Skiftet til arbejdslivet.

Krigens virkninger blev mere og mere udtalte.  Alt var usikkert.  Man vidste ikke hvad de nærmeste dage ville bringe.

En dag kom min far ind i stuen, hvor jeg opholdt mig.  Meget brøsigt spurgte han – "Hvad vil du være".  Jeg skulle ud af skolen kunne jeg forstå.  Det gjorde mig ikke ked af det. Jeg  svarede "Jeg vil være politibetjent".  Det var virkeligt mit ønske.  Tænk engang at kunne være med til ændre folks adfærd, når  de gjorde noget uretfærdigt eller forkert overfor samfundet. Det måtte være det størst opnåelige.  Min far svarede lige så vrissent: ”Det kan du sgu altid blive senere.  Du skal lære et håndværk, hvad vil du være.??”

Nu var der så bare lige den hindring, at meget få lærepladser var ledige.  Der var lange ventelister – helt op til 4 år for at få en læreplads.  Jeg svarede ”mekaniker”. (Ikke særlig smart fundet på, da der under krigen ikke fandtes private biler)

Jeg ved ikke, hvem far henvendte sig til, men min mor havde en forbindelse til en værkfører (han var egentlig tysker,- hr. Schneidermann-, der var dansk gift og havde boet i Danmark i mange, mange år uden dog at tale uden accent.  Han måtte meddele, at der var godt 3 års ventetid på fabrikken "Paasch-og Larsen, Petersen”, der fremstillede mejerimaskiner, nogle af de fineste indenfor den kategori.

Jeg fortsatte i skolen.  En dag ringede hr. Schneidermann og meddelte min mor, at den, der stod for tur til en plads havde meldt afbud, hvorfor han for venskabs skyld ville tilbyde mig pladsen, hvor jeg skulle starte som arbejdsdreng.  Jeg blev meldt ud af skolen til en nærmere fastsat dato.  Jeg kan huske , at jeg en dag i en af timerne fik,- da vi skulle have oplæst en historie,- besked om at forlade klassen og stille mig ude på gangen "for du er jo meldt ud af skolen".  Det sved i mig, men sådan var det dengang.

 Jeg begyndte så på fabrikken som arbejdsdreng, hvor man som regel blev tilknyttet en svend som hjælper.  Der var rotation gennem de forskellige afdelinger.  Jeg var således på skruestiksværkstedet, hvor jeg arbejdede med alt muligt.  Senere kom jeg på blikkenslagerværkstedet, hvor jeg var tilknyttet en svend, der tog sig meget af mig, som aldrig slog, men tog hånd om mig, når andre var onde.  Her lærte jeg bl.a. at lodde med tin, at marmorere med en boremaskine med filtskive og mange andre ting.  Jeg kom i fortinneriet, hvor jeg lærte afsyring med salt og svovlsyrer og fortinne emner til brug i fabrikationen. 
Senere kom jeg i støberiet og lærte de tekniker, der anvendes den dag i dag.  Det var på støbedagen et grusomt varm job, når det glødende jern skulle hældes i formerne. Det gnistrede som fra en stjernekaster, med den forskel, at gnisterne var glødende jernpartikler der føg over en.  Ens arbejdstøj kunne være gennemhullet af måske 100 eller 200 små huller som knappenålshoveder.  Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke var til at skaffe nyt arbejdstøj, der var dyrt og af så ringe kvalitet, at det efter én eller to vaske faldt helt fra hinanden.  Det var også et frygtelig beskidt arbejde og man indåndede bunker af støbesandsstøv, så man i dagevis kunne harke sort spyt. Det gav ”stenlunger”.

Min begyndelsesløn som arbejdsdreng var meget større en lærlingenes.  Jeg fik 24.55 kr. om ugen.  Pengene skulle afleveres derhjemme .  Jeg fik dog 1 kr. ugentlig i lommepenge.

Mens jeg var lærling. lavede jeg den runde lampe med hjorten til din mor og far, ligesom Chr. 10`tal - jeg tror det var en lysestage - du skriver askebæger. Jeg lavede også den store læselampe, der var et meget stort buet rør m. en tung fod. Jeg tror den var "skabt" i tiden - Sundvej/Istedgade.

