Familiens transportmiddel.

Far har haft flere biler gennem tiden. De er beskrevet her:

Erindringer om ture i X7363
Buick 1934
Ford A 1931 (X1766)
Buick 1938
Adler
VW

Vi havde bil, - ligeledes en nødvendighed og hvis jeg fortæller Jer , at der omkring 1930 måske var ca. 50 biler i hele Horsens, forstår I nok bedre, at vi var noget særligt - i andre folks bevidsthed, - selv om der ofte ikke engang var råd til at købe alm. mad 

Til I to bilinteresserede kan fortælles, at bilen, en Ford T - oprindelig var en åben væddeløbsbil, der havde kørt på en motorbane ved Ringsted på Sjælland. Det var en bil uden døre, hvor man kravlede ned i "brønden".

Efter erhvervelsen, fik min far den ombygget som en 2 personers med døre, 2 pers. Karosseri og bagklap, således, at der kunne transporteres 2 personer under åben himmel bag på bilen, der ikke var forsynet med benzinpumpe og således måtte bakkes op ad stejle bakker - som f. eks. Salten bakke ved Silkeborg.

På grund af bilen, der vakte berettiget misundelse hos mine jævnaldrende kammerater, kunne jeg begunstige enkelte af dem, ved at give dem lov til at sætte sig ind i førerhuset, hvor vi så forestillede os, at vi var på tur.

Det var ikke almindeligt, at folk tog på ferie.  Jeg ved end ikke, om der fandtes en lov, der forpligtede folk til at holde ferie.  Jeg kendte ingen af kammeraternes forældre der holdt ferie.  Hvis vejret var fint om sommeren kunne en familie tage en tur til stranden, hvis de havde cykler.  Det var heller ikke alle, der havde et sådant transportmiddel.  Folk kunne også på en søndag lave en madkurv og tog så i parkanlægget, lægge en dug på græsset og så ellers nyde den friske luft under spisningen. 
I kraft af vores bil kunne vi komme lidt længere rundt. Bilen, som jeg har omtalt, havde en benzintank, der var formet som en oval , tøndeagtig, var hægtet udvendig på bilens bagende.  Når vi var på familiebesøg omkring Viborg, kørte vi over Silkeborg.  Herunder skulle man passere en laaaaang og meeeeget stejl bakke ved Salten.

Da der ikke var benzinpumpe på benzintanken, kunne benzinen ikke løbe op til motoren.  Far måtte så vende bilen og bakke hele vejen op – ca. 2-3 km.  Jeg kan huske, at jeg ærgrede mig, når andre biler overhalede os og kørte med køleren i den rigtige retning.  Under disse køreture havde vi altid moster Emmy med.  Hun sad sammen med faster omme i bagrummet, der kunne lukkes op som en bagklap, der dannede rygstød.  Lige bag førerhuset, der var to-personers, var anbragt en trefløjet vindafviser,- af glas.  Den var hængslet på fløjene, så disse kunne sættes i en position der dannede mest mulig læ for vinden.  Som regel havde begge en hætte over hoved og skuldre.  Hætten bestod af en renvasket sæk hvor det ene hjørne var ”puttet ” ned i sig selv, så den dannede en trekant (lige som Ku-Klux Kan medlemmerne bruger). 

