 |
|
||||||||
|
|||||||||
 |
|||||||||
|
|
|
|
|
|
 |
|||||
 |
|||||
|
Mine fritidsinteresser som ung På grund af krigen, med de begrænsninger det medførte, var der lagt begrænsninger for udfoldelse af de interesser man kunne have. Folks sammenhold under krigen var på mange områder enestående. I sommerhalvåret samledes flere tusinde mennesker til folkesang i omliggende parker. Man sang fædrelandssange og kendte melodier. Til de sammenkomster optrådte folkelige kunstnere – som f.eks. ”Holger Fællessanger” en trivelig mand med stor stemme og godt humør, der sang for. Der var altid en god stemning og sammenhold, hvorunder også blev sunget sange med en underfundig tekst – som bl. a. i ”Det haver så nyeligen regnet”. Mange gange overværede ”Gestapo” Tysk geheim-polizei møderne. De fattede intet og har formentlig opfattet danskerne som dumme. Folk samledes i sportsklubberne. Jeg blev meldt ind i KFUM`s håndboldafdeling og spillede mange kampe i foreningsregi. Jeg blev betragtet som én af nøglespillerne, da jeg skød temmelig præcis og hårdt. Jeg spillede fodbold i samme forening og havde i det hele taget meget glæde af sportsudøvelserne. I området omkring tennisbanerne Bøgsgade kunne man tjene en god skilling ved at lede efter-og finde tennisbolde, der var røget ud over hegnet, der omgav tennisbanerne. Vi solgte boldene til tennisklubben, da man på et tidspunkt ikke længere kunne købe bolde. Biografbesøgene foregik ikke så ofte. Det kostede penge – jeg tror 25 eller var det 50 øre for en billet. Man var så tvangsindlagt til tyskernes propagandafilm, der viste deres fortræffeligheder på fronterne i Europa. Mange gange – i mørket kunne høre buh-råb. Det kunne være farligt. Man vidste aldrig, om der var en stikker eller andet tysk personale til stede. ”Al-gang” var også en af de beskæftigelser, der fik danskerne til at holde sammen. Det blev annonceret i aviserne, at der den og den aften var” algang,” hvorefter tusinder af mennesker samledes eet sted, hvorfra man så gik i samlet flok – for ligesom at vise samhørigheden – overfor tyskerne. Der blev sunget under traveturen og der blev knyttet mange nye bekendt-og venskaber mellem deltagerne. Der kom mange kærestepar—og senere ægteskaber ud af disse aftener, så det gamle ordsprog ”Intet er så galt, at det ikke er godt for noget”, passede stadig. Jeg har plads til at beskrive endnu en hobby, nemlig skydningen. Interessen for skydevåben ligger vist gemt et eller andet sted i en enhver dreng. Hos mig dukkede den op med de i beretningen tidligere nævnte trægeværer. Ammunitionen hertil var almindelige elastikker, så det krævede ikke de store økonomiske investeringer. Senere købte jeg luftbøsser, hvor mundingen af løbet var til at skrue af. Med ud fulgte et tyndt rør, der var skarpt i randen, som man stak ind i en kartoffel. Når man trak den tilbage, blev der siddende en lille” prop” af kartoffelmasse. Man satte røret på plads i løbet og skruede det til. Derefter var geværet ladt og klar til skud. Hvis man skød, og det gjorde man, - mod et lår, hvor bukserne sad stramt kunne det godt svide og i værste fald slå hul i huden. Man kunne også skyde til måls med geværet efter tændstikæsker. På et tidspunkt passerede jeg en isenkramforretning på Søndergade i Horsens. Året har været omkring 1942-43. Min mor var, tror jeg nok, på ferie i Ålborg. Far var væk fra hjemmet om dagen , hvor jeg var på arbejde. Geværet, jeg havde fået øje på, lignede til forveksling et rigtigt gevær med ladegreb. Der var instilleligt visir på – og så var jeg tændt. Jeg gik ind og spurgte til prisen og beså og fik geværet demonstreret. Jeg husker ikke prisen, men det var ikke billigt. Ammunitionen var runde stålkugler på 4,4 m/m. Foran oven på løbet var der en skydering, der når den blev skudt til den ene side blottede en åbning, hvorefter man kunne hælde 500 stålkugler i dette magasin. For hver gang man tog ladegreb og førte bundstykket fem og ned i låst stilling, gik der en kugle ind i kammeret, og geværet var klar til skud. En af datidens tobaksæsker af metal blev stillet op, og på ca 20-25 meter gik stålkuglen gennem det ene lag metal, lavede en bule i bagsiden og havde revnet metallet, så man kunne se kuglen, der var påbegyndt gennemtrængningen af metalside nr. 2. Det var noget, der ville noget. Et almindelig luftgevær lavede en bule i blikket og dermed færdigt. Jeg måtte have det gevær. Jeg kunne ikke købe det på stedet, da jeg ikke havde pengene. Her holder hukommelsen pause, mem pengene fik jeg meget hurtigt skrabt sammen og skaffet. Far, der var handelsrejsende skulle rejse til jeg tror, det var Samsø og skulle med færgen ”Agda”, der sejlede fra Horsens til øen. Jeg var så lusket, at jeg cyklede ned på havnen og vinkede farvel til far, der skulle returnere i morgen. Der kunne høres en lille sjov lyd. Jeg regnede med, at det var når kuglen ramte lærredet. Jeg skød måske 8-10-12 skud ud gennem det åbentstående vindue, da jeg pludselig så en mand, der fra Sundvej gik stille ned ad Ny Havnegade og så sig søgende omkring. Jeg indstillede omgående skydningen. Få øjeblikke efter – sådan følte og husker jeg det, stod min far i døren, svedende i en sådan grad, at jeg troede at færgen var gået ned, og at han havde været i vandet, for jeg havde jo set ham sejle fra kajen i havnen. Jeg sad med geværet på fars seng, og vinduet stod åbent. Der blev skudt flittigt, men med omtanke. F.eks. stod Knud Børge altid med front væk fra mig, når han havde en tændstikæske på hovedet, - som jeg skulle skyde ned. Sagt med stor selvironi! Næste trin på raketten var ved indkaldelsen ved Livgarden. Vi skød på nogle almindelige skydebaner, men også ved Melby, hvor det var fægtningsskydning, det gjalt. Der reddede jeg mig skydeskjoldet.
Jeg har skudt tilfredsstillende med tjenestepistoler af forskellig kalibre gennem de små 40 år jeg var tjenestgørende, men har aldrig været med til at skyde om præmier, hvilket ikke fandtes ved tjenesteskydningerne. Efter indmeldelse i MP-foreningen for en ti - tolv år siden optog jeg igen skydningen. Denne gang med salonriffel. Der var skydninger i januar og februar på indendørsbanerne i Haderslev. Jeg har også haft Inger Lise og Birger med dernede et år. Det er en hyggeaften for hele familien, hvor vi efterfølgende får lidt godt at spise. Det har givet 3 præmier, hvor jeg er blevet såkaldt ”Landsskytte” – altså nr. 1 af samtlige MP foreningers deltagere.
Det skal lige oplyses, at såvel karabingeværet som ”Weirauchen” stadig eksisterer. Sidstnævnte fungerer som en ny. Det andet gevær har man ikke kunne få kugler til i mange år. Sigtekornet er knækket af, men ellers skulle det også være funktionsdygtig. At jeg har en stille rystende hånd kommer mig til gode, når jeg skal fotografere eller optage med videoen og har zoomet ind. Det er næsten samme teknik man bruger i begge tilfælde. Ja, bare ordet foto kan tænde lysene i mine øjne og næsten også blitzen i apparatet. I år er jeg blevet udnævnt til Gardasøens paparazzi af min gode ven Sebastian, men ikke i nogen ond mening.
