 |
Denne side er forbeholdt registrerede brugere. Husk at logge ud efter læsning.
Familiegalleriet indeholder familiefotos.
Min 18 års fødselsdag (1946)
Forlovelse (1946)
Kurre på tråden
Første sommerferie med Bodil
Bryllup (1950)
Partnerfravær
Et sted at bo (Sundvej)
Istedgade 20
Birger kommer til verden (1951)
På vej til Esbjerg (1953)
Nygårdsvej 114
Bjarkes fødsel (1958)
Byggeplaner
Baldursgade (1961)
Bodils første sygdom (1962-63)
Bjarkes konfirmation
Birger student
Birger soldat (1970)
Sølvbryllup (1975)
Kirsten og Birgers bryllup (1976)
Claes - første barnebarn (1978)
Birger bygger hus
Bjarke flytter hjemmefra
Bodils sygdom og død (1980-81)
Susannes og Bjarkes bryllup (1983)
Line kommer til verden (1988)
Den nye hverdag
Vinterferie (Brockenblick 1981)
Birger og Kirsten skilles
Delikatesser og venskaber
Vennemåltid
Birger og Lene(1987)
Dagligdagen
Farvel til politiet
Rejseleder (Pensionistforeningen)
Mette Marie
Mit helbred
Politimand nedlagt
Strubeoperation
Tarmoperation
Galdestensoperation
Bughulebetændelse
Om igen
Rygproblemer
Min 70 års fødselsdag
Min 80 års fødselsdag
Familien i radioen
Min pc og mig
Der er adgang til andre afsnit af beretningen her:
Min 18 års fødselsdagl
Min mor var kort tid forinden blevet indlagt på Horsens Kommunehospital. Jeg besøgte hende hver dag. Der var vel 4-600 meter til Hospitalet. Allerede den gang syntes jeg, at det var langt. Om aftenen efterr spisetid sagde min far ”du må godt tage vognen til hospitalet. Her skal det så tilføjes, at jeg havde lært en meget køn sygeplejerske at kende. Da jeg også den gang interesserede mig for biler valgte jeg hende - hun hed Morris.
Det var min fødselsdag—18 år, nyt kørekort i baglommen, sød pige ventende på at blive afhentet i bil. Ingen, gentager—ingen unge mennesker havde bil dengang. Der fandtes ikke mange biler i Horsens i 1946—i det hele taget. 
Jeg ankom til sygehuset, og sad med min mor i hånden. Hun sagde pludselig—og sådan ligesom lidt henkastet, ”ja det er sandt, jeg skulle hilse fra lille Morris og sige, at hun desværre ikke kunne komme i aften, da hun skulle øve med det sangkor, hun var medlem af." Der var kommet et arrangement, hvor koret skulle synge, derfor en uforudset øveaften.
Meddelelsen slog mig helt ud. Min mor forsøgte at glatte lidt ud idet hun sagde "det skal du ikke være så ked af. Jeg har inviteret en anden sygeplejerske med dig ud”. Jeg var i den grad skuffet og ligeglad.
Da besøgstiden var forbi, startede jeg bilen og kørte op til den karre, hvor sygeplejeeleverne boede. Fandt døren, hvor der stod "Bodil Bøjsen". Jeg var mismodig—og givetvis også en smule sur. Jeg bankede på døren, der kort efter blev lukket op af en smilende, ung pige, der stod afventende. Nu sagde jeg noget, der ikke var pænt, nemlig "Min mor siger, at hun har inviteret Dem ud sammen med mig". Jeg tror bestemt også, det var sagt i en sur tone.
Hun smilede og sagde et eller andet, formentlig noget pænt, men mine ører og hjerne var slet ikke parat til at høre noget fra denne unge dame. Det slog mig, at jeg ikke gad være sammen med hende alene, hvorfor jeg spurgte, om hun ikke havde en veninde, hun kunne tage med, så ville jeg tage en kammerat med. Hun svarede bekræftende og nævnte et navn - Grethe Sørensen, der i øvrigt boede i Ny Havnegade - samme gade, som den jeg boede i. Vi startede bilen og kørte ind på Sundvej nr. 8, hvor jeg bad min kammerat Knud Børge om at tage med, så jeg ikke skulle kede mig på min 18 års fødselsdag. Derefter kørte vi ned og hentede Grethe.
 |
Vi kørte til Bygholm Slot, hvor vi fandt et bord og bestilte en kop kaffe. Grethe var en flot pige, meget frisk og faktisk køn. Efter kaffen kørte vi hjem på Sundvej. Mor lå jo på hospitalet og far var ikke hjemme. Vi satte os i dagligstuen– på en divan, der stod der. Jeg kan ikke huske, hvad der gav anledningen til det, der skete. Grethe gav mig pludselig et kys. Jeg var nærmest lamslået. Et kys i andres nærhed og under deres påsyn. Det gik ligesom over mine normer for anstændig opførsel. Om det har været mit ansigtsudtryk, der gjorde det vides ikke, men pludselig sagde frk. Bøjsen, "Skal jeg ikke også have et kys"?
Det fik hun så, og flammen var tændt i mig. Det var friskt gjort af hende. Det blev så Jeres mor og bedstemor mange år senere. Mine forældre og bedsteforældre, hvor frk. Bøjsen ofte kom på besøg, var meget glade for den forbindelse jeg havde fået til hende.
Min mor var utrolig glad for Bodil, som hun jo kendte gennem flere år. Bodil faldt også i min fars smag. Vi havde det i det hele taget godt sammen og hyggede os i hinandens selskab. Min far kaldte Bodil for ”Bosildig”, vist en hentydning til, at Bodil opholdt sig sammen med mig længe efter, at min mor og far var gået i seng.
Forlovelse
Frk. Bøjsen var 4 år ældre end mig. Det føltes ikke i den alder. Vi nød resten af sommeren sammen.
Den 25/12-1946 kl. 1703 fik vi ring på og var dermed forlovet. Det foregik i det lille "kabinet" i bedstemors og -fars lejlighed.. Set ude fra gaden ind mod huset (Sundvej) var det bag det første vindue til venstre for gangdøren ind til huset.
En lille sjov tildragelse i forbindelse med købet af ringene kan berettes for at anskueliggøre tidens forhold.
I Horsens var der torvedage onsdag og lørdag. Min far havde en stadeplads på Torvet, lige foran Frelserkirken. Stadepladsen bestod af en bordplade, der stod på et par træbukke. Det hele var vist dækket af en pressenning. (senere fik min far en salgsvogn, der var et VW-rugbrød med en langsgående lem, der kunne lukkes op for derigennem at kunne ekspedere kunderne.
Om lørdagen lukkede fabrikken kl. 11:40. Der var kun ca. 75 meter til Torvet, hvor jeg så cyklede hen. Jeg satte min cykkel og tog min fars bil, der på det tidspunkt var en Ford A årg. 1931. I den kørte jeg hjem på Sundvej nr. 8, hvor jeg vaskede mig og fik noget at spise, hvorefter jeg returnerede til Torvet for at hjælpe min far med at pakke sammen, dvs. pakke det over i bilen, hvorefter der skulle køres varetur, dvs. at der var en del kunder, der fik bragt varer ud hver lørdag eftermiddag. Det gav så mig mulighed for at køre bil, - noget jeg også den gang nød til fulde. Det meste af lørdag eftermiddag gik med det.
En sådan lørdag var det, at jeg spurgte min far, om jeg måtte låne bilen, da jeg havde ”noget” jeg skulle have ordnet. Dette ” noget ” var køb af forlovelsesringe. Jeg kørte ned til guldsmeden på Søndergade og så på-og købte et par 18 karats guldringe, der kostede den formidable sum af 800 kr. - en formue på det tidspunkt. Det skal lige anføres, at jeg mener at have haft 24,55 kr. om ugen i løn.
Det tog sin tid at få sig bestemt. Da jeg kom tilbage til Sundvej var min far sur. Han skulle have brugt vognen og spurgte, hvor jeg havde været henne siden det havde taget så lang tid. Jeg turde ikke andet end at sige sandheden og sagde, at jeg havde været hos guldsmeden for at købe ringe. Min far spurgte hvast: ” Hvad har du givet for dem?” Jeg svarede som sandt var 800 kr. Jeg kunne tydeligt se, at det ikke var noget, der passede min far, der blev tavs et øjeblik. Jeg kunne se, at han spekulerede på noget, og så kom det: ”Er du klar over, hvor mange rugbrød, du kunne købe for de penge? Havde det ikke været bedre at bruge dem til det?” - og så fik jeg stk-antallet på de rugbrød, jeg kunne have købt. Puh– ha. Godt det blev overstået. Ja,sådan var det dengang.
Fødselsdagshilsen til Bodil fra Tip novmber 1946.
Kurre på tråden
På et tidspunkt mens Bodil var i Århus, hvor hun supplerede sin uddannelse, dels på fødeafdelingen og dels på sindssygehospitalet Risskov skete der noget, der i sandhedens interesse også skal med, hvis beretningen om mit liv skal have en gnist af ærlighed i sig, noget, der nok er sket mellem mange kærestepar gennem tidernes løb.
En aften ville jeg køre til Århus og besøge Bodil. Min kammerat Knud Børge ville gerne med. Jeg havde min fars bil til rådighed, og vi startede mod Århus. Jeg kan ikke huske alle enkelthederne fra den aften, men kan huske, at Bodil ikke blev truffet på hendes værelse, Jeg tror, at det var nogle af hendes sygeplejerske-kolleger, der fortalte, at hun var sammen med en anden sygeplejerske på hendes værelse. Det opsøgte jeg, bankede på og der blev sagt ”kom ind”.
Jeg trådte ind. I værelset befandt sig to uniformerede soldater, en ukendt ung pige – og Bodil, der sad på skødet af en af soldaterne. Jeg sagde ingenting, men vendte om og gik. Jeg kan ikke engang huske, om Bodil gik med. Det ville have været det mest naturlige. Jeg tror, jeg kørte hjem omgående. Da Bodil kom til Horsens på sin næste fridag, talte jeg ikke til hende, men bad hende lægge sin forlovelsesring.
Jeg kan kun huske, at Bodil blev ved med at komme på sine fridage og tiggede og bad om, at vi kunne fortsatte vores forlovelse, da episoden kun var en tilfældig situation, der ikke betød noget. Jeg må jo have givet mig på et tidspunkt, men den slags faldt så langt uden for min måde at behandle et forhold på.
Til toppen
Første sommerferie med Bodil
Jeg kan ikke huske om det var i sommeren 1946 eller 1947 jeg var blevet inviteret over til familien Schneidermann, en familie jeg havde boet hos, da jeg sammen med Horsens-garden var i København. De havde et sommerhus i Vallensbæk, der lå uden for København. Det blev ordnet således, at Bodil skulle med. Endvidere skulle Asger—min fætter med. Han skulle sørge for telt, da vi ikke havde råd til anden form for ophold. ”Moster” Mie havde plads som kokkepige på et eller andet hotel i Svendborg. Hende skulle vi også besøge.
Der skete det, at der blev lavet benzinrationering og så var vi jo på den. Min far kunne normalt skaffe alle ting, der ikke kunne skaffes. Det glippede for ham. Onkel Hans fra Skallebæk, var vognmand. Han lovede at skaffe nogle benzinmærker, som han så skulle sende med posten. Vi ventede og ventede, rendte på posthuset og spurgte efter brev, men intet skete. Efter et par dages venten fik vi at vide, at det også var glippet for Hans.
Nu var det altså sådan, at en gammel Ford kunne mere end så mange andre biler. Den kunne nemlig lokkes til at køre på petroleum, når bare man gav den lav tænding, og det gjorde jeg så efter at min svigerfar havde skaffet 2 dunke petroleum, der blev placeret bag førersædet og halvdelen af bagsædepassagerens plads (det var Asger, der sad der.)
Vi startede så mod København. I skal lige vide, at dengang tog det 8 timer at køre til København med tog og faktisk lige så lang tid med bil, der jo normalt ikke kunne holde mere end ca. 60 km. i timen—måske endda lidt mindre. Vejene var smalle og ujævne og der var en del lastbiler der kørte med endnu lavere hastighed og stort set var umulige at overhale.
Vi nåede Svendborg, fandt moster Mie og slog vores telt op på strandbredden ved Svendborg Sund. Vi havde ingen soveposer, men to vattæpper, der var hæftet sammen og virkede som en stor sovepose til Bodil og mig.
Vi nåede også Vallensbæk, hvor teltet blev slået op på græsplænen. Selve ferie derovre husker jeg ikke meget af, men kan fortælle, at der ikke var ret mange 18-årige, der var selvkørende til København i de år.
Bodil blev udlært sygeplejerske i så vidt jeg husker 1946, mens jeg på grund af min unge alder som maskinarbejderlærling skulle stå i lære i 4 år og 7 måneder—altså 7 md. mere end normalt.
Der var ikke penge til at fejre det. Man måtte nøjes med glæden over at have.overstået sin læretid—og det var vi så.
Vi gik ture—hånd i hånd på Søndergade, i parken "Bygholm" og hvor man nu ellers spadserede. Vi gik en del i biografen, hvor en biografbillet kostede 0,50 kr. Det var altså også penge. Vi gik aldrig på restaurant eller cafe´, da der skulle spares til udstyr til senere giftermål.
Bryllup
Da jeg nåede hen på sommeren, mens jeg var i Itzehoe, kom der brev fra Bodil, at vi skulle giftes. Det havde Bodil og tante Kis fundet ud af. Som militærmand var jeg vant til at parere ordre. Jeg søgte orlov for at kunne komme hjem og blive gift. Det medførte flere besværligheder der gjorde, at det var ved at glippe med at komme hjem. Kommandoet udstedte en ”movement order” der var billet til tog bus o.s.v. Man fik en masse andre papirer udleveret uden egentlig at vide, hvad man skulle bruge dem til.
Jeg kom med militærbussen fra Itzehoe. Den kørte til Hamborg Hauptbahnhof, hvor jeg stod af. Jeg fandt ”Nordexpressen, der kørte til København, hvor jeg på livgardens kaserne skulle afhente en garderuniform, der kunne spare mig for køb/leje af bryllupstøj.
Kort efter Hauptbahnhof ligger en station, der hedder Hamborg Dapmthor. Mellem disse to stationer kom togpersonalet og skulle se biletter. Jeg viste dem den stak papirer, jeg havde fået udleveret. De gennemgik dem meget nøje og sagde, at der manglede et stykke papir, før jeg havde gyldig rejsehjemmel. De bad mig stå af toget, hvilket jeg nægtede. De tilkaldte endnu en togmand og tog min bagage og satte den ud på perronen. Færdig - basta.
Da jeg ikke ville sige farvel til mine ejendele, måtte jeg stå af. Jeg talte med en anden togmand, der ikke havde været impliceret i bataljen. Han sagde, at jeg bare skulle købe en tillægsbillet. Til det skulle der bruges DM. Det havde jeg ikke og måtte hen til kokken i spisevognen. Han var fransk og ville godt veksle mine danske penge til tyske DM, men til en underkurs så jeg korsede mig. Nå, ville jeg hjem og giftes, måtte jeg betale.
Toget var stuvende fuldt. Man stod op på gangen udenfor kupeerne. Pludselig var der en, der besvimede. Vedkommende kunne ikke engang falde om på gulvet, men var klemt fast mellem de stående. Vedkommende blev løftet over hovederne på dem der stod – hen til togpersonalets kupe`.
Jeg kom til København, fik uniformen udleveret og tog til Horsens, hvor jeg skulle giftes den følgende dag. Onkel Viggo hjalp med iklædningen, da han jo var gammel garder.
Brylluppet blev holdt den 16. juli 1950 i Horsens Klosterkirke, hvor næsten alle familiens kirkelige handlinger var foregået. Der var billede i avisen dagen efter.
Bodil var i den smukkeste hvide brudekjole man kunne tænke sig. Helt prinsesseagtigt.
 |
Jeg kan ikke huske, hvor mange dage jeg havde fri – om det var en eller to dage.
 |
Partnerfravær
Efter brylluppet måtte jeg tilbage til Itzehoe. Min tid der er beskrevet her.
Besøg under rekruttiden - ind her som kopi
På et tidspunkt kom Bodil ned og besøgte mig en hel måned i Itzehoe. Hun boede i Thim Krügerstrasse nr. 2 (eller var det nr. 10 ??? – hos Egon Ankerkilde, der var chef for kriminalafdelingen.(Det var ham fra Rigspolitichefens afdl.(S) Hans kone Tove var på besøg på samme tid, så de to kvinder havde meget sammen om dagen mens vi mænner var på arbejde. Bodil havde et gæsteværelse i villaen og her boede jeg sammen med Bodil i hele den periode hun var i Itzehoe. Her blev grunden til Birger lagt, så han er faktisk en halv/kvart-tysker.
Julebrev fra HH til Bodil
Et sted at bo
En familie, som vi nu var blevet til, skulle jo gerne have et sted at bo. Vi var ikke ”længere væk” fra krigens tid, end boligmanglen stadig gjorde sig gældende. Moster Emmy og bedstemor og -far var for år tilbage flyttet fra 1. sal på Sundvej 8 – til stuelejligheden, der var meget mindre – og kedelig mørk uden egentlig sol i nogle af rummene. De gamle mennesker var meget kede af at blive flyttet , - det har været omkring 19 ??
Efter min bedstemor død boede moster Emmy alene i lejligheden og tilbød, sød og kærlig som hun var, at vi måtte bo hos hende. Prøv at tænke jer – et ungt forholdsvis nygift ægtepar, der måtte dele den ene af dobbeltsengens senge liggende ved siden af moster.
Min far kunne, som man sagde, mere end sit fadervor. Han havde mange forretningsforbindelser og venner i byen. En dag kom min far og sagde, at en af hans venner – Hr. Rhodemeier, kendte en mand, der ejede en to-familiers ejendom i Istedgade 20 i Horsens. Den kunne vi leje.
Vi var ude at se på lejligheden, der lå i stueetagen. Lejligheden var meget, meget lille og bestod af to værelser, en stue og et soveværelse. Der var et ikke ret stort køkken med komfur, hvor der kunne fyres i og laves mad på. Der foruden var der en meget lille entre og et miniature-toilet som man gik baglæns ind i og forlæns ud, men det var dog inde i huset og endda i lejligheden. Jeg havde hele min barndom og langt op i ungdommen jo været vant til lokum i gården, så det var ganske moderne. I køkkenet var der en rusten støbt jerns vask, hvor man vaskede sig i koldt vand.
Der var slet, slet ikke noget at betænke sig på. Der var faldet en appelsin i vores turban. Huslejen udgjorde den formidable sum af 35.00 kr. mdl.
Soveværelset var uden varme. I stuen fandtes en kakkelovn, som måtte varme hele lejligheden op, hvilket foregik ved at lade alle døre stå åbne. Stuen var ca. 4 x 4 m. Soveværelset lidt mindre.
Der skulle købes møbler, idet vi intet som helst havde af den slags. Møblerne blev købt nede på Vitus Berings Plads – lige ved siden af byens hovedposthus. Jeg husker i øjeblikket ikke møbelhandleres navn og husker heller ikke, hvor meget vi gav for det indkøbte, der bestod af en sofa og en lænestol med rustrødt betræk af uopskåret mekka. Et kakkelbord og et dækketøjsskab samt en dobbeltseng og jeg mener at kunne huske – et klædeskab.
Moster Emmy trådte til som den frelsende engel. Hun tilbød Bodil og undertegnede, at vi kunne bo hos hende, der beboede den lejlighed på Sundvej 8 – ved siden af den lejlighed, hvor jeg var født. Der var kun den mulighed, at vi som ægtepar skulle sove i dobbeltsengen ved siden af moster. På daværende tidspunkt var det stort set umuligt at opdrive en lejlighed, uanset hvor rig og hvor mange penge man havde. Der var ikke andre muligheder for at få tag over hovedet.
Jeg kan ikke huske, hvor langt tid, der gik på den måde, men en dag kom min far og meddelte, at en af hans venner havde en bekendt, der havde en lejlighed. Det var noget med, at den ene skyldte den anden en tjeneste.
Mit arbejde efter hjemkomsten er beskrevet her.
Vi var ude at se lejligheden,der lå i Istedgade nr. 20. Den var en ganske lille og gammeldags lejlighed, der dog havde toilet indenfor. Stuen var vel 4 x 4 m. – måske knapt. Der var et lignende soveværelse
Og et minimalt køkken med komfur. Der var dog også gas indlagt. Køkkenvasken var en støbejernsvask, der var ræverød af rust. Der var 
en lille smule baghave til – med en græsplæne som et frimærke.
Ejeren hed Kjeldsen. Han havde i mange år arbejdet i Amerika og tjent sine penge i Chicago. På et tidspunkt var han så flyttet hjem til Danmark, hvor han levede af sine penge.
Lejligheden kostede den formidable sum af 35.00 kr. mdl.excl. strøm og gas. Der var kakkelovn i stuen. Brændsel måtte man selv sørge for.
Vi var dog ikke mange sekunder om at bestemme os. Så kom turen til indkøb af møbler, der blev købt På Vitus Beringsplads i Horsens i en kælderforretning. Det indkøbte bestod af en tre-personers sofa + en tilsvarende lænestol, et spisestuebord m. 4 eller 6 stole samt et dækketøjsskab. Jeg kan desværre ikke huske tingenes pris, men ved, at et eller andet sted i kælderen ligger der en del papirer, hvor blandt andet regningen for møblerne forefindes. Der ble købt et grøntterne uldent gulvtæppe. Betrækket på sofa og lænestol var rustrødt uopskåret mekka. Det var rigtig flot og vi var stolte og lykkelige for det.
Bodil var blevet gravid under ferieopholdet i Tim Krügerstrasse i Itzehoe, så du – Birger – er faktisk en lille ”halvtysker”. Det var vidunderligt at have fået sit eget, kunne lukke døren og sige – ”Her bor vi”.
En dag – det var den 25 okt. var jeg som sædvanligt blevet vækket med kaffe på sengen – inden jeg skulle møde på arbejde kl. 07:00.
Bodil sagde – umiddelbart inden jeg gik ud af døren ”Du kan godt ringe til Kis og sige, at vandet gik kl. 04:00.” Jeg vidste ikke meget om disse ting, men blev da forfærdet over, at Bodil var stået op og havde sørget for mit morgenmåltid under de omstændigheder. Da jeg kom ned på fabrikken ringede jeg til tante Kis og videregav Bodils melding. Jeg var hjemme til frokost. Dr. Kirstein (min læge i barndommen) havde været der og havde beordret Bodil til at ligge på noget hårdt. Jeg tog en lang køkkenlåge af hængslerne og lade den under Bodil, men måtte så tage på arbejde igen – og godt nok for det.
Kl. ca. 14:30 kom værkføreren hen til mig og sagde til lykke, De er blevet far og jeg synes, at De skal tage hjem til deres kone. Hjertet sad helt oppe i halsen på mig. Var barnet nu velskabt, hvordan havde min kone det – ja tusind andre spørgsmål dannede sig i min hjerne. Jeg sprang på min cykel og styrtede af sted. Aldrig før – tror jeg, var jeg kommet så hurtigt hjem. Jeg kan dog huske, at de sidste 75 meter op gennem Istedgade gik langsommere og langsommere, - var alt, som det skulle være. Da jeg nåede gadedøren turde jeg snart ikke gå indenfor. Jeg måtte virkelig overvinde mig selv for at træde ind i lejligheden – og specielt ind i soveværelset.
