Sidst opdateret  8. december 2016

Indokinas Mekong
- eventyr i Nordthailand, Laos og Cambodia

En stor del af ferien er dækket med videoopagelser. Nogle afsnit vil senere (efter redaktion) blive lagt ud på Youtube, og der kommer link i teksten.

Billederne findes samlet her under Indokinas Mekong. Der mangler stadig billedtekster.

Tre nationer – fælles udgangspunkt
Det lyder j flot, når man fortæller, at man skal på en rundrejse til Nordthailand, Laos og Cambodia.
Det er ikke forkert, men det er jo kun nogle få nedslag i de enkelte lande.

I Thailand er det i Chang Rai: et fint udgangspunkt til at møde buddhismen og de mange gyldne templer, den smilende befolkning, de gode thai-retter.
Her er mødet med Mekongfloden i 'Den gyldne trekant'. Og tilvænningen til varmen og den høje luftfugtighed.

Kongerige, og mønten er baht.. Jeg havde ikke vekslet, men kunne sagens bruge mine dollar.

I Laos er den afslappende sejlads på Mekongfloden med ophold i den lille backpackerby Pak Beng,
besøg i små gemte landsbysamfund, for at ende op i Luang Prabang.
Her er flotte templer, spor efter de franske kolonister i form af bygninger og en tur til det flotte KuanSi-vandfald – for ikke at tale om den specielle lørdagsmorgen med munkenes vandring gennem byen
Landet var franskt protektorat 1883-1955.

Laos er republik, og møntfoden kip. Jeg.vekslede for 20$, som jeg ikke fik brugt alle sammen, og jeg ville sagtens have kunnet klare mig alene Fmed dollar - og måske fået byttepenge tilbage i kips.

Herfra tages et stort spring med flyveren til Cambodia til Siem Reap.
Her får historien en fremtrædende plads: det store Khemerrige, som stort set dækkede hele Thailand, Laos, Vietnam og Cambodia i mere end 500 år, før riget faldt fra hinanden ved indtrængen af folkeslag fra Thailand og Vietnam. De hårdtramte cambodianere, som blev tæppebombet af amerikanerne i grænseområderne til Vietnam under vietnamkrigen, og senere blev rendt overende af 'de røde kmerer', som i deres rædselsperiode 1975-78 dræbte 2 millioner af deres egen befolkning

Landet var franskt protektorat 1863-1953

Her er de store tempelkomplekser ved Angkor, som alene ved størrelsen imponerer. Det er i øvrigt afbildet på landets flag.  Den største i ferskvandssø i Sydøstasien, Tonle Sap med husene på pæle. De uendelige rismarker bringer tankerne til Vietnam, og landbrugets betydning ses, da vi kommer til Battambang.  Man ser tydeligt, at vi er i slutningen af regntiden, da der er meget store områder med oversvømmelser, som man åbenbart tager som naturens orden.
Endelig Phom Penh – storbyen med højhuse, stor byggeaktivitet, utroligt mange meget store biler – ikke mindst Lexus, og den skræmmende synliggørelse af Pol Pot regimets handlinger..

Landet er kongedømme, møntfoden riel, som jeg også vekslede for 20 $ - helt unødcendigt, da de alle steder modtog dollar. Per fik det overskydende beløb til hans næste tur.

I det engelskpåvirkede Thailand køres der i venstre side, mens der i de tidligere franske besiddelser er højrekørsel.

For mig er der mange ligheder i de tre lande: de smilende mennesker, buddhismen, de tilhørende templer, den fint krydrede mad med de mange grøntsager. Vores guide kunne til gengæld hurtigt nævne punkter, hvor de adskilte sig fra hinanden. Sådan må det være, når man har opholdt sig i regionen i mange år.

 
Naturen
I nord kørte vi på smalle, snoede og stejler bjergveje, mens der sydpå var store, meget flade områder, primært utrolige områder med rismarker, men også store arealer med dyrkning af frugt og grøntsager. Man skal ikke være her længe for at forstå værdien af skyggegivende træer, og selv på rismarkerne er der spredt solitærtræer ud over terrænet.

Langs Mekong oplever man noget af den vilde natur med høje bambus, liantildækkede træer, de helt lige – ofte blomstrende – teaktræer med deres store lådne blade.
Op ad bjergsiderne er der udstykket marker, som ofte luder med 45 grader – og alligevel dyrkes. Der er små hytter til skygge og ??? og når der arbejdes i hold sker det ikke 'vandret' men 'lodret' op ad bjergsiden.

Ude i landskabet ser man køer og vandbøfler, men ingen heste. Om morgnen kan man se rådyr langs floden sammen med geder og køer, og et par steder vander man arbejdselefanterne. Elefanten er et dyr som går igen på souvenirmarkederne i flere udformninger i alle tre lande.

I de små landsbyer går høns, ænder, sorte grise rundt, mens utrolige mængder af store og farvestrålende sommerfugle driller en med at fagre rundt og samle vingerne, så de ikke kan fotograferes.
Fugle ser man ikke meget til: i byerne typisk flokke af skovspurve, ude i landet langhalede fugle på elledningerne samt nogle ibis/egrets ude i vådområderne. En enkelt strålende blå isfugl på floden.

Der må også være masser af rovfugle i de store skovbevoksninger, der afløses af marker op ad bjergsiderne langs Mekongfloden – men jeg så ingen.

Hunde er der på land såvel som i by. De går løse rundt, og passer tilsyneladende sig selv.

På denne tur har jeg undladt at jagte blomstermotiver: der er så mange smukke, farvestrålende blomster, men de fleste har man set på andre rejser, sm f.eks. kanonkugletræet, tempelblomster, tulipanblomster mm.

By og land
Noget af det, der binder by og land sammen er de mange salgsboder. Byerne er er fyldt med dem, og langslandevejen ligger de tæt. Der sælges hvad som helst, og langs landevejen kan man ofte se, at der er særlige specialiteter på enkelte strækninger.
Mad sælge indpakket i palmeblade (evt. som en lille kurv), supper ol i plastikposer med en elastik omkring. Noget er lavet fra bunden og står og simrer i gryderne, andet bringes som halvfabrikat i store plastikposer til videreforarbejdning.

Ikke mindst på landet ser man ofte stativer med en gullig væske hældt på gamle cocacola-plastflasker.Jeg troede først, det var olie til madlavning, men nej: det er benzin til de utallige scootere og små træktraktorer (?) .I byerne er der naturligvis tankstationer, som vi havde det i 60'erne med service til tankning, rudepudsning osv.

Bortset fra de store byer er den almindelige bolig rejst på pæle. Det giver et område under huset, hvor man kan opholde sig i skyggen, evt. i en hængekøje. Det sikrer også kølighed gennem gulvet over. Byggematerialet kan være meget forskelligt,ligesom tagene kan være tagsten, stålplader eller bliktage.

Ris til tørre

Der er reklameskilte alle vegne. Store og grimme, men man vænner sig til dem.



Kulturen

Jeg vil jo mene, at der er utroligt mange lighedstegn i kulturen i de tre lande.
Det er nok først og fremmest buddhismen, der får mig til at mene det. Det er som om den ro og eftertænksomhed troen giver folk, er meget grundlæggende.
Jeg har samlet nogle optagelser fra templer, vi besøgte undervejs, Til Buddhas ære.

Man tager naturligvis skoene af, inden man går ind i templet, ligesom man har nøgne fødder, hvis man sidder på et tæppe eller måtte -f.eks. på natmarkedet.

De mennesker, man møder er rolige og smilende. Et ‘Sa bai dee’ (god dag) eller ‘Kob jai’ (tak) giver et ekstra smil. Der ses meget få tiggere, men egentlig heller ikke synligt fattige i deres egen målestok.

Ethvert hus eller somme tider også lejligheder med altaner har deres eget lille husalter med mad og drikke og blomster til husguden.

