 |
Denne side er tænkt til at kunne præsentere fjerne familiemedlemmer, venner og bekendte, som dukker op rundt om i beretningen.
De egentlige slægtsalbum finder du i Familiegalleriet, hvor der er et galleri for
Ovennævnte betegnelse dækker over mange ting. Man kan have venner. Man kan have gode venner og venner, der dækker flere faser af det, der betegnes som et venskab.
Lis og Ancker
Edith og Arne Klausen
Egon og Else
Martha og Gunner
Knud og Henny
Bodil og Jan
Alma Christensen
Yvonne og Poul
Kaja Ramstad og Albert Postvang
Edel Quist Brun og Hans Ejner Hansen
Marion Holtzmann
Familien Priori (Malcesine)
Birgit og Ejner Hansen
Krista og Ove Ovesen
PH = Peder Hansen
Er et navn og en person, der bestemt også har en plads i min tilværelse.
PH. Har gennem mange, mange år hørt med i familien, når der var tale om fest og højtideligheder, men sandelig også i hverdagen.
PH er uddannet mekaniker og var ansat hos daværende VW-forhandler Laurids Hansen, hvor jeg kom med min VW 1200 siden 1954. Han var udlært hos Bertelsen i Varde, hvor jeg i sin tid købte min Morris. Jeg kendte PH som værende den dygtigste mekaniker, der var ekstrem nøjagtig med sit arbejde, så jeg havde bedt Alfred Jensen, der var værkfører (og ham, der havde hovedrepareret fars Buick 1938 model.
En dag jeg kom på værkstedet var PH i meget dårligt humør. Jeg kendte ham kun som mekaniker. Jeg spurgte, hvad der var anledningen. Han begyndte at græde og fortalte, at hans kæreste var gået fra ham. Jeg fik ondt af ham og sagde, at hvis han havde lyst, måtte han komme hjem til os privat, så vi kunne snakke lidt om det. Uventet – sagde han ja-tak, - og kom.
Vi fik talt godt sammen – og siden den dag var PH en fast gæst i vores hjem, hvor han kom fast hver søndag aften, når han kom hjem fra Næsbjerg, hvor han hver uge besøgte sine forældre. Faderen var skomager og havde været post i mange år. I fritiden virkede han som skomager. PH havde en bror, Hans, der var handelsuddannet og i en ung alder – jeg mener midt i tyverne, da han begik selvmord ved at sætte sig i en garage med sin bil, der med gående motor udviklede så megen udstødningsgas, at han afgik ved døden.
Hele familien og en stor del af bekendtskabskredsen, der var folkevognsejere, kom her i garagen og fik lavet service på deres biler. Det gav PH en lille ekstra indtægt og ejerne en god besparelse i forhold til almindelige værkstedspriser. Vi hyggede os gevaldigt i garagen og lærte også mange ting af Peder.
Han spiste ofte hos os og elskede som vi andre ”drenge” en god dansk bøf med løg og glemte heller aldrig at rose Bodils gode mad.
Peder var en nydelig mand. Han var høflig og meget tilbageholdende, nærmest lidt genert og forekom somme tider lidt underdanig, hvis det var folk bare i middelstanden eller lidt derover. Jeg kunne ikke forestille mig den mand komme op og skændes med nogen; han bøjede altid af og kunne til tider virke lidt veg, Hans selvtillid kunne godt have trængt til et kraftig pift. PH havde fra starten en gråblå Fiat 1100. Uanset hvornår man så den bil, så den ud som nylakeret. Den kom helst ikke ud i dårligt vejr. Jeg skaffede PH en garage inde ved siden af ved fru Larsen, vores nærmeste nabo i nr. 49.
PH blev meget hurtigt som en broder for både Bjarke og Birger, der var meget glade for det nye bekendtskab.
Vi delte ikke alene interessen for biler, men havde – eller fik i hvert fald sammenfaldende interesser. Jeg kan ikke huske, om PH var interesseret i fotografering, eller om han havde et fotografiapparat, men vi var i hvert fald meget ude at fotografere sammen alle tre - PH, Birger og jeg. Vi kunne køre på havnen og finde gode motiver i nogle tovruller eller andre maritime ting. Det var ret så fornøjeligt og gav os mange gode timer sammen.
På et tidspunkt købte jeg et nyt luftgevær, en ”Weirauch”, tysk fabrikeret, fint håndværksmæssig våben, der var meget nøjagtigt skydende, et ret så kraftigt våben, der også kostede sin pris, som jeg dog ikke husker.
Birger og jeg havde i flere år skudt nede i kældergaragen, hvor vi havde selv havde konstrueret en såkaldt skydekasse bestående af en ramme, hvorpå der var sømmet ca. 20 cm. lange ituklippede cykelslanger tæt ved siden af hinanden. Det bevirkede, at haglene efter at have ramt skiven, fortsatte ind i de bødeslanger og faldt ned i bunden af skydekassen, ubeskadiget, så de kunne bruges igen. PH fattede interesse for skydning og købte et tilsvarende gevær. Birger havde et dejligt – jeg mener et ”Diana” luftgevær, så vi var et ”farligt” trekløver.
PH brugte bl.a. sit gevær hjemme i Næsbjerg, hvor familien var plaget af alliker, der ikke var fredet den gang.
På et tidspunkt havde min svigerinde – Bodils søster Mie (Marie) et værre bøvl med alliker, der hver eneste søndag morgen stjal deres pose med rundstykker, der blev leveret af bageren i Høm. I begyndelsen troede hun, at det var forbifarende, der stjal morgenbrødet. Men Mie havde på et tidspunkt set, at det var fuglene, der stjal brødet ved at åbne poserne og tage rundstykkerne. Vi aftalte, at vi tre skulle komme derned en tidlig søndag morgen og lægge os i den lille grøft, der stoppede lige ved den sydlige ende af huset, der lå helt ud til vejen. Vi havde, jeg tror et gammelt gulvtæppe med til at overdække grøften, så vi kunne ligge i skjul.
Undervejs derned holdt vi ind hos bageren i Ribe og købte et par stykker morgenbrød, idet bageren fra Høm først leverede morgenbrødet meget senere. Vi kom til stedet, bredte tæppet ud, fremtog hagl og lagde dem parat efter at have lagt posen tilrette. Vi kravlede i skjul og kun lidt af geværmundingerne ragede ud under tæppet.
Der var alliker i området, men om de havde opdaget den ændring, at der lå et tæppe, hvor der ikke plejede at være noget – ved jeg ikke, men det var, som om de ikke brød sig om at komme i nærheden. Morgenbrødet lod slet ikke til at være fristende. Det ene kvarter gik efter det andet. Vi lå musestille, talte endog ikke sammen, men trøstesløs ventetid er nok jægerens lod.
Den morsomste episode indtraf, da bagerkonen kom med morgenbrødet og bemærkede den i forvejen liggende bagerpose. Hun lukkede døren op og bøjede sig ud, og tog den på vejen liggende pose, som hun tog op, vendte og læste skriften på den og har sikkert sendt Mie en sur tanke, siden hun var begyndt at få morgenbrød fra bageren i Ribe. Hun så sur ud, men lagde dog posen tilbage og afleverede det morgenbrød hun var bestilt til at komme med.
Vi måtte opgive ”at få noget på kornet” da klokken var blevet ”stå-op-tid” hos Mie og Hans.
Der var i hvert fald morgenbrød nok – den dag.
PH var med til alle vores familiefester og var i det hele taget fast inventar på adressen, hvilket begge parter var glade for. Han var næsten også som et familiemedlem, elsket af alle.