Der lå du så – bette Birger. Dvs. lille var du ikke. 54 cm. lang og 8 pund. Det havde været en forfærdelig streng fødseel, hvor lægen måtte have sit knæ op på Bodils mave for at hjælpe med at presse dig ud. Det var, som om du ikke brød dig om at komme ud i denne syndige verden. Køn var du ikke, men det er der ingen nyfødte der er. Stolthed over, at det var blevet en dreng skinnede vist nok igennem.
En helt ny tilværelse skulle vi nu vænne os til. Det var det skrigeri om natten, der bestemte, hvor meget dine forældre skulle sove. Det var somme tider noget svært at have været holdt vågen hele natten og så skulle op kl. 06:00 for at komme på arbejde.
Min fader indfandt sig senere på eftermiddagen og forærede Bodil et stort maleri – forestillende en skovsø, en mand med en hestevogn med brænde på og en skovsti rundt om søen. Det var belønningen for de smerter og det besvær, der havde været ved at videreføre navnet HOLTZMANN.
Det billede fik Birger som et minde på sin 50 års fødselsdag.(Du har også set på det gennem hele din barndom og opvækst). Billedet betyder også meget for mig. Dels var anledningen din fødsel – og giveren var min far. Jeg håber sådan, at en af børnebørnene vil have nogen pietetsfølelse over for billedet og dets historie og måske bruge det i deres hjem.
Min far var stolt som en pave over den sønnesøn han havde fået og I blev perlevenner fra dag ét.
Der er et fotoalbum, som kun rummer billeder fra Birgers første år. Albummet er her i en pdf-version.
Krisebrev fra Josvald til HH
På et tidspunkt under skoleforløbet på politiskolen kom politimesteren fra Esbjerg – Børge Hebo – på besøg for at udvælge to mand til stillingerne i Esbjerg. Jeg var til samtale hos ham i skolens bibliotek, hvor jeg blev udspurgt om mange forskellige ting – og mmmmm´har tilsyneladende besvaret dem på en for ham – korrekt måde. Under alle omstændigheder ville han godt have mig til Esbjerg. Det blev så første skridt på vejen – i min karriere i denne nybyggerby.
Jeg bestod eksamen med fine karakterer Fik i øvrigt – var det ug eller ug- i faget færdsel. (Jeg var oppe i indregistreringer af motorkøretøjer)
Den 21. dec. l953 – i forrygende snevejr med motorcyklen pakket til randen, sagde vi pænt farvel og tak til familien Schneidermann og kørte i 20 cm. pløre-sne fra København. Kursen var sat. Esbjerg/Hømvejle var næste mål. Køreturen var noget af en oplevelse. Alle stirrede på den gale mand, der i det vejr kørte motorcykel. Jeg havde gutaperke-papir trukket uden på støvlerne, der ellers ville have være gennemblødte på få øjeblikke, da sneen var vandfyldt tø-sne.
Ankommet til banegårdsperronen, hvorfra man kørte ombord i Storebæltsfærgen kom en af færgepersonalet og meddelte, at jeg ikke kunne komme over – før med næste færge. Han beklagede, at jeg skulle udsættes for ventetid i mørket og kulden. Jeg replicerede, at det ikke var så slemt for mig, men værre for min hustru og den 2-årige søn, der sad i sidevognen. Han så måbende på mig og spurgte, om det var rigtigt, at der var en kvinde og et barn i sidevognen, hvilket jeg kunne svare bekræftende på. Så fik han travlt og kom kort efter tilbage med to mand. De tog fat i motorcyklen og løftede sidevognens hjul op på den forhøjning, der fandtes langs rælingen på alle færger – og så kom vi med den færge. Det var vinter og mørkt fra kl. ca. 15-15:30. Da vi nåede ned og kørte gennem de store skove, der var dengang mellem Kolding og Ribe, blev der pludselig begsort på vejen foran mig. Alt lyset på motorcyklen var røget sig en tur – antagelig på grund af den meget fugt motorcyklen havde fået dagen igennem. Heldigvis havde jeg pakket min lommelygte, så jeg kunne komme til den. Ved hjælp af dens lys fik jeg ordnet ledningsnettet, så vi fik lys på og kunne fortsætte turen til Hømvejle,(hos svigerforældrene) hvortil vi ankom midt i Svend Petersens faste udsendelse mellem kl. 20 – 2100.
Det var meningen, at Bodil og Birger skulle blive boende hos mine svigerforældre – indtil jeg fandt noget at bo i – i Esbjerg.
Nygårdsvej 114
Ved afrejsen fra Politiskolen den 21. dec. 1953 blev kursen sat mod Hømvejle, der var mine svigerforæ¦ldres bopæ¦l. Hømvejle var en stedbenævnelse for et par huse der lå med under 100 meters afstand fra hinanden. Bodil og Birger og undertegnede overnattede så vidt jeg husker i Hømvejle. Den følgende dag kørte jeg så til Esbjerg, hvor jeg skulle bo midlertidigt hos en familie der hed Staal. De boede i Ribegade nr. 113 i en lille villa. Manden i huset var renovationsarbejder og gift med søsteren til Oscar Sørensen, der var en svigersøn til familien Schneidermann.Jeg havde fået en divan stillet til rådighed og kunne bo der indtil jeg fandt et væ¦relse i Esbjerg.
Politikommissæren Schytt Larsen, der modtog mig (og min afdøde kollega Tage Hansen) mente ikke, at vi ville være til nogen nytte i politistyrken i juledagene, hvorfor han bad os holde juleferie. Under præsentationen for de gamle kolleger på stationen kom en af de lidt yngre hen til mig og spurgte, om jeg havde fundet noget at bo i. Da mit svar var benægtende oplyste han, at han havde væ¦ret separeret fra sin kone, men atter var flyttet sammen med hende, hvorfor det væ¦relse han havde boet på var ledigt. Han havde talt med sin vært, der gerne ville have, at jeg flyttede ind. Det var et væ¦relse på første sal i Kongensgade 58 lige over den dengang liggende tobaksforretning. Væ¦relsets ejer hed Sørensen og var selvstæ¦ndig malermester. En utrolig flink mand, som jeg efterfølgende så og hilste på mange gange, når jeg gik Kongensgade-patrulje..
Jeg boede der kun ganske kort tid - måske et par næ¦tter, inden jeg fik lejlighed på Nygårdsvej. Jeg mener at kunne huske, at værelset kostede 50 kr. mdl.- møbleret.
Jeg havde ikke været i tjenesten ret mange dage, før en politiassistent, der hed Torbensen (formand for politiforeningen i Esbjerg.) kom og bad mig tage en kappe på. Jeg skulle cykle sammen med ham. Han kørte ned til Nygårdsvej 114. Det var en 2-familiers villa, der var ejeet af hans far, der sammen med sin hustru boede på første sal. Han lukke sig ind i en tom stuelejlighed, viste den frem og spurgte, om det var noget for mig. Hold da helt …. Hvor havde jeg været heldig med alting indtil da. Jeg var jublende lykkelig. Tænk sig at komme til en ny by – og så få noget at bo i. Det var sådan på det tidspunkt, at man skulle have boet i byen i 2 eller var det tre år inden kommunen skulle godkende personen til en lejlighed.
Denne regel gjalt ikke for politifolk, så da var jeg endnu en gang heldig. Naturligvis ville vi gerne leje stuelejligheden, der indeholdt entre, toilet,spisestue, dagligstue, soveværelse og et køkken. Endvidere hørte der et stort værelse til i kælderen. Huslejen androg – jeg mener det var 84 kr. mdl. – lige detdobbelte af, hvad vi havde givet i Hørsens, men også dobbelt så stor.
Motorcyklen stod i en indkørsel til venstre for huset, når man stod med front mod huset.
Den gamle Torbensen gav uopfordret sin tilladelse til, at jeg byggede en garage til højre for huset. Tænk sig en gang – garagen skulle tinglyses i mit navn på fremmed mands grund. Noget ganske uhørt. Jeg kunne have ejet den garage den dag i dag – uanset, hvem, der var ejer af huset. Træet blev købt hos Bødtkers Tømmerhandel, der dengagn lå på hele firkanten Nygårdsvej/Spangsbjerggade/Skjoldsgade/Sjællandsgade. Birgers senere svigerfader var forvalter,(Harry Pedersen,Claes`s morfar.) Ham kendte jeg og fik træet til indkøbspris. Kjeldsen fra Istedgade i Horsens kom og boede hos os et par dage og hjalp med opførelsen af carporten.
Vi havde i disse år en masse gæster, der kom og skulle se, hvordan vi boede og havde indrettet os. På Nygårdsvej lige skråt over for vores bopæl ligger Zionskirken. Dens klokker var ved at få mig til at falde ud af sengen da de ringede solen op – første gang jeg sov i nr. 114.
Lidt længere oppe mod Stormgade boede en landsretssagfører Bødker. Han havde en datter Ulla, der var jævnaldrene med Birger. De legede – og gik i danseskole sammen. Moster Emmy kom ofte på besøg og boede helt oppe på loftet i et lille bitte kammer.
Vi var da flyttet op på første sal, idet begge de gamle Torbensen`er var døde, huset solgt til nye ejere, der ville bebo stuelejligheden. Nogle meget kedelige mennesker, - især kællingen, der tidlig og sildig kom og ringede på døren og plagede om dit og dat. De ville have stuelejligheden og vi skulle så flytte på 1. sal. Lejlighederne var stort set ens. 1. salen var en smule mindre, men meget hyggelig, da der var skrå vægge.
|
Jørgen skulle jo beskæftiges med noget fornuftigt, når han var på ferie. Han interesserede sig for tog. Hvad var mere naturligt end at jeg rettede henvendelse til Stationsforstander Fournaise, der gav sin tilladelse til, at Jørgen kom og blev personlig vist rundt og fik forklarede alt om tog-drift. Det var vist et par spændende dage.
Bodil, der var uddannet bl.a. børnesygeplejerske, havde fået for tidligt fødte spædbørn i pleje. Vi skulle hente dem, når de var født og have dem til de blev bortadopteret i 2-3 års alderen. Folkevognen var et velegnet familiekøretøj, idet der var plads til en barnevognsindsats i ”orkestergraven” – et rum bag bagsædets ryglæn.
Vi kom privat sammen med to kolleger. Den ene var Anker Cramer, der var gift med Lis. Den anden kollega hed Svend Åge Bertelsen, der var gift med Edith. Sidstnævnte var i øvrigt på besøg den aften, da Bodil fik veer og skulle føde Bjarke.
I februar 1957 ??? blev Bodil gravid. Det var dengang man ikke havde scanningsapparater og hvor man måtte gå de næste 9 måneder i spændt forventning om, hvorvidt det blev en pige eller dreng.
Da vi nåede januar 1958, havde vi en aften besøg af tidligere nævnte Svend Åge Bertelsen og hans hustru. På et tidspunkt gik Bodil i køkkenet for at lave kaffe. På et tidspunkt bemærkede jeg, at Bodil forlod stuen hyppigere og hyppigere uden at jeg kunne se nogen grund til det. Efter en af ”udgangene” blev hun væk meget længe. Jeg rejste mig og gik i køkkenet for at se, hvad der kunne være årsagen til det. Bodil var ikke i køkkenet. Jeg gik ind i soveværelset – og der – i fjernvarmerørene oppe under loftet hang Bodil i begge arme. Jeg kiggede uforstående på disse gymnastiske øvelser, da Bodil meddelte, at hun i den sidste times tid havde veer, - og så fik jeg mavepine.
Jeg kan ikke mere huske om gæsterne blev og drak kaffe eller de forlod etablissementet. Umiddelbart efter, at de havde forladt os, bad Bodil mig hente dr. Biern, der var vores huslæge og boede i den rødkalkede villa på hj. Af Frodesgade og Stormgade. Jeg sprang ned i folkevognen, trods den ringe afstand på ca. 200 meter til lægen. Jeg ringede på. Biern kom ned i undertrøje, men havde dog fået benklæder på. Jeg gav ham meldingen om Bodils tilstand og ville have taget ham med i min bil. Han sagde, ”kør hjem, jeg kommer”. Det skal jeg love for han gjorde. Jeg var kun lige nået indenfor døren før han ringede på. Klokken har været omkring midnat. Der var – så vidt jeg husker ikke noget jordemoder med til fødselen, som jeg blev bedt om at assistere ved. Det viste sig at være en tør-fødsel – og en meget for Bodil – streng fødsel. Jeg blev kommanderet op i sengen og fik Bodils ben op over skuldrene, mens Bier trykkede på Bodils mave. Det var en maget, meget lang fødsel, hvor hovedet ikke kunne komme ud. Lægen måtte klippe Bodil op. Det foregik uden bedøvelse og lød ikke ret godt. Jeg var halvgal på barnet, der voldte Bodil så stor smerte.
Endelig lykkedes det – og drengebarnet lå blå og rynket og utilfreds med at være kommet til verden. – Nej – på et sent tidspunkt må der være kommet en jordemoder til, for jeg husker, at Biern og undertegnede gik ind i stuen og satte os ned.
Jeg havde aldrig ejet spiritus i huset, men havde en gang fået en af de små flasker Underberg, som jeg havde haft i mange år. Jeg spurgt Biern om han ville have en genstand, hvilket han svarede ja-tak til. Jeg hentede den ene Underberg og ville skænke den op til ham. Da han opdagede, at jeg kun havde en, sagde han – ”Vi deler” og det gjorde vi så. Vi fejrede, at en ny verdensborger og viderefører af slægtsnavnet var kommet til verden – sund og velskabt. Fødselen var til stor glæde for faster, moster Emmy og min far og den øvrige del af familien.
I al almindelighed var Bjarke vel fra starten som alle andre så babyer, der bare spiste og skilte sig af med det igen. Det er måske ikke lige den allerpæneste måde at omtale en nyfødt, men hvorfor ikke kalde en spade for en spade.
Bjarke blev passet og plejet i alle ender og kanter og var så heldig at have en professionel til det, så Bjarke led i hvert fald ingen nød. Det var efter min mening lidt synd for ham, - som det også havde været for Birger, da han var barn, - nemlig - ikke at have en næsten jævnaldrende søskende. Der var trods alt 7 års forskel. Den forskel er stor, når der skal leges – og det var et minus for dem begge i barndomsårene. Det var Bodils afgørelse.
Bjarke vakte stor jubel – også i den nærmeste familie, hvor specielt moster og faster Lisbeth var mere end glad for ham. Jeg var i Bjarkes barndomsår lige så lidt hjemme og kunne ikke følge hans barndom i alle dens faser i det omfang, der ville have været ønskeligt.
Fru Danielsen, som værtinden hed, var ved at blive så pågående og fræk og generede os på alle måder. Hun havde en datter og svigersøn, som hun gerne ville have ind og bo i huset.
Bodil og jeg begyndte at tale om at spare sammen til et hus for at få vores eget og blive fri for andres indblanding i vores hverdag.
Nu var et hus bare ikke lige noget man gik hen og byggede eller købte. Vi begyndte at tænke meget på, hvor vi kunne spare.
Pengene var små – min månedsløn var på 850, kr., så der skulle spares og lægges penge op til det hus, som vi ønskede skulle danne rammen om vores børns bardom.
I den første sommer Bjarke levede, lagde Bodil ham i barnevognen og gik fra Nygårdsvej til Baldursgade. Bodil plukkede masser af jordbær, som Bodil, som den” praktiske gris” hun var, kom i almindelige jordbærbakker, der blev stillet på et par brædder, der blev lagt tværs over barnevognen i hvilken Bjarke lå og sov uden at være bevidst om, hvilke lækkerier han havde indenfor rækkevidde.
Vores nærmeste naboer til begge sider, Frøkjær Jensen i nr. 112 og Johansen i hjørneejendommen ved Spangsbjerggade aftog et par pund hver dag i hele sæsonen til en enhedspris fra dag ét. Resten blev solgt til gartneren ovre ved Skjoldsgade. Det var Bodil, der stod for det, og jeg aner ikke, hvor mange penge det gav på en sæson, men det har givet vis været med til at finansiere dels den flere år senere indkøbte Combi Camp og huset.
Bodil købte bl.a. ben hos slagteren og sad så og pillede kødet af benene. Dels var det meget billigt og gav meget bedre frikadeller m.v. På politistationen drak man kaffe – både til maden og til opmuntring. Hver kop kostede 25 øre, hvilket var rimelig mange penge dengang en månedsløn lå langt under 1.000 kr. Jeg undlod at drikke kaffe – og drak kun vand. Det kostede mange gnubbede ord fra kollegerne og i årevis måtte jeg høre for det.
|
Det blev begyndelsen på et spændende forløb, der endte med villaen i Baldursgade,som er beskrevet selvstændigt.
Omkring året 1970
Moster nød de nye omgivelser i Baldursgade. Og specielt det at kunne gå ned i haven og lægge sig i en hvilestol og få sin middagssøvn der.
Børnene nød også i den grad af have moster i huset. Hun var den samme ø, de kunne lande på og være i hendes varetægt, akkurat, som jeg havde haft moster at ty til. Historien gentog sig. Det var somme tider lige ved at være for meget ikke blot for Bodil, men også for mig, der dog havde det fortrin frem for Bodil, at jeg vidste hvilken fred og trøst, der var at hente hos moster, der altid børnene i forsvar, når der var optræk til et eller andet mindre behageligt for dem.
Vores egne drenge var mosters kæledægger. De elskede også moster.
I 1960, da moster flyttede ind i huset steg Bjarkes humør formentlig adskillige grader, idet han i et og alt blev genstand for en forkælelse uden lige – på alle fronter, hvis moster kunne gøre noget for det, - og det viste sig med al tydelighed, at hun kunne.
Jeg ved, at Bjarke har søgt trøst hos moster utallige gange, når det ”blev for varmt” i stueetagen. Bjarke havde også mosters store bevågenhed. Jeg må erkende, at der sikkert er sket meget mellem Bjarke og moster, uden at hverken Bodil eller jeg nogensinde har fået det at vide.
Bjarke opholdt sig, tror jeg, lige så mange timer oppe hos moster, som han var nede hos os. Næsten det samme billede som da det var mig, der var i Bjarkes alder og søgte trøst og ”helle” hos moster. Derfor kunne jeg heller ikke tillade mig at lave ophævelser over hans tilværelse hos moster, der bl.a. gav Bjarke lov til at lave hule under spisestuebordet ved at lægge tæpper over bordet og således have et fristed under bordet, hvor man - viste det sig, kunne tegne på tapetet på væggen uden at nogen opdagede det i utrolig mange år. (Det var først til mosters –jeg tror 80 års fødselsdag, da Birger og Lene tilbød at gøre mosters lejlighed i stand, at de meget lidt kunstneriske tegninger kom for dagens lys. Der var gået så mange år, at ingen kunne lade være med at trække på smilebåndet. Hvad skulle man ellers gøre? Knægten var alligevel blevet så gammel, at en gang klø ikke ville gavne noget.
Moster foretog sig mange ting, der var til glæde og gavn for Bodil og mig. Moster kunne tage af sig selv, f.eks. at tage tøj ud af vaskemaskinen og hænge det op. Moster var dog meget forsigtig med ikke at gå nogen i bedene, og der kunne opstå surhed fra Bodils side, når Bjarke havde søgt ”tilflugt” hos moster, der ”gik imod”, hvad vi havde givet ordre eller besked til. Jeg kunne nu ikke blive rigtig vred på moster, der havde bragt mig ud af samme situationer, som hun hjalp Bjarke ud af.
Bjarkes skoletid
Bjarke havde gennem årene haft en legekammerat i Baldursgade jeg tror nr. 44, Iver , søn af revisor ……..hvis hustru senere begik selvmord ved udspring fra et af højhusene på Mølleparkvej. Du kom til at gå i klasse med Iver på Spangsbjergskolen. Jeg må erkende, at jeg ikke ved ret meget om Bjarkes skolegang eller forhold til skolen – og det, han gik der for, nemlig indlæring. Jeg har heller aldrig deltaget i noget møde på skolen vedrørende Bjarke og kender heller ikke lærerenes mening om ham og det skolemæssige standpunkt, han var på gennem skoleforløbet.
Bjarke var en kæk dreng, men som sagt, gik han sine egne veje. Bjarke var ikke en, man kunne bede om at gøre det eller det. Det endte altid med, at tingen ikke blev gjort. Det hele gik op i pjat og leg. Og det var brandirriterende og skabte mange dårlige situationer, der gang efter gang skabte større og større irritationer. Der var heller ikke det varme forhold mellem Bjarke og min far – som der havde været mellem bedstefar og Birger, og det var bestemt ikke, fordi bedstefar ikke holdt af Bjarke, sådan var det bare. Jeg ved ikke, hvordan Bajrke selv følte det, men det føltes, som om han manglede den familiefølelse, vi ellers altid har haft i min familie.
Bajrke havde heller ikke de samme interesser som drenge i almindelighed. Fodboldspil blev aldrig den helt store hobby. Han lærte at svømme, men brugte det mig bekendt kun i skolen. (Jeg kan huske, at Bjarke imponerede mig med sin svømmefærdighed ved Gardasøen, men det var måske mere, fordi jeg ikke selv kunne svømme.)
Det, der kunne fange Bjarkes interesse var ”samleting”. Det kunne være en flyvemaskine, et skib eller noget lignende. De ting kunne købes og var støbt i plastik og hver enkelt del var sammenhængende med alle de andre. De skulle afbrækkes/skæres, hvorefter den tilbageblevne ”grat” skulle slibes væk med sandpapir. Alle delene skulle samles efter en medfølgende tegning. Til allersidst skulle tingene , når de var limet sammen, males. Der kunne være en pilot, der var under 5 m/m stor. Du kunne male øjne og øjenbryn, der var tyndere end et hår. Det var Bjarke fantastisk til. Alt andet han lavede, var set med en håndværkers øjne noget sjusk og slask . Min far ville have brugt ordsproget, at man ikke kunne slå et søm i et bræt uden at ødelægge både søm, hammer, bræt og fingre.
 |
Birger student
Foråret gik for Birgers vedkommende med lektielæsning i anledning af den forestående mulige studentereksamen. Den 14. Juni kom Faster og Onkel Viggo, der med tak havde modtaget Bodils invitation til at festligholde den kommende dag, hvor Birger skulle op i sidste fag som jeg husker det, var enten engelsk eller dansk.
Sidst på eftermiddagen kom Birger hjem. Han strålede og ingen var vist i tvivl om, at det var gået helt godt. Hvis jeg ikke husker helt forkert var dagens eksamination resulteret i et 11`tal, Jeg ved ikke hvem , der var mest stolt – forældrene eller faster. Birger var fasters øjesten – og hendes feriedreng gennem mange år – og Birger elskede faster.
