 |
|
||
|
|||
 |
|||
|
|
|
||||||||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||||||||||
Kiwiland til lands, til vands og i luften
Turen til New Zealand suppleret med Bangkok og Sydney 23.1.-15.2.2014 Sidst opdateret 25. marts 2014 Siden er under redaktion Efter i mange år at have rejst i efterårsmånederne har vi besluttet, at vi ikke vil snyde os selv for de nordiske efterårsfarver, men i stedet rejse i de mørke vintermåneder. Vi har hørt og set en del fra New Zealand, som virker rigtig spændende, og efter at have gennemlæst adskillige rejseforslag, beslutter vi os for en tur 'Naturskønne New Zealand',somRisskov Travelpartnerstår for. Vi har valgt en guided tur, dels på grund af venstrekørslen, dels fordi Jørgen ikke oplever så meget, når han sidder ved rattet, og tilsyneladende omfatter denne tur alle de ting, der er fremhævet i rejsebøgerne. Billeder fra rundrejsen på New Zealand finder du her. Indhold
Sammenfatning Det blev en fantastisk tur, som levede op til vores forventninger. Man opdager hurtigt, at 'kiwi' er et varemærke for landet: indbyggerne kalder sig kiwier, den endemiske nationalfugl er kiwien og vi så mange kiwiplantager foruden alle de firmaer, hvor ordet 'kiwi' indgår. Der er langt til New Zealand, så det var bestemt en god idé at få indhentet de første 6 timers tidssforskel med 1½ dag i Bangkok efter 10½ times flyvetur med Thai. En sejltur på byens kanaler om formiddagen og en aftentur på Chao Pray-floden om aftnen, samt et besøg tilGrand Palace og Emerald Buddha Templegav os et indtryk af byen. Vi mærkede ikke noget til de demonstrationer som var i cityområdet, omend vi var blevet flyttet til et andet hotel i sikker afstand fra demonstrationsområdet. Flyveturen til Auckland er på ca 11½ time og yderligere 6 tidszoner tidligere. Og så begyndte den egentlige rundtur.
New Zealands natur Det er jo naturen, vi er rejst efter, og vi får virkelig natur for alle pengene. På nordøen er der vulkansk aktivitet, store landbrugsområder med malkekøer og får, store skove og flotte udsigter, mens sydøen er mere dramatisk med bjerge, dybe kløfter, vandfald og meget skiftende områder fra landbrugsområder med mængder af kvæg, som vi ikke har set tilsvarende siden Argentina, og naturligvis tusindvis af får (der er mere end 32 millioner får), til regnskov og tørre ørkenområder. Sejlturene dels fra Wellington og dels på Milford Sound blev begunstiget af det flottest tænkelige vejr: sol og blå himmel og så godt som blank vandoverflade. Taget i betragtning hvilke regnmængder, der falder, måtte man næsten knibe sig i armen over at opleve konstant flot sommervejr i hele perioden – efter at man i øvrigt ikke havde haft nogen god sommer. Kultur Deres huse ligner vores parcelhuse, men er oftest bygget af træ, men grundene levner ikke meget plads omkring huset – ofte blot et par meter til naboen. Klimaet fordrer ikke isolering, termoruder eller solceller, og med dels den megen vandkraft, dels kraftværker baseret på termisk varme var det meget begrænset, hvad vi så af vindmøller. Gårdene ligger ganske spredt og ligner de almindelige parcelhuse. Da køer og får kan gå ude hele året behøver man ingen staldfaciliteter, så måske er der lige et skur til at beskytte maskinparken. Her er pænt og meget rent. En enkelt gang ser vi grafitti. Genbrugsordninger kan vi se undervejs, hvor flasker placeres i kasser, mens andet genbrugsmateriale samles i æ©n plastbeholder. I byerne er man forberedt på regn, og fortovene er altid overdækket. Trafikken afvikles fredsommeligt, fodgængere er ikke jaget bytte. Det er ikke cyklerne, der er mest fremtrædende i gadebilledet, men der er dog en del, der cykler på landevejene til trods for at vejene ikke er specielt brede og bilerne kører kvikt til. Bilparken er moderne med mange 4-hjulstrækkere og modeller, som vi ikke kender. Der er mange japanske biler, fordi de importeres derfra som brugte (og de har jo i forvejen rattet i den rigtige side). Politibiler ses med mellemrum, og vi så flere gange, at der blev foretage razziaer mod spirituskørsel. Fornemmelsen er afslappet ligesom folks påklædning, og i de større byer færdes ganske mange motionister. Maorierne og Captain Cook Maorierne er kommet til øerne i dereswaka(kanoer) ude fra Stillehavet gennem mange hundrede år, og vi føler slægtskabet med kulturen på Påskeøen. Selv op i 1800-tallet kom der flere nye stammer og slog sig ned. Maorierne havde ikke oprindeligt noget skriftsprog, men historien blev udtrykt gennem flot træskærerarbejde, som dermed blev historeiernes bindeled til næste generation. Vi fik mange beretnnger om maoriernes myter, stammer og høvdinge, men opfattelsen begrænses noget af, navnene er lange og usædvandlige i vores ører. Captain Cooksankomst i 1769 er et fikspunkt i historien. Han fik landet på verdenskortet og nød godt af de rige muligheder for vand, skibstømmer osv bl.a. iBay of Plenty. Efterhånden blev maorierne mindretal på øerne, og selv om man indgik enWaitanga-taktat i 1840, var de to sproglige versioner ikke ens, og maorierne tabte både land og rettigheder, og først efter 1975 har man taget fat på at godtgøre gruppen for uretmæssig behandling gennem afgørelser i et særligt tribunal. De sidste sager forventes at være afgjort i 2020.
At være turist Priserne er nogenlunde som i Danmark, og selv om de laver meget - og god vin - selv, så er den ganske dyr både på restauranterne og i forretningerne. Underligt, da new zealænderne åbenbart ikke tjener ret meget. En ting som man kan undre sig over er, at der er begrænsninger på internetadgang. Næsten alle steder skal der betales for adgangen, som desuden ofte har to parametre: tid og datamængde. Hvad man når først lukker forbindelsen ned. Så man skal tænke sig om, når man planlægger sit arbejde, og man kan endda let snydes af automatiske opdateringer, som sker bag ens ryg. Hotellerne var stort set udmærkede. På nogle kunne man have brugt en stol mere eller et bord, og naturligvis var udsigten ikke altid værd at skrive om.- vi skulle jo kun sove der - og sjovt nok havde stort set alle nyrenoverede badeværelser helt svarende til dansk standard. Man kan stort set bruge kort alle vegne, så vi havde faktisk fået vekslet mere end rigeligt til turen. Rejseselskabet var erfarne rejsende, så selv om gruppen var (for) stor, var der et godt samvær og man var både opmærksomme og ….. , og bussen var altid klar til afgang til aftalt tid,
Sydney I Sydney myldrer det med motionister i parker, på gaderne - alle vegne. Men det er en storby, så her kommer de slipseklædte kontorfolk og højhælede kvinder - begge parter ofte med en pc og løse papirer i favnen. Når man bor tæt ved centrum, som vi gjorde, kan man nå de fleste seværdigheder inden for en halv times tid til fods. Men desværre er Ullas rygproblemer ikke oplagt til længerevarende vandringer. Men en spændende by med masser af parker og grønne træer i gademiljøet. Hvad man ikke kan undgå at bemærke er, at mange af de unge er et hovede højere end en selv.
Rejsen
23.1.2014 Afrejsen mod Bangkok Kører med vores vanlige gode taxavognmand Ali, og kommer i sikker tid til at mødes med gru14ppen, som er på 31 deltagere. Som forventet er der mest gråt guld og rejsevante mennesker. Den guide, vi skulle have haft har måttet melde fra i sidste øjeblik (to dage før), men det er lykkedesRisskov Travelpartnerat findeRune Balletil at påtage sig hvervet. Vi skal flyve medThai. Det er en 777-300, dvs der kan være små 400 passagerer, og der er rigtig mange, der dels skal til Thailand, men også mange, der skal videre til Australien og New Zealand. Desuagtet viser det sig ved den rettidige afgang, at vinduespladsen på vores række (i dette fly 3*3 sæder) som en af de få ikke bliver besat, så Ulla får vinduespladsen og hendes oprindelige sæde bruge til reserveplads til ben og krop under turen. Servicen ombord er opmærksom og professionel Mine nyanskaffede ørepropper skal nu bestå prøven – og det gør de, så jeg har ikke den hyppige og irriterende døvhed i flere dage efter en flyvning. Bangkok Vi ankommer tilBangkok før tid, og der er ikke så mange rejsende her kl. 6 om morgnen, så det går ret kvikt at komme gennem systemet. En bus kører os de ca 35 kilometer mod centrum. Det sker ad grå tresporede betonmotorveje, som snor sig til højre og venstre og op over hinanden i adskillige lag. Det meste ad vejen køres i i 2. og 3.sals højde, så man kan se ned i de bebyggede områder. Langs vejen står kæmpestore reklamer – ofte kun på thailandsk (Carlsberg og Grundfoss blev set), så det er ikke ligefrem en spændende tur. Bebyggelsen er dels 1-3-etages mindre huse med grønt i mellem, dels drysset med rund hånd den ene kedelige betonklods med op til 25-30 etager. Bestemt ikke betagende. Det hjælper, da vi nærmer os centrum og er kommet i jordhøjde med både nydelige huse og grønne træer. Morgentrafikken er nu blevet ganske betydelig, men afvikles stille og roligt. Efter en lille times tid er vi på hotellet Ramada Plaza, som ligger lige ned til floden, kl.8, hurtigt omorganisering og morgentoilette. Vores guide og den lokale guide foreslår at udnytte dagen med en sejlads på Bangkoks kanaler! Vi vidste, at der var en flod, men kanaler?
