Barndomserindringer

Sidst opdateret 28. januar 2017

De, der falder over siden, må tage til takke med, at jeg langsomt graver i erindringen og prøver at få styr på stoffet.

Billedstof

De gamle familiealbum er ved at blive scannet. Det ældste er scannet og rummer årene fra min fødsel og til midt i halvtredserne.

Den del, der vedrører min og Meretes barndom, Polly og tidlig Ringridervej er samlet i Min barndom.

Albummets billeder i øvrigt findes i Fra det gamle familiealbum.

Vi brugte ikke betegnelsen morfar og farfar, men ‘lille bedstefar’ og ‘store bedstefar’. Da min farfar ikke havde nogen kone, var bedstemor min mormor.

Min barndom

For at siden ikke skal blive for stor, er noget af stoffet flyttet til separate sider:

Mine forældre

Familierne i Horsens

Dagligdagen

Fritidssysler

Familietraditioner

Servicesamfundet

Indholdet af denne side

Pt kan jeg ikke få linkene på siden til at fungere korrekt
 

Konfirmation 1956
 

Min mors beretning fra mine tidlige år

Min mor har skrevet en bog om mine første år. Ikke omfattende, men spredte indtryk fra dagligdagen - og festlige dage.

Med skam at melde fik jeg først læst den i efterÃ¥ret 2013, og kan ikke huske, hvornÃ¥r jeg fik den overdraget. Indtil videre er her den ‘rene’ vare.(Mors fortælling)

 

Jeg blev født 4.oktober, få dage efter at min far var blevet udnævnt til kriminalbetjent.
Fødslen foregik på hospitalet på Kongevejen (billedet), som blev revet ned i 1975 og området omdannet til park.
Kathinka var der i dagene omkring fødslen, og rejste tilbage dagen efter.

 

Sdr.landevej 7
PÃ¥ det tidspunkt boede vi pÃ¥ Sdr.Landevej 7 i et murermesterhus med 3 lejligheder. 
I fars beretning (side 47) kan man læse om erhvervelsen af lejligheden

Vi boede i stuen og premierløjtnant R.M.Larsen med familie boede på føste sal. Han var lærer på sergentskolen.

Det er ikke noget, jeg kan huske, for jeg har slet ingen erindringer om nummer 7, men det er personer, som vi senere i min opvækst var sammen med.

Da Larsen flyttede kom Lis og Villy Christensen. Han var også militærmand (løjtnant). Han blev senere ekspedient i Centralmøbellageret. De flyttede til Amager, hvor vi besøgte dem et par gange, og hvor jeg fik frimærker af ham (han var frimærkesamler).

Sdr.Landevej  er forlængelsen af Finsensgade, hvor Kamgarnspinderiet lÃ¥, og strækningen fra Parkgade til Ringgade bestod af røde murstenshuse som enten havde et par lejligheder, eller var en decideret villa for én familie. Der var langsgÃ¥ende stakit foran haverne, hvor hortensierne pÃ¥ sønderjysk vis var hyppige og store.

Husene var relativt moderne med centralvarme, som blev passet af beboerne.

Sdr.Landevej var udkanten af Sønderborg mod øst. Der var ganske fÃ¥ bygninger øst for Ringgade, bl.a. HÃ¥ndværkerskolen, men derfra var der dyrkede marker og den store militære øvelsesplads, ‘Exe’, som vi kaldte omrÃ¥det.
De store blokke på Ringgade mellem Sdr.landevej og Ringridervej blev bygget i denne periode og var meget moderne tænkt med en forretning i kælderplan i hver blok på vestsiden af Ringgade.

Vores naboer til nummer 7 blev vi ved med at komme sammen med. Det var først og fremmest Carlsbergdepotets bestyrer, Jørgensen i nummer 9. De boede i hele villaen, som på traditionel sønderjysk vis havde buede ruder i vinduerne.

I nummer 5 boede Kluth, som  var togkonduktør, og som man af og til kunne træffe, nÃ¥r man rejste med toget til Horsens.

Overfor boede postbud Tækker, som vi ofte var sammen med..

 

 Krigen

Jeg har ikke mange specifikke erindringer af krigsårene.

Fra politiet blev taget 19.september 1944, gik far under jorden og mor og jeg flyttede til Sundvej hos mine bedsteforældre.

Sjovt nok, kan jeg huske turen tilbage til Sønderborg hvor vi kørte med en af Rodemeiers lastbiler i april 1945. Vi blev sat af i Gråsten og cyklede derfra. Vi måtte gøre ophold oppe på Dybbøl Banke, fordi der var luftalarm. Da den blev afblæst fortsatte vi hjem.