Jeg lavede også en flagstang til min mor til morsdag. Jeg lavede en masse fingerringe i rustfrit stål magen til din fars, min og Birgers ring med plade.

Flere ting kan jeg ikke komme i tanker om i øjeblikket.

Jeg var meget spinkel som ung.  Jeg hadede det at blive beskidt og brugte til tider 1-1½ time ved håndvasken for at blive så ren, at ingen kunne se på mine hænder, at jeg var "sort mand", hvilket havde lavere status end en kontormand.

Arbejdsskade

Det var under krigen (19. december 1943), jeg tror, mens jeg var arbejdsdreng.  Jeg var ved at lave en opgave, da chaufføren, der var ved at rense gasgeneratoren, som næsten alle biler var forsynet med under krigen, da man ikke kunne købe benzin. Fyrstedet i generatoren skulle renses for aske og sluttelig skylles med rent vand.  Vandslangen, han skulle bruge, var flosset i enden.  Han kom derfor ind og spurgte, om der var nogen, der havde en kniv, så han kunne skære enden ren, så han bedre kunne få den på sprøjtepistolen. Svenden rakte ham en lommekniv.

Jeg hjalp en svend med en flødekøler, der bestod af et tommelfingertykt kobberrør, der var fyldt op med harpikspulver.  Det skulle snoes som en spiral, hvor rørene lå tæt op ad hinanden.  For at kobberrøret ikke skulle lave ”knæk”, blev det glødet ud med en svejseflamme, der samtidig smeltede harpiksen og hindrede at røret lavede knæk.  Det var et langsommeligt arbejde.  Når spiralen var færdig  var røret proppet med smeltet harpiks, der skulle ud igen for at skabe gennemgang i rørspiralen. 

Den eneste måde det kunne komme ud på var ved at varme den op med en brænder igen.  Det var svendens arbejde.  Jeg skulle dreje den efterhånden  som den smeltede harpiks løb ud.  Det kom i portioner, et skvat.  Chaufføren kom efter endt brug tilbage med kniven og rakte den frem med et ”tak for lån”. Svenden gjorde ikke tegn til at ville tage kniven, da han brugte begge sine hænder.  Jeg rakte højre hånd frem for at modtage kniven.  Lige i samme øjeblik kom der et ”skvat” flydende harpiks ud af røret i en stråle, der ramte overdelen og ”køllen” af min højre tommelfinger. Den flydende harpiks brændte sig ind i huden og størknede og sad som en form for ”gipsbandage”.  Det gjorde forbandet ondt, så ondt som jeg aldrig havde prøvet før.

En af de tilstedeværende kom med en oliesmørekande og sprøjtede olie ud over hånden, en anden skreg nej , nej, put hånden ned i vandkarret, hvilket jeg gjorde.  Jeg blev derefter hjulpet over på den anden side af gaden, hvor fabrikslægen Gregers Pedersen boede.  Her skulle jeg under behandling.  Der var dog ikke noget at gøre.  Harpiksen kunne ikke pilles af, da den var brændt ind i huden.  Jeg tror jeg fik noget bedøvende salve på, men kors, hvor gjorde det ondt.  Armen blev bundet op, som var den brækket, men med hånden helt op til skulderen.

Jeg gik til lægebehandling mellem jul og nytår, og begynder at arbejde igen 3.1.1944.  Jeg kan huske, at første gang jeg fik skiftet bandagen fulgte huden med harpiksen.  Det var mærkeligt at se, hvor mange lag huden egentlig består af.  Man kan tælle dem et for et.  Det er nærmest at sammenligne de sneflager man i gamle dage huggede op på kørebanen. Først et hvidt lag (sne) så et brunrødt lag (grus) så et lag sne og derefter igen grus.  Sådan så huden virkelig ud. Men kors i rumpen, hvor gjorde det ondt.  Jeg fik at vide, at hånden ville blive skæmmet, men i dag er der intet at se.  Jeg lærte derefter at tænke bevægelser igennem inden man foretog sig noget og slap også igennem de 4 læreår uden de store skrammer.