Vi kan berette, at det er der, og rigtig mange. Tidevandet rækker helt herind med op til en meters forskel, og flere steder er der lavet sluser, som skal passeres. Sejlturen på kanalerne – brede og meget smalle, giver os en fornemmelsen af dagligdagen med densskraldevognsbåde, sluser, mange templer både store bygningsværker og små hustempler, solbadende varan, fiskefodring, som får mændger af fisk til at kæmpe om brødstykkerne. Husene er bygget på stolper – ofte af træ, og bortset fra bådudflugterne med turister er der livlig handel fra små både og salgsteder langs floden. Et par hundrede meter fra hotellet går Jørgen en tur gennem en lille markedsgade med ældre huse af træ med små udsalg, og selv om det er hen på eftermiddagen er der stadig mange åbne gadekøkkener, fiske- og grøntsagsforretninger. Man skal tage sig i agt for venstretrafiken og de mange tohjulere, som kæmper for at komme frem, og trafiklysene synes mere at være til pynt. Bilparken virker i øvrigt moderne og velholdt. Om aftnen afgår en turistbåd tur fra kajen ved hotellet med. Der er bestilt spisning ombord. Vi får en fortræffelig buffet på skibet, som vi næsten kan fylde op. Sejladsen varer ca 2 timer. Det er farverigt at se byens lys og ikke mindst de kulørte lamper på de forskellige turistbåde. Vel tilbage kan man så trække ud på hotellets område ved floden sammen med et andet par og nyde varmen og et godt glas vin.
25.1.2014 Farvel til Bangkok Efter en god nats søvn bliver vi vækket 06:30 for at undgå den værste hede på dagens udflugt. Vi skal se det store tempelområde med 'jadebuddhaen' og det kongelige palads. Turen dertil går gennem Chinatown, langs blomstermarkedet, 'little Italy' før vi når til omådet. Grand Palacer (kort) ummer Thailands vigtigste helligdom, så vi er ikke de eneste, der bliver omringet af forventningsfulde sælgere.
Vores lokale guide,Ellen, er entusiastisk og taler et ganske udmærket engelsk. Der er masser af historier, der knytter sig til bygninger, skulpturer mm, og hele anlægget er imponerende med sine forgyldninger og malerier. Det giver mange mindelser fra både Sri Lanka med stupaer og buddhaer, og fra Kina med drageguder mm. Det repræsenterer fantastisk håndværk med masser af detaljer. Jeg har lånt Christians Nikon-fotoapparat, men må konstatere, at objektivet ganske enkelt ikke kan få hele motivet med, fordi bygningerne ligger så tæt. Hovedattraktionen er 'the emerald Buddha', en ca 90 cm høj buddha, skåret i jade. Har står højt i et prægtigt forgyldt tableau. Der må ikke fotograferes, men egentlig er det også mere interessant at se thailændernes attituder ved indgangen, hvor de kommer med de karakteristiske samlede hænder. De ligger på knæ, og bukker i tilbedelse. ? Der lægges nyt tag, der males og forgyldes ofring med blomster og lys, bladguld fæstes på små buddhafigurer. Anlægget omkring kongeslottet er også flot.
Derfra går turen til en turistfældeThe Gem Factory, som skulle være Thailands største producent af smykker med ædelsten. Velkomstdrink, gratis drikkevarer til mændene, mens konerne er på jagt. Der er en introduktionsfilm, som vi får serveret på svensk (!), og derefter kan man lade sig friste i et gigantisk showroom med alle typer smykker og ædelsten. Der er også et arbejdende værksted, hvor man kan se, hvad det er for et pillearbejde, de sidder med – men det må ikke fotograferes. For mindrebemidlede er der en afdeling med bælter, tasker, punge, thaisilke mm. Selv om vi nok egentlig ville have meldt oplevelsen fra, hvis vi selv skulle vælge, så var det imponerende at se. Den nemme vej tilbage til hotellet, som skal forlades inden kl.14, hvor vi skal til lufthavnen. Det giver os ca to timer til at pakke, og vi når endda en halv time ude i varmen på hotellets terrasse inden afregningen. På vej mod New Zealand Indcheckningen foregår hurtigt og uden udfordringer. Det er en alvorlig stor lufthavn med lange vandreture, men den fungerer enkelt, når man lige har fundet ud af planen. Jeg havde håbet lidt på, at der var en forretning med elektronik, så jeg kunne købe en mus. På ekspedienternes udtryk kunne jeg se, at det ikke hørte hjemme i tablettens og laptoppens tidsalder, så det nåede jeg ikke videre med. De tre timer går nu rimelig hurtigt, og med et kvarters forsinkelse, kommer vi af sted med en Boeing 777-200ER. Lige til kort før afgang, havde vi en ekstra plads at råde over, men den forsvandt, da der kom en flok unge, der skulle studere i Auckland. Ti timers flyvning gennem nattemørket lå nu foran os. Det er ubekvemt at sidde så mange timer, og rigtigt sove kan man heller ikke – men døse er OK. Atter var servicen og maden i absolut topklasse, og det pynter jo lidt på turen.
Auckland Der er nu 12 timers tidsforskel til Danmark, og da vi lander er den 11:35 - lokaltid. Det er jo ikke nogen kæmpestor lufthavn, så det går smertefrit at komme gennem immigration og told. Dvs. jeg havde ved ankomsten et stort behov for at komme på toilettet, mens de øvrige kom gennem møllen. Jeg har åbenbart haft bukserne for langt nede om hælene, for netop som vi er kommet ud, kommer der en lufthavnsbetjent og spørger om mit navn. æ…rsag: Man har fundet min tegnebog, og glad bliver man, for at spares for alle de ulejligheder en mistet tegnebog med kreditkort, førerbevis osv. ville have medført. Da vi skal stige på bussen, hilser New Zealand os velkommen med en fin regnbyge og lavthængende skyer. Turen til vores hotel går gennem store boligområder med store villaer bygget af træ og på meget små grunde, så de ligger tæt. Men det er pænt og grønt. Vores hotelCopthorne, ligger på havnefronten og vores værelse på niende etage har udsigt ud over havnen ogHaurakibugten. Vores guide tilbyder, at man kan komme med ham tilAuckland Museum, som står på programmet til i morgen. Han vil lige sikre sig, om museet er, som han husker det, og vi er tre, der gerne vil med og se flere af de spændende ting, samlingerne byder på. Vi kører sammen i taxa til museet, som ligger i et af byens grønne områder,Auckland Domain. . Det er bestemt seværdigt: der er samlinger fra New Zealand næsten utallige krige for England ud over Europa, Afrika, Mellemøsten, de to verdenskrige og senere uroligheder. Men der er også om naturen og dens dyreliv, beretningen om de mange vulkaner, genopførte boliger og forretninger med inventar mm som i det 18, århundrede – og naturligvis om Maorierne., som vi skal se i morgen. Vi bruger ca to timer, og kommer betids til at jeg kan gå på jagt efter en mus og en converter, da afstanden mellem benene på engelske stik både er anderledes og tyndere. Musen finder jeg i byen, i inden de lukker – tidligt, da det jo er søndag. Hotellet har udlånt alle sine adaptere, men en 24-timers forretning på den anden side har dem, så nu er jeg ved teknisk at være på omdrejningshøjde.
