Østrig 1962
Gardasøen (19XX)
Sølvbryllupsferie (1975)
Gardasøen ca 1972
Familien Priori
Faste ritualer
Sommerferie (Ferie 1) 1981
Med Marha og Gunner (Ferie 2)
Uplanlagt ferie

Efterårsferie 2008 (pdf-fil)

Østrigstur

I 1963 var mor og jeg på udenlandstur med faster og onkel Viggo fra Sønderborg. Min far var meget syg indlagt på Horsens Kommunehospital. Det satte en stopper for vores tur, indtil der pludselig skete en bedring i hans tilstand. Overlægen sagde, at vi roligt kunne tage af sted. 
Folkevognen blev pakket, så den æske husholdningstændstikker vi skulle have med til at tænde for spritapparatet – kun kunne ligge et eneste sted i det bagagerum, der var foran i vognen.  Denne var indrettet med sovebeslag på forstolene, hvis ryglæn kunne slås ned til vandret, hvorved der fremkom en liggeflade, hvor der på langs kunne ligge tre mennesker – med lidt god vilje. Her skulle pigerne bo, mens Viggo og jeg skulle bo i vores gamle spidstelt med fast gummibund.

Onkel Viggo var 51 år, faster 43 år, Bodil 38 og undertegnede 34 år gammel. Ganske godt gået med den alder. Det var også meget usædvanligt, at man selv kørte på udenlandsferie i eget køretøj. Det var på et tidspunkt, hvor al ferietransport foregik med rutebil.

Vi var i Østrig, så og oplevede masser af ting, der bandt os endnu mere sammen. Rent økonomisk var turen blevet en realitet, idet vi gennem mange år havde spillet hjerterfri, når vi havde besøgt hinanden. Rent pengemæssigt var det 1 øre for hver hjerter og 10 øre for ”klumpen”.

Viggo var kassemester og holdt knangeme godt på slanterne. Pengene skulle dække fælles udgifter, ….... men han var svær at få pengene fra.  Vi havde en pragtfuld tur, hvorom der kunne fortælles i timevis.
Lisbeth skrev beretning.
Under turen var jeg lige ved at vædde med Viggo om, at jeg næste år havde en WV 1500.  Sådan blev det. 

Gardasøen

Da det var en kendsgerning, at Mie ikke ville komme tilbage, aftalte vi en ferie sammen med Ancer m. familie.  Turen skulle gå til Italien, nærmere Gardasøen, hvor de havde været året forinden.
Det var på det tidspunkt noget af et særsyn, at folk kørte så langt på en ferietur.

Turen blev en succes. Familien Cramer kørte i en lyseblå Volvo 544, mens vi kørte i vores VW 1500, rubinrød.

Det skal anføres, at vi, der var ganske ukendte med området ved og omkring bare fulgte trop. Vi kørte ind på hver eneste campingplads både til højre og venstre for søvejen , men kom til sydenden af søen uden at have fået en ledig plads.  Det var ved at være rigtig godt træls.  Det var elendig varmt og vi havde ikke fået noget at spise og kunne ikke forstå, at det skulle være så svært at få en standplads et eller andet sted.

Jeg så Lis og Ancer stå og halvvejs hviske sammen.  Jeg spurgte om, hvad der var i vejen.  De svarede, at den eneste plads vi ikke havde været på, var den, de havde været på året forinden, men at den var så ringe, at de ikke ville have os med derind.  Jeg var på det tidspunkt ligeglad og sagde, at vi da kunne prøve.  Vi kørte hele vejen fra Sirmione og tilbage til Malcesine.  Her kørte vi ned i et hul, og blev af en gammel sur mand (Franco`s far,) anvist en plads helt oppe i den nordlige ende af pladsen –lige ved hækken ind til hotellet.  Han anviste os en plads og vi slog op det pgl. Sted.  10 min. senere kom han tilbage og sagde noget meget hurtigt efter hinanden og gjorde med armfagter opmærksom på, at vi skulle flytte30 cm. Væk fra et vandrør, der stak op af jorden.  Vi måtte pakke sammen og flytte de anviste 30 cm., hvorefter han erklærede sig tilfreds.  Det gentog sig ca. et kvarter senere.  Bodil græd og sagde at hun ville væk den følgende dag.  Her ville hun i hvert fald ikke blive boende..

