 |
Om skolegang, lærlingetiden henvises til Min barndom og ungdom.
Min tid i politiet finder du i Mit ønskejob.
Rekrut i Den Kgl. Livgarde (1949)
Korporal
Militærpolitiet
Tjeneste i Itzehoe (1950)
Kristian Kirks Telefonfabrik
Arbejdsløs
I 1948 var jeg på session. Jeg var åbenbart legemligt i orden og brugbar som soldat og kanonføde for fædrelandet. Jeg blev udtaget til den kongelige danske livgarde og skulle passe på medlemmerne af vores kongehus, når jeg en gang var blevet uddannet til det.
Rekrut i Den Kgl. Livgarde
Den 11. maj 1949 blev jeg indkaldt til militærlivet i Kongens København. Jeg havde familien Schneidermann i baghånden nogle gange under orlove. Der var ikke penge til at rejse hjem til Horsens for, så der kunne meget vel gå mere end et halvt år uden at man så sine kære.
Kuvert fra brev fra Viggo.
Jeg skylder nok at fortælle, at Schneidermann-familien ”adopterede” mig under krigen—jeg tror det var i 1943, da Horsens-Garden var inviteret til København, hvor vi optrådte flere steder , bl.a. på ”Bakken”. Jeg skulle have boet hos noget familie (Ella) en datter af Lars Pedersen, der boede Emil Slomansvej nr. 11 på Frederiksberg. Det kom jeg af flere årsager ikke til, hvorefter Schneidermann, der var chauffør på ”Oma” fabrikken, trådte til og lod mig bo hos ham sammen med en anden garder.
Livet som medlem af Den Kongelige Livgarde var en hård uddannelse for en forholdsvis spinkel fyr som mig—sammenlignet med de store bønderkarle, der havde hænder så store som et handskemager skilt.
Vi mødte alle—naturligvis i civilt antræk. Jeg havde datidens sko med en tyk hvid eller meget lys gummisål på. Jeg var endvidere iført en såkaldt ”støvfrakke” med. raglandærmer. Det hele kronedes med en blød hat med meget, meget bred skygge. Så vidt jeg husker, var jeg den eneste, der gik med hovedbeklædning. Se fotoet på dagen.
Indkaldelsen var sket på Livgardens øvelseskaserne ”Sandholm” lejren, der i skrivende stund er flygtningelejr.
Det var en kaserne, der bestod af ene gult kalkede bygninger. Der var en hovedbygning hvori Oberst Bjerregård havde privat bolig. Beboelsesbarakkerne lå parallelle med grusareal langs bygningerne. Gulvene var træbrædder, der var ”pløjet” helt op af militærstøvler med jernbeslag under hælene.
Belægningsstuerne var ikke store, men der var under-og overkøjer, så der lå fra 12 til 16 mand i hvert rum.
Stuen var forsynet med én kakkelovn, der ikke måtte benyttes—selv ikke i vinterhalvåret, da de var brandfarlige for bygningerne. Sengetøjet var grå, tunge militærtæpper ovenpå et lagen.
Der skulle være pressefolder i uniformsbukserne. Bukserne blev presset ved at lægge dem under det nederste lagen, hvorefter man lagde sig på dem. Det var med at få spændt lagnet stramt, så bukserne ikke kunne flytte sig, ellers kom de til at se mærkelig ud.
I løbet af natten blev lugten stram i lokalet. Der lød adskillige "brag" fra sengene. Rengøringen af stuen var problematisk. Alt skulle være så rent til lørdagsparaden, at vagthavende løjtnant med hvide glachie-handsker gik rundt og tørrede af oven på dørgerigter og sågar fodlister. Det var med de midler vi havde til rådighed—ikke muligt at gøre rent, så en hvid handske ikke kunne blive snavset. I så tilfælde var hele stuen "knaldet" og vi mistede retten til at have fri den følgende lørdag/søndag. Det var betingelserne.
Gruppebillede 1 og Gruppebillede 2 (pdf-fil)
Det første halve år kom vi slet ikke udenfor kasernen, der lå langt ude på landet, fordi der var nogen, der ikke kunne gøre korrekt honnør, hvilket var et krav. Det var bønderkarle med krumme fingre, der ikke kunne rette fingrene ud, så honnøren blev korrekt. Det kunne de jo ikke gøre for, men sådan var det.
Hver morgen startede vækning kl. 0600 med råbet ”så står vi op, er der nogen der skal til læge”. Der var morgenmad fre kl. 0630, hvorefter vi stillede i kasernegaden kl. 0700. Derefter en løbetur udenfor—og rundt om kasernen. Det var en tur på et par kilometre. Om formiddagen var der så gevær og march-eksersits, idet vi skulle være de bedste soldater i Danmark til netop de discipliner, da vi jo senere skulle gå vagt på Amalienborg og passe på vores konge og dronning.
Hver torsdag stod der march på programmet. Vi startede med 5 km. Den første uge. Den var jeg med på, men gik hen og pådrog mig en lungehindebetændelse. Blev indlagt på infirmeriet i ca. 14 dage– tre uger og røg så på marchturene, der nu var på 50 km. Hver eneste uge. Jeg led alle kvaler på de forbandede ture, idet jeg led af fodsved, der igen uværgelig resulterede i vabler - 4-6 stykker - på hver fod.
Under marchturene havde vi oppakning på. Hertil hørte geværet og fyldt feltflaske (vand) der ikke måtte drikkes af under turen. Det var svært at høre vandets klukken på en hed sommerdag, når man var så tørstig, at man kunne patte et vandrør helt fladt.
Der var også forbud mod at tage støvlerne af i spisepausen. Det var der fornuft i, fordi fødderne svulmede sådan op, når de var varme og man tog støvlerne af. Det var simpelthen umuligt at få støvlerne på igen. Ved hjemkomsten til kasernen gik man i baderummene, vaskede fødderne i koldt vand og lagde sig ind på sengen med fødderne udenfor forbrættet. Herefter kom en sygepasser og en læge. Sygepasseren havde et krus med en vatpensel I kruset var der jod. Han strøg lige frem og tilbage hen over vablerne, hvorefter lægen med en spids saks klippede vablerne op og pressede væsken i vablerne ud. Mere blev der ikke gjort ved det.
På et øvelsesterræn foretog vi alt fysisk. Til middag, når vi skulle hjem og spise (vi havde en times pause) skulle vi altid en bestemt vej hjem. Grunden til det var, at der løb en bæk—en lorterende med afføring o.s.v. Den skulle vi springe over. Den var imidlertid så bred, at det ikke kunne lade sig gøre et eneste sted, så det var kun dem, der var forrest eller der kunne løbe stærkest, der kom nogenlunde tørskoet over. Vi andre røg i til midt på skinnebenene, hvorved støvlerne og det nederste af bukserne blev belortet. Officerene og befalingsmændene nød at se os i den situation.
Eftermiddagene gik ligeledes med eksersits, - medmindre man blev sendt over og rense lokummer. De lå i en bygning med tag over og bestod ellers i en 10-15 meter lang træplade, hvori der var lavet nogle huller så store, at ens bagdel kunne være der. En meters penge længere nede var bunden hvori lortet fordelte sig. Der kunne være en værre stank derinde selv om der var fri adgang til luft og vind. Det var ikke et sted man forfaldt til lange tænkepauser.
Tjenestetiden var færdig kl. 1700—i al almindelighed. Kl. 1800 var der aftensmad i kantinen.
