Web Design
Ardeche
1989_Ardeche_02_16rz

 

Rejsen til Ardeche kan hentes som pdf-fil, men desværre af dårlig kvalitet Rejsen til Ardeche. Der er kort over turene sidst i dokumentet

Scannede dias fra ferien finder du her. Det er både dias fra Viggo (placeret til sidst) og os.

Den lile by Champagne ligger lidt nordøst for Thuyet - langt uden for alfarvej.

12. - 14.6.1989 var Ulla tjenstligt i Paris og blev kørt til og hentet i Valance.

Ardeche 10.6 - 21.6.1989 og forlænget med 3 dage på grund af bilnedbrud

Bjerge, slugter, floder og søer og middelalderlige landsbyer

Ardeche - en mangfoldighed af fransk natur Erindringen om en turistplakat med nogle smukke kløfter  i Rhone-flodens start blev den indirekte årsag til at vores sommerferie kom til at gå til Ardeche i Sydfrankrig. Ganske vist grænser området op til Rhone, men når det faktisk blev Ardeche-området, skyldtes det, at det var det sted, der bedst kunne forene vores ønske om at leje en lejlighed ("Gite de France") og et naturområde, som så spændende ud. Det danske bureau har nemlig ikke udlejning i alle dele af Frankrig. Ved at vælge denne rejseform, slipper man dels for hastighedsbegrænsningerne med en campingvogn, dels kan man gøre det enkelte område "færdigt". I forbindelse med planlægningen opdagede vi, at i rejseførerne er Ardeche stort set forbigået, og en gennemgang af flere årgange af "Motor" gav kun artikler om de sydfranske turiststeder, og på grund af almindelig travlhed fik vi ikke fremskaffet materiale fra det franske turistbureau. Det skaffede vi os så senere i de lokale turistbureauer, ”Syndicate de Initiative”

Starten
Takket være de tyske motorveje kan man nå til syd for Freiburg til spisetid den første rejsedag, og vi fandt et rart "gasthof" i den lille tyske by Biengen. Man kan køre ind i Frankrig ved Mulhouse, og med frygten for at hele feriebudgettet skulle blive brugt til motorvejsafgifter, tog vi ad de almindelige hovedveje. De er i øvrigt gode, og turen via Belfort og Besancon langs floden Doubs - og videre mod Lyon, hvor man passerer nogle store vådområder med en meget stor fuglepark ved Villars-les-Dombes, er meget smuk og afvekslende.
Man bliver ført udenom Lyon på et stort motorvejsnet, og vi valgte at køre det næste stykke til Valence på motorvej langs Rhone-floden, som nu er blevet bred, men som til vores overraskelse ikke besejles ret meget i forhold til f.eks. Rhinen eller Mosel. Vores hus er beliggende i Champagne, en lille landsby ca 20 km vest for Aubenas. Turen fra Rhone-floden går nu via Privas. Her møder man for første gang egentlig bjergkørsel, så den sidste del af turen tager længere tid end beregnet, også fordi det tager lidt tid, inden man vænner sig til b bjergkørslen. Da vi når frem til "vores" hus, har vi kørt ca 1700 km fra vores bopæl i Herlev