Under udpakningen var det blevet mørkt og vi var nødt til at tale sammen. Den gamle sure mand kom igen og bankede med sin lommelygte på plasticruden i forteltet og tyssede på os – fuldstændig åndssvagt.

 Den følgende dag, da det var blevet lyst og vi så, at vi boede midt i byen, der var en perle, blev vi boende.  Som et i dag fuldstændig tåbeligt forbud, - stod den gamle campingvært ved porten.  Da Bodil og Lis kom iklædt shorts og en ”top”, der var et beklædningsstykke, der minder om et gammeldags korset – uden skulderstropper.  De blev begge stoppet og jaget tilbage på pladsen.  De måtte ikke gå ud i byen med bare skuldre.  Det skulle man lige byde voksne mennesker i dag.

 Som sagt vi blev så begejstret for pladsen, at vi tog derned igen året efter, og næste år … og næste år .. og næste år.. og næste år, ja i skrivende stund i alt 48 gange.  Bodil nåede med 16 gange.

Allerede det første år tog Lis og Anker os med til Samnaun. Det var helt tilfældigt, at vi allerede det første år kom ind i ”Haus Erica.”, der hvert år har haft vores besøg og hvor vi næsten er blevet eller kommet i familie med familien PRINZ.

Sølvbryllupsferie

Udenlandsferien var droppet i anledning af søvbryllupsfesten.  Det var efter den 16. Juli et rigtigt møgvejr.  Det regnede meget og folk, der af den ene eller anden grund havde valgt at blive i Danmark i deres ferie var ved at gå ud af deres gode skind.

Mor og jeg sad hjemme om aftenen og kiggede fjernsyn, regnen trommede på ruderne og var lige ved at gøre èn depressiv.   Vi så vejrudsigter, der var trøstesløse.  En aften, da vi lige havde set TV avisen og der igennem havde erfaret, at rejsebureauerne var bestormet af folk, der var desperate for at komme væk fra det danske vejr, der ganske rigtigt var håbløst, drejede jeg hovedet om mod mor, der sad i sofaen.  Vi så længe på hinanden.  Ingen sagde noget som helst meget, meget længe.  Jeg brød tavsheden med to forløsende ord ”Skal vi”.???????  Mere og andet var ikke nødvendigt.  Vi havde levet sammen så længe, at vi kendte  hinandens tanker – på de ord, der blev sagt, og mor svarede endnu kortere – og med kun et ord ”ja”.
Disse bemærkninger dækkede over spørgsmålet, om vi alligevel skulle tage på ferie sammen – til vores elskede mål, - Gardasøen. !
Så vidt jeg husker pakkede vi den følgende dag – og rejste, alene og uden børnene.  Det var så nemt, - vi havde jo moster til at passe huset og tage vare på vores ting som blomster o.s.v.

Igen havde vi en drømmeferie med mest godt og solrigt vejr.  Italienerne forstod slet ikke, at vi ville rejse 3.000 km. frem og tilbage for at komme derned i den hede, når vi kunne gå rundt i Danmark i 14-15 gr. Varme og hvor der var svalende regn, der også var godt for afgrøderne og dæmpede støvet, så man ikke skulle bruge flere timer på at gå rundt med vandslangen. Vi så nok lidt overbærende på dem idet vi kendte de realistiske forhold i det kolde og våde land deroppe – så langt mod nord.

Gardasøen ca 1972

Bodil og jeg var stadig ved Gardasøen hvert år. Vi havde været der med forskellige venner og bekendte.  Bl.a. et par år med Mille og Børge fra Peder Gydesvej,

Mille (Emilie) var rengøringsdame på Politigården og hendes mand var ansat som ar- bejdsmand på havnen, hvor han bl.a. bar frosne svinekroppe om bord på Englandsbådene.
Egon og Else fra Sig var med flere år i træk.
Jeg havde lært Egon at kende gennem min far, når der under turen fra Varde til Horsens blev leveret ost flere steder undervejs.

Ved for sjov at foretage en optælling af kolleger, venner og bekendte, som vi foranledigede til at tage til Malcesine kom vi frem til tallet 28 - forskellige..  Det har også nok været grunden til, at jeg tre eller fire gange – ikke har kunnet få lov til at betale for sommerferieopholdene hos Priori.

Alle gange med gode og minderige ferier til følge.

Vi fulgte familierne Priori fra Malcesine og Prinz fra Samnaun i Schweiz  (?)og jeg har stadig forbindelse med dem.