Dem der havde køkkentjeneste, d.v.s. dem, der skulle skrælle kartofler og lave alt det grove køkkenarbejde og som f.eks.ikke kunne lide at røre ved fisk eller have lugten af dem i næseborene, når de skulle flækkes og tage indvolde ud, lod simpelthen være med at tømme fisken, der derefter blev tilberedt med alle indvolde m.m. Derfor spiste jeg aldrig noget med fisk og derfra stammer min modvilje mod fisk højest sandsynligt.
Man var dødtræt, når man havde spist aftensmad. Der var intet at foretage sig ud over, at man kunne gå på KFUM og få en kop kaffe eller få gratis brevpapir, så man kunne skrive et brev til dem derhjemme, hvis man ellers havde penge til et frimærke. Kl. 2200 skulle man ligge i sin køje. Den vagthavende officer gennemgik alle belægningsstuer og kontrollerede, at alle lå i deres senge—reglementeret afklædte og med uniformen hængende på bøjle til højre for den seng man lå i. Der opstod flere morsomme episoder ved den foranstaltning. En af stuefællerne kom altid for sent på kasernen søndag aften efter afholdt orlov. I sidste øjeblik kom han løbende hen ad gangen, når løjtnanten var på sin rundgang. Han sprang ud af skoene og hoppede op i den øverste køje. Han nåede lige at trække tæppet helt op til hagen for at undgå at blive afsløret , så det ville blive opdaget, at han ikke var afklædt. Løjtnanten har formentlig set ham smutte ind på stuen og trak tæppet til side. Manden var afsløret. Hele stuen blev "knaldet" og mistede orlov den følgende uge.
Ved næste søndag efter en orlov havde vi andre lavet den genistreg at ”låse” hans seng. Det foregik på den måde, at man tog tæppet af og trak lagnet op mod hovedenden—fra fodenden, hvorefter de ¨langsgående sider blev stoppet ind under madrassen, d.v.s. at det nærmest var en ”kuvert” han kravlede ned i. Så kort en kuvert, at han ikke kunne få benene strakt ud og som følge deraf heller ikke komme ned i sengen. Søndag aften kom. Kl. var 21:59:20, da han kom buldrende ind på stuen, hvor alle vi andre lå og afventede, hvad der videre ville ske. Han sprang som sædvanlig op i sengen m. tøj på, da han hørte løjtnanten komme hen ad gangen—mod vores stue. Vores stuefælle kæmpede som en gal for at få benene ned, men sad op, da døren gik op og løjtnanten kom ind. Løjtnanten kunne se, hvad der hindrede soldaten i at komme ned i sengen og var klar over, at det var noget alle vi andre havde lavet. Denne gang blev kun den formastelige straffet. Det hjalp på hans mødetid søndag aften.
Tiden gik, stadig med eksersits—både den geværmæssige og den marchrelaterede del af uddannelsen. På et tidspunkt konkurrerede vi med søværnets hold, der regnedes for de næstbedste. Selv regnede de sig for værende de bedste. Den opfattelse kom de altså til at revidere, da Livgarden vandt eksersitskonkurrancen.
Lørdag/søndagsorlov var ingen selvfølgelighed. På et tidspunkt skrev Bodil, der på det tidspunkt var ansat på en børneafdeling på Horsens Kommunehospital, at hun skulle til København med et lille barn, der skulle opereres for en ganespaltning. Hun skulle blive i København i week end` en og ville naturligvis gerne, at jeg kom ind til København for at være sammen med hende. Den eneste, der kunne give mig denne tilladelse var premierløjtnant Kofoed, - en bornholmer, der mens jeg var indkaldt blev straffet 3 gange for mandskabsmishandling. Han var en mand, vi alle var virkelig bange for. Krum næse, sorte buskede øjenbryn og med en stemme, der altid skreg. Han virkede umenneskelig - og var det til tider også.
Det havde ikke været muligt at få ham i tale i løbet af dagen. Aftenen faldt på og det blev sengetid. Jeg rettede henvendelse til løjtnanten, der - ja, jeg forstod det slet ikke, - gav mig lov til at stå op af sengen, stikke mine tynde ben i mine store støvler og iklæde mig en kappe, der gik langt ned på skinnebenet, hvorefter jeg måtte gå over i officersmessen og opsøge Kofoed.
Jeg gik derover, hvor jeg talte med en af de menige, der gjorde tjeneste i messen. Han ville dog ikke gå ind og forstyrre Kofoed, der drak sammen med andre officerer. Jeg sad på en trappe og frøs, mens jeg ventede på, at han skulle komme ud. Det skete efter mere end en halv time. Han skreg ”Hvad fanden laver De her?” Jeg kunne have gjort i bukserne, så bange var jeg for ham. Jeg rejste mig, stod ret (og har givet forekommet latterlig i den føromtalte mundering). Jeg fremsatte mit ærinde og sagde som rigtigt var, at min kæreste kom til København o.s.v. - o.s.v. Han skreg tilbage, at jeg kunne fand`me være glad for, at jeg havde været ærlig og ikke fortalt noget.
Jeg bestilte et værelse i Colbjørnsensgade. Det skulle vise sig, at det var en snusket affære med brugte kondomer i natbordsskuffen. I underetagen var der en restauration med navnet ”Den kvikke Kanin”.
Rytmen fra danseorkestret dunkede op gennem huset, så det var ikke meget søvn, man fik den nat, …. Men hvad pokker..
Korporal
Hen på efteråret blev jeg udvalgt til Livgardens korporalskole i Jægerspris.Det skulle ændre forløbet af min karriere indenfor det danske militær, men derom senere.
På en måde var jeg glad for den befaling, der måske kunne gavne mig, når jeg skulle søge ind til politiet, men udsigten til at skulle gøre tjeneste længere tid end normalt huede mig ikke rigtigt. Jeg var dog klar over, at man måtte tage det sure med det søde—og kunne det øge chancerne for en karriere indenfor politiet—var det i orden.
Inden jeg startede ved militæret kom Bodil en dag og fortalte, at hun kunne tænke sig at tage til England og supplere sin uddannelse. Jeg sagde kort og bestemt, at hun lige skulle huske at lægge sin forlovelsesring inden hun rejste, hvorefter Bodil skrinlagde planerne om englandsrejsen. Jeg skulle ikke nyde noget med en kæreste i England og selv gå alene rundt .
Jeg kom til Jægerpris. Jeg ville, da jeg havde set de forhold, jeg skulle leve under, hellere skydes. Jeg kom på en fællesstue, hvor vi boede 38 mand i over og underkøjer. Jeg boede i en underkøje. Bodil og jeg skrev til hinanden ikke hver, men hver eneste dag.
En dag, da jeg havde fået brev og sad på min underkøje og læste brevet, kom der en skralderlatter fra ham, der boede i overkøjen , - og som lå og ”læste med”. Det var brandirriterende. Jeg blev så gal, at jeg kun tænkte på at komme væk derfra.
En af de første dage blev det regnvejr. Et værre møgvejr. Vi skulle over middag ud på ”abekattemarken”, hvor vi skulle lære at kommandere, hvilket skete ved, at vi blev placeret 150-200 meter fra hinanden. Der blev givet en kommando, - som vi skulle råbe fra mand til mand. – Og der skulle virkelig råbes. Jeg har altid hadet regnvejr – (og gør det stadig.) Efter middagen blev der råbt til appel. En fremmed kaptajn + en underofficer var kommet til stede. Kaptajnen stod frem og præsenterede sig som chef for Militærpolitiskolen. Han skulle hyre nye korporaler til MP-skolen. Der skulle foretages en masse teoriprøver for at udskille de mindre duelige – til netop det job. De, der ønskede at komme på Mp-skolen, skulle træde et skridt frem. Det var størsteparten. Jeg blev stående tilbage, da jeg jo ikke kunne være bekendt jvf. min besked til Bodil, da hun ønskede at komme til England, at melde mig og komme til Tyskland.