Bilist i Frankrig
De mange små Renault'er og Peugeot'er kører hurtigt og friskt på vejene, så hvis man ikke vil forårsage trafikpropper og farlige overhalinger, bør man fortrække til de lidt mindre veje - men det bliver det bestemt ikke mindre kønt eller charmerende af, og vejene er generelt i fin stand. Der er mange broer, og langt de fleste af dem er maleriske buebroer bygget af stenkvadrer, som er med til at give landskabet dets særpræg. I øvrigt er siderne afsluttet med en runding, som man også kan se på nogle af de få autoværn, der er. De mange bevarede vejtræer er med til at understrege det grønne indtryk. Stigningerne og svingene gør det nødvendigt i lange perioder at benytte 3. eller 2. gear, men svingene kan normalt klares med ca. 60 km/t - med mindre der skiltes med, at der er sving, så skal man ned på 40-50 km/t.
Vejene er generelt godt skiltet, men alligevel er det praktisk at kende de officielle vejnumre, - og man bør alligevel ikke færdes uden sit Michelin-kort (7-8 FF). I begyndelsen kan det virke distraherende med de mange reklameskilte - både de professionelle, farvestrålende og de mindre håndskrevne, der annoncerer for salg af gedeost, honning og andre hjemmelavede produkter. Tilsvarende skal man lige vænne sig til den retning, vejskiltene viser, idet man til tider kan være tilbøjelig til at tro, at man skal dreje, når man faktisk skal ligeud. Cykelryttere er der overalt, selv på de mest afsides veje, og det er ikke kun de unge mænd, nej, piger og midaldrende mænd tramper  også derudaf, ofte i små grupper.
Da vi var lidt i tvivl om udbredelsen af blyfri benzin,  tankede  vi op på en af de store benzinstationer på motorvejen, og bemærkede ikke på det tidspunkt, at franskmændene tager ca.1/2 FF mere for det miljøvenlige. Det viser sig i øvrigt, at de fleste større tankstationer har både normal og blyfri benzin, og det kan let konstateres på afstand, da de blyfri tanke har grønne påfyldningsslanger. Mange af vejene har en asfaltbelægning, som den vi kender herhjemmefra, men de fleste af de mindre veje er lavet ved udlægning af asfaltlag efterfulgt af et lag småsten, som er skarpe og farlige for forruden. Vi oplevede flere gange udlægningen: først kommer der en lastbil, som sprøjter asfalten på både vej og de biler, der holder godt ind til siden. Umiddelbart efter kommer en lastbil, der med ladet vippet op spreder sten, og til sidst i optoget kommer så vejtromlen. Det går utroligt hurtigt og er meget effektivt. Man kan også opleve, at der fra lastbiler bliver skovlet grus ud på den solophedede asfalt i svingene på bjergvejene, så man ikke risikerer at rutsche ud over kanten, for autoværn ser man kun sjældent. Et spændende sikkerhedsinitiativ så vi på motorvejen, hvor man havde malet vinkler på vejbanen. Skiltningen fortalte, at hvis der var mindre end to vinkler til den forankørende bil, skulle afstanden øges

Campingpladser
Der er ganske mange campingpladser i Ardeche. Der skiltes i god tid, og de fleste er velbeliggende - ofte ned til floderne, så man kan bade - og ved de større også sejle i det klare vand. Flere steder er der mulighed for at ride, og spiller man tennis vil der ofte være mulighed for at aftale spilletider et bestemt, annonceret sted i byen. Det lokale turistkontor,  "Syndicate de Initiative", kan forsyne en med disse oplysninger. 

Til fods
Den kløftefyldte natur gør det vanskeligt at opleve naturen ved at vandre: dels er det ikke så almindeligt med afmærkede vandrestier (de større kan man ganske vist godt finde på Michelin-kortet), dels forhindrer de stejle slugter almindelig vandring. Derfor bliver det enten på "stier", hvor man kan se, at der har færdedes nogen (det vil ofte vise sig at være fårestier), eller også på de meget små og meget lidt befærdede veje.

Vores hus
Lige ved indkørslen til Champagne ligger så vores hus. Det er et dobbelthus, hvor den ene lejlighed har udgang til hovedvejen, den anden til en lokalvej. Huset er delvist skjult fra vejen af en lille kolonihave og en hønsegård. Fra verandaen, som smykkes af en vinranke, er der udsigt over en frugtplantage, hvor man også høster hø, og til bjergene (Suc de Teste la Faye, 1007 m) omkring.
Selv om huset er gammelt og bygget i sten, som giver er forfriskende kølighed indendøre, er det i øvrigt af god, moderne standard.  Fra den overdækkede terrasse kommer man ind i et stort rum, hvor der er køkken i den ene ende og opholdstue med moderne pejs i den anden. På første sal er der to soveværelser samt badeværelse og toilet.
Vandopvarmningen sker ved gas, hvor vandvarmeren står nede i  den gamle kælderhvælving, mens madlavningen klares med et andet flaskegasanlæg, som er placeret i køkkenet. Alt dett e kan man leje for ca.2400 kr. Huset er naturligvis forsynet med skodder, og det lærer man at sætte pris på, for det er den eneste måde man kan holde solen og dermed varmen ude på. Allerede ved 9-tiden lukkes skodderne til  i soveværelserne for ikke at blive åbnet før til sengetid, så man kan vækkes ved solens stråler om morgnen.

Vores by
Champagne er en lille, langstrakt landsby, hvor stenhusene ligger koncentreret i en kerne og så langs landevejen. På den første sondering i byen konstateres, at der kun er én lille forretning, hvor man til gengæld kan købe sit friske morgenbrød og andre fornødenheder. Man kommer næsten til at se helt fransk ud, når man vandrer hjem med sit daglige, uindpakkede brød i hånden. Der er en bybrønd, hvor vandet løber konstant og ved siden af denne et stort bassin (som tømmes hver morgen), hvor kvinderne står og vasker tøj om morgnen.

