Web Design
Ehrwald 1992

Ehrwald 10.-17.okt 1992

Efter at have måttet opgive vores traditionelle efterårsferie i to år, stod Ehrwald højt på prioriteringslisten, da der skulle besluttes ferier - og som sædvanlig var John og Solveig straks med på ideen. Hvad der næsten var endnu bedre, var en hurtig og bestemt tilslutning fra alle ungerne, som gerne ville med.
Inden det blev oktober måtte Lasse dog melde fra, fordi han fra august var startet på sin uddannelse til sprogofficer - og der var ingen efterårsferie!

Denne gang er vi bemandet med tre chauffører, idet Christian jo i mellemtiden har fået kørekort, så vi er faktisk indstillet på at køre igennem i ét stræk.
Vi kommer lidt senere af sted end planlagt: vi skal jo først have samling på tropperne, og Flemming dukker først op kl.16. Den forventede afgangstid blev således rykket fra ca 15.30 til kl 1610.

Turen bliver første langtur i vores nye OC 38 011, som vi fik ultimo september: det bliver en fornøjelse med ny motor, servostyring og ABS-bremser.
Vi blev lidt opholdt af en trafikulykke på motorvejen, og selv om der blev kørt til grænserne af det tilladte, kom vi for sent til rettidigt mødetidspunkt for vores reservering.
Vi kom dog alligevel med den tyske færge, og efter at have købt ind og undret os over de mange handicappede, der var med på færgen, smurte vi vores aftensmad i bagagerummet og holdt stående taffel på  vogndækket.

Christian overtager nu rattet og tager det første step gennem Nordtyskland.

chaufførskift i ?

Da jeg ikke synes, jeg kan køre forsvarligt mere, tilbydes Ulla rattet, men det bliver stedet til beslutning om at tage en lur. Det er nu ikke optimalt med fire personer: man kan ikke lægge forsæderne ned i hvileposition, og bagsædet giver slet ingen hvile. Efter forskellige forsøg trak Christian sig ud af selskabet og placerede sig henover bagagen. Det gav Flemming et helt bagsæde og mulighed for at lægge forsæderne noget ned. Men det er og bliver en umagelig søvn

Efter xx kører jeg atter en times tid, men mangler nogle at skifte med, så vi tager en ny hvileperiode, og da lyset er ved at bryde frem tilbyder Christian at overtage.

Motorvejen er nu ført frem til ca 20 km fra Füssen, og selv om der er let regnvejr, er det en god rute.

10.10.92

John & Solveig er kørt dagen før for at tage til vinfest i en lille by, og de har ringet fredag inden vi kørte og oplyst adressen på deres Gasthof. Kl 7.30 triller vi ind på parkeringspladsen i Busching, og kort efter kommer hele familien ud til modtagelse.

Efter en morgenbitter på værelset og fælles morgenmad er vi nu parate til ugens oplevelser.

Der er nogen diskussion om indkøb: skal det ske i Füssen eller i Reutte, men det bliver det sidste.

Skyerne hænger lavt, men Neu Schwanstein kan dog ses oppe på klippesiden.

Vi kommer ind i Reutte lige ved "vores" supermarked, og får suppleret de indkøb, som John og Solveig allerede havde foretaget i går.

Da vi ikke kan få lejlighederne i Ehrwald før efter kl.14, giver vi os god tid til at gå rundt i Reutte. Der er blevet gennemført en trafiksanering med rundkørsler og ensrettede gader, men ellers ligner det sig selv. Vi er inde for at handle film og aflægger også besøg hos Grässle, men mester er der ikke, så vi bliver henvist til mandag.

Planen er, at vi skal spise vores frokost ved Heiterwanger See, men det opgiver vi, da vi kommer frem, fordi det nu er begyndt at regne, og der er ingen steder med bænke/ly i nærheden af parkeringspladsen.

Vi kører derfor straks videre til Ehrwald, og beslutter os for at finde en frokostplads ved vejen op mod Zugspitzbahn. Billederne vil vise, at det blev en frysende frokost, som ikke blev trukket unødigt lang.

Det er endnu for tidligt at ankomme, så vi vælger en vandretur op mod Eibsee for at få tiden til at gå til kl.14 (og få varmen). Bortset fra at skyerne hænger lavt, så man ikke kan se bjergene, er der jo faktisk meget rart, og vi ser den "nye" svævebane i funktion.

