Der er ikke mange oplysninger tilgængelige om familien Boisen, så den spredte viden og de indtryk har, har jeg prøvet at nedfælde her, for at mine børn og børnebørn skal kunne få bare lidt information om deres mors og bedstemors familie. Et stamtræ findes her.

Huset i Høm Vejle
Hans og Mie
Inger og Børge
Marna
Jesper
 

Boisenslægten er kun dokumenteret i begrænset omfang.

For at I – mine efterkommere - skal vide, hvem I er efterkommere af/fra, skal den anden del af familien også udredes.
Slægtstræet som pdf-fil, som kan forstørres eller man kan tage udgangspunkt i et navn i Slægtsprogrammet .

Bodils forældre var Dagmar Boisen, f. Christensen (26.11.1899 - 1.2.1991) og Boje Poulsen Boisen (22.2.1897 - 29.8.1971). I øvrigt skrives Boisen på mange forkellige måder i analerne: Boisen, Bojsen, Bøysen.

Der var 5 børn i ægteskabet.

1.      Bodil Marie Bojsen f.d. 15/11-1924 i Hømvejle. Død 15/1-1981 i Esbjerg.

2.      Marie Bojsen (Mie) f.d. 31/10-19     i Hømvejle, død 15.2.1968

3.      Inger Ellionor, f Bojsen f.d. 23/10 – 1928 i Hømvejle, Børge Juul-ca.1960

Inger  Elnora Bojsen, tlf. 64  41  51 26 /Datter Anja (59 år), og Michael(38)

4.      Maren Bojsen (Marna), f.d. 11/5 – 1931 i Hømvejle, død 15.11.2014.         

5.      Jesper Bojsen, f.d. 2/9 -1938 I Hømlund. Død d. 23.02.1999 

Af hele den familie er der kun Marna og Inger i Middelfart, der er levende i skrivende stund – juli 2009.

Dagmar var født i Sønderjylland,Gånsager. Dagmar var så vidt vides eneste pige.  Hun havde 3 eller 4 brødre, der alle var velhavende gårdejere.

Dagmar var invalid, idet hun havde fået sat det ene ben af lige under knæet.  Det døjede hun en del med.

Ikke så lang tid efter Bojes død solgte svigermor huset og flyttede til Hjallerup i nordjylland, hvor Birthe og Jesper boede.  Bodil og jeg besøgte svigermor i de beskyttede boliger, hvor hun boede, en ganske dejlig lille lejlighed ved jorden med en lille bitte have til.

På et senere tidspunkt var svigermor begyndende senil. Jeg besøgte hende én gang sammen med Birthe og Jesper uden at hun var helt klar over, hvem det var, der besøgte hende. Det skal indskydes, at jeg ikke var med til hendes begravelse og end ikke vidende om hendes gravsted. Jeg er lige ved at tro, at hun blev brændt og at hendes urne er nedsat i Seem sogn`s kirkegård. Moster Mie, hendes mand onkel Hans samt svigerfar ligger begravet på Seem kirkegård.

Boje var født på pastor Kaj Munk`s fødeegn – Vedersø.  Dagmar sønderjysk så det gjorde noget og Boje vestjyde i en sådan grad, at det for mig kneb at forstå hans tale.

