Ind til politiet (1953)
På skolebænken igen (Politiskolen)
Politibetjent i Esbjerg
Et par episoder
Overgang til Færdselspolitiet (1968)
Daglig dont
Med luft under vingerne (1970)
Vandtur
Dusørtildeling
Politiskiltet generhvervet

Ind til politiet

Det skal  anføres, at jeg også havde søgt ind til Politiet, hvor jeg i Rådhusgade i Horsens på Politistationen havde været til først en danskprøve, så genfortællingsprøve,regneprøver osv. Man var til hver enkelt af prøverne, hvorefter man tog hjem og med posten et par dage senere fik at vide, om man skulle komme til den næste prøve. Jeg havde bestået dem alle i første hug og skulle som det sidste til lægeundersøgelse hos egen læge og senere indkaldt til kredslægen. Ved besøget hos denne konstaterede han en lyskebrok, som jag havde pådraget mig i Tyskland under nogle springprøver i redskabsgymnastik.

2 dage senere modtog jeg brev fra Rigspolitichefen om, at jeg ikke skulle forvente at blive optaget på Politiskoleni København.  Det stred mod reglementet at oplyse grunden. Færdig – slut.

Jeg rettede dog henvendelse til den politimand, der havde med ansættelser at gøre. Han havde, som skrevet stod, ikke lov til at fortælle mig grunden til nægtelsen af ansættelsen, men det kunne jeg vel selv finde ud af. Det kunne jeg.

I min tid i Tyskland havde vi en kriminalassistent – Egon Ankerkilde, hvis halvbror ligeledes var kriminalassistent. Han hed Ankerstjerne. Han tilbød at tage mig med til politilægen i København for at høre hans mening om min person`s broktilfælde. Han kiggede på det. Da jeg skyndte at sige, at jeg var villig til at tage ind på militærhospitalet og lade mig indlægge med henblik på en brokoperation, var han ved at himle og sagde: ”For Guds skyld nej – så vil jeg aldrig godkende Dem, når først de har været i hænderne på de slagtere.  Tag hjem til deres hjemby og tal med en overlæge på hospitalet. Hvis De kan få ham til at lave en rigtig stærk operation, vil jeg gerne godkende Dem bagefter.”

Min far havde l. reservelægen på Horsens Kommunehospital som kunde på Torvet. Han forklarede ham situationen. Han lovede personligt at tage sig af mig og lave en rigtig stærk snøring af operationen.
Jeg blev indlagt og opereret. Jeg skal love for, at han havde holdt ord. Det lignede en rullepølse jeg havde ned i skridtet. Jeg rejste til København, hvor Ankerstjerne tog med ud til dr. Funding, der så på operationssåret – og godkendte mig, hvorefter jeg igen søgte optagelse.  Den gik igennem og jeg fik at vide, at jeg skulle give møde på Statens Politiskole, der var beliggende på Artillerivej på Amager – for enden af Njalsgade.

Endnu en gang skulle jeg påbegynde en ny epoke i mit liv. En drøm var gået i opfyldelse. Jeg havde allerede i 8 – 9 års alderen bestemt, at jeg ville være politimand.  Nu var det virkelighed.  Jeg havde jo også min kære svoger – Viggo – som mit forbillede – en mand man kunne stole på, som holdt, hvad han lovede og som hjalp andre mennesker mod, at der ville blive begået uretfærdigheder mod dem. Min retfærdighedssans har altid været stor – og det har jeg somme tider måttet høre for. Man kan – viser det sig, - ikke frelse verden alene.

Jeg skulle møde på Artillerivej den 1. august 1953 og det gjorde jeg med glæde.

På skolebænken igen.

Ved ankomsten fik vi at vide, at der havde været 400 ansøgere. Der skulle bruges ca. 40 mand. Vi blev opdelt i to klasser med godt 20 mand i hver klasse.  Den ene klasse var en ren københavnerklasse. Den anden var dem, der gerne ville til provinsen.  I provinsen var der muligheder for at søge følgende byer. Frederiksberg (der blev regnet som provins) Århus, Odense, Randers og Esbjerg.

Vi blev fotograferet med skolen som baggrund. Der var en grønlænder i vores klasse, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en der hed Tage Hansen, der var to år yngre end mig.(Tage døde i 2005 i Skjern, hvor han havde været stationsleder.)

Jeg havde fået lov til at bo hos familien Schneidermann. Fantastisk, at de ville have mig boende. Jeg lå på en sofa/divan i deres stue. Kort tid efter flyttede de ud i deres sommerhus, der lå i Vallensbæk, for at Bodil og Birger kunne flytte sammen med mig i deres lejlighed. Deres sommerhus var slet ikke beregnet til at bo i om vinteren, da det ikke var isoleret.

Der var meget hjemmearbejde med at læse alt det lovstof, som vi skulle kunne beherske. Undervisningen var tilrettelagt således, at vi når vi havde gennemgået det planlagte kursus på skolen, havde bestået l.del af den juridiske embedseksamen. Jeg var klar over, at det gjalt om at hænge i, hvilket heller ikke forekom mig svært, da jeg jo havde opnået mit drømmejob.

Holdets karakterer og mit eget eksamensbevis.

Politibetjent i Esbjerg

Jeg skulle naturligvis give møde på Esbjerg politistation den følgende dag, men allerede om aftenen køre til Esbjerg, hvor jeg havde fået tilsagn om at bo hos Schneidermann`s svigersøns søster og mand.  De boede Ribegade nr. 113. Her overnattede jeg på en divan.

Politistationen lå på Torvet i det gamle Rådhus. Jeg blev modtaget af den daværende politikommissær Schytt Larsen, der også havde været formand for Dansk Politiforbund. Han var glødende socialdemokrat. Han havde en utrolig dyb stemme – og bød os velkomne til Esbjerg.
Da han samtidig sagde, at vi ikke kunne være til megen nytte i byen, der jo var ukendt for os, - og alle familier skulle i gang med julehyggen, synes han, at vi skulle starte karrieren med at holde julefri.  Det var jo an ganske god begyndelse til en månedsløn på 850,-kr. Det var 100 kr. mindre end det, jeg havde fået i København, hvor stedtillæget var større.

Jeg kan ikke mindes, hvilken dato jeg egentlig startede tjenesten.  Den allerførste dag, kom en kollega hen til mig og spurgte, om jeg havde fået noget at bo i. Svaret var benægtende. Han fortalte, at han og konen havde været flyttet fra hinanden. Herunder havde han haft en værelse i Kongensgade 58 hos en maler Sørensen. Der kunne jeg flytte ind samme dag, hvilket jeg så gjorde.

Jeg havde ikke været i tjenesten ret mange dage, før en politiassistent, der hed Torbensen (formand for politiforeningen i Esbjerg.) kom og bad mig tage en kappe på. Jeg skulle cykle sammen med ham.  Han kørte ned til Nygårdsvej 114.  Det var en 2-familiers villa, der var ejeet af hans far, der sammen med sin hustru boede på første sal. Han lukkede sig ind i en tom stuelejlighed, viste den frem og spurgte, om det var noget for mig. Hold da helt …. Hvor havde jeg været heldig med alting indtil da.  Jeg var jublende lykkelig. Tænk sig at komme til en ny by – og så få noget at bo i.  Det var sådan på det tidspunkt, at man skulle have boet i byen i 2 eller var det tre år inden kommunen skulle godkende personen til en lejlighed.
Denne regel gjalt ikke for politifolk, så da var jeg endnu en gang heldig. Naturligvis ville vi gerne leje stuelejligheden, der indeholdt entre, toilet,spisestue, dagligstue, soveværelse og et køkken. Endvidere hørte der et stort værelse til i kælderen.  Huslejen androg - jeg mener det var 84 kr. om måneden - lige det dobbelte af, hvad vi havde givet i Hørsens, men også dobbelt så stor.

Motorcyklen stod i en indkørsel til venstre for huset, når man stod med front mod huset.

Tjenesten foregik på den måde, at Esbjerg-planen som vi ”kørte ” efter var forskellig hver eneste dag,

Selve de godt 8 timers arbejdsdag var opdelt på en sådan måde, at man  f.eks. startede med at have rådighedstjeneste. Det ville side, at man de første to timer rykkede ud til alt, hvad der kom af ulykker,færdselsuheld selvmord o.s.v. De følgende to timer havde man f.eks. fodpatrujle i Kongensgade. De to efterfølgende timer havde man telefon/stationsvagt og de sidste to timer kørepatrulje.
Ikke to dage forløb ens. Det var det facinerende ved arbejdet. Jeg elskede eksempelvis altid nattjenesterne, hvor der altid var slagsmål eller andet spændende. Jeg var ekstrem vågen på nattevagterne og forstod slet ikke de kolleger, der sad og halvsov på nattevagten. Jeg kunne til gengæld også sove fra jeg gik i seng godt 0600 til kl. 1400 eller endnu længere. 
Der var bare den hage ved det, at man skulle på tjeneste 12 timer efter, at man var gået hjem.
Så derfor – kære sønner – undskyld, at jeres fader aldrig har kunne følge jeres skolegang, forældremøder og lignende.

Jeg kunne fortælle mange andre morsomme oplevelser fra det daglige liv, hvor der også var voldsomme slagsmål.  Jeg har trukket staven og brugt den i selvforsvar og for at gøre modparten ukampdygtig,  Jeg har aldrig haft en klage over stavens brug.  Hver gang man havde haft staven oppe af lommen skulle det indberettes. 
Det samme gjaldt, når og hvis man havde trukket pistolen.  Det er sket nogle gange, hvor man har vidst, at gerningsmanden/modparten var bevæbn et og farlig.  Jeg har dog aldrig afgivet skud med tjenestepistolen, der var af tysk fabrikat ”Walther” kaliber 7,65. I min tid i Færdselspolitiet havde jeg pistolen med hjem, idet vi ikke havde et sikkert sted at opbevare den på kontoret.  Staven sad altid i min stavlomme og var også med hjemme, hvor den lå i sengen sammen med mig i revnen mellem dobbeltsengen.

Jeg kan som jeg så ofte har gjort det, når talen faldt på mit politiarbejde sige, at jeg elskede det arbejde.  Jeg har aldrig så meget som en eneste dag, uanset det kan have været en helligdag, juleaften, nytårsaften eller andre lignende dage, været ked af at møde på tjeneste.  Jeg føler, at jeg har været privilegeret, at have fået et job, der var interessant, spændende og i den grad afvekslende, at ikke to dage var ens. Det indebar også, at man kørte i forholdsvis store biler og som regel (i Færdselspolitiets regi) nye biler, hvor man også på de mange kørekurser lærer mere om naturlovene i forhold til bilkørsel.

Jeg ville for alt i verden ikke bytte arbejdssituation med nogen som helst. Når man kan sige som ovenfor skrevet, må man vist sige at være kommet på rette hylde.  Jeg er et af naturen stille og rolig gemyt, men elskede slagsmålene, måske fordi jeg aldrig havde været uheldig at komme alvorligt til skade.

Politigården på Torvet

Jeg startede min tjeneste den 22. dec. 1953 på politistationen, der lå i det gamle rådhus på Torvet, nærmere på det nordøstlige hjørne af Torvegade og Skolegade. Selve ekspeditionslokalet lå i stueetagen til venstre år man var kommet op ad et par trappetrin. Lokalet var rektangulært med største længde parallelt med Torvegade.  Det var opdelt af en skranke der næsten delte lokalet lige over samt en tværgående skranke.  Hvis man fra gaden gik ind om om på den del af skranken, hvor politiet opholdt sig og gik i nordlig retning i lokalet kom man ud i en lille mellemgang og umiddelbart til højre lå et meget lille lokale, der var garderobe, hvor man hang sin våde kappe når man kom ind fra fodpatrulje.  Der fandtes et langstrakt bord med stole omkring. Lokalet var så smalt, at man sad og gned sig op og ned ad de våde kapper (hvis regnvejr). For enden af lokalet var der et mikroskopisk the-køkken med et gasblus, hvor der kunne varmes en kedel vand.
For enden af den gang køkkenet stødte op til var der en dobbeltdør med et (massivt messinggreb), nævnt i anden forbindelse med en anholdelse. Bag dobbeltdøren var der en rapos og fra denne nedgang til kælderetagen, hvor detentionerne befandt sig.
Syd for ekspeditionslokalet lå politikommissærens kontor, ligesom Bruno Pedersen, der var stationsleder, havde kontor i den ende af lokalerne. For enden af opgangen fra gaden havde Jytte Thomsen og Doris Skafsgaard et fælles kontor og her var eneste mulighed for afhøring af sigtede og andre personer, der skulle afhøres.
 På første sal lå byrådssalen.  Borgmesteren har sandsynligvis også haft kontor et eller andet sted, men jeg er uvidende om, hvor i bygningen.