Hvad vi måske ikke har været så opmærksomme på de andre år er de mange svampe. Det myldrer, men de fleste af dem kender vi ikke. Træerne har ikke helt iført sig deres efterårsdragt, så der har åbenbart ikke været så meget frost, som der plejer.

Da vi kommer frem til Ebene 39 står Sebastian klar til modtagelse. Den nabogrund, der blev købt i 89 er nu blevet indlemmet som græsplæne, ligesom det har muliggjort en udvidelse af parkeringspladsen, så der nu kan stå tre biler.

Ellers er alt ved det gamle. Vi skal have "vores" kælderlejlighed, drengene får saunaen og familien Stolpe den store lejlighed. Vores er blevet nymalet og der er kommet mange nye skilderier og et hængeskab, sengene har fået nye madrasser, men resten er så det plejer.

Da det stadig regner er der ingen grund til yderligere initiativer, så der hviles ud efter rejsen. Der er tradition for at middagen den første aften skal være koteletter med kartofler og spinat - og det er der jo ingen grund til at fravige.

sø 11.10.92

Vi har jo prøvet det før: Disen og de forsvundne bjerge. Det småregner, men det skal man jo ikke lade sig gå på af, så vi tager bilerne og for at vandre til Eibsee fra Tysklandssiden.

Det er stadig en utrolig smuk tur ind til Gries, og oppe ved Zugspitze ender vejen i et par store parkeringspladser. De er beregnet til betaling, men vi er åbenbart så meget uden for sæsonen, at det er gratis.

Rundturen om søen er smuk og afvekslende, men selv om det ikke regner, er der ikke meget at se - dårligt nok den anden bred - på grund af disen. Til gengæld bruges turen af mange.

Vi har desværre fået det forkerte kort med, så et forsøg på at undgå standardstien resulterer kun i lidt ekstra strabadser op og ned gennem skoven.

Vi vender tilbage og får luksusfrokost i lejligheden. I tillid til, at udviklingen nok vil blive som sidste gang, hvor det klarede op hen på eftermiddagen, beslutter vi os for en eftermiddagstur over 'moos'en'. Der er fisk i vandløbene, men ingen bjerge at se.

I udkanten af Leermoos vælger vi en stejl sti op til Panoramaweg og går så hjemad.

Opklaringen kom ikke, men om ikke andet har vi fået frisk luft og gjort os fortjent til eftermiddagstheen med rom og hjemmebagt kage. På hjemturen kontrollerer vi menukort, priser og lukkedage på de restaurationer, vi passerer.

Blandt vores indkøb var en mængde store hvidløg (de var så billige), og de skal anvendes til vores poulardmiddag: det blev stærkt, men heldigvis kan alle lide smagen.

Nu begynder så det alvorlige: planlægning af mulige ture under hensyntagen til forskellige vejrlig. Er der klart vejr skal vi op i højderne, kan man ikke se noget, kan man ligeså godt blive ved "jorden".

ma 12.10

Vi vågner op til en tør, men diset morgen. Rutinemæssigt laves der the, dækkes bord, hentes semler, skæres rugbrød, ost og semler. John har det betroede hverv at skænke Gammel Dansk.

Det er Christians fødselsdag, så der skal flag på bordet og gaver.

Ulla har i sølvbryllupsgave fået frit valg mellem en diamant eller skindtøj fra Reutte. Skal det være tøjet, skal det afklares i dag, hvis det skal blive færdigt til afrejsen. Vi starter derfor I Reutte og Ulla og skrædderen bliver enige om et jakkesæt i mørkeblåt skind.

Således afklaret kan vi tage hul på feriens vandreture. Vi må vælge af turene i "lav højde", og det bliver til Berwang og videre til Rinnen, hvor vi sætter bilerne. Turen til Rinnen går gennem en meget smuk dal, som stiger op til Rinnen.

Det betyder, at da vi starter turen, kommer vi til at gå ret kraftigt nedad de første mange kilometer. Vandrevejen går på en hylde med skov både op og ned, og indimellem er der blik til et vildt vandløb. Dette vandløb ender sine dage i en rolig og smukt beliggende stausee.

Vi går over ved dæmingen, og kan samtidig konstatere, at nok er der vand i søen, men nede i slugten efter dæmningen er der tørt: intet overløbsvand.