Familien Priori

Vi var som regel nogen af de første, der var oppe – på pladsen. Kl. 07:30 sad vi ofte udenfor med morgenkaffen.  Ofte kom der en lille ca. 2 årig dreng trippende på bare fødder og med ble på. Bleen på bagdelen vrikkede fra side til side som rumpen på en and.  Drengen var Antonio, der var hjerneskadet på det alderstrin.  Han kunne standse op, række tunge og opføre sig fuldstændig som en evnesvag, hvilken han også var.  En svulst trykkede på hjernen, men han kunne ikke opereres før han nåede en alder på omkring 10 år.  Han har gennemgået to eller tre operationer og driver nu i en alder af (i skrivende stund 42 år – tror jeg) campingpladsen som tredje generation i min tid. Han har en storesøster, der hedder Anne Rosa.  Faderen hedder Franco Priori og hans hustru hedder Bertha.

Franco havde en søster Maria Teresia………??????, der var gift med en tysker – Friedhelm Stühler. De boede i Kehl i Tyskland på højde med Strassburg. Dette ægtepar havde to døtre, Gabriella f. i 1964 og en lillesøster Daniella, der er ca. 1½- 3 år yngre. Billede af Bodil med. Gabriella, da hun er ca, 2 år og sidder mellem benene af Bodil.

Familien fra Tyskland var på ferie hos den helt gamle fru Priori, ”pigerne” hele sommeren og manden i hans industriferie.  Fru Priori senior boede i det gamle gule hus på campingpladsens nederste del ved jernlågen. Fru Priori var en statelig ældre dame med sølvagtigt/hvidt hår.  Hun var altid som den ældre italienske generation klædt i sort, pænt tøj.  Hun virkede-og var en utrolig sød og venlig dame, der hvert eneste år kom til vores campingvogn med en dyb tallerken eller skål fyldt med grønne figner, der var sliksøde – sødere end sukker.

Vi havde i øvrigt et rigtig godt forhold til hele familien og havde flere former for privilegier.  Der kunne ikke bestilles plads på campingpladsen. Et år vi kom derned, var der ingen plads.  Familien sad og spiste i deres køkken. Franco rystede på hovedet og sagde – ingen plads – hvorfor ikke reservere. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det kunne/måtte man ikke.  Jo, sagde han ”De må.”  Det var vi de eneste af alle kunder, der kunne gøre.  Efter et par år brugte han mig også som mægler.  Han var utrolig dårlig til sprog.  Hvis f.eks. en tysker og en dansker var uenige om et eller andet pladsen vedrørende, kom Franco med sit underfundige smil og spurgte, om ikke hr. OLSMAN kunne snakke med dem og………………..Detvar Olsman ikke meget for, men gjorde det på den mest diplomatiske måde og alle var tilfredse.

For at illustrere hans velvilje over for os kan jeg fremdrage et enkelt eksempel.  Jeg havde ringet derned og bestilt tid – et af de år, hvor mor og jeg var alene dernede.

Vi tog altid hjemmefra Baldursgade fredag eftermiddag. Da vi ankom til campingpladsen lørdag aften omkring spisetid kom Maria Teresia og modtog os. Hun forklarede, at Franco ikke var på pladsen, men at han havde reserveret plads nede på vores sædvanlige plads.  Vi kørte derned og måtte konstatere, at der lå 8 små telte på vores område.  Et papskilt med teksten” Reservierung”/ ”RESERVATO” var smidt hen i vinrankerækken.

Jeg gik tilbage til kontoret, Priori var imidlertid kommet tilbage og da han hørte min forklaring ændrede hans ansigt sig til et udseende jeg aldrig tidligere havde set.  Han gik med raske skridt derned og gik resolut ind mellem teltene og begyndte han et rykke pløkkene op. Teltene sank sammen et efter et – og ud kom en del unge mennesker.  Franco sagde en masse i meget hurtig rækkefølge (for mig lød det som en ko, der klattede bare højere og endnu hurtigere.)

De begyndte at brokke sig. Det var tyskere.  De fik bare besked om at forføje sig ud af campingpladsen, hvis der var mere vrøvl med dem.  Derefter kunne vi flytte ind og slå op.

Faste ritualer

Bodil og jeg havde efterhånden fået indarbejdet et ritual, når vi var dernede . To dage på pladsen, 1 dag med udflugt et eller andet sted.  For Bodils vedkommende – jo vildere jo bedre.