Bilen var en årgang 28 uden gearstang.  Der var tre pedaler i bunden af vognen.  De to var anbragt som i nutidens biler én til venstre og en til højre.  I midten og ca. 10 cm. lavere sad den tredje pedal. Det var bakgearet. Når bilen var startet trådte man venstre pedal ned , slap den og bilen kørte i første gear.  Når man skulle bakke, trådte man midterste pedal ned – og bilen bakkede.  Bremser var noget, der var der af navn – ikke af gavn.  Skulle man bremse mere end bremserne egentlig kunne, trådte man bakgearspedalen blødt ned og fik derved en større bremsevirkning. 
Ude foran på køleren og i venstre side stak der et stykke ståltråd frem. Det endte i et øje, som man kunne stikke fingeren ind i og trække det imod sig. Så var chokeren aktiveret.  Bilen blev som oftest startet med håndsving.  Det var væsentlig, at man kun trak fra vandret og opad.  Aldrig skubbe svinget nedad. Hvis man gjorde det, var man næsten sikret et hospitalsophold foranlediget af en brækket arm.  Det lærte jeg meget hurtigt, når det var mig, der skulle "trække" den op.  Man kunne blive ganske forpustet.
Inden man startede, skulle man huske at sætte tændingen på lav og gassen et lille stykke ned på skalaen. Bilen var nemlig indrettet sådan, at det var føreren, der selv kunne hive i håndsvinget.  Stængerne til henholdsvis tænding og gas sad som to små udragende pinde på hver side af rattet. Bunden af bilen bestod af brædder, så der var ikke meget, der kunne ruste.  At brædderne sad langt fra hinanden betød blot, at man kunne få frisk luft i kabinen og se vejunderlaget under bilen. Der var en vinduesvisker, der var indrettet med et lille håndtag, så man med håndkraft kunne viske forruden ren.
Helt henne, forrest på køleren ragede – nærmest en figur op. Der var et glas i midten, der viste vandstanden i køleren. Selve bilen var beigefarvet med sorte skærme.  Jeg ved ikke, hvor hurtigt den kunne køre, men vi blev næsten overhalet af alle andre,- som jeg husker det..  Tophastigheden har formentlig ligget på omkring 60-65 km/t. – Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, hvor meget bilen kostede eller var værd på pågældende tidspunkt 
Det var koldt at køre i den, hvorfor min mor meget ofte sad i en fodpose, når jeg ikke var med.  Var jeg med, sad jeg på én lille træskammel mellem mors ben. Sikkerhedsseler var endnu ikke opfundet, men bremserne var heller ikke, så jeg ville ryge frem, hvis der blev bremset. Hvis jeg husker rigtigt var der 21 tommer hjul med træeger.  Dækkene var meget smalle.
Da jeg var omkring 8-10 år kostede benzin på Shell-tanken 28 øre pr. liter.  Jeg kan huske, at jeg syntes det var mange, mange penge, som man kunne have købt en hel sommers forbrug af ispinde for. Nå alene det, at vi havde bil var noget helt, helt særligt.

Det var koldt at køre i den, hvorfor min mor meget ofte sad i en fodpose, når jeg ikke var med. Var jeg med, sad jeg på én lille træskammel mellem mors ben. Sikkerhedsseler var endnu ikke opfundet, men bremserne var heller ikke, så jeg ville ryge frem, hvis der blev bremset. Hvis jeg husker rigtigt var der 21 tommer hjul med træeger. Dækkene var meget smalle.
Jeg kan også mindes, når vi var henne på Shell tankstationen på Sundvej mellem Gasvej og Villavej. Standeren var med et stort træhåndtag, der sad i lodret position og kunne bevæges fra side til side (sammenlignet med en urskive fra kl. 10 til venstre og kl. 2 til højre). På denne måde pumpede tankpasseren benzinen op fra en tank i jorden op i et glas, der kunne rumme 5 liter. Når glasset var fyldt, blev der trykket på en knap eller på en bestemt måde på håndtaget, hvorefter benzinen løb ned i tanken, hvorefter processen gentog sig, indtil tanken var fuld.
Benzin har altid været dyr. Da jeg var omkring 8-10 år kostede benzin på Shell-tanken 28 øre pr. liter. Jeg kan huske, at jeg syntes det var mange, mange penge, som man kunne have købt en hel sommers forbrug af ispinde for. 5 øre for en rund ”pindis” og 10 øre for en firkantet is med chokoladeovertræk.. Ja, - det var tider. I dag koster en liter benzin 10,16 kr. og en ispind 15, kr. Der er slået nogen koldbøtter på forskellige tings priser. Nå alene det, at vi havde bil var noget helt, helt særligt.

På grund af bilen, der vakte berettiget misundelse hos mine jævnaldrende kammerater, kunne jeg begunstige enkelte af dem, ved at give dem lov til at sætte sig ind i førerhuset, hvor vi så forestillede os, at vi var på tur.