Årene gik og en dag fandt Peder sin Ulla, en lille fiks pige, damefrisør, men en pige med temperament. PH havde i mange mange år boet på et værelse på KFUM:
Efter - jeg husker ikke hvor længe, blev de gift og fik lejlighed ovre i ”Ællingehusene”, der var de små rækkehuse ovre ved Dalen. Det var en dejlig lejlighed, som de snart fik indrettet hyggeligt. Bodil, børnene og jeg var da også derovre flere gange, og de kom hos os. Forholdet til PH var stadig det samme, men man følte somme tider, at Ulla var jaloux på os, der havde haft så meget med PH at gøre.
Der kom også et barn i ægteskabet en lille pige, som Peder på det nærmeste blev forment adgang til at have noget med at gøre. Da viste Ulla sin sande side, - grimt at se på og overvære. Lige inden forholdet mellem dem begyndte at blive dårligt, købte de hus (et Carl Culørhus) som de kaldtes, i Kronprinsensgade jeg mener nr. 127
Det varede heller ikke længe før ægteskabet brast og Ulla flyttede ud af huset medbringende pigen. PH røg helt ned i kælderen, kom herover og græd. Jeg var på det tidspunkt blevet alene og tilbød PH at lære ham at lave sovs, noget, der for ham var ganske ukendt, som det også havde været det for mig. Han var slået ud over det skete, græd og vidste ikke, om han kunne blive ved med at sidde ved huset. Han kom og spurgte, om ikke godt jeg ville komme over til ham og prøve at gennemgå hans papirer og regne ud, om han med sin ene indtægt kunne blive siddende ved huset. Det gjorde jeg og kunne berolige ham med, at det kunne han godt.
Der gik nogen tid og pludselig kom Peder en dag og fortalte, at han havde truffet en kvinde – enke efter en af byens store vodbindere. Jeg blev inviteret til spisning ude ved hende, der boede på – jeg tror – Amagervej. Meget hyggeligt. Efter jeg ved ikke hvor længe, flyttede de sammen i Kronprinsensgade. Jeg var dernede nogle enkelte gange på små korte besøg og blev altid godt modtaget af begge.
En lørdag kom jeg forbi på vej hjem fra Torvet. Jeg blev inviteret med ned i haven. De skulle til at spise frokost og inviterede på stykke brød. Jeg sagde først nej tak, men da de blev ved med at plage mig om – bare et halvt stykke med sild, satte jeg mig ned og spiste et stykke brød. Kom til at tale om brygning af vin, som PH lige var begyndt på. Jeg var ophørt med det og havde en masse tomme vinballoner, som jeg tilbød, at Peder måtte få gratis, - bare for at hente dem.. Det tilbud blev modtaget med megen tak. Aftale om afhentning kunne ikke træffes på stedet, men PH ville ringe og meddele, når han kunne komme til at hente dem.
Han ringede om mandagen, og vi aftalte, at han skulle komme og hente dem dagen efter – om tirsdagen. Siden har jeg ikke set PH. Jeg fatter ikke, hvad der er sket. Når Birger eller Bjarke taler med PH. Siger han også, at han ikke fatter, hvad der var sket . Han forstår det heller ikke, men det var så afslutningen på et mangeårigt varmt venskab.
Jeg tror, at det er hende, der på en eller anden måde har stillet sig på tværs. Hun lider af dårlige nerver og har været indlagt for det.
Lis og Anker
Anker var en kollega, der var gift med Lis. De havde to børn, Mette og Carsten.
Anker var københavner, Lis var barnefødt i Esbjerg. De boede Frihedsvej – jeg tror, det var nr. 10, der nu er revet ned for at give plads til dele af nuværende Centralsygehus.
Anker var gammel militærperson med rang af løjtnant af reserven. Jeg husker ikke hans militære stamafdeling. Han var søn af en politimand, der under anden verdenskrig havde siddet i tysk koncentrationslejr.
Anker havde på et tidspunkt – jeg mener, at han var født i 1924 -. været flygtet til Sverige, hvor han var medlem og kom hjem som medlem af Den Danske Brigade.
Han kom til Esbjerg omkring midten af 50´ erne.
Anker var meget regelret og typisk militærmand. Han var en rar og flink fyr, som jeg hurtigt fattede sympati for. Vi begyndte at komme sammen privat, og det varede ikke længe, før jeg fandt ud af, at Anker gemte sig bag en facade og i bund og grund var usikker på mange områder.. Udad til var han en hård type med korte og bestemte udtalelser overfor både kolleger og foresatte.
Omkring slutningen af 50`erne var Bodil og jeg ofte på Frihedsvej for at se seksdagesløb , da Kaj Verner og Pale Lykke dannede par nr. 7 og var hele befolkningens elskede cykelrytterne. Lis og Anker havde nemlig allerede da fået TV. På det tidspunkt var der ikke mange i Esbjerg, der havde TV.
Vi kom en del sammen i vores respektive hjem og tog på forskellige udflugter sammen.
I Påsken 1966 var vi sammen i Herning og se udstillingen ”Ferie for Alle.” her så vi den nye opfindelse, teltvognen ”Combi Camp”, der var en fantastisk opfindelse fra tilsyneladende at være en alm. påhængsvogn - - - på under 10 sek. kunne slåes op og vupti – var det en ”campingvogn”.. Lis der også tjente en løn købte sammen med Anker et eksemplar af slagsen. Anker var ikke god til at handle, så jeg tillod mig at blande mig og fik prisen sat ca. 500 kr. .ned - - - og det var rigtig mange penge --- dengang, da en månedsløn lå på omkring 1.000 kr. mdl. Andet sted i beretningen har jeg berettet om, at Bodil umiddelbart efter også købte et stk. Combi Camp.
De havde en Volvo 544, blå som trækkende køretøj.
I sommeren 1966 tog vi sammen på ferie til Østrig og Italien, hvor de havde været året før sammen med Lis`s arbejdsgiver, der havde været guide hos Tjæreborg rejser og kendte området dernede.
Vi havde en god ferie sammen selv om de havde væsentlig flere penge til rådighed end vi havde. Vi gentog succesen året efter.
Vores sammenkomster blev på et tidspunkt med længere pauser. Jeg var overgået til Færdselspolitiet, og selv om vi gjorde tjeneste i samme bygning, kunne der godt gå lang tid mellem vi ”rendte ind i hinanden”. Jeg havde beklaget mig overfor Anker over at de skyldte at komme på besøg hos os. Han sagde “ja, det er også rigtigt, vi ses”. Det blev bare ikke til noget.
På et tidspunkt bad Anker mig om at købe en campingvogn til Lis`s chef, der var psykolog i Ribe – Bladt Hansen, hed han. Jeg fandt en campingvogn på tankstationen nede i Frodesgade lige vest for Stormgade. For den tjeneste blev Bodil og jeg inviteret til Holsted, hvor Bladt Hansen boede sammen med sin hustru og 5 børn.
Vi havde en hyggelig aften i deres hjem – med god mad og en munter stemning.
Da vi kom hjem diskuterede vi aftenens forløb. Bodil spurgte mig, om jeg havde lagt mærke til noget specielt. Jeg forstod ikke spørgsmålet og spurgte ind til det.
Bodil blev halvt irriteret og sagde, “Lagde du ikke mærke til noget med Lis?”. “ Jo – hun havde en blå kjole på”, var mit svar. Bodil endnu mere irritabel –” jeg mener mellem Lis og Nis (Bladt Hansen)”. Jeg slog det hen som det bare pjat. Lis så op til Anker – i den grad, så det kunne være helt sjovt at se på. Hvad Anker sagde var lov og garanteret rigtigt. Og Lis troede på det med synlig beundring.
Nogen tid efter skulle jeg torsdag aften til musikøvelse kl. 19:00 i orkestret. Det foregik i kantinen på politigårdens første sal. Man skulle gennem ekspeditionslokalet, hvor Anker ofte sad på vagthavendes kontor – som vagthavende. Lige da jeg passerede kontoret kom Anker ud derfra, og vi stødte sammen. Vi stoppede op og begyndte at tale sammen. Jeg gjorde igen opmærksom på, at vi forventede deres besøg i meget nær fremtid. Anker svarede bekræftende. Jeg kiggede på klokken og sagde, at jeg måtte løbe, da klokken var næsten 19:00. Jeg så, at Anker stod med en af nøglerne til en af politiets vogne. Vi skiltes.