Med årene var vi nødt til at gøre cirklerne større og større og vi måtte længere og længere væk for at se noget nyt.

Vi holdt meget af at komme til Venedig, der er en kulturel perle, hvor der virkelig er noget at se og forbavses over. Vi nåede 8 gange med. og uden børn

Verona er også en dejlig by med forretninger, hvis priser slog alt, hvad vi tidligere havde set og oplevet.  Et silkeslips til 2300 kr. var en almindelighed i strøggaden og giver et indtryk af prisnivauet og forretningernes kvalitet.
Julie og Romeo`s balkon er beset ligesom den faste markedsplads er anderledes end de markeder vi har set andre steder i Italien.

Naturens mangfoldighed og skønhed er legendarisk i områderne i bjergene rundt om Gardasøen.  Den ene lille gedesti – bare den var så bred, at bilen kunne være der, - er undersøgt.  Vi har aldrig givet op eller er vendt om.  Der er så nogle af de kørte steder jeg aldrig ville sætte mine bilhjul igen, men flot har det været.

Vi havde som sagt bestemte ritualer, vidt forskellige, idet vi var soldyrkere på vidt forskellige planer.  Bodil kunne tage al den sol, som Vorherre sendte ned til os, mens jeg gerne og helt frivilligt, lod tomaterne blive røde og min mave hvid.
At træerne ikke gror ind i himlen og at det ikke altid lykkedes for mig at undgå at tage tomatens højrøde farve , er så en hel anden sag.
Jeg kom fra vores ritualer.

Efter morgenmaden lagde Bodil sig ud i solen, hvor hun bare vendte sig et par gange indtil det var frokosttid.
Jeg har altid taget mig af opvasken for at have noget at beskæftige mig med. Jeg har aldrig kunnet ligge eller sidde ret længe ad gangen.  Efter frokosten i middagsheden tog bodil til strande for at ligge, hvor der som regel luftede noget mere end på pladsen.

Tårnklokken slog hver halve og hele time med et forvarselsslag, så det var muligt at time ting, så tingene skete på det ønskede tidspunkt.  Det drog jeg nytte af. Bodil kunne fra starten af vores ferier i Italien – ikke fordrage CAMPARI.
Alt kan imidlertid læres – med lidt god vilje.  Valborg og Jørgen fra Hundested havde imidlertid lært Bodil – ligefrem at holde af Campari med isterninger.  Lidt før varselsslaget til kl. 14:30 Havde jeg skænket campari op – stærk og godt med isterninger. Jeg havde et rent viskestykke over venstre arm, havde glasset på en tallerken og afpassede min ankomst til stranden, så jeg var fremme ved Bodils faste plads, når tårnuret faldt i slag.  Alle gloede, når jeg serverede camparien og var heldig at få isterningerne til at klinge mod glasset, mens alle de solstegte med svedperler over hele kroppen, gjorde synkebevægelser.

Reaktionerne fulgte senere på dagen oppe på campingpladsen, hvor flere af mændene til konerne, der havde ligget på stranden kom og sagde ”Nu holder du sgu op med det fis med servering på stranden, nu ville deres koner også have noget koldt – bragt.
Der blev nu ikke lavet ændringer i de rutiner.  Ja, jeg kunne fortælle mange små sjove ting fra ferierne.  De er også ganske mange dage, der er tilbragt i Italien. I øjeblikket langt mere end 1½ år – samlet,-og uden jeg har lært et eneste italiensk ord – udover god morgen og god nat.
Flovt……… ja..

Vi har handlet i de samme forretninger, hvor det er de samme ejere, der stadig har forretningerne.  Det gælder gartnerkonen, der oprindelig er østriger, købmandskonen, der er en kusine til Franco Priori. Tobakshandleren, der også er østriger og mange, mange flere.  Det giver mange knusere den første gang vi ses i en ferie. Der er også en del, der er faldet fra, så hvert år er det spændende at se, hvem der er tilbage af de kendte.  Man er selv blevet kendt i gadebilledet dernede.  Når jeg går tur f.eks. på strandpromenaden kan der sagtens være 4 eller 5 italienere der hilser på en. Nogen man kender bl.a. fra Antonio`s bryllup. Man er begyndt at føle, at man er hjemme, når man kommer udenfor campingpladsen.