Champagne er en del af Meyras kommune. I Meyras ligger rådhus, kirke, krigsmonument osv samlet. Her kan man  på den lokale bistro, der på ægte fransk vis har zinkbordplade, få sig en velskænket fadøl under parasolen, mens man kan iagttage værtsparret indtage deres frokost sammen med nogle venner: man får vin og vand, og der skæres af landbrødet og pølsen efterhånden

Byerne generelt
Bortset fra den noget ramponerede og spartanske kirke og tennisbanen mangler Champagne de fleste ting, der kendetegner egnens små franske byer. Fællestrækket ved byerne i området er, at de er meget gamle, og at de er meget små. Alligevel er det ikke ualmindeligt, at selv om der kun er 5-10 huse, at et af disse er et hotel eller restaurant, som - hvis der er fortov - udnytter denne salgsmulighed med opsætning af borde og stole under skyggefulde parasoller.

En fransk landsby har nogle faste holdepunkter:

  • et rådhus, hvorfra tricoloren vajer,
  • en kirke til tider med de smukke farvede og glaserede teglsten på kirketårnet
  • et mindesmærke for de faldne i de to verdenskrige i standardversion, men tankevækkende når man på navnelisten ser hele familier udslettet - og i forhold til samfundets størrelse afslører de mange navne, hvor store de franske tab har været i krigen 1914-18 og så er der altid
  • en grusbane i nærheden af centrum, hvor man kan afvikle den specielle franske leg: at spille petangue.

Det er meget forskelligt, hvad der er ofret på husene. Flere stammer tilbage til 1700-tallet. Stenene kan være tilhuggede, men ofte er det kun hjørneforbandet og dør- og vinduesindfatningerne, der er udført i tilhuggede sten. I nogle tilfælde ser det endda ud til, at der er tale om genbrug fra huse, der er brudt ned. I reglen er der tale om meget uregelmæssige sten klistret sammen med cement, hvis man da ikke ligefrem har valgt at pudse huset. Husene er forsynet med rød-gule teglsten i den klassiske sydeuropæiske form. Husene er forsynet med skodder, så man kan holde den ubønhørlige sol ude.
De smalle gader uden fortov, der fører ind mod byernes centrum, virker døde med deres tilskoddede huse i gråbrune farver.  erstatning for vores blomstrende vindueskarme gror  der vin eller roser op ad muren langs døren suppleret med en række blomsterpotter stående langs husmuren med pelargonier, neria m.fl.
Naturligvis ser man den "typiske" franskmand med baskerhue og cigaret, og navnlig om eftermiddagen er meget udbredt at man sætter sig uden for sit hus på en stol for at se på de forbipasserende. Nogle byer beskyttes af gamle fæstningsanlæg, som ligger højt oppe på klippetoppen og ofte ved floden, som f.eks. Chateau de Ventadour ved Pont Labeaume. Den spredte bebyggelse i landdistrikterne, hvor en stor del af befolkningen er ældre mennesker, giver grundlag for bevarelse af tidligere tiders salgsmetoder: slagteren og købmanden kommer på sin runde en eller to gange om ugen, hvor der så holdes for døren - og evt. bestillinger og tidspunktet for næste besøg aftales.

Der er tale om moderne varevogne med køledisk, og hvor siden lukkes op og danner "markise". Ellers kan man tage til de ugentlige markeder i byen. Her sælges alt fra fødevarer til tøj og dyr. Landposten kommer hver dag i sin bil - og sætter man sin post i postkassen ud til vejen bliver den ovenikøbet afhentet

  • De enkelte byer
  • Aubenas er den nærmeste større by med sine ca 10000 indbyggere. Den ligger ved Ardeche-floden, og højt over floden ligger borgen,  som nu rummer rådhuset, og kirken med sit mangefarvede, glaserede tegltag. Heroppefra er der en god udsigt ud over hele floddalen. Det højtbeliggende centrum er præget af de smalle fortovsløse gader og pladsen, hvor der er sydlandsk marked.byens udkant ligger flere store indkøbscentre
  • Privas er departementets hovedsæde på gennemfartsvejen midt mellem Aubenas og Rhone. Også her betyder den middelalderlige bystruktur vanskelige parkeringsforhold, men  til gengæld er  der hyggeligt at gå rundt, og man mærker, at byen har et stort opland: der er et mylder af mennesker overalt.
  • Vals les Bains er en kurby, kendt for sit kurvand, og byen har bunkevis af hoteller. Bybilledet præges naturligvis af de mange turister, som adskiller sig meget fra det normale, franske bybillede. De mange mennesker vandrer rundt i byen og fylder barer og spisesteder, ikke mindst cafeerne, hvor der spises is. Byen har en naturlig springkilde i parken, som springer ca. hver 6. time