Vi har passeret indtil flere bænke, der kunne være velegnede til frokosten, men vi skal jo heller ikke spise for tidligt! På sydsiden snævrer ruten sig hurtigt ind til en sti, som vi gerne vil have den: smal og ubefærdet med afvekslende højder, men den passerer da heldigvis også en pynt, hvor fremsynede mennesker har sørget for bænke.

Der har været utroligt lidt fugleliv, men her kommer dog et par andefamilier, som Eva hjælper med lidt kosttilskud.

Turen i skoven er ganske køn og det meste af tiden kan man se ned til søen eller over på den anden side af dalen. Da vi nærmer os vores udgangspunkt er vi kommet på den anden side af Rotlech, som løber med pæn hastighed her. Jeg er henne for at tage nogle billeder af det brusende vand, som larmer ganske meget, finder en stor rørhat til svampesamligen.

John er i forvejen, og gør pludselig opmærksom på, at der er noget vi skal se inden vi påbegynder opturen: Her er faktisk et ganske nydeligt vandfald, som falder sine 5-10 meter stejlt ned.

Det sidste stykke vej til bilerne kan enten gøres ad kørevejen (lang) eller ad en stejl sti. Vi kan se skiltet, der viser ned, og som vi passerede da vi startede, så vi tager udfordringen. Den er stejl! og vores sygeplejerske sørger for at tage pulsen på os, når vi kommer op.

Alt i alt var det en ganske god tur at begynde med.

I dag skal der ikke ordnes aftensmad, da der er inviteret til fødselsdagsmiddag i Panorama. Der er jo heldigvis ikke længere end at vi kan gå.

Christian har afvist at vi på forhånd skulle have bestilt specielle retter, så vi griber til menu-kortet, som da også er fuldt ud dækkende. Alle bliver mætte og vi kan gå tilbage i stjernenatten til kaffe og gewesener på hjemmebane.

ti 13.10

Der er ikke noget som at vågne op til klart vejr, bjergtoppe og solskin! Sådan er efterårsferie i Østrig.

Nu gælder det en "rigtig" tur, hvor målet er Coburger Hütte.

Vi starter som sædvanlig ved Ehrwalder Alm-stationen, hvor vi til vores overraskelse oplever at svævebanen er i drift. Det er ikke bare en pind, men rigtige små kabiner.

Willy har omtalt Immersteiger "autobahn", og skiltet kommer hurtigt. Det siger: Nur für Geübte og Schwierig, men vi kan jo ikke læse. Det første stykke er noget vådt og pløret, men det hjælper, da vi skal op i højden. Formålet med at tage denne sti er at undgå den lange og lidt dræbende standardvej.

"Autobahn" er det nu ikke ligefrem, men det er en fortræffelig og rimelig sikker sti, hvor den største ulempe næsten er, at man mange steder skal tage nogle gevaldige trin. Det går nu også godt opad, sine steder lodret, men på de udsatte steder er der sat liner op, så man har noget at klynge sig til. Det er lige en vej efter vores smag.

Vel oppe over skrænten er det tid til luftning og væskeindtagelse ved en lille hytte, som ligger ved "standardvejen".

Turen videre til Sebensee foretrækker vi også at foretage ad en anden sti end den sædvanlige. Egentlig ville vi genre være gået ad "bagvejen", men en revurdering af strækningen, højdekurver mv fortæller, at det er der ikke tid til. Men vi finder da en anden sti, der passer os, og vi når i noget spredt fægtning frem til Sebensee, der som altid er utrolig smuk og i de flotte vejr velbesat af mennesker.

Vi skal imidlertid videre til Cobürger Hütte ligesom sidst. Vi var vist nogle stykker, der havde glemt, at det sidste stykke faktisk er ganske anstrengende og længere end vi huskede det. Men vi kom da op til hytten, hvor alle pladser var optaget, øjensynligt af den lokale boxer-hundeklub, så vi indtager vores frokost placeret rundt på klippestykkerne ovenover hytten. Her har vi udsigt til Sebensee med Zugspitze bagved, til Sonnenspitze og til Drachensee. Her er de nærgående alpealliker, der forventer, at der også falder noget af til dem. De kommer faktisk så tæt på, at de spiser af hånden!

Biberwierer Scharte husker vi alle som en udmærket og anderledes nedtur. Den går gennem et klippefyldt stenlandskab, og op gennem passet, hvor man pludselig få den storslåede udsigt til Biberwier og Leermoos. Som gemser færdes man her på hyldestiernes småsten, og det går ned, ned, ned. Også her tror jeg, at vi havde glemt, hvor lang nedturen egentlig er. Ikke at det gør noget, for den er utrolig smuk, og der er sol næsten hele vejen.

