Gotlandsrejse 29.5 – 3.6.2019

Der er jo også en svensk verden udenfor Källaremoen, og en tur til Gotland har ofte været på tegnebrædtet. Nu skulle det være.
Det var ikke helt enkelt at finde pladser på sejlruterne, så egentlig blev opholdet lidt længere end tænkt, men gav til gengæld mulighed for at opleve rigtg mange ting.

Gotland er på størrelse med Fyn og med ca 58.000 indbyggere. Det er svært at forestille sig, at Gotland oprindeligt lå ved ækvator, og langsomt drev mod nord og steg op af havet.

Undergrunden er kalk/limsten, og mange steder ligger undergrunden umiddelbart synlig og med lav bevoksning.

Når man kører gennem landskabet opleves det som fladt og grønt. Mange store marker med køer eller de berømte gotlandske får. Horisonten er vidtstrakte løvskove, som netop nu har mange grønne nuancer.

Langs vejene og i skel blomstrer sejlerøn, rød- og hvidtjørn og ikke mindst uendelige hegn af farverige syrenhække.

Der er mange naturområder, ikke mindst enge (der er 190) , som i den svenske version er områder med spredte løvtræer, der kan skaffe skygge for blomsterfloret under dem. De passes med slåning med le og rive på gammel vis Og vi er her på det bedst mulige tidspunkt: mange af de orchideer Gotland er kendt for blomstrer i rigt mål – ja, man nærmest skal passe på ikke at træde på skt.Peters nøgler og de andre. Det er spændende og fascinerende.

Kalkgrunden er mest imponerende ved skrænterne langs kysten, hvor klinterne går lodret ned mod vandet. Vind og vejr har eroderet de bløde jordarter, så kalken står tilbage i fantastiske søjler . Man kalder dem 'raukar', og mine forventninger om at de skulle stå ude i vandet (som i Australien) blev ikke indfriet: de står inde på klitkanterne.

Ved Killingeborgklint oplevede vi at køre gennem det flade landskab, og alligevel lå der resterne af en gammel borg, anlagt på en kalkformation så der var stejle sider ned ved de tre verdenshjørner.

At kalken fortsat har stor betydning for økonomien vidner Nordkalks store fabrik og Cementas imponerende kalkbrud om.

Gotland er kendt for sine mange kirker. 92 for at være nøjagtig. Det forekommer at være mange i et samfund, som i middelalderen var ca 30.000 i de spredte bebyggelser.

De fleste har imponerende udsmykninger i kalkmalerier og billedskærerarbejder, og selv om det er den samme historie, der fortælles, har de enkelte malere deres eget udtryk.

Byerne uden for Visby er ikke store. Gårdene ligger ret spredt, og virker ikke så industrielle som i Danmark. Man skal køre langt for at finde forretninger eller tankstationer, og feriesæsonen starter først i næste uge (midt i juni), så mange cafeer og kunsthåndværkere, har ikke lukket op endnu.

Bygningerne er ofte bygget af de flade kalksten, som efterfølgende er pudset og malet i forskellige farver. Træ er også anvendt, ofte i en kombination med sten, og her er træet ikke nødvendigvis svenskrød men ofte tjæret – noget man ofte ser i sin lyse toner.

Lange alleer pryder både veje og tilkørsler. Hvor milestenene i Småland er lavet i støbejerne, har man på Gotland udnyttet de let forarbedelige limsten, som står på en sokkel.

Grundstykker og marker er omgærdet af stengærder. Ikke som i Småland med to mure og et mellemrum til flere marksten, men smalle, lige kalkstensgærder

Visby er et kapitel for sig. Inden for den 3,44 km lange og velbevarede ringmur, ligger de gamle huse tæt i de meget smalle, brostensbelagte gader. Selv her uden for sæsonen er her mange turister, og man forstår godt, at bilkørsel ikke er tilladt efter 15.juni.

Der er de typiske bygninger med takkede gavle ud mod gaden, der er de lave beboelseshuse med er roser stående udenfor.. Alt ånder idyl.

To gange sendte GPS'en os gennem inderbyen: det var noget af en oplevelse at køre i de smalle gader, hvor der blot er plads til et enkelt køretøj, og derfor mange restriktioner med ensretning og indkørsel forbudt.

Der er ufatteligt mange spisesteder.