Aftnen skal tilbringes på byens højeste bygningsværk,Sky Tower, som har roterende restaurant,The Orbit Restaurant. Desværre ligger skyerne lavt omkring det 328 m høje bygningsværk, så der er i praksis ikke nogen udsigt. De letter dog under det i øvrigt meget lækre måltid, så vi når at få en fornemmelse af byens struktur og natbelysning. Nu her søndag aften skal vi for anden gang siden torsdag prøve at ligge i en rigtig seng, og få en god nats søvn til morgenvækningen 06:30 (vi skal starte dagens tur kl.8). Aftnen får en uventet afslutning, idet pc'en pludselig beder om mere strøm, til trods for, at opladeren sidder i den nye adapter. En nærmere undersøgelse at el-situationen på værelset afslører, at der ikke er strøm i sengelamper, radioen, ventilationen. Jeg tager min pc, adapter mm med til receptionen, sætter dem ind i situationen, og beder dem oplade pc'en hos dem. 27.01.2014 Maorier, havnerundfart og flyvemaskiner.Efter morgenmaden henter jeg min pc, vil lige teste om alt er OK, hvorefter der ryger en sikring som mørklægger de samme enheder, som i går aftes. Atter tilbage til receptionen, hvor den ansvarlige kan berette, at havde prøvet at oplade pc'en – men der var røget en sikring. De skaffer os lys igen, og inden vi drager af sted sætter jeg adapteren i kontakten, og gnister føg om os, selv om der ikke var tilsluttet noget. Men yderligere undersøgelse må vente til senere. Som aftalt kører vi klokken 8 ad smalle og snoede veje mod vulkantoppenMt. Eden,som med sine 196 m giver 360 graders frit udblik over hele byen. Byen er bygget på mange vulkaner, som dog ikke har været aktive i mange hundrede år. Krateret er ca 50 m dybt, og som altid, er dybder vanskelige at fotografere. Næste punkt erPoint Bastion, hvor der er et smukt anlæg med store blomsterbede til minde om den første maori-forsamling, Waitangi-tribunal. Her har tidligere ligget en befæstning, der kunne beskytte havnen. Da militæret ikke skulle bruge området længere, blev området op i 1970'erne genstand for uenigheder om dets anvendelse, indtil det blev overdraget til maorierne som led iWaitangitraktaten(fra 1840, men som blev fortolket forskelligt), som gav de oprindelige beboere fulde rettigheder. Det er Aucklands 'Anniverseryday', en fridag, hvor de fleste forretninger har lukket og folk har fri. Dagen markeres også med en regatta, så der er liv og glade dage. Ikke så langt herfra liggerKelly Tarltons Underwater World. Det er primært et akvarium, ganske velorganiseret i flotte bassiner med effekter af vragdele mm på bunden. Der er et specielt afsnit med pingviner, hvor især de store kongepingviner gør sig bemærket. Egentlig er de første rum,Sydpolscentret, hvor man har genopbygget Roberts Scotts og Roald Ammundsen hytter og rekvisitter, det mest spændende, når man nu lige har været gennem danske 'Den blå planet'. Udsigten ind mod byen rummer nu en del skibe, en stor containerhavn, ligesom to store krydstogtskibe har losset deres mange passagerer af, så sammen med indbyggernes fridag, skaber det trængsel omkring havnen. Herefter kommer turen til Maoriudstillingen på Auckland Museum (brochure). Rune har i går under vores besøg fået lagt en slagplan for den ene time, der er afsat til fordybelse her. Vi får pinpointet nogle særlige genstande på udstillingen, som får et ord med på vejen. Ikke mindst er de udstillede fælleshuse og lagerhuse flotte med deres udskæringsarbejder. Det gælder også den meget store kano, der kunne rumme 100 mand. Det giver den indledende historie, som der skal følges op på i de nærmeste dage. Som det fremgår var der slet ikke tid til at se andre dele af museets omfattende samlinger, så vi var tilfredse med at have brugt tiden i går på museet. Til frokost er der havnerundfart på planen. Ulla tager med på denne, mens jeg vælger at tage med guiden til deres transportmuseum, hvor han skal skaffe sig stof til sit tidsskrift â€Flyvâ€, som han er redaktør af. Det er en pæn samling, som dog ikke kan måle sig med Hendon eller museet i Washington. Men interessant nok. Vel tilbage atter tilbage til receptionen med mit grej, for at finde ud af, om det er kontakten eller adapteren, der er noget galt med. Vi bliver dog hurtigt enige om, at synlige mærker på benene taler for det sidste. Over i forretningen, hvor jeg købte den i går, men manageren der skulle tage stilling til, om jeg kunne få den byttet, holdt naturligvis fri, og så var jeg jo lige vidt.
Vi er på egen kost til aften, og som vi har bestemt os for at finde et sted, møder vi en gruppe som har samme plan, og da der er nogle, der har rekognosceret nærmeste omegn, går hele gruppen sammen på en lille italiensk restaurant, som laver god mad til overkommelige priser. Under turen dertil, får jeg fortalt min adapter-historie, og sørme om ikke der er en, der faktisk har medbragt to, og hvoraf jeg gerne må låne den ene.
28.1.2014 Coromandel-halvøenKufferterne blev straks sat ned inden morgenmaden, og kl. 8 var der afgang. Det er et yderst veldisciplineret hold, hvad angår mødetid. Turen går sydover gennem den tætte morgentrafik, hvor bilerne kører tæt i tre rækker på motorvejen. Da køerne kan gå ude hele året, er der ikke brug for stalde til dyrene, så en gård her ligner mest af alt et almindeligt byhus, hvis det ikke lige var for traktorer og andre landbrugsredskaber. Vi skal over til Tariura, så på et tidspunkt drejer vi fra mod øst, hvor vi iThames gør et lille ophold, så der kan indkøbes mad og drikkevarer, da vi selv står for frokosten i dag. Thames ligner mest af alt en prærieby med lave huse, forretninger og overdækkede fortove aht regn, og egentlig ganske charmerende. Hvad der slog mig var, at der i denne lille by var to boghandlere med få hundrede meters afstand. Næste forhindring før Stillehavet er en lav vulkansk bjergkæde. Det er en relativ smal vej med utrolig mange skarpe sving, da der er stejle stigninger. Der er rigtig mange flotte landskaber med dybe kløfter, og bjergsiderne er dækket af skov, bl.a. træbregner i alle højder. Da vi kommer til Tariura, tømmes bussen for kufferter ved det ene af de hoteller, vi skal bo på, idet holdet er blevet delt, og man ønsker at få kufferterne til gæsterne på dette motel bragt på værelserne.
Der er kun ganske få kilometer til næste seværdighed,Cathedral Cove. Efter ganske store stigninger, hvor vi kan nyde flotte udsigter ned over bugtens blå vand, når vi til en parkeringsplads med en udsigtsbalkon, hvor man kan skimte grotten. Men det hele er turen værd. Det er et flot natursyn - og så går det bare opad for at komme tilbage til bussen. Så er dagens program udfyldt, og bliver kørt til vores respektive hoteller. Vi bor på Pacific Harbour Motel, som vi netop har set frem til, fordi man på internettet kan de hytterne ligge lige ned til vandet. Vi har dog ikke udsigt ud over søen. Vi samles nogle stykker over en tår, og efterfølgende byvandring af de ca 300 meter, hvor der er butikker. Aftensmaden indtages i restauranten, der hører til motellet. I dag har været afslappende: sidde et par timer på en strand og høre og se bølgernes brus, konstateringen af, at mange planter kender vi hjemmefra, og at vi for første gang har set sommerfugle. Mange detaljer vil først komme til, når billederne inspiceres. Småting som at der er mange japanske biler, fordi de køber dem let brugte fra Japan (som jo også har venstrekørsel), vinmarker, der er beskyttet af 5-6 m høje klippede hække osv.
9:40 kører bussen af sted for at møde Kiwi Dundee, som skal lede os gennem bushen, som i dette tilfælde er en ung regnskov.Busher den generelle betegnelse for skov på disse kanter. Han hedder egentlig Johansson og har sine aner i Norge. Hans kone, Jane, er med, da holdet deles op i to. Det bliver en ca 3 timer lang seance, hvor vi får et godt indryk af skoven, og får vist de specielle vækster, som f.eks. kauritræerne, som bliver ca 150 m høje og det ældste træ er mere end 2000 år. De findes så ikke lige her, men vi får set de lige stammer, som selv smider sine grene og tager 'knasten' med sig, så det er fantastisk tømmer Planteblade, der er at have været dyppe i vand kan bruges som sæbe (bushmans soap), og deler bekymringen over, at de indførte planter, som f.eks. brombær og montbresia, som står som ukrudt langs landevejen. Vi ser resterne fra guldgravertiden, dels et par minegange, dels fundamenterne til de maskiner, der knuste stenblokkene. Der er også små strækninger med de gamle tipsvognspor. Gruberne her var i funktion fra slutningen af 18-hundrede tallet til omkring 1920. Vi besøger to minegange, som kunne minde lidt om Daubjerg-minen, og som er hugget ind i de vulkanske la Frokosten var medbragte madpakker, som blev indtaget på tæpper ved floden. Efter maden blev vi introduceret til eksemplarer af onyx, forstenet træ, mm og desuden eksempler på, hvorledes guld kan se ud i et klippestykke. Spændende – og faktisk har gruberne her været meget givtige. Skovbrug?? kommer jeg til en anden gang. Så var dagens program egentlig slut, så efter vi var kørt tilbage til motellet havde vi 'fri'. Aftensmaden indtages som i går iShells-restauranten, som hører til motellet. Endnu en perfekt dag, som afsluttes med en stjernehimmel uden en sky på himlen.
30.2.2014 Naturens gaver Der er rigtig mange floder med bredder af 15-20 m, men der skal jo også noget til at transportere nedbøren. På skrænterne går både køer og får, og ellers er der meget grønt i form af græs og skov. Vi kommer til minebyen Waihi, som har været et af flere centre for guldgraveri. Her har siden 1880'erne liggetMartha Mine, som gennem årene fik stadig flere tekniker til rådighed til at få guldet og sølvet ud af klippestykkerne, idet der her ikke er tale om guldårer i deres egentligste betydning. Den gamle mine blev nedlukket i 1952 efter at have produceret 174.160 kg guld og 1.193.180 kg sølv.Nu er det eneste, der er tilbage, et pumpehus, som man har bevaret ved at flytte det fra sin oprindelige plads.
Nu er der i stedet for de gamle minegange en stor åben mine af samme navn, hvor de store gravkøer og lastvogne med op til 80-100 tons henter klippestykkerne op fra mere en 200 m dybde. Et imponerende hul, hvor man kan gå en 4 km lang rute på en sti langs kanten,The pit rim walk. Det knuste overskudmateriale er nu deponeret uden for byen, hvor det vil være grundlag for byens udvidelse. Der er en udmærket og informativ udstilling i byens Visitor Center, og her er der faktisk reelle forretningsgader.
Vi får frokost påMills Reef Wineryi nærheden af havnebyen Tauranga. Inden frokost får vi vinprøver, alt imens vi får en levende og præcis beskrivelse af, hvad vi drikker. Jeg tror vi fik 6 smagsprøver, og man kan bare konstatere, at pris og kvalitet hænger sammen. På den videre tur hæmmes udsigterne af dels mange skovstrækninger, dels de 7-10 m høje beskyttelseshegn, man planter omkring Kiwi-plantagerne.