En franskmand
Da vi leder efter den nærliggende Fontoliere-flod, træffer vi tilfældigt ejeren til en kombineret lejlighedsudlejning og campingplads, som ligger helt ud til floden Vi har før ferieret i Frankrig, hvor vi har fået indtryk af, at er man turist, og kan man ikke fransk, så er det ens egen skyld, at man ikke forstår, hvad der bliver sagt. Her møder vi pludselig en mand, som nysgerrigt og beredvilligt hjælper os med vores franske. Og når vi ikke rigtigt forstår meningen, er han villig til at omformulere sit eget budskab flere gange. Han lytter med åbent sind til vores halvglemte skolefransk, og ved fælles hjælp får vi en lang snak og gode råd om, hvilke ture, vi bør tage. Monsieur Chollet Omer er en herre på omkring 50-60 år og en  "jeg-er-sgu-min-egen"-type. Han blander sig ikke i det lokale liv, og  er åbenbart kendt som lidt af en original. Måske for at underbygge dette image går han altid med en bredskygget hat, hvad enten han arbejder eller spiser.
Monsieur Omer bestyrer stedet, "Planas de Barbet", som ligger et par kilometer fra landevejen i isoleret fred og ro helt ned til floden. Bygningerne er en forhenværende fabrik, og her har han indrettet 10-15 primitive, men pæne og rene "lejligheder" med soveplads til 3 personer, køleskab og køkkenfaciliteter. Der er håndvask på værelserne, men ellers deler man de nye og pæne toiletter og badeforhold med de øvrige. Det omfatter naturligvis de campister, der bruger pladsen. Den gamle rende, som fører vandet til turbinerne er shinet op, så man kan bade der, med mindre man vælger at bruge floden. Den store fabrikshal er ombygget til danselokale efter alle kunstens regler med estrade og diskoteksbelysning, og her har gæsterne mulighed for at få sig en sving-om to gange om ugen.
Det mest forbløffende er, at msr. Omer egenhændigt har opbygget og installeret det hele, inkl. den vandrevne turbine. Sæsonen er 15.juni til 15.september, og prisen er for 14 dage ca. 1200 FF. Et meget højloftet rum fungerer på en gang som hans køkken, opholdsstue og kontor. I de ensomme timer spiller han her på sit elorgel. Da vi bliver inviteret med ind, giver han med stor hemmelighedsfuldhed en lille én eller to, idet han understreger,  at det ikke er kommercielle produkter, men lokalt fremstillede - og de er ganske gode

Området
Ardêche er ikke noget stort departement: kun ca 5500 km
2 med ca.270.000 indbyggere fordelt på 341 kommuner. De tre største byer er Annonay (20.000), Aubenas (13.000) og Privas (10.500). Faktisk bor vi i den del af Ardeche, som hedder La Cévenne, og som ligger i den midterste del af departementet. De andre dele hedder Rhone-dalen, Haut-Vivarais, som er den nordøstlige del fra Rhone, LaMontagne, som er den vestlige del, Le Moyen-Vivarais, hvor Privas er administrativt hovedsæde, og Bas-Vivarais, som udgør den sydlige del. Hvert af disse områder har faktisk sin egen natur. Den nordlige del har kvægavl og en del industri (papir, stof), den sydlige vinavl, mens de øvrige områder har vanskeligere betingelser: frugtavl, geder, småindustri. Selv om der kan være ganske varmt om sommeren, blæser der konstant blide vinde, som gør det udholdeligt for os nordboer.

Naturen
Ardêche er en del af bjergområdet "Massif Central" og et virkeligt spændende område for naturelskere. Sjældent har man på et så begrænset område set så mange forskellige landskabsformer repræsenteret. Fra nord til syd skifter det fra blødt landbrugsland med græssende kreaturer mod nord, vilde klipper i midten, og i den sydlige del foruden de store kløfter ("gorges") landbrug og vinmarker. Andre steder er bjergtoppene bløde og her i juni dækket af et mørkegult tæppe af blomstrende gyvel.Og lige efter man har beundret det vilde, kører man gennem grønne løvskove: man ved aldrig, hvilket natursceneri, der vil dukke op bag det næste sving. I bjergene ser man mange forskellige rovfugle, men ellers er det skovskader, mursejlere, spætter, man ser. Om dagen hører man end nu gøgens kukken, og om aftnen underholder den sydlandske nattergal, indtil cikadernes sang tager over i den sorte, stjerneklare nat. Hvis man interesserer sig for sommerfugle er der et rigt udvalg i alle størrelser, mønstre og farver. I de utallige stengærder myldrer det med firben, og med lidt held kan man se halvstore slanger ligge og sole sig på de varme sten. Området er fremfor alt et eldorado for geologisk interesserede. Her findes indenfor et overskueligt område utallige forskellige bjergarter.