Hvornår startede interessen? Ja, det er mere, end jeg kan svare på helt eksakt, men jeg har et godt bud, som jeg fremkommer med lidt senere. Jeg husker fra min barndom, at mine bedsteforældre havde et såkaldt kasseapparat, der ganske rigtigt var en kasse på 15x12x12 cm. sådan ca. Jeg ved ikke, om man kunne tale om en linse, men der var et stykke glas, der tjente som linse. Filmen var en positiv film i størrelsen 6 x 9 cm. Dvs. at den manglende kvalitet i ”linsen” blev opvejet af det store negativ. Det var usædvanligt at være ejer af et fotografiapparat. Det har sikkert også været en dyr affære at få lavet billeder. Som jeg husker det, var apparatet meget sjældent i brug. Den opmærksomme læser, der har set billedet af mig stående med det ene ben på trinbrættet på X 1766, ville have lagt mærke til, at der ligger en sort kasse på venstre forskærm af bilen. Det var fotoapparatet, som jeg brugte for første gang Det var et slags etui til apparatet. Det var grimt og klodset, men sådan så et apparat ud dengang. Modelfotograf Da jeg var kommet til Tyskland og gjorde tjeneste ved Militærpolitiet, var der en dag en kammerat , der kom og spurgte, om jeg ville med på en lørdag eller søndagstur til badeøen Sylt, der var tyskernes ”Fanø”/”Rømø”. Da vi havde gratis rejser, syntes jeg det kunne være meget sjovt, og sagde ja. Vi tog med toget, der førte os over en utrolig lang dæmning fra fastlandet til Øen. Der var ingen landevej – kun et skinnenet. Øen var en udpræget bade-og turistø. En lang gade fyldt med forretninger af alle slags gik i retning øst vest og endte ude på stranden, hvor det var meget karakteristisk for et tysk badested med kurvekabiner, hvor der under sædet var en stor skuffe, hvor man kunne opbevare sine værdigenstande og tøj, mens man gik i vandet. Kurvestolen var overdækket med et en sidevæg, der blev hvælvet og dannede et tag, så man kunne sidde i tørvejr, i fald vejret skulle blive dårligt. Disse små ”kurvehuse”, der kunne rumme to mennesker, skulle lejes og var rimelig dyre. På stranden var der ud over de særprægede kurvetingester en musiktribune, hvor jeg var så heldig at overvære en del af en koncert. Det var lidt særpræget, at høre musikken akkompagneret af bølgernes brusen og skvulp. Vi gik en tur langs vandet og kunne godt se, at det var et herligt sted. Efter en god dag med de nye oplevelser, der havde været, tog vi tilbage til fastlandet og fortsatte vores daglige dont. Efter nogen tid kom en af kammeraterne og spurgte, om jeg ville med til Sylt igen. Jeg svarede ja, og så var det bestemt. Denne gang skulle vi have badebukser med. Jeg havde ingen badebukser medbragt til Tyskland og var ikke vant til, at man bare gik i en forretning og købte nye. Jeg var vant til at spare, hvorfor jeg skrev hjem – formentlig til Bodil - om at sende mine badebukser. Jeg tror jeg bad om at låne bedstefars og -mors fotografiapparat, eller også havde jeg det med hjemmefra. Efter et par dage kom der en pakke. Den var blød og skulle nok indeholde mine badebukser. Den røg ned i tasken jeg skulle have med til øen. For at gøre en lang snak kort, kom vi til øen, kom ud på stranden, hvor vi skulle klæde om. Jeg pakkede badebukserne ud af papiret og konstaterede, at det var min fart gamle badebukser fra tyverne, og vi var altså kommet til halvtredserne. De var uldne. De var sorte. De havde lange ben næsten ned til knæene og lignede noget hjemmestrikket. Jeg tror, man kunne bade i ishavet uden at komme til at fryse. Jeg ved så ikke, om det var Bodil, der havde tænkt, at jeg ikke skulle komme til at se alt for godt ud. Det lykkedes aldeles heller ikke. Kammeraterne havde de moderne trusseagtige badebukser på i spraglede farver. Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Jeg rullede bukserne op, som man ruller et skjorteærme op. Det gav en enorm ”pølse”, der gav mig en mærkelig gangart, idet jeg slet ikke kunne holde benene eller lårene i den afstand fra hinanden, som var almindeligt. Vi lagde os lidt i sandet og spillede efterfølgende lidt fodbold. De våde ”pølser” havde imidlertid samlet så meget sand op og under gang og løb ”skarvede” sandet mod mine lår, der efter nogen tid begyndte at bløde, da skindet var slidt i stykker af sandet. Den gik bare ikke længere. Til sidst kunne jeg ikke gå eet skridt mere. Flere af gutterne sagde: ”Smid da badebukserne og løb ud i vandet og få skyllet sandet af huden”. Jeg var meget genert……også dengang og ville ikke smide tøjet, selv om vi var alene på et meget stort stykke strand nær vandkanten. Ergo smed vi alle badebukserne og gik langs vandet i sydlig retning. Vi kom til et stykke strand, hvor der var mange mennesker og pludselig så vi, at alle var nøgne. Et skilt hamret ned i sandet forkyndte for alle, der kunne læse tysk, ”at her bades uden badetøj”. Og det var ganske vist. Det var noget helt nyt for os danskere. Kvinderne stillede sig i positur med f.eks. en badebold i hånden, da de så, at vi havde fotografiapparater med. Kammeraterne knipsede med deres små kameraer. Der kom løbende en ung pige fra klitkanten ud mod vandet. Det kunne være et motiv for et gammelt kasseapparat, der ikke kunne tage noget i fart i vinkelret retning, så jeg kunne fotografere hende, da hun løb væk fra min position. Jeg skyggede med hånden over den lille firkant på overdelen af kassen, hvor man skulle kunne se motivet. Jeg kunne ikke fange motivet og kørte apparatet fra side til side. Pludselig var der et eller andet og jeg trykkede af. Jeg så kammeraternes fine billeder. De holdt lige apparatet op foran det ene øje, og knips var der et billede i kassen. De kørte formatet 24 x 36 mm. Da jeg endelig fik mine billeder fremkaldt viste det omtalte billede to store fede endeballer, da pigen havde bøjet sig ned i vandkanten for at skylle sin badedragt. Der blev jeg til grin, og det var den direkte årsag til, at jeg ville købe et andet kamera og se, hvad man kunne få ud af fotografering. Første fotoapparat Ved Kommandoet blev ulovlige indførte varer (til Danmark) konfiskeret og solgt på en af Kommandoets auktioner. Jeg tog på auktion i håb om, at der var et småbilled-kamera til salg (sådan blev de kaldt). Det var der så ikke, men tl gengæld et kamera 6 x6 cm-kamera. Jeg kan ikke engang huske fabrikatet. Jeg begyndte at eksperimentere med optagelse af billeder og var så heldig, at oversergent Løwenvig også var fotointeresseret og havde anskaffet sig et forstørrelsesapparat. I begyndelsen så jeg på, når han lavede billeder, men snart efter fik jeg lov til at benytte hans forstørrelsesapparat og interessen blev større og større. Jeg er i hvert fald glad for alle de billeder, jeg fik taget i min tid i Tyskland. Kodak Retina I a Det tog nogle hammergode billeder, men var naturligvis dyrere at benytte – end 24 x 36. Inden vi første gang kørte til Italien, købte jeg et Kodak Retina I a, størrelse 24 X 36.
På vores første ferie til Italien i 1966 købte jeg en farvefilm med 20 optagelser. Det var vildt, men der var heller ikke råd til en film med 36 optagelser. Efterhånden som årene gik – og det gik stærkt, havde man fået råd til udelukkende at køre med farvefilm. Det var trods alt noget helt andet. I Horsens fik jeg fotograferet den nye fotomodel, der var kommet til byen: Birger. Der er snart ikke den stilling, han ikke er fotograferet i. Jeg har præsteret at komme hjem fra arbejde kl. 23 om aftenen. Med Bodils tilladelse vækket Birger, fordi jeg havde måske 15 billeder tilbage på en film og skulle bruge de forudliggende billeder, der kunne være fra nogle bestilte optagelser. (Det er den serie fra hans vugge og for øvrigt nogle af de fineste billeder, der er taget af Birger.) Så begyndte besværlighederne . Inden man kunne begynde at tænke på at lave billederne skulle filmen ud af fotoapparatet . Filmen, der var ca. 1 meter lang var spolet ind i den kassette den var leveret i. Derefter skulle filmen fremkaldes. Det skete i en fremkaldertank, der var indrettet med et spiralspor, hvor filmen blev trukket ind med en bevægelse af låget. Der blev derefter hældt fremkaldervæske i beholderen, hvorefter man kunne rotere filmen så den ene-og så den anden vej. Efter en forud bestemt tid, blev fremkaldervæsken hældt ud og der blev hældt fikservæske ind i et antal minutter, hvorefter filmen blev lagt i rindende koldt vand. Den skulle nu behandles varsomt da emulsionen var nærmest lidt slimet. Tørretiden kunne forkortes ved brug af lidt fiduser med en hårtørrer, men man skulle passe godt på, at der ikke kom støv på den. Hvis man havde travlt, begyndte man så at blande fremkaldervæske og fixervæske, så de kunne stå parate med en rette temperatur på omkring 18 gr. i de firkantede fremkalderskåle. Når alle disse forberedelser var tilendebragt kunne man så begynde at tænke på at fremstille billederne. Filmen , der var omkring en meter lang, blev lagt op i forstørrelsesapparatet under det objektiv, som var hovedbestanddelen i forstørrelsesapparatet. En stærk pære i et lukket lampehus lyste ned gennem objektivet og filmen. Nede på bordet under objektivet havde man en billedramme, der var forskydelig, så man kunne lave billeder i alle størrelser. I selve rummet havde man en meget speciel pære, der afgav et lys, der ikke kunne påvirke den filmhinde, der var på den ene side af papiret. Når lyset fra objektivet ramte fotopapiret skete der en form for kemisk forbindelse, når fotopapiret efter nogle få sekunders belysning blev lagt over i fremkaldervæsken og blev bevæget hele tiden i de ca. 60 sek. det tog for at billedet fremkaldt, så det stod i de nuancer man ønskede. Efter fremkaldelsen skulle billedet over i fikserbadet, der skulle sørge for, at billedet vedblivende havde den nuance, man ønskede. Når fikseringen var tilendebragt, blev billedet lagt i almindelig, gerne rindende vand for at få alle kemikalikerne ud af fotopapiret. Der fandtes papir i forskellig hårdhedsgrad alt efter, hvordan negativet var belyst, mørkt eller overbelyst. Når billederne var udvandet, skulle de tørres. Det kunne foregå på forskellig måde og efter, om man ønskede en blank eller en mat overflade. Hvis blank kunne man anbringe billedet på en form for brødrister, der havde en blank metalplade, hvor man lagde billedet op på med billedsiden ind mod det blanke metal, hvorefter man satte strøm på og varmede metalpladen op. Havde man bedre tid, kunne man klaske billederne op på fliserne på badeværelset. Når de tørrede faldt de af fliserne ned i badekarret. Sluttelig skulle billederne skæres til på en bestemt måde, så den hvide vandretliggende kant forneden var en anelse bredere end de øvrige kanter Jeg var begyndt at gå ud og fotografere på bestilling. Det kunne være en privat fest i form af en konfirmation, sølvbryllup eller rund fødselsdag. Det var op på nakken af cyklen med udstyret og af sted til adressen. Ved de lidt finere selskaber var der som regel bordkort. Dvs., at mand og kone ikke sad sammen. Det gav det dobbelte antal bestillinger, da der skulle være et billede af både manden og kvinden i et ægteskab, med deres respektive borddame og herre. Til indendørs fotografering var der som regel ikke lys nok. Det krævede, at man tilførte lokalerne mere lys. Det kunne gøres ved at benytte en blitz med tilhørende blitzpære. Sidstnævnte var en engangspære, dvs. en pære, der blev kortsluttet og herved afgav et kortvarigt, men utrolig kraftigt lys. Den udviklede også en kraftig varme, så man skulle vente et stykke tid, inden man berørte den, når den skulle udskiftes, ellers gav det en brandvabel. Med tiden fik en fotograf blik for, hvor meget lys der var omkring ham – ude eller inde. For den der ikke beherskede denne færdighed, fandtes der en belysningsmåler, der kunne måle lyset i måleenheden lux. Når man påvirkede måleren gav en pil et udslag, og nogle tal, der udgjorde blenden og tiden, viste sig, hvorefter fotoapparatet kunne indstilles til den angivne lysmængde. Indendørs kunne også anvendes en 500 W` pære, der når den blev rettet mod loftet kunne oplyse et ret stort lokale. Blitzpærer brugte jeg ikke ret tit, da det var temmelig dyrt. Når billeder var optaget var det hurtigt hjem. Filmen ud og i fremkalderbadet med den. Derefter i fikservæske og så skylles. Derefter kom den op og hænge og hårtørreren kom i sving. Når den var tørret, var det med at komme i gang med at lave et sæt prøvebilleder. Jeg havde købt specielle album med revner på siderne. Man stak billedets hjørner ind i revnerne, så de sad pæne og glatte. Så var der igen gang i cyklen tilbage til feststedet. Nu havde