Solen skinnede om kap med Birger og hans stolte forældre. Han havde opnået det, som i hvert fald faderen også gerne havde villet.
Det ringede på døren. Så var det fru ”Skipper” fra Baldursgade 55. Hun havde ”arvet ” navnet Skipper fra deres schæferhund. Fru og hr. Madsen, vores genboer fra nr. 52 kom med blomster og gave. Joh, det var i sandhed en festdag, hvor moster Emmy strålede over, at hendes Birger var student , og så sød med huen på hovedet. Du var både sød – og pæn – efter din mor og fars mening. Bodil holdt en fin fest for dig – alle var glade.
Tænk engang. Faster der med fest og fødselsdage var meget traditionsbundet, var taget hjemmefra på sin fødselsdag for at fejre Birger. Det viser om noget, hvor meget hun holdt af sin nevø (brorsøn)
Tiden gik og Bjarke havde opnået den alder, hvor han skulle konfirmeres. Han gik som alle dine samtidige ti præst uden at jeg kan huske, hvem det var, der konfirmerede ham. Bodil havde som sædvanlig påtaget sig at arrangere og finde sted, hvor festen kunne afholdes. Jeg tror, det blev bestemt efter at have haft en god oplevelse med maden til Marna og Poul`s bryllup, der blev afholdt på ”Park Hotel” i Torvegade umiddel ved siden af daværende ”Rio Sko”, der igen lå umiddelbart nord for Danmarksdgade og på den østlige side af Torvegade. Jeg mener, at Bjarke oven i købet selv var medbestemmende om, hvem der skulle inviteres til dagens festligheder. Herunder var Kaja og Post fra København, hos hvem både han og Birger havde været feriedreng.
En konfirmation er en festdag for dem, der bliver konfirmeret og selv siger ja til den bekræftelse, forældrene har taget på sig ved dåben, nemlig på barnets veje at bekræfte, at barnet blev døbt i den kristne tro. Efterhånden er det kirkelige desværre trådt i baggrunden og for unge mennesker, drejer det sig mere om, hvor mange penge og gaver, de får på selve dagen. Bjarke var i den retning ikke bedre end de andre.
Post (Postvang) var pensioneret togfører, der havde mistet sin hustru. I samme ejendom i København boede en enke, hvis mand havde været lokomotivfører. Disse to enlige fandt sammen og flyttede sammen i Kaja`s lejlighed. Hans lejlighed boede jeg i under mange kurser på Politiskolen. Lejligheden lå I Njalsgade 75 meter fra Politiskolen. Kaja havde en klinik for fodpleje.
Dagen oprandt. Det var rigtig dejligt vejr. Vi var mange samlet til morgenbordet. Stemningen var god, og man kunne mærke, at Bjarke var spændt og glædede sig dagens videre forløb, -….. men han var heller ikke spåmand og kunne se ind i den bare nærmeste fremtid.
Der kom til stadighed blomsterbude og mennesker, der betænkte Bjarke med gaver, hvorfor der var gang i dørklokken. Bjarke sprang op, da den ringede endnu en gang.. Den yderste trappe var en cementtrappe. Bjarke havde bare tæer i et par træ-klip-klapper. Det og en rå cementtrappe er en dårlig kombination , i hvert fald, når man støder en storetå direkte ind i cementen. Resultatet udeblev heller ikke. Tåen begyndte at bløde ganske forfærdeligt. Grunden: Neglen bar brækket bagover med så stor kraft, at den var revet af kødet og sad og strittede op i luften…….og det blødte. Der var måske ¾ time til vi skulle være i kirken, så det var så uheldigt som det kunne være.
Kaja trådte i karakter, fik de remedier, der skulle anvendes for at standse blødningen. Gode råd var ikke billige i den situation. Bjarke kunne ikke have de til anledningen ny indkøbte sko på grund af de store forbindinger, der var nødvendige for at holde blodet i ave. Birger, der havde aftjent sin værnepligt, havde en del militærsko med hjem. Birger fandt et par sko nr. 44 eller 45 frem. De kunne med lidt presseri komme uden på forbindingen. Alle hjalp til, tiden var begyndt at blive knap. Endelig var alle klædt på og på vej ud af døren.
Dagen var dømt fra morgenstunden til delvis at blive en fiasko på flere punkter.
Jeg var kommet helt ned i kælderen, og på vej ud i garagen for at køre vognen op, da en af de lejede ”husalfer” kom løbende,” Hr. Holtzmann, hr. Holtzmann, de må lige lukke denne flaske rødvin op, jeg kan ikke.”
Damen kom med flasken. Jeg gik ind på kælderens badeværelse, hvor jeg satte flasken ned på gulvet og bøjede mig ned over den mens jeg trak alt, hvad jeg kunne. Den sad godt, den prop. Pludselig gav proppen sig, men træerne vokser som sagt ikke ind i himlen. Rødvinen stod i et skvulp op i luften med så stor kraft, at den ramte den af Bodil til mig indkøbte fine hvide skjorte, så jeg lignede en, der havde haft en sprængt selvmordsbombe bundet om maven. Ind og skifte skjorte og så endelig af sted til kirken – Treenighedskirken på Strandby Kirkevej/grådybet.
Jeg tror, at vi var nogen af de sidste , der kom. Der var et problem mere. Bjarke, den stakkel kunne ikke stå op. Præst og kordegn klarede det problem ved at hente en stol, som han kunne sidde på, mens alle de andre konfirmander måtte stå op. Han er således den eneste siddende konfirmand, jeg kender, der har siddet under en hel konfirmation. Jeg tror faktisk også, at alle havde ondt af den uheldige konfirmand.
Efter kirkehandlingen var vi på Park Hotel. Her kneb det dig at sidde ved bordet, hvilket blev klaret ved at værten på hotellet stillede en ølkasse ind under bordet. Nu kunne Bjarke lægge benet op på kassen og forsøge at nyde aftenen.
Alt i alt blev det en god dag, med mange gaver og et rimeligt stort pengebeløb, som blev talt mange gangen den efterfølgende dag, hvor Bjarke ikke kunne holde ”Blå mandag”, som de øvrige konfirmander.
Bjarke 1969 (?)
Var et år, der hvad begivenheder angår ikke har sat sig de store spor i min bevisthed . Vi levede hverdagen stille og roligt og nød, at vores børn var raske og havde det godt, passede deres skolegang og skejede ikke ud på nogen uheldig måde.
Bjarke havde sin legekammerat Iver, hvis far var revisor og boede i nr. 42 eller 44 i Baldursgade.
Bjarke byggede forskellige modelfly,skibe og andet. De små ting blev malet med stor nøjagtighed. Det var noget Bjarke kunne lide. Han havde dyr – små canadiske jordegern, der blev kælet,- og leget med. Det kunne der fortælles mange historier om. Moster Emmy var i to drenges store beskytter. Der kunne i søge ly og hente trøst, når der var noget, der gik jer imod. Der var ikke det moster ikke ville gøre for jer.
Birger soldat 1970-72
Tiden oprandt, da du på grund af din studentereksamen vist havde overskredet den normale alder for aftjenelse af din værnepligt. Du var ved sessionen blevet taget til ………………….., med indkaldelse til Skive kaserne, der vist var helt ny på det tidspunkt. Dine breve, der beskrev en soldats hverdag bragte mig i stor forundring gang på gang. Det lød mere i mine øre, som var det en børnehave. På et tidspunkt kom der en invitation til de indkaldtes forældre – til et besøg på kasernen i Skive. Vi tog naturligvis derop og beså forholdene, der var noget ganske andet, end det, jeg huskede fra min egen rekruttid. Værelserne var som små hotelværelser. Det var lige inden jeg slet ikke havde ondt af dig, - at skulle være soldat – under de luksusforhold. Da jeg var soldat ved livgarden kunne vi end ikke have en privatejet cykel med. Du,- Birger- var kørende i egen personbil på egen parkeringsplads. Bevar mig vel. Du kom kørende hjem på orlov, det kunne soldaterlønnen åbenbart holde til.
Jeg har tidligere nævnt, at Birger kørte rigtig pænt og reglementeret. Et eksempel og bevis på miin påstand kommer efterfølgende.
Jeg kan mindes en dag jeg var makker med Dam Christensen. Jeg var chauffør på patruljevognen og kørte ad hovedvej A11 mod nord. Oppe nord for vejen til Kvong holdt jeg ind på en P.plads for at afvente Birgers ankomst og så jeg lige kunne hilse på. Birger anede ikke noget om, at jeg var på de kanter. Da vi havde holdt nogle få min og var færdig med kaffedrikningen kunne jeg på den aldeles snorlige stræning- se en bil passere en bakkekam vel ca. 2 km. nordligere.Det var tydeligt at se, at bilen kørte yderlig i højre side af vejen, ekstrem yderlig. Jeg sagde henkastet til Dam: ”Der kommer Birger”. Dam replicerede ”Det kan du i hvert fald ikke se på den afstand”. Men ganske rigtigt. Det var Birger. Grunden til, at jeg var bombersikker på, at det var Birger var, ar han gennem hele sin ungdom og barndom havde taget ved lære af sin gamle far, der også altid – selv den dag i dag, - kører ekstremt til højre – en vane fra patruljetiden, hvor man helst skulle være et forbillede for andre trafikanter.
Nå, det var et lille sidespring.
Under en af Birgers lørdag/søndagsorlove var han hjemme, jeg tror til Bodils fødselsdag. Han havde en kammerat med i bilen. Kammeraten skulle hentes søndag aften, hvor de skulle returnere til Skive. Det var begyndt at sne. Birger havde haft vognen nede i garagen, antagelig for at få den vasket. Han skulle køre den op fra garagen. Under vejs op sprang højre dør op og med kanten stødte den mod en af de kampesten, der dannede ”væg” i opkørselen. Der lød et brag og vognen blev brutalt standset. Birger lod bilen løbe ned og ind i garagen. Puh, ha. Det så i hvert fald ikke godt ud. Dørens hængsler var bøjet i en sådan grad, at døren ikke kunne lukkes. Som sædvanligt – tænke,tænke og så handle. I løbet af ikke ret lang tid kunne døren atter lukkes normalt, - og det var så det. Han blev dygtigere og dygtigere.
På et tidspunkt blev Birger overflyttet til Oksbøllejren, hvor han blev ansat på kontor. Jeg holdt ind en dag under patrulje og henvendte mig på kontoret, hvor en officiantvar chef. Jeg spurgte efter min søn – Birger, og blev mødt med svaret – nå Spangsbjerg. Soldaterne havde navn efter det sted de kom fra. Birger kom kort efter og fik besked på at tage sin far med til barakken og forevise sin stue. Stor var min forbavselse, da det viste sig, at Birger ikke engang vidste, hvilken stue han boede på. Han var nemlig hjemme hver dag efter endt arbejdstid. Han anede heller ikke, hvor hans gevær var henne. Det havde været en dødssynd i min rekruttid.
Da der ikke opstod nogen krig lige i de år slap Birger hjem uden andre kampe end at stride sig hjem i egen bil efter endt tjeneste og uden at have brystet prydet med tunge medaljer.
Sølvbryllup 16. Juli 1975
Overskriften varsler noget usædvanligt, hvilket et sølvbryllup er i dagens Danmark, hvor skilsmisseprocenten aldrig har været højere. Det var dengang, da en skilsmisse skabte skæve blikke til familien. Nå , det var der ingen der gjorde i dette tilfælde. Det lå fast – fest skulle der holdes, med Bodil som foregangsmand. Det var hu også en knop til. Der blev organiseret og planlagt og gæsterne i et antal af omkring 50 mennesker kan tælles via billederne der blev taget dagen igennem.
Ægteskabet med Bodil blev indgået i 1950, så i 1975 var ægteskabet nået til det skel , - der kaldes sølvbryllup.
Det skal dog som et kuriosum nævnes, at vi inden festdagen og nærmere betegnet i foråret havde bestemt os til at indbygge den udvendige cementtrappe og få sat 5 nye kældervinduer i. Det kostede omkring 70.000 kr. g altså mere end vi havde givet for hele huset – 25 år tidligere. Det kan mane til eftertanke og fortælle lidt om den prisudvikling, der havde fundet sted i de mellemliggende år , - nok mest i de såkaldte ”glade tressere”.
Inden denne begivenhed fandt sted, blev huset udvidet, idet vi var blevet enige om at den udvendige cementtrappe var en kedelig tilgang til vores hjem, ligesom det var rørende upraktisk, at man i den kolde halvårsperiode lukkede en masse varme ud – og kulde ind, når der blev ringet på døren og man lukkede op. En såkaldt ”velfærdsknast” ville være løsningen.
Vores gamle tømrer – Arne Helt blev kontaktet. Han lavede selv en tegning og gav tilbud på ”knasten”+ 5 simple træ-kældervinduer. Jeg kan her røbe, at vi som tidligere nævnt havde givet 65.000 kr.for huset i året 1960. Den nye tilbygning kostede mere i 1975 end hele huset i 1960. Det giver et billede af, hvordan prisudviklingen teede sig i løbet af 15 år.
Sølvbrylluppets afholdelse lå fuldstændig i Bodils hænder. Bodil bestemte, hvor festen skulle holdes – og under hvilke former. Valget faldt på husmodergården, der ligger i Jyllandsgade i nr. 50-52 (opført/indviet d.8/4-1961)
Bodil havde bestilt plads på Husmodergården, hvortil var knyttet en meget, meget dygtig kogekone (det kaldte man dengang en kvindelig kok.) Jeg ved ikke, hvordan Bodil havde fået forbindelse med hende,, men de lavede mange gode aftaler.
Aftenen før dagen kan jeg ikke engang huske at jeg hørte spektakkel uden for, men den efterfølgende dag stod der den smukkeste æresport ved det nordvestlige hushjørne. Den var fabrikeret og opstillet af Birger og Børge fra Peder Gydesvej. Et ualmindelig smukt træk af dem
Sommerferien blev meget naturligt ”strøget” på grund af de økonomiske aspekter der lå forude. Der blev sendt indbydelser ud,- jeg kan ikke huske antallet af inviterede gæster, men stort set alle inviterede kvitterede med at sige ja tak til at komme.
Bodil havde været så forudseende, at hun havde købt en rigtig flot kjole i den store skotøjsforretning lige overfor indgangen til campingpladsen. De handlede også med meget fint og dyrt tøj. Jeg må indrømme, at Bodils smag var meget sikker. Det var en flot kjole, der klædte Bodil rigtig flot.
Dagen – den 16/7-1950 oprandt med sol og en blå himmel. Det havde i øvrigt været en tørkesommer, hvor solen havde bagt græsplænerne gule og gjort jorden hård som cement.
Festdagen
Bodil og jeg vågnede, tror jeg til lyden af morgensang .
Vi kiggede – som det sig hør og bør – ud af soveværelsesvinduet og så den nære familie, en del naboer og bekendte ………………..samt et flot uniformeret mindst 20 mands stort politiorkester, der akkompagnerede de syngende.
Det var stemningsfuldt – og ved sådanne lejligheder havde jeg meget svært ved ikke at fælde en tåre og få store klumper i halsen. Jeg blev virkelig rørt over at se det opbud af musikanter. Der plejede at stille tre mand til et sølvbryllup – og så et helt orkester.
Det skal også her lige anføres, at det havde været det tørreste forår i Mands minde. Det havde ikke regnet, jeg ved ikke hvor længe. Græsplænerne var fuldstændig afsvedne og gule. Jorden var hård som cement.
Damerne, der var mødt op havde småt højhælede sko på, nogen sandalagtige. Håret var sat op til narrestreger og folk var pænt klædte, og hvad skete så…….
Regn, en syndflod af vand stod ned aldeles pludselig – og uden varsel i form af mørke skyer eller andre meterologiske mærkværdigheder. Det kom bare. De eneste, der var beskyttet var orkestret, der stod inde i carporten. I løbet af få sekunder stod plænerne under vand, der på grund af tørken ikke kunne opsluge vandet. Slangekrøllerne i de flot opsatte frisurer holdt op med at være slanger og lignede mere den bibelhistoriske kvinde ,der havde langt hår helt ned af ryggen.
Det var en katastrofe.
Af naboer kan jeg huske, at fru Arnt fra nr. 47 var med. Jeg mener også, at familien Grethe og Ejler Madsen fra nr. 52 var med – og fru Skipper (der havde fået navnet efter deres Schäferhund). Hende havde Bodil meget med at gøre. Fru Skipper snakkede og snakkede og kendte alle de mennesker, der var anført i lokal-telefonbogen. Hun var utrolig sød og opmærksom bl.a. mine sønners fødselsdage m.m. Fru Skipper og Bodil gik bl.a. til gymnastik sammen. Hun var født i Esbjerg og vidste alt – om alle, men sød og venlig var hun. Hendes mand var en mærkelig patron som vi kun hilste på, men ikke kendte og aldrig havde været sammen med, - modsat fru Skipper, der også kom en del op til moster – somme tider sammen med fru Arnt, …….og så gik snakken – bevar mig vel.
Kl. 0700 begyndte festen. Der lød menneskestemmer, der mundede ud i sang, der igen var ledsaget af liflig hornmusik. Der stod ikke en trompet og en basun med tynde toner, - nej, der stod et i politiunuiformer iklædt ca. 20 mands orkester – inde under carportens beskyttende tag, hvilket i de næste sekunder skulle vise sig at være en veldisponeret afgørelse, der vist var truffet af Birger. Regnen ikke styrtede ned, nej det væltede ned. Jeg har sjældent set noget lignende. Alle de fremmødte familie-og venne-gæster havde ingen steder at gå i læ. I løbet af ganske få min. stod græsplænen under vand og damerne i højhælede sandaler stod i vand til op til vristen. De flotte opsatte frisurer, der skulle have været en pryd til middagen om aftenen hang som slangekrøller – som døde hugorme/slanger. Nej, hvor havde jeg ondt af dem.
Da Bodil og jeg senere kom udenfor (vi stod i soveværelsesvinduet) så vi den meget smukke æresport der var rejst tværs over gangarealet op til huset i flugt med gavlen ud mod gaden. Det viste sig, at det var Børge Madsen, Peder Gydesvej, der sammen med Birger i aftenen/nattens mulm og mørke havde lavet og opstillet porten. (Børge var gift med Mille, der var rengøringskone på politigården) . Vi havde et par gange fulgtes med dem som sommerferier til Gardasøen.
Det var trods regnen en dejlig start på den dag. Alle fremmødte var med inde, hvor der var dækket morgenbord. Jeg kan ikke huske, hvor mange der deltog i den seance, men har en eller anden forestilling om, at der var 44 eller 45 mennesker, men hyggeligt var det.
I løbet af dagen kom der til stadighed venner og bekendte og hilste på. Bl.a. var fru og hr. Ejler Madsen, der var vores gode genboer i nr. 52 ovre og hilse på og kom med gave. (Så vidt jeg husker, var det en ”Juleuro” fremstillet i tynd messingplade. Det var engle med vinger der ved hjælp af varmen fra jeg tror 4 tændte stearinlys blev sat i en roterende bevægelse og herunder slog imod nogle små messing. Klokker der afgav en sprød, men alligevel kraftig lyd og klang.
Dagen forløb i selskab med de af familien der var kommet for at deltage i festligholdelse af dagen. Følgende, der var selvfølgelige var: Min søster Elisabeth og min så kære svoger,- Viggo, fra Sønderborg. Deres søn og svigerdatter, Ulla og Jørgen fra Herlev. ”Tante” Rosa, fra Odense, Birger og Bjarke og så slutter min hukommelse. Til festen på Husmodergården kørte vi ned omkring kl. 1800.
Ved ankomsten fik jeg ligeledes en klump i halsen, da jeg så, hvor smukt der var pyntet. Meget flot borddækning. Jeg kan ikke huske, om der var Bodil, der dagen forinden havde været nede og pynte. Under alle omstændigheder stemningsfuldt og festligt forekom det mig..
Jeg vil forsøge at fremstille en gæsteliste, når jeg har fået gennemset de billeder, der blev taget under festens forløb, hvor også mine svigerforældre var kommet. Der var et levende orkester på tre eller fire personer, der spillede den til middagen ledsagende musik på et niveau, så man også kunne tale sammen.
Jørgen havde på min opfordring lovet at være toastmaster, hvilket han plejer at mestre til fuldkommenhed. Det lykkedes ham også - næsten, - men sin fader og ”onkel Jesper” var svære at have med at gøre den aften. De supplerede hinanden og boblede af livsglæde og mærkelige påfund, men festlige var de – og det, de fandt på
Eftermiddagen fik ende og afgangen til husmodergården indtraf. Aftenens forløb var uvis, men spændende. Gæsterne ankom, flot klædte. Stemningen var god lige fra starten. Jeg kan endnu huske, ikke hvor hver enkel gæst sad ved de festlig dækkede og pyntede borde. Jeg havde bedt eller forespurgt, om Jørgen ville
være aftenens ceremonimester, hvilket han indvilligede i. Jesper og onkel Viggo var anbragt lige til venstre for Jørgen. Sjældent har jeg dog hørt et par mandfolk, der i den grad spillede op til hinanden og i den grad var med til at højne stemningen, der steg og steg – alt gik op i en højere enhed. Jørgen havde som vanligt styr på situationerne og ledede på flot vis ”slagets” gang. Nej, hvor var det en god aften med masser af sange af bl.a. min kære søster, der var en mester som ”sangsmed”.
Efter at jeg havde holdt min tale rejste Birger sig. Jeg blev meget spændt og opmærksom, da jeg aldrig havde set eller hørt Birger holde nogen form for tale.
Jeg tror alle holdt vejret og var spændte på, hvad der nu ville komme. Efter en lille kunstpause proklamerede Birger sin forlovelse med Kirsten. Jeg tror, det var Ulla, der havde åndsnærværelse til på en eller anden måde at skaffe en buket blomster, så det også blev lidt af en fest for de unge mennesker. Joh, det var et fornøjeligt indslag i aftenens program.
Der var et orkester bestående af levende musikere, der var med til at holde stemningen høj. Der var folk på dansegulvet hele tiden. Jeg husker, at jeg på et bestemt tidspunkt over midnat så at alle med undtagelse af tre personer – var på dansegulvet. Det var moster Emmy på 75 år, svigermor, der med et træben var naturlig tilskuer – samt en dame i nærheden af de 80 år. Alt andet hujede rundt mellem hinanden.
Det var en fantastisk aften, måske den mest minderige og bedste aften i mit liv, måske fordi man havde haft 25 gode år sammen, havde set sine børn vokse op og have udstukket deres livs kurs – i store træk, havde været sammen med sin nære familie og de venner, der gennem årene havde betydet noget for en, ja – lidt en ”morfinindsprøjtning”, der fik en til at svæve på en rosenrød sky, (som jeg husker den første morfinindsprøjtning jeg fik i anledning af min brok-operation.)
Der blev danset, så det var en lyst. På et tidspunkt så jeg tre kvinder, der ikke dansede, - svigermor med træben, en 84 årig , samt moster Emmy, der ligeledes var af ældre dato. Ellers var alle på dansegulvet, hvor de jingede rundt. Det var virkelig en aften, der aldrig vil slettes af min hukommelse. Jeg mener at kunne huske, at bl.a PH. (Peder Hansen) og Inge Merete havde hinanden til bords. De talte virkelig godt med hinanden..