Lärchenwald er stadig ganske smuk, også selv om mange af lærketræerne ikke rigtigt har fået de gule farver, og hele tiden står Zugspitze-massivet foran dig som en stor grå-gylden kolos.

Vi beslutter os for at splitte op, da vi nærmer os Ehrwald: der skal købes ind og bilerne hentes. John og jeg går efter bilerne. Det bliver en ganske udmærket tur ad Altmühlweg, som vi sagtens kan tage som sti en anden gang.

Egentlig havde vi talt om at sidde på en fortovsrestaurant og få en øl, men her efter kl 17 er det for koldt til at sidde ude.

Mens John venter på indkøberne, køber jeg en svedtransporterende undertrøje som fødselsdagsgave fra far, så jeg kan være mere ideelt påklædt de kommende dage.

on 14.10

Midtvejs i ferien må gl dansk rationen øges til fra 2 til 4 cl, hvis vi ikke skal have den ene hele flaske med hjem, men det er jo heldigt at det er den vej.

Evy har talt om Kälbertal som en meget smuk dal, og på kortet ser det også tilforladeligt ud.

Vi skal ganske vist køre helt til Fernpass. Christian har taget sko på (og støvler med), så han kan prøve at køre lidt bjergkørsel. Vi kører med stor overbevisning gennem Fernpass og videre ad vejen uden at have bemærket nogetsomhelst om Kälbertal.

Vi må jo så vende kareten, og konstatere, at vejen ind er den eneste, og at den ligger ved Fernpass-hotellet, hvor vi parkerer.

Ret hurtigt går der en sti fra vejen op gennem skoven, for så at munde ud ved et udsigtssted, hvor man kan se ned til floden, og hvor man så må vælge, hvilken vej man vil gå. Kortet giver ingen anvisninger, så vi vælger "the high road", som går ud over en ganske smuk eng til de to stier mødes ved floden for at blive til én.

Dalen er åben og bred med floden i bunden og skov op ad begge sider, og med god udsigt til fjernere bjergtoppe. Starten går jævnt og stødt opad, indtil vi kommer til et område med masser af træstubbe og rødder, og hvor det varer lidt inden vi finder stiafmærkingen igen. Vi erfarer siden, at der har været et alvorligt skred for flere år siden, og det er det, man ikke har fået ryddet op efter.

Målet i dag er Galtenberg Hütte (1790 m). På kortet ser det ret tilforladeligt ud, men i virkelighedens verden ligger hytten ca 300 m over dalens niveau - og de kommer på en meget kort strækning. Erfaringen siger os, at det svarer til 2-3 timer, så det er bare med at klø på. Stien er i øvrigt uden problemer, og da vi kommer op, er der en faldefærdig hytte. Vi har dog set en nyere ikke så langt derfra, som vi fortsætter til, og her er der (privat?) bord og bænk til vores frokostpause.

Endnu engang har vi fornemmelsen af at sidde på verdens tag: vi kan se utrolig langt, bl.a. til Marienberg Joch. Og langt neden under os har vi dalen, hvor vi gik.

Vi kan følge små prikker på vej op og ned ad bjergmassivet Alpschrofen.

Egentlig havde det været på tale at undgå at skulle gå frem og tilbage samme vej ved at placere én bil i Fernpass og én i Bichlbach, men det ville give meget spildtid, og planen blev opgivet. Men ønsket om at nå at få udsigten fra Bichlbacher Jöchle ned i en ny dal, stod stadig højt hos Christian.

John havde sit knæproblem, og meldte straks pass, og Ulla var heller ikke helt på mærkerne efter en forkert knæbevægelse, så enden blev, at John og Ulla fulgtes ned samme vej som vi var kommet, mens resten så hurtigt som muligt skulle nå målet - og vende tilbage til dalen.

Hvis jeg ikke havde følt mig som alderspræsident før, så fik jeg det at føle nu: de yngre gemser og gazeller sprang hurtigt og adrædt opad, så der var sved på panden da vi nåede plateauet.