Templernes mængde og udsmykning er imponerende, og her er ikke sparet på kunstnerisk indsats.
Det er utroligt hvilken detaljerigdom der bydes på i træskærerarbejde, i stenhuggeri – en meget udviklet teknik som kan følges helt tilbage til før år 1000.
Der er syet og broderet så flot og småt med guld- og sølvtråd, at arbejdsopgaven kan have strakt sig over ganske mange år.

Konkurrencer med kapsejads med lange, smalle 'krigskanoer' er en tradition, der holdes i live.

Monsuntidens ophør fejres ved en passende fuldmåne, men ikke nødvendigvis den samme fuldmåne i alle landene. I Laos så vi de store forberedelser ved forretninger, i templer mm, hvor der blev konstrueret skibe, der med lys skulle deltage i et stort lysoptog omaftnen. Samtidig var der overalt hængt papirlamper op i forskellige former, enten til levende lys eller med elektriske pærer, ja også hvad vi ville kalde juletræs guirlander.

Dagligdagen
Der er jo masser af træ. Til byggeriet (gulve,døre) og til møbler. Det er tungt træ, så det er ikke lige at skubbe sin stol på plads ved bordet.
Møbelforretningerne sælger store, tunge møbler og ofte med flotte udskæringer. De er så tunge, at man skal være flere om at flytte dem.

Der købes ind på morgenmarkedet eller ved en af de utallige boder. Man behøver ikke at sulte, for der er masser af gadekøkkener, og Luang Pradang var der en hel gyde med lutter madboder.

I de større byer lægger man an til natmarkedet fra omkring kl. 16 – og sælgerne er i alle aldre. Konkurrencen er hård: det der sælges, er varer, der går igen fra den ene til den anden, så det er et spørgsmål om præsentation af varerne og ihærdighed i salgsarbejdet.

Det er klart, at det er et problem at holde madvarer og drikke kølige i denne varme. På god gammeldags maner kommer der en ismand med isblokke. Han medbringer en sav, og så kan man få så meget, man har brug for. Noget videresælges og opbevares indtil da i store orange kølebokse. På den måde har gadehandlerne altid drikkevarer på is til forsælgning.

Massage er et stort forretningsområde, og i alle tre lande er der ikke langt mellem tilbuddene, og der er alle typer af massage.,
Man færdes til fods – eller man har en scooter. Der kan mageligt sidde fire-fem personer, børn ingen undtagelse. Man snor sig, og der er parkeret scooterne alle vegne, i byerne ofte på de brede fortove, som derefter ikke kan bruges af fodgængere. Til gengæld behøver man ikke at være bange for sit liv , hvis man er nødsaget til at gå på gaden. Trafikken afvikles gnidningsfrit og imponerende uden hornkoncert.

Deres mange 'tuk tuk' er sådan set blot en scooter med et 'anhængertræk' monteret midt på sædet. Her kan man så koble en vogn til persontransport, en last'trailer' eller andet. Smart, fleksibelt og simpelt. Og der er sådan set ingen begrænsninger på, hvad man transporterer eller hvilket omfang, oppakningen kan have.

Ansigtsmasker er ret almindelige. Det kan være for at beskytte sig mod forurening eller solen (det er fint at være hvid – man sælger masser af 'whitening' produkter). Det gælder også, hvis man står i et gadekøkken. I øvrigt er det lidt beskæmmende, at reklamerne typisk ikke præsenteres af deres egne indbyggere, men af europæisk-amerikansk udseende modeller.
 
Livets gang afspejles i bybilledet. Når der er bryllup lejes store lokaler til festen, hvor der kan inviteres hundredvis af gæster. Har man ikke råd til at leje lokaler, kan man opsætte et stort telt ud på vejen/ gaden i forbindelse med sit hus, hvor det så står de dage, man fester.
Når døden indtræffer, stilles der ligeledes et telt op – dog et specielt opbygget telt. De sørgende møder frem i hvidt tøj.

Der er masser af tv-kanaler, og selv ude i de afsides egne skyder parabolerne op.

Der er fin wi-fi dækning, og smartphones synes at være hver mands eje.

Bortset fra nogle færdselsbetjente i Phom Penh, så vi faktisk ikke hverken ordensmagten eller militæret. Hylende sirener som man hører i vestlige lande bryder ikke stilheden. Vi så to ambulancer med blå blink, som kæmpede sig gennem aftenmyldretiden med begrænset resultat..

Bilparken i de tre lande har som fællestræk, at den mest består af nyere biler, men der er lidt forskel på, hvilke bilmærker, der er repræsenteret. Nogle produceres på licens (næsten danske priser), andre er importeret. I Thailand så jeg en enkelt Volvo, i Cambodia BMW. Ellers er det Toyota, Hyundai og Kia – og i Cambodia i høj grad Lexus. Men fælles er, at det er meget store modeller, som jeg aldrig har set før. De er mandshøje og brede.

Maden
Min ene svigerinde er meget begejstret for thai-retter. Efter denne tur forstår jeg hende.
Først lærer man, at kniven er et overflødigt redskab. Kødet er skåret i mundrette stykker, så det er enklere at anvende en ske – og bruge gaflen til at skubbe maden sammen med.

Der er nok nogen forskel på thai og khmer-retter, men ikke umiddelbart så stor. Svinekød, kylling, spændende grøntsager, ruller i rispapir eller friturestegt, fisk – og naturligvis ris: jasmin ris eller 'sticky rice'. Ofte er det serveret i en kunstnerisk udførelse, som lever helt op til anretningen på de bedste danske restauranter,og der blev taget rigtig mange billeder til hjemlig inspiration.

Der krydres meget, og med spændende smagsindtryk. Noget stærkt, noget bare smagssættende.

Desserten er typisk frugt, men det er jo naturligt med den rigdom, der er til rådighed.



Rejsen
Holdet bestod af 23 personer, hvor af en del var tidligere Albatros-rejsende. Alle kom til aftalte tider, der var ikke specielle klikedannelser (nogle par rejste sammen), så der var god kemi i gruppen.
Der var nogle få, som fik et snert af maveonde, men jeg selv gik fri og blev heller ikke ramt af halsonde eller forkølelse trods skiftet mellem varme og klimaanlæg.
Hotellerne var gode, madrasserne passede mig fint, og jeg sov som en sten.

Bussen i Cambodia var virkelig luksus med bløde, brede sæder (så der var rækker med hhv 2 og 1 sæde).

Temperaturen lå lidt over de 30 grader, men luftfugtigheden var til tider op til 96%.
Flere dage var der et let skydække, og de regnbyger, vi fik, var med undtagelse af regnskyllet i Oudong, kortvarige og uden megen væde.
En stor del af tiden var vi under tag – enten på både eller i busser - så solen generede os ikke. På bådene og i 'tuk-tuk'erne var der masser af frisk, varm luft.
 
Per Christensen var kyndig rejseleder med stor viden og personlige erfaringer, som han gavmildt gav fra sig. Og vi fik svar på de underlige spørgsmål, som sådan en rejse naturligt medfører.


Turen dag for dag

En bestilt tur til Iran blev aflyst af Albatros, og i stedet blev det til en tur til Indokina.
Rejseforberedelserne var ikke så grundige, da planlægningen af min 75-års fødselsdagsfest tog en hel del tid efter sommeren.

Men 9.oktober 2016 kørte Flemming mig i lufthavnen ved 11-tiden. Security gik hurtigt, og så sad jeg og fik en øl og genlæste rejsepapirerne. Gisp – de to pasbilleder til visa lå derhjemme i chartekket.
Der var kun en løsning: gå ud igen, finde en fotoautomat, atter gennem kontrollen – stadig hurtigt – og så mod gaten. Her var en kø så lang, som jeg ikke mindes at have set, så det tog lidt tid at komme igennem (den anden vej var det værre, for der skulle man gennem det nye, fuldautomatiske kontrolanlæg). Der var nu tid nok til vi skulle med Thai TG0951, en Boeing 777-300 med plads til 348 passagerer. Den var næsten fyldt op.
Systemet havde på vanlig vis skilt ægtepar ad, så jeg nåede at have tre forskellige pladser inden afgang, for at få puslespillet til at passe.