Da kaptajnen åbenbart mente, at flere burde have meldt sig, opfordrede han til, at flere meldte sig. Jeg øjnede en chance for bare at komme i tørvejr under de forskellige prøver, alle skulle igennem.
Altså – jeg trådte et skridt frem. Kort efter kom vi ind i en af barakkerne. Flokken blev fordelt i forskellige klasser, hvor der blev afholdt – som det første – regneprøver. Efter disse forlod vi klasseværelserne og stod ude på gangene i lang, lang tid, mens en masse officerer gennemgik de enkeltes resultater – og efter endt gennemgang kom ud på gangen, hvor det højlydt blev bekendtgjort, hvem der gik videre til de næste prøver. Jeg havde bestået og kom på ny i klasseværelser, hvor der blev foranstaltet prøver i dansk stil, - bestået, genfortælling, - bestået, skriftlig tysk, bestået, mundtlig tysk, bestået – og så begyndte der at gå sport i det, - altså i at bestå, da du så stadig var i tørvejr. Ens stolthed var vel også begyndt at banke på. Mundtlig engelsk, - bestået, skriftlig engels, - bestået,.
Efter den sidste prøve kom officeren ud på gangen og råbte navne op på dem, der havde bestået. Pludselig råbte han ”487”, der var mit soldaternummer. (Det viste sig, at vi var to mand med samme nummer, idet vi kom fra vidst forskellige soldaterregimenter. Jeg råbte , ”her” – men det var der en mere, der gjorde. Officeren lavede en pause , der senere skulle vise sig betød store omvæltninger i min fremtidige tilværelse. Han holdt papiret tættere til ansigtet og sagde ”hvad er det for et mærkeligt navn?” og stavede ”Holtz” – ”her” råbte jeg – “Holtzmann”. Altså var det mig, der som sidste mand havde bestået.
Det indebar, at jeg nu pludselig skulle skifte uddannelsessted – og senere gøre tjeneste ved Det Danske Kommando i Tyskland. Jeg var ked af og flov over at have ”svigtet” Bodil og ”forbudt” hende at tage til England for derefter selv at tage til Tyskland. Sådan var det, uden at jeg egentlig ville det.
Militærpolitiet
Dagen efter kom der et par truck`s der hentede de, der havde bestået prøverne , - opg bragte dem til ”Høveltegård”, der var uddannelsescenter for Det Danske Militærpoliti kld. MP. – der var speciel uniformeret med hvide gamascher,livrem og skrårem. MP. bar kasket med knaldrødt betræk. Bevæbningen var pistol, - i begyndelsen en 9 mm. Husquarna, der var en svensk/finsk pistol, der lignede den tyske Parabellum.
Chefen for skolen var kaptajn og hed Gunner (efternavn). Han var dansk polititjenestemand.
Bygningsmæssigt bestod skolen af en tre-længet gård, hvoraf den ene (hovedlængen) var administrationsbygning, den anden skole/teorilokaler og den sidste beboelseskvarter for 24 korporaler og 6 menige, der var chauffører.
Der herskede herskabelige forhold, - i forhold til de kasernekvaliteter eller mangel på samme, - der tidligere havde omkranset og indeholdt min hverdag. I spisestuen var der hvid lærredsdug på bordene. Vi spiste ikke med det fra starten udleverede spisebestik, men med pæn kniv og gaffel. Der skulle vaskes hænder inden måltidet, hvor man også skulle være pænt påklædt. Vi fik ugeløn på 8 -10 kr.Kosten opg logi var gratis, men befordringsmidler som tog og rutebil skulle betales af ens egne penge.
Dagen var opdelt, så der var praktik om morgenen og formiddagen og teori om eftermiddagen. Skolens lærere var hovedsagelig hentet fra politiets rækker. Vi havde bl.a. politikommissær Krogh til færdsel. Han var lærer på Politiskolen på Artillerivej.
Der var politifuldmægtige som lærere i straffelov og andre juridiske fag. Det hele smagte lidt af rigtig politi, og jeg sugede til mig, hvad jeg kunne. Det var tydeligt, at jeg havde en anden indgangsvinkel til MP end mange af mine kammerater – fordi jeg vidste, at jeg ville fortsætte i den retning – og betragtede lærerne som kommende kolleger.
Vi havde en rigtig sjællander som garagemester. Han var officiant og havde åbenbart kastet sin kærlighed på mig hvad angik biler og motorcykler. Vi havde hver især fået udleveret en motorcykel – af Feltmarschall Montgomery`ørkentropper`s efterladenskaber – en 3½ hk. Ariel. Ved særlige lejligheder – ved kongearrangementer, hvor vi dannede kortege, blev der tilstillet MP 3 Nimbus-motorcykler. Officianten kaldte mig over og bad mig udvælge 2 mand, der ud over mig skulle have tildelt en Nimbus ud fra de kriterier om, hvem, der behandlede deres maskiner med størst omhu, og var de dygtiske motorcyklister. Se det var noget af et ærefuldt job, der også kunne skabe et 
misforhold blandt andre af dem, der ikke fik lov til at prøve at køre Nimbus.
I det daglige lærte vi at køre motorcykel i en grusgrav og en meget, meget stor græsmark ved Sjælmarks kaserne. Det var lige meget, om der skete noget med maskinerne. Vi skulle bare lære at kunne blive siddende på dem uanset glat underlag og under kørsel op ad stejle skrænter. Det var spændende timer med gashåndtaget i bund i et forsøg på at indhente vores løjtnant, der næsten altid kørte forrest, - men hold da helt op, hvor vi kunne se ud, når det havde været regnvejr og der lå store søer i grusgraven. Det hvide kridt fra gamascher og remtøj blev opløst af vandet og trak ind i uniformsstoffet. Det kostede nogle timer at få det vasket og få udseendet til at være som ved udleveringen af uniformen.
Dagene gik hurtigt, jeg læste en del på lektierne, men sjovt nok havde ”politistoffet” sat sig fast i baghovedet – nok fordi det havde min store interesse.
Vi var på skydebanen med vores pistoler. Min gik i stykker og måtte til reparation allerede den første dag, hvorfor jeg skød med henholdsvis for-og bagmands våben til øvelsesskydningerne. Den sidste skydedag fik jeg egen pistol og fik 6 prøveskud inden den gældende skydning. Det gav mig en skydepræmie (grønne askebæger) med MP-inskription. Jeg fik i øvrigt flere af samme slags askebæger, så der er ét stk. til arv til hver af mine sønner.(hvis de ellers gider at have dem.)
Se også afsnittet Mine interesser
Hver fredag aften var der terrainløb, der startede fra oversergent Werners værelse kl. 22:00 hvor han lå i sengen med en bajer på natbordet. Det var i vinterperioden, med koldt og vådt vejr. Løbet var med enkeltmandsstart. Jeg var ikke nogen ørn i kortlæsning, det ville være synd at sige. Når det var snevejr, var jeg i mit ”Es”.