Det var i øvrigt et meget kuperet for ikke at sige kuplet terræn, som bevirkede, at man så hurtigt som ingenting kunne miste forbindelsen til hinanden, ja, det var såmænd slet ikke så let at finde Jöchlehütte. Det var i øvrigt anstrengelserne værd: Udsigten ned til Bichlbach og mod Heiterwanger See var smuk og imponerende - og vender man sig om, har man udsigten til de snedækkede bjerge i Italien.

Nedturen var en svir, og nede i dalen søgte John og Ulla forgæves at finde os på  bjergsiden, men det meste af tiden har vi været skjult af lave bjergfyr - og man skal være meget heldig, hvis man skal fange det øjeblik, hvor man passerer åbninger.

Det sidste stykke af tilbageturen tog vi "the low road" langs floden og nåede på det allersidste stykke og til parkeringspladsen at se en fåreflok med indtil flere ret nyfødte smålam.

Der har været talt om, at evt. biltur skulle gå til Samnaun, men den er blevet opgivet, da vi hellere vil vandre, hvis vejret er godt (og hvis vejret er dårligt er turen intet værd).

to 15.10

Vejret holder, og da Flemming ikke gider for 3. gang at tage bagvejen til Marienberg Joch, vælger vi Römersteig-turen med Nassereither Alm. Den har vi talt om mange gange tidligere, men til en forandring er der ingen sne i år, så det kan lade sig gøre.

Bilerne bliver sat ved Weissensee, og vandringen kan begynde. Her er skov og vejen går mange steder som hulvej. Schöner Aussicht er der til Fernpass og Fernstein, men ellers er der tale om en kørevej, der langsomt stiger. Ind imellem er der nogle flotte udsyn ned over dalen og søerne Blindsee og Fernsteinsee, og i øvrigt er her stille og fredeligt.

Undtagelsen er, da en ældre mand på en osende knallert passerer os - og senere Ulla som længere fremme har besluttet sig for at tisse ved nogle træstammer (skrænterne både op og ned forhindrer skovtisning). De hilser høfligt på hinanden - og nu har han så set en dansk version af bar mås.

Hver gang man kommer til et "hjørne" håber man, at man er nået op, men nej, der er mange sving. Belønningen kommer først da vi når op på Nassereither Alm ved middagstid. Her er ganske simpelt idyl.

Det må også være den væsentligste årsag til, at der faktisk bor mennesker i et hus her mellem alle fårene. Det er i øvrigt dem, knalleristen skulle besøge. Landskabet er lysegrønt, åbent, småbakket og kranset af træer, alt sammen i læ af det næste massiv, Wanning.

Vi tager os et velfortjent hvil og en øl, og ligger henslængt i solen, mediterende hver for os selv over naturens skønhed.

Nå, men vi skal videre, og det går på den næsten vandrette alm, hvor der på det første stykke er masser af får. Det er grønt og fladt, med enkeltstående træer, og en fremragende udsigt, fordi almen ligger som en hylde, hvorfra bjerget går stejlt ned mod vest. Her er ikke blot udsigt over i Kälbertal, hvor vi var i går, men også fremad mod Sonnenspitze og Zugspitze.

Der er mindre søer og vandpytter, og på almens sidste stykke er der store områder, som kunne lede tanken hen på en højmose (uden dog at være det).

Mens vi har gået i solen har vi kunnet se, hvorledes skyerne har trukket sig sammen ovre i Tyskland, og da vi når frem til at nedstigningen skal foretages er fortropperne kommet.

Nedstigningen ser ikke ud af noget, men faktisk går det utrolig stejlt ned over græsklædte skrænter. Klart, at turen ikke kan gøres, når der er sne: man ville aldrig kunne finde stien - og ville i øvrigt tage en ordentlig tur på halen.

På et tidspunkt opdager fortroppen, at der er gemser, og Flemming vil naturligvis gerne have nogle gode billeder, så på bedste indianervis sniger han sig efter.

Desværre har udflugten den følge, at vi skilles, og at vi ikke kan spise vores frokost. En eftersøgning med råberi i nærmeste omkreds fører ikke til noget resultat, så vi andre fortsætter ned med stor spredning, så vi kan holde kontakt.

Det viser sig senere, at Flemming var kommet godt langt ned til den officielle sti, men da han hører vores råb, kommer han under store strabadser op ad den stejle skrænt til det sted, hvor vi står (og hvor vi så vælger den nærmeste omvej ved at vælge forkert side).