Vores guide har arrangeret en rundvisning på 360 Kiwi, som er en ud af ca 25.000 kiwiavlere. I 'turistfælden' er der lejlighed til at smage kiwi-vin og -juice fra henholdsvis den grønne og den gule kiwi. I et specialkøretøj fragtes vi rundt på området, hvor vi ud over kiwi ser eksempler på andre frugtsorter, man kunne dyrke – bl.a. ferskner, appelsiner og avocado, som hænger ned fra de høje træer. Men emnet er kiwi, og vi får et spændende foredrag af ejeren om planten og dens formeringsmæssige vanskeligheder. Helikoptere mod nattefrost og møller Tog med trætransport til udskibningshavnen Vi passerer søerne i tilknytning ti lRoturua Lake, store vejarbejder, fordi det er her væksten foregår, og når Rotorua ved 17:30-tiden. Det er en større by, men bygningerne er fortsat holdt i 1 og 2 etager. Vores hotelIbis ligger helt nede ved søen, og få hundrede meter fra, hvad der betegnes som 'Eat Street', hvor restauranter og cafeer ligger side om side i en overdækket gågade
31.1.2014 Showtime Der er repræsenteret mange lande blandt tilskuerne i den store hal, bl.a. en stor gruppe fra Korea. I løbet af 1½ time får vi præsenteret de forskellige fåreracer med deres særlige egenskaber. Ikke mindst var Merino-vædderen imponerende stor med en ca 20 cm tyk pels. Vi får forevist en fåreklipning, ikke verdensrekord, men dog ganske imponerende. Hundene for lov til at optræde på scenen med deres færdigheder, og publikum får lov til at begå sig med at malke en ko og give små lam sutteflaske. Alt præsenteret på en morsom og informativ måde. Næste mål var Rainbow Springs, som er et sted, hvor indsamlede kiwiæg håndteres videnskabeligt, for at få udruget nye generationer.. Fru kiwi forlader reden, når hun har lagt sit store æg (en mellemting mellem et hønseæg og et strudseæg – en størrelse, der overført til mennesker ville betyde at en gravid kvinde skulle føde et to-års barn). Herefter tager manden over og udruger ægget. Her er det ganske vist rugemaskiner, og vi se nogle nyudklækkede små kiwier. I et tilstødende rum er der mørklagt, så man lige netop kan se kiwierne gå rundt i mørket. Ellers er der lidt forskellige fisk, reptiler og eksemplarer af træer, bl.a. redwood.
Tiden skal udnyttes, så herefter går turen tilTe Puia i Whakarewarewadalen,hvor man finder store områder med kogende og spruttende mudder og områder med gejsere. Dampene hænger i næsen, fordi den strømmer ud af mange sprækker, efterladende sig spor af svovl. Rygning er forbudt, for svovlbrinte er brandfarligt, og ville kunne brænde længe under den øverste tynde overflade. Vi havde naturligvis håbet at se geyserenPohutui et ordentligt udbrud, men det blev kun til nogle små 'bøvs'. Den lokale guide, en maori, var utrolig god til at forklare omkring de termiske aktiviteter, og derud over supplerede han vores viden om maorierne, bl.a. ved at vise håndknytning af klædedragt (arbejdstid ca 5 år), hvorledes man af bladfibre kan fremstille stærke snore eller tråde eller basis for fremstilling af skørter. Indtægten fra billetsalget giver det økonomiske grundlag for en træskærerskole og en væveskole, hvor eleverne skal være maorier, og hvor meningen er at de skal rejse tilbage til deres hjemstavn og få videreført de gamle traditioner. Deres træskærerarbejde er ganske enkelt imponerende. Da maorierne ikke havde noget skriftsprog, har man lavet illustrationer, som danner baggrund for mundtlig overlevering. På væveskolen kan man se, at de gamle tekniker og mønstre har fået nyt liv i moderniseret beklædning. Der er lejlighed til at prøve termisk opvarmede spa-pools (38, 40 og 42 grader varme), men det er ikke lige det vi har mest lyst til, så vi hopper af ved det nærliggende Rotorua Museum.
Hvad der derimod er nyt og spændende er, at stedet oprindelig var badeanstalt med helbredende mudderbade og varme bade – alt udsprunget af de termiske muligheder, og i kælderen, hvor rørføringen ligger, var der ganske varmt. Huset er en pragtfuld og kunstfærdig engelskpræget bindingsværksbygning og i kælderplan har badekar, spøjse brusere og andet udstyr overlevet. Tilsvarende i grundplanet, hvor der også var et antal rum med effekter fra storhedstiden fra 1908.
Om aftnen står der maorishow på skemaet. Det foregår i Tamako Village og varer ca 2½ time, hvor man prøver at genopføre gamle skikke på de besøgene, demonstrerer forskellige færdigheder, som bliver lavet til små konkurrencer for de besøgende. Der indgår også introduktion til madlavning i jordovn til aftnens måltid, hangi. Der indgår et egentligt show af professionelle, som opfører danse og sange, inden vi ledes til spisesalen, hvor en stor buffet venter os. Det show, vi er til, rummer indholdet af 5 busser, og vi kan på vejen konstatere, at der er et fyldt spisehus fra en tidligere forestilling. Alligevel var det faktisk lavet på en god og spændende måde, som fik en til at bære over med det turistede. På den måde blev kl. 22:30, inden vi var tilbage med en syngende buschauffør, som både på vejen ud og hjem blev standset til spritkontrol i to razziaer.- og tog flere runder i rundkørslen på vej tilbage til hotellet jf. sangens tekst.
1.2.2014 I dag er det køredag: Der er 400 km til Wellington, og det er naturen, der er på programmet. Første holdt er et vandrigt vandfald, Huka Falls, hvor floden Waikato,som er New Zealands længste flod, brusende har skåret sig ned i klipperne, men hvor der ikke er mange meter til et egentligt fald. Men 220.000 l brusende vand i sekundet har noget fascinerende over sig. Til pudsighederne hører, at elmasterne alle er forsynet med et mavebælte af metal for at forhindre possumbæsterne i at karve op og kortslutte ledningerne. På vejen til Tauposer vi flere steder med de for os uvante dampende skyer fra termisk aktivet, og vi kommer også forbi et termisk kraftværk, dvs man udnytter den termiske damp via dampturbiner. Bortset fra termiske kraftværker får man sin strøm fra vandkraft, og det er tydeligt, at der er meget regn, der skal føres bort gennem større og mindre floder og vandløb. Landskabet skifter hele tiden: bløde bakker, stejle bjergsider, flade græssletter med ofte nyklippede får, køer eller grøntsager. Der er naturligvis også opsamlingsbåse til de indfangede dyr, når de skal transporteres videre. Der er skov og skov af 'radius'-fyr, store fældede områder, hvor rødderne er revet op og samlet. Undervejs er der opsat store tavler, som med en viser på en skala, viser risikoen for brandfare. Lige nu var den mellem moderat og høj. Det er ikke noget teknisk, men manuelt betjente visere. Mindre byer kører vi igennem - alle med lav bebyggelse, overdækkede fortove og osende af ro. På et tidspunkt kører man ind over en 'ørken' (Desert road), hvor det mest er græs og lyng og nøgne områder, der præger billedet.. Der, hvor der vokser noget, er det høj, uplejet vækst helt ud til vejen, som begrænser ens synsfelt. Det er et moderne museum med gode tableauer og moderne formidling af new zealændernes deltagelse i krigene sammen med Storbritanien fra Boerkrigen til 2. verdenskrig både i Europa , Afrika og i Stillehavsregionen, Vietnam, Malaysia og i Afghanistan. Der er også en interessant, samlet udstilling med våbentyper fra de forskellige krigsførende nationer. Herfra følger vi den smalsporede jernbane mod Wellington Ved frokosttid brød solen meget heldigt igennem, da gruppen skulle spise på et privat landsted i nærheden afMarton, som havde indvilget i at tage imod den store gruppe.. Normalt er det blot bed & breakfast, men i dag er der så dækket op både inde og ude. En stor, smuk og blomstrende have tog i mod, og der var fri adgang til at gå rundt i det ikke specielt store hus. Indretning og møblering i høj grad i engelsk stil, og masser af sølvtøj, bl.a. mandens jockey-præmier.
I haven var mange spændende ting fra store trompetblomst-træer, og 10 meter høje bambus, til en fritvoksende kiwibusk, som bar frugt. Her blev hentet fish 'n chips og forskellige pizzaer, som kunne nydes i haven i sommervarmen. Det sidste stykke til Wellington gav endnu flere naturlandskaber. Mercure Wellington Hotel ligger højt oppe over byen, men vi har dog kun udsigt over gaden til skrænten, hvor der ligger en børnehave.
2.2.2014 Wellington Hovedstaden Wellington (kort) viser sig fra den pæne side med sol og blå himmel, da vi skal op på Mt. Victoria for at nyde 360 graders udsyn over byen de 196 m oppe. Vejret er klart, så man kan se langt, men da vi ellers ikke har færdedes i byen , har vi ingen fikspunkter at lede efter. Men flot er det at se husene krybe op ad bjergsiderne. Ellers er byen næsten en kopi af San Fransisco med stejle gader, smukke gamle træhuse og i centrum, højere glashuse. Vi kommer forbi Old Sct.Pauls Cathedral og regeringsbygningerne på vores vej til kabelbanen fra 1902, der fører op til den botaniske have. Og vi skriver 'forbi', fordi vi ikke får lejlighed til at se bygningerne indefra som forventet. Den botaniske have blev etableret i 1868, er på 25 ha, og rummer mange spændende træer, buske og kaktus, ligesom der er en stor rosenhave. Klogeligt har man markeret den lige vej til udgangen og turistbusserne med blomstermønster på asfalten for os, der kun har begrænset tid.
Det nationale museum,Te Papa, ligger i en moderne bygning på en halvø ved havnen, som over 6 etager fortæller New Zealands historie. Da vi er der i god tid før den aftalte guidede tur, påtager Rune sig, at lave introduktionen. Nu er det imidlertid tredie gang, vi skal opleve maorikultur og – historie, så det er begrænset, hvor meget nyt, der kan hægtes på., og på sin vis kunne en professionel guided tur måske have gjort forskellen Men de udstilledegenstande er OK.