Vi var nu tættere på krigen og bombningerne af Tysklandl, og der var mange luftalarmer, som sendte os i kælderen, hvorfra vi kunne høre drønene og se lysene. Der var beskyttelsesrum i Finsensgade, og jeg kan også huske, at jeg har været der, men normalt brugte vi kælderen som beskyttelsesrum, når der var luftangreb over Flensborg eller Kiel.

Jeg kan også huske, at der var mangel på varer, og at far gennem sit job havde forbindelser b.a. hos Hans Hansen, som kunne finde ting under disken. Generelt var det sparetider - genbrug af papir, æsker, bånd; og den lille skrædder Murerkilde fik fars gamle underformer og vendte dem, og syede nyt til mig. Hjemmesko var nu forsynet med såler bildæk.
Sivsko var gode at have i de fodkolde lejligheder.

Plasticposer fandtes jo ikke, sÃ¥ købte men noget - f.eks. i en tøjforretning - blev det pakket ind i brunt karduspapir og ombundet med snor. Var det noget større var det emballeret i en papkasse - som senere kunne anvendes til at gemme papir, julepapir, bÃ¥nd og  - var det fint med en bærepind.

Havens grøntsager var et nødvendigt supplement til den daglige kost, og alle de eksotiske frugter vi nyder i dag, var der ikke adgang til. Det var først efter vi var flyttet til Ringridervej, der begyndte at komme import fra udlandet. Min første kokosnød fik jeg, da HH besøgte os, mens han var i Itzehoe i den engelske besættelseszone.

Mørklægningsgardinere var jeg jo vandt til, og det samme gjaldt rationeringsmærker.
Træerne fik malet hvide bånd, da der jo var mørklægning af billygter, og for at blive set blev skærmene på cyklerne malet hvide.
Benzin var mangelvare, sÃ¥ mange private biler blev ‘klodset op’, og de biler, der var pÃ¥ vejen havde generator og fyrede med træ, hvis gas drev motoren.

Tyske soldater i Jernbanegade lige efter befrielsen blev afvæbnet af amerikanske soldater.

Man fik indprentet, at man skulle være påpasselig med, hvad man sagde og i tagetagen havde vi tyskeren Rantzau boende.

Efter befrielsen (juni 1946) kom kong Christian X på besøg i Kongeskansen - der var langt at gå, men man forstod på far og mor og alle de andre, at det var væsentligt.

Sdr.landevej 16
En datter til ejeren af nummer 7 skulle have vores lejlighed, så vi skulle have fat i en anden.
Også her kan historien om erhvervelsen læses i fars beretning (side 57).
Via Hartvig Pedersen, som havde boet på Sundvej, havde forbindelse til ejeren af nummer 16, og vi overtog lejligheden på 1.sal 1.oktober 1944. Far var under jorden, så det var min morfar, der sammen med Kluth og Tækker hjalp med at flytte.

Mor og jeg kørte med min morfar tilbage til Horsens, hvor vi så boede indtil 23.april 1945.

Når man kom ind ad døren til lejligheden, trådte man ind i en korridor, som dengang havde et flettet papirtæppe
Tv lå soveværelset, hvor hele familien sov, Merete og jeg i udtrækssenge.
Th for enden af korridoren lå toilettet med et stort badekar, og th herfor lå køkkenet med en altan. Til madlavningen var der gasapparater på et trækøkkenbord (med zinkplade), og man skulle passe på at gasslangerne ikke kom for tæt på blusset.
Der var intet køleskab eller isskab, og køkkengrejet stod bag et tøjforhæng under et langt arbejdsbord. 
Kun et kosteskab og et opbevaringsskab. Ellers et langt bord med hylder under og stof  til at trække for. Der var ogsÃ¥ et lille spisebord, som senere endte som arbejdsbord i kælderen pÃ¥ Ringridervej, og som nu er bord i soveværelset pÃ¥ Källaremoen.

Det var før man havde køleskab eller fryser, måtte man købe ind oftere og opbevare tingene på en anden måde. Der var en altan, som i den kolde periode kunne bruges som køleskab.

Midt i korridoren var der så tv indgang til spisestuen, som lå mod syd, og dagligstuen, som lå mod nord. Vendetæpper og vendegardiner (grønt og rustrød).

Bortset fra de snedkerede møbler fra snedker Jacobsen i Ulkebøl, var der i spisstuen også plads til en sofa /chaiselong, som vi dels kunne bruge, når der kom gæster, dels blev brugt af far i middagspausen. Den kom med til Ringridervej og blev brugt de første mange år der. Snedkermøblerne blev overtaget af Museet på Sønderborg Slot, da far flyttede på plejehjem.