Servicen ombord var rigtig god. Jeg fik læst lidt af Scharfs bog om PET, og set en ganske god engelsk film. Problemet med at sidde så langt tilbage i flyet er støjniveauet, så der skal skrues godt op for lyden, hvis man vil høre den.
Flyvningen var berammet til at blive ca.30 minutter kortere end planen, men den viste sig i stedet at gå over tid, da vejen lige fra København til Bangkok havde mange huller, endda så betjeningen måtte stoppe et par gange. Ikke en grim flyvetur, men en rystetur.

Mandag 10.10.2016 Chiang Rai
Den efterfølgende procedure for at komme med et indenrigsfly (TG2130) til Chiang Rai var en udfordring. Ikke fordi køen var særlig lang, men der sad kun én ung mand, og selv om vi ikke skulle ud i Bangkoks gader, skulle de have udfyldte immigrationspapirer her. Det tog næsten en time at få vel 30-40 mennesker gennem køen.
Og så skulle man ud, igennem sikkerhedskontrol igen og så finde den rette gate. Det viste sig ikke at være noget problem, da det var A1, som var noget af det første, da man kom ind igen.
14 tiner efter vi tog fra København, er dagens mål, Chiang Rai, nået.

Kort over det nordlige Thailand og Laos (pdf-fil, så der kan zoomes)

Guiden Per Christensen modtog os i de næsten 30 graders varme, og vi blev kørt til hotellet Laluna hotel og Resort, hvor man bor i hytter omkring swimmingpoolen – med gode store værelser. Og her er der gratis wi-fi.
Vi var der ved  10-tiden, og da var nattens gæster dårlig checket ud, så vi sad ved pool'en og afventede nøgler. Jeg fik et værelse med pool'en lige på den anden side af stien.

Så skulle jeg lige finde mig til rette, skifte til tropetøjet, og besluttede mig for at tage et par timer på øjet i middagsheden – der er jo god aircondition.

Det blev til et par timer. Hotellet ligger lidt uden for centrum, og bebyggelsen består af lave hoteller, boder og udendørs salgssteder; mad, drikke, ja, en havde sat sig med sin symaskine og en vognfuld af stoffer, og en mand fik lagt sine cowboybukser op. Der er flere små steder med thaimassage, og her sidst på eftermiddagen har et hold engelske mænd skaffet sig kvindeligt selskab ved poolen.
Vi er så langt fra centrum, at der stort set ikke ses latinske bogstaver, og af samme grund opgav jeg at bruge en vekselautomat. Jeg skulle naturligvis blot have udfordret mig selv, for selvfølgelig kunne den også tale engelsk.
Jævn trafik med nye Toyota og Honda, folk på 'scootere' og 'tuk-tuk'.
Det normale syn med folk, der bliver taget op i pick-up'er, og ledningsroderiet har man set tilsvarende andre steder..

Det blev kun til en times vandring, for den fugtige varme tapper en for sved (jo, jeg husker vandflasken).
Hotellet kan ikke hjælpe med at veksle dollars, men det kan jo være lovgivningen, der siger det.

En lille time ved pool'en, og så kan man trænge til et bad, inden der er fællesspisning.

Velkomstmiddagen var en menu med forskellige velsmagende thai-retter, og her lærte vi af Per, at man må bruge gaflen til at tage maden, men at man skal bruge skeen til at spise med. Der var kniv og gaffel, men det anses for forkert at spise med dem.

Der var natmarked i byen. Det er helt sædvanligt, for da er temperaturen til at holde ud. Det så jeg sidst jeg var i Bangkok, og jeg synes, der er meget skrammel og for mange mennesker, så jeg sprang over, og fik i stedet genlæst rejseprogrammet.

Tirsdag d.11.10: Den gyldne trekant

Vækning kl. 7:30. God morgenmad med omelet, ristet brød osv.
Gik over i 7-eleven og købte to ½-liters vand, og så var vi klar til at tage af sted kl.9.

Første mål var Wat Rong Kuhn-templet, også kaldet 'Det hvide tempel'. Det er et stort tempelkompleks (kort/pdf)  bygget af kunstneren Ajarn Chalermchai Kosipipat. Det er helt hvidmalet beton med sære figurer, pyntet med sølv og spejlmosaikker.
Man får en pose til sine sko, som naturligvis skal tages af, når man går ind i templet.
Udover tre buddhaer på endevæggen, er de øvrige vægge udstyret med malerier, som er på grænsen mellem gammelt og nyt . Her er små hentydninger om mennesker og hændelser, f.eks angrebet på World Trade Tower, Elvis Presley, sputnikker, unge og gamle, syge og raske.

Det er et meget stort område med mange flotte bygninger, flot anlagt med diverse overraskelser som f.eks. Det gyldne toilet nok det flotteste offentlige toilet..

Vi skal til 'Den gyldne trekant' hvor Ruak-floden og Mekong danner grænsen mellem Thailand, Myramar og Laos. Den lille by hedder Baan Sap Ruok.
Der er en stor, forgyldt buddha-figur, rejst til ære i forbindelse med dronningens 72- års fødselsdag, og ellers et hav af boder med tøj, souvenir, mad og drikke osv.

'Den gyldne trekant' er jo synonymt med opiumproduktion, men faktisk er det lykkedes for Thailand at få fjernet opiumsdyrkningen, så vi måtte nøjes med et postkort, som viste, hvor flot en valmuemark kan se ud.
Vi koncentrerer os om opiumsmuseet, som giver opiummets historie, fremstilling og piber, puder og måtter.
Der er eksempler på opiums- og guldvægte med tilhørende lodder, samt en redegørelse for afledte stoffer som heroin og stoffer anvendt i medicinindustrien. Det tog ca tre kvarter, men var informativt og overskueligt.

Opium stammer fra den grønne frøkapsel fra opiumsvalmuen. Efter blomstringen skæres der i frøkapslen. Efter 12-15 timer tager man væsken der er kommet frem. Væsken, der har en gummiagtig konsistens, er oprindelig en mælkehvid væske, som bliver brun/sort ved kontakt med lys og luft. Råopium kan æltes og presses sammen. Af råopium fremstilles rygeopium, som er sort. Opiumspiber har typisk ‘pibehoved’ af ler. Nøjagtig i midten af hovedet er et lille hul i bunden på 1-1½ mm, hvor opiumspillen placeres.   Råopium indeholder ca. 10 pct. morfin.

Frokosten blev indtaget med udsigt over floden, og var atter en symfoni af thairetter.

Herfra skal vi så køre små to timer gennem et spændende bjergrigt landskab, hvor vi også skal op gennem et pas, så det er snoede, smalle veje med mange kurver..
Undervejs er der teaktræer (slanke og med store lådne blade), masser af rismarker og et omfattende vejudvidelsesarbejde. Flotte udsigter – men ingen husdyr så tæt på vejen.

Vi når frem til grænsebyen Chaing Khong henad kl.16.

Vi bor på hotel Nam Khon, som er et pænt hotel, som ligger ned til Mekong., og som også har gratis WI-FI, som det desværre ikke lykkedes mig at få til at fungere.

Onsdag d.12.oktober: Sejladsen på Mekong starter

På et tidsrum i nattens løb faldt regnen tungt på bliktaget uden for værelset.
Det fortsatte, da vi skulle af sted, så der blev fundet regnjakker og ponchoer frem.
Vi skulle dog ikke køre så langt, før vi var ved grænsestationen, som ligger et stykke syd for byen. Det gik kvikt med udrejsepapirerne, og så skulle vi med en shuttlebus over broen til Laos til Huay Xai.
Her skulle ansøgningen om visum behandles sammen med immigrationspapirerne, hvorefter man i anden luge skulle hente sit pas med isat visum og betale 35 $. Det gik smertefrit.
Vi skulle fragtes til skibet med 3 minibusser (det blev vist fire, fordi de ikke kunne have alle vores kufferter).
Video fra de to dage: Sejlads på Mekong - inkl. besøg i en landsby.