Uden at kunne nævne specifikke gaver kan jeg huske, at vi fik mange dejlige ting.
Bodil var til aftenens fest klædt i en meget smuk kjole, som hun havde købt i Italien i den over for campingpladsen beliggende store skotøjsforretning, der også havde fine kjoler i underetagen. Bodil var efter min mening en meget smuk ”sølverbrud”, som det så smukt hedder.
Bjarke student
Efter Spangsbjergskolen viste det sig, at Bjarke var moden til gymnasiet. Igen viste han sin måde at være anderledes på.for han ville ikke på Statsskolen, men på det kommunale gymnasium på Spangsbjerg Møllevej. Det var jeg ikke så glad for, da jeg altid har ment, at de var nogle venstreorienterede bavianer.
Jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvor meget Bjarke gjorde ud at dit studium , men det resulterede dog trods alt med, at han fik en studentereksamen, selv om jeg heller ikke – nu,- kan huske, hvor stor den var.
Jeg kan heller ikke huske, hvornår eller hvor han traf Anne Thomsen, hvis forældre var Henny og Knud Thomsen, der boede Vestergade 66, her i Esbjerg. På et tidspunkt flytte Anne ind til Bjarke, som da boede på det lille værelse i kælderen.
Der gik et stykke tid inden jeg opdagede det, - og blev vred over det. Det generede dog ikke Bodil.
Bjarke bestemte sig efterfølgende til at uddanne sig som fysioterapeut. Uddannelsen foregik i Esbjerg.
Kirsten og Birgers bryllup
Som vist tidligere nævnt havde Birger – min ældste søn, truffet og lært en ung pige at kende. Det var Kirsten Senger Petersen , der var en adoptivdatter af vores private venner Betty og Harry Petersen, der dengang boede nede i den nederste ende af Vesterhavsgade. Han var forvalter på Bødker`s tømmerhandel, der lå på området Nygårdsvej, Spangsbjerggade,Skjoldsgade, Sjællandsgade, hvor der nu i 2008 er grønt område (hvor sprittere og narkomaner sidder og drikke og sprøjter sig.)
De unge mennesker skaffede jeg en lejlighed i Spangsbjerggade nr. 38 på jeg tror 3. Sal. Med Birgers sædvanlige håndværksmæssige kunnen og vilje renoverede han lejligheden så fint, at det blev en fin ramme om deres første hjem. Der blev endog lavet en form for badeværelse i soveværelset. Før havde man været henvist til at vaske sig i og ved køkkenvasken.
Tiden gik og de unge mennesker, der var blevet gift i (?)
Claes - første barnebarn
Var nu kommende forældre. I 1978 den 9.juli kom deres førstefødte – dreng til verden.
Det var en stor dag for begge bedsteforældrepar. Det vil det altid være. At ens barn selv er blevet forældre – er en stor ting.
Drengen var som alle bedsteforældre vil sige med stolthed i stemmen det yndigste barn – uanset hvor rynket og grim det end måtte være ved fødselen. (Man ved jo, at det efterhånden går over , - og kunne de så komme til at ligne bedstefaderen, kunne det ikke gå helt galt. …. Det er det heller ikke, har det vist sig.
Jeg insisterede på at blive kaldt bedstefar – og ikke farfar. Min bedstefar var mit et og alt og sådan ville jeg gerne det skulle blive mellem mit barnebarn og mig.
Birger bygger hus
Hvem der foranledigede de tanker i hovedet på Birger ,at der skulle bygges hus står mig ikke helt klart. Jeg har muligvis puffet til, hvilket måske slet ikke havde været nødvendigt. Birger har nok haft det liggende i baghovedet, at der skulle bygges et hus, hvor sønnen kunne vokse op i trykke rammer.
Esbjerg kommune var i gang med at skulle udstykke nogle grunde til et helt nyt kvarter beliggende i byens nordøstlige kvarter.. Jeg kan endnu huske den første gang, hvor Birger skulle vise os, hvor de havde fået tilbudt – og havde købt en grund.
Jeg mener, at det var en gang, da Rosa var på besøg og moster og Bodil også var med.
Birger, der da havde en lyseblå Volvo 544, som jeg havde købt hos Svend Ohrt Johansen, SAAB-forhandler i Ribe , førte an. Ankommet til området, der lignede et månelandskab af jordbunker spurgte jeg, hvor ligger din grund. Birger kiggede med flakkende blik ud over jordbunkerne og sagde ”det er vist derovre et eller andet sted.”. Man kunne ikke komme helt tæt på området, da der på det tidspunkt ikke var anlagt veje. Jeg tænkte ved mig selv, at nu havde jeg mistet forbindelsen til min egen søn, der flyttede helt væk fra Esbjerg og ud i ødemarken. Jeg kan ved den lejlighed huske, at jeg lovede Birger at fotografere området, når jeg næste gang skulle flyve hastighedskontrol eller overvågning.
Da området var planeret og delvis kloakeret, skulle byggeriet igangsættes.
Birger havde en legekammerat i Baldursgade. Han hed Lars. Han var døn af ejeren af herreekviperingsforretningen ”Far & Søn”, en af de største forretninger af slagsen i byen. Lars var blevet uddannet arkitekt og ansat i et meget stort og kendt arkitektfirma i Århus – 3 gange Nielsen, hvoraf Lars var den ene. Han havde tilbudt uden beregning, (så vidt jeg husker at tegne et hus og lave en model af det. (Hvor er modellen blevet af.)
Det blev dog det mest mærkelige hus, som jeg vist nok rådede Birger fra at bygge. Denne gang lyttede han i hvert fald ikke til sin fader. Det var aparte. Det var til gengæld pakket ind i isolation og kunne for så vidt godt have været anbragt på Grønland. Der var så vidt jeg husker 3-lags glas, så isolationen var i hvert fald ok.
Svigerfaderen – Harry skulle nok skaffe materialerne til den rigtige pris, hvilket jeg heller ikke er i tvivl om, at han nok skulle gøre. Jeg kan ikke huske, hvordan udvælgelsen af håndværkere foregik, men valget faldt på min gamle tømrer Arne Helt. Murermesteren var vist nok manden til en af Kirstens kolleger i den bank hun var ansat i.
Husets skelet var som så man noget af et canadisk byggeri fra et sted, hvor de havde træ nok. Det var et træ skelet, der ville noget. Det rejste Helt rimelig hurtigt. Da det var gjort, kunne selvbyggerne komme til. Det var nærmere betegnet Birger og undertegnede. Jeg husker, at vi gik i gang med at spænde galvaniserede spøndebånd diagonalt mellem træskelettet for at stive det af. Det var et rimeligt stort arbejde, når man også skulle påse, at man ikke trak skelettet skævt.
Vi arbejdede alle weekender, så blodet sprang ud under neglene. Det regnede en del og området udenfor var sammenligneligt med et oversvømmet månelandskab og Finland med deres tusinder af søer. Som en ø – midt i det hele stod Birgers campingvogn en MKP Grand IV. Den fungerede glimrende som en skurvogn. Når vi arbejdede en weekend var det under devisen – uden mad og drikke, duer helten ikke. Bodil sørgede for at det ordsprog ikke kom til at passe. Vi blev i den grad beværtet, både hvad frokost og varm mad angik, idet Bodil var det rullende køkken, der bragte maden lige til døren. Det var ikke bare mad, ……. men livretter, så det baskede. Det var dejligt. Ja, det var sådan, at vi kiggede på klokken og var spændte på, hvad der så stod på menuen.
Birger og jeg arbejdede glimrende sammen – som sædvanligt. Han var arbejdsgiveren, det var ham, der skulle bestemme. Jeg var den lydige arbejdsmand. Vi fik meget fra hånden. Bare jeg havde min pibe og noget god tobak, - så var det en fornøjelse at gå derude. Det kunne ses, hver gang vi havde været derude.
I mellemtiden var den gode gut, barnebarnet, blevet døbt og kom til at hedde Claes Senger Holtzmann. Det er lidt flovt, men jeg kan ikke huske, hvem der var fadder til barnet, eller hvem, der bar ham i kirken – og heller ikke, hvilken kirke, men jeg har en fornemmelse af, at det var i Gjesing kirke. Mærkeligt, at der er ting, man burde kunne huske, men som er fuldstændig piisst – væk, mens andet står klokkeklart.
Harry blandede sig ikke i byggeriet. Jeg kan ikke engang mindes, at han nogensinde gav en hånd med, men han leverede materialerne, til en garanteret billig pris og i en god kvalitet.
Byggeriet skred fremad og af asken rejste sig fugl Phønix. Moster Emmy var en meget interesseret moster, der fulgte sin loille Birgers anstrengelser for at skaffe familien et bedre tag over hovedet end det, de var startet med. Jeg kan ikke huske rejsegildet og om der blev holdt et sådant. Det har der sandsynligvis været. På et tidspunkt foregik indflytningen. Huset var ikke helt færdigt. På l. salen manglede en trævæg, der skulle danne en afgrænsning til rummet der lå adskilligt meter dybere – og vat farligt, når man havde en baby. Der rejstes tvivl om denne væg – om, hvorvidt den var med i det oprindelige tilbud. Der blev holdt møder med håndværkere og sagfører. Udfaldet kan jeg heller ikke huske, men ved, at Birger kom til at hænge på en sum på,- så vidt jeg husker 28 eller 58.000 kr.
Birgers indflytning i det nye hus.
Det kan da godt virke flovt, at en skelsættende begivenhed , - som indflytning i et hus er, ikke har fæstnet sig så meget i min bevidsthed, at jeg kan huske dato og år. Det kan jeg ikke, men Birger kan måske hjælpe.
Bjarke flytter hjemmefra
Under alle omstændigheder flyttede han fra lejligheden i Spangsbjerggade 38. Bjarke, der endnu boede derhjemme, ville gerne overtage lejligheden. Jeg ringede til ejeren af ejendommen, der var kendt i de økonomiske kredse i Esbjerg for mindre pæne forretningsmetoder (navn). Han havde haft en del sager med politiet og jeg var spændt på om min stilling ville få indflydelse på hans tilsagn om Bjarkes overtagelse af lejligheden.
På det tidspunkt kom Bjarke sammen med en ung pige, der var datter af en vand-og gasmester Gundestrup. (navn på pigen) der var en ualmindelig sød pige. Da det var gået over, stiftede han bekendtskab med en sygeplejeelev, der hed Susanne Christensen. Hun var fra Varde og var datter af en Ellen og Echard Christensen. Han var bankmand i en af bankerne i Varde. Hun ekspederede i en herreekviperingsforretning – Bruun, der var hendes bror. Faderen var stille og tilbageholdende. Moderen snakkede som et maskingevær, men var sød og sjov. Der var en yngre broder Søren, der hver gang vi var sammen ville vide noget om jobbet som politimand, hvilket han godt kunne tænke sig, når han blev voksen. (Han blev politimand – og er det i skrivende stund).
Vi havde mange hyggelige stunder, når vi blev inviteret i Spangsbjerggade og spise. Susanne var en utrolig sød pige, som jeg meget hurtigt kom til at holde meget af. Hun var en køn pige og var utrolig sød over for mig.
Susannes og Bjarkes bryllup
Tiden gik og der blev snakket bryllup. Det blev en realitet efter at Bodil var død. Brylluppet – den kirkelige del af det blev holdt i Varde kirke 13.8.1983. Festen blev afholdt i Janderup kro. Det var en rigtig fin fest, hvor der bestemt ikke manglede noget. Fra min familie deltog Lisbeth og Viggo og Rosa samt naturligvis Bjarkes gudmoder – moster Emmy. Jeg kan ikke huske om Marna , Ulla og Jørgen og Inge Merete var med og tror ikke jeg har billeder fra den begivenhed. Jeg husker heller ikke, men der foresvæver mig et og andet om, at jeg overnattede på kroen.
Jeg har gennemlevet en periode af mit liv, hvor visse ting er ude af hukommelsen. Jeg kan slet ikke erindre, hvor længe Susanne og Bjarke var gift – inden de blev skilt. Heldigvis var der ikke børn i ægteskabet. Forbindelsen med Susannes forældre er fastholdt – til en hvis grad, der indskrænker sig til et langt, langt julebrev fra begge sider. Jeg har senere mødt Ellen et par gange, når hun har været i et varehus eller hos en købmand for at demonstrere en eller anden vare. Mærkeligt nok har jeg aldrig nogensinde mødt eller hilst på Susanne, der er –tror jeg nok – narkosesygeplejerske på Centralsygehuset, der nu hedder Sydvestjysk Sygehus – Esbjerg.
Skilsmissen gjorde ikke meget væsen af sig, da der ikke var børn eller formue, der skulle deles. Som forældre er man dog altid ked af, at det ikke går ens barn som man kunne ønske det, men da det er voksne mennesker, kan man heller ikke – og skal heller ikke blande sig.
Det står mig heller ikke ganske klart, hvad Bjarke lavede rent arbejdsmæssigt – lige på det tidspunkt. Han havde taget en gymnasieuddannelse på byens kommunale gymnasium. Jeg havde ikke opfattelsen af, at han sled særligt med sine lektier, men fik da en studentereksamen.
Han søgte ind på uddannelsen til fysioterapeut, gennemførte den uddannelse, men kom aldrig til at udøve sit fag, idet han søgte ind til BST (bedrifts sundheds tjenesten, der lå i Stormgade. Det var en samling af mennesker fra forskellige erhverv, der skulle råde og vejlede arbejdere på forskellige arbejdspladser, når de havde problemer af en eller anden art.
Bjarke var der i en årrække, men valgte så at flytte arbejdsplads, da et par ingeniører trak lederen rundt ved næsen, hvilket efter Bjarkes udsagn gav utilfredstillende arbejdsforhold.
Der blev opslået en ledig stilling ved BST i Kolding. Den søgte Bjarke og fik den. Det gav en del kørsel frem og tilbage på et tidspunkt, hvor der ikke var motorvej mellem Esbjerg og Kolding.
Jeg kan ikke huske, om Bjarke på dette tidspunkt havde truffet Birgit. Jeg ved heller ikke under hvilke omstændigheder det skete. Birgit var en køn, mørkhåret pige, der så vidt jeg husker var bankuddannet. Denne uddannelse var ikke lige det ønskede, hvorfor hun gerne ville læse til scosialrådgiver. Det gik hun så i gang med.
Så vidt jeg husker blev Line født mens Birgit var ved at tage den uddannelse. Bjarke havde fået en kæmpestor lejlighed i Torvegade 68. Det var en hjørnelejlighed – jeg mener en 4-værelses lejlighed. Nej, hvad der var af plads og hvor var der trods størrelsen hyggeligt. Især op mod jul, når byens julepynt var hængt op. Der var via vinduerne udsyn til hele Torvegade – til på den anden side af Torvet. Rigtig flot.
Line kommer til verden
Barnet, en lille pige, blev døbt Line Holtzmann. Hun var lige så knald-sorthåret som moderen og en dejlig unge, som jeg desværre ikke fik lov at pleje meget omgang med, da Bjarke ikke kunne finde sig i Birgits lunefulde sind – og dovenskab.
Også her må jeg beklage at skulle skrive ting, der givet vil falde Line for brystet, men jeg er nødt til at skrive sandheden og det, der er sket , da beretningen ellers ikke vil være noget værd for mine efterkommere.
Jeg syntes ikke, at der gik så forfærdelig lang tid før der kom knas i maskineriet i nr. 68. Det skyldtes til dels, at Bjarke ikke rigtig kunne affinde sig med, at der ikke var foretaget nogen af de ting en husmoder ellers tager sig af, når hun går derhjemme. Ikke engang barnet blev passet ordentligt og også det måtte Bjarke i gang med, når han kom hjem efter en lang arbejdsdag – og køretur.
Efter at være gået fra hinanden varede det ikke så længe før Helle Brodersen flyttede ind hos Bjarke. Helle var noget af det søde man kunne tænke sig. Der sad et godt hoved på hende og hun havde sin egen vilje. Helle var dygtig og hun kunne få en herregård ud af en skotøjsæske. Jeg kunne rigtig godt lide Helle, der var utrolig sød ved mig. I øvrigt tror jeg ikke, at der var nogen i familien, der ikke kunne lide Helle, der havde en datter, hvis navn jeg ikke kan huske lige i øjeblikket.
Bjarke havde kun Line – jeg tror hver anden weekend, så mit samvær med hende var sjældent. Det var stridigheder mellem Birgit og Bjarke, en strid om barnet, som moderen altid vandt med den gældende lovgivning.
Helle forstod at gøre det rigtig hyggeligt. En juleaften dernede hos Bjarke og Helle var en fornøjelse. Bjarke var bestemt heller ikke tabt bag af en vogn – i et køkken. Helles forældre var søde mennesker, der boede i Nr. Nebel. De var meget hyggelig at være sammen med.
Træer vokser som fortalt ikke ind i himlen. Helles og Bjarkes samliv sluttede efter – jeg ved ikke, hvor lang tid. Også det brudte forhold gjorde mig ked af det, men som sagt , - man kan og skal ikke blande sig.
Den nye hverdag
Mærkeligt nok, kunne jeg efter Bodils død januar 1981, når jeg var på arbejde, passe dette uden problemer. Samtidig krævede det mine tankers fulde nærhed, så det gjorde mig godt.
Moster gik derhjemme og græd og var ulykkelig på mine vegne. Jeg havde ondt af moster, der på alle måder søgte at hjælpe mig med de praktiske ting som tøjvask rengøring og sammenlægning af tøjet, som jeg snart selv var i stand til at ordne.
Lisbeth inviterede mig til Sønderborg for at trøste mig , men også for at lære mig at lave mad, så jeg kunne klare dagligdagen derhjemme. Jeg kan huske, at vi sammen gik op i byen og i en boghandel købte Politiken`s 2 håndbøger om madlavning.
Jeg køble ligeledes en ”Melka” skjorte , farve sandbeige, Den bruger jeg den dag i dag. Hvad siger i til det – 27 år siden. Det er den bedste skjorte jeg nogensinde har haft. Flippen er lige så flot og stiv som dengang. Jeg købte også et par ”Jako” sko, gule. De eksisterer stadig.
Jeg lærte at lave jævnet sovs – ja alle de gængse saucer. Og blev således startet udi det kulinariske. Det var mindre end en måned efter Bodils død.
Vinterferie
Den dag jeg skulle rejse hjem efter et par dages ophold dernede, ringede telefonen om formiddagen. Lisbeth tog telefonen og samtalen jeg og Viggo ikke kunne undgå at høre endte med at Lisbeth sagde, ja, men Hans Heinrich er på besøg. Efter samtalen fortalte Lisbeth, at det var Ulla der havde ringet, at hun og Jørgen skulle på ferie i nogle feriehuse i Harzen, og at hun ville overraske Jørgen ved at invitere Lisbeth og Viggo til at komme derned.
Lisbeth skulle lige tale med Viggo om det og ringe besked. Det var januar, nogle steder kunne der være frost og sne. Viggo ville ikke køre derned under de omstændigheder , - og sagde nej. Lisbeth ringede til Ulla og videregav den besked. Ulla fandt så på, at jeg kunne ,komme med og køre, så Lisbeth og Viggo kunne køre med mig.
Jeg kunne på stedet ikke tage stilling til det, og var på vej hjem. Jeg lovede at ringe, når jeg havde taget stilling til invitationen. Da jeg kom hjem – var Birger enten til stede eller han kom, da jeg havde fortalt om Ullas forehavende. Bilens radio var ikke i orden, så vi ikke kunne modtage vejrmeldinger om sne o.s.v. og der var en ting mere i uorden med bilen – uden at jeg kan huske hvad. Birger ringede efter Bjarke og sammen lagde de en plan, hvor de hver især gjorde en indsats, så jeg kunne komme af sted. Jeg var dybt rørt over jeres hjælp, skal I vide. I løbet af nul komma fem, var tingene bragt i orden, så jeg kunne komme af sted. Det tolkede jeg som kærlighed fra børn til far. Tak for det, selv om det er længe siden.
Jeg kom af sted, hentede Lisbeth og kørte efter den opgivne adresse , som vi fandt i en af dagens lyse perioder.
Jørgen lignede sin fader – også på det punkt. Han blev måske nok overrasket, men lod sig, så vidt jeg husker, ikke mærke med det i større omfang.
Billeder fra turen
Vi havde en hyggelig og til tider også morsomme oplevelser. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt gik en tur i sneen for at være mig selv en stund. Det var på en eller anden mærkedag, enten var det Bodils dødsdag eller begravelsesdag.
Vi var en tur i en nærliggende by Einbeck, hvor Ulla, der ville gøre noget godt for mig, ville lave bøf – og købte, den lille skøre Ulla, - rent tatar-fars. Sikke nogle bøffer, der blev lavet med mig som lærling, der bare så på – og lærte.
At vi ikke fik en eller flere sygdomme af opholdet, var et under. Huset var beregnet til sommerbrug og slet ikke til vinterophold. Jeg takker Ulla og Jørgen for deres andel i de gode dage, jeg var sammen med dem.
Birger og Kirsten skilles
Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene. Her er et af beviserne.
Da jeg havde sat Lisbeth og Viggo af i Sønderborg kørte jeg til Esbjerg. Ankommet til Esbjerg og kommet ned i garagen træder Birger pludselig frem. Jeg blev helt chokeret, da jeg ikke havde forventet, at der var nogen hjemme i huset – udover moster.
Jeg blev så glad, da jeg så Birger, men også så forundret, at jeg spurgte
Hvorfor han var der. Birger svarede kort, at Kirsten havde forladt hjemmet på grunde af den merudgift, der havde været på huset. Hun var gået fra det hele og havde ladet Claes ligge og overladt ham til Birger, - som jeg husker episoden. Så begyndte tårekanalerne igen at træde i funktion. Nej, hvor blev jeg ked af det på Birgers vegne.
Det bekræftede, hvad jeg tidligere har givet udtryk for. Kirsten var en forkælet mors pige, der slet ikke var voksen og ansvarlig overfor sin ægtefælle eller søn, der gennem den første del af sit liv var blevet passet , badet, skiftet ble og madet – mest af sin fader, mens Kirsten sad i sofaen med benene trukket op under sig – og læsende ”Romanbladet” mens snavstøjet lå i bunker rundt om på gulvene uden at det overhovedet generede hende.
Det gav efterfølgende ballade med mellem de to tidligere ægtefæller, der sloges om rettigheden til barnet. Som datidens love, - det vdr., - var lavet sådan, at det altid var moderen, hvor ringe hun end måtte være, der blev tilkendt forældrerettighederne, - var udfaldet næsten givet. Det var i høj grad beklageligt. Jeg mistede derved også den kontakt til Claes, som jeg ville have haft fuldt ud, hvis hans forældre ikke var blevet skilt, men jeg forstod Birger.