En kammerat – Johnsen, postbud fra Kolding var orienteringsløber i det civile. Han havde et ekstremt lille skonummer og hans fodspor var nemt at følge. Det drog jeg nytte af, da jeg var en god udholdenhedsløber. Det gav mig nogle fri-week ender, der var præmie for at komme først til lejren lørdag morgen, hvor man gik direkte under bruseren med uniformen på. Et par fald på efterårsvåde pløjemarker eller en tur genne en af Sjælsmarkssøerne kunne godt få en til at se rigtig mudret ud. (Officererne kunne være så tarvelig at sætte en ”post” 10-12 meter ude i et vådområde/sø og så var man på den, når man som jeg ikke kunne svømme.
Tiden for afgang til Tyskland og den for denne periode forestående eksamen blev et stort spændingselement, der muligvis også kunne få indflydelse på min senere optagelse i politiet, når man skulle vise sine soldaterpapirer frem.
Eksamenstiden indfandt sig. Det ene fag efter det andet blev bestået, - endog med meget fine karakterer. Carlo Hansen fra Kolding blev en klar nr. 1. Vi var så to mand med nøjagtig samme karakter. Eksamenens nr. 1 og 2 var selvskrevne som ansat i kriminalafdelingen. Der skulle derefter trækkes lod mellem os. Jeg meldte forlods fra for lodtrækningen, idet jeg aldrig var heldig i den retning. Jeg fik at vide, at jeg skulle deltage. – Jeg blev den heldige og kunne den 1. marts 1950 rejse til Tyskland med Kommandoet.
Helt ærligt kan jeg den dag i dag slet ikke huske, hvordan jeg fik fortalt Bodil om den fornyede situation – eller hendes reaktion på meddelelsen.
Tjeneste i Tyskland
Jeg ankom til Tyskland, - nærmere betegnet til Itzehoe, der ligger mellem den danske grænse og Hamborg og vest for denne Det var igen noget helt andet. Vi blev indkvarteret på to-mands stuer i et værelse i en beslaglagt tysk herskabsvilla. Carlo og jeg fra kriminalafdelingen blev adskilt fra den øvrige MP styrke, der boede i nabovillaen og med indtil mange i hvert rum. Der var tysk personale. En dansk kogekone – fru Sørensen og en dansk medhjælper frk. Knudsen, der næsten var allemands-eje. Det øvrige personale var tyske statsborgere, der var så heldige at have fået arbejde. Der var en tysk ”Heitzer”, kaldet. ”Mahlzeit” samt en del stuepiger, der vaskede vores tøj og holdt vores værelser.
Der var dejligste haver, hvor vi kunne opholde os i vores fritid. Villaen lå et par minutters kørsel fra kaserne, - der var to – Richmond og Borgward kaserner, der var sammenbygget. Her havde militærpoliet deres station, der fungerede som en alm. dansk politistation med et ekspeditionslokale, mandskabsrum, detentioner o.s.v. Der var en vagthavende,hvis rang var sergent eller oversergent, der havde en gruppe korporaler på 6 mand + en jeep—og truck chauffør. Holdet tiltrådte tjenesten kl. 08:00 morgen og havde vagt et døgn.
Holdet havde samme opgaver som en dansk politistation. En under-eller korporal havde uindskrænket magtbeføjelser. Selv en general havde pligt til at stå ret, hvis man påtalte et eller andet forhold. En MP`er var manden med største magt i hele kommandoet. Man skal så også lige tage korporalens alder i betragtning – omkring 22 år. Det var med at have styr på teorien og den militære straffelov og ikke misbruge sin magt. Tyske statsborgere kunne ligeledes anholdes under visse omstændigheder. Mp. Måtte ikke blande sig med andre soldaterenheder for at undgå, at man kom i afhængighedsforhold til nogen.
I Kriminalafdelingen havde vi til at begynde med en oversergent Nielsen kaldet ”Blondie”. En meget, meget dygtig mand der var højt respekteret af alle. Senere kom der en kriminalassistent fra Afdl. S i københavn, der fik rang af løjtnant af reserven, - som leder af afdelingen.
Jeg havde mange ”sjove” kriminalsager” i min tid i afdelingen. Jeg havde også den fordel for de andre MP`er, at jeg kunne trække i civilt tøj og tage ned i byen, der var delt i to dele, den ene ”aut of bounds,” hvor dansk militær ikke måtte komme, men hvortil jeg havde adgang, - bl.a. for at kontrollere, at der ikke fandtes militære personer i området, der var lidt luderagtigt og hvor beboerne ikke var af Guds bedste børn
Gennem flere måneder havde jeg efterforsket en sag, hvor en dansk soldat – Tadæus Syska, forsvandt sporløst og blev eftersøgt gennem Interpool i hele Europa. Jeg havde afhørt jeg ved ikke, hvor mange tyske familier og mange ludere i den forbudte bydel – uden noget brugbart resultat. Han dukkede op et par måneder senere som ”strandvasker” og meget opløst lig fra kasernens branddam, der også fungerede som svømmebassin. Billeder i mit album.
Tyskland i 1950.
I marts måned 1950 debuterede jeg som udenlandsrejsende. Det var ikke en alene rejse, men en fælles rejse. Fælleskabet deltes med adskillige militærpersoner, idet jeg som andet sted fortalt var overgået fra Den Kongelige Livgarde til Det Danske Militærpoliti – forkortet til MP., der på daværende tidspunkt kun havde tjenesteder i Tyskland i byerne Aurich, Jewer og Oldenburg. MP`s hold 1 afgi
Jeg tilhørte hold 7, der skulle gøre tjeneste i den Nordtyske by , Itzehoe. Rejsen hertil foregik fra MP. Skolen, der lå i Høvelte. (Ikke Høvelte kaserne), men en lille trelænget ”gård”.
Ved ankomsten til Itzehoe, blev 20 korporaler og 2 menige præsenteret for Militærpolitiets kaptajn Poulsen, (som jeg aldrig blev gode venner med). Vi fik tildelt vores kvarterer, der bestod af to beslaglagte villaer (i et dejligt villa kvarter.) på gaden Lessingstrasse. Vi to fra kriminalafdelingen blev ligesom separeret fra korporalerne fra ordensafdelingen. Idet vi boede i den villa hvor sergenterne, Oversergenterne og løjtnanten (politiassistenten fra Rigspolitiet, og en civil ansat korrespondent var bosiddende. Villaerne lå få min.s kørsel fra den store kaserne, der igen var en sammenlægning af to kaserner, Richtmund og Borgward, der lå på gaden Langer Peter.
Messen, hvor alle spiste morgenmad, var placeret i den villa vi beboede.
Alle korporalerne havde udleveret en motorcykel, der stammede fra den engelske general Montgommery`s styrker fra Afrika. Motorcyklerne var af mrk. Ariel. Jeg havde endvidere udleveret en Utility car = en Austin med 2-personers førerhus og lad med ruf, d.v.s. at ladet var overdækket med en pressenning. De sidste tal i registreringsnummeret var 051.
Byen Itzehoe var en lille by på jeg mener omkring 30.000 indbyggere. Der var mange dejlige forretninger i byens hovedgade – Breitestrasse. Byen var ligesom naturligt delt i to af floden ”Stören.”
Bydelen på den anden side af den smalle flod var” out of bounds”, på grund af de mange letlevende piger, der alle havde deres ”forretninger” der. Det var bl.a. en af MP.`s opgaver at sørge for, at ingen af de danske soldater passerede floden, der var grænsen.
Itzehoe var uberørt af krigen, da der ikke fandtes nogen industrier af interesse for de allieredes bombefly, der ellers flittigt havde bombet alle strategiske punkter i Tyskland.