Sommerferien 1981

Vi er nået hen mod sommeren 1981.  Sommerferien nærmer sig.  Jeg er ikke kommet så langt i bearbejdningen af sorgen over at have mistet Bodil, at jeg tør tage på ferie til det sted, hvor vi havde haft og hvor der  stadig var så mange minder.  I  byen Malcesine var der formentlig ikke én brosten, vi ikke sammen havde betrådt sammen.  Jeg vidste, at det ville blive svært at komme der – første gang- alene.

Jeg husker ikke helt hvordan det kom i stand, men under alle omstændigheder indvilligede Lisbeth ogViggo i at tage med.  Da Rosa havde været en stor hjælper under Bodils sygeperiode, inviterede jeg hende med.  Jeg havde stadig den store, røde Volvo 164 årg. 1974 – 6. Cylindrede. Birger og Kirsten var med sammen med lille Claes, der således startede ved Gardasøen i en tidlig alder. Jeg havde lejet en lejlighed til Rosa, Lisbeth og Viggo – den på første sal – lige over kantinen.

Det blev en bedre ferie end jeg havde turdet forestille mig.  Alle var tilfredse – selv Viggo, der var vant til hotelforhold, tog livet på campingpladsen med godt humør.  Om det var for ikke at gøre mig ked af det, ved jeg ikke.

Jeg havde lovet Martha, at jeg ville købe nogle bestemte parfumeartikler med hjem. Det havde Bodil tidligere gjort. Martha havde skrevet på en seddel, hvad jeg skulle købe.  Jeg søgte af bedste evne – i flere forretninger at få fat i det ønskede, hvilket desværre ikke lykkedes fuldt ud.

Lisbeth og Rosa roste bilens dejlige sæder og måden at køre på.  Der var lædersæder i den og man sad virkelig godt.

Vi nåede også hjem uden uheld.  Birger var kørende i min gamle Amazon og hans MKP Grand IV.

Hjemkommet ringede jeg til Martha, at hun kunne hente de i Samnaun indkøbte ting, men at det desværre ikke var lykkedes mig at finde alle tingene.  Det røg lige ud af munden på mig ”men I kan tage med derned og så kan du selv købe det sæbe du mangler.” Mere og andet blev det ikke sagt eller talt om det.
Dagen efter ringede Martha, der på sin stille og tilbageholdende måde stillede spørgsmålet ”Hvad mente du med i går at sige, at vi jo kunne tage med derned” Hvem er vi.?  Jeg blev fanget på det ene ben.  Jeg havde jo sagt det Martha lige havde gentaget.

Jeg har det altså på den måde, at har jeg sagt A – må man også sige B. – og det gjorde jeg så ved at sige, jeg mente at I kunne tage med derned og selv købe de manglende ting. ”Tage med, hvordan med.” ?  Spurgte Martha .  ”I campingvognen svarede jeg.” ”  Hvornår” – spurgte Martha.  Vi fandt så ud af at sidst i august – nærmere den 28/8-1981- skulle turen starte.

Med Martha og Gunner

Jeg havde stadig Bodils campingvogn – en MKP Grand V årg. 1968, der stadig var som ny.  Den var indrettet med dør i højre, forreste side.  Lige indenfor døren til højre var der plads til en siddende person på hver side af et lille bord, der kunne lægges ned i sædehøjde og med ryghynderne omgøres til en enkelt sengeplads på tværs af vognen.  Det blev Martha`s soveplads.  Gunner lå på det korteste af de langsgående sæder – i dørsiden, mens jeg havde det nogle få centimeter længere sæde i køkkenbordssiden.

Campinglivet var en ganske ukendt måde at rejse på for Martha og Gunner, der aldrig nogensinde havde været ind i en campingvogn. Jeg kørte den derud, så de kunne pakke deres ting i magasiner og klædeskabet, der ikke var for stort til at rumme 3 voksne personers garderobe.  Men det gik.

Jeg kan huske vores første stop, - lige efter den dansk tyske grænse på motorvejen.  Der holdt vi ind for at få noget at spise.  Jeg spurgte, om de vville have et glas mælk til maden, hvilket de svarede ja-tak – til.  Stor var deres forbavselse, da Martha tog ved mælkekartonen og konstaterede, at den var kold.  Martha sagde ”Den er jo helt kold!” hvilket jeg fandt naturligt, da jeg lige havde taget den ud af køleskabet.
Jeg replicerede, at det var ting, der havde været i køleskab.  ”Køleskab, er der køleskab i en campingvogn.”  Det blev sagt med stor forbavselse i stemmen. Beundringen steg minut for minut.  Tænk at man kan sidde herinde og spise og drikke kold mælk – samtidig med, at man kan sidde og se den forbikørende trafik.  Det var  noget helt nyt for dem, og sjovt at høre for mig.