Domkirken Santa Marias tre tårne er synlige fra alle dele af byen, som derudover byder på et antal kirke- og klosterruiner., hvoraf Sct Nicolai er delvist overdækket til brug ved arrangementer.

Et bredt, grønt bælte med uplejet natur ligger på ydersiden af ringmuren, og en del indgår i den botaniske have, som ligger op til Almedalsparken, som var den oprindelige havn, som skulle beskyttes.

Vi boede meget centralt på Lindgården i Strandgade, som primært er en velrenomeret restaurant med nogle få værelser. Vi kom efter normal lukketid lidt over midnat, men på grund af et større arrangement blev ved modtaget af ejeren, Frida Domnauer.

Morgenmaden indtog vi på Strandhotellet 50 m længere henne ad gaden. En stor og righoldig buffet med lokale varer – en ting man lægger stor vægt på.

Man promoverer virkelig de lokale madvarer. Således var morgenbuffeten på Strandhotel et orgie af lækre lokalt producerede produkter. Men det samme gjaldt udvalget på spisekortene.

Vi prøvede en af de lokale specialiteter: Saffranspannkaka. Det var dog ikke noget at prale af.

Derimod var den lokale Visby-øl absolut god, og der er flere lokale bryggerier rundt om på øen.

Der er ingen gratis p-pladser i miles omkreds. Man har to timer gratis (parkometer) og ellers koster det. Vi fandt en lille P-plads meget tæt ved hotellet, men betalte kun den første dag, hvor vi startede med at gå langs ringmuren. Ellers var vi kørt på tur, inden tiden var udløbet.

Vejret viste sig fra den bedste side alle dage.

30.maj Visby på kryds og tværs

Når overskriften omfatter d.29.maj er det, fordi det var udrejsedag med aftenfærgen fra Oskarshamn og ankomst til Visby efter midnat.

Vi begynder opdagelserne med det nære med at indfange stemningen i den gamle by.Vi flytter bilen og betaler p-afgiften for dagen

Vi har benyttet færgeoverfarten til at studere et par omfattende turistbrochurer, men starter alligevel med at besøge turistbureauet på Donners Plats i den tidligere beboelse for købmanden Donner

På vejen derhen kan vi nyde de gamle huse i Strandgade, bl.a  Burmeisterska huset opført i træ fra 1600-tallet på hjørnet til pladsen.

Vi passerer Almedalsparken, hvor Oluf Palme startede det, der nu er blevet til 'Almedalsveckan'. Den ligger ud til vandet som et grønt åndehul, men er væsentlig mindre, end man havde forestillet sig.

Egentlig lå den oprindelige havn, som skulle beskyttes, her.

Det er en 3½ km lang vanndring langs ringmuren langs ydersiden, startende ved Krudttårnet.

Der er 57 tårne, murtårne, og større og mindre porte. Muren er ikke bred, men en smal mur i op til 11 m højde og med voldgrave foran, som nu står i et blomsterflor af vilde blomster.

På den anden side af muren ligger et engstykke og en flot botanisk have, som støder op til Almedalsparken.

Noget af det sidste er et stykke af muren, der kaldes Valdemarsmuren – et stykke mur, som Valdemar Atterdag forlangte revet ned, så hans soldater kunne marchere ind i bred kolonne i 1361.

Vi går gennem Söderport med Södertorg på den anden side. Her  ligger indkøbsgaden Adelsgatan med mange små forretninger og udskænkningssteder.

I  forretningerne med kunsthåndværk tilbydes der ikke mindst produkter af uld og lammeskind, men også glas og mængder af keramik . Der var mange pæne ting, men når man nu har så meget i forvejen skal der meget til, for at man beslutter et køb. Og det gjorde vi da heller ikke.

Gaderne er brolagte, husene lave, ofte med roser groende op ad væggen

Der er fuldt op på spisestederne på Stortorget her ved frokosttid. Ud over nogle af byens bedste resaturanter ligger her også ruinen af Sct. Katarina kirke.

Der er flere gotiske ruiner. Der er dels tale om kirker, klostre og hospitaler – alle i gotisk stil. Bl.a. Skt.Nicolai, som nu har fået tag over en del af bygningen, så den kan bruges til arrangementer.

Men der er også Skt.Clemens (vi fik en kop kaffe med 'påtår' i en gårdhave lige ved siden af).

Og Helliga Trefaldigheten (kaldet Drottens) og Skt.Lars som ligger ved siden af hinanden i Skt Hansgatan, og hvor også det gamle rådhus har ligget, og hvor nogle skulpturer fortæller, at her har kunstmuseet til huse.