Det danske militærpoliti hørte således under DDK = Det Danske Kommando der tilhørte den engelske sektor. Vi havde intet med englænderne at gøre. Det nærmeste vi var englænderne var, at de havde et kontor i den bygning på kaserneområdet, hvor MP havde deres ”politistation”.
MP var i sin opbygning faktisk en tro kopi af dansk politi. En gruppe bestående af 6 korporaler, der var ”politifolkene”. De blev ledet af en sergent, der var vagthavende og således havde det fulde ansvar for løsningen af de opståede opgaver af færdsels-eller ordensrelaterede opgaver. Vagterne var 24 timers vagter, hvor vagtholdet deltes om at tage hjem til villaen for indtagelse af dagens måltider.
De to korporaler, der var tjenestegørende i kriminalafdelingen, tog sig af alle de kriminelle opgaver. Det kunne være tyverier mellem de danske soldater. Det kunne være tyverier, der var begået af de civile tyskere, der var ansat som kasernearbejdere. En del tyske var ansat som medhjælpere i det store køkken, der lavede mad til alle afdelinger af det danske på stedet værende danske soldater.
FOVA , velfærdstjenesten havde en hel del civile danske kvinder ansat og alle de sager der kunne opstå de forskellige nationale imellem skulle løses af MP.`s kriminal afdeling.
De enkelte MP ansatte havde store beføjelser. Alle officerer – uanset rang var underkastet MP korporalens anvisninger, der uden tøven skulle efterkommes. Det kunne føles lidt mærkeligt at stå som korporal – foran en kaptajn eller for så vidt en oberst og påtale en eller anden ting/overtrædelse – og se vedkommende smække hælene sammen, stå pinlig ret, gøre honnør for dig og sige” javel kr. korporal.”
Det var med at tænke sig om og ikke misbruge den magt man var i besiddelse af.
Militær besættelse af et land kræver et stort apparat for at styre de funktioner, der er en nødvendighed for at få alt til at fungere tilfredsstillende. Som ” besættelsesmagt” var det nødvendigt at beslaglægge bygninger og områder der var nødvendige for militærets gøremål.
Som eksempel på ovenstående kan anføres, at der skulle være boliger til de militære enheder, der ikke skulle have til huse på kasernen – som de tidligere nævnte villaer. For at undgå, at militærpersoner kom på civile, tyske restauranter med deraf følgende slagsmål og det, der var værre, blev der også beslaglagt bygninger rundt i byen for soldaterne. Den restaurant der således opstod for de menige blev døbt ”Holger Danske. Militærpolitiet fik en dejlig villa, hvor man kunne komme og bestille et måltid mad, nyde alle former for spiritus (et glas solbærrom kostede 15 øre.) En bajer 25 øre og sådan fremdeles billige priser. Denne bygning hed ”Kronborg”. Her var hver eneste aften et tre mands orkester, klaver, trommer og en kontrabas. De spillede pragtfuld musik og blev efterhånden vores ”gode venner”. Vi var nogle stykker, der vist havde rimelig gode sangstemmer, hvilket musikanterne opdagede. Orkesterlederen mente, at vi burde indstudere en sang for derefter at rejse til Hamborg og indspille den under BBC`s radioafdeling. Det blev til virkelighed. Jeg var blandt de – jeg tror, 5-7 mand der blev udtaget til at synge. Melodien var så vidt huskes komponeret af orkesterlederen. Melodien blev spillet en eftermiddag i det engelske musikprogram der udsendtes på BBC` s program. Efter min hjemsendelse i 1952 hørte jeg pludselig melodien og mig selv over den danske radio. En morsom oplevelse i det hele taget.
Officererne med rang af sekundløjtnant og højere havde tildelt en pragtvilla med kæmpestore kvadratiske ruder – også beliggende på Lessingstrasse. Det var civilt ansatte danske, kokke og kogekoner der stod for madlavningen i disse klubber.
Der var en speciel villa i flere etager der husede de civilt ansatte kvinder.
Til administration af alle disse forskellige bygninger sad den danske del af administrationen i en stor bygning i Hamborg, hvor også det hele blev styret af englænderne, der vist var hovedansvarlig for alle beslaglagte ejendomme.
På et tidspunkt var der post fra Itzehoe`s arkitekt/bygningssagkyndige. Posten skulle afleveres på en nærmere angivet adr. i Hamborg, idet kommandoet ikke anvendte tysk postvæsen til interne forsendelser.
Jeg blev udset som postbringer og skulle i min Utility car alene køre til Hamborg, hvor jeg aldrig havde været. Jeg havde ikke fået nogen som helst vejledning til udfindelse af den anførte adr.
I hele den engelske zone var der opsat nogle runde 10 cm. (diameter) store røde skilte, der med hvide bogstaver der angav Danske Kommando). Endvidere var der påmalet en hvid pil, der skulle angive retningen til en eller anden afdeling af kommandoet. –det var en kendt sag, at nogle tyske, formentlig unge mennesker kravlede op i de telegrafmaster, vejtræer eller andre steder, hvor skiltene var sømmet fast, hvorefter de drejede skiltene eller simpetlhen anbragte dem andre steder og visende i modsat retning. Skulle man spørge om vej, var det klogest at henvende sig til ældre mennesker.
Jeg kom ubesværet til Hamborg ad landevejen over Norder Heide.
Den første egentlige gade jeg kom ind mod byen med hed ifølge det ramponerede vejskilt ”Frucht Alle”, der første forbi forstads banegården ”Hamburg Dampthor”. Så langt – så godt. . . . . men jeg skulle jo også videre . . . . og jeg kunne nu godt se, at det kunne blive problematisk, da alt foran mig til højre og venstre ikke var huse som jeg kendte dem hjemmefra.
Det var en nyt begreb – ruiner, ruiner og atter ruiner. Der var ikke mange mure, der ragede ret mange meter op i luften. Der var ingen bygninger der var hele. Det var et deprimerende syn. Det var mursten og cement i en vild forvirring og store aldeles tomme områder, hvor der havde været store bygnings karèer. Det var tydeligt at se, at alle de store dynger af mere eller mindre sammenhængende mursten var skovlet ud til siderne for at danne arealer, der kunne benyttes af store ”dumpere” der i deres jernkar fragtede murbrokkerne hen til de store ryddede pladser, hvor brokkerne blev læsset af ved nogle store transportbånd, der igen transporterede brokkerne op i store knusemaskiner, hvorfra ”melet” faldt ned på et andet transportbånd, der bragte det utroligt højt op – jeg vil tro 3. sals højde, hvorfra det faldt ned og dannede en enorm bunke ”mel”. Dette produkt blev opblandet med cement og lavet til nye bygningssten.
Der kørte store tankvogne rundt i gaderne og sprøjtede læsket kalk ned i kældrene i de sammenstyrtede bygninger for at imødegå epidemier på grund af de ligrester, der ikke havde været mulig at fjerne. Jeg erkender gerne, at jeg selv var lidt chokeret over tingenes tilstand og tanken på de hundred tusinde mennesker, der havde været udsat for krigens rædsler.
Vejbanerne var tydeligvis lappet , - nogen steder meget nødtørftigt, med murbrokker i de værste huller.