Så var vi tilbage til højrekørsel, og turen gik nordpå, til vi nåede skibet. På det tidspunkt var regnen ophørt, og vejret begyndte at lysne.
Vores kufferter blev bragt ned på skibet, og fodtøjet taget af og lagt i plastikposer.
Man var bænket ved firemandsborde med 'rutebilsæder'.

Det blev en rigtig god sejltur. Først med Thailand på den vestlige side, hvor vi passerede vores hotel, som vi nu kunne se fra båden.

Kysterne er ikke så høje, men der er ikke så meget vand  i Mekong, så man skal tage sig i agt for  skjulte skær under strømhvirvlerne. Der er ingen sømærker at se, men båden styres flot fra side til side i de for os usynlige sejlrender.

Men grønt er det med marker og træer.
Senere bliver skrænterne højere, beplantningen tættere og højere, så man faktisk ikke kan se de små landsbysamfund, som er rykket i sikker afstand for Mekongs oversvømmeler.

Torsdag d.13.oktober: Mekongsejlads -dag to
Tidligt op til morgentoilette i et meget lille badeværelse. Kun Cathrine og Christians på Østerbro er set mindre. Men det fungerede.
Vi var stillet i udsigt, at der var sandsynlighed for, at vi kunne se arbejdselefanterne blive vasket i floden, så alle var tidligt oppe, men måtte gå til morgenmaden uden elefantoplevelse.
Morgenmaden var mere spartansk – som lovet - , men vi lider jo ikke af sult.

Himlen var overskyet, da vi stod ude på 'verandaen', og der pludselig blev råbt: elefanter! oppe fra 1.salens svalegang.
Og der var de så: to indiske elefanter med deres førere til dagens morgenbad. (Sidst på dagen og næsten fremme ved næste mål så vi endnu to).

Så var det om at komme ned på båden. I går sejlede vi ca. 150 km, i dag ligger 165 km foran os.
Efter en kort tids sejlads ændrer landskabet sig. Der bliver flere klipper, bjergene bliver nogle hundrede meter højere, så de nu er omkring 900 m, og de går stejlt opad.
Alt er grønt af bambus, blomstrende teaktræer, slyngplanter og meget, man ikke kan identificere på afstand.
I mange tilfælde er det kun fiskernes spor over sandbankerne, der afslører, at der findes mennesker inde i det grønne.
Jorden er fordelt af staten, og ofte ligger jordstykkerne højt oppe på de stejle skråninger.

Her tidligt på dagen observerer jeg to gange hjorte, og der går mange køer og geder og græsser i flodkanten. Det blev også til en knaldblå isfugl – og andre uidentificerbare fugle. Senere blev det til en lille hejre eller 'egret'.

En kop kaffe eller the og så i land til en landsby. I dag er det ikke så mudret, så det er enklere at gå op ad den stejle sti.
Bebyggelsen forekommer mere organiseret og med pænere huse. Der er også her el og paraboler.
Egentlig er det to byer med hver sin stammedel, og den, vi er i, har 100 indbyggere.

De mange spændende sommerfugle danser omkring os, men de er som sædvanligt vanskelige at få til at sidde stille til at blive fotograferet.
En kone har lagt sit håndværk frem i skyggen af et stort træ. Det er broderede og syede ting, og hun får da også lidt omsætning.
Der løber mange børn rundt mellem hundehvalpe og sorte pattegrise. (skolegang skal huskes)

Vi ser en rismølle efter det gode gamle system med møllesten, men rigtig nok i en anden udførelse til manuel håndtering.

Sejladsen fortsætter. Der serveres velsmagende frokost (stadig thaimad lavet af skippers kone), og næste mål er Pak Ou-grotterne.
Landskabet ændres atter til lidt lavere bjerge, bredere flod og nu med 'sømærker', der ved højvande skal advare om skjulte skær. Strømmen bliver stærkere – det går ned ad bakke.
Der er kraftige strømhvirvler, og stadig mange små fiskerbåde og en del større bade som vores eller med last, men ikke nogen enorm trafik.

Vi er atter heldige: der er ikke så mange både med turister, da vi kommer og skal lægge til. Der er to grotter, og de rummer flere tusinde buddhaer i alle størrelser og materialer.
I den første grotte afholder et hold thailændere en ceremoni med bøn for den meget syge konge i thailand.

Der er endnu en grotte som er større og med flottere figurer. Det kræver bare, at man stiger op ad ca .200 høje trapper. Det tager pusten fra en og skaber ikke bare sved på panden, men også på resten af kroppen.

Herfra er der kun ca en time til Luang Probang, hvor vi skal overnatte på hotel Mang Kong.

Vi tager afsked med skibet, skal atter op ad en mængde trapper, men heldigvis bliver der atter taget hånd om vores bagage.

Vi er fremme lidt i kl.16, og så kan man tage fat på at oplade alle apparater, overføre billeder og video til pc'en, inden et tiltrængt bad.
Albatros står for aftensmaden, og vi bliver kørt til restauranten '3 Nagas'(3 slanger), hvor vi får en rigtig god menu, med autensisk laotisk mad fra det bedre køkken, meget smukt anrettet.  Restauranten har til huse i to flot renoverede hundrede år gamle tidligere franske bygninger.

Turen tilbage går gennem et stort natmarked, hvor gaden ganske enkelt bliver afspærret for kørende trafik ved 18-tiden. Mange boder, meget 'same – same'.

Fredag d.14.oktober: Luang Prabang
Den elskede thailandske konge Bhumiphol  er død i nat, uanset alle de bønner, vi har set blive afholdt.
Han var 88, så... Landet ligger i sorg, offentligt ansatte skal gå i sort den næste måned (vores guide havde også skiftet – han bor syd for Bangkok). Nu skal kongen på 'lit de parade', indtil han om en måned bliver stedt til hvile. Han får sprøjtet noget ind, så han ikke lugter og senere balsameres han.

I dag er det en afslapningsdag. Vi skal på byvandring, så vi skal først mødes kl.9.
Morgenmaden er nu tilbage til standard.
Jeg har besluttet mig for kun at tage den lille kamera med, da det jo også kan optage video, så jeg ikke også skal gå rundt med videokameraet.
Der udleveres vand, og så går vi lige rundt om hjørnet, og befinder os nu på 'strøggaden' med masser af boder, restauranter, barer, vekselautomater – men også templer og museer. Gaden ender ved Khan-floden, som her løber ud i Mekongfloden.
Man bemærker,at der hyppigt er opsat store flettede kurver med instruktion om, hvilket affald, der skal i hvilken kurv.
Første tempelkompleks er Wat Sensoukarahm, som står i al sin forgyldte pragt. Også indenfor er der masser af gulddekorationer på vægge og søjler og en stor buddhafigur.
Siddende omkring Per udvider han sin tidligere udlægning af buddhismen for os, og det gør han godt og meget personligt.
Tilbage på hovedgaden myldrer det med 'tuk tuk'-tilbud, opmarcherede scootere og biltrafik – men dog med god plads til at komme over gaden i skyggen. Er der først folk på gaden, standser bilisterne i god afstand.

Næste ophold er ved Nationalmuseet. Her ligger dels et flot udsmykket tempel, som vi ser udefra og så museet, som er det tidligere kongelige slot, bygget i 1904.
Her er gemakkerne med indbo, genstande og klæder, der har tilhørt den kongelige familie, og gaver til kongen fra mange lande.
Her er tronstolen og den stol, hvor en speciel indkaldt munk vil læse buddhas tekster.