Den følgende morgen mødte jeg kl. 06:00. Da jeg kom ind i gården så jeg en af de små civile Ford Escort stod smidt mærkelig skrået op mod bagdøren, og at der var et rød/hvid spærrebånd omkring den. Begge fordørene stod vidt åbne. Det så alarmerende forkert ud.
På vej op ad trappen mødte jeg en kollega, der var helt hvid i ansigtet. Han fortalte, at to unge mennesker (biltyve) have fundet en død politimand, der lå med en pistol i hånden eller liggende på jorden ved siden af ham.. De var blevet så chokeret, at de var sprunget ind i tjenestevognen og var kørt op på politigården for at berette om deres fund. Jeg så senere obduktionsfotografierne.
Anker havde så fundet ud af, at der var noget mellem Lis og Nis. Når man kendte Anker så godt, som jeg gjorde, var det en naturlig udgang på den konstatering. Anker var så stolt, at han ikke overfor andre kunne leve med, at hans hustru havde valgt en anden.
Anker stod mig nær, og da Bodil og jeg kom ud fra kirken efter den kirkelige begravelses ceremoni, blev vi inviteret til kaffe som nogen af deres nærmeste venner. Jeg var imidlertid så forbitret over det skete, at jeg sagde nej tak, hvorefter vi tog hjem. Jeg har ikke set Lis siden. Hun lever eller er gift med Nis Bladt Hansen og bor i Tange ved Ribe.
Gennem Birger har jeg senere erfaret, at Mette, der ligner Lis på en prik, er blevet uddannet som skolelærer. Carsten, der var den ældste og næsten på alder med Birger, blev udlært som VVS mand. Ham har jeg mødt en gang i Malcesine, hvor han og kæresten samt et par venner ville ned og genopleve lidt af det de kunne huske fra vores ture derned..
Edith og Arne Klausen
Edith og Arne Klausen fortjener også et lille kapitel blandt venner. Arne er kollega til mig og Edith har været ansat på Esbjerg Centralsygehus påøjenafdelingen til renholdelse af operationsudstyr på Bodils foranledning.
Jeg traf Arne første gang under et håndboldlandsstævne i Nakskov i slutningen af halvtredserne eller starten af tresserne. Han skilte sig ud fra de andre på flere forskellige måder. Jeg troede først, at han var fillipiner eller fra områderne omkring Indien, idet han var lige så mørkfarvet i huden, som mennesker fra de kanter. Vi spillede i en stor håndboldturnering, - på hver sit hold. Han var fremtrædende på holdet og lynende hurtig. Det skal lige siges, at vi fra Esbjerg vandt over Nakskov, da kampen blev afgjort på straffekast og hvor jeg var manden, der eksekverede dommen som fast straffekast-skytte. Vi blev nu ikke uvenner af den grund og jeg havde aldrig talt med Arne på det tidspunkt. Arne kom her til Esbjerg, da Rigspolitichefen startede Færdselspolitiet her i byen i 1967.
Vi blev kolleger i Færdselspolitiet i 1968, ved min indtræden i afdelingen, der blev ledet af en af mine gamle Esbjerg-kolleger, Emil Møller.
Arne var en stille og rolig kollega, der aldrig gjorde stort væsen ud af sig. Vi om godt ud af det med hinanden. Vi var køremakkere med mellemrum og fortalte naturligvis om familie og interesser. Arne havde to døtre – Maja og Tove med sidstnævnte som den ældste. Arne var ikke nogen stor politimand, Edith en lille spinkel kvinde og børnene en kopi af forældrene. Jeg berettede om de dejlige ferier i Italien og anbefalede Arne at tage den fritidsbeskæftigelse op, da hele familien var friluftsmennesker. Arne sagde, at de ikke havde noget udstyr. Det rådede jeg hurtig bod på. Herværende folkevognsforhandler tog somme tider et telt i bytte med i en bilhandel. Jeg talte med ham og han bad mig selv tage på loftet og se, om der et af de telte jeg kunne bruge. Det var der. Jeg rejste af med et familietelt og kørte ud til Arne og smed teltposen og stængerne på græsplænen og sagde – ”så skal vi bare have fundet ud af, hvordan det skal sættes op.” Det er altså en svær opgave, når man ikke aner, hvordan slutresultatet skal se ud. Det viste sig også, at der manglede et par stænger. Det fik jeg også ordnet og for meget små penge var familien på Blåbjergvej pludselig blevet campister eller skulle i hvert fald prøve at blive det.
De rejste til Sjælland, tror jeg det var, og havde en god ferie rent vejrmæssigt, men …………
Der var altså lige det, at de havde ikke været alene. Vorherre havde også skabt nogle små venner med 6 ben og derover, som ikke begejstre fruen i en sådan grad, at hun kunne kalde sig campist, idet de ikke oftere ville udsættes for sligt.
Det skulle der så en anden ordning på. Jeg begyndte at tale om campingvogn, men det kunne der slet ikke være tale om. Det var der ikke råd til. Edith og Arne var her og se lysbilleder fra Gardasøen og kunne da godt se, at campingvognen havde mange fordele frem for et telt. Alene det, at man var fra jorden.
På mine daglige ture omkring i fædrelandet frekventerede jeg også en købmand der havde sit forretningssted mellem Toftlund, Tiset og Gram. For at supplere sin indtægt, var han i det små begyndt at handle med brugte biler og campingvogne. Arne havde bedyret, at de ikke ville have en campingvogn af normal størrelse, da de som sagt var små, tynde mennesker. En Europe I var en passende størrelse. Jeg vidste, at der stod lige den model hos købmanden. Inden vi gik ind, havde Arne, der var meget tilbageholdende – sagt, du handler. Det gjorde jeg så : Jeg fortalte købmanden, hvad jeg ville give for den. Han var ikke enig, men føjede sig efter lang tids diskussion. Jeg husker ikke, hvad vi gav for den, men der foresvæver mig noget om 3-4 .000 kr. Arne fik campingvognen hjem og de bestemte sig til ikke at køre helt til Italien første gang, men nøjes med at køre til Østrig. Fint nok. Det var et skridt på vejen.
De skulle så køre en fredag eftermiddag. Jeg husker ikke, hvem jeg var køremakker med, men makkeren skulle møde i retten i Varde. Vi kunne dog lige – undervejs runde Adith og Arne og sige farvel til dem. Jeg havde fortalt Arne så meget om det tekniske ved en campingvogn o.s.v. o.s.v. at de skulle glide som i smør for dem. Da vi kom derud var de ved at sætte sig ind i bilen m. ”tilkoblet” campingvogn. Jeg stillede Arne nogle spørgsmål om han havde husket dit og dat og sluttede med at spørge, om den var koblet ordentlig sammen og fik et bekræftende svar. De startede fra kantstenen og vi vinkede farvel. Vi fulgte dem medøjnene hen ad Blåbærvej i retning mod Stormgade, hvor gaden slår et lille sving. Vi så Arne i bilen – følge vejen, mens campingvognen var hoppet af krogen og fortsatte ligeud og efterfølgende ramte den cementkantsten, der afgrænsede vejen fra fortovet. BBAANNNNGGGGG – sagde det, hvorefter campingvognen stod stille med bøjet trækstang, ekset fælg og smadret gaskasse. Det var en chokeret og grædende familie, hvis ferie var slut ogødelagt før den egentlig var begyndt. Jeg ringede til Bodil, der straks tilbød, at de måtte låne vores campingvogn- Det ville de ikke. Jeg ringede derefter til Birger og satte ham ind i situationen. Jeg kørte ud til Volvo, hvor der endnu var folk til stede. Jeg satte Underbjerg ind i situationen og han tilbød at hjælpe med en svejsebrænder, der kunne opvarme og rette trækket ud. Jeg kørte til Varde satte kollegaen af ved retten og kørte til Ford Motorkompagni og købte en billig, men ny fælg fra en Ford Anglia, der passede hjul og bolthuller med denne campingvogn. Havde kollegaen med fra retten og kørte til Esbjerg, hvor Birger havde fået vognen med hjem. Sammen fik vi slået nogle brædder sammen og fik lavet gaskassen og skiftet hjulet, og så var campingvognen klar til at køre på sommerferie med nogle timers forsinkelse, takket være alle de forskellige flinke mennesker, Birger inklusive.