I Skolegade nr. 30 havde politiets motorkontor til huse i stueetagen.  På første sal havde daværende politimester Børge Hebo et meget, meget stort kontor. Kriminalpolitiet havde et par kontorer på samme etage, men dem husker jeg ikke indbyrdes placering af.

Esbjerg politi bestod dengang af en styrke på 26 mand, der skulle dække en døgntjeneste – treskiftet vagthold.  Der var følgende politiassistenter af første grad, der gjorde tjeneste som vagthavende.  Der var pa. Kurt Dagø, Axel Fønns Bendix, og pa. Carl Johan Torbensen.

De nævnte var i mine øjne gamle mennesker, der havde gjort tjeneste under krigen.  De har været omkring 4o-42 år..  Endvidere var der i civilpolitiet to – i mine øjne oldinge (da jeg var 25 år. Det var pa. Georg Petersen og Herluf Jensen, (der altid var sur9 (han havde mavesår.) Fra 1953 til 1956 gjorde jeg tjeneste i ordenspolitiet.  Den tjeneste udgjorde fodpatruljer i henholdsvis Kongensgade og Torvegade, samt kørende motorpatruljer.. En tjenestedag var på 8½ time. Den kunne være fordelt som efterfølgende eksempel: Mødt kl. 06:00 – 2 timers inde - tid – enten som telefonvagt,stationstjeneste, derefter 2 timers fodpatrulje i Kongensgade, så 2 timers  første eller anden disposition, der rykkede ud til alt som færdselsuheld, selvmord, husspektakler , arbejdsulykker  ja i det hele alt politiet skulle tage sig af, og derefter 2 timers tjeneste i patruljevogn.

Ny politigård

Vi led i den grad af pladsmangel.  Vores politimester, der var af den gammeldags aristokratiske type havde tidligere været ansat i udenrigs ministeriet og havde været ambassadør både i et af østens lande og vist også i Frankrig.  Han var i hvert fald  ”Frankofil”.  Hans ord havde vægt, når han henvendte sig i ministerierne, hvilket efter års forarbejde resulterede i at justitsministeriet fik lov til at købe en grund af Esbjerg kommune.  Der var på det nordvestlige hjørne af Kirkegade/Frodesgade og strakte sig hen til Rolfsgade.  På den anden side af Kirkegade lå der en græsmark, hvor forskellige skoler spillede fodbold/rundbold.  Om vinteren stod der juletræssælgere på området, der strakte sig helt op til Torvegade. I den nordøstlige ende af denne græsmark og på hjørnet af Rolfsgade og Torvegade lå der to gamle røde barakker, de såkaldte tyskerbarakker, der var taget i brug af mindrebemidlede Esbjerg-borgere.
Der blev på den købte grund opført en ny politistation, der var indrettet – stort set efter politimesterens ønske, men naturligvis i forbindelse med statens arkitekter.
Jeg mener, at det var den 1. september 1956 der var indflytning.  Bevar mig vel. Man følte sig som en konge.  En bygning på ca. 70 meters længde med fuld kælder, stueetage, 1. og 2. sal +  loftsetage.  Der var så mange kontorer, at hver eneste kollega kunne få et kontor (hvad vi altså ikke har,), men vi kan slet ikke udfylde de rammer, der var givet os.  Der var en stor gård med én stor og flere mindre garager.

Politiet havde to patruljevogne. Den ene en Chevrolet årg. 1937 og den anden en Ford V8 Mercury 1938.  Endvidere havde vi en 7 per. Chevrolet, der skulle anvendes til kørsel med arrestanter på længere ture.  Endvidere havde vi et ”salatfad”, der var en Opel Blitz m. langsgående    glatte voksdugsbeklædte sæder, der kunne give arrestanterne en ordentlig glidetur endende med et stort brag mod den faste skillevæg ind til førerrummet.

Politimesteren havde en Mercedes 170 V. Souschefen i kriminalpolitiet havde en gammel Ford Anglia og så var der opkomlingen – Holtzmann, der havde en Morris 8 fra 1935 – og misundt af samtlige kolleger. Det var de eneste biler på hele Politigården.

De første år på den nye politigård forrettede jeg tjeneste ved ordenspolitiet efter den såkaldte Esbjerg-tjenesteplan.
Nu  havde vi nået et årstal, hvor jeg rent politimæssigt var ved at være ”fuldvoksen politimand”, der havde været gennem de fleste af de tilfælde en politimand kunne komme ud for i tjenesten. Der havde været mange herlige slagsmål og andre sjove og spændende ting. Jeg havde nået den alder, hvor jeg skulle på turnus i politiets sekundære men ikke mindre vigtige afdelinger.

Tjenesteområder

I 1957/58 startede jeg i sundhedspolitiet, der blev ledet af politiassistent Hans Jacob Nielsen.   Han var en meget speciel person.  Flink, men streng.  Arbejdet i denne afdeling havde udelukkende med sundhed og fødevarer samt dyr – at gøre.

Der var arbejdet på mejerierne, hvoraf der var 4 eller 5 i Esbjerg kommune. Uanmeldt kom jeg kl. 04:00 til et af mig valgt mejeri, hvor jeg sammen med mejeristen hjalp med at indveje den mælk, der kom fra de forskellige mælkeleverandører.  Mejerijunkerne var nummererede med det nummer den aktuelle leverandør.  Vi tog fat i hver sin hank o bund og vippede mælken op i vægten.  Straks derefter tog jeg en hulske og skulle tage en mælkeprøve, der blev hældt over i en lille flaske med leverandørens nummer.  I den prøve gjorde det ikke noget, om der var en flue eller et halmstrå, lidt komøg eller andre urenheder, idet leverandøren så fik et fradrag  i kroner og ører,-  og senere besøg af en fra levnedsmiddelkontrollen. I gentagelsestilfælde kunne han nægtes tilladelse til levering, så det kunne blive en alvorlig sag.

Jeg kunne den efterfølgende dag tage rundt til slagterforretninger og foretage indkøb af leverpostej, salater og andre fødemidler, der så blev afleveret i levnedsmiddelkontrollen.  Jeg synede forretningens baglokaler, rengøring af de i baglokalerne anbragte maskiner o.s.v.  Jeg har lukket to slagterforretninger – lige på stedet og udstedt retningslinjer for istandsættelse af f.eks. terrassogulve  m. småhuller, der kunne skjule kødrester under rengøring o.s.v.

Mandag morgen foregik altid på eksportstaldene, der var ejet af Deulerant.  Bønderne leverede derfor at syne dyrenees kreaturer til en vognmand, der i store kreaturvogne kørte til eksportstaldene på Esbjerg havn.  Staldene var beliggende på D.Lauritsensvej. Udenfor staldene var der bygget nogle ramper op i9 en højde af ca. 1½ meter over jorden. Lastbilerne bakkede hen til ramperne og drev dyrene ud på ramperne, hvor nogle subjekter af kreaturpassere – arbejdsløse subjekter, der tog arbejde den ene dag om ugen ved dette job.  De var rå og ondskabsfulde overfor dyrene, hvis haler de knækkede for at få dem til at gå i en ønsket retning.

Hvor kom jeg så ind i billedet. ?  Jo, jeg skulle hjælpe den til enhver tid tjenestgørende dyrlæge, der var til stede  for at syne dyrene for – f. eks. indgroede horn og andre skader, der skulle rejses tiltale overfor- vdr. misrøgt af dyr jfr. Dyreværnsloven .  Jeg skulle syne lastbilerne og skrive rapport på vognmanden, hvis de var uforsvarlige for dyrene, f. eks. hvis der var udragende bolte eller andet, der kunne skade dyrene.  Jeg har altid været utryg ved store dyr og fik den ene klump i halsen efter den anden, når en kvie eller tyr  på 700-800 kg. havde revet sig løs og kom buldrende hen ad den  med komøg og urin smattede og glatte rampe, hvor der ikke var plads til at undvige.  Jeg var iklædt store gummistøvler og langt gummiforklæde, der nåede helt ned skinnebenene.

Til middag var der en times pause, hvorefter jeg skulle stille nede på trafikhavnen, hvor de synede kreaturer skulle gelejdes om bord på kreaturdamperne, der sejlede lasten til Lübeck. Det er nok et af de eneste job indenfor politiet jeg har været ked af at bestride. 

De rent ud sagt forbandede kvægdrivere var i besiddelse af elektriske stødstave hvormed de gav kreaturerne stød.  Dyrene ville væk fra den smerte de blev tilført og skubbede de forangående kreaturer, der var bange for at gå ombord og lavede ”propper”.  Det resulterede en dag i, at et kreatur, der fik et stød sprang helt op på ryggen af klumpen af dyr, der stod meget tæt.  Det resulterede i, at den springende ko/kvie røg i vandet mellem skibet og kajen.  Der var is på vandet.  Kreaturet brølede og svømmede rundet i havnebassinet, men kunne naturligvis ikke komme op nogen steder. Jeg ringede efter Falck, der kom med en kranvogn.  En Falck-mand fik et reb omkring hornene.  Kranen løftede koen, hvis hals fik en længde, der kunne sammenlignes med en girafhals – uden at det er ret meget overdrevet. 

Under afdelingens arbejdsopgaver hørte også tilsyn med de automater, der var installeret i restauranter, kroer og lignende steder.  Maskinerne skulle kontrolleres for lovlighed m.h.t. at de ikke gav rede penge som gevinst.  De måtte kun tilbagebetale spillemønter, der ikke måtte kunne omsættes til rede kgl. Dansk mønt.  Vi kom ind på stederne i civilt tøj og spillede for de af politiets bogholderi udbetalte penge og skulle på denne måde kontrollere, at maskinen var lovlig.  Alle former for fødevarebutikker blev kontrolleret for lovlig indretning, fliser på væggene o.s.v.

Ansøgning til færdselsafdelingen

Ansøgning til kriminalpolitiet 1958

Der skulle efter bestemmelserne gå et år, inden man igen kunne få lov at gøre tjeneste i en af specielafdelingerne. Jeg mener, at der blev en chance for igen at søge, denne gang i civilpolitiet (1.7.1959 - 1.7.1960). Jeg var heldig endnu en gang. Vi var to mand i civilpolitiet, hvis chef var politiassistent

Herluf Jensen, der var en gammel mand (i mine øjne).  Han havde mavesår og var altid sur og skulle behandles som et råddent æg indtil i hvert fald  efter kl. 11:00.  Den anden kollega der kom i civilpolitiet var Tage Hansen, som jeg havde siddet på skolebænk sammen med på Politiskolen.

Arbejdet i denne afdeling havde den fordel, at vi var iklædt civilt tøj og kun havde tjeneste ugens 5 dage.  Der var frihed lørdag fra middag samt søndag.  Kun i specielle tilfælde kunne man kommanderes til tjeneste, hvis der var en meget stor fodboldkamp, hvortil der skulle dirigeres trafik. (Man kendte ikke til ballade ved fodboldkampene i det omfang man kender i dag.)
Arbejdets beskaffenhed var hovedsagelig separations –og skilsmissesager, datidens ”narkomaner”, der for det meste bestod af alkoholiserede personer af begge køn, arbejde med kønssygdomme, udfindelse af smittekilden til syfilis og gonorrè, anmeldelser om hærværk, forhåndsmægling af separerede ægtefæller, udendørs butiksudstillinger, - og i det hele taget alle civilretslige sager.