Jeg ved intet om Bojes familieforhold. 
Svigerfar var en glad mand.  Altid i godt humør. Det kneb det mere med hos svigermor, der dog altid var sød og venlig overfor os, men ikke behandlede svigerfar ret godt. Alene af den grund fik jeg aldrig noget varmt forhold til min svigermor, men havde det ualmindelig godt sammen med svigerfar.Han var daglejer, d.v.s. at han arbejdede for flere forskellige store bønder når der skulle hakkes roer, høstes og i øvrigt alt forefaldende arbejde.  Det var et hårdt og slidsomt liv, hvor dagene for Bojes vedkommende til tider startede kl. 03:00 morgen. Inden den motoriserede tid foregik al transport pr. cykel og det var ikke ualmindeligt, at Boje havde både 15 og 20 km. til sin arbejdsplads. 
Boje havde ingen studentereksamen, men var en håndens arbejder, der sled og slæbte og gjorde sit arbejde 100%.  Når først han var startet og havde fået fat i roehakkeren gik det bare derud af uden pauser. Boje røg ikke og når han arbejdede – arbejdede han virkelig.  Til middag i den varmeste tid lagde han sig direkte på jorden på et skyggefuldt sted og efter at have spist den medbragte madpakke lagde han sig til at sove.  Der var ikke noget, der hed en 8 timers arbejdsdag.  Nej klokken var ofte 19:00 eller senere, når han kom hjem, sort som en neger, efter mange timers arbejde i tør og sandet jord. 

Aftnen blev mange gange afsluttet med et spil kort.  Det var som regel whist eller hjerterfri der blev spillet.  Boje (måske Bøje) var fantastisk til at kunne huske, hvilke kort, der var spillet og kunne således regne ud, hvad modspilleren sad med på hånden mod spillets slutning.  Hans gamle morbror Chresten på 94 år kunne ligeledes huske kort og spillede i øvrigt uden at bruge briller.

Morfar havde en knallert, der bragte ham rundt til de steder, hvor han fik arbejde som daglejer.  Morfar var en trind, lille mand, hvis statur efterhånden gjorde, at han ikke kunne køre på cykel.  Han var også blevet så svær, at han ikke kunne dreje hovedet eller overkroppen, når han egentlig inden en svingning burde have kigget sig bagud.

Lange sorte bremsespor på landevejen både nord og syd for huset vidnede om trafikanternes uvidenhed om, at her boede Boye Boysen og at han overraskende svingede tværs over vejen – uden at give chaufførerne en fair chance for at reagere.
Når man var på besøg – og pludselig hørte skrigende bremser sagde vi til hinanden – ”Nu kom Boye hjem” og stod med tilbageholdt åndedræt og ventede på et eller andet skrald, der heldigvis aldrig skete derhjemme.

En efterårsaften havde en kollega Poul Mohn og jeg været inde hos svigermor og far, hvor vi havde spist vores madpakker. På vej ud af døren råbe svigerfar: ”Hans Heinrich – tøv`en kende, a hår novuet å spør`om”.  Jeg vendte om i døren klar til at svare på hans spørgsmål, der gik på, hvordan han skulle ”opføre” sig i krydset ved skoven, når han kom ad hovedvej A11 og skulle svinge vinkelret til venstre i lyskurvej.  Jeg forklarede ham indgående, hvad færdselslovens regler sagde om den manøvre.  Svigerfar var en trind og rund person, der ikke kunne dreje hoved og krop, når han skulle se sig bagud.  Jeg anbefalede ham derfor at køre over vejen, standse, dreje sin knallert 90 gr. og så ved næste grønt lys køre over krydset. Han erklærede sig indforstået med denne manøvre, hvorefter han takkede – og vi kørte.

Ikke lang tid efter kørte jeg stadig sammen med før omtalte kollega, da vores patruljevogn blev kaldt op fra Region III, hvor radiomanden uden nogen form for ophidselse i stemmen spurgte, om Holtzmann var i vognen. Jeg meldte mig og blev sådan i en lidt skødesløs tone anmodet om lige at runde sygehuset i Ribe, da min svigerfar, der var kommet lidt til skade ved et færdselsuheld, gerne ville tale med mig. Jeg befandt mig på opkaldstidspunktet umiddelbart syd for Ribe og holdt ind på hospitalet kort efter.  Det viste sig så, at det ikke bare var et lille færdselsuheld svigerfar havde været udsat for.  Han kom kørende ad A 11 mod syd lige syd for lyskurven ved vejen til Rødding. Her skulle han svinge til venstre tværs over A11 og ind til Ribe by ved maskinhandler Jørgensen.  Han standsede knallerten stod af den, kiggede sig tilbage mod nord, og da der ikke kom trafik derfra, kørte han over vejen uden at have set en bil, der kom ad omfartsvejen i retning mod Gredstedbro.  Den ramte ham med uformindsket fart og slyngede ham over på indfaldsvejen til Ribe by, hvor der kom en lastbil, der skulle standse før udkørsel på A11. Svigerfar landede på vejbanen lige foran lastbilen, der kørte op på brystkassen af svigerfar.  Lastbilchaufføren bremsede og uheldigvis med forhjulet stående på brystkassen af svigerfar.  Da chaufføren sprang ud og bemærkede, hvad der var sket, gik han i chok og løb sin vej.  Et vidne sprang op på i lastbilen og fik denne kørt ned af svigerfar.
Skaderne var omfattende.  Det var stor set ikke et ben eller knogle, der ikke var brækket eller knust.  Det gjaldt både arme og ben + der var indre blødninger.