Vi fik kort fra dem, der havde en dejlig ferie hvorunder de dog måtte erkende, at 4 mennesker – uanset lille størrelse, var for mange i den model campingvogn. Jeg måtte så igen have antennerne ude. Hos min gode ven i Sønder Omme, John…………. Automobilfirmaet …… stod der en fin og ikke ret gammel campingvogn, som han havde taget i bytte i en bilhandel. Den var smadderflot, men havde en blød bule i den ene side 20 cm. under taglinjen. Det var en forsikringsskade, hvorfor han kunne sælge den uhørt billig, hvis jeg ville tage den med bulen, der kun havde skønhedsmæssig betydning. Jeg skulle på kursus i Vandel og måtte således fortsætte uden at have handlet, da jeg jo lige skulle have accept fra Arne, der heller ikke havde set campingvognen. Jeg ringede til Arne, der selv kørte derop eller gjorde vi det sammen den følgende dag. Det kan jeg ikke huske. Hvorom alting er. Arne købte campingvognen, der var fundet for de penge. Jeg købte også en VW 1500 til dem og senere en Volvo Amazon, i hvilken vi hernede i garagen på et senere tidspunkt solgte min gamle B18-motor og lagde de i Arnes bil.
Vi havde mange gode år sammen i Færdselspolitiet, som Arne blev leder af i foråret 1981. Vi har holdt venskabet ved lige efterfølgende ved sammenkomster dels i deres hus på Blåbjergvej, (som Hans Carl har bygget) og efterfølgende i højhuset på Spangsbjerg Møllevej hvortil de flyttede for 2 år siden (2007) efter at have solgt deres hus. Vi kommer også sammen hos Martha og Gunner og her – hos mig, der dog har været sløj til at invitere de sidste par år. Vi ringer sammen og mailer ligeledes, når vi mener, at der er noget på tapetet.
Egon og Else
Dette ægtepar lærte vi at kende i en forholdsvis sen alder.
Manden var uddannet mekaniker og karetmager. Han hed Egon Østergaard Larsen. Hustruen hed Else. De havde et barn – en datter, der hed Karin.
Egon havde et mekanisk værksted i forbindelse med en lille tankstation i byen Sig, Der ligger nord for Varde på vejen mod Hodde og Grindsted. Jeg traf Egon første gang, da jeg var med min far på Torvet i Varde. På vej hjem havde far nogle kunder, han holdt ind til og solgte varer til. Egon var en af dem.
En aften under hjemturen fra i patruljetur, mens jeg var i Færdselspolitiet holdt jeg ind på hans daværende bopæl efter flytningen fra tankstationen. Jeg havde et par gange tidligere talt med ham, når min vej var faldet forbi hans værksted. Vi kom til at sludre lidt sammen og jeg spurgte, om han snart var klar til at holde sommerferie. Han svarede bekræftende. Jeg spurgte om, hvor turen gik hen. Han svarede kort - Gardasøen . Jeg spurgte hvor, og han svarede – ”det eneste sted, der er værd at bo ved søen.” Jeg spurgte hvor, og han svarede ”I Limone” og spurgte om jeg kendte det sted. ? Jeg fortalte ham, at vi boede på den anden side i Malcesine. Mærkelig nok sagde han, det kan være vi skal følges. Jeg svarede, at det kunne vi godt.
Han betonede lige for en sikkerheds skyld, at de tog til Limone, så vi måtte skilles, inden vi kom så langt. Det var så en aftale. Der kom så et andet par på tale – Børge og Mille, der også gerne ville følges med Bodil og mig, da de ikke selv kunne finde derned.
Det viste sig, at vi tre par kom så godt ud af det sammen, at vi var som en familie, allerede inden vi nåede den dansk/tyske grænse. Ja, følelsen af begrebet venner var så udtalt, at da vi skulle skilles for at køre på hver sin side af Gardasøen, bestemte Egon og Else sig til, at de ville tage med til Malcesine og overnatte – bare én nat, hvorefter de ville over til deres lille ferieparadis.
De var med nede i byen om aftenen og vi hyggede os efterfølgende sammen på pladsen (der hvor den første bungalow blev bygget, lige over for vaskehuset.) Den følgende morgen ville jeg gå over til Egon for at hjælpe ham med at koble den forholdsvis store MKP-Grandesse på krogen. Egon gik rundt, kiggede ned i jorden og sagde ”Else og mæ` er blewèn enige om, at vi godt vil bliv` her, hvor der er kønnere end på den anden side”.
Behøver jeg at sige, at vi holdt mange gode ferier sammen dernede. Vi hyggede os sammen, og senere fik jeg tilbuddet om at benytte hans værksted og malerkabine, når Birger og jeg havde fremstillet en bil til f.eks. et familiemedlem.
Vi var med til at par store familiefester her og der. De havde bygget et dejligt sten-sommerhus som kunne benyttes til helårsbeboelse. Huset var med stråtag, som jeg havde hjulpet Egon med at tække. Huset ligger i Blåvand – eller ligeøst for byen.
Egon fyldte 70 år i maj måned omkring år 2000. Jeg kørte til Sig med en flaske på selve dagen, men konstaterede, at de formentlig var taget i sommerhuset, hvorfor jeg kørte derop. De sad netop sammen med Karin og spiste frokost. Jeg blev inviteret på en bid brød og hyggede mig sammen med dem en times tid.
Ca. en måned efter fandt Else en nat Egon død på badeværelsesgulvet af et hjerteanfald. Dermed ophørte vores sammenkomst. Jeg var med til begravelsen i Varde og har siden ikke set eller hørt noget til Else eller Karin.
Else har senere solgt den gamle ejendom i Sig og er permanent flyttet til sommerhuset.
|
Martha og Gunner
Er tidligere nævnt i min beretning, da det er nogle af de mennesker, der ikke alene blev venner, gode venner, men mennesker jeg lærte at sætte utrolig stor pris på. Jeg har også nævnt, at Martha og Gunnar var de første mennesker ud over familien, der gjorde noget for mig, ja, som var med at hale mig tilbage fra den tilstand, jeg var endt iøefter Bodils dd.
Jeg vil prøve at tegne et billede af to mennesker, der var hudløs ærlige i deres forhold til mig. Jeg tror, at man selv skal prøve at være i den situation, jeg befandt mig i for at forstå, hvad deres væremåde betød for mig og min fremtidige tilværelse.
Jeg skulle have noget parfume med hjem fra sommerferien til Martha – fra frau Prinz i Samnaun. Jeg havde købt det meste, mens der var andet jeg ikke kunne få. Hjemkommet fra ferien gjorde jeg Martha opmærksom på det og tilbød, at vi senere kunne køre derned og hente resten. Jeg tror jeg i detaljer har gjort rede for det videre forløb. Det resulterede i, at vi tog derned sammen i min campingvogn i september måned og havde alle tiders gode ferie.