Det var en afdeling, hvor man fik god brug for den jura der var banket ind i knolden på en under opholdet på Politiskolen. Det svarede til første semester.
Det år jeg gjorde tjeneste der, bibragte mig god viden over et bredt spektrum af livets genvordigheder.  Der var meget interessant arbejde og mange gode sager.    De småfejl der blev begået, blev rettet via en samtale med Herluf Jensen, der havde stor erfaring og en god viden om alle de faldgruber, der kunne være i sagsbehandlingen.

En lille tragikomisk episode indtraf under tjenesten i civilpolitiet. Herluf Jensen, der som tidligere nævnt var Herluf Jensen angrebet af mavesår. En dag fik jeg rigtig ondt af ham, da jeg selv havde haft smerter i maven, hvilket havde foranlediget mig til lægen, der havde sagt, at jeg havde for lidt mavesyre, hvorefter jeg havde fået tabletter, der omgående tog smerterne og hjalp gevaldigt.  Under en samtale med ham fortalte jeg om mit lægebesøg og den hjælp jeg havde fået og hvor godt det havde virket på mig.  Jeg tilbød ham at prøve mine tabletter og han modtog tilbuddet.
Den næste dag havde jeg tabletterne med og gav ham dem.  Jeg så, at han spiste et par tabletter og drak et glas vand til.  Vi havde aldrig været perlevenner og blev det heller ikke hverken den dag eller senere.  Han måtte melde sig syg  og var væk i flere dage og havde det efter sigende meget dårligt.

Det viste sig efterfølgende, at hans mavesår var fremkaldt af for megen mavesyre.  De tabletter jeg havde givet ham producerede mavesyre og havde derfor forværret hans tilstand og mere eller mindre næsten slået ham ihjel .  Jeg er overbevist om, at han troede, at jeg havde gjort det med vilje, hvilket ikke var tilfældet.

I 1963 havde jeg igen vundet i lotteriet.  Denne gang skulle jeg gøre tjeneste i Bidragsafdelingen (1.10.1963-1.10.1964).
Det drejede sig om de mennesker, der var fraskilte eller havde børn udenfor ægteskabet.  De var sat i bidrag til den tidligere hustru, skulle betale børnebidrag for de børn, der var under 18 år og som var arveberettiget.
Kontoret var ledet af politiassistent  Røjkjær Nielsen, der havde siddet i tysk koncentrationslejr og havde fået helbredet ødelagt.  Ikke alene var han fysisk påvirket, nerverne havde også taget skade.  Han var på hospitalet hver eneste morgen og få taget blodprøver.  Til middag ringede hospitalet og meddelte, hvor meget medicin han skulle tage for at hjertet ville kunne fungere, idet der var risiko for ekstrem hyppige blodpropper.

Røjkjær var meget interesseret i biler og var nok meget til Opel Record, men havde også VW.  Han handlede biler ligesom vi andre skifter underbukser – og han tjente på hver eneste handel.
Vi havde det godt sammen og fik snakket bil 7 timer om dagen.  Jeg var i bidragsafdelingen den dag det blev meddelt, at Kennedy var dræbt.

Bidragsyderne kom torsdag og fredag eftermiddag og betalte troligt deres bidrag – for langt de flestes vedkommende. Man kunne næsten stille uret efter nogle af bidragsyderne.
Der var til gengæld også en af byens store forretningsmænd, der på et tidspunkt i ægteskabet havde lavet et gevaldigt sidespring, der havde fået følger, som det hed sig dengang.  Han bidrag udeblev.  Det var så min opgave at rette henvendelse til ham og inddrive det skyldige underholdsbidrag.  Jeg ringe4de til ham i forretningen i Kongensgade.  Jeg fik ham i telefonen og spurgte ham om ikke det var bedre at sende den hjem på privatadressen, så den manglende betaling ikke skulle blive glemt igen.  Der gik vel 8-10 min inden han stod på kontoret med pengene i hånden.

Der var kun en eneste afdeling jeg ikke nåede at gøre tjeneste i.  Det var bødekontoret, der blev ledet af politiassistent Agerbo.  Det var nu heller ikke en afdeling, der kunne bibringe en politimand noget brugbar viden udover at lære dem at kende, der var faste gæster på kontoret.

Endelig var der så Esbjerg politi`s færdselsafdeling, hvor jeg kom på et års turnus (22.11.1965 - 26.5.1966) og blev udnævnt som anklager for politisager, hvilket betød, at man udfærdigede anklageskrifter og derefter mødte i retten som anklager i politisager.  Det kunne være mindre rart, når man skulle være anklager i en sag, hvor det kunne være en god bekendt, hvis søn havde lavet noget strafbart.

Fra 1/8-1968 (Ansøgning 1967, Ansøgning 1968 og ansættelse) og til udgangen af maj måned 1991 forrettede jeg tjeneste i Rigspolitichefens Færdselspoliti, afdelingen i Esbjerg.

Udnævnelse til overbetjent 1967
25-årsjubilæum
Hæderstegn for god tjeneste i politiet 1979
 

Det var mine tjenestesteder i kronologisk rækkefælge.

Enkelte episoder

Trafikfumleri

Sammen med en kollega, Olaf Bjørnfort, var jeg makker i jeg tror det var et halvt år ad gangen.  Han var en rasende dygtig teoretiker.  Han kendte lovene både for-og bagfra.
I starten af makkerskabet meddelte Bjørnfort, at han gerne ville have sat mere styr på nattelivet omkring restaurationerne – specielt omkring lukketid.
Bjørnfort var vel omkring 10 år ældre end mig og havde været med en del af krigens tid og var mere hærdet og hårdhudet end dem , der var ansat efter krigen. Han meddelte mig, at han anså enhver nattevagt som spildt medmindre vi havde anholdt mindst én person for gadeuorden.

Som person var han i mine øjne en overordentlig nydelig mand af min højde og lidt mere drøjde uden på nogen måde at være tyk. Han var næsten sorthåret med tilbagestrøget hår, brede kindben, og var skarpt markeret.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, når jeg siger, at han var sjællænder.  Han talte et smukt rigsdansk, var altid ulastelig klædt med blankpudsede  sko.  Hans optræden var korrekt – næsten til det i andres øjne, - næsten provokerende - og dem, der havde den opfattelse var rigtigt på den.  Bjørnfort kunne overfor en person gøre denne bekendt med en eller anden lovovertrædelse på en hundrede procent korrekt måde, så korrekt, at personen han stod overfor blev mere og mere ophidset. Bjørnforts ansigt ændrede sig ikke en tøddel, han end ikke hævede stemmen, men var vedblivende så korrekt og kold, at den tiltalte person gik fuldstændig i spåner – og i mange tilfælde blev voldsom og begyndte med skældsord for sluttelig at blive anholdt for usømmelig og fornærmelig optræden.

Et tilfælde, der beskriver ovenstående. På Torvet og på hjørnet at Kongensgade kom der ved restaurationernes lukketid en mand gående ned ad Torvegade fra Borgergade.  Han krydsede Kongensgade diagonalt fra det ene til det andet hjørne, hvor Bjørnfort og jeg stod og betragtede gadebilledet.  Manden var beruset, hvilket hans gangart antydede med stor sikkerhed.  Han havde begået den lille forseelse, det var på den tid af natten at gå diagonalt over gaden. Klokken var vel omkring 0100, hvor det stort set kun var taxa`er, der færdedes. 
Da manden var nået på højde med os tiltalte Bjørnfort ham pænt , høfligt og stille og gjorde ham bekendt med, at han havde overtrådt færdselsloven ved at passere gaden diagonalt.  Manden blev sur og begyndte at kværulere.  Bjørnfort spurgte stille om han ikke havde forstået hans henstilling om af færdes på lovlig måde.  Manden blev mere og mere ophidset og begyndte at bruge skældsord og at han…….osv. osv, nok skulle …Til sidst blev det så groft, at Bjørnfort henvendt til mande sagde, at han var anholdt. Retsplejelovens § 807, stk. 3 iagttaget ved at meddele manden, at han ikke havde nogen pligt til at udtale sig. 
Herefter tog vi begge fat i manden i hver sin arm og ville føre ham tværs over Torvet til den gamle politistation, der lå i det gamle rådhus. Manden sprællede og modsatte sig i den grad anholdelsen.  Vi kom ind på stationen og skulle have ham bøvlet gennem en smal gang, hvor der var en dør med selvlukke-mekanisme.  Døren var forsynet med et messing dørhåndtag af den gamle solide slags.  Under tumulterne med manden måtte vi have ham ned på gulvet for at bære ham gennem døren.  Det skulle foregå, så han fik hovedet med først, for at han ikke med benene skulle stemme mod døren.   Han sparkede og strittede imod alt hvad han kunne.  Dem, der aldrig har prøvet at være i fight med en modstander, der ikke vil, som du vil, kan ikke sætte sig ind i, hvor svært det er. 
Man kan somme tider se en lignende situation på Tv. Under optøjer, hvor der kan ligge 4-6 mand i et forsøg på at holde en mand, der gør voldsom modstand, og de har ondt ved at holde ham.
Da vi havde fået hans krop halvvejs gennem døren greb dørhåndtaget fat i bukselommen på hans fine jakkesæt.  I det samme skriger manden – ”Det her går videre”. I samme øjeblik hørtes den kendte lyd, når man river et stykke lærred over,  det var bukserne der blev flænget på langs. ”Jeg kunne ikke lade være med at kommentere det og sagde, ”Ja, det kan jeg høre”  Lyden hørte først op, da dørhåndtaget kom ud nede ved anklen  - og det havde ”sprættet bukserne op”.
Den dag i dag, når jeg møder manden, der var fiskeskipper, hilser han pænt på mig – vel vidende, at det ham selv, der havde været årsag til hele balladen.

Den første indbrudstyv
Indenfor etaten er der mange forskellige gøremål.  De kan ikke alle være lige højt prioriteret.  Fra at samle en spritter op og først visitere ham inden han blev anbragt i detentionen og så til at fange en tyveknægt på fersk gerning eller endnu bedre en bankrøver var der et stort spring.  Den førstnævnte kategori var den hyppigt forekommende og mindst eftertragtede.
Jeg havde endnu ikke anholdt en tyveknægt på fersk gerning og havde heller ikke været så heldig bare at være i nærheden deraf.

Jeg var makker med  Kaj Højholdt Andresen og sad inde på stationen, hvor jeg havde 1. disposition sammen med nævnte makker.  Der indgik et telefonopkald, hvor en person meddelte, at der var indbrud  i forretningen ”Linoleumslageret”, der lå i Kongensgade på den nordlige side  cz. 50 meter øst for Stormgade.  En person var set bryde ind fra gårdsiden.  Da han ikke var kommet ud var der altså mulighed for at tage tyveknægten på fersk gerning.  Vagthavende, pa. Carl Johan Torbensen sendte os af sted fra Politistationen, der dengang lå i det gamle rådhus på Torvet. Der var ganske kort mellem politistationen og gerningsstedet – bare ned ad Skolegade –ca. 250 meter, hvor vi kørte den 8 cyl. Ford V8 ind i gården med slukkede lygter.  Anmelderen sad i et åbenstående vindue og var stadig i telefonislk forbindelse med Torbensen, der inden vi forlod vognen kunne oplyse, at gerningsmanden ikke var kommet ud af den dør han havde opbrudt.  Vi listede hen til døren, der næsten var lukker helt til.  Der var et vindue til højre for indgangsdøren, men der var ikke noget lys i lokalerne bag dør eller vindue.  Andresen var den ældste af os og derfor naturligt den, der bestemte, når der skulle taget teoretiske beslutninger.  Han sagde: Jeg går til højre og du går til venstre.  Vi listede ind – uden at tænde det elektriske lys eller vores lommelygter.  Jeg havde bløde gummisåler under mine sko og kunne derfor liste mig helt lydløst af sted.  Indenfor og til højre for døren nåede jeg at se et lille kontor/baglokale.