Deres begejstring for alt vedr. turen var stor – og ægte.  De nød det og den omliggende natur og forstod nu, hvorfor Bodil og jeg år efter år havde taget turen derned..

Efter hjemkomsten blev jeg inviteret ud til spisning.  De fortalte, at de var blevet så begejstret for den form for ferie, at de ville bede mig om at finde og købe en campingvogn, der skulle være nøjagtig magen til min.  Jagten gik ind på dette emne. Jeg var ved MKP i Kolding og kigge og informere dem.  I løbet af ganske kort tid var den der.  Jeg mener at kunne huske, at den kostede lige omkring de 10.000 kr. og vaqr en anelse nyere end min.

Martha og Gunner havde en Audi 100, der var noget blød i ”bagdelen”.  Med campingvognen tilkoblet, sank bagdelen ned og det så ikke godt ud i profil.  Der gik ikke lang tid inden de kom og meddelte, at de sammen havde taget den beslutning, at de gerne ville have en Volvo, der kraftmæssigt ville svare til min Volvo 164.

Igen kom ”jægerskoene” på og øjnene stod på stilke under min patruljering rundt i mit distrikt.  Ligeledes efter forholdsvis kort tid fandt jeg en sølvfarvet Volvo 264 – 6.cyl. V-motor fra jeg tror 1978.  Jeg kan bare ikke huske noget som helst om, hvor jeg fandt den, eller hvad prisen var.  Hovedsagen var, at de blev rigtig glade for den bil, der tjente dem i rigtig mange år – som Marthas bil.  Den havde i øvrigt automatgearkasse, hvilket de blev rigtig glad for. 

Uplanlagt ferie

Nogle år senere, da Nana var vel omkring 2 år, skulle familien på ferie ved Gardasøen, nærmere i Malcesine.  Birger ville have, at jeg med egen bil og campingvogn skulle tage med, hvilket jeg ikke ønskede, idet jeg ikke ville være påhæng.  De skulle have lov, at have deres ferie alene eller sammen med deres venner Verner og hans kone fra Horsens .  Birger blev ved med at opfordre mig til at tage med, men jeg afslog.

De tog af sted som vanligt en fredag eftermiddag.  Vi havde alle år underrettet hinanden om, at nu var man kommet godt derned, det var en naturlig ting, hvilket Birger også gjorde lørdag aften.  Jeg var glad for at høre, at de var kommet godt derned.  Endnu engang sagde Birger, ”Far, tag nu og få startet Bimmeren og kom herned.  Der er masser af plads.  Kom nu. ”  Jeg sagde til Birger, du kender mig og ved, at jeg har sagt nej og så mener jeg nej. Vi sagde farvel til hinanden.

Mandag ringede telefonen igen.  Det var Birger.  Opringningen gjorde mig  helt bange, der måtte være et eller andet galt.  Min kære søn ville dog endnu engang anmode mig om at komme derned, hvor vejret var godt og det hele rosenrødt.

Det var sandelig ikke fordi jeg ikke gerne ville nyde tilværelsen dernede, men som sagt. Nej tak.

Tirsdag havde jeg lige været i Fakta – på Skrænten og købe ind.  Jeg havde en plastikpose helt fuld af varer.  Jeg havde nået hoveddøren, da jeg gennem friskluftsdysen i væggen – kunne høre telefonen ringe.  Jeg satte posen og låste døren op og løb ind og fik taget telefonen. Det var Birger, der endnu engang ønskede, at jeg kom ned til dem.  Jeg var virkelig rørt over, at min søn gerne ville se sin fader i sin ferie og holde den sammen med ham.  Jeg gentog, at et nej fra mig var et nej.  Birger svarede nøjagtigt som det efterfølgende. ” Vi kunne ellers godt bruge dig, Vores bleer til den lille er sluppet op, vi har ikke mere kaffe – og du ved selv, hvad det koster hernede. Vores rugbrød er ligeledes sluppet op og det er virkelig dyrt.”  Jeg blev helt blød om hjertet, men fastholdt mit nej og kunne høre, at det var en skuffet Birger, der stille sagde farvel.