Vi ser flere gemser på bjergmassivet og alt imens skyerne kommer nærmere og længere ned - og det går hurtigt - får vi spist en meget hurtig frokost, så vi kan komme ned, inden vi bliver helt indhyllet i skyer.

Nedturen kommer til at ske ad en mærket sti, som i et helt lige forløb falder ca 400 m. Det er noget man kan mærke i benene!

Godt hjemme laver Christian pandekager, så vi efter vores restemiddag kan få pandekager med is.

fr 16.10

Skyerne viste sig at indeholde et nyt regnvejr. Det er naturligvis surt, for det betyder, at den mountainbike-tur de unge havde forestillet sig i dag ikke bliver til noget.

Det ville ellers være den perfekte dag, for den skal bl.a. bruges til at hente Ulla's tøj i Reutte.

Nu starter vi i stedet med at veksle penge i banken med Diners (det var dyrt!).

Den hyggelige plads i byens centrum, hvor man møder køerne græssende under kastanietræerne, ser vi denne gang omkranset af hvidt skum på vejene! Efter nogen undren opdager vi, at det skyldes, at bilerne har mast de nedfaldne kastanier til mos og blandet med regnen danner det hvidt skum.

I stedet tager ungerne nu alle med os, idet vi så vil udvide turen til Reutte med en tur til Alpsee.

Regnen er slået over i slud og i højderne bliver sneen liggende. Allerede før Leermoos ser vi den første bil, der er kørt ud over svinget.

Tøjet er færdigt, prøves og betales. "Für Treue" får Ulla overrakt en kunstig blomster?? og så kan vi glade tage videre til Ober-- ad bagvejen til Alpsee.

Turen er ikke specielt spændende: en asfalteret sti gennem skoven, som bortset fra klipperne mest af alt ligner en dansk bøgeskov. På klippesidernes højereliggende nåletræer ligger sneen som på et julekort. Det mere kuriøse er grænseovergangen, som naturligvis er ubemandet på dette tidspunkt. Her er ikke blot småhuse til grænsevagterne, men en tro kopi som hundehus!

Da vi kommer ned til søen kan vi lige skimte Hohenschwangau gennem sne??- og her er i øvrigt flot.

Vi var bundet af en aftale om, hvornår vi forventes hjem, så vi må opgive at komme søen rundt, og vi finder en hurtigere "schnellweg" på vejen tilbage til bilen, og vi kørte i snevejr på vejen hjem - og passerede endnu et uheld, hvor en Golf havde slået en kolbøtte (den så ikke godt ud), men nåede selv helskindet til Ehrwald, hvor de tilbageblevende havde sørget for, at vi kunne få frokost kl.14.

Solveig har været hos slagteren for at sondere mulighederne, og vi tager så alle en vandring ned i Ehrwald for at foretage indkøb. Det blev til dådyr-kalv-mørbrad til næsten ingen penge + en blå glaskugle, som Ulla ikke kunne stå for.

Hermed var dagen så vidt fremskreden, at planerne om en tur til Garmisch for at foretage de 'løse' indkøb af fotosager, øl mv må opgives.

lø 17.10

Så er vi desværre nået til feriens afslutning. Der skal pakkes og gøres lidt rent.

Betalingens time er inde og med resterne af vores gammel dansk placerer vi os i hjørnekarnappen. Der er indkøbt en ½ gammel dansk til Willy og Evy, og vi får i øvrigt en hyggelig sludder på falderebet. Bla. får vi at vide, at Ehrwald egentlig betyder "ørneskov".

Hjemturen starter i dis og tåge og styrtende regnvejr. Vi har valgt at tage vejen over Pfronten, og ved grænsen skal vi lige have klaret stemplingen af momspapirer vedrørende Ulla's tøj.
Det tager sin tid også at køre denne vej. Der er utroligt mange biler i én lang kø. John og Solveig passerer os, mens vi tanker i Pfronten, men ellers ser vi ikke noget til hinanden før det aftalte mødested, Riedener Wald. Vi beslutter os til at køre til den næste rasteplads for at få bænk og bord, og det bliver mindst en ligesom frysende frokost, som vi startede med sidste lørdag!

Næste aftale er Brunautal, og vi kommer faktisk samtidigt. Her besluttes det, at skippe Garltorf på grund af manglende tid.
Vi kommer ligesom færgen sejler ud fra lejet, men John og Solveig nåede den, så kvitteringen for godt selskab klares telefonisk søndag.