Det er ikke noget pragtslot, så det er overkommeligt at komme rundt på ca tre kvarter.
Det er utroligt, hvad der er af forgyldte ting, fantastisk håndværk og beundringsværdige broderier med guld- og sølvtråd.
Her skal man selvfølgelig også af med skoene, og ens taske bliver opbevaret i en aflåst boks.

Lørdag d.15.oktober: Munketur, marked og vandfald
Vi skal op kl. munkene begive sig rundt i byen  for at modtage folks gaver. Det er mørkt, men man kan se, at det er ved at lysne.
Der er præcis afgang til en sidegade til hovedstrøget. På vejen ser vi allerede mange mennesker sidde på et tæppe – selvfølgelig uden fodtøj på. Foran dem har de en bøtte eller en pose med noget, de vil give munkene.

Albatros har dækket op for os, så hver har en kurv med 'sticky rice', en lille skammel og et skærf, som man tager over højre skulder. Skoene placeres bag ved en.
Munkene kommer i grupper, tempel for tempel. Den ældste munk forrest med skærf, der dækker begge skuldre. Derefter kommer eleverne, som har en nøgen skulder. Yngste dreng går sidst.
Hver munk har en speciel spand med tilhørende låg til risen, og så passerer de bare forbi i jævnt tempo og får en klump ris af hver. Når de har fyldt deres kar, er der 'opsamlingsdepoter' undervejs.
Munkene tigger ikke, men modtager det, vi giver.
Når vi har tømt vores kurv, er vi ude af legen, og trækker os bagud i forhold til dem, der nu sidder i forreste række og stadig kan give noget.

I alt vandrer der ca.400 munke rundt her lørdag morgen.

Turen tilbage til hotellet går gennem et pænt stort 'morgenmarked', hvor det primært er et grøntsags- og fødevaremarked.
Der er masser af grøntsager, krydderurter, kød, friskfangede fisk og tørrede fisk. Mel, krydderier, færdigretter, som pakkes i bambusblade eller i plastikposer (f.eks. suppe). Varer og penge skifter hurtigt ejermand, og der er mange, der skal til.
Man kan naturligvis også købe de små opsatser med de gule blomster til husalteret.
Som altid er det utroligt spændende at gå på marked.

Det er jo stadig tidligt, og der er lidt overskyet, så det er fint at få sin morgenmad udendørs.
Bagefter er der god tid til at slappe af, inden vi skal af sted kl. 10.

Vi skal til KuanSi-vandfaldet, som ligger ca 45 minutters kørsel fra byen. Vejen dertil er en smal, snoet bjergvej med masser af huller, så det giver mening at køre i 9 personers småbusser. Den fører os gennem urskov og rismarker, over broer bygget på jernkonstruktioner med brædder som vejbelægning med to særlige bilspor på langs.
Der mange steder, hvor man kan se store områder, hvor der dyrkes grøntsager, og ellers er der mange små samfund med boder og gadekøkkener.
Vi besøger et af disse samfund, men vi er jo på den eneste vej til turistattraktionen, så charmen er gået af. Alle mindre børn har fået nationaldragter og mange specielle hovedbeklædningerpå, og har lært at sige: buy from me  - two for one dollar. Det er broderede ting som alle andre steder. Faktisk overvejede jeg at købe et pyntepudebetræk, ligesom vi tidligere har gjort, men inden jeg havde besluttet mig var vi gennem byen.

Søndag d.16.oktober: Siem Reap
Det er rejsedag, og så går en væsentlig del af dagen med transport og med at vente, så oplevelserne står ikke i kø.
Man kan jo hurtigt få pakket, så ved 9-tiden tager jeg en sidste tur til byen.
Der ligger en del affald efter lørdagens aktiviteter, men gadefejerne er allerede godt i gang, så centrum er så ren, som jeg ellers har set den.
Der er mange munke på gaderne og aktive i templerne, hvor der læses bønner.
Kvinder i hvidt udenfor templet får serveret drikke af munkene. (Per havde naturligvis forklaringen. Var det en slags nonner?)

Kl.12 triller vi til den relativt nye lufthavn. Der er ikke mange mennesker, så det går kvikt med indcheckningen. Så er der to timer til afgang, så det er godt jeg har Scharfs bog med.
Vi flyver med Vietnam Airlines (VN931) med en A321, og turen varer ca 70 minutter.
Inden landingen kan vi se meget store områder med oversvømmelser.

Vi bliver modtaget med tordenvejr og skybrud, da vi kommer til Siem Reap – en by med ca 300.000 indbyggere.
Visumhåndteringen foregår hurtigt og smidigt (de holder passet op, og så må man jo se, om man kan genkende sig selv), og endnu engang bliver man fotograferet i  paskontrollen.
En lækker bus venter på os. Der er brede sæder, der kan justeres (dvs 2 + 1 række sæder).

Anchor Paradise Hotel er blevet opgraderet til 5 stjerner, og det er da også ganske flot, og mit værelse enormt.

Mandag d.17.oktober: Angkor Wat
t
Det må jo så forventes at blive turens højdepunkt: at stå ved Angkor Wat.
Vi skal køre i 'tuk-tuk' ud til det første tempel i komplekset. Der 6-7 kilometer dertil, men man ser rigtig meget, når man kører 'i øjenhøjde': der er scootere, som vi andre har cyklister, der er mængder af småboder og småmarkeder, flotte bygninger, templer, kirkegård med store gravmæler.

Vi skal have billetter. De koster 20 $ for en hel dag, og de er forsynet med foto, så man ikke kan snyde med billetterne, og der bliver kontrolleret flere gange på vejen.

Her er vejskilte, der advarer for elefanter på vejen. Det er nu ikke så farligt. Der er en elefantfarm, som udlejer elefanter til rideture.
Vi er i junglen, så der er også aggressive aber, der frækt forsøger at stjæle frugt fra boderne.

Området ved Angkor er et meget stort område, som var khemerernes hovedstad fra ca.9. til 15 århundrede. Der er ca 1000 templer fordelt her, og som kortet (pdf-fil) viser, er tempelkomplekset  Angkor Wat faktisk ikke det arealmæssigt største. (Video på Youtube)

 Angkor Thom e.r et gammelt bycentrum på ca 9 kvadratkilometer omgivet af en kvadratisk, otte meter høj mur.

På  broen over til Bayon-templet (bygget i 1200-tallet) er der 54 statuer (svarende til de dengang 54 provinser) på hver balustrade/side – en række med de positive, en række med de beskyttende, bekymrede.
Både indgangsportens tårne og tempeltårnene i øvrigt har alle ansigter, som vender i de fire verdenshjørner. Der er ansigter af Lokesvara alle vejne, og spændende at tænke på, hvorledes det har set ud med bemaling
Selve templet er imponerende med billedhuggerarbejde i sandstenen i tre bånd: nederst med dagligdagen, så illustration af historien og endelig mytologisk.
De er utroligt detaljerede, og man ville kunne gå her timer, hvis ikke temperaturen er 27 grader med en luftfugtighed på 96%.
Det er hinduistisk, og meget minder mig mht figurer om oplevelserne i Sri Lanka.

Der er flere templer (kort), og 300 m lang elefantterrasse med relieffer af elefante, hvor der oprindeligt har stået trræbygninger, smalle gallerier, vægge med mindre figurer.

Ved middagstid kører vi tilbage til byen for at spise endnu en lækker, flot anrettet frokost i en familierestaurant som hed noget i retning af Chandrai Tree.