Jeg vil endnu engang beklage, at Claes skal læse det ovenfor skrevne, men jeg er sikker på, at Claes nu som voksen læser, hvordan forholdene virkelig var, forstår, at det ikke er for at genere ham, men for bl.a. at åbne hans øjne og høre sagen fra mere end sin mors og evt. mormors side. Jeg har aldrig som Bodil haft udestående med Kirsten. Hun og jeg har altid talt pænt til hinanden – også efter dette brud.Det var min mulighed for at have noget med Claes at gøre – og jeg elskede den dreng. (Det gør jeg stadig i skrivende stund, - Claes, vær sikker på det.)
Delikatesser og venskaber
Ganske kort tid efter, at jeg var blevet alene var det næsten i begyndelsen, som om man var spedalsk. Ingen ville eller anede, hvordan man omgikkes en, der lige havde mistet sin ægtefælle, og man var ladt tilbage i et tomrum. Alene.
De første, der brød denne, - jeg vil næsten kalde det - larmende tavshed, var Martha og Gunner. Martha kendte jeg kun flygtigt og Gunner havde jeg aldrig hilst på. Det ringede en aften på døren. Jeg lukkede op – og der stod de.
De præsenterede sig og sagde, ”Har du lyst til at snakke”. Jeg var glædelig overrasket oven den formulering de indledende bemærkninger blev fremsat på. Jeg vidste ligesom at tonen var slået an til, at der kunne tales frit om alt. Det var en dejlig fornemmelse.
Jeg sagde naturligvis ja, tak og bød dem indenfor – og bød på et tidspunkt på en kop kaffe. Jeg kan ikke huske samtalen i detaljer, men kan huske, hvordan Martha talte om Bodils kvalifikationer, patienternes begejstring for Bodils måde at behandle dem på. En beundring over, at Bodil turde sige sin mening overfor læger og overlæger, selv om det ikke altid skete lige diplomatisk. Jeg tror, at jeg havde det som Lisbeth, der sad og foldede tæerne i skoene når Viggo var sammen med nogen han ikke ligefrem var forelsket i. Så kunne der også godt komme bemærkninger, der måske ikke lige var egnet til fremsigelse i det forum man var i.
Det blev en meget hyggelig aften, hvor der blev talt om mangt og meget. Da de gik havde jeg følelsen af, at dette møde ville udvikle sig til en form for venskab, hvad der også senere viste sig at blive tilfældet.
Da der var gået et lille stykke tid, blev jeg også inviteret ud til dem til en kop kaffe og senere til spisning. De var begge lidt stille, men yderst kultiverede mennesker hvis meninger og ting var meget lig mine.
Bjarke havde på et tidligere tidspunkt, da han boede i kælderen, haft en lille veninde – Anne Thomsen. Hun boede i Vestergade nr. 66 hos sine forældre Henny og Knud Thomsen. Han var tillidsmand i et firma, der rengjorde svinetarme til senere brug i fødevareindustrien. Jeg firmaet hed Schur. Han var glødende scocialdemokrat og var med i et hav af esbjerggensiske foreninger. Trods det, - lidt forkert formuleret, var det utrolig søde og flinke mennesker. Henny havde i mange år gået til gymnastik – vist nok sammen med Bodil. Der var en datter Lise (der senere – ligesom Anne kom til at spille i Esbjerg Politiorkester). Der var endvidere en søn Thomas.
De inviterede mig også ud. Bodil og jeg havde også været derude og spise og haft dem til spisning. De inviterede mig gang på gang, ligesom jeg var inviteret ud til Gerda Jepsen, der var en gymnastik-veninde og med i Bodils traveklub. Jeg var inviteret ud til Else og Poul fra Fasanvænget i Hjerting og mange mennesker var utrolig søde og opmærksomme over for mig.
Vennemåltid
På et tidspunkt var ned af høflighedsgrunde nødt til at geninvitere de mennesker, der havde vist deres venlighed overfor mig. Jeg bed hovedet af al skam tog kogebøgerne frem og fandt ud af, at jeg hellere måtte begynde med noget ikke alt for indviklet. Menuen blev derfor bestemt til at skulle være bøf og efterfølgende dessert, der skulle være citronfromage. Gæsterne – Martha og Gunner, Jeg tror Henny og Knud, Gerda og hendes mand samt…….et par jeg ikke kunne huske hvem var, indfandt sig. Nå, ja, der var også en forret, en tunfisk-mussè på ristet franskbrød pyntet med et salatblad og et par skiver tomat.
Da jeg var ved at riste franskbrødet, kaldte en af damerne, der allerede sad ved bordet. Hun ville spørge om et eller andet.
Jeg ved nu af bitter erfaring at man hellere må være lidt uhøflig og lade , som man ikke havde hørt hendes kalden (skomager, bliv ved din læst). Min forkert placerede høflighed kostede nemlig røg i køkkenet i bogstaveligste forstand, idet smørret det blev stegt i blev mærkelig sort og franskbrødet antog samme grimme kulør.
Det var så en ommer.
Forretten smagte himmelsk – virkelig. Bøffen var saftig og velsmagende.
Citronfromagen var perfekt uden trevler eller gelantineklupmper, flødeskummen var ikke sur eller blevet til smør, - alt var perfekt ikke alene efter egen mening og smag, men sjælden har jeg dog fået så meget ros af en flok husmødre – som den aften.
Første gang jeg lavede et måltid til andre end mig selv.
Takket være min dygtige søster, som jeg altid kunne ringe til og få gode råd. Lisbeth havde nemlig været på husholdningsskole i København i 1937-38 – var dygtig og elskede at lave mad. Opildnet af dette heldige forsøg var jeg ikke længere så tilbageholdene med at invitere gæster. Menuen forblev den samme de første – jeg tror 7 eller 8 gange, idet jeg mente, at det måtte være et held til der havde tilsmilet mig. Da det var lykkedes de 7-8 gange til alles tilfredshed, gik jeg over til nye menuer. Moster fulgte altid spændt med i, hvad jeg så valgte at lave til næste hold gæster. Hun har mere end en gang sagt, det må du ikke købe ind til, for det er svært at lave og det kan du ikke klare.
Det er i hvert fald så afgørende en forkert måde at forsøge at afholde mig fra at gøre nogen ting jeg har sat mig for at gøre.
Jeg har senere sagt, at har man lært at læse, kan man også lave mad, og det passer med små modifikationer.
Jeg kan huske, at jeg havde inviteret Martha og Gunner, Else og Poul Grønkjær, Arne og Edith Klausen til spisning. Else er lærerinde og husholdningslærerinde på – dengang Sædding skole. Jeg havde lavet en chokolade-muss m. flødeskum og frosne violer (kandicerede) som dessert. For ikke at stå tilbage for de øvede husmødre, havde jeg købt portionsglas for at det skulle kunne tage sig rigtig godt ud.
Da vi kom til desserten begyndte alle at spise på samme tid. Der var lagt teskeer som spiseredskab. Else var den hurtigste. Hun satte teskeen i desserten tog det, der kunne være på skeen – i munden og satte omgående teskeen ned i massen og skubbede portionsglasset ind mod bordets midte med bemærkningen ”Jeg bryder mig ikke om chokolade.”
Den dame har aldrig senere været inviteret i mit hjem – og kommer heller aldrig til at sætte sine ben her. Det ligger helt fast. Den slags flabetheder vil jeg ikke stå model til. Folk træder kun på mig én eneste gang.
Jeg havde stor fornøjelse af den udvidede vennekreds med hvem jeg havde en masse glade stunder. Jeg havde også indtrykket af, at de mennesker var glade for at gæste mig i mit hjem, hvilket de i hvert fald gav udtryk for.
Venskabet med Martha og Gunner blev stærkere og stærkere. Jeg blev nu også inviteret derud når der var familiefester, ligesom de blev indviet i min familiekreds – herunder Lisbeth og Viggo. De var gensidigt glade for hinanden og vi kom en del i hinandens hjem. Martha og Gunner inviterede Lisbeth og Viggo til spisning i deres hjem på Golfvanden 17 , ligesom M & G. var med i Sønderborg.
Året 1982.
Jeg har ingen specifikke oplevelser – jeg husker – i den mellemliggende tid – fra sidste ferie. Jeg tror, at jeg allerede dengang blev delt af drengene juleaften, så jeg skulle være hos dem skiftevis.
Birger og Lene
Jeg havde stadig min Volvo 164, som jeg var meget glad for og som alle de biler jeg har haft – øm overfor. Selv mine børn har ikke kørt i mine biler, der var forsikret i Popermo – politiets eget forsikringsselskab, der forlangte, at for at forsikringen skulle dække skader, måtte det forsikrede kun føres af den forsikrede (politimanden eller dennes kone og i særlige – enkelte tilfælde af hjemmeboende børn)
En dag jeg havde eftermiddagstjeneste fra kl. 14 -22 kom Birger og spurgte, om han kunne få lov til at låne 164`eren, da hans egen …………kan ikke huske, hvad der var gal med den. Svaret blev ja, da jeg havde ondt af Birger, der gik alene i det nye hus. Han var ansat som lærer på Vestervangsskolen. På spørgsmålet om, hvor han skulle hen svarede han – ”Til Grindsted.” Efter hvad spurgte jeg.? Så kom forklaringen. Han havde besvaret en kontaktannonce og skulle nu mødes med annoncens forfatter.
Svaret var ja. Birger fik nøglerne og jeg tog på arbejde og kørte helt tilfældigt ”nordturen”, der indeholdt Tingvejen, der fører til Grindsted. Kollegaen og undertegnede kom fra Grindsted i retning mod Korskroen. Over en lang strækning var der vejarbejde med pålægning af ny vejbelægning – med løse sten ----- og 40 km.s hastighedsbegrænsning.
Umiddelbart efter, at vi var kørt ind i området bemærkede vi på lang afstand en bil, der overhalede en mod Grindsted kørende bil. Det var med det blotte øje ganske tydeligt, at den overhalende bil kørte med mere end den dobbelte af den på stedet gældende hastighedsbegrænsning og i næste øjeblik blev vi overdænget med en byge af sten. Samtidig så vi den overhalende bil blinke til højre og holde ind i græsrabatten. Da blev jeg opmærksom så, at det var Birger i min bil. Han pegede mod Grindsted, men havde ikke nødvendig at forklare noget som helst. Sådan et sv…. Skulle ikke slippe for at stå til ansvar for de skader, der var tydeligt at se på forruden på min bil. Han bil blev eftersat og efter en vild kørsel, hvor jeg tændte både udrykningshorn og det blå blink, smuttede han ind på en sidevej. Vi kørte lige bag ham, men han lod, som han ikke havde set eller hørt noget som helst. Endelig kørte han sin NSU RO 80 m wankelmotor ind til siden og steg ud. Det var en mand med høj uddannelse, men blød i bolden. Egentlig skulle han have været af med sit kørekort med de forklaringer han lagde for dagen. Han fik en bøde og kom i retten, hvor han skulle op til en fornyet køreprøve.
Birgers ærinde blev belønnet med et nyt bekendtskab – Lene.
Lene var datter af (……) og Hans fra Starup – på landet mellem Korskroen og Grindsted. Hænderne sad rigtigt på hende, en arbejdsmæssig direkte modsætning til Kirsten. Lene var kontoruddannet og givet dygtig til sit arbejde. Hun kunne lave mad og var tilsyneladende dygtig i et køkken. I et par efter, at Lene var flyttet ind i huset i Grønlandsparken, havde jeg heller ikke nogen grund til klage over vores indbyrdes forhold.
Et år, da jeg var på ferie med Martha og Gunner, var Birger og Lene også på ferie dernede. Vi havde vendt campingvognene mod hinanden og havde på den måde en slags fælles gård. Claes var med. Han var vel 3 eller 4 år gammel. En dag, da ene og Birger havde været på tur kom de hjem –med ringe på. De havde forlovet sig, hvilket blev fejret ved at vi blev inviteret på bøf. Lykken var tilsyneladende på vej ind i den lille familie. Jeg var glad for Lene, der var glad for Birger, - og så var jeg glad..
Der skete så det, at den lille familie blev forøget – først med Rune – og senere med Nana. Endelig havde jeg børnebørn jeg kunne få lov at nyde til stadighed, troede jeg.
Dagligdagen
Min dagligdag i hjemmet, når jeg havde fri bestod for det meste af havearbejde. Jeg kunne godt lide at heven var passet og velplejet – specielt ud til gaden. Jeg syntes selv, at jeg gjorde meget ud af forhaven. Kanterne var srårer snorlige af, græsset var trimmet, ukrudtet fjernet i mellemrummene af fliserne o.s.v. o.s.v. Jeg tror, at det var den alm. opfattelse af gadens beboere, at det var i orden i nr. 51.
Henne i nr. 57 boede chokoladegrosser Jacob Schydt. Han var en flik mand, der næsten altid standsede op og ville snakke, når jeg gik udenfor. Han var en af de få gadebeboere jeg talte med. Han standsede en dag og sagde ” Nu holder du fandme op med alt det havenusseri. Vi er flere, der har snakket om, at vi skal have dig stoppet. Vi har et helvedes hus med vores koner, der vil jage og ud og arbejde i haven. De siger altid, prøv at se henne hos Holtzmann, hvor fint der ser ud.”
Jeg måtte skuffe ham og sige, at det jeg gjorde i min have var frivilligt arbejde og at det var fordi jeg kunne lide det.
Når jeg ikke var i haven var der næsten altid noget at lave et eller andet sted i huset. Birger var en fast og trofast hjælper. Jeg havde indtryk af, at han godt kunne lide at hjælpe med det håndværksmæssige og at han gerne ville lære de forskellige facer af arbejderne. Det viste sig jo også senere, at han kunnen og formåen med træarbejde langt oversteg det, jeg havde formået at lave i huset. Birger lavede det hylde/spejlarrangement, der hænger og altid har hængt i entreen, Han lavede senere et meget, imponerende fint kakkelsofabord i letmetalsramme og med ben, ja, hele stellet er af samme materiale. Jeg håber, at han selv vil overtage det eller overlade det til en af børnebørnene, der vil passe godt på det.
Rejseleder?
Efter min pensionering i 1991 blev der lidt mere tid til at tænke – tanker. Det gjorde jeg så og måtte konstatere, at de kolleger, der var pensioneret for mange år siden – og mange enker efter gode afdøde kolleger sad derhjemme og sjældent kom nogen steder.
Jeg tog initiativet til sammen med Egon Krydsfelt, Kaj Erik Andersen og en eller to mere at danne en pensionistforening. Vi mødtes på politigårdens kantine, hvor vi havde frit slag til at komme og være, når vi havde lyst. Ideen fandt genklang, og de øvrige syntes, at det var en god ide. Vi blev enige om at sende en invitation til pensionisterne.
Jeg drev på det tidspunkt forretningen i kælderen og havde en elektrisk skrivemaskine samt 2 eller 3 store kopimaskiner, hvorfor jeg skrev og kopierede indbydelsen. Jeg havde truffet en aftale medpolitimesteren, at vi kunne aflevere vores post i postrummet, hvorefter brevene blev frankeret på maskine.
Jeg havde fra forskellige foreninger kigget de forskellige foreningslove og pillet det ud, der skulle til for at kunne ”styre” den planlagte klub/forening. Det blev ligeledes fundet et navn til foreningen.
Ved den stiftende generalforsamling mener jeg at kunne huske, at det kun var politikolleger, der kunne være medlemmer. Foreningen blev stiftet d……………………………Bestyrelsen konstituerede sig og jeg blev valgt som formand.
Foreningens navn blev Esbjerg Politi`s Pensionistforening
Som ”vartegn” blev benyttet et billede af vandtårnet med politiskiltet. Jeg kunne selv stå for kompositionerne ved at kopiere, klippe og klistre det sammen,inden det blev kopieret..
Da foreningen havde eksisteret nogen tid, synes jeg, at det var på tide, at jeg på et bestyrelsesmøde ville foreslå, at enkerne også var selvfølgelige medlemmer, hvis de ønskede det.
Efter nogen diskussion lykkedes det at få forslaget igennem. Mange kolleger var glade for at kunne tage deres hustru med og enkerne blev derefter tilbudt medlemskab. Det vakte enorm jubel og gjorde det også sjovere at arrangere udflugter og arrangementer.
Jeg klarede at lave et arrangement hver måned. Nogle i bestyrelsen syntes, at det var for ofte, men medlemmerne, der ikke selv havde bil – og enkerne i særdeleshed, syntes, at det var alle tiders.
Efterhånden var det mig og mig alene, der drev alt hvad der hed udflugter, foredrag og lignende ting.
Mange ankede over, at det ville blive for dyrt at leje rutebil til alle arrangementerne. Det ville jeg gerne give dem ret i, hvorfor jeg lagde hovedet i blød og regnede lidt på det, hvorefter jeg foreslog, at vi skulle finde ud af, om der var 4-5 kolleger, der ville lægge bil til. Jeg havde regnet og fundet ferm til en kilometerpris, chaufføren skulle have. Der kunne så blive fire betalende passagerer. Pengene dækkede fint både udgifterne til brændstof plus lidt mere. Alle erklærede sig glade og tilfredse med denne ordning, der kun kostede en brøkdel af, hvad en bus kostede at leje.
Vi kom på rigtig mange gode ture i både indland og det nære udland (Tyskland).
Vi var en hel dag på Fanø med en indfødt fannik som fremmedfører. Vi var i Givskud Dyrepark med madpakker. Vi var nede og se Noldes museum i Tyskland med spisende ophold på den gamle grænsekro, hvor jeg via mine mange besøg på den tyske grænsekro kendte kroværterne Hugo og Edith og kunne få spisningen med nogen rabat. Vi har været i Jesperhus Blomsterpark, i Holstebro, havde en meget dejlig, smuk og morsom tur til politiets tekniske afdeling i Kolding, ned over Skamlingsbanken til Hejsminde, hvor vi drak formiddagskaffe på badehotellet og fortsatte til Christianfeld, hvor honningbagerens lager blev fuldstændig tømt. Det var som på udsalg, damerne stod og rykkede i hver sin ende af de indpakkede ting. Det var lidt pinligt at overvære. Vi fortsatte til Sønderborg, hvor jeg havde truffet en aftale med kokken i Føtex. Der var dækket fint bord op i midten af kantinen. Jeg tror, vi var 35 mennesker på den tur. Efter spisningen kørte vi til Dybbøl, hvor vi var inde og se det nye museum og efterfølgende drak kaffe. Jeg havde lavet en aftale med min kære svoger Viggo, der kom til stede, blev præsenteret for forsamlingen, hvorefter han drak kaffe sammen med os. Derefter kørte vi ned over grænsen og gav alle mulighed for at handle ind.
Vi kørte derefter til Ribe, hvor vi spiste aftensmad. Kommet hjem voldsom ros for en god dag.
Det var et lille eksempel på en af dagsturene.
Vi var 4 eller var det 5 biler på en tur til Harzen i oktober måned 19?? Jeg have tilrettelagt turen , skaffet lejligheder i Hahnenklee, og turen derned foregik i sommerlige temperaturer. Vi spiste vores medbragte madpakker udendørs, kom godt derned, fik lejlighederne fordelt. Vi var fire – et ægtepar Lizzy og Charli Hoffland og Knud Sørensen og jeg. Lejlighederne var store og velindrettede. Vi havde nogle pragtfulde køreture i den smukke natur og alle var ovenud tilfredse med turen, der varede i tre dage. Vi var inde de små listige steder, jeg kendte fra mine besøg i Bad Gandersheim og Einbeck. Vejret var lige som det skulle være til en sådan ferie, sol og blå himmel og med skovens løv i de smukkeste farver. Navnene på turens deltagere behøver ikke nævnes, da de vil være aldeles ukendte for eftertidens læsere. Der skal dog nævnes en person Olaf Bjørnfort, der var i udlandet for første gang, som tyve gange hver dag kom med glædesudbrud over alt det smukke og spændende, der var at se. Han garanterede, at det i hvert fald ikke var sidste gang han var i Harzen, som han fuldstændig havde tabt sit hjerte til.
Han døde i vinterens løb og fik aldrig det ønske opfyldt. Desværre.
Der blev afholdt sammenkomster, hvor der var inviteret forskellige spændende mennesker, der enten selv var noget specielt eller havde oplevet noget særligt eller kunne berette om noget, der ikke var helt almindeligt eller havde historisk interesse. F.eks. havde vi den tidligere kommandant i Oksbøllejren, der kunne berette om de store fangelejre, hvor tyske flygtninge fra Østtyskland sad interneret. Vi havde kolleger, der havde gået vagt ved flygtningelejren. Foredraget var fulgt op med billeder fra den gang.
Vi havde en kollega, der havde gjort tjeneste i Grønland. En kollega med store armbevægelser og som er af den type, der aldrig kommer galt af sted, uanset, hvad han foretog sig. En glimrende og oplysende aften, der ligeledes blev fulgt op af en serie lysbilleder.
Mange af foreningens arrangementer blev afholdt i IPA-huset i Hjerting. Vi kunne benytte centret lige så ofte vi ville.
Jeg har bl. a. holdt videoaften i centret, der også har været udgangspunkt for nogle af vores ture.
Vi har været på tur langs vestkysten op til bl.a. Hvide Sande og spist og drukket kaffe på forskellige cafeterier, leget og hoppet på hoppepude, hvilket kostede mig et lægebesøg og en delvis ødelagt minisk, der kostede mig lang tid i en stol med benet højt.
Vi havde mange gode generalforsamlinger, hvor jeg vist nok blev genvalgt som formand på 7`eller 8`år. På et tidspunkt havde jeg ikke længere lyst til at bruge så meget tid på det arbejde og meddelte, at jeg ikke ønskede at stille op til det kommende valg.
Der blev valgt en ny formand, der arrangerede én sammenkomst om året – julefrokosten. Det er ikke noget jeg gider spilde min tid på og har ikke senere deltaget. Næsten ingen af de gamle medlemmer fortsatte i den nye forening, der også ”døde” et eller to år efter.
Det var så min karriere som rejseleder. Sjovt var det, mens det stod på og alle 55 medlemmer mødte til hver eneste arrangement. Kun sygdom kunne holde folk tilbage.
Bjarkes job
Bjarke søgte ind på uddannelsen til fysioterapeut, gennemførte den uddannelse, men kom aldrig til at udøve sit fag, idet han søgte ind til BST (bedrifts sundheds tjenesten, der lå i Stormgade. Det var en samling af mennesker fra forskellige erhverv, der skulle råde og vejlede arbejdere på forskellige arbejdspladser, når de havde problemer af en eller anden art.
Bjarke var der i en årrække, men valgte så at flytte arbejdsplads, da et par ingeniører trak lederen rundt ved næsen, hvilket efter Bjarkes udsagn gav utilfredstillende arbejdsforhold.
Der blev opslået en ledig stilling ved BST i Kolding. Den søgte Bjarke og fik den. Det gav en del kørsel frem og tilbage på et tidspunkt, hvor der ikke var motorvej mellem Esbjerg og Kolding.