Ulla og jeg vælger bagefter at se en enkelt etage, og må indrømme, at der er ofret meget på præsentationen. Ikke mindst ser vi en spændende digital teknik, hvor man i relation til en fysisk genstand projekterer personer i relative størrelser til at fortælle deres historie om genstanden. Ren magi. Vi når hen på havneområdet og får en frokost, inden vi går tilbage til bussen, som har holdt parkeret ved museet for at transportere os tilbage til hotellet. Hjemvendt til hotellet tager jeg en tur i byen for at købe vand til morgendagens tur, og finde en restaurant, da vi ikke har meget lyst til at spise på hotellet. Da vi atter er tilbage på hotellet, har vi næppe sat os ned, før vi bliver inviteret til værelseskomsammen, så klokken bliver næsten midnat, før vi kan gå i gang med at pakke til vores færd mod sydøen.
3.2.2014 Udsigt over havet Vi skal med færgen tilPictonpå sydøen, en sejltur på 3½ time. Vi kommer ombord påKaitaki, som er New Zealands største færge med plads til 1650 passagerer og 600 biler på 3 dæk. Der er 10 dæk i alt, og man entrer skibet ad dæk nr.7. Nogle agter at køre med toget tilKaikourafrem for bus, og der skal reserveres billetter på et kreditkort. Vi stiller os til rådighed, da Ulla også gerne vil tage toget frem for bussen.
Der er rige muligheder for at fotografere Wellington fra søsiden, og efterfølgende turen over det åbne og næsten spejlblanke vand, og ind iQueen Charlotte Sound. Solen bager fra himlen, kølvandet står længe efter skibet. Det fås ikke bedre! Vi har sagt farvel til vores kvindelige chauffør på nordøen, og får nu Andrew de kommende dage.
Frokosten indtages i Blenheim, som har rigtig mange butikker koncentreret omkring en stjerne af veje i centrum. Her finder jeg et par vandrestokke med 'dup' til Ulla, så hun kan få sine egne. Senere et kaffehvil ved K....., hvor vi kan nyde både vejret og det blå brusende vand. Lidt før Kaikouraer der rigtig mange sæler, der slikker solskin på klipperne. De jernbanerejsende er kommet frem en times tid før bussen, og nu kan alle få deres værelser på motellet. Værelserne er nyrenoverede, har altan, så man kan nyde den sidste eftermiddagssol. Desværre er restaurationen brændt, så vi må gå et par kilometer ind mod centrum til The Whaler, hvor vi får et fortræffeligt måltid sammen med en gruppe fra holdet.
4.2.2014 Endelig hval Vores chauffør har fortalt, at der er 90% chance for at se hval, og vores guide har set noget på hver af sine ture. Og selskabet er så sikker, at de lover 80% refusion af billetten, hvis man ikke ser hval. Vi har været tidligt oppe, da vi skal køre til 'whalestation' kl. 07:30. Ud over busser er der mange personvogne og mobilhomes med folk, som også vil se hvaler Meget professionelt får man billetter, gennes ind i et rum, hvor man får forklaret 'sikkerhed om bord', inden der bliver turafgang med en bus til den anden side af halvøen til South Bay Harbour - ca. 15 minutters kørsel. Det er en behagelig overraskelse, at det er relativt små katamaraner, som lige kan rumme en 50-personers bus. Man bliver plantet indendørs i bløde sæder, hvor man bliver, til man når ud til målet: en hval. Man anvender gps-målinger som udgangspunkt for positioneringen, idet man kan beregne, hvor lang tid hvalen er om at svømme til den skal op efter luft, nemlig ca. 50 minutter. Hvalspotteren sidder på øverste dæk, så der er 360 graders frit udsyn, og kaptajnen checker med hydrofon, om der er lyde. Så længe hvalen er neddykket udsender den toner, der kan opfanges af mennesker, men når den er på vej op, skifter den til en tonehøjde, som vi ikke kan høre. Mens vi sejler ud bliver det holdt et billedforedrag om kaskelothvalen og hvad vi ellers skal se.
Man mener at kunne konstatere, at der befinder sig tre hvaler i området, og pludselig er der en. Det er en stor oplevelse at se den 18-20 m lange kaskelothval, verdens største tandhval. Den er mindre end 50 m fra skibet, og vil nu trække frisk luft og lave 'blås' ca 10 minutter, før den dykker ned igen. Og det gør den, og takket være, at jeg har lånt Christians Nikon, som kan fyre mange billeder af sted ad gangen, får vi rimelig fotodækning, ikke mindst af den T-formede hale på vej ned i dybet. Havde jeg vist, at vi kom så tæt på, ville jeg have anvendt videoen, men jeg var bange for, ikke at kunne nå at fokusere, hvis begivenhederne skete for langt borte. Alle var glade og tilfredse, men vi kunne ikke nå at finde flere hvaler inden for de 2 timer og 20 minutter, der var afsat. Til gengæld ser vi så en masse legende og springende delfiner – samt en enkelt sæl. Resten af dagen er bustur Der er en del vejarbejde, og i stedet for at etablere trafiklys, har man anbragt en mand med etGo/Stopskilt, som kan styre trafikken. Er det et mindre vejarbejde, kan æ©n mand gøre det, mens der ved større arbejder er placeret en i begge ender, som så kommunikerer indbyrdes. Meget fleksibelt og enkelt at tilpasse efter trafikmængden. Vi har set adskillige kirkegårde, som virker ret nøgne blot med gravsten. (Oxford). Mange af træhusene er bygget på et fundament, som gør det muligt at flytte hele huset, som vi også så eksempler på. Vinden er stærk heroppe på plateauet, og der vokser kilometer efter kilometer af 7-10 m høje læhegn af klippede ceder- eller fyrretræer, som giver læ til afgrøderne bagved. For bilisten er det lidt trist ikke at kunne se landskabet, men blot køre langs en tæt, grøn hæk. Med de regnmængder, der falder (op til 8-900 mm) siger det sig selv, at der er mange bække, åer og floder. Mange flodlejer er meget brede, men lige nu i de fleste tilfælde blot med lidt vand, andre kommer med godt fart gennem slidte kløfter. I 1960'erne lavede man et stort projekt med at grave vandingskanaler og store plastikforede vandreservoirer. På plateauet regner det kun ca 200 mm, så hvis man vil dyrke noget, må der kunstvanding til. Det klarer man ved nogle lange kunstvandings'broer', som er på hjul, så de kan flyttes. Markerne er store, så de kan ses i længder op til 1,4 km. Hjørnerne klares med små, mobile runde, 'havevandere'. Bag bjergene forekommer stærke vinde, som også kan medføre, at der vælter træer i skovene, og vi ser flere eksempler på faldne træer, der venter på opsavning. Vi gør et ophold i The Tinshed, som ligger langt uden for nogen by, og som sælger kvalitetsvarer, primært med merinould evt sammen med possum og silke. Dyrt men dejligt. Ulla fik ikke erstattet sin nuværende merino/possum-trøje, da faconen på modellen ikke var god, men fik dog en merino T-shirt. Efter Upper Orarai River starter grøntsagsområdet, og det er interessant at se afsvedne arealer ved siden af grønne- enten på grund af grøntsagernes grønne blade, eller fordi der er vandet til græsning. Der er stadig hundredvis af køer og får på markrne.
Senere skifter landskabet til bløde bakker, som lige så godt kunne være danske, hvis ikke lige bagtæppet var en bjergkæde. Sidst på dagen når vi frem til Tekapu, hvor vi bor på The Godley Resort, som ligger lige overfor LakeTekapo, den højest beliggende sø i 710 m højde.
5.2.2014 På vejen igen Vi er stået op til endnu en dag med blå himmel, men mens vi er ved kirken, kommer der tætte skyer op over bjergsiderne. De fordufter dog, da vi kommer af sted, og det er først hen under middag det bliver rigtigt overskyet, og dermed også koldere. Opklaringen kommer fra vest, så sidst på dagen er der atter blå himmel at se mellem skyerne. Vi har ikke kørt længe før græsmarkerne får de snedækkede New Zealandske Alper som baggrund. Vi sidder desværre i den forkerte side af bussen, så vi må vente med at forevige bjerget til vi kommer til en udsigtsplads. Der er fortsat masser af kvæg og får på markerne - sidstnævnte er jo ikke så store, og somme tider kan man forveksle dem med sten eller klippestykker. Vi gør ophold i Omarama, hvor de fleste får er merinofår, hvorfor byen også tilbyder merinostrik. Ulla finder endnu en T-shirt. Når man kører på landevejen kan man konstatere, at det må være et godt land at campere i, idet der stort ses ingen begrænsninger er, og der er masser at små skiltede pladser, ofte mellem træer og tæt ved floden. Og aldrig har vi set så mange offentlige og velpassede toiletter som her. Der er mange små flyvepladser med tilbud på diverse rundflyvninger, men flyene bruges også i forbindelse med at gødske vanskeligt tilgængelige arealer.
Benzinen (91 oktan er den eneste der skiltes med) koster ca det samme som hjemme, mens dieselen er billigere på pristavlen. Hertil skal dog lægges en ekstra vejskat pr kørt kilometer - dyrest for busser og lastvogne, billigere for persondieselbiler.