Solen er nu kommet frem, og frem for at gå i den stærke sol i ruinerne, kører vi til hotellet, hvor vi kan slappe af, til turen fortsætter – nu med bus – til Angkor Wat.
Det er et alvorligt stort anlæg på 20*50 kilometer, med en bred håndgravet voldgrav, hvorfra jorden blev brugt til at stabilisere grunden for det centrale tempel..
Templet er bygget af kong Suryavarman 2 , da det var administrationscentrum for det store khmer-rige.
Også her er der vægge med smukke relieffer, flotte figurer. Der er gårdanlæg, der har været damme og hvor man i dag kan se op i 'kippen' i gallerierne, har der været teaktræslofter. Et enkelt galleri er rekonstrueret.
Der er adgang op i hovedtårnet, så man kan danne sig et indtryk af strukturen set oppefra.

Jeg havde regnjakke med i formiddags, fordi der var lovet regn, så den lod jeg blive på hotellet.
Da vi kom ud i området i næste omgang, trak det op, og bussens lager af paraplyer blev fordelt. Det blev heldigvis kun til et par korte byger uden meget vand.

På vejen tilbage skal vi lige have et billede, hvor Angkor Wat spejler sig i vandet, og der er en dreng der sælger palmevin, som naturligvis må smages. Det er let gæret palmesaft, og smager egentlig ganske godt.
Men solnedgangen ved Angkor Wat blev vi snydt for.

Vi er tilbage ved hotellet lidt efter kl.17, og planen var at gå en tur ned i byen, men vejret har trukket så meget op, at jeg vælger at blive på hotellet. Vi har jo fået en god frokost, så man lider jo ingen nød, og vi har endnu en eftermiddag i morgen til egen anvendelse.
I øvrigt har jeg måttet iføre mig hotellets morgenkåbe, da min underbukser, benklæder og T-shirt er gennemvåde af sved og er lagt til tørre.

Tirsdag d.18.oktober:Tonle Sap-søen

I dag er en kort dag. Ved afgang kl.8:30 er der 30 grader og luftfugtighedsprocenten er 81.
Vi skal køre en god times tid til Tonle Sap-søen, som er den største ferskvandssø i Sydøstasien.

På vejen er det sædvanlige sceneri med boder langs vejen, scootere med grise og ællinger. Vejen er ikke så bred, så cyklister og trækvogne sinker passagen.
Der er rismarker så langt øjet rækker, og horisonten brydes kun  af de træer, som har fået lov til at stå tilbage – formentlig for at give skygge til markarbejderne. Vandbøflerne går eller ligger i de store oversvømmede arealer, og enkelte ibis/egret ses.
De magre køer vækker lidt medlidenhed her midt i den frodige overflod, og det er da heller ikke fordi de ikke spiser, men fordi den lille ko nu engang er skabt sådan racemæssigt. Den giver ikke meget mælk, men kan bruges som trækdyr, mens vandbøflerne anvendes til pløjning.

Husene står på pæle, og i rummet under huset kan man så opholde sig i skyggen i en hængekøje eller tørre vasketøjet.

Khmererne byggede omkring år 1000 en kanal – bred som en flod - mellem Mekongfloden og søen, og det betyder, at når der er meget vand i Mekong, kommer der også meget vand i søen. Tonle Sap-kanalen ændrer således retning på strømmen efter vandhøjden i Mekong.
Således kan omfanget vokse fra 2.700 km² til 16.000  km². Maxlængde 250 km, max.bredde 100 km.

Hvis man vil danne sig et indtryk af søens størrelse, så kik på kortet her (pdf-fil, så der kan forstørres).

Vi skifter fra bus til båd. Den er spartansk og med en utroligt larmende motor, og den sejler os på godt 1½ time ud langs de mange huse, som nødvendigvis er bygget på pæle.
Her bor ca 6000 mennesker, som alle er afhængig af at have en båd. Ud over beboelseshusene er der naturligvis også forretninger, skoler (donerede) osv. Der er templer, kirkegårde og boliger til munkene.

Der er masser af forskellige både, nogle til varetransport, små 'kanoer' til persontransport, hvis man ikke har en slank båd med 'piskeris'.
Der røgtes garn, de anvendte net rulles op på en tromle, så de er klar til næste fisketur.

Båden vender, da vi er så langt ude, at der ikke er landkending, så vi virkelig kan fornemme søens udbredelse. På dette tidspunkt er det kun trætoppene, der ses over vandet, så pælene er væsentligt højere, end det man lige kan se.

Tilbageturen går samme vej tilbage for at ende op ved restauranten Viroth's. Her serveres atter en god og velsmagende menu. Man bliver ganske forvent.

Derefter kan vi gå for os selv.

Det bliver ikke ved pool'en – det er for varmt, så jeg får skrevet lidt, opdateret batterier mv.

Ved 16-tiden er luftfugtigheden nede på 61% og der er let overskyet. Det betyder ikke, at det ikke er varmt, og man sætter pris på de ventilatorer, der snurrer i loftet. Jeg begiver mig hen om hjørnet, får vekslet lidt 'real' til de næste par dage. Det var heller ikke noget problem, da der er mange vekselkontorer. Gaden er en forretningsgade med mange butikker, og der er et bredt fortov – men ikke til fodgængere: her står parkerede scootere og biler, så man må gå ude på gaden. Det er dog ikke noget problem, for trafikanterne tager fint hensyn til en, og det samme er, hvis man skal passere gaden.

Efter ca. 20 minutter når jeg Siem Reap's svar på Nyhavn: Pub Street.
Jeg finder en plads på hjørnet, som har tilbud på fadøl, og hvorfra man kan se alle turisterne i krydset.
Der holder også mange tuk-tuk. De har anhængertræk monteret mellem de to siddepladser på scooteren, og kan hængte hvad som helst på. Der er også motorcykler, hvor sidevognen er omdannet til forretning.
En mand uden ben kommer forbi i sin hånddrevne vogn og sælger bøger for at sikre sine børn en god skolegang. Med det manglende sociale system giver jeg gerne en skilling uden at købe noget. Det samme gælder, da jeg går hjem, hvor et mineramt orkester, hvor musikerne ikke har ben, spiller og har en skål stående. De får også en skilling.

Der sidder jeg så til spisetid. Finder et sted, hvor jeg ganske vist ikke bestiller khmer-mad, men tre  grillspyd. Det er helt fint med ris og salat og en stor øl til i alt 70 kr.
På vejen hjem er der rigtig mange om at tilbyde, at køre mig hjem. Nogle visker også alternative muligheder: I know a beautifull lady... Jeg sagde pænt nej-tak
Da jeg går hjem, er hele området næsten blevet til gågader. Natmarkedet springer jeg over.

Onsdag d.19.oktober: I bus til Battambang

Vi skal videre til Battambang. Bussen kører 8:30 sydpå og vest om Tonle Sap-søen.

Turen bringer ikke meget nyt til landskabsbilledet: enorme rismarker, hvor der af og til går bønder med vand til livet, så risen har en pæn højde. Der er køer i vejkanten, vandbøfler i vandet, ibiser ind i mellem, men også mange andre fugle, som det ikke er muligt at identificere.

Vejkantens boder forekommer bekendt, men der er dog strækninger, hvor man har specialiseret sig, f.eks. krukker og sandstensfigurer, pølser, specielle frugter.

Da vi nærmer os Battambang bliver det tydeligt, at landbruget betyder meget. Der er mange landbrugsmaskiner, traktorer mm til salg, der er store rismøller, og en del lastvognstrafik på den smalle landevej.

Vi skal på en lille flodtur til et marked. Vandstanden i Sangke-floden er så høj, at der må køres til en anden afskibsningsplads, fordi båden ikke kan komme under en bro på den planlagte tur. Stor bus ad smalle jordveje i et spændende lokalsamfund, hvor vi undervejs derfor skal have flyttet nogle biler for at komme forbi,
Vi går ombord på en lille både, sejler ca. en halv time, for at konstatere, at vi ikke kan komme i land som planlagt. Tilbage ved udgangspunktet slår vi lige et slag igennem en fiskefabrik, hvor man tilføres masser af fisk, som mister hovedet (til krokodillemad), mens resten lander i store, (ilde)lugtende trætønder, hvor de fermenteres for at blive eksporteret til Thailand.