Jeg gik til venstre ad en entre/korridorlignende smal gang, der førte mig ud i butikken, der lå hen i mørke og kun et svagt lysskær stammende fra gadebelysningen i Kongensgade.
Forretningen bestod af èt stort lokale på vel nok 30 x 15 meter På hele gulvarealet stod der lodrette  ruller med linoleum.  Rullernes diameter var vidt forskellige men størsteparten af dem var vel omkring 1 meter, nogen lidt mindre.  Højden var ligeledes forskellig, men de fleste var mellem e og 4 meter høje.  Langt de fleste ruller ville kunne skjule en person og da jeg ikke havde hørt råb eller andet fra Andresen behøvede man ikke at være professor for at regne ud, at gerningsmanden måtte befinde sig i samme lokale som mig.  Inde imellem rullerne var der totalt mørkt, d.v.s. man kunne enkelte steder skimte rullerne ellers var det med en fremstrakt arm man konstaterede, at der stod endnu en rulle.  Så længe det var noget hårdt og koldt vidste man, at det var linoleum man rørte ved.  Hvornår blev det varmt og blødt. ?
Der var mange ruller at komme rundt om.  Der var gået lang tid inde i forretningen, og jeg forstod ikke, hvorfor Andresen ikke kom ind og assisterede.  Det fik jeg så forklaringen på lidt senere.  

På et tidspunkt fornemmede jeg den ukendte gerningsmand i nærheden af mig.  Der var ikke en lyd.  Der var ingen fremmed lugt, men jeg var 100% sikker på , at vi var meget meget tæt på hinanden.  Jeg ved ikke, om jeg fornemmede en varmeudstråling, men jeg var overbevist om, at nu skulle det være.  Jeg sprang rundt om den nærmeste rulle med fremstrakte hænder.
Denne gang var fornemmelsen en helt anden. Jeg havde fat i noget tøj og råbte højt, hvilket i sådanne situationer er med til at gøre gerningsmanden bange  og handlingslammet.  Jeg havde nu slet ikke nogen besværligheder med ham, idet jeg hurtigt fik sat et førergreb ind på manden, der virkede helt lammet og ubevægelig.  Det viste der sig også at være en grund til.  Tyven havde tømt kasseapparatet for småpenge, ligesom han fra baglokalet havde fjernet en masse ruller med ”pakkede” mønter.  Anden brugte seler og småpengene var så tunge, at bukserne havde forladt deres naturlige plads.  Han kunne kun bevæge sig/ gå, når han havde hænderne til hjælp  med at hanke op i bukserne, så han løb ingen steder – klovnen.

Andresen forklarede, at han var blevet ude i korridoren for at sikre sig, at gerningsmanden ikke sneg sig ud.  Han var kendt som lidt af en kryster, der havde det hele i munden, så……..

Det var så meget sjovt at anholde sin første tyveknægt – på fersk gerning.

På jagt efter bankrøvere

Der var sket et bankrøveri, hvor der var efterlyst 3 bevæbnede personer.

Det forholder sig sådan, at der, når noget sådan sker, besættes der nogle poster  på nærmere angivne steder.  Til tider – alt efter omstændighederne, kan der så være enkelte patruljevogne, der kører rundt i det omringede område – eller der kan være helikoptere sendt i luften.  Jeg var ved den pgl. lejlighed sendt ud i en patruljevogn sammen med en kollega – Ib Pauli Berg, der boede på Fanø.  Han var både fisker og jæger i sin fritid.

Vi  havde ved alarmeringen fået udleveret hver sin maskinpistol.
Bankrøverne var betegnet som værende farlige udlændinge. Jeg kan ikke mere huske hvilken bank det var gået ud over, men det var oplyst, at de kørte i en bil med udenlandske nummerplader.  Der var ikke angivet registreringsnummer eller bilmærke, kun farven var man sikker på.  Den var angivet som lys.  Det er et noget vagt signalement at gå efter, og sådan nogen børster kan også i den foreliggende situation lide at skifte bil, så det var med at holde ørene stive.

Vi kørte i området omkring Varde.  Jeg var fører af vognen. Ib sad med sin ladte maskinpistol ved siden af mig..  På et tidspunkt blev vi opmærksom på en bil, der kørte foran os.  Vi eftersatte den, der i forvejen ikke kørte  langsomt.  Jeg mener at kunne huske, at det var inden, der kom en hastighedsgrænse på 80, så der var ikke noget odiøst i det.

På politiskolen havde vi lært om eftersættelse og standsning af biler med formodede, farlige personer og da jeg ikke på nogen måde ønskede at ende i statistikkerne over dem, der ikke fulgte kloge regler, holdt jeg mig bag dem og satte både det blå blink og udrykningssignalet i gang.  Bilen standsede ikke med det samme, hvilket var med til at bestyrke mistanken om de efterlyste forbrydere.  På et tidspunkt kørte vognen ind til siden og standsede.  Jeg steg ud af bilen, knappede pistollommen op og nærmede mig vognen fra en vinkel, hvor jeg kun holdt skarpt øje med førerens hænder.
Ib Pauli Berg havde allerede da jeg forlod patruljevognen lukket højre fordør op og var gået i stilling for at dække mig.

Pludselig hører jeg den slæbende lyd en maskinpistol afgiver, når der tages ladegreb på den.
Da blev jeg bange.  Jeg stod mellem Ib med skudklar maskinpistol m. 49 skud i magasinet og eet i kammeret – og de formodede eftersøgte i bilen.  Det var bestemt en position,  jeg ikke var stolt af, da jeg vidste, at Ib ville sende en byge, hvis der viste sig noget fordægtigt. Jeg nåede hen til vognen, lukkede døren op og bad føreren stige ud.  Det viste sig, at alle tre mænd i bilen var danske og at der ingen våben var i bilen.  En nitte, men vi havde gjort, hvad vi skulle.

Efterfølgende spurgte jeg Ib, hvorfor han pludselig tog ladegreb, da jeg var på vej hen til venstre fordør.  Han svarede, at det havde han gjort, da han så passageren foretage en hurtig drejning af kroppen og en meget hurtig armbevægelse, hvorfor han var bange for, at passageren evt. havde et våben og ville bruge det mod mig. 
Jeg er helt overbevist om, at havde det været tilfældet, havde der siddet tre døde mænd i den bil.  Ib var konsekvent og stolede som jæger så meget på sig selv, at han havde åbnet ild uden om mig for at beskytte mig. Pu-ha.  Det var lige inden jeg var kommet til at svede.

Forkert bytte

En meget morsom episode indtraf en sommer, hvor en af de landskende storforbrydere

Var efterlyst for et stort bankkup i København.  Han var set i Esbjerg, hvor han var kørt fra kollegaen Charli Hoffland.  Han blev eftersøgt at store styrker og man havde bl.a. helikoptere i luften. 
Jeg var køremakker med Åge Højland, der var noget ældre en mig også en af krigens folk.  Vi havde morgentjeneste i den pågældende uge og mødte normalt kl. 06:00.  Det ville være spændende, hvis det kunne lykkes at fange den i landet mest eftersøgte person om hvem man vidste, at han altid var bevæbnet.  Jeg spurgte Åge, om han ville være med til at møde kl. 04:00 og så med vores lokalkendskab at søge de ydmyge steder, hvor han kunne tænkes at skjule sig.  Den var Åge med på.  Vi mødtes, efterså vores våben og BMW`en vi kørte i, som vi gjorde hver gang vi mødte og skulle køre patrulje.  Herefter startede vi ud og tog ind alle de steder, vi kendte som tilgængelige - ad skovstier og andre listige steder.

Vi arbejdede os sydpå - fuldstændig uden at have et bestemt mål at gå efter.  Herunder var vi kommet ned i området mellem Ribe og Spandet. I krattet til højre er der en skovsti, der nu har fået navn. Et stykke henne af denne lille vej var der igen et sted, man kunne køre ind i underskoven, og hvorfra man var i skjul fra alle sider.
Jeg havde spist adskillige madpakker og drukket mange kopper kaffe det pågædlende sted, som Højland havde påvist for år tilbage.
Derfra kunne man sidde og se ud over et stykke agerjord, hvor man ofte så harer og ind imellem også rådyr.
Vi nærmede os den lille sti, parkerede BMWèn og gik det sidste stykke hen til stien, hvor vi kunne se en Fiat holde inde i underskoven, delvis dækket af krattet.

I situationen: efterlyst, væbnet røver var man helt oppe på dupperne.  Jeg listede hen til bilen, hvis vinduer var duggede. Altså var der højst sandsynlig personer i bilen.
Jeg knappede den lille pistollomme på forsiden af uniformsbenklæderne op og fremtog min pistol, der var ladt med skarp ammunition - og sikret.  Jeg kom helt hen til bilen og kunne skimte en bylt omgivet af et tæppe.  Nu var jeg næsten sikker på, at jeg havde fået appelsinen i min – ikke turban, men i min skråhue.  Med pistolløbet pikkede jeg lige så forsigtigt til sideruden. Ingen reaktion.  Jeg prøvede en gang mere, - lidt hårdere.

Pludselig med et sæt blev tæppet revet bort og blottede en person, der rejste overkroppen op og stirrede lige ind i mundingen på min pistol 3-4 cm. fra personens pande.    Blikket så rædselsfuldt og bange ud. Manden var næsten skeløjet af at se pistolmundingen lige foran sig.  Han rakte hænderne op mod loftet.  Han havde inge våben i hænderne. 
Jeg bad ham stille og roligt at låse bildøren op med den ene hånd og komme ud af vognen.  Da åbenbaredes det, at personen var iført militær uniform.  Han var rystet og kunne næsten ikke svare på stillede spørgsmål.  Efter nogen tid sagde han ”Det må I sat`me aldrig gøre mere. Jeg var ved at skide i mine bukser af skræk og kunne i min søvndrukne tilstand ikke fatte, at I var fra politiet.”

Det viste sig, at han var deltager i en militær øvelse, men brød sig ikke om det anviste indkvarteringssted, hvorfor han i bil var kørt ud i skoven for at sove.
Det  var så – for os en sjov oplevelse at føje til rækken af oplevelser i tjenesten.

Det skal så lige tilføjes, at den virkelig efterlyste nogen tid senere blev anholdt. Jeg kan bare ikke huske hvor.
Jeg kan ikke sige, at jeg har oplevet det samme som militærmanden, men noget lignende.

Når jeg nu er begyndt at berette om dusører og mine fortræffeligheder, er der lige en episode mere, der både er sjov og spændende at høre om for andre.

Jeg var køremakker med Charlie Hoffland.  Da vi mødte kl. 06:00 lå der en besked fra kriminalpolitiet vedhæftet en pakke, der indeholdt noget herretøj, - nyt med mærkesedler på.  Der var en del andet tøj og et par tæpper. Det var tyvekoster fundet , så vidt jeg husker i en stjålet bil.  Der var ved den lejlighed stjålet en grøn MG.sportsvogn, der ikke var helt almindelig i gadebilledet, - for ikke at sige, at det var en sjældenhed at se en sådan model.  Vi blev anmodet om at køre de  stjålne effekter til Haderslev, der på en eller anden måde var blandet op i sagen

Det var en dejlig morgenstund og vi satte kursen mod Haderslev.  Jeg var fører af vognen.  Efter lidt patrujlering ankom vi til politigården, hvor vi meget ofte kom med afmonterede ulovlige knallertdele.  Radiomanden, Jakob, gjorde os opmærksom på den efterlyste grønne MG-sportsvogn. Efter en lille sludder på stationen rettede vi henvendelse til kriminalpolitiet, der boede i en selvstændig bygning overfor selve politigården.
Vi kom ind i ekspeditionslokalet og rettede henvendelse til en navngiven krimassistent og afleverede effekterne. Han var en mærkelig halvsur stodder, der dårligt sagde tak for modtagelsen af effekterne.  Da vi vendte om og var næsten ude af døren råbte han ”Er I opmærksom på efterlysningen af den grønne MG.” Jeg svarede lidt kvikt ” ja, den går vi ud og finder nu.” Vi kommer tilbage med den anholdte.”
Han svarede: ”Så giver jeg en kasse bajere.” Kl. var vel omkring 08:30 – 09:00.  Det var i hvert fald ved at nærme sig formiddagskaffetid.  Jeg styrede ud af byen i nordlig retning ad den gamle hovedvej A 10. 