Inden fyraften ville vi finde 'Galgebakken'. Vi gik længe langs vandet uden at finde frem til vores mål, men det gav mange skridt den dag (ca 20.000).

Vi har bestilt bord på i 'vores' restaurant. Den er en af de 9 af byens restauranter, der anbefales i 'The white guide'

31.maj Turen går sydpå

Efter et besøg i indkøbscentret Öster Centrum var målet Högklint.  På vejen kommer vi forbi andre seværdigheder (bl.a.Kneipbyn), som vi fravælger. Herfra er der en god udsigt ind mod Visby og ned langs klinterne mod syd.

Vi skal finde skibssætningen Gnisvärd, som er Gotlands største (47m * 7 m). Vi kommer ad små veje til det lille fiskerleje af samme navn, men hvor er bronzealdergraven? Inges telefon hjælper os ud i landskabet – og pludselig er vi ved at køre forbi stedet inde i skoven. Den ligger lige ved vejen og på den anden side af vejen er der mindre grave.

På vejen ud til hovedvejen ser vi det skilt med museumstegnet, som vi åbenbart har overset.

Næste stop er Mästerby,hvis  kirke overrasker ved lange historier udtrykt i kalkmalerier. Her er en velnæret Eva, som frister Adam, og David står med sin slynge – dog er Goliat udvisket.

Afstandene er jo ikke store på Gotland, og efter få kilometer kommer vi til Romakloster, hvor hovedattraktionen er klosterruinen (Skt.Maria de Gutnalia), som bl.a. bruges til friluftsspil, og Roma Kungsgård, som delvis er bygget af materiale fra klostret, og hvor länsmanden havde residens.

Det var i øvrigt munke fra Nydala i Småland, der byggede klostret.

Det sidste stykke vej gik gennem en lang, lysegrøn lindealle gennem en gul rapsmark.

Der er åbent i nogle småbutikker, men selve residensen og cafeen er endnu vinterlukket..

Da vi nu ikke fik vores formiddagskaffe her, satte vi kursen mod Klintehamn i forventning om, at der måtte et sted her. Havnen er stor og fyldt med flis og træstammer, som udskibes herfra. I centrum fandt vi en lille bager, hvor man både kunne få kaffe og købe en bolle.

Det var en lille omvej at køre til Klintehamn, men til gengæld passerde vi så endnu en skibssætning (29 m * 6 m) ved Gannarve  liggende lige ved landevejen og med udsigt til Lilla Karlsö.

Turen har i øvrigt budt på en del gamle møller, udsigt til vindmøllepark og ikke mindst kilometer efter kilometer af slanke stendiger.

Alt blomstrer: seljerøn, hyldebær, hvidtjørn, og ikke mindst mangefavede syrener, som mange steder bruges som hække.

Ved Öja Kyrka møder vi første gang begrebet 'prästänge'.

Den spændende oplevelse er pludselig at stå i et blomsterflor af kodrivere og – masser af orkideer. De fleste er den violette Skt.Peters nøgler og enkelte andre. Blomstringstiden for de forskellige arter er fordelt over et par måneder.

Men kirken er også et besøg værd. Hovedattraktionen er Öja-krucifikset fra 1200-tallet - et stort rundt billedskæreri med den korsfæstede Jesus som centrum. Det hænger i triumfbuen mellem kor og kirkerum.

Derudover er kirken prydet med mange kalkmalerier: Jesu barndoms historie og nadveren til pågribelsen og flere til. Kirkens 67 m høje tårn er det højeste kirketårn på øen.

Dagens egentlige mål er Hobogen-gubben, en såkaldt 'rauka' af forvitret kalk. Vi tager vejen langs vandet fra Öja, som er meget specielt: man kører på havnært niveau med kraftigt skrånende højderyg ind mod land.

Fra P-pladsen kan man vælge at gå langs strandkanten eller stile højere for at få udsigten. Jeg havde fra turistbrochuren fået det indtryk, at 'raukaerne' skulle stå ude i vandet, så jeg følte mig snydt.

Og det var Inge, der måtte overbevise mig om, at en stenformation med malet rød næse faktisk var Hobogengubben.

Ida Marie havde givet Inge opgaven at finde et eksemplar af den specielle gotlandske Russhest, som var ved at være udryddet.