Bøje lå på hospitalet – jeg tror i et halvt år, kom hjem i rullestol og var hjemme – jeg tror mindre end 8 dage, da vi blev ringet op og anmodet om straks at komme til sygehuset i Ribe..  Birthe og Jesper var ligeledes tilkaldt. Bodil og jeg var de første, der kom og ganske kort tid efter døde svigerfar – den værste død jeg har overværet nogensinde.

Huset i Hømvejle

Huset lå langt under vej–nivau og trafikken på vejen var absolut hørbar.  Der var 37 km. fra Baldursgade til huset, der lå i et område, der hedder Hømvejle , ca. 7 km. syd for Ribe.

Huset var et stråtækt hus med indvendig, synlige bjælker, der hang så lavt, at jeg med mine små 184 cm. måtte dukke hovedet og hvor jeg kun efter enkelte besøg kom hjem uden buler i hovedet.
Der var ikke indlagt vand.  Det måtte man hente i en spand udenfor, hvor vandpumpen var anbragt.  Vandet var brunt og uklart i den private vandboring.  Det var fuld af jern og smagte næsten som vand, der havde været kogt en jernbaneskinne i.
I deres køkken var der et komfur, hvor al madlavning blev foretaget
20 meter syd for huset lå der et lille skur, hvor tørvene til opfyringen af huset blev opbevaret.

Der var intet badeværelse, men kun et bryggers, hvor der ikke var indlagt vand, så det måtte hentes ind ude fra den håndbetjente vandpumpe, der så pumpede både urent og ildelugtende vand op fra egen brøndboring.  Vandet lugtede sådan af jern, så man kunne tro, at der var ”smeltet jern” i vandet, der også var rødbrunt. Det var så med at vaske sig og med en ”pøs” skylle kroppen af for sæbe.  Det skal siges, at vandet var meget koldt, så selv efter en varm sommerdag var det en meget kold fornøjelse at blive vasket.

Huset de boede i lå i HØMVEJLE, Sønderhus og parallelt med landevejen, der fører fra Ribe mod Toftlund.ved (7,8 km. stenen.)  Det var et meget lille hus med lerstampede vægge, der tidligere havde været forsynet med bindingsværk.  Der var stråtag på huset

Der  ikke har været meget større en 50 m 2, hvis det var så stort.  Der var ikke nogen form for luksus i huset, der var forsynet med kakkelovn/kamin, der kun kunne opvarme stuen, der var lille og smal.  Der var lavt til loftet, hvor der var fritliggende bjælker man skulle dukke sig for at gå under.  Det kostede mig rigtig mange buler inden man lærte at krumme ryg allerede når man forlod bilen ude i indkørselen.