Der var flere problemer disse to, kære mennesker hjalp mig ud over. Når der var fest i politi-regi ville jeg ikke tage med, idet jeg følte, at jeg som mand mellem mændene følte mig ilde til mode, som om mændene ville tro, at jeg ville lægge an på deres koner. Martha tilbød på forespørgsel, at hun godt ville tage med, og det var således rigtig mange fester, jeg kom med til, da jeg nu havde ”selskabsdame ” på. Martha var sød og ganske naturlig i selskaberne og faldt godt ind i f.eks. færdselspolitiets kreds, hvor hun kendte bl.a. Marinus Jensens hustru, der også var sygeplejerske og Edith Klausen, der havde været ansat påøjenafdelingen . Det var, syntes jeg, stort gjort af Gunner, der oven i købet både bragte og hentede os efter festerne. Vi var sammen ved hver given lejlighed og foretog os meget sammen. Vi spiste sammen - ofte på ganske almindelige hverdage og Martha kunne lære mig meget om madlavning og meget meget af en husmoders kunnen.
Hvert eneste efterår kom Martha og hjalp med at skrælle æbler og lærte mig at lave æblemos. Martha stillede et forår i rigtig arbejdstøj og medbringende gummihandsker, og så skal jeg ellers lige fortælle, at jeg fik lært, hvordan og i hvilken rækkefølge, man greb det an, når der skulle gøres hovedrent. Der blev vasket gardiner, vasket vægge ned, tømt skabe, vasket porcelæn og glas af og selv hver enkelt bog i bogreolen blev taget ud og tørret af. Jeg skal lige love for, jeg blev klogere og klogere og fik mere og mere respekt for husmødre i al almindelighed.
Vi kørte ture sammen, og efter at de havde lært Lisbeth og Viggo at kende ,besøgte parrene hinanden både her og der. Martha og Lisbeth blev rigtig fine venner. Viggo og Gunner faldt også vældig godt i hak sammen og var bl.a. med til Martha og Gunners sølvbryllup.
I 1982 tog vi alle på ferie sammen efter at jeg havde købt både bil – én Volvo 265, 6-cyl. og en MKP campingvogn magen til Bodils, bare en 4 år yngre. Vi havde en fantastisk ferie sammen – og ikke eet eneste skævt ord – udover, at min ellers kære svoger kom med et af sine – til tider uundgåelige bommerter, som kunne få os andre til at krumme tæer i skoene. På en af Marthas udtalelser kom det tørt fra Viggo ” Ja, dine tanker er så få og små.” Jeg har aldrig før set det ansigtsudtryk på Martha – og der blev pinlig tavshed. Vi, der kendte Viggo vidste godt, at der ikke var nogen ond mening bag bemærkningen, men…….
Det endte med, at Lisbeth kommanderede Viggo til at falde på knæ med en flaske under hvert knæ, mens han bad om en undskyldning for sin bemærkning.. Det skal så lige fortælles, at de to blev perlevenner, og Martha lærte Viggos form for humor og uheldig placerede bemærkninger.
Når Lisbeth og Viggo var på besøg her, var de altid inviteret til spisning hos Martha og Gunner, der også var med i Sønderborg og også besøgte Viggo på plejehjemmet.
Martha og Gunner kom også og hjalp med at tapestere og male, bl.a. soveværelset, hvor Gunner, der var gammel manufakturmand, forstod at sætte farver sammen og bestemte farverne der.
Martha har to børn, Jørgen, der er uddannet ingeniør, vist nok svagstrøms og Jette, der uddannede sig til kørelærer og blev en dygtig en af slagsen ligesom sin far, der også havde et godt ry blandt de prøvesagkyndige. Både Claes, Rune, Line og Nana har erhvervet deres kørekort hos Jette.
Efter at have ferieret sammen fra 1981 til 1989, solgte de deres campingvogn, og da børnene blev gift, og der kom børnebørn blev vores samvær mindre og mindre. Begge børnene er blevet skilt og Martha lider nu samme skæbne med hensyn til samkvemmet med børnebørnene, som jeg har gjort.
Besøgs- og samkvemsfrekvensen er dalet efterhånden som der kom børnebørn og der kom to sæt nye svigerforældre. Jeg kan kun beklage den drejning det har medført, men glædes dog trods alt over de gange, vi mødtes hos dem, hos Edith og Arne eller en sjælden gang hos mig. Jeg vil dog håbe, at samværet og det at have dem som venner, må vare mange år endnu, selv om de er flyttet fra deres mangeårige bopæl i Gjesing og til at landligt idyl i Bryndum, nordøst for Tarp.
Henny og Knud
Er forældre til Bjarkes tidligere lille veninde – Anne, der var moster Emmysøjesten.
Det må have været omkring 1974 vi lærte dem at kende. De boede i en villa i Vestergade 66, iøsterbyen i Esbjerg. Henny havde ikke på daværende tidspunkt nogen form for arbejde, men var hvad man benævnte , hjemmegående husmoder.
Knud var tarmrenser hos Schaub & Co. Han var politisk meget aktiv socialdemokrat og var tillidsmand på sin arbejdsplads. Han var yderligere impliceret i sportsklubber iøsterbyen. De var ligeledes søde og rare mennesker, som Bodil og jeg lærte at campere og fik dem overtalt til at købe campingvogn. På Bodil`s og min sidste campingtur til Italien skulle vi undervejs hjem mødes med Knud og Henny på campingpladsen i Pfunds, hvor de ville feriere. Da vi med Bodil, der var meget syg, var på vej hjem mødte vi Henny og Knud i udkanten af Landeck. Vi stoppede og de kom over og hilste på og talte med Bodil og var tydeligt rystet over hendes tilstand.
Efter Bodils død kom vi stadig sammen, da de var flinke til at invitere. Bekendtskabet er lige så stille ebbet ud. Knud afgik ved døden omkring 2003..
Henny har solgt huset og bor i et boligselskab iøsterbyen.
Bodil og Jan Svendsen
er bekendtskaber efter Bodils død. De er begge omkring 56-57 år i skrivende stund (2009) Bodil har i mange år været ansat som syerske på Esbjerg Kittelfabrik. Jan er en yngre kollega, der har gjort tjeneste i færdselspolitiet i mange år. Mener, at han kom i afdelingen en gang midt i 80` erne.
Jan er en utrolig sympatisk mand, der er en af de mest trofaste kolleger, der har besøgt mig ca. en gang om måneden efter jeg gik på pension. Jan er også blevet smittet af campingbacillen og har sammen med Bodil købt campingvogn og turet Europa rundt.
De har datteren Bettine, der har to drenge og er skilt fra manden . Bodil og Jan bor på Guldbergs alle 26 i Esbjerg.. De har været utrolig opmærksomme og har inviteret til mange hyggelige små sammenkomster, hvor klokken er blevet alt for mange inden jeg har sanset, hvor dent det er blevet, fordi man altid føler sig så veltilpas i deres hyggelige hjem, hvor der bliver vist feriebilleder og videoer` i lange baner.
Smadderhyggelige mennesker begge to.
Hanne og Henning Dam Christensen
har jeg kendt utrolig mange år. Henning er en kollega fra Færdselspolitiet siden midt halvfjerdserne. Hanne har været ekspeditrice i et stofmagasin i Kongensgade gennem mange år.
De er også blevet smittet af italiener-bacillen fra Malcesine. De startede med at bo i lejlighed, men købte senere en campingvogn og har været dernede rigtig mange gange. Hanne har været syg de sidste par år, og de har måttet sælge campingvognen, For tredje eller var det for fjerde gang gik det galt for Hanne og Henning. De havde bedt mig om at skaffe dem en lejlighed til den 6. Sept. i år. Det havde jeg bragt i orden og Hanne ringede aftenen inden afrejsen for at sige farvel. Jeg var i forbindelse med dem den følgende dag, da de var på vej gennem Tyskland og havde nået Ingolstadt, hvor de ville overnatte.
Den følgende formiddag ringede Henning og bad mig meddele Priori, at de ikke kom alligevel, da Hanne var blevet syg om aftenen/natten, hvorefter de var vendt om og på vej mod Danmark. Det samme var hændt dem jeg tror tre gange tidligere. Den ene gang var de endda nået ind i Østrig. Nej, hvor havde jeg ondt af dem. Virkelig synd. Jeg har tilbragt mange gode aftener i deres selskab, hvor et måltid altid er gået forud – med velsmagende mad – oven i købet hakkebøf og citronfromage.