Ca. 2-3 km. nord for Haderslev ligger der på venstre hånd et hus, der havde huset husvilde.  På den modsatte side af hovedvejen var der en asfalteret P-plads, der var et fint sted at drikke den medbragte thermokaffe.  Her var i tidernes løb drukket meget kaffe og spist mange frokostpakker.  Man virkede præventiv, når man holdt langs ad en hovedvej og holdt øje med færdslen mens man nedsvælgede det måltid, der var aktuelt på det tidspunkt, man holdt der.
Vi var ved at pakke thermokanden væk, da jeg blev opmærksom på den modkørende grønne MG.sportsvogn.  Jeg  råbte i min begejstring ”der er den grønne MG.” og startede patruljevognen, en BMW 525 I.

Der var ingen anden trafik, der hindrede mig i med spindende baghjul og skrig fra dækkene med et riv i rattet at få ”Bimmeren” til at vende næsen den anden vej og optage forfølgelsen af sportsvognen, der tydeligvis accellererede kraftigt og fortsatte sin kørsel i sydlig retning.  Nu gik det stærkt, og vi nærmede os igen byen, hvorfra vi lige kort forinden var kommet.  Jeg bad Hoffland over radioen at give Region III besked om, at vi havde eftersat en efterlyst vogn, der nærmede sig politistationen og dermed centrum af byen. Vi bad om en vejspærring, men passerede kort efter politigården, der ligger på hjørnet af  - jeg tror den hedder Chr. D. 10`s vej - Christiansfeldvej og Laurids Skausgade.  Der var rødt lys i vores kørselsretning.  Der holdt biler i venstre-og højresvingsbanen, mens den ligeudkørende bane var fri. Sportvognen kom i rasende fart  ind imellem de to for rødt holdende biler.
Jeg var ikke sikker på, at der var plads til patruljevognens spejle.  Tyveknægten, der også havde begået væbnet røveri – fik vi lige at vide via radioen, - svingede til højre midt i krydset, hvor der heldigvis ikke var anden færdsel hverken fra højre eller venstre side.  Vi havde meget mere fart på end den forankørende tyveknægt.  Jeg sendte en stille bøn til vejs med tak for deltagelserne i de årlige ekstreme kørekurser, færdselspolitiets personale havde pligt til at underkaste sig.  Med en pæn kontrolleret udskridning  klarede vi det vinkelrette sving til højre, idet jeg samtidig var glad for, at det var et meget, meget bredt kryds. 
Nu havde vi ham lige foran os ind gennem Laurids Skausgade, hvor trafikken var tættere i de smalle gader i vestlig retning. Vi havde naturligvis både horn og det blå lys tændt.  Her kunne BMW`s kræfter eller chaufførernes kunnen vise sig at være til vores fordel.  På et tidspunkt gearede jeg ned og gav fuld gas – og vi røg op på hans venstre side.  Der var en del fodgængere på fortovene, cyklister var der også, så der skulle ikke meget til at forårsage en ulykke. 
Hoffland var ikke så pjattet.  Betingelserne for at trække skydevåbnet var tilstede gennem den over radioen afgivne melding om gerningsmandens tidligere brug af skydevåben under et røveri, og at han skulle betragtes som værende farlig.  Altså trak Charlie sin pistol, hvorefter han koldblodigt rullede højre siderude ned og med pistolens løb og munding ”pikkede” på gerningsmandens venstre siderude.
Stillet overfor det trusselsbillede tog han farten af vognen. Det viste sig, at han havde en ung dame siddende på passagersædet og jeg kom til at tænke på det unge amerikanske par Bonny og Clyde.  Herefter holdt han ind til siden og sad, da han holdt helt stille med hænderne oppe, så højt han kunne i den lave kabine.

Charlie holdt dem i skak med pistolen, indtil jeg kom ud af patruljevognen og fik hende halet ud på fortovet, hvor hun fik håndjern på ryggen.  Så fik jeg ham ud af vognen.  Han fik samme tur og ikke meget plads i håndjernene.  Jo strammere disse er sat på, - desto roligere opfører bærerne af dem, - sig.  Jeg fik dem ind på bagsædet i patruljevognen, mens Charlie satte sig ind og kørte MG´ en til Politigården. Jeg kørte direkte op foran indgangsdøren til kriminalpolitiet.  Jeg havde en anholdt i hver hånd og skubbede dem foran mig ind i ekspeditionslokalet, hvor personalet end ikke så op.

Jeg forkyndte ” Her er dem fra MG` en. De er som lovet fundet og anholdt kl. og så det nøjagtige tidspunkt”. Der er vigtigt, da de på inden 24 timer skal fremstilles for en dommer i et grundlovsforhør. Nu måbede han den gode kriminalmand.  Jeg fjernede håndjernene og forlod lokalet.  Jeg har indtil skrivende stund ca. 30 år efter ikke modtaget en kasse øl fra den pågældende kriminalmand.  For dårligt.

Der er hundrede af tilfælde, arbejdsopgaver og lignende. Der kunne fortjene en omtale, men så ville beretningen blive en form for afskrift af alle de rapporter jeg har skrevet gennem det, der kaldes en menneskealder. Der kan måske dukke enkelte op i forbindelse med andet, der får plads i beretningen.

Der var mange andre tilfælde, der kunne berettes om, men så ville jeg aldrig blive færdig med denne beretning.

Dusører

Jeg var sammen med en ældre kollega – Ib Pauli Berg, Fanø, den kollega, der i tidens løb havde fået flest dusører.

Dusører var noget, der efter indstilling af de vagthavende politiassistenter  blev tildelt en tjenestgørende politimand, der havde udført en ekstra indsats, hvor selvstændig ”tænken” og snarrådighed havde resulteret i en spektakulær anholdelse – udfindelse af en gerningsmand eller andet, der var udover det sædvanlige. Denne indstilling gik derfra videre til Politimesteren, der skulle ”konfirmere” de vagthavendes indstilling inden Rigspolitichefen som sidste instans skulle vurdere, om ens indsats skulle belønnes med en dusør, der bestod af en kontant pengesum, hvis størrelse kunne være variabel alt efter indsats.  Mindste beløbsstørrelse var så vidt jeg husker 100,-kr, der var mange penge den gang.  En månedsløn lå på omkring 900 kr.Jeg har fået dusører fra 100 – 150- 300 kr. og så vidt jeg husker en på 500,-kr.  Dusørerne blev indført på ens stamblad. Der fandtes dog forskellige stamblade, hvor mærkeligt det end lyder.

Cykeltyv

Jeg havde på et tidspunkt en tilsyneladende banal sag, der startede som en politisag. Jeg kom en aften/nat under fodpatrulje gående i Spangsbjerggade ikke langt fra Vestre skole.  I mørket skimtede vi en mand, der da han åbenbart hørte vores skridt gik bort fra stedet, hvor vi havde bemærket ham stå stille.

Vi eftersatte ham, stoppede ham og begyndte en udspørgning om han færden og tilstedeværelse og hvorfor han havde stået stille på det sted, vi havde bemærket ham – og hvor vi havde bemærket en op ad muren henstillet cykel.  Vi gik tilbage til cyklen, der viste sig at stå med opbrudt cykellås.  Da manden ved en stedfundet visitation blev fundet i besiddelse af en stor skruetrækker – endelig erkendte, at det var ham, der havde brudt cykellåsen op, blev han naturligvis anholdt og ført til stationen for nærmere afhøring .  Denne sag blev ikke anbefalet til dusør af vagthavende politiassistent, men af Politimesteren himself.

Jeg kunne ikke med min bedste vilje se, at det var noget jeg skulle have haft dusør for, men noget jeg var ansat til at gøre, som en naturlig del af mit daglige arbejde.

Bankrøverjagt

Jeg var da ansat i Færdselspolitiet, så vi er i årene efter 1968 og før Anker Cramers død.  Anker var nemlig vagthavende og afgav telefonisk melding til færdselspolitiet, efter at han havde sendt mandskab ud fra stationen. 
Jeg sad og skrev dagens rapporter og var makker med en ung turnusmand, der var i vores afdeling for at lære.  Jeg råbte ham ud og løb ned til vognen.  Jeg havde altid min pistol på mig, så det var bare at fatte bilnøglerne og så af sted. 
Gerningsstedet var Handelsbankens afdeling på Str. Kirkevej - lige omkring det sted, hvor vejen går ind til daværende lærerseminarium.  Da vi kom derud med udrykning på bilen, gjorde jeg ganske kort stop og fik at vide, i hvilken retning bankrøveren var kørt og i hvilken bil og farven på denne.  Han var kørt  ad Str. Kirkevej i retning mod Storegade.  Her er et stort kryds, der fører henholdsvis ind til byen – mod højre, lige ud mod havnen og Darumvej og til venstre gik vejen mod Andrup,Kolding og København.  Den valgte jeg pr. intuition.  Ikke længe efter blæste vi ud af byen og kørte på den gamle hovedvej A1 i østlig retning.  Det gik stærkt, rigtig stærkt.

Vejbanen var belagt med asfalt. Umiddelbart før Andrup går der en vej til højre mod Tjæreborg-. På vejbanen sås nogle fede sorte trykmærker, der var tydelige trykspor fra et køretøj, der havde kørt meget hurtigt rundt i svinget.  Med lidt erfaring ved man, at der er forskel på tryksporenes farve, der bliver lysere og mere udviskede, når de har eksisteret nogen tid.  Disse var ganske friske.  Man har vel ikke leget cowboy og indianere uden at have lært at gå spor.  Det drog jeg så nytte af nu.  Det var i sidste øjeblik jeg traf beslutningen og gik med til højre efter sporene. 
Vejen var efterfølgende smal, meget smal, når man kører med den hastighed, jeg fremførte vognen, men jeg havde fornemmelsen af at være på rette spor, og så var det den bedste chauffør, der ville vinde, hvis vi kørte længe nok.  Der var flere trykspor under vejs.

Efter nogle kilometers kørsel så jeg en bil holde dampende inde i vejsiden. Jeg så nogle mennesker med roehakkerjern inde på en mark, men så også en mand uden værktøj.
Jeg holdt ind bag bilen, der svarede til det signalement, der var opgivet på bilen og løb i mine fine blankpudsede sko ind på roemarken med dragen ladt, men sikret pistol.
Da jeg nærmede mig manden, rakte han hænderne op som tegn på overgivelse, hvorefter jeg erklærede ham for anholdt og fremsagde retsplejlovens § 807, stk. 3 samt klokkeslettet , gav ham håndjern på hænderne på ryggen og gik til patruljevognen, hvor jeg bad Aksel E. Sørensen om at bevogte ham, mens jeg ransagede hans bil.

Bevar mig vel.  Aldrig har jeg set noget lignende. Jo, jordemodertasken har jeg selv en magen til, men de mange penge, der flød over tasken og lå spredt i vognbunden var næsten fristende til en tur til Amerika.  Jeg tror, der var noget over 200.000 kr.

Det var med slet skjult stolthed jeg kom med bankrøveren og satte ham ind i venterummer og gav kriminalpolitiet besked om, at de kunne hente ham og pengene nede på stationen.  Banken gav ingen dusør for at få deres penge igen, men Politimesteren indstillede mig til Rigspolitichefen til at modtage en dusør.  Så vidt jeg husker var den på 350 kr. (som jeg, så vidt jeg husker skulle betale skat af), så man havde næsten ikke råd til at anholde en bankrøver, så det holdt jeg så op med.

Bankrøveren var en stakkels landmand, hvis bedrift ikke gik økonomisk så godt. Landmanden havde derfor i desperation udtænkt og forøvet et bankrøveri for på den måde at klare terminerne. Jeg kan ikke huske strafudmålingen, men nogle år bag tremmer fik han dog.

Jeg har fået andre dusører, hvilket fremgår af stambladet, som jeg håber  at finde i kælderen.