I kælderen var der fyrrum med centralfyret og plads til brændsel. Tørv, briketter, koks, gasværkskoks, bÃ¥ret ind i flettede kurve.Central varme - vÃ¥de tørv, heldig, hvis far kunne skaffe ‘gasværkskoks’
I de første år fik man leveret våde tørv med grønt græs, og vandet flød henad gulvet.
Senere blev der rÃ¥d til briketter og en smule koks, som var god til at fyre over med. Skulle det være rigtig godt, kunne far komme hjem med en sæk med gasværkskoks. som  var smÃ¥ efter at have været anvendt til gasproduktionen.

Der var en vaskekælder med gruekeddel og trækar til skyllevand. 

Haven deltes man om.

Da Aarøe Hansen fraflyttede stueetagen i efteråret 1945, kom familien Bjerregaard. Han arbejdede på Solofabrikken (margarinefarbik), og de havde datteren Karen, som var jævnaldrende med mig. Ja, faktisk mener jeg, at hun havde fødselsdag et par dage før mig.

  

 Merete kommer

10.februar blev (Inge) Merete født. Jeg var sendt ned til Tækker. Jeg kendte dem jo rigtig godt, men det var grænseoverskridende, at jeg også skulle sove der. Det var jeg ikke meget for.

Moster Astrid var kommet for at hjælpe ved hjemmefødslen med vores læge Zimmermann, og der har vel også været en jordemoder (?).

Da jeg kom hjem næste formiddag, havde jeg så fået en lillesøster.

Min mor beskriver i min bog (s.59), at jeg var betaget og stolt over min søster, men også om efterfølgende jalousi og trods, som medførte øretæver.

 

 

 

 

Ringridervej
Det var formentlig for at skaffe Merete og mig ud af soveværelset og give os vores eget område, at vi flyttede til Ringridervej.
Forretningsføreren for andelsforeningen, Aarøe Hansen, boede i Sdr. Landevej 16, da vi flyttede ind, og man kan jo mistænke, at det har været medvirkende til, at vi fik lejligheden.

Det var 10 andelsboliger i fem dobbelthuse af Andelsboligforeningen af 1942, som var under opførelse. De blev kaldt 'politihusene', fordi af  10 af husene var beboet af 5 politimænd.

Da de var under bygning, kunne man fÃ¥ indflydelse pÃ¥ mindre ændringer. Far og mor valgte sÃ¥ledes  at ersatte en almindelig dør mellem spisestue og dagligstue med en bred dørÃ¥bning, og en køkkenelevator, som placeret i et køkkenskab kunne hejses op og ned til den køligere viktualiekælder, som kompensation for at vi ikke havde isskab eller køleskab.
Der blev også etableret bruser.og håndvask i vaskekælderen, så man ikke skulle have alt snavset fra haven med op til badeværelset på første sal.

Væggene var malet med limfarve, som havde den særlige evne, at det kunne smitte af, og heller ikke var synderlig praktisk op ad trappen til første sal, så her blev den senere erstattet af oliemaling.

 Vores nabo var en ældre politiassistent Schmidt. Han hvade som sønderjyde været med i 1.verdenskrig pÃ¥ tysk side. Konen havde været/var lotte. Det var flinke mennesker, og de havde en smuk irsk setter. Den blev lukket ind i kælderen til nytÃ¥r, da den blev desparat, nÃ¥r der blevt fyret fyrværkeri af. Et Ã¥r var det lykkedes den at komme ud af det lille, meget højtsiddende kældervindue og var forsvundet i flere dage.
I en høj alder købte Schmidt en folkevogn. Det øgede ikke trafiksikkerheden, men gav os mulighed for en gang imellem at låne bilen.
PÃ¥ de sidste dage blev han  tunghør, og da hans kone var død og ikke kunne korrigere ham, blev der skruet ganske højt op for hans tv. Husene var ganske vist dobbelthuse, men lydisoleringen var ringe - om nogen -, sÃ¥ vi kunne dÃ¥rligt høre vores eget tv.
Så gik far ind ogringede til ham. Så var han nødt til at skrue ned, og så lagde far røret på.Så hjalp det i hvert fald en stund.

I det næste hus boede ogsÃ¥ en politimand, H.C.Hansen, og der var sÃ¥ to børn Stig og Dorrit.

I det hus boede en maskinarbejder (?) Jacobsen, som arbejdede pÃ¥ Kamgarnsspinderiet. Der var en ældre pige, og Inge, som var nogenlunde jævnaldrende med Merete.
Pudsigt var det at notere sig, at i week-end’en skippede far jakken og slipset og iførte sig sit arbejdstøj, mens Jacobsen ofte blev set i jakkesæt.