selskabet fået mere at drikke og var kommet i god stemning. Når de så billederne, var der ingen ende på, hvor mange de skulle have. De afgav deres bestilling, og så var det hjem igen og i gang med bestillingerne. I enkelte tilfælde kunne man nå at lave bestillingerne og komme ud og aflevere dem, og så var der sjældent fedteri, når regningen skulle betales. Efterhånden spredtes det fra mund til mund, at man tog ud og fotograferede. Det gav mange sjove oplevelser – også en gang en mor ikke syntes, at børnene var pæne, ja, der var ikke det, hun ikke kritiserede. Hun var direkte uforskammet, og jeg følte mig foranlediget til at fortælle hende, at apparatet ikke kunne forskønne, og at det ikke var mig, der var far til børnene, og at jeg ikke kunne gøre for, at de så ud, som de gjorde. Asger var begyndt at interessere sig for fotografering. Sammen kunne vi tage ud i naturen – ud til en jernbaneoverskæring og ”finde motivet” i ingenting. Det kom der mange gode billeder ud af. Vi forstærkede skyer, lavede natoptagelser ud af fine solskinsmotiver, ja, eksperimenterede med alt muligt, filtre o.s.v. Det var på det tidspunkt, jeg bestemte mig for at lave mit eget forstørrelsesapparat. Pengene hang ikke på træerne, så jeg tog til en autoophugger, hvor jeg fandt en forlygte fra en Chevrolet plus en fra et andet bilmærke, som jeg ikke længere husker, men tror det var fra en Nash. Den ene blev brugt som overdel og den anden som underdel af lygtehuset. Det eneste, der blev købt var ledning og naturligvis et objektiv, der blev købt i fotoforretningen i Jessensgade. Jeg tror Asger og jeg deltes om de udgifter, der var forbundet med de ting, vi købte. Der blev truffet en aftale om, hvem og hvordan det skulle leveres, når den anden skulle bruge det. Jeg skylder lige at fortælle, at apparatet fungerede lige så godt som et købt. Asger overholdt aldrig leveringsaftalen, hvorfor jeg blev sur og købte mit eget forstørrelsesapparat. Efter at være flyttet i Baldursgade blev vi i stand til at lave mange flere billeder på kort tid, idet vi da smækkede de våde billeder lige fra Badekarret op på flisevæggen. Der kunne sidde rigtig mange. Efterhånden som de blev tørre, faldt de ned i bunden af badekarret, klar til at samle op. Ellers blev billederne tørret på et lille ”varmeapparat” med et lærredsdækken over.. Der er lavet tusindvis af billeder de forskellige steder vi har boet. Jørgen har været en flittig beskuer og medhjælper og et år, da han var feriedreng, havde han bestemt sig til at købe eget fotografiapparat. Jeg lovede at hjælpe med at finde et kamera og med handlen. Det blev til et Voigtländer, der viste sig at være skarpt tegnende med en masse nuancer i skygge og gråpartier. Jeg mener modsat Jørgen, at jeg købte det hos en god bekendt i Torvegades fotohandel. Det apparat er overgået til Inge Merete, der havde rigtig meget fornøjelse af det gennem mange år. Minolta Jeg tror det var omkring 1970, da Bodil forærede mig et Minolta spejlrefleks kamera, der var det sidste skrig på markedet. Det var tungt, men tog fremragende billeder. Da jeg var kommet ind i færdselspolitiet var der blevet oprettet nogle fotokurser, som teknisk afdeling i Kolding stod for. Jeg søgte en af pladserne og kom som den eneste fra vores afdeling på dette kursus, hvor man lærte mange gode ting. Efter at være vist rundt i afdelingen fik vi forklaret grundreglerne for al fotografering. Ting blev demonstreret hvorefter alle kursusdeltagerne fik udleveret et kamera, som de skulle sætte sig ind i. Jeg kørte hjem om aftenen og derover den følgende morgen. Her fik vi fotoapparatet udleveret sammen med en rulle film. Herefter blev vi sendt ned på parkeringspladsen foran domhus og politistation, hvor der inde på græsarealerne er opstillet en nøgen kvindefigur i bronze. Det var et tvangsmotiv, der skulle fotograferes og efterfølgende bedømmes. Efter fotograferingen af hende skulle vi til fods gå rundet i byen og fotografere, hvad der faldt os ind. Efter hjemkomsten til ”Gården” tog vi filen ud og fremkaldte den. Derefter skulle der laves billeder af de fotograferede motiver. Derefter blev billederne kritiseret og bedømt af en af afdelingens teknikere. Den følgende dag skulle vi fotografere en bil med bulet skærm fra vinkler, hvor bulerne stod tydeligst frem. Der var mange sjove opgaver, der kunne holde interessen fanget, når man var grebet af af fotograferingens kunst. Det var en god uge. Jeg talte en hel del med chefen, der kendte og havde været sammen med min kære svoger Viggo, der igen fik et fint skudsmål af en anden kollega. Jeg havde alt det udstyr, man kunne købe og tog mange rigtig gode billeder. Der skete fremskridt på fotoområdet med få måneders mellemrum og igen kom der et nyt og bedre Minolta 7000 I der igen kunne en hel masse mere end det gamle havde kunnet. Birger havde også fotointeresse og ”kørte” så vidt jeg husker også med Minolta. Da PH kom ind i familien begyndte han også at interessere sig for foto og købte nyt apparat. Vi tre tog f.eks. en søndag formiddag på fiskerihavnen og fandt fotomotiver. Vi tog det samme motiv fra forskellige vinkler og forsøgte at konkurrere om det bedste resultat. Det havde vi mange fornøjelige timer med. Birger blev en god fotograf og tog mange fine billeder, hvor kvaliteten gik forud, som han gjorde med alt, hvad han foretog sig. Videokamera I 1994, da jeg skulle til Nice sammen med Martha og Gunner og Mette Marie, købte jeg mi første videokamera, der først blev pakket ud på en parkeringsplads i Schweiz. Det var et kamera, hvor der ikke var farvesøger i. Det var håbløst at betjene. Det blev udskiftet med et Canon videokamera med en forstørrelsesgrad på 40 og et par hundrede gange digitalt. Det var et fantastisk videokamera, der blev leveret dagen før prins Joachim blev gift. Så kom tiden, da de små digitale kameraer kom frem. Det var omkring min 70 års fødselsdag, hvor jeg var nede ved fotohandleren i Strandbygade for at få nye batterier i. I tasken var der spejlrefleksapparatet samt udstyr. Alt i alt for 18.000 kr. Jeg ville give det i bytte med et af de små digitale kameraer. Han grinte faktisk af mig og sagde, at hvis jeg fandt en, der ville købe hele tasken med indhold ville jeg formentlig kunne få omkring 500, kr. for det hele. Behøver jeg sige, at vi ikke fik handlet, så nu ligger der 4 apparater med original emballage inde i skabet til ingen verdens nytte. Omkring 2005 købte jeg så et helt nyt videokamera, da det gamle skulle repareres. Det blev et Panasonic i fuld HD. Et sindssygt godt videokamera . Det forstørrer dog kun 10 gange. Samtidig købte jeg et lille digitalt Panasonic DCM F9. Hold da op, hvor har det taget nogle gode billeder. Panasonic DMC LX3I november 2008 købte jeg så det aller sidste og i fotobladene højt roste Panasonic DMC LX3.. Sjældent har jeg da været så glad for et kamera. Det tager fremragende billeder og har næsten de samme muligheder som et spejlreflekskamera. Claes har arvet mit forrige lille digital kamera, som han vist er glad for. Jeg har vænnet mig til altid at have mit kamera med, når jeg går nogen steder. Måske kommer der en dag, hvor du kan være til hjælp i et skyldsspørgsmål i trafikken, eller hvis man selv skulle komme ud for en parkeringsskade. Efter at man er begyndt at kunne vise sine billeder på pc`en og køre dem videre til fjernsynsskærmen via pc`en, er det en sand fornøjelse at se billeder. Det kostede sin pris jeg mener at huske 3.700 kr. Det har taget nogle utrolig flotte billeder og fulder ikke meget – selv når det ligger i sit lille etui. Det blev købt hos Lars i Japan Foto i smedegade i Esbjerg. Det har være med i Italien, hvor det rigtig har gjort gavn. Det har været utrolig effektivt ved bl. a. affotografering af tekst eller billeder fra fotoalbum. Det færdige billede i kameraet er kvalitetsmæssigt lige så fint som originalbilledet. Jeg har fotograferet utallige billeder af Inger Lise og Birgers MG under opbygningen ligesom Bjarkes forretning og dens udstiling af smykker er foreviget. Nikon D7000Efter at have købt det fantastisk gode kompaktkamera Panasonic DCM LX3, der i brochurerne og andre omtaler af kameraet var angivet – ikke som afløser af spejlreflekskameraet, men som en værdig afløser, idet der kunne fotograferes manuelt med kameraet i alle dets funktioner. Ud over det, var det meget ”lysstærkt” med en blænde 2:,0. Jeg har egentlig ikke nogen fornuftig grund at anføre for en udskiftning af apparatet før jeg i noget fototeknisk materiale læste om de nye spejlreflekskameraer. Specielt en aften, da jeg havde været ude ved Inger Lise og Birger, der foreviste deres billeder fra sidste års sommerferie – blev der ”pustet til ilden”. Billederne var taget med deres Canon spejlreflekskamera. Der fulgte nu en tid, hvor internettet blev flittigt undersøgt i bestræbelser på at blive så teknisk klog på, hvad de kloge anså for det bedste spejlrefleks kamera. Det stod en tæt strid mellem Canon og Nikon. Jeg læste og læste. Valget var ikke let, men faldt på Nikon, hvis kvaliteter blev rost og hvis resultater var rigtig flotte. Jeg sammenlignede priserne på nettet. De svingede meget, men jeg havde ligesom ikke mod på at købe noget, der evt. kom fra et firma i Frankrig, hvis der skulle opstå fejl ved apparatet, der så skulle sendes til Frankrig for reparation. Det viste det sig ved læsning om de forskellige udbydere på nettet, så den mulighed blev udelukket. Jeg tog ned til Lars i Smedegade. Han viste sig at være en mand , der vidste ikke så lidt om foto og apparater. Direkte forespurgt – anbefalede han købet af et Nikon. Jeg havde begge apparater i hænderne for ligesom at mærke den evt. forskel. Mit valg faldt på Nikon, der blev solgt som et ”kit” med kamerahus + en jeg mener en 18-105 mm linse. Jeg fik det med hjem og afprøvede det i stuen – og fandt hurtigt ud af, at linsen ikke tilfredsstillede mine ønsker og behov. Jeg ringede til Lars, de straks indvilligede i at bytte det hele, idet det som sagt var solgt som et kit med tilhørende stelnumre. Jeg fik en hel ny kasse udleveret med en 18-200 mm. linse 3,5-5,6. Det var vinter med sne og hård frost. Jeg tog et par gange i Dyreparken for at få nogle gode ”skud” af hjortene. Under et af disse besøg røg apparatet ned på den frosne jord med et grimme brag. Hjertet stod helt stille i min krop. Jeg så 15.000 kr. stille og roligt forsvinde ud af min pung. Jeg havde selvfølgelig ikke fået tegnet en forsikring, så………….. Jeg kørte med det samme ned til fotohandleren, der prøvede at tage et par billeder oppe på gaden. Han kunne ikke konstatere nogen defekt id over, at der var slået en flig af bakelit af objektivets yderste kant. Apparatet blev købt midt i december måned, så hvad var mere naturligt end at ønske fotobøger samt et ”etbenet” fotostativ i julegave. Alle mine gaveønsker blev tilgodeset og ved sammenkomsten 1. juledag ude hos IL og Birger blev familiemedlemmerne benyttet som fotomodeller. Det kom der mange rigtig gode billeder ud af. Specielt portrætbillederne var gode og nogle i nærheden af den betegnelse der hedder fremragende (på amatørbasis). Jeg er rigtig, rigtig glad for apparatet, der bliver flittig benyttet og næsten altid er med mig uanset i hvilket ærinde jeg tager hjemmefra. Midt i al glæden skal det dog siges, at mit lille Panasonic ikke er sat i skammekrogen. Det er unægtelig nemmere at håndtere og egnet sig bedst ved mange lejligheder som til større finere fester. Med købet fulgte et 2½ times gratis fotokursus i en af Danmarks 5 største byer. Det skal lige oplyses, at jeg har tilkøbt et godt fotostativ – trebenet til aftenoptagelser, hvor lange lukketider på 30 sek. og derover ikke er urealistiske – og der et det et-benenede stativ ikke brugbart. Til et nylig i Flensborg afholdt bryllup – Ronja og Lars Winkler, tog jeg 231 billeder. Det er fordelen ved de moderne digitalkameraer, - bare skyd – og smid de dårlige billeder bort efter gennemsyn. Det havde man ikke råd til i tidligere tid, da der skulle købes film med 20 eller 36 optagelser – til rigtig mange gange. Det giver en anden form for fotografering og bevirker, at man gør flere forsøg, der gerne på et senere tidspunkt skulle gøre, at man blev en dygtigere fotograf. Det er ikke alene en fornøjelse at fotografere. Det har også givet mig en del motion – både når jeg har været i Dyreparken og gennem fotograferet Esbjerg havn. Jeg mangler ligeledes at komme en tur rundt og fotografere de ting og steder, der har haft betydning for min familie og mig under vores tilværelse i Esbjerg.