Det vilde landskab
Den største overraskelse er, at der er så mange og så dybe kløfter i La Cévenne. Generelt er der ikke tale om de store højder i Ardêche: 300-800 m med Mont Mezenc med sine 1754 m som den højeste top. Men højdeforskellene i køfterne er markante, ofte 5-600 meter. Indtrykket forstærkes af, at klipperne tit står som nøgne grå statuer med lav grøn bevoksning. Det giver det hele et "vildt" indtryk. Dyrkes der endelig noget, er det store frugtplantager med kirsebær, ferskner mm. Mange steder har det været nødvendigt at opbygge de karakteristiske smalle terasser ("faysses"). På landet sporer man flugten mod byen: der er mange huse, der er til salg, for ikke at tale om de mange forfaldne huse, hvor der kun står en enkelt gavl og lidt af murværket tilbage.

De smalle veje
En køretur langs Fontoliere-flodens tidlige løb kan anbefales. Den løber i en meget smal og dyb køft, og vejen derned, som starter umiddelbart ved den østlige ende af tunnellen ved Roux går meget stejlt ned - i ‚t spor. Det meste af strækningen er vejen hugget ind på en hylde, så man har bjerget  på den ene side og den dybe køft på den anden. Men naturen er fantastisk – og selv så afsides og vanskeligt tilgængeligt beliggende er her flere små samfund. Fra huset kan man se op til St.Marguerite, et højdepunkt (985 m), hvor der står flere antennemaster. Selv om bjerget hele tiden synes at være meget tæt ved, er det dog en længere færd, fordi vejen snor sig kraftigt for at komme over stigningerne. Også denne vej er meget smal, og heldigvis mødte vi kun en enkelt modkørende. Til gengæld var det lige før vi måtte vende om, da en hest med sit føl stod på vejen og ikke levnede plads til passage.

Det lykkes dog til sidst, og belønningen er en fantastisk udsigt over hele området. Et kort oppe på toppen er en stor hjælp til at kunne identificere byerne, for dels er der lidt dis og dels ligner den ene bjergkam den anden.

Over bjerget
Mellem Fontoliére- og Ardeche-floderne ligger en bjergkam. Man kan køre øst om den ved at køre til Pont Labeaume, hvor Ardeche passerer, men man også køre mod Meyras og ad en smal vej komme over kammen til Thueyts. Udover de flotte udsigter, er det altid med en særlig følelse, når man en sjælden gang oplever at køre på selve kammen, hvor man så kan se ned til begge sider på en gang.
Efter at have snoet sig op ad den smalle vej befinder man sig til sin store forbløffelse pludselig i en grusgrav, hvor man ganske enkelt fjerner hele toppen af bjerget, som her består af lava. Der er både store gravemaskiner og lastbiler, men forklaringen er, at vejen videre frem er bredere, således at lastbilerne kan komme op og ned. Selve byen Thueyts lever også af naturen eller rettere de turister, den tiltrækker: man har her Pont du Diable, hvor en bro fører over slugten, hvor Ardêche-floden snor sig smukt i bunden. Syd for Ardêche-floden ligger endnu en bjergkæde. Den eneste lidt større by, man passerer, er den idyliske  Jaujac, hvor husene er klinet op ad bjergsiderne, og hvor bymidten med torvet summer af liv. Lidt nord for Jaujac er der en afmærket turistattraktion, hvor man  fra vejen kan se et meget flot eksempel på basaltsøjler, som rejser sig lodret op fra flodsænkningen.
Det er en helt anden natur, man kører igennem på sydsiden af bjergkammen mod Col de la Croix de Bauzon. Der er ganske vist stadig vilde klippepartier, men de overgår i brede drag, som enten er skovbeklædte eller også et gult flor af blomstrende gyvel. At man er kommet til et skisportsområde vidner skilifte og parkeringspladsernes størrelse om. Kun meget lidt af arealet er opdyrket, men det giver plads til de smukkeste blomsterenge, man kan forestille sig. Og i vejsiden kan man plukke den vilde timian

Søerne Vandfald og vulkaner
Vandfaldet Cascade du Ray-Pic ligger ikke mange kilometer sydøst for Gerbier de Jonc-bjerget, og man når frem til det efter at have vandret ca 20 minutter igennem en lille skov med en dejlig udsigt ned over kløften. Der er ikke så meget vand i faldet, men meget smukt, som det falder fra en pæn højde i to udløb i et lodret fald, for at forsvinde i en lille vandløb. Næsten mere fantastisk er det at iagttage det brud i jordoverfladen, som vandet falder ud over: oven på nogle flotte basaltsøjler, som er bøjet i samme vinkel som vandfaldet, ligger de vulkanske aflejringer.