Det var ikke almindeligt, at folk tog på ferie. Jeg ved end ikke, om der fandtes en lov, der forpligtede folk til at holde ferie. Jeg kendte ingen af kammeraternes forældre der holdt ferie. Hvis vejret var fint om sommeren kunne en familie tage en tur til stranden, hvis de havde cykler. Det var heller ikke alle, der havde et sådant transportmiddel. Folk kunne også på en søndag lave en madkurv og tog så i parkanlægget, lægge en dug på græsset og så ellers nyde den friske luft under spisningen.
I kraft af vores bil kunne vi komme lidt længere rundt. Bilen, som jeg har omtalt, havde en benzintank, der var formet som en oval , tøndeagtig, var hægtet udvendig på bilens bagende. Når vi var på familiebesøg omkring Viborg, kørte vi over Silkeborg. Herunder skulle man passere en laaaaang og meeeeget stejl bakke ved Salten.

Under krigen sad min far og talte med Rhodemeier. Talen faldt på biler og hvordan bilmarkedet ville komme til at se ud, når krigen var slut. Rhodemeier mente, at gamle biler fra før krigen ville blive kastet i grams til folk, og at man bl.a. ville kunne købe en førkrigsbil til 500 kr. eller derunder. Det mente min far ikke, og de lavede et væddemål, gående ud på, at den dag krigen var forbi, skulle min far erlægge 500 kr., og så måtte han vælge en bilmodel fra før 2. Verdenskrigs begyndelse.

Køreture med min far i X 7363 I perioden 1935 – 1938 hændte det, at jeg var så heldig at få lov til at komme med min far ud at køre i sommerhalvåret. Det var en del af min sommerferie, idet begrebet sommerferie, som man kender det i dag, ikke eksisterede. Da det ikke var specielt sjovt eller ophidsende at være alene i bilen, når far var inde hos en købmand eller cigarhandler, havde jeg spurgt, om Knud Børge, min kammerat, der boede på anden sal i ejendommen, hvor vi boede i stueetagen, måtte komme med. Det havde han så fået lov til – og så gik turen ud i det danske sommerlandskab, hvor kornet stod højt bølgende på markerne. Alene det at køre på helt ukendte egne var en oplevelse. Førerhuset var beregnet til 2 personer, men to drenge på vores alder havde ikke noget problem med at sidde der, hvor der var beregnet plads til en voksen. Bilen var, syntes både KB og jeg, alle tiders bil. Dens tøffen under kørsel var en velkendt og beroligende lyd, og vi var, følte vi, priviligerede. Far repræsenterede tobaksfirmaet R. Færchs varer. Selve firmaet lå i Holstebro. Sortimentet var stort. Der var cigarer, cerutter, shagtobak, snus og skrå. Fars distrikt var set med mine barneøjne kæmpestort og var reelt også stort. Uden at vide det helt bestemt gik grænsen mod syd lige omkring Vejle, da jeg kan huske, at jeg har været med i bl.a. Hedensted, hvor der var en spændende vejforlægning i nogle voldsomme sving og ind under og gennem en viadukt. Jeg kan i flæng nævne, at jeg i nordlig retning har været med i Hovedgård, Tebstrup, Hylke, Sdr.-og Nr. Vissing,Vorladegård. Bryrup, Østbirk, Klovborg, Nr. Snede, Uldum og Rask Mølle og mod syd Hatting, Hornsyld, Stoubu Bredal og Hedensted. Jeg kan endnu huske de mange små, smalle landeveje, der snoede sig i nogen steder det meget bakkede landskab, de mange idyllisk beliggende så huse langs vejen, de tidligere nævnte bølgende kornmarker, der var med til at holde os i live under turen. Når vi f.eks. holdt ved en købmandsforretning, hvor far var inde for at optage ordre på tobaksvarer, gik Knud Børge og jeg ud af bilen og opsøgte nærmeste kornmark, hvor vi plukkede toppen af den kornsort, det nu var, af, pillede kornene ud i hånden og spiste dem. Vi fandt ret hurtigt ud af, at det korn, der endte i sådan en behåret, busket top, var rug, og det gad vi ikke, hvorimod – det må have været hvede, smagte godt. En enkelt gang kan jeg huske, at en købmand kom ud og gav os en sodavand hver. Jeg tror sågar, at det var en af de første sodavand, jeg havde fået. Det var virkelig stort. En enkelt gang, da jeg var alene sammen med far, blev jeg hentet ind i den forretning, hvor han var inde og optage ordre. Far må have været vellidt, hvor han kom, for købmanden gav mig lakrids. Far var også godt til at tale med folk og jeg kan huske, at jeg var stolt af min far, der kunne køre bil og finde rundt – og også kunne finde hjem igen. Knud Børge og jeg havde det virkelig sjovt på sådan en tur. Jeg kan ikke mindes, at vi havde madpakker med ud, men det har vi nu nok haft, men jeg erindrer heller ikke, at min far spiste under vejs.. Far havde naturligvis tilrettelagt turen i hovedet, for han vidste, hvor hver eneste handlende boede i det distrikt, der var hans. Det kunne blive en lang dag, der startede om morgenen kl. 08:00. Klokken kunne meget nemt blive 19-19:30 inden vi var hjemme, hvis vi kom fra nogen af yderpunkterne. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt far kørte, men har højst sandsynligt ikke været meget over 45-55 km. i timen. Jeg kan nemlig huske, at far behandlede bilen meget skånsomt, og når vi bad om at køre stærkt, var svaret altid, at det kostede meget brændstof, når man kørte hurtigt.