Ude fra landevejen kom man ind i en meget lille entre.  Til højre lå køkkenet der var forsynet med et gammeldags komfur, hvor der blev fyret op med brænde.For enden af køkkener lå  fadeburet (et sted man opbevarede al mad,syltetøj o.s.v.)  Til venstre var der et brøggers, hvor der helt til venstre stod en latrinspand med et træsæde. Uden om denne var der et forhæng man kunne trække for, så man kunne være ”alene”, hvis der da ikke lige var andre, der havde ærinde i brøggerset.  Lugten delte man med andre, der var så uheldige at have ærinde derude, mens en person lavede noget stort.  Latrinspanden skulle helst tømmes inden den blev så tung, at den ikke var nem at bære ud i haven, hvor indholdet så blev gravet ned. (Måske derfor, at Mormors blomster var så store og fine, - hvem ved.)

For enden af stuen – til højre, når man kom ind var der et soveværelse, der var nøjagtigt så stort, at der kunne stå en lille dobbeltseng.. Til venstre i stuen var der et meget lille værelse, hvor børnene engang havde sovet.  Jeg husker tydeligt første gang jeg sov der sammen med Bodil. Der var to ikke ret store senge på værelset. Den ene op ad væggen ind til stuen.  Den anden med fodenden mod væggen til stuen.  Dynerne/sengetøjet var fugtigt og klamt/koldt.  Det lugtede, som vådt stof/klæde nu engang lugter.  Der gik nogen tid inden kropsvarmen havde lunet og tørret lagen og dynebetræk. Vinduer og døre var piv-utætte, så det var noget af en bedrift at sove på værelserne om vinteren.  For enden af haven i sydlig retning lå det, der blev kaldt ”skuret”, et meget lille firkantet hus – også med stråtag.  Det var brændselsrummet, hvor træ og tørv til kakkelovenen og komfuret i køkkenet, blev opbevaret.

Jeg har sammen med Bodil, børnene og den øvrige del af familien tilbragt mange hyggelige stunder i det hus.  Når der var familie-kom-sammen havde svigermor altid bagt til det,  man den dag i dag kalder sønderjysk kaffebord.  Der var, - jeg ved ikke hvor mange slags forskellige småkager, hvor typer som fedtkager, chokolade-rutebiler og alm. marengs var sikre hver gang.  Det var festligt, folkeligt og fornøjeligt, - hver gang.

Ved mange lejligheder fik vi et spil whist.  Min svigerfar elskede at spille kort. .

Huset i Høm Vejle

Huset lå langt under vej–nivau og trafikken på vejen var absolut hørbar.  Der var 37 km. fra Baldursgade til huset, der lå i et område, der hedder Høm Vejle , ca. 7 km. syd for Ribe.

Huset var et stråtækt hus med indvendig, synlige bjælker, der hang så lavt, at jeg med mine små 184 cm. måtte dukke hovedet og hvor jeg kun efter enkelte besøg kom hjem uden buler i hovedet.
Der var ikke indlagt vand.  Det måtte man hente i en spand udenfor, hvor vandpumpen var anbragt.  Vandet var brunt og uklart i den private vandboring.  Det var fuld af jern og smagte næsten som vandet der havde været kogt en jernbaneskinne i.
I deres køkken var der et komfur, hvor al madlavning blev foretaget
20 meter syd for huset lå der et lille skur, hvor tørvene til opfyringen af huset blev opbevaret.

Ved mange lejligheder fik vi et spil whist.  Min svigerfar elskede at spille kort. .

Morfar havde en knallert, der bragte ham rundt til de steder, hvor han fik arbejde som daglejer.  Morfar var en trind, lille mand, hvis statur efterhånden gjorde, at han ikke kunne køre på cykel.  Han var også blevet så svær, at han ikke kunne dreje hovedet eller overkroppen, når han egentlig inden en svingning burde have kigget sig bagud.

Lange sorte bremsespor på landevejen både nord og syd for huset vidnede om trafikanternes uvidenhed om, at her boede Boye Boysen og at han overraskende svingede tværs over vejen – uden at give chaufførerne en fair chance for at reagere.
Når man var på besøg – og pludselig hørte skrigende bremser sagde vi til hinanden – ”Nu kom Boye hjem” og stod med tilbageholdt åndedræt og ventede på et eller andet skrald, der heldigvis aldrig skete derhjemme.