Dernæst blev det Esbjerg Kommune, der blev den næste arbejdsgiver. Under Bjarkes færden rundt i det store hus traf og lærte Bjarke en ung kvindelig kontorassistent st kende. Hun hed Susanne Dyrborg og var enke. Susanne havde været gift før, med en meget, meget ældre mand, der var død – tror jeg af kræft. Jeg mener at kunne huske, at han var dobbelt så gammel, som hun var. Susanne flyttede ind hos Bjarke i Torvegade. 1. juni 1996 blev parret gift oppe på toppen af halvøen ved Rørbæk Sø. Deltagerne ved aftenens bryllupsfest var inviteret på den kinesiske restaurant på hjørnet af Skolegade og Kirkegade under forudsætning af, at de selv ville betale kuvertprisen. Der var kun den aller-, allernærmeste familie med – og det ville sige, som jeg husker det – kun forældrene, søskende og nogle få, men nære venner. .
Her må den bremse jeg har indbygget været slået til, idet jeg ikke husker et eneste øjeblik fra den fest, der ganske givet har været afholdt i anledning af giftermålet. Susannes forældre, Bent og Lillian var nogle søde mennesker, som jeg ofte var sammen med i anledning af familiefester. Det gik, som det sig hør og bør. Susanne blev gravid og d. 14.dec. 19?? blev Nina født.
Bjarkes vision
Bjarke, der godt kan have nogle store armbevægelser og en god portion fantasi , - nogen kalder det visioner, - havde fået den ide, at han ville se om han kunne komme til at leve af ravsmykke-kunst. Han udmalede for mig om køb af en gammel. gård eller i det mindste et hus ved Vestkysten, hvor han ville indrette et ravværksted. Der skulle så indrettes nogle rum med sandbunker, hvor han ville gemme små bitte ravstykker, så bøenene til de forældre, der kom og så på smykker i forretningen, kunne lege ”guldgravere” og finde rav, som på stranden. Bjarke havde købt campingvogn, der var opstillet på campingpladsen i Houstrup. Alene og sammen med Susanne gik de på ravjagt, når vejret havde været ”ravvejr”. Det fundne rav blev poleret og indgik i en halskæde, armbånd eller lignende, hvorefter det blev præsenteret på et sort eller rødt fløjlsklæde på et campingbord, der blev opstillet på den tildelte parcel på camapingpladsen. Tyske gæster købte så smykkerne. Det gik ret godt, og Bjarke købte en lille gammel campingvogn opstillede den på samme parcel og indrettede den som ravværksted med slibemaskiner med tilhørende udsugningsanlæg. Man havde vel ikke for ingenting været ansat ved Bedrifts –Sundheds Tjenesten .
Arbejdet ved Esbjerg Kommune greb Bjarke i starten af den fase. Han udarbejdede et koncept omkring sygdom og fravær hos kommunens ansatte, der vist var mærkbar på de rene tal og jeg mener at kunne huske, at han også fik ros for sit arbejde.
Om systemet i kommunen var lige så tungt at arbejde med, som han til tider gav udtryk for, eller det var fordi han kun var en lille brik i det store spil, ved jeg ikke, men i løbet af ikke så forfærdelig lang tid duede det arbejde slet ikke og hang ham ud af halsen. Bjarke havde i sin fritid mere og mere hang til ”smykkeriet” og var også på sin arbejdsplads kendt for hans ”nebengeschäft” og havde allerede solgt en del til medarbejderne. Bajrkes planer om at blive selvstændig med mere og mere tydelige. En dag fortalte han glædestrålende, at han havde fundet et hus i Hennebjerg på Vestkysten. Nu skulle springet gøres. I købte huset, et lille gult, stråtækt hus med tilhørende garage.
Jeg må indrømme, at jeg anså Bjarke for at have mistet lidt af hans dømmekraft. Forlade et godt job hos kommunen, der formentlig ville udbetale ham løn så langt ud i fremtiden,at man slet ikke kunne se enden. Nej, nu havde det rablet fuldstændigt. Jeg var overbevist om, at samtlige familiemedlemmer ville komme til at gå med ravklumper i bukselommerne for at holde gigten på afstand og for at holde jeres lille familie på benene med bare det tørre brød i fadeburet. Og så min søn. Vi havde aldrig haft nogen i familien, der skulle på fattighjælp, hvad skete der?
Det købte hus var lille og stod størrelsesmæssigt i skærende modsætning til den kæmpelejlighed I lige var kommet fra. Bevares, der var, hvad det skulle være, men småt og til dels uhensigtsmæssigt. Garagen skulle indrettes til henholdsvis værksted og udstillingslokale. Birger og jeg var deroppe og med Birger som den ledende blev der lagt nyt, pænt gulv. Jeg må ærligt indrømme, at syntes, at det nærmede sig blasfemi, at rummet skulle tjene som værksted/udstilling og den nylig indkøbte bil skulle friste tilværelselsen i det fri - også om natten. Det måtte være sket et eller anden oppe i den øverste etage hos Bjarke.
Susanne og Bjarke fik sig indrettet hyggeligt. Førstesalen blev indrettet til udstilling. Der var sandt at sige ikke meget plads, men det var gjort opfindsomt, og jeg må gladelig erkende, at jeg var stolt over at se resultatet.
Susanne var en dygtig pige. Jeg holdt meget af hende og glædede mig til hvert eneste samvær som de forskellige af familiens mærkedage gav anledning til. Forældrene var som sagt hyggelige at være sammen med og Susanne var altid sød og imødekommende og en dejlig svigerdatter.
Forretningen begyndte at gå rimeligt, når man tager stedets beliggenhed i betragtning. Det var i mine øjne i en afkrog af Danmark.
Den forretningsmæssige fremgang bevirkede, at udstillingspladsen blev for trange. Igen tog man sig til hovedet, da jeg hørte om planen om en udvidelse af det, der før var garage. Der blev bestilt håndværkere, der snart efter gik i gang. Arealet blev udnyttet rigtig godt og resultatet var næsten mere end perfekt. Der blev bestilt nye glasmontrer og forretningens omsætning steg og steg, stille og roligt. Husets omgivelser var hyggelige og alt åndede fred og idyl.
Desværre gik også dette ægteskab i opløsning. Jeg tror, vi var mange, der begræd det og stillede sig tvivlende overfor, om det altid var den kvindelige part i ægteskaberne, der var noget galt med. Jeg begyndte at tvivle på mine evner som fader m.h.t. til opdragelse om etisk opførsel overfor sin partner, hvis man kan tale om etik i den forbindelse. Jeg var skuffet over Bjarke, som jeg mente var for overfladisk som partner i et ægteskab. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke fra min position som svigerfar og boende så langt væk som Esbjerg, kunne følge hverdagen i ægteskabet i Hennebjerg og som følge deraf heller ikke kunne tillade mig at føle sig ophævet som dommer. Men det gik for ofte på. Jeg var skuffet og tror ikke, at der var mange i familien eller omgangskredsen, der kunne forstå eller bifaldt det skete.
Mette Marie
Overskriften dækker over den person, der blev mosters hjemmehjælper.
Det var i 1991 hun kom i huset. Det kunne ikke undgås, at vi mødtes i entreen, når hun låste sig ind med den nøgle, der var udleveret til hjemmeplejen. Det var i den grad uvant for mig, at der var lyde, som var ukendte i huset. I den første tid skulle man lige ud og se og konstatere, at det ikke var noget, der uberettiget kom ind i huset.
Det kunne også være, at der skulle aftales ting omkring moster. Dette bevirkede, at Mette Marie og undertegnede kom til at tale sammen jævnligt. Jeg meddelte Mette, at jeg skulle indlægges og opereres for strubekræft, hvorfor hun ikke måtte regne med, at jeg et stykke tid ikke kunne tale med hverken moster eller hende.
Mette udtalte, at hun var duperet over den ro jeg udviste, når jeg talte om noget så alvorligt som strubekræft.
Det udviklede sig lidt efter lidt til at blive en glæde at hilse på hinanden på trappen. Jeg havde for – synes jeg ikke så længe siden købt en anden bil – en BMW 525 Eta med automatgear og soltag. En lækker bil. En dag inviterede jeg Mette Marie med ud at køre. Hun svarede omgående ja tak. Mette var en sød pige, født i 1947. Der var således en stor aldersforskel på os, selv om jeg ikke følte den sådan. Mette var en lille ”pige”. Hun målte 159 cm. og var velproportioneret i forhold til højden. Hun havde et efter min mening smukt ansigt med de brede kæber, jeg altid har været fascineret af. Vi kørte en tur til Tyskland, nærmere betegnet Schleswig, vist nok fordi jeg også gerne ville afprøve den forholdsvis nyerhvervede BMW på autobahnen, hvor der var fri hastighed. Vi havde en rigtig dejlig dag sammen og fik talt meget sammen. Denne samtale fortsatte, da vi kom hjem og varede til kl. ca. 05:00 inden MM tog hjem.
Vores samtaler og samkvem fortsatte, og jeg tror godt jeg kan sige, at vi var gensidigt godt forelsket i hinanden. Det generede dog MM, at vi kom sammen i kraft af hendes arbejde. Det kunne dog ikke være anderledes.
Mette Marie havde været gift, men hendes mand var druknet under en andejagt på Fanø for et par år siden. Hun havde tre børn – piger alle sammen. Den ældste hed Jane, den næste Anja og den tredje Line. Sidstnævnte var på det tidspunkt 8 eller 9 år. Den ældste datter var gift, nr. to levede sammen med sin kæreste, men Line boede hjemme hos sin mor på adr. Grønlandsparken 94 – i eget hus. Sidstnævnte og undertegnede blev meget hurtigt meget gode venner. Hun formeligt sad på skødet af mig, når jeg kom på besøg. Jeg skulle læse for hende. Jeg skulle læse lektier med hende, ja, der var næsten ingen ende på det gode i samværet. Jeg kom også vældig godt ud af med de to store piger, der var glade for, at deres mor havde fået en partner igen.
Vi havde det fantastisk godt med hinanden i alle livets discipliner, når MM var fri og jeg var færdig med dagens dont i politiet. Vi kom til at holde meget af hinanden og så en fremtid sammen. Vi gik ud sammen som par og havde det også sjovt sammen.
På et tidspunkt blev vi enige om, at vi var kommet så langt i vores forhold, at det var rigtigt at flytte sammen. Mette Maries møbler kom ind i huset og Mette fik lov til bestemme, hvilke af hendes møbler vores dagligstue skulle møbleres med. Det var et stort offer for mig, der naturligvis helst ville have fortsat med mit hjem fra Bodils tid, men ret skulle være ret. Det var Mette Marie, der ofrede sit hus og så……
Der gik dog ikke lang tid, inden Mette Marie af sig selv måtte indrømme, at hendes møbler, der var sorte, tunge lædermøbler slet ikke passede ind i stuen, hvorfor de kom op og stå i stuen hos moster. Line fik nyt gulvtæppe, som Mette Marie selv betalte. Vi ordnede vores økonomi således, at Mette betalte for husholdningen og kosten og boede så gratis. Hendes eget hus lejede hun ud til sine to piger og deres mænd, idet Jane og manden Gert havde solgt deres hus i Tarp og skulle bygge nyt hus i Sønderris.
Campinglivet fangede også Mette Marie, der sagde ja til en tur til Gardasøen i 1991, hvor vi var på en alene tur, og havde det virkelig skønt. Efterfølgende plagede Line om en tur, hvorefter vi kørte til Ålbæk i Nordjylland, hvor vi boede på FDM`s campingplads. Det var en hyggelig tur, som alle var glade for og tilfredse med.
Line var også en tur med ved Gardasøen oven i købet på sin fødselsdag, der vist var same dato som Claes`s fødselsdag. Jane og Gert var også med. Det var også en rimelig god tur. Herefter var det, at Line var kommet i den kvindelige ”lømmelalder”.
Et år bestemte hun sig til, at hun ville have en veninde med. Det sagde jeg nej til, og hun meddelte lakonisk, at så ville hun ikke med. Jeg havde gjort klar til ferien. Jeg kom hjem efter at have ordnet nogle ærinder i forbindelse med ferien. Der lå en seddel på bordet hvorpå var skrevet ”vi er taget til Varde for at købe en badedragt til Line”. De vidste, at vi skulle have været af sted samme dag klokken et eller andet. Jeg gik i bad, koblede sammen ….. og kørte alene til Gardasøen. Jeg ville ikke lade mig diktere af en 12-13 års pige.
Alt åndede fred og ro og lutter harmoni. Isbjerget rager jo som bekendt kun et lille stykke op over overfladen, og resten er gemt dybere nede. Således viste Line sig at modarbejde både Mette Marie og mig. Jeg ville jo gerne, om det var Mette Marie selv, der revsede sit barn og forsøgte at opdrage det til et ordentlig menneske. Mette var ikke hård nok, men lod opdragelsen sejle. Det gik på mange måder ud over hjemmets indbo og i sidste ende over vores forhold til hinanden.
Jeg havde umiddelbart efter mosters død ladet badeværelset renovere for en sum af ca. 83.000 kr. Jeg havde dumt nok ladet gulvtæppet i stuerne udskifte med et meget sart, lyst gulvtæppe af fineste kvalitet. En dag kom jeg ind i stuen og så Line stå og hoppe sjippetov foran det tændte fjernsyn, der viste en airobic-udsendelse – iført gummisko. Der var allerede pisket uld af tæppet. Mange andre lignende episoder blev efterhånden dagligdags foreteelser. Tage maden – demonstrativt med fingrene, skære et stykke blomkål igennem med håndryggen o.s.v. Det kunne jeg ikke leve med og meddelte, at hvis Mette ikke ville forsøge at rette op, så jeg gerne, at hun lagde nøglen til mit hus og flyttede – efter ca. 2 år. Den opfordring fulgte hun.
Der var dog ikke gået ret lang tid, før Mette kom og drak kaffe mange gange og lagde op til, at vi skulle fortsætte vores afbrudte samliv. Jeg havde lysten til det, hvis Line ikke var fulgt med aftalen. Jeg ønskede dog ikke at se mit hjem gå til for et uvornt pigebarn og fastholdt min beslutning uagtet Mette faldt mig om halsen, og selv om jeg holdt rigtig meget af hende, blev det ikke anderledes.
Mit liv vendte tilbage til sin tidligere status, men hellere det…….
Havde Line været et par år ældre og lidt fornuftigere, er der ingen tvivl om, at Mette Marie og jeg stadig havde dannet par.
Mit helbred
I 1952, da jeg var indlagt på Horsens Kommunehospital, hvor 1.ste reservelæge dr. Block (tror jeg) skulle operere mig for brok.
4. jan. 1991 blev min kræftoperation i halsen foretaget.
Det har været først i 1995 fjernelse af en svulst fra tyktarmen. .
Sandsynligvis i 1996 fjernelse af endnu en svulst,-også fra tyktarmen..
1997/98 /99 en ca. 3 cm. i diameter jordbærlignende svulst fra tyktarm
2000 eller 2001 operation for grå stær på tror jeg, højre øje.
I nok 2002 eller 03 operation for grå stær på det andet øje
2004 eller 2005 var fjernelse af en galdesten i
2004 eller 2005 Ca. l måned. efter den foregående operation, hvor jeg fik fjernet 2 galdesten.
XXXX fjernelse af hele galdeblæren.
XXXX operation i forbindelse med bughulebetændelse
2007 operation af byld i den foregående operationssår.
Så var der den store ryg-tur fra den 13. Juni til 13 august 2008
+ alle de for mange år siden store ture med besøg på Ortopædisk afdeling i Kolding hos den landskendte overlæge Fru Lau, der var lige ved at få mig ud af politiet, hvis hun skulle bestemme.
Politimand nedlagt!
Ja, og heldigvis for eneste gang. Først i tresserne var jeg i en periode, hvor jeg døjede forfærdelig med min ryg. Overlæge, fru Lau, ortopædisk afdl. I Kolding havde givet mig ”dødsstødet”, hvis jeg fortsatte inden for Politiet med den risici det kunne afstedkomme. Jeg var så forpint, at jeg ikke kunne sidde på nogen stol, hvorfor jeg en overgang havde lænestole hjemme til afprøvning fra flere forskellige forretninger. Jeg lå på en træplade i sengen men sov kun nogle få timer i døgnet og gik på vagt i min fritid og meldte mig som telefonvagt, så andre kunne gå hjem.
Bodil, der også i sine unge dage havde haft dårlig ryg efter fald gennem lem på høloft ned på brosten var blevet hjulpet af en kiropraktor i Haderslev, hos hvem hun havde boet hos i et helt år, mens hun fik daglige behandlinger og sluttelig blev hjulpet, så hun kunne leve et normalt arbejdsliv. Med dette i baghovedet kommanderede Bodil mig til kiropraktor, der den gang boede nede i Englandsgade. Her fik jeg i sygeperioden behandlinger hver anden dag. Han forlangte, at jeg skulle gå en time efter hver behandling, hvilket passede med, at jeg gik hjem til Baldursgade 51. Jeg skulle samtidig være klædt meget varmt på, så kroppen ikke blev afkølet under hjemturen.
Bodil havde købt noget kamelulds undertøj til mig. Det var meget tykt og nærmest at betegne som en pels. Der var lange ben i underbukserne og når jeg tog dem på gik linningen helt op under armhulerne. Der var ligeledes en undertrøje m. lange ærmer. Uden på det havde jeg en alm. skjorte og en helulden strikket bluse og over den jakken fra et jakkesæt . m. tilhørende bukser. Uden på alt det havde jeg en svær overfrakke, halstørklæde hørte også til. Jeg kan ikke huske, om jeg havde blød hat på. Jeg lignede vist mest af alt en Michelin- mand, der næsten ikke kunne få armene ind til kroppen.
Således klædt, ja nærmest udstyret var jeg en dag under vejs hjem fra en behandling. Jeg kunne gå nogenlunde ubesværet og næsten normalt. Jeg var gået op gennem Torvegade og kommet til Frodesgade og stoppede ved fodgængerovergangen, der er beliggende sydøst for Frodesgade, da der var rødt lys i min gangretning. Som vant til at betragte færdselen, bemærkede jeg en VW-varevogn komme meget frisk ad Torvegade i sydlig retning med venstre blinklys aktiveret. Der blev grønt lys for gående syd/nord og omvendt, hvorfor jeg begav mig ud i fodgængerovergangen og så i ”øjenkrogen”, hvordan varevognen fortsatte med stor hastighed og påbegyndte sit venstresving. Jeg tænkte med det samme, at det var af de helvedes karle, der kørte lige til fodgængerfeltet for derefter at bremse kraftigt op. Jeg bemærkede i et splitsekund vognen blive kæmpestor og husker så ikke mere for nogle folk stod bøjet over mig og talte om Falck og om jeg var kommet noget til. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg var, hvilket jeg vist gav udtryk for. Der blev svaret, at jeg lå i en opgang i Frodesgade og var blevet påkørt af en bil.
Jeg bad dem ringe til Politiet i stedet for Falck, idet jeg hellere ville hjælpes ”af nogen af mine egne.”
Der var et par af de tilstedeværende, der blev ved mig indtil der kom en patruljevogn, hvor bl.a. A.R.Nielsen var med i. De ville køre mig på hospitalet, da nogen af vidnerne havde oplyst, at jeg havde været uden bevidsthed. Jeg forlangte imidlertid at blive kørt hjem til Bodil. der for mig var et bedre behandlingssted end hospitalet. Jeg blev hjulpet på benene og sat ind på bagsædet af patruljevognen, men puh-ha for en køretur hjem. Jeg var svimmel og skulle kaste op og kunne ikke finde ud af, hvad der var op eller ned.
Jeg kom i seng men skulle hele tiden kaste op. Omsider faldt jeg i søvn og kunne slet ikke finde ud af om det var dag eller nat, da jeg vågnende. Bodil forklarede mig tidspunktet, men jeg troede ikke på hende, da jeg slet ikke kunne få nogen ting til at hænge sammen.
Da jeg vågnede den følgende dag kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke kunne have venstre del af ansigtet mod puden. Det gjorde rigtig ondt. Bodil kiggede på det og kunne så fortælle mig, at min øreflip var lige så tyk som min håndkant ligesom der var en rød/blå stribe fra tindingen og diagonalt ned over øre og kind. Det var vinduesviskerens arm, der havde sat sit tydelige aftryk.
Op ad formiddagen kom der besøg. Det var Holger Christiansen – fra Bdr. Christiansen, der ejede firmaet Bosch i Exnersgade. Han kom for at undskylde på chaufførens vegne. Chaufføren påstod, at han overhovedet ikke havde set mig selv om jeg i påkørselsøjeblikket havde befundet mig næsten ved midten af Frodesgade. Bilens bløde forende var trykket næsten 20 cm. ind på et stykke, der androg 40-50 cm. Det stammede fra min krop, der var så velpolstret af alt det tøj jeg havde været iført, at den ikke havde taget nogen skade.
Der var ingen flaske vin med til at forsøde tilværelsen og mener heller ikke, at han havde blomster med fra firmaet, - fedter….
Holger Christiansen blev senere gift med min fra husbyggeriet tømrer Vagn Jensen`s fraskilte hustru – Solveig. Holger døde for 6-7 år siden og firmaet blev videreført af Vagns søn Jens.. Firmaet er senere blevet solgt til ”Helle”, der er et tysk firma.
Mærkeligt nok – og heldigvis forværrede ikke den øjeblikkelige ryg-situation.
Hvad der aldrig lykkedes for nogen af byens slagsbrødre, nemlig at nedlægge mig, - lykkedes det for en VW. Jeg har altid sagt, at det var en god vogn……………..
Strubeoperation
I omkring et års tid havde jeg konstateret en vis form for hæshed, når jeg talte meget. Første gang det generede mig rigtigt, var til et af MP`s jubilæumsstævner i Ålborg. Vi sad mange en stor sal. Udenomsstøjen var stor/høj. Jeg sad sammen med de korporaler, jeg havde haft under mig som sergent. Jeg skulle sige noget til dem alle, men kunne ikke overdøve støjen. En af dem råbte højt: ”Hold kæft, sergenten vil sige noget.” Da bemærkede jeg, at jeg var så hæs, at jeg næsten ikke kunne tale hørligt.
Ved en anden lejlighed var jeg inviteret til fest hos Martha og Gunner i Varde. Her var hæsheden så udpræget, at jeg måtte holde helt op med at tale med andre.
Kort id efter gik jeg til min læge, der kiggede mig i halsen, tog telefonen og ringede til halslægen og meddelte, at han sendte en af sine patienter derned.
Det skal siges, at jeg på et tidligere tidspunkt havde været ved halslægen, der havde konstateret en lille polyp på stemmebåndet, og den gang henkastet sagde ”skal vi ikke få den fjernet.” Jeg svarede nej, det generer mig ikke, og derved blev det.
Da jeg nu kom derned, og han kiggede mig i halsen kom han med et udbrud, jeg ikke havde forventet at høre hos en højt uddannet person i sundhedssektoren. ”Satans også” lød det. “De skal opereres omgående”.
Han ringede, mens jeg hørte det, til Sct. Joseph`s hospital. Der gik nogle dage, så lå der en indkaldelse til operation på Sct. Joseph hospital. Jeg var ked af det og brød mig slet ikke om tanken at blive opereret i halsen.
En dag, da jeg gik derhjemme ringede telefonen. Det var sekretæren på Sct. Joseph, der spurgte, hvorfor jeg ikke var mødt til den angivne operation. Det vr flovt!