Fabrikkens hovedafdeling lå i Borgergade, hvor der nu er et stort varehus.  I dybden strakte den sig helt ned til Åboulevarden.  I Slotsgade lå en anden afdeling med en smedie,pladeværksted  med tilhørende valseri. I hovedbygningen hvor der var stue og første sal var der skruestiksværksted og på første sal drejeværksted.  Her var jeg i øvrigt ved at miste en finger.

Efter lang tid som arbejdsdreng (var for ung til at komme i lære), kom jeg endelig i lære.
På grund af den unge alder blev min læretid sat til 4 år og 7 måneder mod normalt 4 år. Det kunne der ikke ændres noget ved.

Arbejdsdagen startede normalt kl. 07:00, men på grund af krigen og dermed følgene elektricitetsrestriktioner havde vi også arbejdstider begyndende kl. 0600.  Jeg cyklede på arbejde.  Med den fart man ”skød”, når man var for sent på den – og det var jeg altid, - tog turen omkring 3 minutter, når ellers det var gummidæk, der var på cyklen.  Under krigen kunne cykeldæk ikke købes.  Man klarede sig med at sætte bandager ovenpå det gamle dæk.  Det føltes næsten som mellemrummene på jernbaneskinnerne, når man kørte med tog.  Når det så heller ikke længere slog til, skar man korkpropper til i længden og pressede dem ned mellem fælgens kanter.  Det var noget værre noget at køre på.  Nogle, der var så dygtige at kunne splitte tov sammen kørte på sådan et dæk – fremstillet af reb.  Det var glat og hårdt at køre på.

Arbejdspladsen lå som fortalt i Borgergade.  Man skulle gennem en port.  I porten hang et skab med et glasvindue, der kunne slås op. Inde i denne kasse var opslået en masse kroge.  Hver arbejder på fabrikken havde 10 aluminiumsskiver, ca. 3 cm. i diameter.  På skiverne/skiltene var der et nummer (ens for alle skiver). Det var den pågægælende.arbejders nummer.  Skiverne var forsynet med et lille hul, der passede til krogen. Når man kørte ind i porten, gjorde man et kort ophold og hængte sit nummer op på krogen med tilsvarende nummer.  Nummerskiverne med ens nummer afleverede man i værkstedsburet, når man lånte et stykke værktøj.

Portnere, et dumt, fedt svin, - Sørensen- hed han stod parat med hånden på vinduet fra lidt før kl. 0700.  Præcis når fabriksfløjten lød, smækkede han glasruden ned. Selv om man kom, når han foretog denne handling var der ingen kære mor.  Mange var ved at få klippet armen, når han med et skadefro smil smækkede kassen til, der var ingen kære mor.  Derefter noterede han numrene op og afleverede dem på kontoret, der trak en for en halv times løn, hvis ens søm ikke var behængt med pgl.`s nummer.  Sådan foregik det.  En halv times fratrukket løn havde ingen råd til, så man lærte at møde til tiden.

 Lokalerne på fabrikken var mørke, støvede,beskidte og lugtede stærkt af olie og jern.  Der var en øredøvende larm, når alle fik startet deres drejebænke,fræsemaskiner, boremaskiner og slibemaskiner op.  Specielt drejebænkene stod på rad og række ned gennem lokalet. Sådan lige pr. hukommelse har der nok været 10-12 drejebænke + alle andre maskiner.  Værkføreren gik frem og tilbage for enden af værkstedet og skuede ud over lokalet.  Ind imellem gik han ned gennem rækkerne for at se, om hver enkelt bestilte det man nu var sat til at arbejde med, - næsten som galejslavernes opsynsmand.

Nogle arbejdede på akkord – selv om det ikke var almindeligt.  Andre på timeløn. I de 8½ time som arbejdsdagen var dengang, blev der bestilt noget.