Da jeg på et tidspunkt var i tvivl om min videre fremfærd så jeg en ældre krumbøjet mand m. stok. Han kunne muligvis hjælpe mig videre. Jeg kørte ind til siden og rullede vinduet ned. Jeg spurgte høfligt om han kunne vise mig vej til den søgte adr., der var skrevet på kuverten. Han kiggede på mig længe uden at sige en stavelse. Efter en rum tid sagde ham, at det kunne han ikke, da han ikke kunne nævne gadenavne for mig – til nogen nytte, - grunden hertil var, at der var meget få navneskilte, der næsten alle var gået til under bombardementerne. Han stod yderligere et stykke tid og kiggede sig om
Derefter sagde han ”hvis De kører ligeud ca. så. . . . og så langt, skal De dreje til venstre hvor der ligger en kirke, hvor det ene spir mangler. Der skal De dreje til venstre. Når de kommer til et hjørne, hvor der står en smadret Adler /bil) delvis under ruinerne, skal De dreje til højre og så må De spørge igen.”
Det var måden at blive gelejdet rundt på i Hamburg, der var et sørgeligt syn – så sent som 5 år efter afslutningen af II verdenskrig.
Som afslutning på denne beretning om besværet ved at finde rundt i en ruin by skal anføres, at det tog mig virkelig lang tid at finde adressen – og ikke mindre at komme den anden vej hjem.
Jeg kom meget til Hamburg centrum senere i min tjenestetid dernede. Hamburg Hovedbanegård var kun et skelet af sig selv. Kirkerne langs hovedstrøget var ramponerede, men var dog kendbare som kirker. Andre dele af Hamburg – specielt kvarteret Wandsbeck var stor set udraderet og var til at overse til horisonten, stående i en højde = en ølkasse.
Ved mine meget senere besøg i Hamburg kan jeg ikke lade være med at betragte de mange nye kvarterer, der helt har udslettet de i tankerne sønderrevne bydele og nu er en spændende by- 65 år efter mit første møde med storbyen Hamburg.
Mit fotoalbum fra tiden i Itzehoe er opdelt i to
En meget spændende og ikke ufarlig opgave.
Beretningen starter en efterårsaften i 1950. Scenen er Lessingstrasse i byen ITZEHOE i Tyskland. Jeg var på det tidspunkt korporal ved militærpolitiet og gjorde tjeneste ved Militærpolitiets kriminalafdeling sammen med Carlo Hansen, der var et forfinet kontoreksemplar.
Alle, der ikke var på tjeneste sad hjemme i de to lejligheder på Lessingstrasse, da osgt. Løvenwig kom og bad mig komme over til korporalerne fra ordenspolitiet. Her var foruden korporalerne en eller anden officer fra en sprængningskopmmando. Der blev oplyst, at en tysk statsborger havde henvendt sig hos myndighederne til hvem han oplyste, at på et nærmere udpeget sted var der fundet 2 engelske/amerikanske 250 kg.`s flyverbomber, der var anbragt under en mindre bro.
Lignende – tidligere fund viste, at tyskerne inden kapitulationen havde lagt sprængladninger under stort set alt hvad der hed viadukter, broer og specielt, hvor der var jernbaner.
Disse to bomber skulle fjernes. Der blev anmodet om, at man meldte sig som frivilligt, idet vi ikke kunne kommanderes til opgaven.
Jeg meldte mig. Det gjorde resten af de tilstedeværende også.
Herefter blev det bekendtgjort, at det var tilladt at trække sig, idet opgaven blev betragtet som værende en livsfarlig opgave.
Det gjorde et stort indhug i antallet af dem, der havde meldt sig til opgaven
Til transporten ville alle køre med oversergenten. Jeg ville hellere køre i min egen fast tildelte Utillity-car - en lille højrestyret ”personbil€” med et to personers førerhus. Der var et lad bagude med ruf over, d.v.s. en presenning der var lavet som en bue (næsten som hestevognene i en cowboy-film). Jeg var alene i vognen og fulgte bagefter trucken. Jeg tror vi kørte omkring en lille times tid inden vi i buldermørke, og kun det lys vores lommelygter kunne frembringe, blev ledt ind over nogle marker, hvor vi besteg en “€dræsine”, der er et skinnekøretøj, der ved hjælp af en stang med tværgående håndtag kunne bevæges op og ned. Denne bevægelse drev ved hjælp af en form for krumtap det firhjulede køretøj, der var forsynet med jernbanehjul frem eller tilbage.
Vi kørte temmelig langt på dette køretøj og kom til en flod!…. Over den var bygget en form for viadukt og oven på denne var der et skinnelegeme til et hovedspor formentlig forbindelsen til Hamborg. Manden, der havde fundet bomberne var med for at udpege det nøjagtige sted de var anbragt. De lå godt skjult af nogle vildtvoksende buske. Op ad skråningen groede et par træer. Et par var fældet og stubbene stod endnu.
Det var under dette arbejde bomberne var blevet opdaget.
Man havde under krigen hørt så meget om bomber, der blev smidt fra de allieredes bombemaskiner. Der fandtes bomber i stort set alle vægtstørrelser. Disse var angivet som 250 kg. bomber. De var med en maskinarbejders øjne ca. 45-50 cm. i diameter og omkring godt en meters længde. Fortil spidsede de ud en endte faktisk i en rimelig skarp spids. Man kunne fornemme, at spidsen med sprængladningen var ca. 20-25 cm. lang, og den skulle man holde sig langt væk fra, idet det var berøringen af denne, der gennem branddør startede €ilden, der forplantede sig til selve sprængladningen inde i maven af bomben€ Selve skallen omkring sprængladningen var normalt 1-1½ cm. tyk. De så grimme ud, som de lå i noget sumpet jord, mørket gjorde heller ikke situationen bedre. Ret beset kunne jeg heller ikke forstå, at operationen skulle foregå i mørke. Hvorfor ikke vente til der var dagslys? Nå, det havde jeg altså ingen indflydelse på. Efter at man havde set bomberne, blev der ikke snakket så meget og højlydt, næsten som var man bange for, at støj kunne få dem til at gå af. Der skete ikke meget gennem lang tid. Jeg tror faktisk, at det var fordi man ikke rigtig vidste, hvordan man kunne gribe sagen an på mest forsvarlig vis†- ¦..hvis man overhovedet kunne tale om noget forsvarligt i den forbindelse. Jeg må erkende, at jeg et øjeblik tænkte, â€t hvis det her går galt, ydes der så erstatning, når vi havde meldt os frivilligt og hvem ville erstatningen tilfalde?€ Hvor farlige var de, når de havde været kastet og var blevet forsagere€. Der var mange ting, der løb gennem hovedet på en, men nu var det for sent at fortryde.
Langt om længe blev vi delt i to hold og skulle på skift trille bomberne op af skråningen. Jeg kom på hold 2. Vi skulle opholde os på den anden side af sporet for at ikke alle skulle omkomme, hvis bomben €gik af€. Det var dog for spændende til, at vi ikke krøb frem og tittede ned. Jeg tror det under højlydt stønnen og grimme eder tog ca 3 kvarter at få den første bombe trillet og skubbet op under en højtråbende officers anvisninger. Det havde været regnvejr, skråningen var glat og kollegerne så herrens ud. Deres uniformer var tilmudrede. De ellers kridhvide gamacher og remtøj havde total skiftet udseende.
Så blev det hold 2´ s tur. Bombe nr. 2 lå noget forskudt for den første. Det kunne dog ikke lade sig gøre at bruge den samme bane€ at trille, skubbe den op ad.