Vi skal op overLindis Pass på 970 m, og der er spændende bjergformationer, kløfter på strækningen. Vi passerer nogle af de steder, hvor kinesere blev importeret til arbejde i guld- og sølvminerne. Herefter er vi i et område, hvor der dyrkes meget frugt: æbler, blommer, abrikoser, kirsebær og meget andet, som alt sammen kan købes hos Jones Fruit Stall. De har også den dyre Manuka-honning (fra Manukatræets blomster), som vi prøvesmager, men vores smagsløg kan ikke smage, at den er så meget bedre end vores normale enghonning. Angiveligt skulle det have forskellige medicinske virkninger. Et meget langt stykke kører vi langs en vandfyldt flod (???), som løber i en dyb kløft i et dramatisk landskab. Så kommer der flere vinmarker med roser for enden af rækkerne til at afsløre angreb af lus. Vi passerer Kawarau Gorge Suspension Bridge, broen, hvorfra man startede med elastikspring, og det gør man stadig, og de mange biler på parkeringspladsen viser, at der er mange, der vil bivåne heltenes andrenalinchock. Arrowtown er en gammel guldgraverby skabt af kinesiske guldgravere engang i1860'erne, og hovedgaden er fyldt med små butikker i gamle træbygninger - og af mængder af turister. Vi når nu kun at få vores frokost.
Dernæst kører vi ca 80 km langs en og samme sø, Lake Wakatipu. Atter sider vi i den forkerte side til at kunne fotografere dramatikken og skønheden, så det bliver et noget roligere billede, vi får ved stoppet for enden af søen iKingston. Det er utroligt svært at forklare, hvorledes landskabet hele tiden skifter karakter: stejle bjergsider, flade arealer, grønt og gult, køer, får – og nu også flere store hjortefarme. Skovstrækninger, læhegn, store gravede kanaler til vandingsprojekter eller vandkraft.... Vi ender på Village Motor Inn i Anau. På grund af gruppens størrelse og køkkenets kapacitet, er vi nødt til at spise i hold.
6.2.2014 Så til søs På vej fra Anau passerer vi et stort område med manuka-buske, hvor bierne henter nektaren til den dyre manukahonning. Vi kører langs med søen gennem en langstrakt, og tæt skov. Vi får dog et fotostop for enden af søen. Kort efter kører vi ind i Fjordland Nationalpark, hvor der er endnu mere skov. Ordet fjord hørte ikke til i ordbogen, så derfor blev alle fjordene kaldt 'sounds'. Der bliver gjort et antal stop, bl.a. ved Mirror Lake, som i dagens anledning har tillagt sig krusninger på vandet, så der var absolut intet spejlbillede af bjergene. Skovene er 'beechtrees', dvs egentlig bøgetræer, men det har ikke noget at gøre med danske bøgetræer. Nogle træer har små, trekantede mærker på, som betyder at der her er opsat fælder for possum, hermelin og andre skadedyr. Senere kører vi langs Gunns Lake, som vi kun ser sporadisk på grund af de mange træer.
Ved Monkey Creek bliver der taget flere billeder af bjergpartier. For at komme ud til vestkysten skal vi gennemHomer Tunnel, en 1200 m lang med 10% fald, håndgravet tunnel, som blev påbegyndt i 1935. Gennembrød bjerget i 1940, men laviner ødelagde østtunnelen, og den blev først åbnet i 1954. Der er én bane, så der er lysregulering. Vejene i området er som at køre i de europæiske alper med kraftige stigninger og hårnålesving. Når man kører langs de stejle klippevægge mister man fornemmelsen for højder. Bjergene her er kun omkring 1000 m, men de små striber af vand er faktisk rimeligt store vandfald. Vi gør endnu et fotostop ved The Chasm, men bortset fra at man får rørt kroppen, er der ikke meget at fotografere her - lidt vand, der løber gennem en kløft... Men der er ikke meget vand at gøre godt med. Sidst på eftermiddagen går vi ombord på Milford Mariner, som er et kombineret sejl- og motorskib. Der er plads til 60 personer, når der skal overnattes, hvilket vi skal. Efter sikkerhedsinstrukserne får vi vores kahyt og samtidig letter skibet. Kort efter kastes der anker, så passagererne enten kan komme få en sightseeing i mindre både, ro kajak eller bare tage sig en svømmetur. Vi vælger der første, og får en ganske udmærket fortælling om skibet, naturen med jadesten, gamle guldgraverhytter, afsidesliggende posthus på en lille ø og meget andet. Lidt specielt var det at mange farvede kugler markerede hummerfiskernes fælder, og her på dette tidspunkt tager de ud og fylder madding (muslinger) i nettene (metalbure), så de næste morgen kan hente pænt store hummere, som eksporteres levende. Efter det venter en treretters menu, som afvikles med militær præcision, alt i mens der findes en ankerplads for natten. Til vores overraskelse er fjorden faktisk ikke ret lang (14 km), men inden der kastes anker, har vi lige smagt påDet Tasmanske Hav. Vejret er stadig med os. Der har været sol hele dagen, vandet ligger næsten som et spejl, og på det åbne hav er der ingen skumtoppe. Vi er usandsynligt heldige, når man betænker, at normalnedbøren er på 700 mm om året, og i den lyse sommernat bliver der taget mange billeder af Milford Sound. Om aftnen bliver der vist nogle billeder og video, som viser, hvordan vejret ellers kan være, og det er ikke noget, man vil ønske sig. Billedet fra slut: Mitre Peak set fra havnen
7.2.2014 Fast jord under fødderne
Flyvemaskinerne udnytter det gode vejr og passerer hen over os. Der er indtil flere vandfald, som ikke ser ud af noget, men som alligevel er 150 meter høje. Der er sæler på klipperne og delfiner omkring skibet. Pingviner ser vi ikke.
9:15 er vi tilbage i havnen og kan køre samme vej tilbage for at komme tilQueenstown. Nu sidder vi så i den side, som vi ikke kunne se i går, og der er flere pæne motiver, som skal indgå i kvalifikationstesten til den endelige udvælgelse.
Falls Creek med vandfald Sol mellem stammerne i den store bøgeskov – som så pludselig erstattes af brede, gule sletter. Tilbage iAnau holdes der frokostpause, og vi opsøger The Moose, som vi besøgte i går. Vejen til Queenstown er den samme, som da vi kørte uden om Queenstown forleden, for det eneste alternativ er en strækning med sving, som de store busser ikke kan klare. Fotostop ved Devils Staircase. Mere om Lake Wakatipus enere.?
Vi slapper af på værelsets terrasse med udsigt over søen og får lidt sol, inden vi gå ned til centrum. Det tager ca. 20 minutter. Bymidten er et mylder af turister, backpackers, giftshops og ca 150 restauranter samlet på et lille område. De grønne områder er fyldt med mennesker, der soler sig, spiser og hygger sig. Det er ikke lige vores kop the, men da det er sidste gang, vi selv kan vælge (og betale) menuen, vil vi have fisk, og vi finder da også en restaurant med fin udsigt ud over søen. Her fredag aften er der liv og glade dage, optræden af gadekunstnere - og fyldt med turister på jagt efter en god plads at spise deres måltid. Solen går ned over bjergene, mens den farver himlen og skyerne røde.
8.2.2014 Vi ridder vestpå Klipperne stikker op gennem den tynde græsbevoksning, og bevoksningen er små buske suppleret med kongelys, gyvel og lupiner. Langs vejen løber en bæk, og pludselig er vi over passet og dalen breder sig ud, fårene og træerne vender tilbage.
En kuriositet er Cardrona, hvor der er en samling meget gamle træhuse, bl.a. et hotel etableret i 1863, en 'merchant store' og posthus. Uden for hotellet holder en gammel Chrysler (fra omkring 1930?). Her kører faktisk en del cyklister, dels racercykler med fuldt ornat, dels almindelige cykler med bagagetasker. Det er ikke ligetil at køre cykel på landevejen, for de er ikke særligt brede, og bilerne må kører 100 km/t. Og det kræver viljestyrke, for det går virkeligt meget op og ned. På denne strækning er hele landskabet formet af de store ismasser i istiderne.
I Wanaka holder vi og kan nyde udsigten ud over den store sø Lake Wanaka,, som har de snedækkede bjerge i baggrunden – og så en flot blå himmel. Her ude på landet er det ikke usædvanligt at se 5-6 'amerikanske' postkasser samlet for enden af en vej. Vi kører langs Lake Hawea, men lyset falder forkert med et gråt skær. Langs vejen er de stejle, nøgne klippesider 7-10 meter. Der er ganske stejle bakker op fra søen, uopdyrkede og uden dyr. Bevoksningen er de lave træagtige bregner. Det er ganske forrygende stejle klippevægge og skrænter. Udsigten er smuk, og der er rigeligt med 'look out'-steder, hvor der kan foretages fotostop. Blot skal der tages hensyn til at bussen både kan komme til og fra. Vandet i søer og floder er blåligt krystalklart. Vejen følger søen, og det giver en masse kurver på vejen ned tilMakarora, hvor der holdes kaffepause. Også her spejler bjergene sig i det blikstille vand. Noget efter kører vi ind i Aspiring Nationalpark, som har temperet regnskov. Her er atter de stejle klippesider tæt på vejen, og ellers forhindrer den tætte skovbevoksning udsynet. Vi passerer en del enkeltsporede broer over de dybe kløfter eller floder. Vi kommer også overHaarst passet, og på denne strækning har der været et jordskred, som har taget den ene vognbane med sig i dybet. Så der lodses kun en bil gennem ad gangen. Vi gør et stop ved Thunder Creek Falls, et vandfald, der brusende falder ca. 28 m med fra den stejle klippevæg. Turen foregår med total skyfri himmel, som vores chauffør ikke kan mindes. Ved Haast spiser vi frokost, og får tid til at besøge det lokale 'visitorcenter'. Haast består i øvrigt kun af ganske få bygninger, men ligger godt i forhold til adgangen til Fox Glacier. Floden ved Haast løber ud i Det tasmanske Hav, som vi nu genser. Vi holder fotostop ved Knights Point, hvor Det Tasmanske Havs bølger brydes mod klipperne langt nede. Et nyt sceneri med store, næsten enkeltstående træer op ad bjergsiderne efterfølges af tæt skov og mange mindre vandløb. Grønt er godt for øjnene - og det er grønt.