En kunstnerisk åreDer var engang. Sådan begynder mange eventyr. I et af årene mellem 1955 og 1957, da Bodil og jeg havde lært Betty og Harry at kende, var vi inviteret ned til dem, der dengang boede i Vesterhavsgade jeg tror nr. 67 ? På et tidspunkt kom Bodil og jeg til at se på den ene væg, der var fyldt med malerier i alle størrelser. Flere af malerierne faldt i vores smag. Da Harry kom ind i stuen spurgte jeg ham om, hvorvidt han samlede og opkøbte malerier. Jeg havde specielt hæftet mig ved et billede af en robåd, der lå og spejlede sig i noget stille vand. Det var teknisk rigtig godt. Harry fortalte, at det var hans far, der havde malet det. Vi var slået med benovelse. Da vi gik hjem sagde Bodil, vi har ikke andet end bare vægge. Hvorfor maler du ikke også nogen billeder. Tonen var bebrejdende, men bed ikke rigtig på mig, der ikke kunne gøre ved, at jeg ikke havde de evner, der skulle til for at kunne effektuere slige ønsker. Den følgende replik fra Bodil var ”kan andre male , kan du vel også.” Jeg gjorde opmærksom på, at jeg end ikke kunne tegne noget som helst, der lignede noget. Jeg må dog erkende, at jeg de efterfølgende dage gik med følelsen af en mindreværdsfølelse over ikke at være en stor kunstmaler. Efter nogle dage, hvor det ikke er utænkelig, at Bodil igen havde stukket til mig. Resultatet blev, at jeg en dag gik ned i byen og købte lærred, pensler og maling. Hvordan jeg kom på ideen, der gjorde det muligt for mig at male et maleri, kan jeg ikke huske, men jeg havde set et eller andet i retning af, at man kvadrerede et felt og opmærkede det med henholdsvis tal og bogstaver henholdsvis lodret og vandret, tegnede streger mellem disse punkter. Når man havde fundet et passende motiv kvadrerede man også det . Jeg fandt et os tilsendt julekort, som vi havde fået af onkel Viggo`s far-Papa og hans husbestyrerinde – Asse. Jeg kvadrerede det og lærredet og begyndte så at ”kopiere” motivet fra postkortet over på lærredet, hvis kvadrater var 10 cm. mod postkortet`s 1 cm. Motivet var et landsby-motiv med en kirke og et gadekær og en snedækket vej. Jeg må da erkende, at jeg var ikke så lidt stolt over det billede, der penselstrøg efter penselstrøg tonede frem og blev til en helhed. Jeg stod i kælderen på Nygårdsvej og malede . Havde sandelig et rigtig staffeli. Min nærmeste nabo hr. Johansen, der vist var kontorchef ansat ved DFDS var amatørmaler – og en dygtig – af slagsen, havde malet mange malerier, der havde på udstilling. Han måtte være den rigtige til at bedømme mit billede. En dag, da lejlighed bød sig, bad jeg ham gå med ind og se mit værk. Han gik med ned i kælderen. Jeg havde stillet staffeliet op, så det var at se, når døren blev åbnet. Johansen stod lige så stille, kiggede og kiggede, men sagde ikke en lys. Sekunderne tikkede. Man behøvede ikke at være den store filosof for at fornemme, at den knugende tavshed ikke betød ros. Efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere flov og kunne være krøbet i et musehul. Hvorfor i alverden havde man dog inviteret ham til at kigge. På et tidspunkt var jeg nødt til at forsøge at knække tavsheden og spurgte ”Hvad siger De til det.” Han begyndte at forklare. Jeg gav ham en pensel og maling og bad ham demonstrere, hvad han mente med sit svar. Han tog en pensel og en ordentlig klat maling på den, hvorefter han nærmest klaskede penslen mod lærredet. Hvor min teknik nærmest var at sammenligne med en akvarel med meget sarte farver. Jeg kunne godt se, at den struktur ændrede billedet totalt, Jeg sagde tak til hr. Johansen, der gik. Jeg startede totalt forfra og arbejdede – jeg ved ikke hvor længe. Billedet blev omsider færdig og blev hængt op - og har siden haft pladsen som ”sofastykke.” Resultatet gav blod på tanden. Jeg malede efterfølgende motivet med hjorten , der en tidlig morgenstund står vagtsomt i tågen og lytter. Jeg har ikke tal på de malerier jeg har fremstillet, men jeg har foræret Jørgen og så vidt jeg husker – Inge Merete et billede – hver. Sjovt nok har Bjarke malet adskillige billeder, der har været abstrakte, men i meget stærke og fine farver. Hans datter Line er fortsat i faderens fodspor og har såga`r holdt fernisering i et forretningslokale på hj. Af Danmarksgade og ? i året 2007. Nana har malet et par enkelte stykker, da hun var omkring 14-15 år. Jeg har et hængende af både Line og Nana`s billeder. Jeg har ikke malet siden vi flyttede i Baldursgade. At flytte i eget hus krævede en del arbejde, bl.a. med haven. Lidt en skam, da tiden, mens man malede stod stille. Man stressede fuldstændigt af og havde det dejligt. Håndbolden.En hobby, der gav mig rigtig megen glæde og fornøjelse og nok den sundeste, var sportsgrenen, håndbold. Jeg havde spillet håndbold i Horsens KFUM og kunne bedre lide den sportsgren frem for fodbold. Da jeg var kommet til byen og havde været på stationen i få dage, henvendte formanden for den lokale idrætsafdeling sig til mig og spurgte, om jeg spillede håndbold. Da jeg kunne bekræfte dette, bad han mig om at melde mig ind i idrætsforeningen, der kunne byde på henholdsvis håndbold , fodbold og badminton. Jeg indmeldte mig og startede med at træne sammen med det bestående hold og kom allerede på holdet som fast mand ved den første kamp. Det viste sig så, at jeg var den på holdet, der skød hårdest. Ret hurtigt blev jeg fast straffekastskytte på holdet og havde utrolig mange rejser og gode timer med den runde bold. Jeg kan da oplyse, at vi på et tidspunkt var i Itzehoe, i Tyskland, hvor vi spillede nogle kampe. Helt ærligt kan jeg ikke engang huske, om jeg var impliceret i tilrettelæggelsen, da det jo var i min gamle by, hvor jeg havde boet et par år under min tjeneste hos Militærpolitiet. Jeg kan flovt nok heller ikke huske, om vi spillede mod tysk Politi eller det var mod de danske soldater, hvilket nok ikke er meget sandsynligt, idet vi boede på hotel og vel nok havde boet på kasernen, hvis det var Det Danske Kommando, der havde inviteret. Da jeg i 1953 var kommet til Esbjerg blev jeg naturligvis præsenteret for flere af de personer, der var ledere af det ene og det andet. Herunder formanden for idrætsforeningen – Jørgen Jørgensen, der spurgte, om jeg dyrkede nogen form for sport. Da jeg havde været medlem af K:F:U M i Horsens , hvor jeg både havde spillet fodbold og håndbold.. Sidstnævnte disciplin var min favoritsport. Jeg elskede at spille håndbold og var efter sigende god til det, - specielt kunne jeg skyde temmelig hård (har altid været god til at kaste sten,bold og andet … længere end mine gamle legekammerater.) Det lod til, at jeg kunne komme til at spille håndbold, hvornår jeg kunne blive så god, at jeg kunne komme til at spille på holdet, kunne kun tiden vise. Politiet var med i det der hed firmaturneringen. Holdene var fra alle byens store virksomheder. Jeg kan ikke huske, hvor mange hold der var, men det var mange. Det gav tilsvarende mange kampe, der lå tæt. Man kunne meget vel spille en kamp lørdag aften kl. 23:00 eller 23:30 for derefter at give møde og spille næste kamp søndag morgen kl. 08:00. Alle ville gerne slå politiets hold. var dog udelukkende store mennesker, hvilket gav en god forsvarsmur og vi vandt mange gange pokalerne, der stadig står i præmieskabet på politigården. Når min far var på besøg og der blev spillet kamp var han – ofte sammen med Birger nede og se kampen. Der blev spillet håndbold i firmaregi i Esbjerg. Der ”kørte” ligeledes en polititurnering, hvor byerne Horsens, Vejle, Fredericia, Haderslev og Åbenrå/Sønderborg samt Esbjerg spillede mod hinanden. Min far var så venlig at invitere hele håndboldholdet til frokost, da vi var i Horsens og spille. Der var årlige landsstævner, hvor man indenfor den række man spillede i kæmpede – alle mod alle. Stævnerne blev holdt i forskellige byer og var meget festlige sammenkomster, både på banen og til den afsluttende galla aften. Man lærte mange kolleger at kende, selv det stort set var de samme år for år. Uden at skulle prale, var jeg manden, der skaffede vores hold op i mesterrækken – ene og alene efter samtale med vores holdleder. Det var under et stævne, hvor vi spillede i en hal i Boldbro, Odense. Vi havde spillet den ordinære kampuafgjort. Omkampen – uafgjort og skulle spille 2x15 minutter . Også denne kamp endte - uafgjort. Dernæst skulle der spilles til første mål. En aftale med ”Clemme” Vagner Clemmensen Pedersen, det spillede centerforward gik ud på, at han, der gav bolden op, gjorde det til mig, der skulle returnere den til ham og derefter skulle han spille mig, der så skulle brage et skud af. Der findes et billede, der viser håndboldholdet omkring 1954.55-56.Jeg er den eneste nulevende af hele holdet. En enkelt – Tage Hansen, var yngre end mig. Jeg vil have lov til at prale lidt af mit håndboldspil. Jeg mener, at det var i 1957 jeg blev holdets yndling, da jeg var den direkte årsag til at vi vandt en kamp, der blev spillet ved landsmesterskaberne i Boldbro i Odense. Vi havde spillet os i finalen og det var en for Esbjerg – meget vigtig kamp, idet vinderen ville rykke fra mellemrækken op i den højeste klasse – mesterrækken. Vi spillede hovedkampen. Resultat – uafgjort. Derefter omkamp, der ligeledes endte uafgjort. Så spillede vi to gange 15 min. – Uafgjort. Derefter to gange 5 min. – Uafgjort. Derefter blev det bestemt, at der skulle spilles til første mål. Der blev trukket lod. Vi skulle give bolden op. Vores midtspiller (i fodbold – centerforward) gik over til mig og sagde”Nu giver jeg bolden op – over til dig. Du spiller den tilbage til mig og løber alt hvad du kan op mod modstanderens mål, så afleverer jeg til dig igen og så skyder du på mål.” Som sagt, - så gjort. Bolden frem og tilbage mellem ham og mig – og så bang, - skud på mål – og der var mål, og Esbjeg Politi`s håndboldhold var i mesterrækken. Da vi efter endt turnering var kommet til Esbjerg, - bestemte formanden egenhændig, at da det var første gang Esbjerg Politi`s håndboldhold var kommet i mesterrækken, skulle det og ”gerningsmanden” – og det var mig, fejres. Vi tog alle på restaurant Børsen nede på det nordlige hjørne af Skolegade og Østergade, hvor vi bestilte rejemadder, noget der ikke var råd til i de små tjenestemandshjem. Det var den første gang jeg var på restaurant i Esbjerg. Der blev skålet og råbt hurra for mig. Det