Ford A 1931

Befrielsen indtraf som historien har vist det d. 4. Maj 1945 uden at bilmarkedet blev oversvømmet af nye amerikanske biler. En Ford A årg. 30-31 kostede i handel og vandel ca. 8.000 til 8.500 kr. Far lagde 500 kr. på bordet hos Rhodemeier, der var mandfolk nok til at stå ved det indgåede væddemål. Jeg er ikke helt klar over, om det var min far, der fandt en bil på markedet – eller det var Rhodemeier. Bilen, der var tale om var en Ford A årgang 1931 med. helt panel – årg. 30 var skaret. Den var forsynet m. en 3,2 liter motor, der ydede 40 hk. Tophastigheden var 104 km/t.
Den var opgivet til at kunne køre mellem 10 og 11 km/l. Farven var dybblå, nærmest sort.

Da bilen skulle bruges til at fragte ost i, tog min far bagsædet og ryglænet ud og lavede/fik lavet et trælad, der gik helt ud til siderne og helt frem til forstolenes ryglæn. Det gav et meget stort rum til de varer, der skulle fragtes. Det skal så lige tilføjes, at bilen lugtede i den grad af gammel ost. Lugten sad i sæder og sider - samt loftsbeklædning.

Den bil havde jeg og Bodil utrolig stor glæde af. Den har bragt os rundt på mange dejlige ture og været på adskillige ture til Tyskland. Se billeder fra den dansk tyske grænse.

Den bil fik tilføjet meget til sit generalieblad. Den blev så slidt, at vi måtte have et gammelt emaljeret fad med, når vi var ude at køre. Ved første stop var det med at komme ud af vognen, fatte fadet og skubbe det ind under motoren, idet olien løb i en tyk stråle ud af motoren. Til sidst var det så slemt, at den trak en oliestribe efter sig på vejen. På en tur til Århus kunne den bruge mellem 4 og 5 liter olie, hvorfor far fik brugt olie fra Shellgården, som vi fyldte på undervejs.

Jeg fremstillede navkapslerne til de hjul far købte fra en Buick fra 1946. Dækkene var forsynet med hvide sider. Kapslerne bestod af to ”kupler”, der var sat sammen for at dække en bøjle, der sad uden på akslen. Det var ikke kønt, men kunne ikke laves på anden måde.