Lærlingene var jo alle i den alder, hvor man gerne ville lave lidt skæg ind imellem.  Det blev naturligvis også gjort, når man kunne se, at værkføreren vendte siden eller ryggen til. Som et eksempel på, hvad sådanne knægte kunne finde på kan anføres et tilfælde, hvor manden i værktøjsburet, en lille sur stodder var hovedfiguren og ham, der skulle laves et nummer med.

Værktøjsburet var hævet over hallen gulv med to tre trappetrin. Det var omgivet af et meget kraftigt ståltrådshegn.  Der var en luge, der kunne klappes ud som aflæggerplads for det værktøj han udleverede.  Lugen sad så lavt, at han skulle bøje sig ned for at tale med dem, der skulle låne værktøj, hvorfor det var mest naturligt for ham at stikke fingrene i gitteret, når han bøjede sig frem. En tredje eller fjerde-års lærling, Leo Kaiser, (danmarksmester i  sværvægtsboksning) havde sammen med en anden lærling sat sig for, at nu skulle ”sure Nielsen” have en lærestreg.  De tog en forlængerledning.  Afmonterede hunstikket og bandt de to ledningsender til ståltrådsburet og satte hanstikket i  en stikkontakt, hvor Leo stod ved kontakten. Den anden lærling gik op til buret og ringede på klokken, hvorefter han løb ned på værkstedet. 
Vi var alle informeret om, hvad der skulle ske og stirrede spændt hen mod stedet.  ”Sure Nielsen” kom til syne og fattede som sædvanligt trådgitteret, bøjede sig ned for at ekspedere.  I samme øjeblik sluttede Leo strømmen til.  Nielsen gav et hop og et skrig.  Det elektriske var kortsluttet – og som jeg husker det røg hovedsikringen og alle maskiner gik i stå.  Der herskede dødelig tavshed.  Jeg kan ikke erindre, om det blev opdaget, hvem gerningsmændene var.  Det var frygtelig ubetænksomt at lave sådan et nummer, der kunne have slået den stakkels mand ihjel.  Der blev lavet mange numre.  Opfindsomheden var stor.  Det var datidens glæder i en ellers triviel og kedelig arbejdsdag.

Man havde en madpakke med hjemmefra og kunne købe ¼ liter mælk ved en omløbende dreng.  Madpakken blev spist under arbejdet ved drejebænken eller den maskine man nu stod og arbejdede ved.  Møgbeskidte fingre med olie og fedt fattede om klemmerne.  Der var ingen kantine eller frokostlokale som man har kendt det fra de senere år.  Man spiste midt i det skidt man stod i. Der var ingen vaskeforhold, så man kom hjem – møgbeskidt i sit sorte arbejdstøj.

På et tidspunkt blev man tildelt en svend, som man skulle gå til hånde , hjælpe og lære af.  Der var dygtige svende.  Enkelte helt menneskelige, - meeenn- det var kun lige til der blev rørt ved deres indtjeningsmuligheder.  Jeg arbejdede et halvt år hos en svend, der hed Buhl.  Han var enorm stor og kraftig og kunne virkelig tage ved, når det var nødvendigt.  Jeg var en bette bleg og meget, meget tynd knægt. Vi var ved at lave en ”Sinus-vægt” der var støbt som et mægtigt –U-, der endte i to flanger.  I disse skulle bores nogle 25 m/m huller.  –U-èt var ca. skulderhøjt, hvorfor jeg blev kommanderet op på filebænken.
Boremaskinen var en kæmpestor en, med et håndtag i hver side.  Støbegods er næsten at bore i som messing.  Der kommer små ”krymmelspåner ud af arbejdet.  Jeg vidste, at boret gerne ville hugge i, når det var lige ved at være igennem, hvorfor man skulle passe på ikke at lægge for meget tryk på boret, der også skulle være slebet uden skarp æg.  Han stod og holdt ved emnet.  Naturligvis gik det galt.  Boret huggede i, men maskinen var så kraftig, at min vægt ikke betød noget, - heller ikke de kræfter jeg havde til rådighed.  Resultatet var, at maskinen blev ved at køre, tog mig med, slyngede mig rundt engang, hvorefter boret knækkede og jeg røg ned og rullede hen ad gulvet, der var fyldt med jernspåner,træsplinter m.m. Jeg slog mig og rejste mig fortumlet op.   Jeg nåede end ikke at ømme mig før jeg fik sådan en på hovedet, at jeg endnu en gang fik kontakt med gulvet.  Årsag ! nu skulle han spilde tid med at slibe boret op og det kostede noget af hans akkord. At jeg stod med blødende hænder og var forslået på flere dele af kroppen betød ikke noget i den forbindelse.  Det var almindeligt og den gang almindelig kutyme.  Afstraffelsen faldt omgående.  Der kunne ikke klages til nogen.