Færdselspolitiafdeling i Esbjerg

Jeg har nu nået året 1968, hvor der skete skelsættende ting,-rent tjenestemæssigt.  I 1967 blev der i Esbjerg oprettet en afdeling af Rigspolitichefens Færdselspoliti.  Da færdsel altid havde interesseret mig, og jeg ved afgående eksamen ved politiskolen havde fået ug- var det nærliggende at søge ind i denne afdeling, der ikke på nogen måde hørte under den stedlige politimester, der således heller ikke kunne disponere over Færdselspolitiets personale. 
Der kom en politiassistent Jesper, en rigtig københavner, der skulle foretage en prøvekørsel med hver af ansøgerne. Vi var to – Paul Grønkjær og mig.

Jeg mener, at jeg var  den  sidste,  der skulle  ”prøvekøres”.  Bilen, der blev brugt til formålet var en Ford Zephyr årg. omkring 1966.
Den stod parkeret i Kirkegade med køleren mod nord.  ”Jespersen” var tilsyneladende en flink fyr, men med meget store armbevægelser. Vi satte os ind, og jeg startede bilen og spurgte, hvor vi skulle køre hen.  Han svarede – på køv’ènhavnsk, at det måtte jeg sgu bestemme, han var ikke så godt kendt i – Esbjerg. Jeg svingede til venstre – ned ad Rolfsgade til Stormgade og ad denne mod nord ud af byen. 
Jeg var da klar over, at der ville blive lagt mærke til min kørsel, som han skulle bedømme (og med hvilke forudsætninger?) Jeg kørte, som jeg plejede, og som jeg havde lært og var ikke på nogen måde nervøs for prøveturen, da jeg i forvejen var blevet udvalgt af styrken i ordenspolitiet, til at køre udrykningskørsel og af førerprøvesagkyndig Olaf Bjørnfort , - godkendt til dette som den allerførste af styrken. Efter en endt tur omkring Guldager og tilbage ad Tarphagevej var den tur slut. Han meddelte mig, at der senere ville tilgå mig besked om udfaldet af prøvekørselen.

Jeg tror, at det var den følgende dag jeg blev ringet op og fik den nedslående besked, at jeg ikke var blevet antaget.

Aage Højland var medlem af afdelingen i Esbjerg.  Han var uddannet og havde i flere år gjort tjeneste som førerprøvesagkyndig.  Han var en kollega, der var højt respekteret for sin viden og ærlighed som politimand og en mand, der i kraft af sin viden og dygtighed – blev lyttet til.  Ham traf jeg og han spurgte interesseret til min ansøgning om optagelse i Færdselspolitiet.  Jeg fortalte ham om resultatet. Han blev helt rød i hovedet, og begyndte at stamme, en opførsel han udviste, når han var virkelig opbragt over noget.  Han stod lidt og trippede og sagde kom med mig.

Han nærmest for op ad trappen og ind på Færdselspolitiets kontorer, hvor han stilede ind på chefen – Emil Møller`s kontor, og uden at spørge om lov greb telefonrøret og ringede Rigspolitichefens afdeling A – op og bad om at tale med næstkommanderende i Færdselspolitiet Jespersen. 
Jeg var fuldstændig uforberedt på hans opringning. Umiddelbart derefter sagde han med hævet ophidset tonefald: ”Hvad skal det sige, at Holtzmann ikke er blevet ansat, det forlanger jeg en forklaring på”.  Jeg var målløs over den dristighed han udviste over for den næsthøjeste mand i Rigspolitichefens Færdselspoliti.  Jeg kunne se, at han lyttede og kort efter brød ind i samtalen med ordene ” Holtzmann er den bedste chauffør i Esbjerg ordenspoliti. Jeg har kørt patrulje med ham gennem mange år og ved, hvad jeg taler om. Hvad-beha’r - kørte i højre side, - er det ikke det, der står i Færdselsloven, man skal? Nej, nu har jeg aldrig hørt noget lignende. Hvis Holtzmann efter din mening ikke kan køre bil, har jeg heller ikke noget at gøre i den afdeling!”. 
Der blev ikke sagt mere, men Højland smækkede røret på.Få min senere blev Emil Møller ringet op af chefen Vestring Jensen, der meddelte, at han havde overværet Jespersens samtale med  Højland og blot ville meddele, at jeg fra den - jeg tror det var l. august 1968 - var at betragte som tjenestegørende i Færdselspolitiet i en periode af 4 år, der var den længste tid man kunne være ansat, hvorefter man fik ansættelsen fornyet, hvis ens tjeneste havde været tilfredsstillende.

Jeg fik tjenestenummer inden for færdselspolitiet nr.582.

Dagens dont

Man skrev fortløbende numre på sine rapporter uanset sagsarten.  Man indsendte statistik hver måned, hvor sagsarten var udspecificeret.  Når året var omme var ens arbejdsindsats nem at aflæse, så ledelsen i København kunne følge hver enkelt medarbejders arbejdsindsats. Så enkelt var det.

Vi havde 2 bemalede patruljevogne i begyndelsen af patruljens leveår og fik senere en civil bil, der blev brugt til specielle opgaver så som overvågning af personer, der på grund af spitituskørsel var blevet fradømt førerretten, til radarkontroller og lign.

 Der var ingen af personalet der havde beskæftiget sig med det rent tekniske på en bil.  Jeg havde i mange år selv vedligeholdt mine egne private køretøjer sammen med min ”halvfætter” PH (Peder Hansen) og fik overdraget ansvaret for vedligeholdelse af patruljens køretøjer.  Serviceringen blev naturligvis foretaget på vognmærkernes respektive værksteder, men stillingtagen til, hvornår og hvad der skulle foretages, påhvilede mig.

Jeg var den første politimand i Danmark, der vovede at gå imod ledelsen i København m.h.t. at udskifte de dengang befalede diagonaldæk med radialdæk, der var om ikke døbbelt så dyre, så noget, der lignede.  Det var hos Vulcano, hvis ejer hed Robert Petersen - senere sønnerne hvoraf den ene hed Tom.  Robert P. lokkede mig til at udskifte diagonaldækkene med Michelin-radialdæk.  Førstnævnte kørte vi mellem 6 – 8.000 km. på inden de til vores brug var total færdige.
Dagen efter at Rigspolitichefembedet havde modtaget regningen fra Vulcano var indkøbschefen fra Rigspolitichefen i telefonen og spurgte, hvad f….. jeg bildte mig ind.  Jeg havde bare at følge de sædvanlige procedurer og skulle ikke bilde mig ind, at jeg kunne ændre på Statens indkøbsaftaler.

Da vi efter godt 60.000 km.skørsel skulle have skiftet disse dæk, satte jeg igen Michelin radialdæk (X-dæk) på vognen - og hørte ikke flere klager.

I starten rengjorde vi selv vognene. Efter aftale med E. Møller, rengjorde jeg vognene hjemme i min garage, vaskede og støvsugede dem og tog, så vidt jeg husker 25 kr. eller var det 15 kr. - jeg kan ikke huske det, men fik at vide, at det var første gang i politiets historie, at en politimand havde fået betaling – og tilladelse til at tage betaling for noget, der vedrørte tjenesten.  Det gik godt i omkring et års tid eller måske to og så var der dannet præcedens for, at vi kunne tage på en tankstation hver mandag morgen og få vognene soigneret. Jeg traf selv aftale med tankstationejerne.

Jeg kan ligeledes rose mig af, at jeg var den første politimand i hele kongeriget, der fik lov til at indkøbe og lade sikkerhedsseler montere i nogen af politiets vogne.  På det tidspunkt var der næsten ingen biler, der havde fabriksmonterede seler.  Jeg havde også stadige skænderier med vores chef, der synes, at det var noget pjat med seler - og som konsekvent afmonterede nakkestøtterne i Volvo 164`eren selv om de var fabriksmonteret.

Tiden i Færdselspolitiet har fyldt meget i mit liv. Jeg elskede mit arbejde og kunne allerede glæde mig til den følgende dag, når jeg var på vej hjem fra tjenesten.

Det var frihed under ansvar.

Med luft under vingerne

Overskriften lyder prangende og højtflyvende, men passer.

I slutningen af 1969 eller i starten af 1970 blev det af Rigspolitichefen bestemt, at der skulle oprettes en flyvetjeneste i afdelingen i Esbjerg.  Der blev opslået en stilling, som Arne Klausen søgte og fik.

Der blev kort efter opslået en stilling som observatør på henholdsvis fastvinget fly og helikopter.  Der var mange ansøgninger til stillingen. Jeg blev den heldige. Det betød, at jeg skulle på kursus på Flyvestation Vandel, der var en militær lufthavn med alle de faciliteter det krævede. I færdselspolitiets ledelse blev det bestemt, at der også skulle kunne kontrolleres færdsel fra luften.
Uddannelsen der var så vidt jeg husker af en uges varighed, og var sidestillet med militærets uddannelse af egne observatører. D.v.s., at når uddannelsen var færdig og man vel og mærke havde bestået uddannelsen, kunne man træde ind og forrette tjeneste på lige fod med militærets egne observatører.  Hvad lærte man så.?

For det første fik man undervisning i henholdsvis en helikopters opbygning, hvad der var væsentlig at bemærke på fartøjet, inden det gik i luften (èn gang forårsagede mine observationer, at en helikopter blev grounded, d.v.s. blev stående på jorden i en lufthavn, hvor vi var landet på grund af en pause, indtil tilkaldt mandskab (flyvemekanikere) blev tilkaldt og ankom fra Vandel.) idet jeg havde opdaget nogle pletter på asfalten. Jeg havde dyppet fingrede i det, der lugte meget kraftigt af kemikaliker.  Det viste sig, at det var gearkasseolie fra en af  fartøjets gearkasser til rotorerne.  Det kunne være blevet fatalt, og jeg fik stor ros af piloten.

Der blev undervist i den betjening af helikopteren, der var speciel.  Man blev uddannet til at udfinde pladser, hvor helikopteren kunne lande, (det krævede nogle mindstemål.)  Du fik undervisning i, hvordan man nærmede sig en helikopter, man skulle bestige. (det var nemlig vidt forskellig fra den måde du nærmede dig et fastvinget fly, som du også skulle være observatør på.  Selv det at lukke døren i efter indstigning skulle foregå på en meget lempelig måde, da helikopteren var opbygget af kleine materialer for at gøre det så let og manøvredygtig som muligt.
Helikopterne var af fabrikatet. Huhges 500 med plads til 4 personer. Foran – piloten til højre og observatøren siddende til venstre (med klar glasbund under fødderne. Bagved to sæder til passagerer – og så kunne den ikke løfte mere, hvis det skulle være forsvarligt at flyve. (det viste sig også ved en senere lejlighed at skulle gå galt nede ved Christiansfelt. Derom senere.

Stor set det samme gjorde sig gældende for fastvingede fly. Jeg startede med at lære en KZ 7 at kende.  Det var et fly fra 1947.Det var et skelet, der var beklædt med lærred, der så var bemalet med militærets grønne farver.  Rent umiddelbart gav det indtryk af at være lavet af metal, men det var altså øjenbedrag. Flyet havde ry for at være endog meget stabilt, men det havde altså nogle år på bagen. Hvor skørt var det lærred after de mange år, - der var kun èn motor og….og….

Nå, ja, man måtte jo forlade sig på, at piloten også var interesseret i at komme levende hjem til familien, så det gik vel nok.

Senere blev KZ 7érne udskiftet med Saab-fly der havde benævnelsen T-17.

På flyvestationen skulle vi falde i med det der tjenestegørende personale – også på navneområdet.  Der er nemlig det særlige, at piloterne navngives på deres brystskilt med et tre-bogstavsnavn.  F.eks. var der en der kaldtes ””JEN””. Det kunne være en sammentrækning af navnene Jens Erik Nielsen og sådan havde alle deres flyvernavn.  Mine navne gjorde det nemt.  Jeg hed ””HHH””

Dagene gik og man blev klogere og klogere på områder man førhen ikke vidste ret meget om.  Vi blev undervist af meteologer, fik alt at vide om skyer, benævnelserne om skytætheden, når vi skulle angive, hvad vi så for os under flyvningen eller advare andre fly om vejrfænomener og lign.  Vi  var i det hele taget pilotens andet øjenpar, der skulle advare ham om andre fly i luftrummet.  De kunne være svære at få øje på, når de kom i samme højde – lige imod dig. Et modgående fly`s vinger er som sytråde - i tykkelsen, når de ses . Man tror, at det er langt, langt borte.  Få sekunder efter er man så tæt på, at man næsten kan se piloten i øjnene.  Så har man været tæt på en katastrofe.  …..  Jeg har prøvet.