På turen til Lac d'Issarles kører man ved Roux gennem en lang tunnel, som sparer en for mange kilometers bjergkørsel. Kort efter St. Cirgues an Montagne ligger en af de mange opdæmmede søer, Barage de la Palisse. Faktisk føres vandet herfra i lange underjordiske rørledninger den lange vej til Montpezat i nærheden af Champagne, hvor der ligger et af de mange vandrevne elværker. Nogle af de naturlige søer, er opstået i de gamle vulkankratere og derfor næsten cirkelrunde som f.eks. Lac d'Issarlês. Her er badeliv og udlejning af både. I øvrigt ligger vandskellet mellem Atlanterhavet og Middelhavet lige syd for Suc de Bauzon og er markeret med et stort skilt

Floderne
Hele området gennemstrømmes af masser af vand: Ardeche, Loire, Eyrieux m. fl. Lige syd for bjerget Mont Gerbier de Jonc, som rejser sig med sin karakteristiske kuppelprofil i 1551 m højde, og som kan ses vidt omkring fra, udspringer Loire-floden. Når man har været her, kan man prale med at have krydset Loire tørskoet uden problemer.
En tur langs Eyrieux er også spændende. Kommmer man kørende fra nord fra Le Cheylard, er der ganske vist er en smuk udsigt ned over slugten med de hvide klipper, men det vil være en fordel at komme sydfra, fordi man så vil køre helt ud mod floden og dermed lettere kunne se til bunden. På denne strækning er der en del lastbiltrafik fra det nordlige industriområde. Når man synes, at man har nydt floden længe nok, kan man dreje fra mod vest ind i et praktisk talt ubeboet område langs Auzére-floden. Den er ganske lille, men det landskab, den snor sig i meget smukt med skovklædte skråninger og nogle få opdyrkede marker.
Generelt for floderne er, at man ikke kan være sikker på vandmængden. På grund af den milde vinter, hvor der ikke er faldet så meget sne som sædvanligt, er vandstanden i år derfor meget lav. De steder, hvor floderne udnyttes industrielt er det derfor nødvendigt at etablere særlige kanaler i flodens side, som sikrer, at der altid føres vand frem.
Fontoliere-floden ligger ganske nær ved vores hus, så hvad er mere nærliggende end at tage på ekspedition her. Vandringen foregår under skyggende træer, der hænger  ud over vandløbet, og man kan nyde vandets pludren og fuglesangen. En enkelt  vandstær lægger vejen forbi, og der er mange forskellige guldsmede i strålende farver: mørkeblå, lyseblå, grønne. Vandet er rent og klart, så man kan se enhver fisk i det relativt lave vand. Enkelte steder har floden dog gravet sig ned, så der er ganske dybt, og en sådan lille runding med klart, dybt vand og sandbund lokker straks til badning. Vores agt er at følge floden til Omers plads, men på et tidspunkt kan vi ikke komme længere: Klipperne på vores side rejser sig lodret 15-20 m op, og vi har ikke lyst til at prøve at forcere floden til den anden bred her. Vi finder da også en sti, der fører os tilbage til vores markvej. Flere steder må man krydse floden ved at springe fra sten til sten, fordi de gamle fabriksbygninger og klipperne går helt ud over floden. I disse situationer bliver det aktuelt at forlade flodbredden og søge op ad nogle stier, som bl.a. bruges af geder. Her oppe fra er der et godt udsyn ned over floden, de stejle sider og dens varierede forløb.

Ud over de kratere, der nu er blevet til søer, findes der opfyldte kratere, som f.eks. Vestide du Pal ved Suc du Pal, hvor man kører langs den skovklædte kraterkant og tydeligt kan følge randen. Inde i selve  den flade, opfyldte kraterbund er der et par kegler, som ragede op

Naturens mesterværker
En af Ardeches store naturseværdigheder er: Gorges d'Ardeche. Det er en ca. 27 kilometer lang slugt, hvor Ardêche-floden snor sig nede i bunden. Allerede lige syd for Aubenas skifter landskabet til lange, bløde bakkedrag og dalstrøg, hvor der dyrkes vin. Selve skråningerne er ofte uopdyrkede, mens vinen med gamle og tykke  vinstokke, klippet ned til ca 70 cm, gror i de flade lavninger. Kun få steder har man opretholdt traditionen med roser for enden af de enkelte rækker. Der er også store marker, der bl.a. dyrkes lave, blomstrende solsikker. Udenfor byen Valon de Pont gør de mange reklameskilte for campingpladser og bådudlejning det klart, at her er der noget, der tiltrækker turister.