På et tidspunkt blev oliesvineriet så slemt, at det blev nødvendigt at gøre noget ved det. En dag ringede den lille mekaniker (der havde solgt mig min første motorcykel) fra Hede Nielsens mekanikerværksted til min far og stillede ham spørgsmålet: ”Holtzmann vil du købe en helt ny Ford A motor.” Det var i 1947/48 og bilen var fremstillet i 1931.” Det lød forrykt. Det viste sig, at Hede Nielsen( gas-ilt og acetylen fabrik) - fra 1929-30 havde kørt med Ford lastbiler. Da det var et meget stort firma, kunne man ikke undvære lastbilerne, hvis de gik i stykker, hvorfor man havde indkøbt en del motorer, der lå på lager, således at natmekanikeren kunne skifte en hel motor, hvis der var sket en defekt, der ikke lige kunne ordnes her og nu. Motoren var fundet på et loft og stod endnu i en original ståltrådskasse, gemt og glemt i en afkrog på loftet. Jeg mener at kunne huske, at far skulle give 500 kr. for den. Han var heller ikke længe om at sige ja tak.
Aftalen blev, at far og jeg skulle køre vareturen færdig om lørdagen og selv skifte motoren. Han ville stå til rådighed, hvis der var noget vi ikke kunne klare. Han havde vagten den eftermiddag. Da vi begyndte afmonteringen af motoren pillede jeg topstykket af den for at se, hvordan den var slidt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Med en skruetrækker stukket ned oven i toppen af et stempel, kunne jeg rokke det frem og tilbage, så stempelringene krængede sig ud over stemplet. Den var i sandhed slidt. Ingen ved, hvor mange km. den havde kørt i sin levetid.

Vi fik den nye motor lagt i og spændingen var stor, da vi første gang trådte på selvstarteren og motoren sprang i gang med det samme. Stolte var vi. Allerede den følgende dag – om søndagen kan jeg huske, at mor, far og jeg kørte en tur til Århus for at få gang i tilkøringen af den nye motor, der lød hel anderledes kompakt og lydløs end den gamle motor.
Grunden til, at far skiftede den bil var vist nok for at få mere plads og en større bæreevne. Jeg må dog sige, at jeg blev lidt ked af at høre, at far havde skilt sig af med X 1766, der var nummeret den var registreret under.

Buick 1934

Den næste bil, som far til min overraskelse købte, var en Buick årgang 1934, med den lange flade og udstrakte forskærme. Den blev ligeledes indrettet med en plade i bagenden af kabinen, der tjente som varerum. Den bil fik jeg aldrig noget forhold til. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor min far skiftede den ud eller hvilket nummer den var indregistreret under. Jeg mener ikke, at min far havde den så forfærdelig længe, men at han vist havde en del vrøvl med den, hvilket bragte ham til at bede mig finde en anden bil til ham. (Se billede af bilen på Torvet i Varde – m. min VW 1200 .- Z 6317 ved siden af).

I Esbjerg var der en herreekviperingshandler, der hed Rudolf Andersen. Han havde en stor forretning på hjørnet af Torvegade og Danmarksgade. Han var ejer af en 8.cyl. Buick årg. 1938, en af de flotte amerikanske vogne, der sås meget på film var USA, når gangsterne kørte stærkt.
I Jernbanegade i Esbjerg var der en BP-tankstation m. tilhørende værksted. Ejeren hed Jensen og en særdeles god bekendt af mig. Han havde en broder, der senere blev værkfører hos VW forhandler Laurits Hansen. Han var en begavelse inden for motor og teknik. Han havde hovedrepareret bemeldte Buick, der nu stod til salg uden at have kørt efter hovedreparationen. Jeg så de alenlange lister med fortegnelse af reservedele, hvor selv bolte møtrikker og spændeskiver var udskiftet. Vognen så fantastisk godt ud og lød , - nej, det er lyv, den lød ikke, dens motorgang var så silkeblød, at det kun var gearstangens stille vibreren, der fortalte, at motoren var startet. Det var fantastisk. (Jeg har en gang vundet et væddemål på en krone, der var mange penge på tidspunktet, netop om man kunne høre motoren, når man sad inde i vognen. Det var den nærige Bertelsen, en bror til min kollega, der måtte slippe kronen efter at han havde siddet med hovedet på skrå både til højre og venstre – og måtte erkende, at han heller ikke kunne høre so meget som en ventil-tikken eller stempelslag).