Skrænten var fedtet, bomben var våd. Det var mørkt. Det var ækelt. Vi var så mange om hver bombe, at det var svært at komme til alle sammen på én gang. Jeg kan godt lige hilse og sige, at 250 kg. under de omstændigheder og med den form sådan en bombe har, - er noget af en vægt. Det var så ikke det værste, nej vi var bare så uheldige at skulle have den forbi en af de træstubbe der stod og ragede op efter de fældede træet. Det blev endnu værre. Det var bombespidsen der skulle hen over stubben. Den højtråbende officer fra sprængningskommandoen kommanderede og kom med anvisninger. Det var bare forbandet svært at gøre noget tilsigtet på grund af mudderet, den glatte og forbandede tunge bombe. Skrænten var vel omkring 3 meter høj med en vinkel tær på de 45 grader. Vi svedte, dels af arbejdet og måske også velvidende, at der efter officerens mening var en stor risiko ved at skulle lade spidsen passere hen over den ret høje træstub, der måske ville presse på spidsen og .
Vi puklede, stred og gled, en gang, så bomben var ved at trille ned igen.
Der blev råbt højere og højere efterhånden som tiden gik. Vi var igen nået til det allervigtigste punkt: træstubben. Der var nu forløbet vel omkring 1½ - måske tæt på to timer siden vi var ankommet. Lysene i lommelygterne var ved at blive noget røde idet og halvdelen af lygterne blev kommanderet slukket, hvilket ikke gjorde det lettere eller mindre spændende. Endnu engang blev der råbt advarende til os, da spidsen nærmede sig stubben alle andre blev kommanderet i dækning og lå med armene, så vi fik noget af lysene. I samme sekund spidsen gik ind over stubben og det blev klart, at spidsen et øjeblik ville komme til at bære vægten af bomben, - holdt vi alle vejret mens vi med en kraftanstrengelse søgte at rulle over. I samme sekund blev alt oplyst et splitsekund, og jeg tænkte “€du mærkede ikke engang at du døde”.€. Idioten til vores korrespondent, der var meget ivrig fotograf havde fyret blitzen af i det øjeblik, hvor det kunne være gået galt, nemlig da spidsen bar vægten af bomben. Du stivnede fuldstændig og var total blændet af det enorme lysglimt. Gudskelov stivnede alle og slap ikke bomben.
Der blev råbt ukvemsord og Eder, hvilket ligesom gav fornyede kræfter. Efter endnu en halv times tid kom den op på banelegemet. Det voldte dog også stort besvær at få bomberne op på dræsinen. Der var ingen, der ønske at køre med bomberne. Alle gik langs sporene og hen til en vej, der krydsede sporene. Bilerne blev kørt derhen og så skulle bomberne omlades endnu en gang, nemlig fra dræsinen og op på trucken. Det kostede mange kræfter og stor forsigtighed. Da læsningen var foretaget stod alle og trådte sig selv over tæerne€ og kiggede ned i jorden. Ingen var lige så ivrige for at komme til at køre med oversergenten, - som de havde været på udturen og en efter en sneg de sig omkring mig og nærmest hviskede, â€kan vi køre med dig hjem. Ingen var interesseret i at være sidekammerater til de to bomber der lå på ladet uden egentlig at være spændt fast. De blev kørt ud på Norder Heide, hvor det var meningen, at de skulle sprænges.
Den følgende dag meddelte kaptajn Poulsen mig, at jeg på grund af - som han kaldte det, veludført arbejde med bjergningen af bomberne var blandt dem, der fik lov til at overvære bortsprængningen senere på dagen.
Alle vi, der havde meldt os frivilligt var til stede sammen med flere af kommandoets officerer og de professionelle fra sprængningskommandoet.
Da vi kom derud var jeg en af de eneste, der fik lov til at komme med ned til bomberne, hvoraf den ene var armeret med en sprængladning. Bomberne lå ved siden af hinanden. Det var hensigten, at den bombe, der var armeret skulle få den anden bombe til at gå af€.
Vi blev anbragt bag et ca. halv til tre kvart meter højt sanddige ude på heden ca. 150 meter fra bomberne, der lå i en lille fordybning i sandet. Jeg havde taget min skråhue frem og lagde den mellem tænderne for at have noget at bide i, når det store brag ville komme. Alle blev via en råber kommanderet ned på maven, hvorefter der blev talt baglæns ned fra ti. Man var spændt til bristepunktet. Hvad ville ske. ?
Jeg kan godt bede jer skrive hjem, at det var et dommedagsbrag. Ikke alene var braget skræmmende, men jorden rystede og så kom trykbølgen, der kurede dig 20-30 centimeter bagud, trods du lå bag en lille vold. Efterfølgende regnede det ned med sten og jord længe, længe efter eksplosionen.
Du følte dig lettere ør i hovedet og jeg kan huske at den tanke strejfede mig- hvordan havde det ikke været at være civil tysker, der havde været udsat for, at bomberne faldt - stort set som regndråber - inde i en by, hvor der var huse, hvis sammenstyrtninger også må have lavet et forfærdeligt spektakel.
Efter vel nok et halv eller helt minut blev der i råberen meddelt, at det var tilladt at rejse sig op og komme hen til hullet der var blevet efter sprængningen. Til alles store forbavselse lå bombe nr. 2, der skulle være gået af i eksplosionen fra den armerede oppe på kanten af krateret, der vel var mellem 2½-3 meter dybt og ca. 8-10 meter i diameter i jordoverfladehøjde. Egentlig utroligt, at man turde lade os komme derhen, når det kunne være en tikkende bombe, der kunne gå af, hvis syrerøret var knækket eller revnet, så syren var rendt ud og kunne starte eksplosion nr. to.
Bomben blev trillet ned i bunden af huller, armeret og seancen gentog sig. Det var en oplevelse, som ikke ret mange, der ikke har deltaget i en krig ville kunne forstå, men HH fik lov at opleve det og er så heldig, at jeg bagefter kan berette om det og ved foto dokumentere, at det ikke er en historie fra en avis`s agurketidshistorie.
Tiden i Tyskland gik hurtigt. Da det blev september, skulle holdet skiftes ud med et nyt, - og jeg skulle hjem. Jeg blev kaldt op til Militærpolitiets chef i Tyskland, kaptajn Poulsen, der anmodede mig (han kunne ikke kommandere mig til at blive,) om at blive i Tyskland, idet jeg ville blive udnævnt som sergent og skulle lede en gruppe MP-korporaler på 6 mand + 2 menige. (Styrken bestod af 3 grupper med hver deres sergent).
Månedslønnen var 650 kr. i danske penge, 50 DM (DeutschMark). Og et engelsk pound. Dertil kom fri kost og logi. Det var en fyrstelig løn sammenlignet med det, jeg kunne tjene som maskinarbejder i Danmark, men vigtigst af alt: det kunne være et plus på min konto, når jeg senere skulle søge ind til Politiet. Uden lang betænkning sagde jeg ja-tak.
Ved skiftedagen i september gjorde det lidt ondt at se mine gamle kammerater rejse hjem, men jeg fik hurtigt så mange udfordringer med de nye folk, der kom til Kommandoet, at tiden bare fløj af sted.
På et tidspunkt kom Bodil ned og besøgte (godkendelse) mig 14 dage måned. Hun boede i Thim Krügerstrasse nr. 2 (eller var det nr. 10 ??? – hos Egon Ankerkilde, der var chef for kriminalafdelingen.(Det var ham fra Rigspolitichefens afdl.(S). Hans kone Tove var på besøg på samme tid, så de to kvinder havde meget sammen om dagen, mens vi mæn’er var på arbejde. Bodil havde et gæsteværelse i villaen og her boede jeg sammen med Bodil i hele den periode hun var i Itzehoe. Her blev grunden til Birger lagt, så han er faktisk en halv/kvart-tysker.
