gang, fandtes i rigelige mængder. På det andet hjørne lå der en mælkeforretning. På hjornet af næste sidegade mød øst havde bagermester Sejersen (Lisbeth kom en kort overgang sammen med en af de to sønner, hvis navne jeg ikke kan huske) Det var en prima bagerforretning. Jeg kan endnu fornemme duften af frisk bagerbrød. Jeg kan huske, at et ”fedtebrød”, der var en snitte med glasur på den ene side. Den kostede 2 øre. En stor og tyk hindbærsnitte med masser af hindbærsyltetøj i to lag kostede 5 øre og en flødekage kostede 10 øre. Når far skulle i byen f.eks. til en generalforsamling (jeg syntes det lød så flot) spurgte jeg gerne om mor og mig måtte få en kage. Jeg kan aldrig huske, at far sagde nej til så fromt et ønske. To ejendomme længere mod øst – på Sundvej lå der en stor slagterforretning og ovre på den anden side i kælderen i Sundvej nr. 1 lå der en skomager, der altid havde nok at lave. Dengang købte man ikke bare lige et par sko. Skoene blev forsålet og bagflækket (ny belægning på hælen) indtil overlæderet var revnet eller slidt igennem.
Hvis man gik ned ad Nyhavnegade lå der på hjørnet af Bredgade (der var meget smal) endnu en købmandsforretning. Det var købmand hansen – far til Arne Hansen kld. ”Myggen”, der var journalist og som en årrække havde en udsendelsesrække i radioen. Næsten på hvert hjørne af bredgade lå der forretninger af alle slags, samt ”min” barber. I Amaliegade var der ligeledes købmænd, cigarhandler posthus, bagerforretning, slagter og både bager og mejeriudsalg.
Ved slagteren, der lå i Amaliegade , blev der naturligvis solgt slagtervarer, hvoraf pålæg var noget, der var brug for hver dag. Når der ikke var penge til at købe regulært afskåret spegepølse, rullepølse, og kødpølse, der var det billigste pålæg, der kunne købes, bad man om at få affald fra afskæringerne. Det kunne være skiver, der kun var snitter, d.v.s. helt tynde i den ene side og meget tykke i den anden side. Det kunne også bare være ”krymmel” altså smul fra afskæringerne på maskinen. Det fik man så meget billigt.
Ting som håndsæbe var dyrere end brun-og grøn sæbe, som man købte hos købmanden, der tog den sejt halvflydende sæbe fra en galvaniseret stor spand med en træskovl og klaskede det op i et stykke pergamentpapir, hvorefter mængden blev vejet af. Hjemme i køkkenet blev sæben øst over i en blå emajleret bøtte, der var forsynet med hvis skrift og dannede ordet SÆBE. Med fingrene tog kan en klat sæbe, der havde en meget karakteristisk lugt, og vaskede hænder i det. Det blev også brugt som opvaskemiddel, hvis man ikke brugte soda, hvilket var tilfældet, når der skulle vaskes glasting af. Denne sæbe blev også brugt til alle former for rengøring. Man kendte ikke til nutidens midler som opvaskemiddel, Ajax og lignende.
I Slotsgade lå der også et mejeri, hvor man kunne hente mælk i medbragte blå, emaljerede spande og pisket flødeskum i en medbragt skål. Jo – indenfor en radius af mindre 100 meter lå samtlige de nævnte forretninger, så det var nemt at foretage indkøb, når bare der var penge til det.
Tøj, beklædning vat for mig et næsten ukendt begreb, når der var tale om nyt tøj.
Jeg var et omvandrende tøjstativ og en tro kopi af mine to fætre Henning og Asger, idet jeg altid fik deres aflagte tøj, der når de havde slidt det og somme tider slidt hul, fik det med nye lapper på knæene. Det var heller ikke altid, at lapperne var af samme slags stof som f.eks. bukserne, men det tog man ikke så nøje den gang. Endnu værre blev det under krigen, hvor det ikke var til at købe nyt tøj. Alt hvad man gik i var tøj, der var vendt med vrangen ud og derfor næsten lignede nyt tøj. Måde min moster Astrid og min bedstemor var rene troldmænd når det angik at omsy eller reparere tøj.
Det med tøjet kunne endda gå. Det var meget værre med skoene. Jeg ved ikke, hvordan Asger var skabt og slet ikke, hvordan hans fødder var skruet sammen. Når jeg overtog et par sko, der havde været hans – og overlevet nogle fodboldkampe, der for hans vedkommende altid blev udkæmpet på gadens asfalt, var det som at gå på bare fødder på en hårdtfrossen pløjemark. Det var næsten en umulighed at gå i. Når først skoene havde været gennemblødt af regn eller anden form for vand, blev de så føjelige, at de så småt begyndte at føje sig efter mine f’ødder.
Helt tosset var det dog, hvis skoene først havde været Hennings og derefter Asgers.
Det var nærmest fakiragtige evner man skulle være forsynet med. I 1942 eller var det 43, fik jeg – og jeg husker ikke hvordan, fat på et par sandaler, der var lavet af hvidt læder. Et per lysegrå sommerbukser fuldendte dresset, der blev anskaffet og brugt første gang i pinsen. Sjældent har jeg været så stolt. Tænk sig at være den første der var bruger af nævnte ting. Det blev en god sommer, selv om krigen satte andre begrænsninger.
|