Det var en absolut skræmmende oplevelse, der nok gjorde, at jeg efter den oplevelse ,- inden jeg tog hjemmefra, sagde farvel – lidt mere intenst.
Oplevelsen jeg henviser til var under en flyvning i en T-17, der er et fastvinget, lille fly med propelmotor i flyet`s snude. Der skulle flyves hastighedskontrol på Tingvejen mellem Korskroen og Grindsted, hvor der på kørebanen var lavet gule streg-afmærkninger på asfalten et midtermærke + og et liggende T en kilometer i hver retning..
Man udså sig en bil på vejen og lærte med ret stor nøjagtighed at bedømme bilens hastighed ved hjælp af de langs med vejen opstillede kantpæle, der er anbragt med 100 meters afstand. Når man spottede en bil man mente kørte for stætkt, afventede man dens ankomst til et af de liggende T-.mærker. Umidddelbart før bilen nåde frem til mærket startede man tidsmålingen ved at trykke samtidigt på to stopure.  Derefter lod man bilen køre indtil det andet mærke, der lå nøjagtigt 1000 meter fra ”startmærket.  Det var nu pilotens job at holde  eller anbringe flyet i en position, der gjorde det muligt, at jeg kunne se bilen og de mærker, der var malet på kørebanen.  Tidskontrollen blev afsluttet, når bilen havde passeret det på kørebanen påmalede T.  Herefter kaldte man den kollega, der i en patruljevogn var anbragt på et egnet sted og meddelte pr. radio,at der kom – f.eks. en rød vw der havde gennemkørt den kontrollerede strækning på det og det aantal sek. Der var ensbetydende med en hastighed på så-og så mange km./t.

Under hele denne seance har både pilot og observatør været optaget af hastighedsmålingen er der som regel blev foretaget fra en højde af 900-1200 fod hvilket svarer til ca. 3-400 meter`s højde.
Når der var et civilt fly i det luftrum vi befandt os i, blev vi fra nærmeste lufthavn gjort opmærksom på, at der var et fly i luftrummet i en nærmere angivet højde.  Herefter kunne piloten anlægge sin flyvning efter det.  Man var opmærksom, indtil man havde observeret det anmeldte fly, og det var så det.

Det var en hel anden sag med de militære fly, der ikke skulle anmelde deres flyvninger til de civile lufthavne.  Heller ikke vi i et militært luftfartøj, vidste noget som helst om andre militære luftfartøjer. Når man så betænker, at et F-16 jagerfly kunne komme med omkring 1000 km/t. eller mere, så vil enhver kunne forstå, at de var farlige.

Vi kan lave et lille eksperiment for at anskueliggøre, hvor farligt det kunne være at dele luftrum med et hurtigt flyvende F-16.
Tænk jer et alm. Stykke A4 papir, der bruges i en printer, se det foran jer som et stykke rektangulært papir foran jer, så I kan se hele fladen.   Intet problem - vel.?
Vip papiret og se det fra en vinkel, hvor I ligesom kun ser en streg i luften. Sådan ser I et fly forfra, når I er i samme – eller næsten samme højde.
Set som ”profil” – en lige streg på himlen, ses et så hurtigtflyvende  F-16 jagerfly først når det er måske en lille kilometer borte.  Da det bevæger sig med 2 kilometer i sekundet, opdager man faktisk ikke flyet før det har passeret én..
I forhåbentlig forskellig højde, hvis ikke har man ikke opdaget, at man ikke er blandt de levende hverken i luften eller på jorden.

Netop det skete under den foran beskrevne tur.  Pludselig, da vi var på vej i retning mod Grindsted bemærkede jeg en tynd, tynd sort streg mod den azurblå himmel.  Jeg råbte obs.-til piloten og i samme brøkdel af et sekunder tårnede et F-16 fly sig ud af den blå luft og var åbenbart lige så overraskede over at se os.  Piloten reagerede lynhurtigt og lagde sig om på sin højre side med højre vingespids mod jorden og fik således bugen mod os, der kunne se nitterne på flyets sammenføjninger.
Den forekom mig stor som en Boing 707.  Puh-ha, hvor var det en grim oplevelse, både for mig og piloten, der trøstede mig med, at vi ikke ville have opdaget, hvis det var gået galt.

 Jeg ved, at min kollega – Arne  Klausen, der også var observatør havde oplevet noget lignende ude på hovedvej A1 ved Vejrup, hvor et F-16 fly var kommet så tæt under dem, at luft-suget/undertrykket fra jagerflyet bragte helikopteren helt ud af ligevægt.  Piloten var så rystet, at han omgående, da han havde ”fået hold” på helikopteren, var landet på marken lige under sig.  Han havde oven i købet ringet til flyvestation Skrydstrup og klaget over jagerpiloten, der havde fløjet under den højdegrænse han var underlagt.
Ja, det var sjovt at flyve, et dejligt afbræk i hverdagen, men heller ikke  risikofrit, hvilket en død kollega og en, der endte uden begge ben og en arm, vidnede om, efter den tidlige nævnte ulykke ved Christiansfelt.

Jeg kunne skrive i timevis om de sjove oplevelser det gav at flyve - og med det, der var forbundet dermed.  Jeg skal dog nøjes med at fremdrage et par enkelte epoisoder.

I anledning af årets store rejse-helligdage/ferie, skulle trafikken overvåges fra luften, så man kunne skride ind ved dannelse af trafikkøer, større færdselsuheld, hvor man kunne lande og agere førstehjælp eller dirigere trafikken.
Der kom beskred fra Rigspolitichefembedet, at man gerne ville have en trafikovervågning f.eks. i anledning af påsken. Det var mange gange en lørdag eller søndag.  Jeg mødte derefter på kontoret i min flyver-udrustning, der var identisk med luftvåbnets flyveruniform med tilhørende hjelm. Forsynede mig med pistol, stav osv. og tog en patruljevogn, i hvilken jeg kørte til Vandel, hvor piloten dagen eller dagene forinden var underrettet om min ankomst. Det var at sammenligne som en passager (mig) skulle praje en taxa (Helikopteren med piloten som chauffør i taxaen). Jeg bestemte ruten, der skulle flyves og gjorde piloten bekendt med, at jeg ønskede at flyve – f.eks. til Nyborg af hovedvejen. Fra Nyborg til grænsen ved Kruså eller Padborg, for derefter at følge hovedvejen eller motorvejen til Ålborg, hvor vi kunne mellemlande for evt. optankning af fartøjet.  Piloten afgav meldingen til lufthavnens kontroltårn idet han angav flyveplanen. 
Derefter gik vi til helikopteren, hvis det var en sådan, der var bestilt, og det var det for det meste, da den var bedre rent operativt, da den kunne lande om nødvendigt ved et færdselsuheld eller andre tvingende sitiationer.  Vi gennemgik flyet og startede flyvningen.  Der var lige så stor forskel på piloter, som på chauffører.  Nogen behandlede helikopteren/det fastvingede fly, ikke skødesløs, men med samme attityde, som når vi andre tager vores cykel ud af skuret og svinger os op på den.  Andre undlod ikke at afprøve hvert eneste instrument.  Sjovt nok var det ikke dem, man var mest tryg ved at flyve med. Det kunne jo også tydes, som om de selv var lidt bange for flyet og det forestående…….

Nå, det jeg ville fortælle om, var en helt sjov episode.  Piloten MAX, (som jeg var speciel gode venner med. Havde lokket ham med til Italien) havde fløjet mig  over Fyn til Nyborg.  Derefter var vi fløjet til Padborg, hvor vi måtte nødlande på grund af et afsindigt haglvejr.  Da vi startede og var kommet i luften for at fortsatte mod nord spurgte MAX om jeg havde madpakke med.  Det havde jeg ikke.  Det viste sig, at MAX også var uden egen forsyning.  Han spurgte, om jeg kendte et godt madsted.  Det gjorde jeg egentlig ikke – på de kanter.  Dog havde jeg hørt min søster fortælle meget om et sted, der hed Skovby Kro og hvor Elisabeth og Viggo ofte havde spist – også sammen med deres venner.  Det gjorde jeg opmærksom på og MAX bad mig finde det sted.
Da vi havde fløjet et stykke tid fik jeg øje på et tag, hvorpå der var malet  SKOVBY  KRO.

Det var i orden. Det var nu mit job at udpege et sted, hvor vi kunne lande uden fare for os selv eller andre.  Efter at have observeret terrainet under os bestemte jeg mig til, at vi skulle lande i -  jordbærbedet. Dels færdedes der ingen mennesker bag kroen og dels kunne helikopteren stå der uden alt for mange nysgerrige blikke.

MAX, der var en dygtig pilot satte helikopteren meget forsigtigt på jorden midt i jordbærrene, hvor det viste sig, at mederne, (der var ingen hjul på den), passede lige ned mellem jordbærplanterne uden så meget at kvæste ét eneste bær.  Derefter gik vi ud af haven og om på forsiden af kroen, hvor vi gik ind af hoveddøreen – ind i en forhal.  Hvem var den første person jeg så? - såmænd min søster og svoger, samt Ulla og Jørgen. Hvis jeg ikke husker forkert, var Carl Fredrik – en af familiens venner, også med.  Pudsigt og helt tilfældigt. 
Vi bestilte vores måltid, men vakte dog nogen opsigt med vores transportmiddel.  Kroejeren kom og spurgte bekymret, om vi kunne komme derfra uden at ødelægge nogen af bærrene.  Det lykkedes under stor bevågenhed af kroens gæster, da de hørte larmen fra de store rotorblade, der smelder og pisker.

Jeg deltog også i eftersøgning af forsvundne personer, hvilket helikopteren var eminent til.  Det er utroligt, hvad man kan se fra luften, hvilket vi var opøvet i under træningen på det første kursus.

Vandtur

Tiden kom også, da jeg blev indkaldt sammen med Arne Klausen til at give møde på Flyvestation Vandel – med besked fra Rigspolitichefembedet – at badetøj skulle medbringes.  Det havde jeg nu altså ikke tænklt mig – i oktober måned. Da der kom en reminder om badetøjet, var jeg nødt til at tage det med i kufferten, men det kom underst for en sikkerheds skyld. 
Ankommet til Vandel kom vi ind i et undervisningslokale, hvor vi på en time fik at vide, hvordan vi skulle klare os, hvis vi forulykkede dels med et T-17 fly eller med en helikopter. Hvordan i alverden de havde tænkt os at vi skulle benytte os af gummibåd, når man ikke var forsynet med faldskærm, er mig en gåde den dag i dag.  Jeg har nemlig altid troet, at det var efter at man var død, man blev forsynet med vinger, men militæret var åbenbart af en anden mening.

Det blev anskueliggjort, at kraven på vores flyverdragt var en lille redningskrans der blev pustet op, når man trak i en snor.  –det sæde man sad på i T-17 flyet var samtidig en lille gummibåd, der ligeledes var oppustelig..
Efter 50 minutters undervisning – uden anvisning på, hvordan man kom til havoverfladen og kunne reddes af dit og dat – uden at man var kommet ned med faldskærm, havde vi 10 minutters frikvarter, der dog gik med at gøre ens kuffert klar.  Vi, der var en 10-15 mand blev nu kommanderet op bag i en af militærets lastbiler, hvis pressenning blev rullet for, så man ikke kunne se ud, eller hvor man blev kørt hen.  Efter lang tid holdt bilen stille. Pressennigen blev slået til side.
Vi var i Vingstedcentret, hvor det med militært råberi blev bekendtgjort, at vi skulle løbe ned i kælderen. Her blev vi mødt af en af piloterne, der bød os en afklædning og iklædning af nogle pilotdragter efter at have været i bad.  Herefter blev vi vist ind i det, der senere viste sig at være svømmehallen. Mine allermest bange anelser blev ikke gjort til skamme. 
Vi fik besked om at stille op på række og i rækkefølge kravle helt op under taget på en vippe, hvorfra vi to og to skulle springe ned i bassinet,- en til hver side.  I min rædselssituation greb jeg efter det sidste halmstrå (jeg kunne ikke svømme) og spurgte en tilstedeværende pilot, om det ikke var uforsvarligt at springe 10 meter ned med briller på, - de kunne brække næsen ved anslaget mod vandet.  Det var sagt i håb om, at jeg blev fri for at springe.  “Joh” – svarede han.  “Det glemte jeg at sige.  – Dem, der bærer briller, må ikke springe med briller på. De skal aflægges.”