var en god følelse. Jeg spillede den sidste kamp for holdet i 1962 – under landsstævnet i København – mens jeg var på et skoleophold på Politiskolen på Artillerivej. Jeg var da 44 år, så jeg holdt ud længe. BadmintonDenne sportsgren bragte mig ligeledes stor glæde, idet jeg en overgang spille sammen med Birger og Bodil Sidstnævnte måtte desværre holde op efter kort tids udøvelse af helbredsmæssige grunde. Bodil var blevet kræftopereret og havde fået fjerne det højre bryst. Kirtlerne i armhulen var blevet fjernet, hvilket bevirkede, at Bodil ikke kunne svinge den højre arm i det omfang sprten gjorde det nødvendigt. Anden sportTo gange om ugen havde vi gymnastiktime.Det var politiassistent Carl Johan Torbensen, der var tidligere danmarksmester i gymnastik sammen med sin bror Erik Torbensen, der ligeledes var ansat i politiet og boede ikke langt fra onkel Viggo og faster på Ringridervej., der forestod disse timer. Efterhånden blev presset fra os så stort, at vi gik over til at spille Vollyball. Det var noget sjovere. Vi boksede og trænede i jiu-jitzu for at holde os i form. Det har måske været medvirkende til, at jeg aldrig har fået klø eller blå øjne under de slagsmål og anholdelser jeg har været blandet op i. FolkevognsklubbenLandet og Esbjerggenserne var endnu ikke ”mættet” med biler efter 2. verdenskrig. Mange var de senere år blevet motoriseret. Efterhånden som velstanden steg, omsatte flere pog flere mennesker deres penge i biler. Omkring tidsrummet 1950 – 1970 var der faktisk kun 2-3 bilmærker, der kæmpede om at ligge forrest på salgslisterne. De to hårdeste konkurrenter var så ubetinget VW og Opel. Der vat to andre, der haltede lidt bagefter –nemlig Renault og Fiat. Dengang var forhandlerne respekterede borgere, der var kendt af – som man siger .- Gud og hvermand. Laurids Hansen havde VW, Hans forretning lå på hjørnet af Stormgade og Strandby Kirkevej. Laurids var kendt som en gnier. Han brugte ikke penge, hvis det var muligt at undgå. Han var en flink mand altid pæn klædt – dog uden at være prangende. Carl Hansen, der repræsenterede Fiat var en stor korpulent Fynbo, der uden at være fed, var ulastelig klædt og lidt af en laps. Ham og jeg blev aldrig så gode venner, som jeg var med mange andre af byens automobilhandlere, som jeg også fik mere personlige relationer til.. Han havde forretningen, der ligger ud til Stormgade på hjørnet af …………… Man havde fornemmelsen af, at han ikke kunne lide nogen folk, der havde valgt at køre VW – frem for Fiat, der de år kørte med de to mest sælgende Fiat-modeller - -fiat 600 og Fiat 1100 Han forhandlede i øvrigt også Simca. Renault kørte med modellerne Renault 4 CV og Dauphine, (der i øvrigt var en rigtig flot bil, men utrolig spinkel bygget. Når man lukkede bagdøren lidt mere end ”op” vred hele midterstolpen, så den gav ikke noget specielt solidt indtryk.. Jeg kan i skrivende stund ikke huske, hvem der havde agenturet for Renault. Køberne af de forskellige bilmærker dannede ligefrem ”klaner” og klubber, der var meget mere almindelige end i dag, hvor der stort set kun er veteranklubber.. Jeg var foregangsmanden for starten af VW klubben, som jeg startede sammen med to ingeniører fra Esbjerg Kommune ingeniør Aarø og ing.(?) (Deltagerliste, Quiz) På et senere møde på Park Hotel blev jeg valgt som formand for klubben. Jeg skrev en ”afhandling” om isolation af hele VW som sådan. Den blev trykt og mangfoldiggjort og mange af medlemmerne gik i gang med det store arbejde det var, når det hele skulle gøres. Resultatet af en velgennemført støj-og varme isolatiom var meget stor, Der kunne gøres utrolig meget, der samtidig beskyttede vognen. Vi havde mange gode klubaftener, der blev afholdt på Park Hotel. Det var både ”høj” som ”lav”, der deltog. Det bevirkede også, at man lærte folk at kende på en anden måde. Selv var jeg kendt af rigtig mange mennesker i byen, fordi jeg jo to gange to timer var på gående patrulje i henholdsvis Torvegade og Kongensgade, hver dag året rundt. Jeg var utrolig glad for min folkevogn, der blev fremvist og rost overfor alle, der gad høre på mig. Jeg tror, at jeg tidligere har nævnt, at jeg var den første politibetjent i Esbjerg, der havde egen bil – når lige undtages en gammel kriminalassistent, der boede i Torvegade. Mange kolleger var misundelige, andre lyttede og spurgte til vognens forskellige færdigheder. Det resulterede et par år senere i, at kollegerne kom til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe dem med at finde en bil til dem. Det blev til adskillige ”politifolkevogne”. Jeg hentede utallige fabriksnye folkevogne for byens forhandler. De fleste blev hentet i Boldbro i Odense , hvor ”Scandinavisk Motorkompagni” havde en afdeling. Der blev også hentet enkelte i København, men det var mere de specielle vogne…… som f.eks. modellen Ghia. Arbejdet var ulønnet, men jeg fik VW-udstyr efter behov, hvorfor min bil var en rullende udstilling for folkevogns-ekstraudstyr. Den var altid forsynet med hvide dæksider, der var en løs hvid gummiring, der blev sat i klemme ved fælgen. Den blev vasket mindst 2 gange om ugen i skurepulver og brun sæbe, og var altid blændende hvid og vokset med et specialmiddel der til dels skyede snavs. I forbindelse med VW-værkstedet lærte jeg de forskellige mekanikere at kende. Herunder en, der hed Peder Hansen, der var de eneste, der fik lov til at røre min bil. Vi blev specielt gode venner, da jeg en dag var derude og fornemmede, at han var i rigtigt dårligt humør. Da jeg gav udtryk for det fortalte han mig, at hans kæreste var gået fra ham. Han var ved at græde og jeg tilbød ham, at han kunne komme om aftenen og drikke en kop kaffe, hvis han havde lyst til at ”snakke ” lidt. Det viste sig, at det havde han. PH. Som han blev døbt af familien – blev fast inventar i familien. Han deltog i alle vores fødselsdage og andre mærkedage på lige fod med familiens medlemmer. Han kom fast hver søndag aften, når han havde været hjemme hos forældrene i Næsbjerg, hvor faderen var skomager og senere blev postbud. PH havde sin egen stol her i stuen, hvor han hyggede sig. Han var næsten som en storebror til Bjarke og Birger, der også var meget glad for PH., der mange år senere blev gift med en damefrisør – der hed Ulla som vi aldrig kom til at synes rigtigt om. De fik lejlighed ovre i de såkaldte ”Ællingehuse” v/Skrænten.. I rigtig mange år var PH. Alene, men traf en enke, der flyttede ind hos PH. Hvad der egentlig skete mellem os er mig en stor gåde. Han udeblev fra en aftale vi havde truffet om, at han skulle komme og hente nogle glasballoner, som jeg ville forære ham. PH var det ærligste menneske, der kunne tænkes. Havde han lovet noget kunne man 500% regne med, at aftalen blev overholdt, ……. Bare ikke denne gang. PH kom aldrig, hvilket jeg kun kunne tolke, at han gerne ville (eller var tvunget ud af vores bekendskabskreds) af den nye dame, der humørmæssigt var meget svingende og havde været indlagt på grund af dårlige nerver. Under alle omstændigheder ophørte vores forbindelse helt og aldeles, - mærkeligt. !!! PolitiorkestretDa jeg nu er i gang med at nævne de forskellige hobbi`s, må jeg ikke glemme Politiorkestret, der er den hobby, der har givet mig de fleste gode timer gennem mit liv. Det hele startede inden det blev bestemt, at jeg skulle stationeres i Esbjerg. Mens jeg endnu var elev på Politiskolen på Artillerivej, blev der opslået de stillinger der var ledige i hele Danmark. Der var to stillinger i Esbjerg, der var stillinger i Århus, som jeg ikke ville til, da jeg kendte Århus fra mine mange år i nabobyen Horsens. Der var stillinger i Randers, Odense og på Frederiksberg. Jeg valgte at satse på Esbjerg og søgte den. En dag fik jeg besked om at indfinde mig på skolens bibliotek på et bestemt tidspunkt. Jeg mødte og fik besked på at banke på en nærmere udpeget dør. Det gjorde jeg på militær vis. Der blev sagt ”Kom ind”, hvilket jeg så gjorde. Indenfor sad en ikke ret stor mand bag et kæmpestort, blankpoleret skrivebord. Det var Hr. politimester Børge Hebo – fra Esbjerg. (Boede privat Torvegade 125 , nej jeg tror 127.) Denne politimester forlangte som de eneste af alle, - selv at tale med de politifolk, der havde søgt embede i hans politikreds. Man blev udspurgt om alverdens ting, hvor mange børn man havde, hvad de hed, og hvorfor man søgte Esbjerg o.s.v. Jeg fandt nogle af spørgsmålene lidt ”tæt på”, men besvarede dem naturligvis – høfligt. Politimesteren spurgte afsluttende – ”spiller De noget instrument”? Det spørgsmål havde nogle kolleger fra Esbjerg røbet, at det ville han nok spørge mig om. Det skulle efter sigende næsten være en betingelse for at blive ansat ved politiet i Esbjerg, at man ville spille i orkestret. Jeg svarede, at jeg spillede fløjte, hvilket var korrekt. Han spurgte, om jeg ville spille i orkestret – og med den viden jeg havde om, at man bare skulle sige ja til hans spørgsmål derom, sagde jeg naturligvis ja med lidt kraftigere et ja, end da jeg i Klosterkirken i Horsens, - sagde ja til at gifte mig med Bodil. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at ville spille i orkestret. Jeg kendte ikke noderne og mente, at det ville kræve for stor en indsats at lære dem. Der var vel gået en måneds tid, da politimesteren, som jeg ellers var kommet på god fod med, spurgte, om jeg havde meldt mig ind som orkestermedlem. Jeg måtte meddele hr. Politimesteren, at det havde jeg ikke. Han spurgte, hvorfor ikke. Jeg kunne lige på stedet ikke finde på noget bedre end at svare, at orkestret ikke havde nogen klarinetter, som jeg gerne ville have spillet på. Den kunne han åbenbart ikke give igen på og den samtale var slut. I marts eller april måned kom en kollega – Viggo Søndergård og Gregers Guldager og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive medlem i orkestret, der var ved at prøve at rejse sig og blive et orkester igen – efter at holdt et par års pause. Hvis jeg ville melde mig ind, ville vi være 4 eller 6 mand. Deres anmodning var så indtrængende, at jeg meldte mig ind – vel vidende, at jeg ville få tid til bl.a. at lære noderne. Jeg valgte at ville spille trompet, da der ikke fandtes klarinetter eller saxofoner. Jeg fik en trompet udleveret og tog den med hjem, hvor jeg begyndte at blæse i den – uden at nogen blev forskrækkede over lyde, da den ikke sagde et kvæk. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik inden jeg begyndte en egentlig undervisning. Jeg blev henvist til at søge undervisning hos en Svend Jensen, der ejede et vaskeri i Vesterhavsgade. Han var professionel musiker og spillede basun til baller, sølvbryllup m.m. Han var en dejlig person, der tog alt stille og roligt. Hans måde at undervise på var behagelig. Han blev ikke tosset, hvis man gjorde noget forkert og kunne anstille et ansigt, der fik en til at være ganske rolig og dermed yde det bedste man kunne – og høstede så oven i købet ros – bagefter. Undervisningstidspunktet aftalte vi fra gang til gang, men det var hyppigst om formiddagen vi øvede. Det foregik inde i vaskeriet, hvor jeg sad på en stol på den mindst våde plads. Svend vaskede tøj mens jeg spillede skalaer. Der var en vis hygge over det. Flere og flere af de gamle orkestermedlemmer meldte sig atter ind , da det blev tydeligt, at man mente noget med orkestret, der oprindelig blev startet af Politimester Børge Hebo, der skaffede de fleste penge ved starten af orkestret omkring så vidt jeg husker i 1943. Da vi nåede december måned skulle der spilles hos D.F.D.S. i en eller anden anledning. Der skulle spilles et par marcher. Jeg havde lært , jeg tror det var tre linjer ind midt i marchen, men ville ikke med derned. Orkesterformanden – Verner Jensen, en gammel oversergent brølede, at det skulle jeg –fanden – gale mig. Jeg kunne spille det jeg kunne og ellers mime til resten. Jeg glemmer aldrig den optræden. Vi stod nede på havnen mellem jernbanesporene i store vandpytter – og masser af flagrende sommerfugle i maven. Dirigenten slog an og orkestret spillede. Jeg faldt ind på det rigtige sted og spillede de lærte linjer og pustede så ellers kinderne op og brugte fingrene uden at tænke på, at dem der kan spille også ved, hvilke toner, der skal komme ud af trompeten, når den eller den ventil bliver aktiveret. Jeg håber bare på, at der ikke var nogen fremmede musikanter mellem tilskuerne. Efterhånden som tiden gik fik jeg det lært og elskede at spille. Jeg kunne glæde mig fra torsdag til torsdag, der var øveaften i Marketenderiet på første sal på Politigården. Det blev de følgende år til rigtig mange koncerter, marchture og andre former for ”spilleri.” Vi deltog i landsstævner, hvor alle politiet`s 7 orkestre deltog. Stederne det blev afholdt skiftede fra år til år. Det var gode sammenkomster, hvor hvert orkester fik et par steder som f.eks. et alderdomshjem, et hospital, en strøggade skulle have noget musik – og det fik de så. Vi afholdt også en fælles koncert, hvor alle orkestrene spillede sammen og hver enkelt orkester gav et par numre for de andre orkestre. Det var sjovt, men aller sjovest, når enkelte af musikanterne fandt sammen på f.eks. på en pudsestue på Odense kaserne og spillede uden noder de melodier der vaqr oppe i tiden eller gamle evergreen`s. Vi var flere gange i udlandet, startende i 1978 med en tur til Esbjergs venskabsby – Stavanger, hvor vi havde vore hustruer med. Vi var flere gange i Tyskland og gav koncerter i f.eks. Frankfurt, hvor der var en udstilling af danske varer – et fremstød som bl.a. handelsministeriet stod bag. I 1987 var vi i Canada i 14 dage. Vi startede med at bo i Toronto og flyttede derefter til Ottawa, hvor vi i byens lange historie var det første orkester, der havde fået tilladelse til at spille stående lige over trappen – på pladsen foran regeringsbygningen, Parlamentet. Turen derovre var en af mine helt store oplevelser – ikke alene i orkesterregi, men i min tilværelse i det hele taget. 5 danske kolleger var 4 eller 5 gange i Canada for sammen med canadiske kolleger at tilrettelægge turen og opholdet derovre. Alt klappede. Vi havde tre busser til rådighed hver dag og så og oplevede en masse i 14 dages sol og sommer i august måned. Den tur kunne jeg skrive 100 sider om, men tør ikke af hensyn til dem, der senere skal læse beretningen. Jeg har et andet sted fortalt, at Birger var uniformeret medlem af orkestret. I efteråret 1981 ved orkestrets start i september/oktober, fik jeg min gode ven Gunner Christiansen med i orkestret. Vi spillede og øvede sammen dels hos ham og dels i Baldursgade. Vi havde meget glæde ud af samværet og vores trompeter. For at gøre en lang historie kort kom jeg ud af orkestret på grund af andres dumhed og dårlige opførsel bl.a. i Frankfurt, hvor jeg efterfølgende meddelte orkestrets betyrelse, at jeg ikke ønskede at være medlem, medmindre det fik følger og afskedigelse af orkestret, når nogen – også civile orkestermedlemmer i politiuniform drak sig fulde og opførte sig upassende – offentlige steder og på et hotel var anledning til, at hotellets internationale gæster blev vækket af fulde politifolk, der gik og spillede på hotelgangene kl. 02:00 om natten og gav anledning til at tilkalde direktøren for at skabe ro. Det fik ingen følger for dem, der havde foranstaltet balladen, hvorefter jeg meldte mig ud af orkestret efter over 35 års medlemskab. Jeg var frygtelig ked af den udgang på det, men vil ikke gå på kompromis med den form for opførsel. En skændsel for politiet som sådan. Havde i mange år været min helt store interesse. Jeg havde siden starten i marts/april 1965, hvor jeg blev indmeldt som nr. 5 eller 6 glædet mig til hver eneste torsdag, der var øveaften. Inden det var kommet så vidt, havde jeg modtaget blæseundervisning hos en proffesionel musiker – Svend Jensen, der ved siden af sit job som musiker, var indehaver af et vaskeri i Havnegade. Jeg kom derned – som regel om formiddagen, når jeg havde eftermiddagstjeneste eller fridag. Jeg blev placeret på en stol i vaskeriet og stillede nodestativet op og begyndte at blæse toner frem i trompeten. Det – alene var svært nok og lykkedes heller ikke hver gang. Jeg var så spændt på, hvordan det ville være at kunne spille en melodi og kunne næsten ikke vente til den dag ville indfinde sig. Jeg øvede og øvede og gjorde da også fremskridt. Svend var en menneskekender og forstod at rose på de rigtige steder, så lysten til at spille blev forstærket Fra kun af have været 5-6 stykker i orkestret, meldte flere af de gamle orkestermedlemmer sig ind og det begyndte at ligne noget. Da vi nåede julen 1965 Kunne jeg spille én eneste linje af en af julesalmerne. Der var tradition for, at Politiorkestret spillede på Englandskajen, når det såkaldte ”Juleskib” lagde til kaj med de mange mennesker, der boede i England og som skulle hjem og holde jul sammen med deres danske familier. Der var ingen Terminal – dengang, så man fandt et sted på kajen mellem jernbaneskinnerne, hvor der var mindst vandpytter. Orkestrets formand ville have, at jeg skulle deltage i koncerten, hvilket jeg modsatte mig. Verner Jensen, som formanden hed, fastholdt, at jeg skulle være med. Om det var for, at jeg skulle deltage i den efterfølgende julefrokost, som DFDS spenderede som en tak for den hjælp politiet ydede i det daglige, hvor vi lavede paskontrol. Orkestret spillede. Jeg pustede kinderne op og bevægede ventilerne som om jeg spillede af hjertens lyst. Jeg ventede til den linje kom – som jeg kunne spille – og nej, hvor var det sjovt. Det fik naturligvis hurtigt ende, men mens det stod på – waw. Efter at være blevet fuldgyldigt medlem af orkestret spillede jeg med til alle koncerter – og nød det. Jeg har som barn og ungt menneske spillet blokfløjte. De melodier jeg kunne synge eller fløjte, kunne jeg også spille uden noder. Det samme gjalt trompeten. De melodier jeg kendte spillede jeg uden noder , - ingen problem. Det kom mig i den grad til gode, når vi skulle marchere og spille marchmelodier. Det på trompeten monterede node stativ sad i en afstand fra mit ansigt, så jeg ikke kunne læse noderne, hvorfor jeg altid spillede uden noder. Det samme gjalt koncerterne. Det var et gode at kunne. På et tidspunkt spurgte Birger, om han ikke kunne tænke sig at prøve at spille trompet, - og evt. blive medlem af Politiorkestret. Han havde højden til det. Birger fik en trompet og begyndte at øve. Han var rimelig hurtig til at få tone på den og sled og måtte slide for at lære noderne og spille dem. Det lykkedes og Birger blev iklædt en uniform og var med til at spille. Vi spillede sammen og havde også i denne genre fornøjelse af hinanden. Vi spillede i kælderen med åbentstående døre, mens Bodil gik oppe i køkkenet og bagte jule-småkager, mens hun sang med på julesalmerne. Det hyggede vi os alle med. På et tidspunkt spurgte jeg Gunner, om han ikke kunne have lyst til at blive medlem af Esbjerg Politiorkester. Det var i eftersommeren 1981. Jeg havde holdt en pause i orkestret siden Bodils død og havde ikke haft den indre gnist eller lyst til musik, da sindet i den retning stadig var lidt mørkt. Gunner mente ikke, at han med sin højde på omkring 165 cm. kunne blive medlem, hvilket jeg forsikrede ham om kunne lade sig gøre. Jeg talte med orkestrets formand om optagelse. Han sagde, at når jeg stod inde for mandens menneskelige kvaliteter, ville orkestret godt tage ham ind. Jeg bestemte, at han skulle spille trompet, - som mig, idet vi så kunne øve sammen. Han fik et instrument udleveret og vi gik i gang. I skrivende stund i det herrens år 2008 spiller Gunner stadig mens jeg holdt op for mindst 10 år siden – af en grund, som efterfølgende nævnes. Mens vi er ved juletingene er der en lille historie, der også skal med. Det har været omkring 1966-67. Vi havde et klaver i dagligstuen. Et klaver, som min fader havde foræret min mor, vist nok i forlovelsesgave. Det klaver var jeg vokset op med. Jeg havde via en gammel familiejournal set en måde at lære at spille klaver på. Metoden bestod af tre forskellige basser til den venstre hånd hvorefter melodien blev spillet med højre hånd. Jeg havde med en blyant mærket tangenterne op og havde selv lært mig at bruge basserne og kunne nu spille alt, hvad jeg kunne synge, fløjte. Det havde jeg meget glæde af. Pludselig begyndte Bjarke at græde. Jeg sagde, hvorfor spiller du ikke. Han fortsatte med at græde og sagde med grådkvalt stemme, ”Ja, men jeg kan ikke”. Hvad kan du ikke – spurgte jeg. ”Jeg kan kun første vers”. Lille dreng. Hvor synd for dig, og så en juleaften. Moster, mor og undertegnede kunne ikke lade være med at smile. Det var virkelig en morsom episode. Jeg ønskede også, at du skulle prøve