Tiden som sergent udformede sig som en tro kopi af en dansk politistation, hvor du som sergent var vagthavende og havde en styrke til rådighed. Du var så absolut eneherskende over hele Det Danske Kommando efter kl. 17:00, der var normal arbejdstids ophør. Der blev udsendt kørende patruljer hver anden time, ligeledes var der gående patruljer. Ingen soldater havde udgangstilladelse senere end til kl. 22:00. Kun officerer med rang af løjtnanter og opefter kunne færdes ude lidt længere. Dog var det forbudt ”at opholde sig under tysk tag” efter kl. 01:00. Overtrædelse af dette forbud betød øjeblikkelig anholdelse og hjemsendelse af officererne uanset rang og stilling.
Jeg blev udnævnt som sportsofficer som forbindelsesled til andre af Kommandoets afdelinger, men nåede aldrig at virke som sådan, idet jeg tre eller var det fire gange sov over mig de gange, der var indkaldt til fælles møde. Det var flovt, men jeg kunne sove så hårdt at hverken vækkeur på natbord, i vandfade eller andre mærkelige påfund var nok til at bringe mig i vågen tilstand.
Der kunne fortælles mange sjove episoder fra den tid, men det vil nok føre for vidt og ikke have interesse for dem, der ikke var implicerede i episoderne.
Tiden i Tyskland fik sin afslutning i marts måned 1952, hvor jeg rejste til Sandholmlejren, hvor jeg havde ligget som rekrut. Her fik jeg et stue stillet tilrådighed, men var ikke tilknyttet nogen afdeling. Jeg holdt min kæft – og lav profil i øvrigt, idet jeg kunne være blevet sat i sving med alt muligt. Nu stod jeg op og spiste morgenmad i messen og skulle såp i øvrigt bare have tiden til at gå. Det var svært, når man absolut ikke havde nogen at tale med , ingen kendte osv. En dag havde jeg fundet en gavl på hovedbygningen, hvor jeg stod og slikke de solskin. Jeg havde åbenbart stået med lukkede øjne og havde i hvert fald ikke set nogen nærme sig mig.
Pludselig lyder en stemme: ”Hvad laver De, soldat ?” Jeg så det var oversten. Jeg rettede mig op og svarede ”Ingenting, hr. oberst”. Han replicerede: “Og hvorfor gør de så det? Hvor hører De til?” Jeg forklarede, som det var, at jeg just var kommet fra Det Danske Kommando i Tyskland.
Jeg blev overmåde forbavset, da han sagde. ”Jeg synes, De skulle pakke deres ting og rejse hjem.” Det lod jeg mig ikke sige to gange, og få timer efter var jeg på vej til Horsens.
Det var slutningen på min militære karriere.
Nyt arbejde: Kristian Kirk’s telefonfabrik
Jeg havde naturligvis søgt arbejde med det samme jeg kom hjem fra militærtjenesten. Jeg havde aldrig været glad for mit arbejde som maskinarbejder, da jeg absolut ikke kunne lide at være ”sort mand.”
Jeg ville gerne have et mere renligt arbejde, der ikke krævede, at man gik i kedeldragt og træsko. Jeg kunne godt lide at have absolut rene hænder og negle, så et job på byens virksomhed ”Kirks telefonfabrik” var på daværende tidspunkt et ønskejob, idet de havde montageafdelinger, hvor man sad i civilt tøj evt.iført kittel og småpillede med telefondele.
Jeg tog derned og gik ind i et ekspeditionslokale, hvor der kom en værkfører – Just Karding – for at ekspedere mig. Jeg fremførte mit ærinde og nævnte specielt montageafdelingen. Han var iført kittel og var værkfører. Han måtte desværre meddele, at der ikke var noget arbejde at få i montageafdelingen. Han sagde, at han kom fra automatafdelingen og gerne ville ansætte mig, da han hørte, at jeg var drejer. Han fik mig overtalt til at tage jobbet hos ham, hvor der var muligheder for at tjene en rimelig god løn. (Timelønnen var 1.25 kr.), I den anførte afdeling kunne der arbejdes på akkord og derved tjenes flere penge end timelønnen. Da jeg skulle have en indtægtskilde, måtte jeg sige ja tak til det tilbudte arbejde, og dermed var jeg ansat.
Afdelingen ”Automaten”, som den hed på grund af de mange maskiner, der lavede emner helt af sig selv og kun blev overvåget af en mand, der kunne passe 4-5 maskiner. Jeg fik min egen drejebænk. Jeg arbejdede på akkord, d.v.s fik bestaling for hver enkelt stykke af det, man nu skulle fremstille.
Arbejdet var ikke helt så snavset, som det jeg kom fra, men krævede alligevel både kedeldragt og træsko. Afdelingens personale var en blanding af både kvinder og mænd. Moster Mie (Bodils) søster havde også fået arbejde der, efter at den overlæge, hun havde arbejdet hos som stuepige, var død.
Jeg havde ikke forfærdelig langt til arbejde. Istedgade lå som en sidegade til Vestergade og ikke langt fra Horsens Statsfængsel. På en hurtig cykel tog det måske 4-5 min.
På et tidspunkt i 1952 blev der nedgangstider og stor arbejdsløshed i Horsens, hvor der var 650 faguddannede maskinarbejdere. Over 400 blev arbejdsløse. Det var en svær tid. Jeg stod ved en drejebænk, var faguddannet. Ved siden af mig stod der en maskinarbejder, der havde været på fabrikken i 18 år. Han blev fyret længe før mig. Jeg havde af en eller anden grund en stor stjerne hos værkfører Karding, der ”følte jeg” ”holdt hånden over mig.
En dag gik den dog ikke længere. Han kom og sagde: ”Ja – Holtzmann, jeg er ked af det, men jeg bliver nød til at fyre Dem. Det er en skam, at de ikke er rørlægger, så kunne jeg have reddet Dem lidt længere tid.”
Jeg meddelte ham, at jeg havde lagt kilometervis af rør ind, når vi opmonterede og byggede et nyt mejeri. Det gav så en arbejdsopgave, som jeg snød mig til at bruge – nok dobbelt så lang tid til – som egentlig nødvendigt. Alt får en ende. Det gjorde det arbejde også.
Arbejdsløs
Jeg måtte melde mig på fagforeningen som arbejdsløs. Det er noget af det mest nedværdigende, jeg har oplevet. Overfor min lille familie skammede jeg mig over, at jeg ”ikke slog til” og kunne forsørge dem.
Her skal det lige indskydes,at jeg under den store arbejdsløshedsperiode havde noget arbejde min far havde skaffet mig på Chr. Nielsens maskinfabrik.
Senere fandt jeg selv noget arbejde hos byens WV-forhandler, der også solgte Nimbus.Jeg arbejdede på værkstedet som drejer og lavede samlingsbøsninger, der forbandt en sidevogn til selve motorcyklen.
Jeg kunne ikke holde ud at gå hjemme og ikke have noget at tage sig til. Jeg tog op til min far og hjalp ham med det jeg nu kunne hjælpe med. Jeg rømmede hans ostebod af på Torvet og kørte varetur lørdag eftermiddag. Jeg vendte og vaskede oste på ostelageret og forsøgte at være så lidt hjemme som muligt.