Man kan formentlig sige meget om mig, men at lade mine børn i stikken, hvis jeg har mulighed for at hjælpe, det kunne jeg ikke bære. 

Jeg gik omgående i Fakta og købte 3-4 poser kaffe en masse rugbrød og jeg ved ikke, hvor mange pakker bleer til Nana, vandede blomster og gennemgik bilen, for at sikre mig, at den uden videre kunne klare turen til Malcesine. Jeg tror jeg gik i seng for at få nogle timers søvn inden jeg sidst på natten ville starte turen.  Undervejs prøvede jeg at forestille mig forskellige senarier hvorunder jeg skulle overraske dem og overrække de manglende ting.  Jeg forestillede mig mange forskellige måder og så i ånden, at jeg med alle mine ting under armene kom gående hen ad gangen og overraskede de to familier, der ville blive ellevilde af glæde – over i det mindste at spare en del penge og få danske ting (kaffe og brød).  Turen gik temmelig hurtigt og uden jeg spiste undervejs.  Jeg kom til nedkørselen til pladsen, hvor jeg stille satte bilen på det skrå stykke for ikke at blive for synlig fra pladsen.  Priori kom mig i møde. Jeg  stod med ryggen til trappen.  Pludselig var der noget, der prikkede mig i ryggen.  Jeg vendte mig om- og der stod en smilende Birger med Nana siddende overskrævs på Birgers nakke og skuldre.  Det var ikke lige den måde, jeg havde forestillet mig mødet på.(?)

Mødet med Lene var anderledes køligt, hvilket jeg ikke rigtig forstod.

Birgers campingvogn var en  Grandesse – meget stor og med et enkelt sæde/liggeplads på tværs.  Det var ikke meningen, at jeg ville blive dernede, men kun aflevere tingene,
Og så køre hjem igen.  Jeg skulle dog sove en enkelt nat, hvorfor jeg havde taget dyne og hovedpude med.

På et tidspunkt skulle jeg op på pladsens toilet.  Damernes og herrernes toiletter var adskilt af en mur, der dog kun gik ¾ op mod loftet.  Derfor kunne tale fra det ene toilet til det andet høres, som stod man ved siden af hinanden.

Jeg hørte pludselig Jette (Verners kone) og Lene komme ind på toilettet.  De talte sammen og pludselig sagde Lene ,” selv hernede kan man ikke blive fri for hans besøg”.  Så havde jeg hørt nok.  Jeg var på Birgers opfordring kørt 1.500 km. for at gøre dem en tjeneste med de manglende varer – og det skulle så være takken. Jeg var skuffet, rigtig skuffet og kan nu forstå, at Birger ikke havde informeret Lene om hans opringninger.  Det havde han heller ingen pligt til, men så var det nok ikke kommet så vidt.  De to familier skulle grille sammen.  Jeg gik til Prioris søster, der lejede værelser ud i det gamle hus på pladsen.  Jeg klædte om og gjorde klar til at tage i byen og spise. Birger og Verner ville have mig til at blive og spise med dem, men jeg havde fået nok.  Verner sagde – skid` da på den dumme kælling og bliv her.  Jeg tog på La Pace – på havnen og spiste der.  Den næste dag kørte jeg hjem til Esbjerg igen.

Jeg blev inviteret til at holde jul i Grønlandsparken, hvor jeg ikke havde sat mine ben efter episoden i Italien.  Jeg sagde nej tak, hentede Marna i Odense og moster i Baldursgade og bragte dem derud uden at være inde.  Jeg tog tilbage til Balddursgade, hvor jeg holdt juleaften med mig selv.  Hellere det, end være til besvær for fruen derude.

Nogen tid efter modtog jeg et langt, langt brev fra Lene, hvor hun ikke undskyldte sin optræden, men kom med en masse pæne ord om mig.  Jeg har aldrig glemt den  modbydelige måde hun optrådte på.  Jeg havde aldrig gjort hende andet en godt.  Forholdet har fra min side været af rent høfligheds-nødvendighed. Jeg bryder mig ikke om mennesker, der opfører sig på den måde .  Det kan måske støde både Nana og Rune, men de har kendt mig i så mange år, og er så voksne, at de formentlig udmærket forstår min reaktion og forhåbentlig aldrig selv opføre sig sådan overfor noget familiemedlem.