Jeg havde virkelig fuldstændigt lukket det ude af min bevidsthed og havde glemt datoen. Jeg fattede ikke, at jeg kunne glemme noget, jeg var bange for. Jeg ville normalt have tænkt på det hele tiden og garanteret hver morgen, når jeg slog øjnene op.
Lige nu kan jeg ikke engang huske, om jeg blev tilsagt til dagen efter, - det er jeg lige ved at tro. Jeg kom ind på en stue, kom i seng. Jeg kan heller ikke mere huske, om jeg sov på hospitalet og blev kørt på operationsstuen den følgende dag.
Jeg var kommet ind på operationsstuen og den opererende overlæge var mødt sammen med - jeg tror to sygeplejersker. Der kom imidlertid en sygeplejerske mere. Det viste sig, at være Lise Lotte, hustru til en kollega – Marinus Jensen fra Færdselspolitiet. Hun sagde: ” Jeg så lige pludselig dit navn på listen over operationspatienter. Så syntes jeg, at det kunne være sjovt at sende dig til drømmeland. Hvad siger du til det.” Det kunne jeg ikke have noget imod og sagde: “Vær`så god”. Hun stak nålen i min hånd – og jeg husker ikke mere..
Det næste jeg husker var, at jeg hørte højhælede damesko mod en hård gulvbelægning og en telefon , der ringede. Damestemmen sagde: ”Vi har ikke plads til flere, der er ingen, der er vågnet endnu”. Det var jeg. Ellers kunne jeg jo ikke have hørt, hvad der blev sagt. Jeg svarede, ”Du kan bare køre mig op på stuen. Jeg er vågen.” Hun benægtede, at jeg var vågen, - noget værre vrøvl, da jeg kunne forstå, hvad der foregik omkring mig og tale, hvilket jeg slet ikke måtte. Det varede så heller ikke længe, inden jeg blev kørt op på stuen. Jeg fik strenge ordrer om ikke at tale og slet ikke at hviske, hvilket skulle være værre end at tale.
Jeg kan huske, at jeg havde besøg af Birger, Martha og Gunner. Jeg mener også at Bjarke og Claes var på besøg. Jeg blev undersøgt den følgende formiddag og fik lov til at tage hjem. Trods omhyggelig forklaring til moster forstod hun ikke, at jeg ikke ville svare hende, når hun sagde noget til mig.
Mette Marie der kom dagligt til moster – 2 gange dagligt. Hun beundrede mig for den måde, jeg havde taget operationen – på.
Efter ca. 8 dage skulle jeg give møde på hospitalet efter nærmere indkaldelse. Den kom og jeg mødte. Jeg skulle have at vide, om der havde været ”noget skidt” i den fjernede knude fra det ene stemmebånd.
Jeg kom ind på et venteværelse, hvor jeg havde udsigt til skiltene over købmandsforretningen, der ligger på det nordvestlige hjørne af Jyllandsgade og Nørregade. Jeg kunne fornemme angsten, der voksede sig større og større efterhånden som tiden gik. Jeg var bange for, at det skulle være kræft. Jeg bad til Gud om at mage det sådan, at jeg ikke havde kræft og var parat til at ofre alt, hvad jeg havde for at få endnu nogle gode år sammen med mine børn og øvrige familie.
Ventetiden var ulidelig lang. Endelig blev jeg kaldt ind til – ja, jeg kan ikke mere huske til hvem. Beskeden om at jeg havde kræft lød i mine ører, som blev den råbt gennem et langt, langt rør.
På vej ud mødte jeg sygeplejerske Else Guldager, en anden kollegas hustru, der spurgte til resultatet. Hun tog mig i armen og sagde: ”Det skal nok gå”.
Jeg bad og bad til min Gud om at hjælpe mig og give mig nogle gode år – bare 5 år, så ville jeg være glad .
Efter nogen tid fik jeg en indkaldelse til at give møde på Universitetshospitalet i Odense. Jeg mødte derovre og fik lavet et aftryk til en form for maske, jeg skulle fikseres i under kommende strålebehandling. Jeg fik efter nogen tid besked om, at give møde et nærmere angivet sted. Jeg kunne få kørelejlighed med en fælles opsamlingsbus, hvilket jeg dog ikke ønskede. Esbjerg Kommune betalte på daværende tidspunkt kilometerpenge til dem, der skulle til behandling uden for kommunens område. Det tog jeg imod og startede kørslen til Odense hver dag ugen igennem. Det skulle foregå i en periode på tre måneder.
Vi var åbenbart mange, der var startet behandlingen samme dag. Jeg tror, jeg kan sige, at vi var en 10 – 15 personer, der sad og hang i ventesalen og kom ind en efter en efterhånden, som man blev råbt op. Behandlingen tog noget der lignede 120 sek. Når man først var lagt til rette. Sjældent har jeg mødt et personale, der i den grad tog sig af patienterne og var så behagelige og søde. Det værdsatte man i den grad på grund af den situation, man var havnet i. Jeg for min part købte hver eneste fredag en æske fyldt, hjemmelavet chokolade ved Højvangs-bageren, der var landskendt for sine hjemmelavede chokolader. Chokoladen vakte stor jubel hver fredag og somme tider havde man ligefrem følelsen af, at de tog en frivillig vagt om fredagen. Men det var nu nok ikke tilfældet.
Næsten hver uge manglede der en af flokken i venteværelset. De faldt fra, hvilket ikke var rart at være vidende om.
En dag sagde sygeplejersken, så er du færdig, skynd dig ud, så du kan nå at komme med transportbussen. – Jeg gjorde hende opmærksom på, at jeg var selvtransporterende. Hun stoppede op, så meget forbavset ud og sagde: “Du er da fra Esbjerg – ikke? Du siger da ikke, at du kan holde ud at køre den lange tur frem og tilbage, hver eneste dag., ? “ Jeg kunne heldigvis svare, at det gjorde jeg altså – og var glad for det.
En dag sagde sygeplejersken, at jeg lige skulle vente et øjeblik, når jeg var færdig. Det gjorde jeg og fik at vide, at jeg skulle på vægten og vejes. Jeg sagde lidt forskrækket (det er man jo vant til, når det drejer sig om vægten) at jeg plejede at veje omkring 79 kg,. men at jeg vist desværre havde taget lidt på. Hun grinte og sagde: “Nej, det behøver du ikke være bange for, du kommer til at tabe dig”. Da jeg spurgte hvorfor, sagde hun, at det var, fordi halsen blev ødelagt af strålerne, hvilket gav sig udslag i, at man ikke kunne synke og spise normalt og derfor ville tabe sig.
Jeg havde også fået at vide, at jeg skulle spadsere en time hver dag efter strålebehandlingen. Jeg sad og tænkte meget over sygdommen på vej hjem og følte, at mine mange bønner til Gud havde hjulpet mig.
Da jeg kom til Esbjerg, kørte jeg bilen i garage, men i stedet for at gå op i huset, gik jeg ud ad garageporten og gik en tur på en time. Da jeg kom hjem, gik jeg i køkkenet og lavede spagetti. Det var en fin ide, det kunne glide ned gennem halsen – næsten helt af sig selv og uden de store synkebevægelser. Jeg blev vejet hver fredag. Den næste fredag efter den just nævnte meddelte jeg igen, at jeg troede, at jeg havde taget på. Hun grinte og sagde: “Nej, du har tabt dig”. Stor var hendes forbavselse, da hun så vægten, der var steget. Nu forstår jeg bedre, at nogle italienere ser ud som de gør.
Den form for spisning kostede mig i løbet af meget kort tid, at jeg måtte hen og købe både nye benklæder og jakke. Vægten var kommet op i underkanten af 90 kg. Aldrig har jeg vejet så meget. De påstod, at jeg ikke var helt almindelig. Det fik jeg i øvrigt at vide flere gange.
Det er nu 18 år siden. Det er at se på huden på halsen, der ligner en kalkun, men jeg lever ……. Jeg har husket at sende takken opad for de år, jeg har fået foræret.
Farvel til politiet
Med dette sygdomsforløb skete der også det, at den gamle regel om 120 dages sygeregel trådte i kraft. Jeg fik en meddelelse fra embedes, der meddelte, at hvis der ikke var chancer for………. o.s.v..Der fulgte nu nogle skriverier mellem Dansk Politiforbund og etaten. Det endte med, at jeg blev afskediget med fuld pension.
Jeg havde min sidste arbejdsdag sammen med politiassistent Frede Århus.
Vi havde morgentjeneste. Da vi kom ind fra landevejen afleverede jeg mine håndjern, min stav og pistol og det politiskilt, der siden havde ligget i en af mine lommer i de bukser jeg havde på – om det så var i mine badeshorts i vandet i Gardasøen. Skiltet var på min person i de vågne timer. Det måtte for alt i verden ikke falde i andres hænder. Det kunne være katastrofalt havde det vist sig i enkelte tilfælde, hvor det var blevet stjålet og brugt overfor en kvinde, der blev voldtaget.
Efter afleveringen til den fungerende politiinspektør – en fynbo, gik jeg op i afdelingen, satte min kontorstol på plads og gik ind og gav Arne Klausen hånden til farvel, men kunne ikke få et ord over mine læber, der bævrede.
38 lykkelige år i min elskede etat var slut. Kunne man leve uden?
Se mere om min tid i politiet i afsnittet om ‘Mine job’
Mere sygdom
Jeg mener, at det var umiddelbart efter min pension jeg begyndte at døje med min mave. Et lægebesøg resulterede i en henvisning til Centralsygehuset for en nærmere undersøgelse af tarmsystemet. Jeg blev indkaldt til en nærmere angivet dato, hvor jeg mødte op angiveligt i sommerperioden, idet jeg kan huske at et spørgsmål til den unge mand resulterede i et svar om, at det kunne han ikke svare på, da han var lægestuderende. Jeg fik et glas”mælk”, en hvid substans, der skulle kunne vise drikkens opførsel gennem tarmsystemet, når røntgenapparatet tog billeder. Jeg lå på en bevægelig briks, der kunne bevæges i alle retninger og lå fastspændt med hovedet nedad. Der blev så taget billeder af hvert yderstilling.
Nogen tid efter blev jeg indkaldt igen og fik at vide – og fik forevist røntgenbillederne, at der kunne ses nogle ”balloner” på billederne, d.v.s., at der var en udposning på tarmen, og dem var der desværre flere af. Det blev henstillet til mig, at jeg fik disse ”polypper”, gevækster fjernet. Det var jeg naturligvis ikke meget for, men turde vel heller ikke lade være, når sagkundskaben anbefalede det.
På et tidspunkt blev jeg indkaldt og skulle aftenen før mødedagen gennemgå en udrenselseskur på et bestemt klokkeslæt, hvor et pulver skulle udrøres i en liter vand, der skulle drikkes – stort set på én gang. Senere hen på aftenen skulle der tages en tablet og senere igen et lavment. Det var noget af en rædselsoplevelse. Jeg var ustandselig på toilettet og turde slet ikke gå ind i stuen, der så lå for langt væk fra toilettet. Jeg lå på gulvet i badeværelset og vred mig. Kuren skulle, stod der på pakken, været overstået ved 22:00 tiden. Jeg blev ved til kl. 02:00 og skulle møde kl. 06:00 så vidt huskes.
Mødte og fik at vide, at jeg skulle drikke endnu én liter afføringsmiddel for at de på hospitalet kunne være sikker på, at udrensningen var total. Det foregik oppe på en medicinsk afdeling, hvor det almindelige patienttoilet skulle benyttes. Hvad skulle man gøre, når en skylle trængte sig på, og der var optaget. Det var altså ikke sjovt.. Efter hvert toiletbesøg skulle jeg tilkalde en sygeplejerske, der skulle kontrollere om det afleverede var rent. Da den side af sagen var i orden skulle jeg afklædes og lægges i en seng, der kort efter blev kørt ned i kælderen, hvor operationsstuerne var beliggende.
Liggende på gangen, afventende, hvad der skulle ske, kom der en ca. 40 årig mand i hvid kittel hen og stod ved fodenden af sengen, jeg lå i. For ligesom at få en samtale i gang, spurgte jeg, om det var ham, der skulle operere mig. Han svarede mut og afmålt, ”det kommer an på, hvad du hedder.” Han var desværre den, der skulle have mig under behandling. Jeg var ikke blevet bedøvet eller havde fået nogen nål i hånden, da jeg blev kørt ind på OP.
Der var et meget stort vægur, jeg kunne ligge og kigge på. Jeg var fra mit daglige virke i politiet vant til at fæstne mig ved tidspunkter, der indenfor mit fag var vigtige at bemærke sig og nedskrive. Jeg fæstnede mig ved tidspunktet for hans begyndelse med det, han skulle foretage sig med mig. Ret hurtigt gjorde det hamrende ondt. Jeg forsøgte at være en ”stor dreng” og bide smerten i mig. Det lykkedes langt fra og der kom nogle udbrud, som jeg dog ikke skammede mig over.
Nøjagtig 17 minutter senere trak han slangen med operationsinstrumentet ud af min bagdel. I samme øjeblik han trak den ud, hørte jeg, at han sagde ”så for helvede”. Jeg var med det samme klar over, at der var sket noget, der ikke skulle være sket – sådan går det desværre mange gange for mig, når jeg skal udsættes for et eller andet usædvanligt.
Da jeg spurgte om årsagen til hans kraftige udbrud, svarede han, at det bortopererede, der skulle have været med ud, blev tabt inde i mig. Jeg svarede kækt: ”Det kommer vel ud af sig selv.” Han svarede: ”Du kommer ikke herfra, før jeg har svulsten, der skal sendes ind til mikroskopi.” Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det indebar af yderligere ubehageligheder for mig, der blev sendt op på afdelingen, hvor jeg skulle iklæde mig mit tøj og sætte mig i opholdsstuen. Det gjorde jeg så.
Lidt efter kom en sygeplejerske og gav mig en liter afføringsmiddel, der skulle drikkes i et hug. Kan nogen, der har prøvet at have diarre forestille sig, hvordan min bagdel havde det efter indenfor et overskueligt antal timer at have drukket tre liter afføringsvæske, - nej vel.!
I samme rum sad tidligere direktør ved ”Viking”, Bjerre Madsen, der vist havde en kræftsygdom, han gik til behandling for. Da han kendte mig som politimand, spurgte han, hvad jeg var der for. Det forklarede jeg , og han så medlidende ud, hver gang jeg spurtede af sted til toilettet med et bækken i hånden. De første fire gange jeg var af sted- viste der sig intet. Femte gang var der gevinst. Der lå det flotteste røde jordbær med de karakteristiske små overfladeujævnheder, som et jordbær nu har. Om det har kunnet ses på mit ansigtsudtryk, at der var sket noget glædeligt, ved jeg ikke, men Bjerre Madsen sagde ”Må jeg se den”. Det fik han så lov til – uden betaling. Svulsten blev indsendt til mikroskopi.
Nogen tid efter fik jeg besked fra laboratoriet. Det var lidt nedslående. Der var ”skidt” i det undersøgte. Graden af det skidte var betegnet med nogle tal, som jeg ikke mere husker. Mine børn blev dog ikke underrettet om det, for ikke at gøre dem mere urolige end nødvendigt.
Desværre var det ikke sidste eller eneste gang jeg måtte gennem den tur.
Jeg blev beordret til - jeg mener det var en halvårlig kontrol – eller var det årligt, jeg kan ikke huske det, men jeg glædede mig ikke, da det jo aldrig var til at vide, hvad de ville finde næste gang.
Den næste gang blev en af de værste. Hele historien gentog sig med udtømning den foregående aften – ind på OP., hvor en overlæge skulle foretage undersøgelse og evt. operation. Hvis det havde gjort ondt første gang, var det intet mod denne gang.
Jeg brølede og skreg, og det svimlede for øjnene af bare smerter. På et tidspunkt kom en sygehjælper eller sygeplejerske hen til mig og sagde: ”Tag du bare mig i hånden og klem alt det du vil, jeg kan godt se, at de er onde ved dig” – og det var de. Når de pumpede luft ind i tarmen svulmede alle tarmene op for at overlægen bedre kunne komme til at se ind i alle de udposninger der var i tyktarmen. Jeg var så bange for, at tarmen skulle springe. Når det var allerværst kom refleksen med at klemme hendes hånd med min venstre hånd.
Denne gang tog det godt en time, inden han lod mig i fred og forklarede, at det havde gjort så ondt, fordi han var nødt til at bruge ekstra meget luft, da min tarm visse steder kun var udposninger. Også denne gang blev der fjernet en svulst, hvis størrelse jeg ikke er bekendt med. Ligeledes denne gang besked om, at der var ”skidt” i den.
Det hele gentog sig en gang mere. Denne gang sagde overlægen, da sygehjælperen kom for at holde mig i hånden: ”Nu klemmer du hende ikke lige så hårdt som sidste gang,” der havde resulteret i en dags sygemelding fra hende.
Denne gang sagde overlægen, at det, han havde fjernet, formentlig kun var røden?? fra sidste operation.
Da jeg fik næste indkaldelse, skrev jeg et brev til overlægen, at jeg ikke agtede at give møde til fornyet undersøgelse/operation, idet det havde været så smertefuldt, at jeg ikke ønskede en gentagelse. Jeg har ikke siden - jeg tror 1995-96 - været til undersøgelse, men har utallige gange døjet meget med maven, diarre o.s.v. Det kan godt være, at min beslutning ikke har været særlig klog, men når man sidste gang havde fået en nål i hånden – uden at der blev sprøjtet bedøvelse eller smertestillende i den, synes jeg målet var fuldt.
Galdeblærebetændelse
Der gik så en del år indtil (jeg mener, det var 2004), hvor jeg blev syg og dårlig. I min kvide ringede jeg til Birger, der beredvillig som altid kom omgående. Han har åbenbart resolveret, at det var opportunt at tilkalde sagkundskaben og ringede efter doktor Damkjær. Han kom og undersøgte mig liggende på sofaen i stuen. Han trykkede og spurgte, og jeg svarede. På et tidspunkt sagde han:”Jeg stoler ikke på dine udsagn. Du har tidligere vist at have et så højt smerteniveau, at jeg ikke kan regne med dine egne vurderinger”. Han ville have mig indlagt. Jeg sagde: ”Pjat, det kan vente til i morgen, når vi har set, hvordan det går.” Det lod han sig ikke affinde med, men ringede efter ambulancen, da han vurderede at jeg havde galleblærebetændelse. Igen fik mande ret.
Jeg kan ikke huske, om det var en røntgenfotografering, der afgjorde, at der sad 3 sten, der skulle fjernes. Den følgende dag kom jeg så på 0P., blev bedøvet og opereret. Herunder viste det sig, at der et eller andet sted var betændelse, så de kun var i stand til at fjerne den ene sten. Jeg mener det fandt sted den 18. maj. Jeg skulle komme igen på samme dato én måned senere.
Jeg havde lige fundet ud af, at jeg kunne nå at komme hjem efter operationer, hvile ud en to tre dage og derefter rejse på ferie inden den 25 eller 26. juni, men somme tider gør man regning uden vært. Jeg kan såmænd ikke huske, hvad der egentlig skete ud over, at jeg mødte fastende den 18. juni blev afklædt og kom i seng, da ”blodsugeren” fra laboratoriet kom og tog en blodprøve af mig. 10 minutter senere kom en sygeplejerske ind og sagde, at jeg godt kunne klæde mig i tøjet og tage hjem. Overlægen havde nægtet at operere mig, da mit blodsukkertal var over 20. Jeg stod nu ikke op. Jeg var chokeret over den melding og havde psykisk forberedt mig på operationen, der nu var gået i vasken. Jeg lå og tænkte så det knagede. Det resulterede, at jeg i tankerne gennemgik, hvad jeg havde foretaget mig.
Min kære søn, Bjarke, havde dagen før eller to inden operationen været på besøg og havde anbefalet mig at købe noget druesukker for at være helt på toppen, når jeg nu skulle opereres igen. Han forklarede, hvor godt det kunne være og få mig hurtigere på benene, så jeg kunne komme af sted til Italien på den årlige sommerferie.
Når jeg gør noget, gør jeg det gerne 100% eller helst lidt mere. Det resulterede i, at jeg på en tankstation dagen for operationen købte, jeg ved ikke, hvor mange ruller druesukkertabletter. Dem formelig åd jeg i løbet af aftenen inden operationen. Samme aften havde jeg røget cigaretter som vanligt. På et tidspunkt lige efter at have slukket en cigaret konstaterede jeg, at fingrene var på vej op i brystlommen efter en ny cigaret. Jeg tænkte hurtigt, - nej, det kan ikke betale sig. I morgen må du alligevel ikke ryge på hospitalet, så kan du lige så godt holde nu, og det gjorde jeg så og har ikke røget siden.
Jeg forklarede en sygeplejerske, hvad jeg lige var kommet i tanker om kunne være årsagen til det høje sukkertal. Hun tilkaldte igen ”blodsugeren”, der ventede en times tid med en ny prøve, der var faldet til 10. Herefter erklærede lægen sig villig til en operation, der skulle foregå med en slange ned gennem halsen med det operationsinstrument, der sammen med en lygte sad for enden af slangen. Lige inden bedøvelsen talte jeg med Lise Lotte, en kollegas kone, der havde bedøvet mig ved kræftoperationen i halsen ca. 14 år tidligere. Jeg fik at vide, at nu fik jeg et stik og kan derefter ikke huske ét eneste sekund mere.
Jeg vågnede lige i det sekund, hvor den opererende læge trak slangen ud af munden og var så frisk, at jeg kunne spørge: ”Fik du dem begge ud”. Hertil svarede han bekræftende. Jeg var lettet.
Vi er så kommet frem til – jeg mener, det var i 2005. Jeg blev syg om natten og måtte ringe til Birger, selv om jeg var meget ked af at forstyrre ham. Han kom som altid prompte. Han har formentlig kunne se, at der var noget rigtig galt. Han ringede til vagtlægen, der kom og undersøgte mig, ringede efter ambulancen, hvorefter jeg blev indlagt med diagnosen bughulebetændelse. Afdelingen var overfyldt, og jeg blev lagt på gangen i gennemtræk og en uro som på en banegårdsplads. Jeg havde det ikke ret godt og var godt ligeglad med, hvad der foregik omkring mig. Jeg mener at kunne huske, at det var en mandag nat jeg blev indlagt. Jeg fik besked om, at jeg onsdag skulle røntgenfotograferes, men, der var efter min mening og tilstand la-a-ng tid til onsdag.
Denne oprandt, men det skete ikke noget. Jeg fik det dårligere og dårligere. Om fredagen kom jeg på operationsbordet og blev opereret.