T

Arbejdstiden ophørte kl. 1700, hvorefter det var på nakken af cyklen, nummerskiltet ud af kassen og så ellers hjem.  At blive vasket og gjort ren tog ca. ½time til tre kvarter.  Ingen skulle se på mine hænder eller negle, at jeg var ”sort mand”. Så var det med at få hugget noget mad i sig, få rent tøj på og komme af sted.  Jeg skulle være på teknisk skole kl. 1800 – og det var hver dag, - lørdag/søndag undtaget.  Skolen varede til kl. 2000. Jeg havde kortere til skolen end på arbejde. Teknisk skole lå i Stjerneholmsgade, hvis I nogensinde skulle blive nostalgiske og gerne vil se min hverdagsomgivelser. Somme tider var der skolearbejde, der skulle klares til følgende dag.

På et tidspunkt blev jeg forflyttet til fabrikkens afdeling i Slotsgade. Her var der ligeledes produktion af dele til mejerimaskiner.  Der var også en smedie, hvor man skulle lære at slå med forhammer og smede det glødende jern.  Man kunne godt være godt træt efter i 8½ time at have svinget forhammeren.  Det kunne også give ”en over nakken”, hvis et slag ramte skævt på jernet, så det snurrede i armen på smeden, når den tang han holdt jernet med – fik et vrid eller ”sprang”.  Jeg var kun omkring 15 år på det tidspunkt.  Af statur mindede jeg nok om Nana, meget spinkel og tynd, hvilket også kan ses på billedet, hvor jeg er sammen med mine lærekammerater.

I Slotsgade var der en maskinarbejder, der hed Meyer.  Han havde en krum ”jødenæse”.  Han var glødende kommunist.  Han var medlem af modstandsbevægelsen og noget fanden-i-voldsk.  Jeg gik med de illegale tidsskifter uden min mors og fars viden. Mor ville være død af skræk, hvis hun havde vidst det.  Hvis man blev taget af Gestapo kunne det koste livet. 
Meyer gav mig en ”seksløber” – altså en tromlerevolver, hvor slagstiften manglede.  Den fik jeg fikset ved andres hjælp og var nu i besiddelse af et våben.  Det kostede 100% livet at blive fanget med et sådant.  Jeg tog det med hjem, men turde ikke andet end vise og fortælle min far om det.
 Mærkelig nok blev far ikke vred – som jeg husker det.  Han ville dog ikke, at vi havde våbnet i huset.  Vi fedtede det ind i konsistensfedt, pakkede den i olieret papir, kom den i en cigarkasse, der blev pakket i brun karduspapir.  Med den i bagagebæreren cyklede vi sammen op i (dengang) haven på Frydsvej 55, hvor den blev begravet indtil der evt. kunne blive brug for den.

Mit svendebrev 3.10.1947: Karakter: Veludført

Mens jeg var lærling. lavede jeg den runde lampe med hjorten til din mor og far, ligesom Chr. 10`tal - jeg tror det var en lysestage - du skriver askebæger. Jeg lavede også den store læselampe, der var et meget stort buet rør m. en tung fod. Jeg tror den var "skabt" i tiden - Sundvej/Istedgade. Jeg lavede også en flagstang til min mor til morsdag. Jeg lavede en masse fingerringe i rustfrit stål magen til din fars, min og Birgers ring med plade. Flere ting kan jeg ikke komme i tanker om i øjeblikket.