Hans og Mie

På et tidspunkt i tidligt forår skete der en tragisk ulykke.  Onkel Hans, der var gift med moster Mie, - en søster til Bodil, var vognmand og havde sin lastbil på værksted i Ribe.  Mekanikeren gik under vognen i færd med at skifte olie .  Pludselig hørtes et udrykningskøretøj`s udrykningshorn, hvis hylen ophørte i nærheden af det mekaniske værksted.  Onkel Hans ville gå ud på gaden for at se, hvad der var sket. Han talte med mekanikeren undervejs, men blev så pludselig tavs.  Mekanikeren har senere fortalt, at han spurgte Hans, hvad der var sket, men fik intet svar.  Han spurgte gentagne gange uden resultat.  Pludselig blev han opmærksom på, at onkel Hans lå nede i bunden af graven.

En tilkaldt ambulance kørte Hans på Ribe sygehus, hvorfra han senere på grund af bevistløshed og en blødning i hjernen blev overført til Odense Universitetshospital.
Her lå han bevistløs i flere måneder.  Sognets præst, pastor Krarup (medlem af dansk folkeparti og udskældt som menneske), viste sig den gang at være en god præst, idet han flere gange kom ned til moster Mie, som han uopfordret og gratis i egen bil kørte på besøg i Odense.  Mor og jeg kørte også Mie derover nogle gange.  Vi kunne dog ikke på nogen måde.komme i forbindelse med Hans. Han var dybt bevistløs.

Moster Mie videreførte vognmandsforretningen ved selv at overtage rattet og køre de ture der var bestilt.  På et tidspunkt fik hun sammen med mange andre vognmænd kørsel for kommunen, der havde nogle store vejarbejder på egnen.  De øvrige vognmænd fortalte, at moster Mie kørte 5 læs, hentet i Åbenrå, når de andre mandlige vognmænd  hentede 3 læs.  Det var aflæsning med hånden og en skovl.  Det gav Mie et knæk i ryggen, der blev helt ødelagt. Rygraden stod som et zik-zak-lyn og kun et korset kunne holde hende oprejst.  Hun forsatte dog driften af forretningen.

På et tidspunkt sidst på foråret – tror jeg, var vi atter på besøg i Odense.  Hans`s tilstand var uændret.  Jeg prøvede at kilde ham under fodsålerne og mente at kunne se en svag reaktion.  Jeg stillede mig op til hovedenden og sagde ”Hans, hvis du kan høre mig, prøv at blinke med det ene øje”.  Jeg var helt sikker på, at jeg havde set en meget, meget svag reaktion på min henvendelse – uden dog at være sikker.  Jeg meddelte mine iagttagelser til de vagthavende. Dagen eller to dage senere blev Hans overført til Ribe og kunne nu se og høre omgivelserne.  Han døde dog samme dag, som overførselen fandt sted.

Hanne-Mi og Jens Boye var nu faderløs.  Mie fortsatte vognmandsforretningen, men arbejdsbyrden havde været for stor og hård for hende.  Hun blev syg og måtte søge læge. Hendes mave svulmede op, og hun blev indlagt.  Det var store væske svulster, der gang på gang blev tømt for vand.  På et tidspunkt kunne hun ikke klare sig selv. 
 

Bodil kom til mig og spurgte, om jeg ville flytte i kælderen, så Mie kunne komme til at ligge i min seng.  Det var i foråret 1966.  Mie blev mere og mere syg.  Hun blev ofte tømt for væske.  Svulsten havde størrelse som et stort hvidkålshoved.

Først et stykke tid efter købet af combicampen kom det Mie for øre, at vi havde købt den. Herefter ville hun ikke længere bo hos og holde os hjemme fra campinglivets glæder, selv om hun havde vores huslæge dr. Biern, der  beredvilligt mødte op, hver gang vi sendte bud efter ham, når Mie trængte til en morfinindsprøjtning. Da han havde været der utallige gange, overgav han sprøjte og morfin til Bodil, der i kraft af hendes sygeplejerske uddannelse selv kunne give indsprøjtninger efter behov. Hun rejste simpelthen hjem til Skallebæk.