Hanne og Henning bor Svinget 2 i Sædding, Esbjerg. Alder ca. 65 år (2009)
Kaja Ramstad og Albert Postvang
Kaja og Albert jeg lærte at kende i 1963, da jeg skulle på det store såkaldte D-_kursus på Politiskolen på Artillerivej. Parret var ikke gift, men boede sammen i ejendommen Njalsgade 52-2300 København S.
Kaja var enke efter en lokomotivfører. Hun var uddannet som fodspecialist og drev sin forretning fra privatlejligheden på 2.sal tv. Postvang var togfører, enkemand og besad lejligheden i stuen, som han lejede ud til mig under førnævnte kursus..
Det var to personligheder, med stor aldersforskel, med ’Post’ som den ældste, vel omkring 20 år eller måske mere. De var søde og gennemsyret af kvalitet uanset hvad vi taler om i deres hjem, der ikke var en standard-lejlighed som deøvrige i ejendommen, der var gammel og ikke speciel velholdt. De havde bl.a. fået lavet badeværelse m. brus, hvad der ikke var i andre lejligheder. Jeg beboede lejligheden i stueetagen og delte den med en kollega fra Tønder ”Bror”, der rettelig hed Tranberg, der var efternavnet,, husker ikke fornavnet, da han aldrig hed andet end ”Bror”.
Vi var flere gange inviteret op til spisning. Forholdet udviklede sig til, at de kom på besøg her i Esbjerg. Birger og Bjarke var derovre på ferie, hvor Post tog dem med rundt og viste dem København og hvad der iøvrigt var værd at se.
Det var dejlige mennesker, der var festlige at være sammen med. Post døde en gang i firserne. Kaja er 96 år er næsten blind, men ellers ved sine fulde fem her i år 2009. Hun havde en datter Anna Lise, der døde omkring år 2000. Hendes mand, den spanske Jose` døde for 2-3 år siden omkring 2005.
Kaja døde i juni måned 2011 - 96 år gammel, men åndsfrisk som for 40 år siden.
Edel Quist Brun og Hans Ejner Hansen
Nørregade 31, 6670 Holsted. lærte jeg at kende for 5 år siden, da jeg havde min gamle BMW 525 IA til salg.
Edel er fraskilt og havde været ejer af Holsted Begravelsesforretning, inden hun lod sig pensionere i 2002 Den ældste datter Ilse, - døde som 50 årig. Birgit f.i 1955, Helen, i1969, Inger i 1971.
Ejner havde været slagermester med egen slagterforretning i ejendommen Nørregade 29, Holsted.. Han er enkemand siden 2003. Ophørte m. forretningen 1992 derefter blev han ansat på slagteriet i Brørup,hvorfra han blev pensioneret i 20???
Gennem sin nevø, der havde et Volvo-værksted i Vejen by, blev Ejner interesseret i min bil, som jeg blev anmodet om at præsentere en eftermiddag – i Vejen.
Det gjorde jeg. De kørte en tur i bilen kom hjem og sagde ja til at købe den.
Dagen efter annullerede Ejner handlen, idet den var for dyr at få forsikret. Gennem direktøren i ”Terminalen” skaffede han gennem en forsikringsmægler en så billig forsikring, at handlen alligevel blev fastholdt.
Efterhånden som bilen havde været i brug opdagede Ejner, at han havde købt en bil, der var i orden og en han ikke var blevet snydt med. Jeg blev inviteret derud til spisning og det bekendtskab udviklede sig. Ejner var selv gammel campist og havde en Hymer campingvogn. Det endte med, at de også blev lokket til at tage med en tur til Italien, hvilket bekom dem vel, så det blev til flere ture til Malcesine. D€et har også givet en tur til Harzen og vi kommer sammen til stadighed og ser en masse billeder og videoer, når vi er sammen. Ejner er 74 år. Edel bliver 80 i 2010.
Vi har det tilsyneladende godt i hinandens selskab og har endnu aldrig haft nogle meningsudvekslinger der har haft antydning af uenighed.
Vi har også været på mange ture med campingvognen herhjemme. Mange småture til grænsen på indkøb, ja mange andre steder har nydt godt af vores besøg. Ikke mindst ishuset ved Vemmingbund ved Okseøerne. Hende har vi i hvert fald vores andel i at have holdt i live.
Marion Holtzmann
Da Claes i sommeren 2001 kom og spurgte mig, om jeg evt. kendte nogen i Århus, hos hvem han kunne få tag over hovedet, idet han fra det nye skoleår efter ansøgning var blevet optaget på Dansk Journalisthøjskole, der var placeret i Århus.
Min slægt stammer fra Århus, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at der kunne være et eller andet familiemedlem, der kunne have værelse til udlejning.
Da Claes mestrer computeren`s til tider svære kunst til mangeartede opgaver, bad jeg Claes gå ind på telefonnettet og søge alle med efternavnet Holtzmann. Aldrig har jeg vidst, at jeg havde så stor en familie. Det skal så siges at mange af navnene tilhørte ganske unge ”Holtzmænner”. Jeg mener at kunne huske, at Claes selv havde et par adr. Vi kørte sammen til Århus og opsøgte en af de adr. Jeg husker ikke mere i hvilket kvarter, men en pæn, lidt ældre mand dukke op og foreviste det værelse han havde annonceret til leje. Værelset var ikke voldsom stort og lå ikke særlig bekvemt i lejligheden og var belagt med forskellige strenge restriktioner med hensyn til radio og Tv-lyde. Claes og jeg var i hvert fald einge om, at det nok ikke var det bedste sted man kunneønske sig at bo.
Da jeg havde set listen m. familienavnet begyndte jeg oppe for oven og ringede navnene op i rækkefølge. Der var mange unge mennesker under uddannelse, der selv boede på værelser. Den allersidste på listen stod anført som Marion Holtzmann.
Jeg ringede op – og en kultiveret kvindestemme præsenterede sig i den anden ende og jeg kunne høre, at det ikke var noget helt ungt menneske. Jeg præsenterede mig og forklarede mit ærinde. Da vi gensidig blev klar over, at vi var på omtrent samme alder, forsøgte vi at finde ud af, hvordan vi evt. kunne være i familie med hinanden.
Jeg mener, at vi blev inviteret ud på bopælen, for Claes skulle i hvert fald – som hendes slægtning ikke stå uden tag over hovedet. Vi var på bopælen, hvor vi hilste på hinanden og hvor Marion fremviste det værelse, hvor Claes kunne bo indtil han fandt noget større og mere passende..
Marion viste sig at være en dame, der var et eller to år yngre ned mig. Hun stammede fra den gren af familien, der var hjemmehørende i Randers. Hendes forældre var skilt , men uagtet Marion mange gange havde søgt at finde ud af, hvem hendes far var, var det ikke lykkedes for hende, da moderen overhovedet ikke ville tale om eller diskutere familieforhold i hvilken Marions far figurerede.
( Marion var uddannet lægesekretær og havde i en årrække været ansat på Horsens kommunehospital. Under det – vist nok årelange Horsens-ophold kom Marion lille Maren og fætter Viggos hjem. Hun omtalte Johannes fra hans barndomstid, men jeg husker ikke nærmere i hvilke årstal det var. Senere blev hun lægesekretær i Århus. På hvilket hospital husker jeg ikke.)
Claes fik ej lejlighed på Strandvejen eller i forlængelse af denne og var så anbragt i et for mig usselt – halvt kælderværelse. Hvis et af vinduerne blev lukke op, lå fliserne på fortovet lige iøjenhøjde. Støv og papir kunne hvirvle ind og hundene kunne lette ben helt ind i værelset, som Birger og Inger Lise ellers havde gjort alt for at gøre det hyggeligt.