Vi kører til Classy Hotel, hvor vores kufferter bliver bragt op, mens vi spiser vores frokost, en 'set menu' over den sædvanlige læst, men ikke helt på niveau.

Kl.15:00 triller vi igen for at kommer til at køre med 'bambustoget' (‘Norry’) (Youtube). De fleste jernbaner blev nedlagt under khemer-styret og er revet op som unødvendige, men her findes der en dårlig sporstrækning, som de lokale har brugt til at transportere varer på.
Måske er det en bedre forretning at køre med turister på de simple vogne. Man har aksler med små hjul (mindre end tipvognshjul), en ramme af træ, hvorpå man har lagt flækket bambus som gulv, Dertil en simpel motor, hvor kileremmen går ned gennem gulvet om et hjul på akslen.

Fra O Dambong, 3.7km øst for Battambang’s gamle Wat Kor Bridge, bumper toget  7 km   sydøst til O Sra Lav på de dårlige skinner over gamle broer bygget af franskmændende. Turen tager20 minuttter hver vej med et 20-minutters stop at O Sra Lav.

Passagererne får en bambusmåtte og en pude at sidde på, og så går det derudaf.  Møder man returnerende gæster på den ensporede strækning, står den af parterne, som har færrets passagerer af, vognen løftes af akslerne, der som vægtstænger lægges til side, indtil man kan samle det hele og komme til kørende igen.
Ved 'endestationen 'i O Sra Lav  er der et opbud af unge piger og små drenge, som vil sælge armbånd osv.
Vi vandrer gennem det lille samfund, hvor det mest interessante er et nedlagt teglværk, hvor man har brændt mursten.
Men turen og oplevelsen var sjov.

Sidste oplevelse er et besøg i et træhus, Ms.Bun  Roeungs gamle hus,  bygget i 1920 og ejet af samme familie i tre generationer, selv om privat ejendom ikke var tilladt under khemer-styret. (Men det var beslaglagt til lager).
Vi får en rundvisning på fransk-engelsk. Det er bygget i traditionel stil på 36 træsøjler og med overdækkende balkoner. Væggene er pudsede bambusvægge. Der er en ‘fin’ betontrappe og en ‘køkkentrappe’ af træ op til førstesalen. Rummene er ikke specielt luksuriøse, men små og enkelt udstyret..
Under khemer-styret blev huset anvendt som lager og til tærskning af ris.

Vi slutter af med  en lidt sjusket tur i den centrale bydel for at se fransk koloniarkitektur omkring markedspladsen, men tiden er også blevet mange, og vi har set fine eksempler i Luang Prabang, så pyt.
Vi er tilbage ca.17:30, og aftalen er at vi skal se 'Killing Fields', inden vi kommer til Phom Penh.

Torsdag d.20.oktober: Oversvømmelser og Oudong

Vi har en lang dag foran os, så vi starter kl. 7:30 med at tage til en gammel tempelruin Ek Phnom, opført af kong Suryavarman d.1 ca. 1100 til Vishnas ære.
Her bekræftes det, at latherit er det samme som de rødlige tuffhatte, der pryder hovederne på Påskeøens figurer. Ellers er der ikke noget særligt at bemærke bortset fra kanonkugle træet, som blomstrer, og at stenhuggerarbejdet også her er flot.

Ved siden af ligger et nyere tempel med mange malerier i loftet og på væggene, som man kan se udefra.

Den efterfølgende tur sydpå har en tæt bræmme på ca 50-100 m af  træer, hvor der ligger bebyggelse, og den ligger faktisk tæt. Bag bræmmen skimter man fortsættelsen af rismarkerne.

Vi får set både en stor teltpavillon fra en overstået bryllupsfest. Det står ude på vejen, og kan med forsigtighed passeres.
Senere møder vi et begravelsesoptog – alle klædt i hvidt – et stort følge vandrende, i tuk-tuk eller biler. Vi har tidligere set begravelsesopsatsen.

Snart vender rismarkerne tilbage med bjergene i horisonten. Køer og vandbøfler nyder at køle sig i vandet eller mudderhuller. Der arbejdes i marken flere steder, og ibiserne er mere talrige.

Vi spiser en enkel frokost på en tankstation, hvis omsætning vi så sikrer for den dag. Maden var i øvrigt udmærket, selv om der var et begrænset antal af de enkelte retter.

Her længere sydpå bliver der stadig mere vand på markerne, og det ender med, at de store rismarker erstattes af enorme oversvømmelser. Selv vejen er oversvømmet, og man forsøger at bygge et dige af sandsække, for at holde vandet tilbage. De lokale hygger sig tilsyneladende: børnene svømmer rundt i rismarkerne, mange prøver at fange nogle af de fisk, som er sluppet ud af deres opdrætsområder, så det er faktisk ret livligt.

På denne strækning frem mod Oudong er der flere moskeer og islam-skoler. Ca. 4% af befolkningen er muslimer, som primært kommer fra Vietnam, og de er koncentreret her.

Oudong var hovedstad i ca 250 år efter Angkor blev forladt til fordel for Phom Penh (indtil 1866). På det tidspunkt, hvor vi når frem, har det regnet ret kraftigt et stykke tid. Der er paraplyer i bussen, men jeg er så dum at tage min regnjakke på, så jeg rigtigt kan svede, da vi skal op af 509 trin.
Kongens residens har ligget på toppen, men blev ødelagt af de røde khemerer. Man siger, at stedet har relikvier fra selveste Budha. Måske netop derfor, kan man oppe fra toppen se ned over et stort tempelkomples, som angiveligt er hovedsæde for de cambodianske buddhister. Flere konger er begravet heroppe i tilstødende bygninger omkring stubaen Preah Sakyamoni Chedi.
Regnvejret opfordrede ikke til flere studier i området
Heroppefra er der en god udsigt over landskabet, og man kan danne sig et overblik over de store oversvømmelser.

Kort over omegnen af Phom Penh med Oudong og Choeung Ek.

Sidste time går med at komme til Phom Penh. Indfaldsvejen er flankeret af petroindustri og anden industri. Vejen er hullet og ikke asfalteret, måske fordi de er i gang med et større rørlægningsprojekt med store entreprenørmaskiner, som ville ødelægge vejen under alle omstændigheder. Der følges op med trælasthandler, jernhandlere og grossistvirksomheder indtil vi kommer ind mod centrum langs Tonle Sap-kanalen. Den flyder sammen med Mekong tæt på vores hotel River Home.

Per har anbefalet FCC (Foreign Correspondents Club var det tidligere), og da jeg går derhen sidder Per der, og jeg får lov at slå mig ned, selv om en Albatros-kollega også kommer. Altsammen meget hyggeligt med 'happy hour' og god mad.

Fredag d.21.oktober: Phom Penh - de røde khemerer og kongepaladset
Vi bor meget central på River Home Hotel,  som ligger ganske tæt ved kongepaladset og promenaden med nationernes flag langs med Tonle Sap floden

Vi starter dagen i det alvorlige hjørne med de røde khemerers hærgen. Vi besøger Tuol Svaey Prey Highschool, som i 1975 blev omdannet til fængsel af de røde khemerer, og navngivet S-21. I de næsten fire år Pol Pot var ved styret gik 17.000 mennesker igennem dette torturkammer, som blev deres sidste ophold.
Alle uddannede blev fængslet og forhørt under grusom tortur til de underskrev en rapport, som var tvunget frem under 'waterboarding' negleafrivning og andre raffinerede metoder. Derefter blev de på lastbiler kørt bort til aflivning.
Mens de var der, blev de lænket enten til gulvet i en lille celle, eller 20 til en lang stang i et større lokale. Man havde ingen toilet – de fine havde en ammunitionskasse – så der blev spulet gennem vinduerne med en haveslange. De fik ens klæder på, kvinderne blev klippet korthåret, og alle blev fotograferet. De bekymrede ansigter hænger her - væg efter væg.