Inger og Børge

Marna

På et tidspunkt omkring 1946-47, søgte min mor en ny pige i huset.  Bodil nævnte, at hun havde en søster, der muligvis gerne ville have en sådan plads, - og sådan blev det.  Marna kom til Horsens og fik loftsværelset at bo i.  Hun klarede alt forefaldende efter anvisning fra min mor, der som tidlige fortalt var svagtsynet, ja– nærmest blind og med et i øvrigt meget svagt helbred.  Marna var knap sytten år, da hun tiltrådte pladsen og blev kaldt frk. Bøjsen.  Marna var sjov at lave grin med og vi morede os sammen i dagligdagen.  Marna var meget sød også ved min mor,bedstemor og moster Emmy. Marna fik et værelse oppe på loftet. Der var hverken kakkelovn eller andre former for varmekilder, ligesom taget heller ikke var isoleret, så det må have været en isnende tilværelse.

For at belyse Marnas trofasthed og velvilje kan jeg nævne en episode fra vores fælles tilværelse.  Jeg havde et lige så koldt værelse, hvor sengetøjet om vinteren altid var klamt og fugtigt.

Inden jeg gik på teknisk skole om aftenen kl. 18:00, kogte jeg en kedel vand og kom i en  metal  Varmedunk, der så blev lagt i sengen for at tørre sengetøjet.  Når jeg kom hjem om aftenen kl. godt 21:00 gik jeg med det samme ind på værelset og flyttede varmedunken, så der var så meget tør seng om aftenen, når man skulle i den.

En aften havde jeg glemt at få den flyttet. Da jeg var kommet i seng skubbede jeg den længere ned i sengen  i retning mod fødderne og faldt i søvn. I nattens løb var mit underben kommet til at ligge op ad varmedunken, hvilket jeg først opdagede sent om eftermiddagen, da jeg på mit arbejde følte en kildrende fornemmelse ned ad mit ben og ned i træskoen. Det mærkedes som noget vådt. Jeg tog træskoen af og konstaterede at den ganske rigtigt var våd, hvilket jeg ikke kunne forstå.  Da jeg kom hjem og var ved at vaske mig, - opdagede jeg en blære på størrelse med en fem-krone.  Der var gået hul på blæren, og det var det vand, jeg havde mærket i træskoen. 
Jeg satte et plaster på og passede på de følgende dage ikke at komme til at få vand og sæbe i nærheden af såret, som der noget senere gik ”dødt” kød i. Dvs. kødet var rådnet og blevet sort/blå. Det blev skåret ud uden bedøvelse nede hos min daværende dr. Otto Kirstein.
Efterfølgende skulle der skiftes sårforbinding hver – jeg tror det var hver anden eller hver tredje time.  På daværende tidspunkt boede jeg i soveværelset hos min mor og far – på en divan.
Marna stillede sit vækkeur og stod op flere gange i løbet af natten og gik ned i soveværelset, hvor hun vred forbindingen op i – jeg tror, det var borvand - og forbandt såret igen.  Det hele foregik uden at mor og far og jeg hørte det. Jeg vågnede ikke engang altid, når jeg blev skiftet. Det har jeg aldrig glemt Marna for.

Efter at Marna, der var døbt med navnet Maren Boisen, var ophørt at tjene hos mine forældre havde hun mange forskellige stillinger i henholdsvis Toftlund, hos et lægepar. Efter at Bodil og jeg m. børnene var flyttet til Esbjerg, var Marna ansat som telefondame på telefoncentralen i Esbjerg og senere i Ribe.   Jeg fik Marna ansat som maskinskriverske  hos et reklamebureau (Danielsen) som jeg kendte i min egenskab af formand for Folkevognsklubben i Esbjerg. Derefter blev Marna ansat som oldfrue hos DFDS – rutebådene, Esbjerg/ Harwich.  Marna boede alle årene hun havde i Esbjerg, i eller på kælderværelset i Baldursgade.