Lidt tilfældigt var der pludselig ved Lojsta et skildt til Russparken, hvor der går en flok på ca 80  i et 650 ha stort indhegnet område. Selv om vi kørte gennem området, så vi ingen heste på den strækning, vi kørte, men måtte nøjes med en brochure.

Vi spiste på Stortorget på en italiensk restaurant Plaza restaurang & Bar.

1.juni Turen går nordpå

I løbet af aftnen havde jeg fundet Galgebakken på kortet, så nu skulle det være. Inge har også lært mig at benytte mig af navigatorens attraktionsmuligheder (POI), som herefter blev benyttet rigtig meget de næste par dage.

Vi kørte således uden problemer op i naturområdet, hvor tre søjler opf'ørt på 11-1200-tallet, står højt, så man kunne se de hængte inde  fra byen. På de tre stensøjler var lagt bjælker som overliggere, og så blev der jo plads til flere.

Da man ophørte med at hænge folk, var det her man halshuggede folk, sidste gang i 1845.

Selve naturområdet var også rigt på orkideer, så det blev en god start på dagen.

Retningen blev sat mod Bro. Lidt før byen ligger en storröse (bronzealdergrav), Bro Stainkalm, 38 m i diameter og 3,5 m høj.  Den ligger i et stort område lige ved vejen, og også her gror alle engens blomster, som stadig imponerer os.

Bro kirke bød på endnu et udvalg af kalkmalerier, og en indmuret billedsten i kirkemuren. På muren er der mejslet et antal dyrerelieffer. Inde i kirken finder man bl.a.Sankt Jørgen i kamp mod dragen, Eva som frister Adam på billedet på korstolene og en spændende døbefont.

Syd for den store sø ved Tingstäde skulle der være endnu en seværdig eng. Vi passerede kirken og  et tidligere nedgravet forsvarsværk. Vendte om, og kørte ad små veje uden at finde noget skilt eller tegn til naturreservatet Kallgatburg. Men turen langs søen var smuk.

Nu skal vi tilbage til vestkysten for at besigtige raukaen Jungfrun ved Lickershamn. Den er Gotlands højeste med sine 27 m. Den står helt ude ved havet, men i baglandet står der mange forvitrede kalkfigurer.

Dagens hovedmål er Bunge frilandsmuseum, som ligger i det nordøstlige hjørne af Gotland. Turen går gennem Kappelshamn og op langs østsiden af vigen, hvor vi kører gennem et stort kalkværk med store bunker af knust kalk.

I Bunge er en lille cafe, hvor vi nyder en kop kaffe (med bolle) udendørs i det gode vejr.

Man bliver modtaget af et antal store billedsten, men ellers er her 80 bygninger med bondemiljøer fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Velordnet med inventar og korte tekster.

Der er eksempler på nogle af de 'standard'møller vi har set i landskabet, og der er vandmøller (desværre er der ingen rindende vand, der kan drive hjulene). Der er et fint eksemplar af en tjæremile, hvor limstenen er velegnet til at lave en skål til brændet, og tjæren løber i en kanal ud i et overdækket udløb dirkete til spanden.

Vi så det meste, men ikke det hele (bl.a. ikke skolemuseet lidt derfra), da man kan blive træt af at gå og stå.

På vejen derfra passerede vi et ringkors ved vejen. Ved nærmere eftersyn var det dog renoveret og dermed ikke den ægte vare.

Vi kørte til Laxare änge nord for Boge. Vi parkerede langt fra vejen ved siden af en tyskregistreret bil .

Inde på området gik en ældre kvinde rundt. Vi gik og nød endnu en svensk eng med flere orkideer.

Så hørte vi, hun gik og råbte på nogen. Det var navnet på en botanisk interesseret mand, som var taget ud på engen, og som hun skulle afhente. Hun havde ingen mobiltelefon, og det er et stort område, man hurtigt kan fare vild i. Hun vidste i øvrigt noget om orkideer og kunne vise os nogle, vi ikke havde opdaget..

Vi tog afsked efter en kort, fælles tuden med bilhornene, hvis det kunne hjælpe han til at finde retningen. Spændende, hvordan det endte.

Om aftnen spiste vi på Stortorget på Rosengården, som imponerede ved en utrolig langsom betjening. Heldigvis var maden god.