at spille trompet, det gad du ikke. Efter mange plagerier, hvor jeg gik over til at sige, at det kunne godt være, at du ikke var gammel nok til at kunne få en trompet til at sige n oget. Det hjalp. Så skulle det bevises. Der ligner vi vist ok hinanden. Det viste sig, at du næsten omgående kunne få tone på trompeten. Det varede ikke længe, før du kunne håndtere den på rimelig vis. Én dag op under jul, da mor skulle til at bage sagde hun . ”Kan I ikke gå ned på kælderværelset og spille julesalmer. Det var jeg parat til og sagde tkil Bjarke kom så – vi skal ned at spille. Nej sagde Bjarke , jeg gider ikke. Jeg sagde endnu en gang, kom nu Bjarke, lad og gå ned og spille for mor. Nej – jeg gider ikke. Hvorfor gider du ikke – spurgte jeg. Bjarke svarede ”nej jeg gider ikke mere, for nu har jeg lært det.” Det var ikke længere en udfordring og så kunne det være lige meget. Det er en indstilling der er gået igen flere gange i din tilværelse. Turen til Canada 1986Medlemskabet af politiorkestret gav mange gode rejser og oplevelser. Politiorkestret kunne ikke mønstre det tilstrækkelige antal medlemmer/deltagere, der skulle til for at besætte de musikinstrumeter, der skulle til for at kunne danne et velklingende orkester, der hovedsagelig bestod af messing-blæseinstrumenter,–og træinstrumenter som f.eks. en klarinet. Jeg valgte et instrument, der skulle spille selve melodistemmen, idet en forkert nodelæsning var uden betydning, når man som jeg kunne spille alle de melodier jeg kendte – uden nogen form for noder. Det kom mig til gode utallige gange, - ja egentlig var det helt uden betydning, om man kunne noderne, - så længe, det som sagt gjalt kendte melodier. Orkestret var et godt marchorkester. Det krævede, at man havde lungekapacitet i en sådan grad, at man både kunne marchere og også havde luft nok til at blæse instrumentet op. Det var den store forskel på et drengeorkester som f.eks. ”Vesterhavnsdrengene” eller ”FDF`s” drengeorkestre. Vi blev hyret til at spille i Kongensgade til festlige lejligheder. Vi afholdt julekoncerter forskellige steder. Det jeg holdt mest af var at spille på pleje-og alderdomshjem. Se de –mange,mange – stakler, der bare sad og kiggede lige ud i luften uden at ane, hvem de var , hvor de var eller noget som helst andet, - og så pludselig se smilet brede sig i deres ansigt, når der f.eks. blev spillet en af julesalmerne, var meget værd for alle orkestermedlemmerne. Jeg, der spillede uden noder havde jo ikke andet at lave end kigge rundt på de forskellige ældre og se deres reaktioner. Stavanger 1978Vi var på flere udenlandsrejser. Den første i 1978 gik til Stavanger i Norge. Damerne var inviteret med, og Bodil havde taget fri, så hun kunne være med. Jeg mener, at vi var af sted i en 4-5 dage, - måske en hel uge. Vi skulle køre med en af ”Papugas” busser til Hirtshals, hvor vi skulle med færgen til Kristianssand. Efter sigende skulle den sejltur kunne være rimelig barsk, så det var egentlig slet ikke noget for mig. Til alt held ville Bodil have en kahyt. Jeg tror, at sejlturen havde en varighed af 7-8 timer. Der var afgang fra Hirtshals kl. 00:00, så det var også passende sengetid, når man som Bodil havde haft en lang og travl arbejdsdag. Køreturen i bussen, der kostede 11.000 kr. at få med over (Jeg kan huske, at syntes, at det var helt ved siden af.), var en meget smuk tur gennem et klippelandskab og hundredevis af små søer, betagende og diametralt modsat den natur vi var vant til at færdes i i Danmark. Ankommet til Norge skulle vi fordeles mellem norske kolleger. Det var Bodil ikke meget for, da det betød, at vi på et tidspunkt skulle gøre gengæld, når det norske orkester fra Stavanger foretog en genvisit i Danmark. Bodil var træt, når hun kom hjem fra arbejde og orkede ikke at have overnattende gæster, der også skulle laves mad til. Til alt held viste det sig, at der ikke var værtsfolk nok. En af de norske kolleger, der var fast forbindelsesmand til koncernen ”Phillip”, der havde boreplatforme i det norske, havde et antal hotelværelser, der altid stod parate til deres gæster. Lige i de dage, var der ingen gæster, hvorfor vi meldte os til at bo på hotellet, der lå i centrum af Stavanger. I den før omtalte park var der bygget et musikhus af bare træ. Her spillede vi en rigtig god koncert, hvor vi spillede “Stars and Stripes”. Senere fik orkestret tilsendt en brev fra en norsk/amerikaner, der gav udtryk for, at han aldrig hverken før eller siden havde hørt den march spillet så fantastisk godt. Han var noget ved musikken , jeg mener at kunne huske musikproffessor. Det var en ros, som orkestret var meget stolt af. Vi spillede også ved nogle marchture gennem Stavanger, der var en by, der udelukkende bestod af træhuse malet i mange forskellige farver – med blå som den mest fremherskende. Norge var et mærkeligt land. Dels, når vi med hele orkestret var inviteret til spisning og fik en fin middag, fik vi en kande vand på bordet. Der var ikke noget, der hed vin. Man kunne slet ikke få noget som helst spirituelt uden at have bestilt mad. Nå ok. Det var til at leve med – i de få dage den tur varede. Med EnglandsbådenEn anden tur til udlandet udsprang af en koncert vi stillede os til rådighed for – en koncert i anledning af at DFDS (skibsrederi) skulle på jomfrutur med en af de nye Englandsbåde. Som en tak for det, blev orkestret med fruer inviteret på en tur til England. Heller ikke den tur var rigtig noget for mig, der kunne blive søsyg af og se et glas vand der stod skævt på et bord. Jeg meldte mig imidlertid til turen. Der var afgang omkring kl. 18:00.Det var i sommerhalvåret, vejret var fint og der var stort set ikke en krusning på vandet – inde i havnen. Jeg havde de største forhåbninger om, at det nok skulle gå. Vi gik til bords og skulle have en tre retters menu . Første ret var en suppe. Den nåede jeg at få to skefulde af. Et stykke tid efter bankede det på døren. En kollega – Knud Knudsen kom ind og gav til kende, at han da var ked af, at jeg havde det dårligt. Derefter gav han udtryk for, at det var synd, at jeg var gået glip af måltidet. Han spurgte, om ikke jeg var interesseret i at vide og høre, hvad de havde fået som dessert. Jeg var ved at brække mig, da han bare nævnte det. Da han så beskrev, at det havde været en portion is, der var overtrukket med chokolade og med en ordentlig klat flødeskum ovenpå. Den følgende morgen var Bodil og jeg nogen af de første oppe til morgenmad. Vi sad, så vi kunne se, hvem der kom op ad trappen. Da jeg ikke havde set min plageånd – Knud Knudsen komme op, spurgte jeg efter, hvilket nummer hans kahyt havde. Det var der en, der vidste og jeg gik derned, fandt kahytten og bankede på. Der blev svaret med grødfyldtkvabbende stemme ”kom ind”. Jeg tråde ind og så noget, der nærmest lignede en mellemting mellem et lig og en lysegrøn månemand. Jeg havde hørt, at han havde fået en masse whisky om aftenen og natten. Jeg spurgte deltagende til hans helbred og nuværende tilstand. Han lå og havde det rigtig dårligt, men jeg kunne ikke lade være med at sige tak for sidst ved sige, at han bare skulle drikke noget godt røget whisky rørt op med et æg, lidt sukker og tilsat en god portion flødeskum. Han kvebbede og var ved at kaste op, da jeg sagde god bedring og gik min vej. Frankfurt og finalePå et andet tidspunkt var vi i Frankfurt, hvor vi skulle spille i forbindelse med en dansk uge dernede. Lise Rotbøl, der var med i sin egenskab af at være turist og erhvervschef. Om aftenen var der stor fest i en kæmpehal. Her optrådte et harmonika orkester fra Sædding. Dorthe Kollo – en dansk topsangerinde optrådte også. Hun var en flot pige, som jeg fik en lang sludder med. Hun viste sig mod forventning, at hun var en meget almindelig og sød pige. Der er nogen, der aldrig lærer at drikke med måde. Der er nogen, hvis opførsel er under al kritik, når spiritussen går ind og blæser hjernen ud. Der er nogen – selv politifolk, der ikke kan finde ud af, at de har en særlig forpligtelse til at opføre sig korrekt, selv om de er civil klædt, men alligevel kendt som politimand. De fleste kom til tiden, men de sædvanlige kom væltende ud på pladsen med et kæmpe ølkrus i hånden, - selv om det under festen i højtalerne var blevet bekendtgjort, at man ikke måtte tage ølkrus med udenfor. En af orkestermedlemmerne kom dinglende. På et tidspunkt satte han et halvfuldt ølkrus på jorden, hvor alle bilerne skulle køre. Hjemkommet til hotellet dik de fleste i seng. Jeg boede sammen med en – jeg mener at kunne huske, at han var kommunaldirektør og medlem af Randers Politiorkester. Pludselig hørte vi larm, trommer og et eller flere messingblæseinstrumenter ude på gangene. Det var et flot internationalt hotel vi var gæster i. Der var fuld belægning på hotellet, idet der som sagt var festivitas i byen. Den følgende morgen talte jeg med nogle af orkestermedlemmerne fra Randers. De gav udtryk for, at de ville trække sig ud af sammenslutningen, således, at de ikke mere ville spille sammen med eller i det hele taget optræde sammen med Esbjerg Politiorkester. Efter morgenmaden skulle vi afholde en koncert i en meget stor gård. Det var en ”siddende” koncert, d.v.s. sige, at orkestret sad i orkesterformation på oppstillede stole. Flere af orkestermedlemmerne var synligt spirituspåvirket. Ved starten af et af musiknumrene kom flere slet ikke i gang ved dirigentens anslag. Pludselig faldt der en kasket af, så væltede der et nodestativ og sluttelig væltede et af medlemmerne ned af stolen. Vi sad i fuld uniform. Det var flovt. Sluttelig skulle vi gå en kort marchtur.. Der var to, der ikke engang kunne holde deres plads, men gik ind i de andre og til sidst slet ikke kunne gå og måtte træde ud af rækkerne. Jeg bestemte mig til, at det ville jeg ikke finde mig i. Ved den efterfølgende generalforsamling gjorde jeg opmærksom på det alle vidste og meddelte, at hvis det ikke fik konsekvenser de, der havde optrådt upassende og helt utilstedeligt, skulle man ikke regne med mig som medlem af Esbjerg Politiorkester. Jeg elskede det at være med i orkestret, men ville under ingen omstændigheder sættes i bås med sådan en flok drukmåse. Derfor slut på den epoke. Jeg har så senere købt min gamle kornet uden dog at have fået den glæde af den som forventet – på grund af manglende tid. – som pensionist.