Jeg må erkende, at min viden om de røde khmerers hærgen i Cambodia, ikke er den største. De væltede styret i 1975, og startede der med et nyt år 0. De mente, at de var underlagt den amerikanske imperialisme, et offer for udenlandsk aggression på økonomiske, kulturelle, sociale, politiske og militære områder- dvs at imperialisterne tog kontrol med alt. Derfor ville lederen Pol Pot ændre samfundet totalt: Byerne skulle gøres 'landlige', beboerne evakueredes ud på landet, hvor de skulle bidrage til vækst i landbruget. Der skulle skabes et samfund uden rige og uden fattige. Midlerne var fjernelse af penge, ingen fri marked, ingen skoler, ingen privat ejendom, ingen fremmedpræget påklædning og ingen religion. Skoler, hospitaler, universiteter, offentlige bygninger blev lukket ned og gjort til fængsler, templer, kirker og moskeer blev ødelagt. Offentlig og privat transport blev nedlagt, forestillinger aflyst. Herefter gik de i gang med at fængsle eliten, hærledelse, undervisere, læger osv, og de endte med paranoidt at fængsle i deres egne rækker. Et enormt tab af viden, da vietnameserne endelig fik bugt med dem i 1979.

En af bygningerne er forsynet med pigtråd på alle etager, for at ingen skulle springe ud og begå selvmord.

Når man havde fået tilståelsen blev de kørt til Choeung Ek ('The killing fields') ca. 15 km fra Phom Penh. Her havde været en kinesisk kirkegård, og her fik fangerne lov til at grave deres egen massegrav, hvorefter de bagbundne og med bind for øjnene blev skudt. Der er fundet grave med hovedløse, nøgne kvindekroppe. Børn blev taget i benene og slået mod et træ, så kraniet knustes.

Nu kan man vandre rundt på et gangsystem og se ned i gravene, hvor der stadig dukker knogler og tøjrester op i forbindelse med oversvømmelser. Her er et kort med forklaringer på de forskellige bygninger (pdf-fil)..
Grusomt at tænke på – og se. Der er lavet et mindesmærke, hvor de 9000 kranier, man har fundet her, er pænt stablet på 17 hylder i det høje tårn, ordnet efter alder og køn.

Pol Pot evakuerede befolkningen fra de større byer ud på landet, hvor de blev sendt på forskelligt tvangsarbejde i omegnen.og hvor vilkårene ikke var bedre, og rigtig mange mennesker blev myrdet i hele landet. Ca. 2 mio mennesker blev dræbt.

Der er et lille museum med information om de røde khemerer, deres ledere, organisation mm, og her vises en kort, nøgtern film.

En af de sidste overlevende, Chum Mey, har skrevet en bog om sit ophold. Her sad han lyslevende og signerede sin bog, som jeg købte.

Vietnameserne gik i 1978 ind i Cambodia, og besejrede de røde khemerer,

Det er flotte bygninger. Tronsalen kan kun besigiges udefra, kongens private residens er en aflukket del af komplekset. Vi har fået en oversigt over de mange bygningers placering, men den giver desværre ikke megen mening, da vores europæiserede betegnelser ikke svarer til de lokale, så jeg må have hjælp til at finde ud af, hvad der faktisk er fotograferet, hvilket i øvrigt er begrænset, men man kan finde flere film på Youtube..
En kuriositet var i udstillingen af familiens klæder, hvor dronningens kjoler havde en ny, fastlagt farve for hver dag

Mod slutningen var der et galleri med vægmaling med en historisk beretning. Den mindede mig om noget - og ja, selvfølgelig: et tilsvarende vægmaleri i Grand Palace i Bangkok.

Fra slottet blev kørt en tur rundt i centrum i cykeltaxa (Youtube). Det var interessant at sidde i hjulhøjde og se, hvor smidigt cyklerne, scooterne, tuk-tuk'erne, biler og lastbiler kan få det hele til at glide uden hornkoncert. Man venter, og lader andre komme til, men udnytter naturligvis de huller, der bliver. Det kunne danskerne lære noget af.

Det er jo ikke de mest moderne cykler, men med ståltråd ført direkte til baghjulet og andre enkle løsninger er det et udmærket transportmiddel.
Vi blev sat af ved hotellet ved 16-tiden, og har fri til kl.19.
Det viste sig, at man i receptionen havde den bog  The Angkor Guidebook, som vi var blevet anbefalet af Per.

Vi skal ud at spise vores afskedsmiddag på en restaurant Rumdeng, som er et socialt eksperiment, hvor unge uden udsigt til noget job, kan lære restaurationsfaget. Der er flere restauranter i 'kæden'. Vi fik rigtig godt mad – igen – selv om det vakte furore, at andesuppen blev serveret med røde myrer. De kom dog efter ønske ind separat, så man selv kunne tage stilling. Det skulle naturligvis prøves: de var marinerede og smagte syrligt som citron.



Lørdag d.22.oktober: Nationalmuseet og Wat Phnom
 
Vi skal vi først til køre til lufthaven 17:45, så der er tid til egne oplevelser.
Jeg vælger at gå til nationalmuseet, som ligger lige ved kongepaladset i en meget smuk bygning, som indrammer en flot gårdhave med fiskedamme og lotusblomster.
Man skal betale ekstra, hvis man ønsker at fotografere, og endda er det ikke tilladt at fotografere de mest værdifulde skatte.
Her er en flot eksempelsamling af, hvilke skabende kræfter, der var så tidligt som år 600 og gennem Angkor-perioden. Imponerende billedhuggeri som skulpturer eller relieffer. Rester af store bronzefigurer. Gamle steler med inskriptioner.
Jævnfør en tysktalende guide har de mere end 12.000 genstande i deres magasin.
Samlingen har sin hovedvægt på Angkorperioden, og der er et slip fra den afslutning til 18-1900-tallet, hvor der heller ikke er så meget at byde på.
Men bestemt et besøg værd.

Derfra tager jeg en 'tuk-tuk' til Wat Phnom. Det er et tempel, som ligger højt på en 27 m høj bakketop. Vi udlændinge skal betale for at besøge templet.
Omkring templet er der boder, hvor du kan købe buketter af lotusblomster, røgelsespinde og hvad der ellers kan bruges til at vise sin andagt.
Templet er i den autoriserede byggestil, oprindeligt bygget i 1372 (men ombygget flere gange) og har navnet efter en rig enke, Penh, som fandt en buddhafigur i et træ. Hun betragtes som byens grundlægger.
Her er et antal buddagfigurer, som bliver velforsynet med pengesedler (en mand samler med mellemrum 'overskuddet' ind). Væggene er forsynet med store malerier med mytologiske motiver fra buddhas beretninger, men ellers ikke meget 'guld og glimmer'.
Der er en stupa på vestsiden, hvor asken fra de kongelige befinder sig.

Vi har værelset til 13:30, så der bliver tid til en 'powernap', inden værelset forlades.
Resten af eftermiddagen nydes udendørs på hotellets lill terrasse med cocacola og snak med ligesindede.

Resten er bare hjemturen, som forløb uden problemer. Vi landede i  Kastrup til tiden, og Flemming afhentede som aftalt.
Vel hjemme løb jeg ind i det problem, at mine nøgler var forsvundet fra rygsækken, som var sat til opbevaring i hotellets reception. Altså kunne jeg ikke komme ind, og diverse telefonopkald for at fremskaffe en nøgle blev mødt af den automatiske telefonsvarer.
Jeg måtte så vandre til Flemming, hvor det lykkedes at få banket Oliver op, så jeg kunne låne hans nøgle.

Ude godt – hjemme bedst. Endnu en god tur kan føjes til de mange, og nye nåle kan sættes på verdenskortet.