Gorges d'Ardeche er langt fra den eneste slugt i området, men den siges at have den fordel fremfor andre, at man hele tiden kan iagttage den, mens man kører (hvis man ikke vælger et leje en kajak eller en kano).Det plateau, floden har skåret sig ned i er kun ca. 400 meter højt, men sceneriet med de lodrette klippesider og slyngningerne er fantastisk fascinerende. Heldigvis er der mange steder, hvor man kan parkere for korte stop og nyde udsigten. Et af de første stop er et helt specielt naturfænomen, Pont d'Arc: floden har brudt igennem klipperne, som står tilbage som en bue over floden med sine 66 m store spænd. På floden sejler et utal af kajakker og kanoer, hvorfra de sejlene kan nyde perspektivet fra slugtens bund. Sceneriet slutter ved en meget hyggelig lille by, Saint Martin d'Ardeche, hvor floden kan krydses over en meget smal bro.

Drypsten og stenskoven
Området er fyldt med grotter, og har man i forvejen set andre drypstenshuler kan man godt tillade sig at vælge en enkelt ud. Vi havde fået det råd at besøge Ornac d'Aven. Den ligger sydvest for Gorges d'Ardeche i et landskab med lav buskagtig bevoksning på den stenede grund. Ca 1/10 del af hulen er åben for turisterne. Den rummer 4 store sale, hvoraf den ene er 125 x 90 meter med 35 meter til loftet.

Salene er dannet dels ved en underjordisk flods forløb, som tydeligt ses på væggene, dels sammenstyrtninger. Man kommer ca 115 m under jorden ad mange trapper for at se de mange fantastiske formationer. Her er næsten kun staglamitter i 12-20 meters højde som rækker op mod de staglakitter, der dog også er  der. Her er gennem årtusinder aflejret palmelignende drypsten, eller "pandekagestabler" og draperede "gardiner". Opstigningen ad de mange trapper kan godt gøre ‚n noget stakåndet

Turen kan passende fortsættes til Bois de Pa‹olive, som er en  forbløffende "skov" af eroderede og forvitrede klipper, som  står (og ligger) som søjler i et stort område, som man kan køre igennem

Indkøb
Indkøb er ikke noget problem for den bilende turist. Der er mange små specialforretninger, hvor man kan pege - og ellers kan man selvbetjene sig i et af de mange supermarkeder, der findes i de lidt større byer - og som oftest lidt uden for disse, hvor man har kunnet skaffe parkeringsplads .

Ud over vin (som også kan købes i vin-kooperativerne), er det meget spændende med de mange forskellige, gode og billige oste og lokale pølser. Grøntsager vil man kunne købe mange steder langs landevejen, enten fra boder, vogne eller engros-forretninger. For den afgiftplagede dansker er det sært at konstatere, at cigaretterne faktisk er billigere i "Tabac"-forretningerne (som er de eneste, der må sælge tobak), end de er i vores toldfri forretninger, - og sortimentet er meget stort.

Turen hjem
Til en afveksling kan vejen hjem gøres via Valence over Romans og videre mod Chamberry så man kan følge den tidlige del af Rhoneflodens løb. Vejene er gode, landskabet afvekslende, og selv om vejene er mindre betyder det ikke så meget, da der er tilsvarende mindre trafik. Den første del af turen fra Valence er præget af industri og jævnt kedeligt, men senere bliver det atter naturskønt med floder og smuk udsigt.
Her findes også fantastisk store valnøddeplantager. Man når først tilbage til Rhöne efter St.Didier (N516). Her følges floden et godt stykke, og krydser den også på et meget smukt sted på vej til Belley. Men ellers  må det erkendes, at det kun er få steder, man faktisk kan se floden fra landevejen, fordi den løber i en relativ flad dal, hvor der er en del træbevoksning, som dækker for udsynet til floden. Men det betyder ikke, at man ikke følger andre floder og kløfter, ligesom man kører gennem en del skov og i horisonten står Alperne omkring Geneve.

Vi kører ned til Seyssel, som er en hyggelig lille by, som ligger på begge sider af floden, og vi spisr vores frokost nogle få kilometer derfra.

Uventet ophold

Netop som vi havde passeret turistbyen St.Claude og sad og så frem til, at viom et par timer kunne være i Tyskland ogd og overnatte, blokerede bilens venstre baghjul. Det lykkedes Ulla at holde blien, og for den efterfølgende bilist at slippe uden om. Det var ikke blot en punktering, som vi først troede, så vi regnede med at det muligvis kunne være bremserne.

Allerede inden Jørgen var gået hen med trekanten, var den første franskmand standset,og tilbyder på engelsk  at køre til å¦rmeste værksted 4-5 km borte.