Der røg den chance.  Da jeg sammen med Arne gik ”planken ud”, den svejede op og ned på en modbydelig måde, der hele tiden fik en til at føle, at nu blev man ufrivillig smidt af.  Jeg var virkelig bange. Prøv at tænke på, at jeg var meget langsynet -. Og så stå 10 meter oppe- . Og kigge ned i et bassin, der for mig uden briller, så ud til at være på størrelse med et frimærke.  Hvem ville ikke være bange?. 
Jeg sagde til Arne, der gik foran mig: ”Jeg er ikke meget for dette”. Det var en mild overdrivelse. Arne, der er sportsmand og kan svømme svarede: ”Det er jeg heller ikke”.
Så kom kommandoen ”Sspring”. Arne sprang. 
Jeg overvejede at lade være, men alle andre stod nede og ventede på mit spring.  Jeg knugede sædet med gummibåden ind under armen. Aldrig har en gummibåd været så flad – garanteret.  Jeg trak vejret så dybt som aldrig før. Jeg var overbevist om, at min sidste time var kommet, men jeg kunne ikke slå korsets tegn uden at tabe gummibåden, så jeg nøjedes med at opsende en lønlig bøn om at komme godt fra dette og under ingen omstændigheder ramme cementkanten uden om bassinet.  Det så ikke ud til at kunne lykkes.

Jeg sprang og var overbevist om, at det var det sidste jeg foretog mig …. bevidst.  Tiden inden jeg ramte vandet var uendelig lang.
Tiden efter at have ramt vandet og værende på vej mod bunden tog endnu længere tid.  Presset på lungerne blev større og større.  Jeg følte, at lungerne var ved at sprænges.  Jeg knugede armen ind til kroppen for ikke at miste sædet med gummibåden.  Nu kunne jeg ikke holde vejret længere  -  og jeg var stadig på vej mod bunden - . Og skulle også gerne den anden vej op.  Det syntes umuligt.  Jo længere jeg kom ned, jo langsommere gik det. Nu kunne lungerne ikke længere.

Så kom vendepunktet og legemet begyndte lige så langsomt at bevæge sig opad.  Skulle jeg virkelig dø på den måde? Nu, nu, nu måtte jeg have luft. Jeg var i mørke. Ikke fordi vandet var snavset, men fordi jeg havde lukket øjnene, da jeg sprang. Endelig røg jeg op over vandoverfladen.
Jeg huskede – ikke minutiøst, men noget med brøkdele af sekund, at jeg først skulle få den oppustelige krave i funktion. Jeg flåede i snoren, der sprang, og luften fusede lige så stille ud, uden at kraven fik nogen opbærende kraft. Dernæst flåede jeg i snoren for at puste gummibåden op. Jeg var igen ved at gå ned under vandoverfladen.  Jeg trampede i vandet med støvler på.  Det havde ingen opdrift til følge, så det der med at træde vande er noget forbandet sludder. Endelig skete der noget,………….
Men aldrig har jeg oplevet så langsom luft.  Liiiiidddtttt efter lllliiidddt fyldtes kammeret i gummibåden.  Jeg klamrede mig til kanten og ventede kun på, at pontonen var så meget oppustet, at jeg kunne kravle op i den på langs, fra bagenden.  Det lykkedes. 
Først, da jeg sad i båden og stak hænderne i vandet for at ”ro” over mod kanten og komme i sikkerhed, mærkede jeg, at vandet var dejlig varmt.  Hvad ville der ikke være sket i virkeligheden, hvis det havde været i koldt vand.  Det har givet mig endnu mere respekt for vand

Politiskiltet- 2668

Den l. aug. 1953 var den dag jeg gennem en stor del af den sidste del af min barndom og starten af mit voksenliv havde ventet og set hen til.  Drømmen om at blive politimand  havde overskygget alle andre af mine ønsker.  Nu var drømmen blevet til virkelighed.  Muligheden for at ændre verden var tilstede. Gøre verden til et bedre sted at leve lyder forskruet og overdrevet og viste sig også at være det.  Men lidt større retfærdighed kunne man måske være årsag til.  Det var i hvert fald drømmen.

Efter endt skoleforløb og den beståede eksamen fik man udleveret sit politiskilt.  Det mig udleverede bar stemplet på bagsiden mit stamnummer , der skulle følge mig og angives på alle officielle skrivelser.  Nummeret var 2668 – et nummer jeg ville kunne gengive kl. et eller andet  efter vækning og stående på det ene ben i bulder-mørke.

Den første gang jeg kom til Sønderborg for at besøge min søster og svoger, der var blevet ansat ved Politiet i 1936, da institutionen var kommunal, spurgte om at se mit skilt.  Det hang i en kæde fastgjort til en af stropperne i  venstre side af mine benklæder.  Viggo tog det i hånden  og vendte det, så han kunne se bagsiden.  ”Død mands nummer” var den eneste tørre kommentar .  D.v.s. at den foregående ejer var død eller hvis det skulle være knapt så makabert, - pensioneret.

Efterfølgende blev jeg i en tone, der ikke var til at misforstå gjort bekendt med, at det skilt skulle der værnes om og passes bedre på en på egen person.  Der havde været et tilfælde, hvor et skilt var stjålet under et indbrud og efterfølgende havde tyven standset en kvinde under foregivelse af , at han var politimand, hvilket blev dokumenteret ved forevisning af et politiskilt. Herefter var kvinden blevet voldtaget.  Viggo udtalte, at skiltet var værre at miste end ens pistol.
Jeg mærkede mig denne alvorlige belæring og turde ikke lade skiltet blive i hjemmet i Esbjerg, når vi rejste til Italien, hvor skiltet jo slet ikke kunne anvendes.  Jeg havde derfor bedt Bodil om at købe et par badeshorts med en lynlåslomme, idet jeg jo heller ikke med god samvittighed kunne efterlade det i campingvognen – af hensyn til evt. tyveri.

Skiltet var kun adskilt fra min krop når jeg gik i seng for at sove.  Det var almindeligt, at skiltet i al  almindelighed blev brugt som samfundshjælper, når en øl eller sodavand skulle lukkes op. Denne ”nedværdigende ” behandling har jeg dog aldrig udsat mit skilt for.

Jeg tror enhver politimand – eller i hvert fald mange mig selv indbefattiget havde et helt specielt ”tæt” forhold til sit skilt.  Et forhold almindelige mennesker vil ryste på hovedet af og slet ikke forstå.
For det første symboliserede det, der havde været min drøm siden drengeårene.  Dernæst var det et bevis på, at du ikke havde været dummere end du havde bestået den samlede eksamen med et karaktergennemsnit på 7.53 ud af en skala, hvor højeste karakter var 8.
Skiltet skulle bruges til identifikation af den enkelte politimand, når han henvendte sig til publikum, der også kunne forlange at se skiltet selv om du var fuld uniformeret. (Har været ude for en enkelt gang på Ribe jernbanestation)

Politiskiltet virkede som en slags skjold, en rustning, der ikke gjorde dig usårlig, men som lagde ligesom en beskyttende skal eller hinde over dig. Hvis du var i civilt tøj og skulle gribe ind eller påtale noget, skulle du legitimere dig ved hjælp af forevisning af skiltet.  Når først dette var gjort , vidste personen du stod overfor, at du var politimand og det krævede så enten at personen var tosset og angribe en politimand, derfor sammenligningen med en rustning eller skjold.
Skiltet borgede også for, at den person, der havde tilkendegivet sig som politimand ikke var en uvederhæftig person.  Skiltet havde således mange ” ansigter”.

Dagen for pensionen var indtrådt, d.v.s. jeg blev afskediget på grund af 120 dages reglen.  D.v.s., at hvis man havde haft et sygdomsforløb der strakte sig over 120 dage, stod man til afsked.  Det var efter min kræftoperation i struben, hvor jeg efterfølgende i tre måneder kørte til Odense hver dag for at modtage strålebehandling.  Jeg skulle aflevere den sidst udleverede kappe (mærkeligt), min stav, min førerkæde, min pistol og ……… mit elskede politiskilt.  Det var med sorg i sinde og med en mærkelig følelse.  Den procedure kunne der dog ikke ændres på.

 Der var lige fra starten tale om, at politiet skulle have en  ny form for legitimation (kort), men der skete ikke noget.  Jeg har åbenbart ikke været den eneste der savnede skiltet.  Vores daværende formand for den lokale politiforening, Finn Thor Sørensen, lod fremstille et lille firkantet skilt, der blev lysende grønt, når man havde haft det i lommen og havde varmet det op. Det var forsynet med ordet POLITI og var lavet i IPA-regi.

I starten af april måned var jeg inviteret ud til Bodil og Jan til spisning.  Herunder kom Jan til at komme med en bemærkning om, at han lige havde fået sit gamle skilt udleveret på Esbjerg politistation, hvor han bare skulle kvittere for modtagelsen.  Han fortalte,   at jeg nok ikke kunne få mit skilt tilbage, idet der var sat en grænse ved 1994. De før dette årstal pensionerede skulle ikke kunne få skiltet udleveret.  Der kunne også være sket det, at mit skilt efter 1991 og indtil indførelse af legitimationskortet i 1994 kunne være udleveret til en ung nyansat politimand.  Det var ordnet således, at den, der havde haft skiltet sidst, var den, der kunne få det udleveret. 
Det ærgrede mig at høre.  Det at få et helt andet skilt udleveret ville ikke sige mig noget og jeg ville ikke rejse nogen steder for at  få et sådan skilt udleveret .

Da jeg natten efter sad og arbejdede med computeren randt det med skiltet mig i hu.  Jeg kunne huske, at Jan havde nævnt, at det var POLITI HISTORISK  MUSEUM, der stod for udleveringen.  Jeg Googlede mig til adressen. og sendte en forespørgsel.  Der kom svar den følgende dag, hvor det lakonisk var meddelt, at skilte var til udlevering tirsdag, torsdag og søndag fra 11:00 til 16:00.  Det syntes jeg lød for let det af Jan fortalte – taget i betragtning.  Jeg skrev derfor igen og spurgte til mit skilt med angivelse af stamnummeret.  Jeg fik en opringning af en kvinde, der meddelte, at skiltet med mit stamnummer lå klar til udlevering og at de havde moret sig over min mail med gengivelse af, hvad Viggo havde sagt om skiltet og bemærkningen om, at jeg havde haft specielle badeshorts ”bygget” til at huse skiltet – og bemærkningen om, at det aldrig havde været brugt som øloplukker.  De havde taget et print af min mail, der lå fremme.

Jeg kvitterede med – ”Jeg kommer i morgen”, hvorefter jeg pakkede en weekendtaske for overnatning.

Den 19. april 2011 – og ikke den 19. september 1944, der var en sorgens dag for politiet, kørte jeg i en brandstorm til København, hvor det også regnede.  Jeg fandt adressen Fælledvej 20 – den gamle station 6, hvor jeg blev pænt modtaget og hvor jeg fik skiltet udleveret mod behørig kvittering.  Der var en lind strøm af pensionerede kolleger, der kom ind for at få genudleveret deres skilt.  Alle, der havde gjort tjeneste under Rigspolitichef-embedet skulle rejse til København og hente skiltet.  Kolleger, der var pensioneret fra en politikreds fik dem udleveret via politistationerne i kredsene.

 Nu sidder skiltet 2668 i den gamle kæde, hvortil den var hæftet gennem snart 40 år.

Se det er ganske vist – og en redelig historie om mit politimæssige klenodie, der vil blive fotograferet  og billedet vist i min beretning om mit liv.