2.juni Østpå og museum i Visby

Vi skulle have hævet nogle kontanter, så hvorfor ikke tage til Öster Centrum igen – også fordi det ville være tæt på 'Valdemarskorset'.. Det står lidt uden for Söderport på Korsbetingen i et lille grønt område, hvor ca 2000 goter blev begravet, og er rejst til minde om kampen i 1361, da Valdemar Atterdag indtog Visby.

Lidt derfra står et trækors.

Gothem kirke er en af de største kirker på øen og ligner udefra de øvrige kirker. Indenfor er der endnu engang spændende kalkmalerier, bl.a. den hellige Kristoffer med jesusbarnet i selskab med paven og Muhammed på hver sin side.

I forbindelse med kirken er resterne af et gammelt forsvarstårn ('kastell')

Egentlig ville vi have været mod Ljugarn på østkysten, men ændrer det til Lergrav, som ligger nordøst. På den måde kommer vi til at køre den samme strækning som i går, men får alligevel set noget nyt.

På vores videre færd kommer vi til alle goters forfader, Tjelvars skibssætning.

Som bonus får vi på vejen derind serveret en ældgammel 'fornborg', Killingeklint,( 70m *55 m) placeret på en høj kalkklippe og med stejle sider i tre retninger. I den sidste mener man, der har været opsat palisader. Her finder Inge i øvrigt en forstening fra en blæksprutte (chepalopods).

Og naturligvis var der også her blomstrende orkideer.

Vi er ikke i tvivl om, at kalk og cementfabrikation betyder meget for Gotlands økonomi, og nu kommer vi lige forbi 'Cementa's store kalkbrud: et stort hul i jorden hvor lastbiler og gravemaskiner næsten kun er prikker. Man har gravet sig ca 26 m ned, tilkørselsvejene er gravet ned og kalken transporteres ad et 3½ km langt transportbånd.

Ad smalle, snoede veje kommer vi forbi adgangen til Furillen, og fortsætter til Lergrav. Det er et lille fiskerleje med de typiske små huse ud mod vandet. Der er også en fin udsigt, men det, der trækker, er et stort antal raukar på den anden side af vejen. Det går ret stejlt opad, og der er masser at se på. Mest spektaklær er 'Lergravsporten', en naturlig kalkportal.

På vejen tilbage til Visby tager vi forbi Martebo kirke, som er kendt for sine søjlerelieffer, dvs en serie relieffer, der pryder toppen af søjlerne dom kapitæler og for en af de ældste prædikestole fra 1500-tallet.

Kaffen og blåbærkagen indtages på Krusmyntagården, som ligger lidt nord for Visby og lige ned til vandet. Der er lavet en krydderhave, men efter vores mening har vi set mere velordnede og interessante krydderhaver andre steder. Men det lå smukt og varmen, og solen gjorde sit til at det var en god afslutning på en spændende ferie på Gotland.

Som rosinen i pølseenden skulle vi besøge Visbys 'Gotlands Fornsal'. I den første sal er opstillet eksemplaer af de 425 billedsten, som er fundet på Gotland. Her er solhvervel-symbolet, vikingeskibe, hvor man kan se rigningen, der er Sleipner, Odins ottebenede hest, som kan krydse grænsen mellem de levende og dødes rige.

Her er udstillet forsteninger af nogle af de mange fossiler, men stadig kan finde i kalken. Bl.a. får vi verificeret, at Inges fund fra Killingeklint fakisk er en forstening fra en blæksprutte (chepalopods).

I Skattkammaret  repræsenteres fund fra de over 700 skatte, som er dukket frem på Gotland. Den største sølvskat fra vikingetiden, Spillingsskatten, blev fundet i 1999 tæt ved Othem. Den var få 14.000 mønter, hvoraf mange var arabiske, og 500 armringe – i alt en vægt på 67 kg.

Der er et fint afsnit om Visbys erobring med våben, rustninger og skelletter.

Igen ville benene ikke rigtigt mere den dag, så vi måtte springe flere afdelinger over. Det må blive en anden gang.

Vi har atter bestilt bord på Lindgården, så afskedsmiddagen bliver god.

3.juni Hjemrejse

Vi sætter alarmen til kl.5, da vi skal møde ved færgeterminalen inden 6:30.

Afgang er 7:30, og da vi ikke har fået morgenmad på hotellet, må vi selv i cafeteriet. Selve sejlturen forløb i sol og spejlblankt hav.

Vi skulle lige passere Källaremoen, hvor der blev sået det sidste, inden turen fortsatte til Danmark.