VedBruce Bay oplever vi det yderst sjældne, at man kan se Mount Cook tydeligt herfra. Vores chauffør har set det to gange tidligere på sine mange ture. Vi har tidligere set bjerget fra øst, så nu får vi det også fra vest. Nede på stranden ligger en utallige træstammer, som floderne har transporteret ud til havet, og som havet nu har givet tilbage. I solen glimter mange at stenene som var de med sølv, men det er naturligvis blot mineral, men vi nupper et eksemplar med hjem til samlingen. Chaufføren gør krav på opfindelsen af 'Golden Gate' da vi passerer floden KaXXX på en hængebro, og senere dukker der endnu en hængebro op. Herfra er der udsigt til det næsthøjeste bjerg i landet, Mount Tasman. Vi når frem til Fox Glacier sidst på eftermiddagen. I mellemtiden har vi konstateret en uoverensstemmelse mellem det program rejselederen har og vores. Det forventede guidede tur til gletscheren næste dag er ikke i hans program, og et check viser, at det slet ikke kan lade sig gøre med den tid, vi har. Alternativet bliver, at de der ønsker det, kan blive kørt til gletscherens parkeringsplads og selv vandre op, så man i det mindste kan få set gletscheren. Guderne må vide, hvordan man ellers havde tænkt sig, at turen hertil skulle være noget værd. Det er en lidt anstrengende tur. Dels er der sat en time af, hvilket er den 'normerede' tid, dels går det sidste stykke pænt opad, så man får sved på panden. Ulla opgiver på forhånd, og helliger sig blomsterne nær parkeringspladsen. Oplevelsen er god nok: der er en flot klippevæg derind, isblokke i strømmen, og vi kan ved afspærringen fornemme gletscheren. Den er ca 50 m høj, 13 km lang, så vi har set både større og flottere gletschere.
09.02.2014 Vestkysten Alt imens er solen ved at stå op bag de snedækte bjerge, og da vi når søen er tågen begyndt at lette, mens bjergene spejler sig i det blikstille vand. (vores video på Youtube) I stedet for den guidede tur, der egentlig var stillet os i udsigt denne morgen, afsættes der tid til at interesserede kan få en helikoptertur over Fox Glacier. Det er en fantastisk oplevelse at flyve på denne måde, og da vejret endnu engang viser sig fra sin bedste side med høj sol, ingen vind, så foregår alting roligt op langs bjergsiderne, hen over de snedækkede bjerge Mount Cook og Mount Tasman og Fox-gletscheren – inklusive en vandring ude på sneen, hvor vi lander en kort stund.
I alt varede det vel ca.45 minutter, og var absolut noget der vil blive husket. Desværre fik jeg ikke slukket videoen under opholdet på sneen, så kortet løb fuldt inden tilbageturen. (Vores video fra flyvturen) Vi skal nu videre op ad vestkysten. På denne strækning er der den kløft, som dannes der hvor den australske tektoniske plade og stillehavspladen mødes, og som bevirker, at bjergene her vokser ca 10 mm om året. Og i øvrigt er så stejle, som de er. Det er frodigt grønt og bregnerne springer ud af klippevæggene, så de virker helt grønne. Vandet risler ned gennem skovbunden og sætter sine fugtige spor på klipperne. Vi kommer ind i Franz Josef land, som er fladt med mange broer over floderne.
Vi stopper ved floden Wanganui, hvis klare blå vand faktisk fylder floden. I vejkanten blomstrer montbretia og høgeurt i deres smukke farver. Vi skal også op overMount Hercules - en tur med 350 kraftige sving gennem skovklædt område, derefter atter en bred, grøn dal med spredte træer og mange køer. De listige steder, hvor man kan gøre holdt undervejs er meget forskellige. Her i Pukuhora har man plantet en forstørret sandflue på gavlen, og den rustikke indretning er med alt muligt rustikt. Der er også gavebod – og en gammel selvbygget bil med 12 gear frem og 3 tilbage – af absolut ældre årgang, er sat til salg. De næste flodlejer har til forandring grusudvinding til bl.a. vejarbejde, og der er generelt mere vand i floderne end vi har set før. De gamle træer, som rager op over buskadset er beklædt med orkideer og slyngplanter. Man hører måske ikke så meget til minerne på sydøen, men der har været ganske mange, og vi passerer en åben guldmine af mindre størrelse, og efter at have kørt langs havet kommer i til den gamle guldgraverby Ross, som i dag præges af nydelige parcelhuskvarterer.
Ved Ruatapu helt ned ved kysten genkender vi de vindblæste træer. Frokosten indtages påCafe de Parisi Hokitaki. Som et kuriosum kan chaufføren meddele, at man langt ude i horisonten stadig kan se Mount Cook. Byen er kendt for sin produktion af jadesmykker, og der er rigtig mange forretninger med jade. Jade har en hårdhed på 6,5 og har derfor været anvendt til at lave værktøj og våben (økser) af. Programmet taler om at skule se produktion af jade, men vi få i stedet et meget langt foredrag om figurerne på smykkerne og deres relation til den gamle maorikultur. Der er mange navne – både på stentyper, gudenavne og myter, men vi bliver dog så kloge, at de fleste smykker, der sælges (90%) er fremstillet af importeret jade. Men denne forretning har specifik autorisation til at sælge New Zealandsk jade,pounanu– og skal vi have noget med hjem, bør det være 'originalt'. Efter mange overvejelser fandt Ulla en kopi af en fiskekrog, som vi har set på alle museer, og som i hvert fald i sin symbolik har rødder i maoriernes fiskeri. Jernbanen går gennem Hokitaki, og løber langs vejen og sine steder ligger skinnerne tværs gennem en rundkørsel. Nu kører der ikke så mange tog, men alligevel er det lidt udfordrende at vi senere kommer til en enkeltsporet bro, hvor der er lagt skinner i midten, dvs. vejtrafikken skal dele broen med toget. Ude mod vest kan man på lange strækninger følge bølgernes brænding mod kysten Vi kører gennem Greymouth for at komme til Punakaiki, hvor vi skal se pandekageklipperne og 'blowholes'.
Efter billederne havde vi nok forestillet os noget lidt andet, men ellers er det fint nok at gå en 20 minutters vandring ad en asfalteret sti oppe på skrænten mellem palmer og afblomstrede liljer. Som ofte når naturen piller ved klipperne starter menneskets fantasi, og kan fra forskellige vinkler få det til at ligne hoveder og dyr. Selv om turen i sig selv ikke er strabadserende, opgiver Ulla efter ca 1/3, og det er jo ærgerligt. Som bonus opholder der sig en kea-papegøje på parkeringspladsen, så den fik vi lige med.
Vi har fået udpegetPunakaiki Resortsbygninger lige ud til stranden som vores overnatningssted. Bussen får sat os af med kufferter, guiden kommer med nøgler – som gælder et stort kompleks på den anden side af vejen. I den absolut sidste bygning får vi værelse, men i stueplan, hvor bregnerne udenfor forhindrer havudsigten, mens andre har fået rum på første sal med fuld udsigt. Men vi nyder alligevel de sidste varme stråler, inden vi skal til spisning.
10.2.2014 Sidste indtryk Vi skal nu tilbage til Greymouth (navn efter floden Grey), hvor vi lidt uden for byen skal besøgeShantytown, Efter Runanga ligger skyerne lavt og tager udsigten. Shantytown Heritage Parker (brochure) en rekonstruktion af en gammel guldmineby, som den kunne se ud i 1880'erne. Til vores overraskelse får vi udleveret en plan på dansk!
Der er savværk, og man får lejlighed til at prøve at vaske efter guld. Alle finder bittesmå stykker guld, som puttes i en lille flaske. Man kunne sagtens have brugt mere tid, hvis man ville vide mere, dels lytte historierne til ende, dels læse det dokumentationsmateriale, der er rundt omkring. Efter frokosten er det tid at tage sidste tur gennem landskabet, men denne gang medKiwirails Tranzalpine-tog, som kører os til Christchurch. Det er et ganske langt tog med to dieselelektriske lokomotiver, så vi kan trækkes over bjergpassene. Gruppen fylder det meste af en vogn, og der er dels pladser hvor man har et bord imellem, dels sæder, så man sidder i køreretningen. Foran vores vognIer restaurationsvognen, og vognen efter er den åbne udsigtsvogn, hvor man uden rudegenskin kan få luftet håret og fotograferet det flotte landskab.
Den næste del er stikord til senere bearbejdning:? Efter ca. 50 minutter kommer vi til den hvide hejres yngleområde i Waitangiroto Nature Reserve, som vi tidligere passerede i bus.