Den følgende dag kom overlægen (der også havde en bror, der var overlæge, så jeg kan ikke huske, hvem det var, der havde opereret mig) ind på stuen, satte sig på sengekanten, tog mig i hånden og præsenterede sig. Efterfølgende sagde han ordret: ” De må være lavet af noget godt stof hr. Holtzmann. Under og efter operationen talte vi om, at vi nok aldrig kom til at tale med dem mere. De var meget, meget langt ude, og vi havde ikke forventet, at de ville overleve. Jeg beklager, at vi ved indlæggelsen havde fejlvurderet deres sygdom, og at de skulle ligge så længe inden operationen, men vi var overbebyrdet med arbejde og deres operation blev udskudt, idet vi havde fået en ung mand ind efter et motorcykeluheld. Han var svært kvæstet, og ham vurderede vi at skulle operere før Dem. Vi beklager meget det skete. Hele deres bughule var en stor betændelse på grund af den forlængede ventetid.”
Han tilbød mig efterfølgende indopereret et smertekateter, der med en pumpe indopereret i ryggen, skulle kunne holde mig smertefri. Jeg svarede ham ikke, men han sagde, at han ville gå ned på 0P og bestille den operation til mig. Jeg tænkte tilbage og så for mig Bodil ligge hen – med akkurat samme instrument i ryggen. Det var jeg slet ikke indstillet på.
Ikke langt tid efter overlægens besøg, var der vagtskifte. Der kom to sygeplejersker ind til mig. Jeg havde ikke set dem før. De meddelte, at de havde hørt, at jeg var blevet tilbudt denne smertestillende foranstaltning indopereret og spurgte, om jeg havde taget stilling til det. I modsat fald ville de anbefale sig som hjælpere og få mig på benene i stedet for operationsstuen. Det svarede jeg ja tak til. Da de ville hjælpe mig ud af sengen bad jeg om at få lov til at forsøge selv. Jeg var skåret op fra nyren i højre side og næsten om til navlen. Det gjorde ikke godt at røre sig og meget ondt at forsøge at komme op og stå. De tog mig under hver min arm, og vi gik langsomt ud på gangen og vel nok 10 – 15 meter, hvorefter jeg stilede efter min seng. Efterfølgende stod jeg selv op og vraltede af sted, jeg kan ikke huske, om det var med stokke eller rollator.
Jeg har vel været indlagt omkring en uges tid og gik hver dag flere gange omkring ”øen” på afdelingen – en tur på vel omkring 80 – 100 meter. Om aftenen gik jeg ind i opholdsstuen og så TV-avis. Birger og Inger Lise var flittige besøgende. Marna var der og Arne Klausen kom ligeledes på besøg. Jeg var så træt af at være indlagt. Der var en konstant lugt omkring mig, der gav mig kvalme, og det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem. Det skete indenfor – tror jeg en uge. Der blev arrangeret hjemmehjælp med alle de ”cirkusforestillinger” det afstedkom. Der kom en hjemmesygeplejerske og besøgte mig hver eneste dag. Hun rensede og skiftede bandage hver dag. Hun var en meget sjov og sød pige, der kaldte en spade for en spade.
En dag, da hun kom som sædvanligt og var ved at skifte forbindingen, sagde hun sådan lidt henkastet: ”Ja – Holtzmann du skal nok regne med at komme til at ligne et australsk hængebugsvin.” Jeg kom sådan til at grine, selv om det gjorde ondt og spurgte hvorfor. Hun svarede, at når muskler og scener var skåret over på tværs, ville maven komme til at bule ud – og hun fik ret. Det er sket.
Mine trængsler var dog ikke til ende. En dag, da hun igen var ved at skifte forbinding standsede hun pludseligt sit forehavende og sagde: ”Det her vil jeg ikke røre mere ved. Du skal omopereres”. Det var næsten, som hele verden sank i grus. Jeg synes ellers nok, at jeg havde haft mit. Da jeg spurgte nærmere til det, forklarede hun, der var gået betændelse i det, og at det var svulmet op.
Jeg kan ikke i øjeblikket huske, hvem hun ringede til – udover, at det må have været til Damkjær, der beordrede en fornyet indlæggelse. Birger blev i hvert fald impliceret og kom sammen med Inger Lise. De sørgede for at få mig med Falck. Jeg blev kørt ind i modtagelsen, hvor jeg lå et godt stykke tid. Det var omkring kl. 17 om eftermiddagen. En kvindelig overlæge, hvis navn jeg ikke kan huske, kom ind til mig i civil påklædning. Hun var uforskammet kort for hovedet, da hun undersøgte såret og sagde: ”Nå, jeg har hørt, at De har klaget over sidste indlæggelses forløb”. Jeg svarede at jeg ikke havde klaget, men kun fortalt sandheden om det mig passerede. Hun svarede kort: omoperation og fremtog en saks eller noget lignende. Jeg tænkte lynhurtigt, tak spids, jeg kommer til at undgælde for mine udtalelser. I det samme jog hun et eller andet ind i maven på mig uden nogen forudgående bedøvelse - og sprut - så stod der en blanding af blod og noget gult materie ud af mig og heldigvis ind over hendes private tøj og ned på gulvet og ud over sengetøjet. Trods den øjeblikkelige smerte, nej, hvor jeg godtede mig over, at jeg havde svinet den dumme kælling til. Omkring kl. 19:00, mener jeg det var, blev jeg igen kørt på 0P. og blev opereret en gang mere.
Da de sidste bulletiner var nået Herlev, ville Ulla, det søde lille menneske absolut over og passe mig og sørge for, at jeg fik noget god mad, der kunne bringe mig til hægterne igen. Atter kom hjemmesygeplejen. Jeg boede fast i min store, gamle lænestol inde i stuen. Ulla og Jørgen kom, og Ulla blev, da Jørgen skulle hjem og passe sit arbejde. Ulla lavede mine livretter og underholdt mig. Hun pacede mig til at stå op og forsøge at gå, selv om det til at begynde med kun blev til badeværelset. Næste dag skulle jeg prøve at gå ned ad fortrappen. Den følgende dag hen til hushjørnet til baghaven. Det blev til en tur hen til første lygtepæl i Baldursgade o.s.v. Jeg kan vist nok takke Ulla for, at det kom til at gå så hurtigt at komme på benene igen. Ulla fulgte opmærksomt sygeplejerskens daglige skift af forbindinger og tog billeder af fremskridtene med sårhelingen. Tak for hjælpen – Ulla.
 |
Min 75 års fødselsdag
Min 80 års fødselsdag
I 2008 – fyldte jeg 80 år. God fødselsdag, hvor mine kære havde lavet en rokade af møblerne og derved frembragt lavet en festlig ramme om min fødselsdag, så evt. gæster kunne få en kop kaffe. Jeg havde inviteret mine gamle kolleger fra Færdselspolitiet samt de mennesker fra firmaet ”Terminalen”, hvor jeg selv er ansat til at komme.
Jeg skal da ellers lige love for, at det blev en festlig dag. Ulla og Jørgen var de eneste af familien – ud over egne børn og svigerbørn ,børnebørn, der var med fra morgenstunden, hvilket glædede mig meget. Der kom mange gæster i formiddagens løb. Der var mine MP-kammerater landsformanden Carl Bratved, Ove Ovesen m. frue, Peter Jepsen m. frue, Marianne Hansen (afdøde murermester Hans Carls kone) alle kollegerne og firmaet Terminalen, godt repræsenteret. Den sidste gæst var en gammel samarbejdspartner –Bent Yde – fra ”trykkeritiden”. Ham fik Jørgen en god samtale med. Marna var her og sammen med Inger Lise, Birger, Ulla og Jørgen den stab, der sørgede for, at det hele kom til at hænge sammen.
Det var et lille sidespring. Det jeg egentlig ville fortælle var, at man ikke altid opfører sig hensigtsmæssigt. Familien havde samlet givet mig et nyt komfur, som jeg blev rigtig glad for. Det blev mig forevis udenfor – lige under køkkenvinduet, hvor det ikke kunne stå vedblivende på grund af fare for beskadigelse i tilfælde af regnvejr. Jeg tror, at Bjarke og Birger bar det indenfor, og stillede det på repoosen? i den yderste entre.
Her stod det også, da alle havde forladt huset.
Den 13. juni ville jeg flytte komfuret ud i køkkenet, hvor jeg syntes det hørte mere hjemme end i entreen. Jeg bøjede mig ind over det og tog fat i bagkanten, mens jeg stemte knæene mod forstykket og på den måde ville flytte det ud i køkkenet. Der var bare lige det med datoen, som jeg havde glemt at tage i ed. Det resulterede i et eller andet i ryggen, der sagde …...dumt gjort.
Det betød, at jeg pludselig ikke kunne stå op med benet nedad. Jeg kunne ikke gå, ja, jeg kunne faktisk kun ligge ned. Lægeordination af piller hjalp intet. Tilbud om blokade. Røntgenfotografering på sygehuset. Besked om, at der var beskadiget et eller andet omkring rygmarven, og at jeg ikke skulle regne med at komme til at kunne gå mere. Det var mørke udsigter. Jeg rettede henvendelse til kiropraktor Fohlmann, der tidligere havde været min redningsplanke. Birger kørte mig derud. Han havde rekvireret røntgenbillederne, men gav mig heller ikke meget håb. Jeg blev af Birger kørt til daglige behandlinger på Tarphagevej. Jeg fik krykkestokke og rollator, som jeg ikke kunne bruge, idet jeg gik i kramper, når jeg fik det højre ben nedad. Stadig betonede Fohlmann, at han anså det meget tvivlsomt, at han kunne hjælpe mig. Jeg fik henholdsvis Nana og Rune involveret i transporten af mig for at aflaste Birger, Jeg fik hjemmehjælp, der ikke var meget bevendt.
Dagene gik og datoen, hvor jeg skulle have været taget på ferie oprandt. Jeg vidste, hvornår hver af vennerne skulle af sted og lå og fulgte dem i tankerne. Aldrig har jeg fået så mange mail fra dem alle sammen, der skrev, at nu var de startet, nu var de der, hvor de spiste frokost o.s.v. Det var rørende. Disse sms`er susede ind på min mobiltelefon dagen lang – og ind imellem var der telefonsamtaler, når de skulle høre, hvordan det gik med mig eller for at fortælle specielle ting dernede fra. Der fornemmede man hvor mange gode venner man havde. Der var også nogen, der ikke lod høre fra sig. Det faldt godt i tråd med mine forestillinger om de mennesker jeg ikke nogensinde har haft noget forhold til og heller ikke ønsker at få noget forhold til.
Det var en dum periode, ikke, at jeg var misundelig på alle vennerne, der var af sted, men ærgrelsen over selv at være skyld i den dumme situation, man havde bragt sig i.
Tiden gik. Der kom mange nedture, når man troede at benet kunne bære, og man så pludselig lå på gulvet og bed i gulvtæppet. Det gav også nogle knubs, bl.a. den gang jeg faldt bagover ude på den indvendige stentrappe og kom til at ligge i klemme mellem nederste trappetrin og yderdøren. Jeg kunne ikke komme op, jeg kunne heller ikke nå ned i lommen, hvor min mobiltelefon lå. Jeg vidste, at det var formålsløst at råbe om hjælp, da ingen ville kunne høre mig. Jeg tror jeg lå alene i omtrent 15-20 minutter, inden det lykkedes mig at komme så meget ud af klemmen, at jeg kunne række op og nå dørhåndtaget og ved hjælp af armkræfter at få hævet mig så højt, at jeg kom op på knæ og derefter op at stå. Det var en lærestreg, der fik mig til at tænke over hver bevægelse, jeg tog, når jeg var alene.
Jeg var til stadige daglige behandlinger kørt af en af børnebørnene. På tomånedersdagen , d. 13.aug. da jeg rejste mig fra min stol, opdagede jeg med stor glæde, at jeg kunne have mit ben nedad, og at jeg endog kunne stå og støtte på det. Underet var sket. Mine bønner var hørt.
Det at have prøvet ikke at kunne køre en bil, når man har en stående i garagen, gjorde, at jeg bestemte mig til at udskifte min elskede BMW 318 d, som jeg havde haft fra ny og som kun havde kørt 59.000 km. siden købet i 2005 (en årg. 2004) til en brugt bil med automatgear.
Bjarke i sin nye tilværelse
Der gik ikke lang tid før man fornemmede, at der igen var optræk til et nyt forhold. Det viste sig at være rigtigt. Historien gentog sig. Du har altid fra starten været fyr og flamme, for derefter at sige, at det overhovedet ikke dur. Jeg har mine bange anelser hver gang.
Du havde truffet en ung gift kvinde, der arbejdede som scocialrådgiver ved Esbjerg kommune,men boede på en gård, der ikke blev drevet som gård, men hvor manden var efter min viden var lastbilchauffør. Kvinden hed Diana.
Hendes forældre boede på egnen og var for mange år siden tilflyttede sjællændere og havde en lystgård, hvor der avledes heste. Hendes far , Mogens arbejdede lidt som taxachauffør for en vognmand i – tror jeg – Nr. Nebel. Moderen Jessie eller Jessi, var socialmedhjælper i Nr. Nebel kommune.
Efter at Diana var blevet skilt flyttede de sammen i det lille hus.
Der blev reklameret bryllup i kirken i Henne. En meget fin bryllupsfest blev afholdt på kroen i Henne Stationsby.
Diana er en flot pige, der havde en dreng fra det tidligere ægteskab. Det var Niclas. Han er en sød og kærlig dreng, der hurtigt kaldte mig farfar. Han er den første, der kommer og hilser mig velkommen, når jeg kommer på besøg.
Efter forretningens stadige succes hændte det, at der var så mange kunder på èn gang, at der var så mange parkerede kundebiler langs vejsiden, at det kneb beboerne at komme forbi med deres traktorer og andre landbrugsmaskine. De gjorde kort proces og stillede jord til rådighed og indrettede en parkeringsplads med et rigtigt P-skilt.
Jeg må sige, at Bjarke har forstået at markedsføre sin forretning. Han har været god til at komme i avisen næsten en gang ugentlig, Han har været i radioen flere gange og så`gar været i TV og haft kunder, der er kommet i egen helikopter for at hente konens julegave.
Jo det er gået vist nok også langt over Bjarkes egne forventninger.
Diana blev gravid og d…….. kom Isabella til verden på Esbjerg. Centralsygehus.
Det nye Ravhus
Pladsen blev nu for trangt i det lille hus med 3 børn. Der var ellers smadderhyggeligt. Huset oppe i det 90 graders sving på vejen ca. 150 meter fra det gamle hus var sat til salg. Det havde Diana og Bjarke forelsket sig i. Mogens er ”finansmand”, hvis gode råd er værd at lytte til. Den handel gik i orden og Mogens var faktisk entreprenør på det byggeri, der skulle til for at der kunne være en forretning.
Han kom med store maskiner og gravede ud til sokkel på tilbygningen og støbte også selv fundamentet og var i det hele taget en fantastisk hjælp under byggeriet, hvor han vist også styrede økonomien. Han gjorde en kæmpeindsats og jeg ærgrede og skammede mig over, at jeg slet ikke kunne være til nogen hjælp, mens jeg kæmpede en daglig gang for at komme til at kunne bruge mit daværende ubrugelige ben. Sådan skulle det bare ikke være.
Byggeriet fik ende og indflytningsdagen blev en festlig dag med tale og indvielse af Varde kommunes borgmester Gylling Haahr, der klippede den røde silkesnor. Der var godt med gæster, der kom langvejs fra. Dagen var en succes.
Stuehuset er blevet noget så dejligt indrettet og istandgjort. Det har kostet bunker af penge, men det er også blevet rigtig dejligt. Til lykke med det.
Bjarke er utrolig til at skaffe sig presseomtale, deltager i radioudsendelser og har egne indlæg på Youtube om sin virksomhed.
Pc-adgang til omverdnen
ABC - er en del af alfabet, der består af bogstaver, der kan sammensættes, så de danner ord eller ting.
Der kan – ved en ganske simpel sammenblanding . komme til at stå pc. der står for ’Personal computer’. – og sådan en anskaffede jeg til det firma BLH, jeg var forretningsfører for i 1997. Det har givet været Birger, der var ophavsmanden til den ide og udførelsen med at skaffe en computer, der skulle bruges som skrivemaskine, og hvad man ellers kunne finde ud af.
Vi mennesker er sådan indrettet, at vi er nysgerrige og mere eller mindre videbegærlige for at kunne betjene det, der blev kaldt fremtidens vidunder. Jeg havde lige inden min pensionering stiftet bekendtskab med pc`er på politistationen, men det kørte i lukkede systemer, så der faktisk kun skulle trykkes på en enkelt knap for at komme ind i RR = rigsregistraturen og spørge på en eller anden forbryder. Nu skulle man til at lære noget mere. Jeg var dog ikke værst stillet, idet jeg havde Birger i baghånden, når det gik helt i sort for mig. Claes havde lavet installationen på computeren og havde sagt ” Bedstefar – du kan bare ringe, hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med.” Det var da også pænt gjort, men når bedstefar nu arbejder bedst efter kl. 01:00 om natten, og det måske var gået godt et par timer, var det nok ikke lige sagen at ringe og forstyrre den gode hr. Claes – selv om vi to altid har været endog meget gode venner.
Jeg lånte bøger om computere. Jeg fik gode råd og anvisninger og må da også erkende, at man kan komme langt ved selvstudier og ved at prøve sig frem, men jeg har flere gange været på fortvivlelsens rand, når det hele gik i sort eller modsat, at jeg ikke kunne få den til at gå i sort – slukke den. Når klokken så var 03:00 ELLER 04:00 var gode råd dyre, da Claes havde løftet ikke alene pegefingeren, men også knyttet næven og sagt, ”Bedstefar – du slukker den altså ikke bare ved at rykke stikket ud af stikkontakten, du går rigtigt ud af den ” – og man absolut ikke kunne komme rigtigt ud af systemet. Jeg ved ikke, om det var dengang, jeg startede med at blive grå ved tindingerne Jeg har brugt rigtig, rigtig mange timer bag tastaturet. Jeg er ikke klar over, hvordan det kom til ugeavisens kendskab, at der sad en halvgammel pensioneret politimand på 77 år og legede med computer. De må jo have syntes, at det var lidt ud over det almindelige, for pludselig en dag stod der en journalist og ringede på min dør. Han havde hørt …. Bla, bla, bla, og ville gerne have mig til at bekræfte, at jeg i den fremskredne alder var på vej til at blive en computer-nørd. Han ville i hvert fald gerne have lov til at tage et billede af mig bag computeren og lavede så en lille historie om det. Det kom så i avisen den følgende uge. Jeg kunne godt mistænke Bjarke for at have ladet en lille bemærkning sive – en af de mange gange han havde haft besøg af journalister. Samme billede og historie endte også på internettet.
Arbejdet på computeren blev endnu sjovere, da digitalkameraerne kom frem og man kunne lægge billederne ind fra apparatet – på skærmen og bagefter brænde dem ned på DVD`er eller CD`er. Jeg fik med Birgers hjælp lavet et pænt kontor med indkøbt møblement, der skulle samles og stilles op. Jeg har tilbragt mange hyggelige nætter på kontoret, der indeholdt alt det nødvendige apparatur så som printer, scanner og kopimaskine. Så skulle det selvfølgelig også læres, hvordan man brugte disse ting.
Jeg vil ikke sige, at jeg sled computeren op, men der kom nyt og nye programmer som mine ”computerrådgivere” mente, jeg skulle have. Der var Rune så til stor hjælp for mig. Han byttede computere ud, installerede programmer og viste mig, hvordan de skulle bruges, når det var noget helt andet, end det jeg havde været vant til. Rune behandlede computerdele, ligesom det var ham, der havde opfundet dem. Han kunne alt. Han kunne finde fejl og afhjælpe dem. Hvad pokker skulle jeg have gjort uden hans hjælp. Jeg var da så stolt af hans kunnen, at jeg havde ham med ud til nogen af mine bekendte, når de havde problemer med deres computere. Det kunne så give en lille skilling, der altid gjorde godt i baglommen. Senere kom Inger Lise til og med hendes viden og gode hukommelse var der også hjælp at hente . Både Inger Lise og Birger arbejdede og underviste i IT-verdenen. Jeg var også en enkelt gang ovre på ”Djævleøen”, hvor min nevø – Jørgen Rishøj –der var i firmaets it-afdeling og ansvarlig for indkøb af IT-dele, computere, systemer o.s.v. Der lå meget teknisk viden, som han også delte ud af og foranledigede, at jeg købte noget af firmaets gamle og kasserede udstyr, der dog var fint til mit brug. Jo. jeg har været privilegeret, hvad angår hjælp og godt for det.
Samme Jørgen har givet mig mange input til bl.a. at købe en slags ”billedomformer”, så man kan tage sine gamle farvedias, putte dem i et apparat, der ”omvender” billedet og digitaliserer det, så man kan overføre det til computeren og igen brænde billedet ned på en DVD.
Man kan ligeledes bruge computeren til at redigere sine videofilm, hvilket jeg har set Inger Lise gøre, jo det er et godt stykke legetøj.
Da jeg i 2008 lå på ryggen med et uvirksomt ben, kom Birger og lånte mig en gammel bærbar computer, som jeg kunne have på skødet, når jeg sad i min store læderstol i stuen. Den viste sig desværre i uorden på enkelte punkter. Birger kom igen og sagde: ”Vil du virkelig gerne have sådan en?.” Jeg svarede bekræftende, hvorefter Birger forsvandt og kom tilbage noget efter. Han kom med denne computer, som Rune installerede programmerne i, og nej, hvor har jeg været lykkelig for den. Jeg kan vist roligt sige, at det er den hobby jeg har brugt mest tid på – 4-5-6 timer i døgnet, ja somme tider mere. Jeg har ikke brugt computeren på kontoret siden d. 14-15. juni 12008.
Jeg korresponderer med mange af mine venner, hver dag. Det er en dejlig måde at holde forbindelsen ved lige på og noget billigere end de priser, Post Danmark tager for at bringe en hilsen ud. Der er endvidere den fordel, at du kan gemme både modtagne som sendte breve, hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål.
Jeg fatter ikke, at man nogensinde har kunnet undvære sådan en tingest. Jeg har forbindelse med adskillige af mine pensionerede kolleger gennem computeren, der også kan forøge ens viden med alle de muligheder, der er for at søge oplysninger om alt muligt.
Jeg har så sent som i dag via computeren været på et program, hvor man kan søge oplysninger om de blod- og andre prøver, der fra egen læge er indsendt til Centralsygehusets laboratorie til undersøgelse. Det er noget nemmere end at skulle henvende sig personligt.
Denne – min livs beretning - er ligeledes blevet til via computeren. Jørgen har påtaget sig at hjælpe mig, så han ”styrer” opsætningen af det skrevne og indsætningen af billeder, som han gjorde det i ”Viggo`s beretning”. Jeg er taknemmelig for Jørgens hjælp og arbejde, der giver mig et begrundet håb om, at beretningen, som er bearbejdet i 12 år, blive færdig mens jeg endnu lever. En oprigtig tak til Jørgen.
Familien i radioen
Bjarke om sin kunstneriske tilværelse radiooptræden i (desværre meget lavt lydniveau).
Bjarke om Ravhuset (opdelt i 2 dele):
Ravhuset del 1
Ravhuset del 2
Claes om en sag fra Tønder, han har dækket (20.01.2007).
|
Bjarke og jeg var i Radio Syd i udsendelsen To generationer spiller ud. Jeg har udsendelsen liggende på en cd.