Marion og jeg ringede sammen og forsøgte mangt og meget for at finde hold i slægtskabet. Marion var så glad for, at vi havde mødt hinanden, da hun ikke havde forbindelse med nogen af slægten. Hendes voksne søn havde overtaget faderens millionvirksomhed og havde så mange penge, men de havde ingen forbindelse. Sønnen kunne gå forbi Marions grundstykke uden at hilse på sin mor, selv om Marion gik ude i haven og arbejdede.
Marion gik på et eller andet register i Århus og fandt ud af, hvem min farfar var. Jeg kunne så via degnekontoret i sognet han var født i – fremskaffe hans dåbsattest.. Jeg besøgte Marion et par gange på hendes bopæl og inviterede hende til min 75 års fødselsdag, som Inger Lise, ja, nok mest Birger nærmest tvang mig til at afholde. D.v.s. det var Inger Lise og Birger, der sørgede for at leje lokale i Kvaglund, mens IL. stod for maden og hendes datter Louise og en veninde stod for serveringen.. Marion var i den grad glad for, at familien havde taget så venlig imod hende og hun sagde gentagne gange, at hun var lykkelig over at have” fået” en familie i hvis kreds hun følte sig så godt tilpas..
Da Marion senere fyldte 75 år, var jeg syg, hvorfor jeg ikke kunne efterkomme invitationen til selve dagen.. Jeg blev så senere sammen med Dianna, Bjarke og børnene , Inger Lise og Birger og Claes inviteret til middag på en meget fin sommerrestaurant på Århus-kanten.
Marion og jeg havde talt om sammen at tage til Viborg og i landsarkivet at finde ud af familie/slægtsskabet.., men var ikke kommet så langt, da vi fik en invitation fra en tidl. militærmand, der boede i Holstrbro . Han havde været gift med en Ellen Holtzmann, der stammede fra Randers-grenen. Hun var desværre afgået ved døden 2 år tidligere. Vi så billeder af forskellige familiemedlemmer. Pludselig så jeg ”fætter Viggo”, Dansk Svensk Stål i Horsens dukke frem på et fotograf-portrætbillede i størrelsen 13 X 18. Jeg udbrød, nej der er fætter Viggo, hvortil han tørt svarede, nej, det var Ellens far, - min svigerfar.
Claes var færdig med sin uddannelse i juni måned 200 ? og Marion deltog sammen med Inger Lise, Birger og mon ikke Kirsten og Momme var med, til translokationen, hvor hun var stolt af Claes, der havde en stor stjerne hos Marion
Vi fandt således aldrig ud af, hvordan og hvor nært beslægtet vi var, idet Marion en dag blev fundet af naboerne, liggende død , pænt påklædt, i entreen med hoveddøren stående lidt på klem. Hun lå efter naboen (Ketty`s) udsagn slet ikke som hun var faldet, men som om hun havde lagt sig på en sådan måde, at hun ville blive fundet. Det er nu i skrivende stund (2009) tre eller 4 år siden.
Jeg var med til begravelsen, der var noget af det mest usmagelige og falske jeg nogensinde har oplevet. Marion havde i skuffelse over sit liv meldt sig ud af folkekirken, hvorfor det ikke var en præst, der skulle forrette begravelseshøjtideligheden. Det tog hendes søn og hans kæreste – en Thai-kvinde sig af. Marion lå i åben kiste med sin taske, sine penge og en pakke cigaretter ”for bedre at kunne overvære højtideligheden.” Det hele var så falsk, når han lagde sig på knæ og tog Marion i hånden og det han sagde til hende. Det var ækelt og jeg var på nippet til at forlade rummet, da jeg fra Marion vidste hvor dårligt et forhold de havde til hinanden.
Marions nabo Ketty til den ene side og Karen Rasmussen til den anden side, var blevet enige om, at de skulle mødes til en lettere spisning hos Ketty. Jeg var inviteret med. Vi havde et hyggeligt samvær i små to timer og var enige om, at vi skulle ses på et senere tidspunkt, idet de gerne ville se Bjarkes virksomhed, som Marion havde udtalt sig så rosende om.
Marin fandt også ud af, at min kusine Ruth Bach, - stadig levede. Marion havde ringet til Ruth, der havde inviteret os. Den invitation havde vi efterkommet, men heller ikke det samvær med et familiemedlem bragt lys over vores indbyrdes slægtsforhold.
Alma Christensen
der var min rejsefæ¦lle gennem nogle år, læ¦rte jeg at kende en aften, hvor jeg som formand for Politiets Seniorklub havde kaldt til møde i Politigårdens kantine. Alma var med som efterlevende enke€ til en afdød kollega Clemmensen Petersen. De var ikke gift, men samboende.
Almas datter var gift med Clemme`s søn. Det var kort før ferietid.
Alma , som jeg aldrig havde set tidligere, spurgte, om jeg havde bestilt ferierejse til en eller anden destination. Jeg fortalte hende, at jeg kørte på ferie med bil og egen campingvogn- til Italien. Hun gav udtryk for, at det måtte væ¦re en dejlig måde at feriere på og kom med flere bemæ¦rkninger, der kunne tyde på at hun kunne tæ¦nke sig en lignende ferieform. Jeg meddelte hende, at såfremt vi kunne rejse udelukkende som rejsefæller, venner, måtte hun gerne komme med mod at betale sin del af udgifterne. Det ville hun gerne, og så var den snak ikke længere.
Det kunne lade sig gøre, at væ¦re to af hinanden uafhængige personer i campingvognen uden at genere hinanden under omklædning o.s.v., idet vognen med en træskydedør kunne adskilles i to afdelinger.
Det blev til - jeg husker det ikke nøje, men 3-4-5 rejser til Italien - om sommeren og til Harzen i efteråret.
Alma var et rart menneske at væ¦re sammen med. Der var aldrig optræk til skænderier eller surmulerier og vi havde mange gode ferieoplevelser sammen. Jeg mener, at sidste gang vi rejste sammen var i 1999. Alma, der dansede meget på plejehjemmet “€Hedelund”€, traf der en mand, som hun nu danner par med.
Vi har forbindelse med hinanden en gang imellem, hvor vi drikker en kop kaffe sammen, og hvor Alma efter ønske ser min feriebilleder. Vi skriver sammen til jul og overræ¦kker en juledekoration og en blomst til hverandres glæ¦de.
Yvonne og Poul
Priorløkkevej 108, 8700 Horsens,
Lærte jeg at kende i sommeren 1993 på campingpladsen i Malcesine, hvor de ankom og blev naboer til Mette Marie og mig. Vi talte ikke meget sammen, men ganske kort om, at de tilfældigt var endt på Prioris plads og at det var første gang de var i Italien. Jeg fortalte ham, at han havde været uheldig at lande der og at han var blevet vaccineret med det italienske serum der gjorde, at han ville vende tilbage mange gange. Det svarede han tørt på, at det var han ikke så sikker på. …….. De har været der siden. Vi traf hinanden senere og kom til at tale mere og mere sammen. Det resulterede i, at vi begyndte at rejse sammen derned. Vi var ligeledes på efterårsferie sammen til Harzen og på mange små ferier i Danmark. Det udviklede sig til også at komme sammen i hinandens hjem.
Gennem mange år har jeg rejst sammen med Yvonne og Poul på henholdsvis for-og efterårsture. Turene om foråret er i flere tilfælde foregået i Påsken – og på den måde, at Poul gerne har ringet og sagt – Hans, sådan kalder Poul mig – Yvonne og jeg har bestemt os til at tage på en lille campingtur og vil lige spørge, om du har lyst til a t tage med. ? Det har Hans så gerne villet. Turene er foregået både før og efter den tid, hvor Alma var fast rejseledsager. Yvonne og Alma kom vældig godt ud af det og det er blevet til mange gode grin , når f.eks. Alma var ”på spanden” – uden at spanden var der. Det er så en hel anden historie, som kun de medrejsende er indviet i.