 I jobbet som kahytsjomfru, lærte hun en passager at kende.  Han hed Poul Hansen og arbejdede på lageret i en stor Odense virksomhed, der fremstillede blikdåser til konservesindustrien.

Han var dansk statsborger, men var opvokset i England.  Jeg mener, at det var hans mor, der var dansker og gift med en englænder.  Han havde under krigen gjort tjeneste i den engelske hær inden for noget administration/kontorarbejde og havde efter krigen været ansat som chauffør på dobbeltdækker busserne i London. Poul var en verdensmand, der ikke færdedes uden jakke, hvis der var damer i nærheden.

Hans forklaring som buschauffør tvivlede jeg på.  Han kunne i hvert fald ikke køre bil efter danske begreber.

Marna og Poul blev viet i Jerne kirke en gang i tresserne.  Marna flyttede derefter over til Poul. Senere byggede de hus i en forstad til Odense og Marna fik arbejde som telefondame på lægevagten, hvor hun var en del år.  Jeg husker ikke hvilket år, men ægteskabet holdt ikke og Marna flyttede til Esbjerg/Sønderris og flyttede senere til Hjerting, hvor hun boede to forskellige steder inden hun tidligt forår 2014 flyttede ind i Kollektivhuset på Gl.Vardevej i Esbjerg. Senere mødte hun en mand der hed Svend efternavn?. Han boede o Varde.  De blev gift, vist nok på Rådhuset i Esbjerg.  Han var kropumulig og ægteskabet varede også kun et par år.  Mere er der ikke at sige om den episode. Han tog sig selv af dage.

 I efteråret 2013 blev Marna syg, indlagt på Centralsygehuset, hvor man konstaterede kræft i maven. Der blev foretaget en operation og Marna var efterfølgende meget syg og lå på intensiv et stykke tid, hvorefter hun blev udskrevet og hjemsendt.  Det gik hurtigt meget bedre. I vinteren samme år faldt Marna på gaden ved Netto på Gl. Vardevej.  Det kostede et brækket lårben.  På grund af Marnas gode fysik ved pasning af og ”gåen” med en masse forskellige hunde hun passede for andre mennesker, var hun forbavsende hurtigt på benene igen. I august 2014 blev Marna syg igen. Inger Lise og Birger ”tog over” og var behjælpelig med alt vdr. Marna. På et tidspunkt blev Marna så dårlig, at en hospitalsindlæggelse med aktuel. Birger fik udvirket, at Marna blev indlagt på herv. Hospice.  Ved indlæggelsen regnede personalet ikke med, at Marna havde langt igen.  Efter ret kort tid blomstrede Marna op igen, var med til fælles sang på Hospice og spiste sine måltider – siddende i en kørestol sammen med personalet.

 Inger Lise og Birger var rejst til USA sammen med et par venner og havde ”sagt farvel” til Marna.  En aften , da jeg kom på besøg fortalte Marna, at hun skulle hjem. Man kunne ikke stole på, at det var rigtigt, hvad Marna fortalte, idet hun var blevet meget dement på meget kort tid. Det viste sig, at hun selv havde bedst om at blive udskrevet. Da Marna var myndig kunne Hospice ikke modsætte sig, at hun kom hjem.  Jeg fik dog udvirket, at udskrivelse først blev foretaget, når IL og Birger vendte hjem.

Igen måtte Birger i sving og være behjælpelig med at få Marna anbragt i hjemmet og få de plejemidler og personale der var nødvendigt for at Marna kunne være i eget hjem.  Efter to dage ville Marna ikke være hjemme mere.  Igen måtte Birger i sving med at finde et andet sted til Marna.  Det blev på ”Solgården” i Bramminge.  Her var Marna kun i ca. 2 uger, inden hun døde natten mellem lørdag og søndag d. 15 nov. - Bodils fødselsdag.  Birger var hos Marna, da hun lukkede sine øjne.