Jeg havde efter købet lovet min far at køre bilen til Horsens. Birger, der ikke var mere end 6-7-8 år var med på turen. Jeg havde lovet min far at tanke helt op og køre pænt og økonomisk, for at far kunne få et overblik over, hvor dyrt det ville blive at have den. Vi kørte pænt, men over en strækning af måske en 3-400 meter prøvede jeg at lukke op for den. Det var enormt, som den rykkede og kort efter stod speedometernålen på 160 km./t. Ved ankomsten til Horsens var far med henne og tanke op. Vi havde kørt 6,2 km. pr. liter. Det var alle tilfreds med. Det ville man ikke være i dagens Danmark, hvor literprisen på benzin ligger på omkring 10.00 kr. pr. liter.

Der var et meget stort bagagerum i bilen, og jeg mener ikke at kunne huske, at den indvendig blev forsynet med lad. Det var en fantastisk bil at køre i. Mere luksuskørsel end det, får man end ikke i nutidens Mercedes eller andre dyre biler.

Endnu en ”ny” Buick.

 Jeg kan ikke huske, om der var en bestemt grund til, at min far skiftede sin Buick ud.
Jeg mener at kunne huske, at jeg havde set bilen i Jernbanegade på BP. Tankstationen, der var ejet af BO-Jensen. Hans bror Alfred Jensen var uddannet mekaniker og ansat som værkfører hos folkevognsforhandler Laurits Hansen, hj. Af Stormgade og Str. Kirkevej. Alfred Jensen havde hovedrepareret motoren i en Buick-eigth årg. 1938. Bilen havde tilhørt manufakturhandler Rudolf Andersen, der havde en stor og flot forretning på hj. af Torvegade og Danmarksgade. Jeg så listerne over de nye ting der var indkøbt til reparationen. Listen indeholdt alt – helt ned til småting som møtrikker og spændeskiver m. pris, - forstås. Jeg havde hørt motoren ”gå” – helt fantastisk.

Jeg har sikkert omtalt dette for min far, der bad mig købe den til ham. Jeg kan ærgerligt nok ikke huske prisen, men jeg fik den købt. Jeg havde lovet min far at køre den til Horsens – og gøre det på lempelig vis for at få et overblik over, hvor dyr den var at køre i. Der var trods alt 8 store cylindre der skulle fodres. Motorens slagvolumen var, hvis jeg ikke husker helt forkert på godt 6 liter. Birger har nok været omkring 11-12 år og skulle naturligvis med på turen. Det var ikke hver dag, man kom ud at køre i så stor en amerikaner, hvis interiør var flot og lækkert plys. Der var bænkesæde foran, d.v.s. et ubrudt sæde hele vejen mellem fordørene. Ratkransen var som i luksusbiler – dengang meget tynd og med nogle forcromede eger. Der var en meget lang gearstang, der kom op fra gulvet. Gearkulissen gav nogle meget lange skiftebevægelser. Man sad højt og der var ikke som man kender det fra nutidens biler – nogen form for sidestøtte, idet ryghynden var flad. Køleren var grundet de 8 cylindre meget, meget lang. Populært sagt så lang,at man ikke kunne se den forcromede kølerfigur i tåget vejr.

Når man trykkede på selvstarteren, der var en knap i bunden af vognen hørte man bogstaveligt ingenting. Når bilen gik i tomgang og var varmet lidt op, var den absolut lydløs. (Jeg vandt engang 1 krone af en mand, der ikke ville tro på, at man ikke kunne høre motoren gå, når den stod og gik tomgang.) Den eneste måde man kunne se, om motoren var startet var at stirre på gearstangen, der kunne dirre – også næsten umærkeligt.
Farven var dyb-sort og den var forsynet med nogle enorme hjul og dæk, men egenvægten var hvis ikke jeg husker helt forkert lige omkring 2 ton.