Forårsturerne blev hovedsagelig henlagt til danske campingpladser. Vi har været i Ræbild Bakker, ved Husodde ved Horsens, Blommehaven ved Århus, samt på Als, - Et par af turene er foregået på den anden side af grænsen – mod syd. Vi har været på Camping Lankersee ved Plön, i BandeGandersheim i Harzen og endelig i Schleswig i Tyskland. Vi har hygget os sammen og jeg har lært Yvonne og Poul at spise ”Skidne æg”, der i mit barndomshjem altid har været en fast bestanddel af Påsken. Jeg har overrasket Poul, med citronfromage m. flødeskum , der også har lidt med Påsken at gøre, da fromagen er gul af æggeblommerne. I skrivende stund (marts 2012)har jeg lige talt med Poul, der inviterede til en påsketur til Blommehaven i Århus.
Det skal også lige bemærkes, at begge mine to venner altid har været hjælpsomme. Poul med det manuelle med campingvognen, hvis han har set, at det var en eller anden ting, der krævede to mand eller bare en praktisk håndsretning. Yvonne har næsten fast inviteret mig på frokost under selve turene til og fra de forskellige pladser.
Vi har fulgtes ad til og fra Italien og har altid haft det pokkers hyggeligt undervejs. Der har aldrig været gnubbede ord eller forkerte bemærkninger mellem os, så det har været et fint venskab, hvor hyggen altid har været det fremherskende, når vi har været sammen i campingvognene, i deres eller mit hjem. Det er sådan et venskab skal være.
Det er blevet en fast aftale, at jeg hvert år i december tager til Horsens for at lægge kranse på min mor og fars, bedstemor og bedstefars og mosters gravsteder. Poul er med på kirkegården. Bagefter tager vi en tur ind i centrum af byen, hvor jeg fortæller om de forandringer der er sket i Horsens siden min barndom. Vi har været rundt i byen og fotograferet de steder, der har haft betydning for mit liv – i Horsens. Poul insisterer på, at vi tager den tur hvert eneste år – og jeg nyder det. Vi ender nede i det nye by-torv, der er et center med mange forskellige forretninger. Her skiftes vi til at give enøl, som vi sidder stille og nyder og ser på de mennesker der farer rundt for at foretaget julegaveindkøb.
Vi sigter efter at komme hjem omkring det tidspunkt, hvor Yvonne kommer hjem fra arbejde. Der bliver indkøbt nogle lækre kager i en god bagerforretning i Smedegade ved Nørretorv, hvorefter vi nyder eftermiddagskaffen. Yvonne laver nogle dejlige bøffer og vi nyder samværet. Det afhænger en smule af vejret om jeg kører hjem eller overnatter hos dem.
Yvonne og Poul bor i et ældre hus, der med Pouls sikre brug af værktøj med flid har vedligeholdt huset, der fremstår meget flot, - både ude og inde. Poul gik på efterløn i maj måned 2011 og siden er al tiden gået med nyanlæggelser i haven, udhuset i baghaven samt en meget flot fliselægning.
Intet bliver gammelt i det hus……..ikke en gang campingvogn eller bil. Der sker en udskiftning i takt med at de skifter undertøj.
Det har været mig en idel glæde at kunne gengælde deres gæstfrihed. Poul får altid sin livret her, - nemlig et gratis måltid, som han udtrykker det.
Familien Priori
Vi var som regel nogen af de første, der var oppe – på pladsen. Kl. 07:30 sad vi ofte udenfor med morgenkaffen. Ofte kom der en lille ca. 2 årig dreng trippende på bare fødder og med ble på. Bleen på bagdelen vrikkede fra side til side som rumpen på en and. Drengen var Antonio, der var hjerneskadet på det alderstrin. Han kunne standse op, række tunge og opføre sig fuldstændig som en evnesvag, hvilken han også var. En svulst trykkede på hjernen, men han kunne ikke opereres før han nåede en alder på omkring 10 år. Han har gennemgået to eller tre operationer og driver nu i en alder af (i skrivende stund 42 år – tror jeg) campingpladsen som tredje generation i min tid. Han har en storesøster, der hedder Anne Rosa. Faderen hedder Franco Priori og hans hustru hedder Bertha.
Franco havde en søster Maria Teresia………??????, der var gift med en tysker – Friedhelm Stühler. De boede i Kehl i Tyskland på højde med Strassburg. Dette ægtepar havde to døtre, Gabriella f. i 1964 og en lillesøster Daniella, der er ca. 1½- 3 år yngre. Billede af Bodil med. Gabriella, da hun er ca, 2 år og sidder mellem benene af Bodil.
Familien fra Tyskland var på ferie hos den helt gamle fru Priori, ”pigerne” hele sommeren og manden i hans industriferie. Fru Priori senior boede i det gamle gule hus på campingpladsens nederste del ved jernlågen. Fru Priori var en statelig ældre dame med sølvagtigt/hvidt hår. Hun var altid som den ældre italienske generation klædt i sort, pænt tøj. Hun virkede-og var en utrolig sød og venlig dame, der hvert eneste år kom til vores campingvogn med en dyb tallerken eller skål fyldt med grønne figner, der var sliksøde – sødere end sukker.
Vi havde iøvrigt et rigtig godt forhold til hele familien og havde flere former for privilegier. Der kunne ikke bestilles plads på campingpladsen. Et år vi kom derned, var der ingen plads. Familien sad og spiste i deres køkken. Franco rystede på hovedet og sagde – ingen plads – hvorfor ikke reservere. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det kunne/måtte man ikke. Jo, sagde han ”De må.” Det var vi de eneste af alle kunder, der kunne gøre. Efter et par år brugte han mig også som mægler. Han var utrolig dårlig til sprog. Hvis f.eks. en tysker og en dansker var uenige om et eller andet pladsen vedrørende, kom Franco med sit underfundige smil og spurgte, om ikke hr. OLSMAN kunne snakke med dem og………………..Detvar Olsman ikke meget for, men gjorde det på den mest diplomatiske måde og alle var tilfredse.
For at illustrere hans velvilje over for os kan jeg fremdrage et enkelt eksempel. Jeg havde ringet derned og bestilt tid – et af de år, hvor mor og jeg var alene dernede.
Vi tog altid hjemmefra Baldursgade fredag eftermiddag. Da vi ankom til campingpladsen lørdag aften omkring spisetid kom Maria Teresia og modtog os. Hun forklarede, at Franco ikke var på pladsen, men at han havde reserveret plads nede på vores sædvanlige plads. Vi kørte derned og måtte konstatere, at der lå 8 små telte på vores område. Et papskilt med teksten” Reservierung”/ ”RESERVATO” var smidt hen i vinrankerækken.
Jeg gik tilbage til kontoret, Priori var imidlertid kommet tilbage og da han hørte min forklaring ændrede hans ansigt sig til et udseende jeg aldrig tidligere havde set. Han gik med raske skridt derned og gik resolut ind mellem teltene og begyndte han et rykke pløkkene op. Teltene sank sammen et efter et – og ud kom en del unge mennesker. Franco sagde en masse i meget hurtig rækkefølge (for mig lød det som en ko, der klattede bare højere og endnu hurtigere.)
De begyndte at brokke sig. Det var tyskere. De fik bare besked om at forføje sig ud af campingpladsen, hvis der var mere vrøvl med dem. Derefter kunne vi flytte ind og slå op.
Jessi og Mogens, der er Dianas forældre er også kommet ind i den kreds af mennesker, som jeg sætter stor pris på og som er utrolige søde og behagelige, positive mennesker at være sammen med. Deres gæstfrihed er stor, så stor, at de nu flere år har inviteret mig til at fejre juleaften hos dem. Det har glædet mig at lære dem at kende.