Inger Lise og Birger ordnede alt vedrørende dødsfaldet.  Marna havde testamenteret sit legeme til videnskaben og blev straks overført til Odense Universitetshospital.  Urnen kom tilbage ca,. 14 dage efter, hvorefter den kunne nedsættes på de ukendtes gravplads på Gravlundens kirkegård i Esbjerg.

 Inger Lise og Birger arrangerede en sammenkomst af den nærmeste familie lørdag den jeg mener den 19. jan. 2014, på deres adressse Roald Amundsensvej 14, Esbjerg.  Inviteret var Marnas niecer, Tina og Conny Boisen og deres samlevere, Hanne Mi og hendes mand, Diana og Bjarke og undertegnede.

Birger havde sat et par borde op i garagen og udstillet alle Marnas ejendele. Alle de tilstedeværende kunne tage de ting de havde lyst til.   Det var efter alles mening en rigtig fin og god afslutning på Marnas gang på jord.

Marna var født DEN 11. MAJ 1931 og blev således 83 år.  Hun efterlod sig ingen børn.

Jesper

Jesper blev gift med Birthe Autzen fra Åbenrå. Hun var kontoruddannet.

Jesper tjente og var uddannet på landet.  Som ung blev han math-elev, hvor en del af uddannelsen foregik i Søgårdlejren. De flyttede til Padborg, hvor de byggede hus. Senere kom Jesper på udkommandoer til bl.a. Kongo, der var hans første udsendelse.

De flyttede derefter til Hjallerup, hvor de købte grund og byggede hus i Hjallerup på Kærholtvej 34.  Jesper var senere udsendt til Indien og senere til omkring Israel, Libyen og de der beliggende urolige områder.  Hans stamafdeling var på Nr. Uttrup kaserne, hvor jeg bl.a. deltog i hans fratrædelsesfest, da han med rang som major forlod forsvaret for at gå på pension. Han havde i alle årene cyklet fra Hjallerup til kasernen. ved Ålborg uanset vejret.  Cykling var efterhånden blevet en besættelse for ham og en ting, han ikke kunne undvære..

De havde to børn Conny og Tina.  Conny pædagoguddannet og samlevende med Niels, der er bibliotekar på en institution i Århus. De har ingen børn..Conny tlf.86 11 66 25

Tina – campingpladsejer sammen med tidligere samlever – Lars – campingplads i Løkken.  Tina har et barn uden for ægteskab. Navn og værested for mig ukendt.

I forbindelse med at Conny også blev angrebet af kræft (2016) blev forbindelsen til slægten genoprettet Flere data blev fremskaffet og lagt ind i slægtstræet.

Conny og Niels har sejlads som hobby, og beskrev det således:

Vi har en spidsgattet  sejlbåd på 29 fod+stævnplatform, bygget i 1987 på LM-værftet på Fyn. Vi  har haft den siden efteråret 2006, og sejler mellem 600 og 900 sømil om  året, fordelt på 40-55 sejldage. En sejldag kan være en aftentur på et  par timer i Arhusbugten (6-10 sømil), og helt op til en 10-timers  sejlads fra Bønnerup til Aalborg (51 sømil). Men vi tager også på  kortere weekendture i løbet af sæsonen (maj- oktober), typisk til havne  på Samsø eller Djursland; hvis ikke vi bare sejler op i bugten og ligger for svaj for natten i fx Kalø Vig eller Begtrup Vig. Vi har en lille  gummibåd vi kan ro i land med. Vi sejler rundt i Danmark hver sommer i  fire-fem uger, og ligger hyppigt for svaj med anker eller ved bøje. Der  er ikke noget skønnere end at hoppe i vandet efter en lang og varm  sejlads. Kan genkende følelsen af at leve. Der er også en særlig grad af frihedsfølelse på vandet, at kunne tage hvor som helst hen.