Vi startede mod Horsens og kørte af Diagonalvejen. Efter længe at have kørt med omkring de 80 km./t. der var ingen hastighedsbegrænsning, skulle den lige prøves af . Ved nedtrædning af speederen kunne man tydelig mærke de enorme kræfter og drejningsmoment den bil havde. I løbet af no time stod speedometernålen på 160 km./t. uden at man hørte noget væsentlig fra motoren eller mærkede nogen forskel i hastighedsfornemmelsen. Det var en sand fornøjelse og nok det kraftigste mototkøretøj jeg havde prøvet at køre.
Ved ankomsten til Horsens blev den tanket op og det viste sig, at den havde kørt 6,l km. pr. liter – tilfredsstillende dengang – sådan da. Jeg købte senere en anordning en eller anden klog Ole opfinder havde fundet på og ladet fremstille. ”Dimsen” bestod af en pimpstensagtig klods, der var udformet så den med et spændebånd kunne fastgøres på manifolden og var med en plastikslange forbundet med et vandreservoir .Der fremkom vanddampe, der ledtes til indsugningen. Det skulle bevirke en forbedring af driftsøkonomien.

Bilen var firedørs. Jeg lavede et jernstativ der blev bygget efter bagagerummets størrelse, der var enormt stort og hvor der kunne være alt det ost der skulle til på en torvedag. Min far blev meget, meget glad for bilen.

 Med tiden blev mi n fars gigt så slem, at han ikke længere kunne stå på torvet i fri luft om vinteren. Det blev nødvendigt at skulle sælge bilen. Den opgave blev overdraget til mig. Jeg solgte bilen til en vagthavende politiassistent Axel Fønss Bendix. Prisen var så vidt jeg husker 6 eller 10.000 kr. Han blev lige så glad for bilen, der aldrig havde voldt nogen som helst kvaler gennem de år den var i fars eller hans eje. Bendix døde pludseligt og jeg ved ikke, hvad der blev af bilen.

VW ‘rugbrød’

På et tidspunkt, da helbredet ikke var for godt og tilværelsen om vinteren var hård, når man stod i det fri uanset vejrliget, bestemte min far sig for at udskifte Buicken med tanke på at købe et folkevognsrugbrød og lade det ombygge, så man kunne stå op inde i kassen. Det ville under alle omstændigheder være mindre koldt – og bedre for helbredet.

På Gl. Vardevej ved Rundkørslen, hvor biografen ligger, lå der i baggården en karetmager, hvis navn jeg ikke husker. Jeg kendt ham fra mine patruljer og havde ofte iagttaget det fine arbejde, han lagde for dagen. Jeg havde rettet henvendelse til ham og spurgt, om han kunne tænke sig at ombygge et folkevognsrugbrød, skære taget af den, forhøje siderne og sluttelig lægge taget på igen. På den højre langside, mener jeg, det var, skulle siden være til at lukke op, så den virkede som ekspeditionsluge. Jeg havde lavet en skitse over ændringerne, som han godkendte og gerne ville lave.

Karetmageren havde tilladt, at jeg, når han var kommet så langt, at det var indretningen, det drejede sig om, gerne måtte komme på værkstedet – også om aftenen og indrette vognen med disk, hylder og ikke mindst sidebeklædningen, der skulle bestå af afvaskelige fliser. På daværende tidspunkt fandtes hårde masonitplader , hvor den ene side var påtrykt ”fliser” med fuger i noget plastlignende materiale. Disse plader blev tilpasset vognens sider og vægge, ligesom jeg lagde linoleum eller vinyl på gulvet. Jeg havde stort set intet værktøj, men en børnesav af modellen fukssvans samt et stemmejern, der havde set bedre dage. Arbejdet tog dobbelt så lang tid, som hvis jeg havde haft ordentlig værktøj. Jeg gav dog ikke køb på nøjagtigheden, der var 100% og rengøringen dermed nemmere, da der ingen sprækker eller revner var. Da far så, med hvilken nøjagtighed det var lavet med det forhåndenværende værktø, var far tydeligt stolt af sin søn, der tænkte tilbage på det, far så ofte havde sagt om mig, ”Han kan ikke slå et søm i et bræt uden at ødelægge både søm, hammer, bræt og fingre.” Den påstand var dermed tilbagevist. Det gjorde også godt – inden i mig.

Vognen blev en succes og skærmede af for kulden i høj grad. Far stod ikke med fødderne på den kolde jord og var beskyttet mod regn og direkte blæst. Jeg husker ikke hvilket nummer vognen var registreret under.

Tilbage til toppen