Lake Brunner, opkaldt efter en opdagelsesrejsende, passeres. På sin vis markerer den grænsen for istidens gletschere. Her ligger stadig en gammel stationstræbygning iMoana. Det meste af banen er ensporet, men ved stationerne er det muligt at togene kan passere hinanden, og nogle steder er der faktisk to spor, og vi møder da også flere godstog undervejs med kul eller træ. Vi ser atter kløften mellem de to tektoniske plader, som er på 600 km og som går parallelt med banen. Hele 'fault'en' er først blevet kortlagt efter luftfotografering. Lake Puirora ligger her ved 'fault'en'. Banen drejer mod øst langs en flod......Taramakau (?) og vi snegler os af sted med 40 km/t pga restriktioner med varme skinner. Gennem dette landskab har der gennem tiderne været adskillige 'stage coach' stationer. I 1837 blev possumen indført for at få handel med skind, men de formerede sig hurtigt, og da de nåede ca 70 millioner begyndte man at udrydde dem, da de er en trussel for dyr og planter. Det sker ved opsætning af fælder og udlægning af gift fra helikoptere. De repræsenterer dog stadig en værdi, fordi hårene sammen med merinould anvendes til ekstravagant strik. Vi passerer Alexander Range På et flodleje står tre rådyr /dådyr? Vi gør et stop på Otira station, inden vi skal gennem en række tunneller, som blev bygget mellem 1908 og 1923. Vi skal passere Arthur Pass, og her er der 1 meters stigning pr. 33 meter, så lokomotiverne har rigeligt at lave.Arthur Stationer den højest beliggende med sine 737 m o.h., og herefter er der det mest imponerende landskab, hvor den ene dybe kløft afløser den næste ned modOtira River. Efter Springfield breder landskabet sig ud i en flad dal med opdyrket land, køer og får og læhegn. Kiwirails har en fin hjemmeside med et godt kort. På grund af hastighedsrestriktionerne er vi ca. en time forsinket ved ankomsten tilChristchurch,hvor vi først er ved 19-tiden. Vores bus holder ved stationen, og chaufføren, som bor i byen (og kører bybus uden for turistsæsonen) tager os en runde i den jordskælvsprægede by. Han er tydeligt berørt, da han beretter om jordskælvet for tre år siden i februar 2011, og vi andre blive berørt at at se, hvor meget der er ødelagt, under genopførelse og under reparation. Jordskælvet lå tæt på jordoverfladen og lagde store dele af byen til ruinhobe, og der stod stadig mange containere (også til at støtte huse mod at ramle sammen under de mange efterskælv, der har været), der var masser af vejarbejder, fordi vandforsyning, kloaker og el-forsyning er blevet beskadiget. Og taget i betragtning at man har arbejdet på genopbygningen i tre år, kan man forstå, hvor slemt, det har stået til. Det var uhyggeligt tankevækkende. Ved 20-tiden når vi frem til vores hotel, som ikke var det annoncerede lufthavns hotel, men derimod et victoriansk bindingsværkskompleks i hvidt og sort med nogle formidable værelser. Et kvarter efter var der afskedsmiddag i gode, næsten historiske omgivelser. Vi får taget afsked med hinanden, da vi nu spredes for alle vinde: dem der skal til Sydney, Melbourne, Hong Kong – og så resten som drager mod Danmark.
11.02.2014 Sydney Vi er så heldige, at vores chauffør ofrer sin nattesøvn og påtager sig opgaven at køre os til lufthavnen. En lille blund på New Zealand Airs A320 forkortede fornemmelsen af den 3½ times flyvning, og tilmed vandt vi to timer i tidsforskel. Vi kunne naturligvis ikke få vores værelser, da vi dukkede op kl.10, men fik opbevaret vores habengut og fik bykort, så vi kunne orientere os. Apostlenes heste førte os gennem de to centrale parker, en med et monument for faldne i verdenskrigene, og den næste Hyde Park. I det hele taget er mange af navnene hentet fra England. Således er vejen til parkerne Oxford Street. Vi kommer forbi flere gamle bygninger …. Og pludselig er vi ved operahuset, og her ved havnen er der liv og adskillige restauranter.
Efter frokosten går Ulla og jeg hjemad gennem den nærliggende store, botaniske have (folder). Her er masser af træer, buske og blomster, men efter en god formiddagsrytme, volder Ullas ryg problemer, så hjemturen bliver lang. Til gengæld er den egentlig interessant, fordi den går gennem kvarterer, hvor der ikke er megen trafik, og hvor højhusene i den centrale bydel er erstattet af mange 2-etages gamle bygninger med støbejerns altaner og gelændere. Her er malet billeder på motorvejens betonstolper, og vi finder en rolig lille plads med et listigt sted meget tæt ved vores hotel. Jeg var ude at sondere markedet for spisesteder. Havde set en annonce for en mexikansk restaurant, og den så fornuftig ud. Der var også en restaurant tæt ved hotellet med et underligt spisekort, og endelig en stor pub. Vi startede med at opsøge den mexikanske, som viste sig ikke at være specielt mexikansk, godt fyldt med unge mennesker, hvor af nogle endog røg, og spisekortet... Så prøvede vi pubben, men her var høj musik, så øjnene faldt på en lille italiensk restaurant, hvor vi fik ganske fortræffelig carpaccio af laks. Da vi gik ud fra restauranten var det begyndt at regne, så vi var glade for, at vi havde spist dør og dør med hotellet – og konstaterer næste morgen, at det er hotellets restaurant..
12.11.2014 Havnerundfart
Vi skal på havnerundfart, som starter ned ved kajerne, hvor vandbusserne og rundfarterne tager udgangspunkt. For ikke at ødelægge hele dagen for Ulla, tager vi en taxa, og vi er i god tid til at få byttet vores voucher med en rigtig billet. Den båd vi skal med har alene folk, der har bestilt en tur med morgenkaffe, så det er ikke det store renderi, man kunne have frygtet. Der er en ganske fremragende guide til at fortælle om, hvad vi ser, og der er rigtig mange bugter omkring haven – fyldt med dyre sejlskibe og eksklusive huse i millionklassen - alle med havudsigt, da pynterne alle skråner op så man kan få havudsigt i flere etager. Her bor rigtig mange af de kendte og rige.
Da turen var færdig tog vi den gratis bus555, der kører gennem city, og stod af, så vi kunne opleveDarling Harbour. Det er det gamle værftsområde, som nu er fyldt med et stort indkøbscenter, masser af restauranter – indendørs så vel som udendørs. Her ligger akvariet og marinemuseet med flere krigsfartøjer forankret udenfor. På hjemturen checker vi prisen på Sydney Tower Eye, den højeste bygning med udsigt over hele byen (og en restaurant samt flere oplevelser). Selv om der var overskyet er det alligevel lykkedes os at blive mærket af solens stråler og inden vi når tilbage til hotellet hjemsøger vi vores lille oase CinemaCafe, hvor servitricen straks genkender os.
13.02.2014 Sydney set fra bus Vi skal ikke gå så langt for at finde et sted at hoppe på, og så kommer vi ganske godt rundt i byen, og får samtidig kommentarer til det, vi ser. Vejret er perfekt med blå himmel og brændende sol, så der skulle være mulighed for at kunne se 80 km væk ud over byen fra dens højeste bygning, som er ca 275 m højt (?) og hvor man kan gå rundet på platformen. Forinden har vi fået en introduktion som er filmet i 4D, og hvor skumsprøjt fra surferbølgerne rent faktisk rammer os på de forreste rækker. Springer på bussen igen for at fuldende turen, og slutter med at stå af ved Sydney-operaen. Et niveau under er der et gigantisk spiseområde med bar, restauranter, og masser af turister,
Vi nærmer os jo afrejsen, så vi springer på sightseeingbussen igen for at køre mod hotellet. Vi får pakket kufferterne, så vi kan undvære dem til vi er tilbage i Danmark, og har aftalt at vi ses igen for at se byen og operaen med aftenbelysning, og det er en god oplevelse. Under spisningen bliver det tordenvejr, men heldigvis ikke lige over os, selv om vi må flytte os i tørvejr.
14.02.2014 Ferien slut Indcheckningen foregår uden problemer, og snart sidder vi i Thai's 747 og kan nyde godt, af selskabets gode service. Det er en flyvetur på 9½ time og fire tidszoner. Heldigvis har vi fået kufferterne checket ind helt til København. Bangkok lufthavn er stor og noget uoverskuelig med masser af forretninger og lange afstande Vores fly afgår først 0:50, så vi har næsten 10 timer i lufthavnen, hvilket ikke er specielt morsomt, men nu kan vi i det mindste blive soigneret og få skiftet til det danske klima. Turen hjem er på 10½ time, og ankomsten kl. 6 lørdag morgen.
|
||||||||||||||||||||||||
29.1.2014 Tur i regnskoven
De 11 togrejsende sættes på toget, og vi andre fortsætter sydpå i bussen nogenlunde parallelt med banen på den smalle strimmel mellem bjergene og havet.
Sæler holder til på agterdækket, for lyset fra skibet tiltrækker fiskene, og så er der mad i sigte.
Midt på eftermiddagen når vi 
Det er eksemplificeret de nødvendigste huse: kirke, forsamlingshus, forskellige butikstyper, og der er så samlet genstande som relaterer sig til det pågældende erhverv. Ganske nydeligt præsenteret, og i biografen er der en professionelt, digitaliseret fortælling og guldgravere og guldgraverlivet med en blanding af gamle foto, og en beretning fortalt af en digitaliseret person, som flytter sig rundt på 'scenen'. Flot lavet.
Hvis man gider, kan man blive en del klogere ved at lytte til den indlæste kommentar, som følger turens fremdrift, og som fortæller om planter og geologi og historie. En god måde at få kombineret det konkrete indtryk med begribelig viden. F.eks. at man ikke taler om skov (forrest), men om bush. At 99% af træerne er stedsegrønne.
Efter at have fået vandet kamelerne, skal vi have indløst den voucher, vi har på en rundvisning i operaen. Guiden er udmærket, og man kan ved selvsyn se betonkonstruktionen, de hvide og beige Höganäsklinker, som udgør teglene. Vi er inde i opera- og balletsalen, men ser ikke den største sal, koncertsalen. Omvisningen varer en time, men det er en høj pris - 35 $ - for ikke at se så forfærdelig meget.