Glæden ved en pc‘ABC er en del af alfabet, der består af bogstaver, der kan sammensættes, så de danner ord eller ting. Der kan – ved en ganske simpel sammenblanding komme til at stå pc. der står for …………..computer.. – og sådan en anskaffede jeg til det firma BLH jeg var forretningsfører for i 1997. Det har givet været Birger, der var ophavsmanden til den ide og udførelsen med at skaffe en computer, der skulle bruges som skrivemaskine og hvad man ellers kunne finde ud af. Vi mennesker er sådan indrettet, i vi er nysgerrige og mere eller mindre videbegærlige for at kunne betjene det, der ble kaldt fremtidens vidunder. Jeg havde lige inden min pensionering stiftet bekendtskab med pc`er på Politistationen, men det kørte i lukkede systemer, så der faktisk kun skulle trykkes på en enkelt knap for at komme ind i RR = rigsregistraturen og spørge på en eller anden forbryder. Nu skulle man til at lære noget mere. Jeg var dog ikke værst stillet, idet jeg havde Birger i baghånden, når det gik helt i sort for mig. Claes havde lavet installationen på computeren og havde sagt” Bedstefar – du kan bare ringe, hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med.” Det var da også pænt gjort, men når bedstefar nu arbejder bedst efter kl. 01:00 om natten og det måske var gået godt et par timer, var det nok ikke lige sagen at ringe og forstyrre den gode hr. Claes – selv om vi to altid har været endog meget gode venner. Jeg lånte bøger om computere. Jeg fik gode råd og anvisninger og må da også erkende, at man kan komme langt ved selvstudier og ved at prøve sig frem, men jeg har flere gange været på fortvivlelsens rand når det hele gik i sort eller modsat, at jeg ikke kunne få den til at gå i sort – slukke den. Når kl. så var 03:00 ELLER 04:00 var gode råd dyre, da Claes havde løftet ikke alene pegefingeren men også knyttet næven og sagt, ”Bedstefar – du slukker den altså ikke bare ved at rykke stikket ud af stikkontakten, du går rigtigt ud af den ” – og man absolut ikke kunne komme rigtigt ud af systemet. Jeg ved ikke om det var dengang jeg startede med at blive grå ved tindingerne Jeg har brugt rigtig, rigtig mange timer bag tastaturet. Jeg er ikke klar over, hvordan det kom til ugeavisens kendskab, at der sad en halvgammel pensioneret politimand på 77 år og legede med computer. De må jo have syntes, at det var lidt ud over det almindelige, for pludselig en dag stod der en journalist og ringede på min dør. Han havde hørt …. Bla, bla, bla, og ville gerne have mig til at bekræfte, at jeg i den fremskredne alder var på vej til at blive en computer-nørd. Han ville i hvert fald gerne have lov til at tage et billede af mig bag computeren og lavede så en lille historie om det. Det kom så i avisen den følgende uge. Jeg kunne godt mistænke Bjarke for at have ladet en lille bemærkning sive – en af de mange gange han havde haft besøg af journalister. Samme billede og historie endte også på internettet. Arbejdet på computeren blev endnu sjovere, da digitalkameraerne kom frem og man kunne lægge billederne ind fra apparatet – på skærmen og bagefter brænde dem ned på DVD`er eller CD`er. Jeg fik med Birgers hjælp lavet et pænt kontor med indkøbt møblement, der skulle samles og stilles op. Jeg har tilbragt mange hyggelige nætter på kontoret, der indeholdt alt det nødvendige apparatur så som printer, scanner og kopimaskine. Så skulle det selvfølgelig også læres, hvordan man brugte disse ting. Jeg vil ikke sige, at jeg sled computeren op, men der kom nyt og nye programmer som mine ”computerrådgivere” mente jeg skulle have. Der var Rune så til stor hjælp for mig. Han byttede computere ud, installerede programmer og viste mig, hvordan de skulle bruges, når det var noget helt andet, end det jeg havde været vant til. Rune behandlede computerdele ligesom det var ham, der havde opfundet dem. Han kunne alt. Han kunne finde fejl og afhjælpe dem. Hvad pokker skulle jeg have gjort uden hans hjælp. Jeg var da så stolt af hans kunnen, at jeg havde ham med ud til nogen af mine bekendte, når de havde problemer med deres computere. Det kunne så give en lille skilling, der altid gjorde godt i baglommen. Senere kom Inger Lise til og med hendes viden og gode hukommelse var der også hjælp at hente . Både Inger Lise og Birger arbejdede og underviste i IT-verdenen. Jeg var også en enkelt gang ovre på ”Djævleøen”, hvor min nevø – Jørgen Rishøj –der var chef i hans firma og ansvarlig for indkøb af IT-dele , computere, systemer o.s.v. Der lå meget teknisk viden, som han også delte ud af og foranledigede, at jeg købte noget af firmaets gamle og kasserede udstyr, der dog var fint til mit brug. Jo jeg har været privilegeret hvad angår hjælp og godt for det. Samme Jørgen har givet mig mange input til bl.a. at købe en slags ”billedomformer”, så man kan tage sine gamle farvedias, putte dem i et apparat, der ”Omvender” billedet og digitaliserer det, så man kan overføre det til computeren og igen brænde billedet ned på en DVD. Man kan ligeledes bruge computeren til at redigere sine videofilm, hvilket jeg har set Inger Lise gøre, jo det er et godt stykke legetøj. Da jeg sidste år – 2008 lå på ryggen med et uvirksomt ben kom Birger og lånte mig en gammel bærbar computer, som jeg kunne have på skødet, når jeg sad i min store læderstol i stuen. Den viste sig desværre i uorden på enkelte punkter. Birger kom igen og sagde,”vil du virkelig gerne have sådan en.” Jeg svarede bekræftende, hvorefter Birger forsvandt og kom tilbage noget efter. Han kom med denne computer, som Rune installerede programmerne i og nej, hvor har jeg været lykkelig for den. Jeg kan vist roligt sige, at det er den hobby jeg har brugt mest tid på – 4-5-6 timer i døgnet, ja somme tider mere. Jeg har ikke brugt computeren på kontoret siden d. 14-15. Juni 12008.. Jeg korresponderer med mange af mine venner, hver dag. Det er en dejlig måde at holde forbindelsen ved lige på og noget billigere end de priser Post Danmark tager for at bringe en hilsen ud. Der er endvidere den fordel, at du kan gemme både modtagne som sendte breve, hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål. Jeg fatter ikke, at man nogensinde har kunnet undvære sådan en tingest. Jeg har forbindelse med adskillige af mine pensionerede kolleger gennem computeren, der også kan forøge ens viden med alle de muligheder der er for at søge oplysninger om alt muligt. Jeg har så sent som i dag via computeren været på et program, hvor man kan søge oplysninger om de blod-og andre prøver, der fra egen læge er indsendt til Centralsygehuset`s labratorie til undersøgelse. Det er noget nemmere end at skulle henvende sig personligt. Denne – min livs beretning er ligeledes blevet til via computeren. Jørgen har påtaget sig at hjælpe mig, så han ”styrer” opsætningen af det skrevne og indsætningen af billeder, som han gjorde det i ”Viggo`s beretning”. Jeg er taknemmelig for Jørgens hjælp og arbejde der giver mig et begrundet håb om, at beretningen, som er bearbejdet i 12 år, blive færdig mens jeg endnu lever. En oprigtig tak.
|
|||||
Der forefindes foto`s af præmierne.
Vi kom godt derop. Kommet om bord mente nogen, at nu skulle der rigtig festes i kabyssens kantine/bar, De skulle i hvert fald ikke sove. Bodil gad ikke den form for halløj, så vi gik i seng da vi var kommet om bord. Jeg nåede lige nøjagtig at høre skibsmotoren tage omdrejninger, der fik skibet til at ryste en smule og så sov jeg, der havde taget en søsygepille.