Jørgen tog med, og taget i betragtning, at det var lørdag eftermiddag ca.1700, da vi nåede frem, var det lykken at se to mekanikere, der endnu arbejdede i værkstedet. Der var ganske vist et 'FIAT'-skilt, men det skyldtes, at man reparerede FIAT-traktorer og landbrugsmaskiner.

Den ene mekaniker kørte tilbage med Jørgen, men kunne hurtigt konstatere, at det var hjullejet. Tilbage til værkstedet igen, hvor man nu fik rigget en traktor til med hejsegrej og ekstra balast, så den kunne løfte Volvo'en.

Med stor professionalisme fik de hejst bilen op, fik den vendt på den smalle vej, og så kørte vi alle med mekanikeren tilbage tit værkstedet.

Stedet, som hed Rixouse, bestod kun af nogle få huse, som ikke var forberedt på uventede week-end-gæster. på en forespørgsel om, om man havde et forslag til overnatning, blev det overdraget faderen.

Faderen kørte os nu yderligere ca 10-12 km nordpå til et hotel, som er beliggende i L'Abbey de Grandveaux ved en ret stor å¸.

8.2.2 Rekreation ved en

Her blev vi nu indkvarteret i kælderetagen med udsigt ud over søen.

Vi blev foreslået et ophold som pensionærer, hvilket indbærer  reducerede måltidspriser, men også fratager en valgmuiighederne. Vi besluttede os for den billige løsning, som indebar 4 retter til såvel frokost som middag. Dertil kom så husets fortræffelige "vin ordinaire" til 18 kr.

Det vat et meget livligt og velbesøgt spisested både lørdag og søndag. Ud over de andre pensioærer kom der større busselskaber, men også lokale folk og forbipasserende. Der kunne vel være en lille hundrede mennesker i spisesalen, og der var virkelig gang i køkkenet.

Efter week-end-rykket blev det oprydningsdag, og serveringspersonalet overgik til rengøringsjob i køkkenet, rullede duge og servietter, og lagde tøj sammen.

Mens manden fungerede som kok sammen med en ung knægt, var konen overtjener, og dertil kom to faste serveringspiger. å¥r der var travlt var der endnu en ung pige, ligesom drengen blev sat i sving.

De vat meget opmærksomme og hurtige, og de noterede sig endog, at den ældre generation burde have en pude at sidde på. Den blev endog flyttet med, da vi blev forfremmet til et stambord ved vinduet.

Der var flere hunde, der boede med de andre pensionæerer, og dem hørte man da heller ikke noget til med undtagelse af når Viggo
absolut skulle starte med at gø uden for toilettet. I det hele taget medbragte flere at gæsterne deres hund i spisesalen, og kun hvis de lavede ballade, risikerede de en udvisning.

Mens Viggo fik sig en eftermiddagslur, fik vi vandret omkring søen. På vejen var en stor tømmerplads, men ellers var det fugleivet, der tiltrak sig opmærksombeden. Her er hejrer,lappedykkere og blishøns, og indimellem svæver rovfuglene ud over søen fra skovene.

Da det mandag aften bliver klart, at vi først får bilen tirsdag aften, beslutter vi os for at gå til St.Laurent en Grandveaux, som ligger 6 km væk, og på den tur på i alt 3 timer, vandrer vi gennem et regluært landbrugsland med køer på markerne, mejerier og over os ses flere eksemplarer af røde glenter.

Selve byen er vintersportsby og virker noget forkert på denne årstid, men et posthus har de, så vi kan få nogle franske franc til at betale såvel hotel som mekaniker.

Tirsdag eftermiddag kommer mekanikerens atter og henter Jørgen. De har måttet skaffe stumperne helt fra Dijon, og han kan i iøvrigt fortælle, at mekanikeren i Valence har:glemt at smøre lejet, da ban satte det!

Turen hjem

Vi stødte til hovedvejen igen ved Becanson, og valgte denne gang at tage motorvejen herfra til Mulhouse. Det kostede 40 FF og gik noget hurtigere, men havde heller ikke den samme charme, som på udturen.

Vi når vores overnatningssted i Biengen til spisetid, og efter morgenmaden går det bare hjemad. Heldigvis er der ikke meget traffik, så bilen får lov til at køre sine 140-150 km/t., hvilket gav en ny rekord.

En plan om at se Bergen Belsen og spise aftensmad i Galstorp ændres til en eftermiddagsøl i Galstorp og en færge kl.1800

På færgen kan vi så spise i fred og ro, og vi kan nyde, atdet netop denne aften er sjældent klart, så man kan se både den danske og den tyske kyst, og i aftensolen skinner de hvide vindmøller

K1.21.15 er vi sa atter hjemme i Herlev