Da vi flyttede den lille kilometer til Ringridervej var det som at komme pÃ¥ landet. Der var et hus eller to lidt længre ude, men bÃ¥de overfor og bagved var der mark. Lidt længere ude ad Ringridervej boede dyrlæge Andersen. Han havde en  Citroen Berlin, og et par gange fik man tiltusket sig en tur, nÃ¥r han skulle ud pÃ¥ praksis og se pÃ¥ besætninger. Det var grænseoverskridende at se ham stikke hele armen op til albuen ind i koens røvhul og tømme tarmen for afføring.
Der boede ogsÃ¥ en lidt spændende, ældre dame Barnikow i nr.64. Det var noget af et klunkehjem, med store glaslysekroner. Hvordan jeg kom i kontakt med hende, har jeg ingen erindring om.

Nu skule vi ikke længere dele have, men den skulle grundlægges fra bunden. Haven skulle jordforbedres, og det klarede  vi ved at hente muldlag nede fra marken. Det var ikke mindst ‘store bedstefar’, der hjalp med det. Han var morgenmand og stærk, og kørte mange børfulde ind i haven.

Den familiære forbindelse til Lomborgs planteskole i Vejgård ved Ålborg sikrede leverance af frugttræer, frugtbuske og roser og andre stauder. Vi modtog langt flere roser, end der var bestilt, så haveplanerne måtte ændres med5-6 rosenbede med hver 9 planter.

Hækplanter til læ for terassen blev skabt af af 10-15 cm endeskud fra ligusterhæk, som fik fjernet det yderste lag, og sÃ¥ stukket ned i jorden. Det tog sin tid, inden hækken blev høj og tæt, men det var billigt – og det fungerede.

Salamandre og haletudser var helt almindelige 
Der blev fanget haletudser i smÃ¥søerne, og det var spændende at se deres udvikling. Problemet opstod, nÃ¥r haletudserne begyndte at fÃ¥ lemmer i henkogningsglasset – sÃ¥ blev de smidt ud – formentlig gennem toilettet.

 

 Kæledyr

PÃ¥ Sdr.Landevej havde vi en sort kat, der hed Pussi. Den var ganske sød, men indrømmet: jeg blev ofte  revet, nÃ¥r jeg ikke kunne lade være med at drille den, f.eks. nÃ¥r den havde lagt sig til rette pÃ¥ en spisebordsstol under bordet, og man lige kunne stikke hænderne ind mellem tremmerne for at puffe til den.
For ikke at tale om, at man kunne ødelægge dens sikre balancegang på badekarrets kant, ved at puffe den ned i vandet. Ja, det var ikke flinkt.

Engang da vi sad og spiste, opdagede mor, at Pussi sad højt oppe i et træ i Gydesens have (VVSfirma nede ad Ringgade). Hvorfor ved vi ikke, og det tog sin tid, inden den vendte hjem igen.

Den kom ikke med til Ringridervej, så den er formentlig afgået ved døden inden, uden at det har sat sig præg i min hukommelse.
Til gengæld fik vi sÃ¥ vores sorte puddel i 1950, som kom til at hedde Polly, og som senere blev mor til et kuld hvalpe.
Jeg skrev en stil om den: Vores hund.

 

 Legekammerater

 

På Sdr.Landevej legede jeg primært med Robert Jensen i nr 18, Bent Thiessen overfor, Pittelkow overfor (tandlæge, hvor forældrene til en fødselsdag opførte et skyggeteater bag et lagen. Meget dramatisk med tandudtrækning, benamputation mm).

Lige efter krigen blev der naturligvis leget tyskere og englændere. Jeg hsuker, at Bent var i besiddelse af en rigtig stålhjelm, og det var jo ikke til at slå. Våbnene var ellers hjemmegjorte trævåben.

Sandkasser var et sted, vi tilbragte meget tid, men naturligvis legede vi også gemmeleg, og her var de store hortensiaer gode at gemme sig under.

Hos Robert, som både havde en storesøster og vist også en storebror, var der en kanariefugl i køkkenet, hvor vi fik serveret sigtebrød, eventuelt amagermad med puddersukker.
De havde en stor opholdsstue, hvor der stod et flygel, og Robert og jeg brugte gammeldags træklemmer til at bygge veje med, når vi skulle lege med biler.
Selv om vi legede rigtig meget sammen, holdt venskabet ikke længe efter vi flyttede til Ringridervej.

Her var der ogsÃ¥ basis for at hente en roe eller kÃ¥lrabi (dem kunne man hente pÃ¥ de nærliggende marker), som man kunne udhule, sÃ¥ man kunne sætte et stearinlys i den, nÃ¥r man sammen med de andre børn i eftersomnerens skumring drog rundt og sang 

    Lanterne lanterne,
    nu lyser aftenens stjerne,
    i den mørkeby, i den mørkeby,
    lyser vor lanterne ny.
    Hvor vi ej kan se at gå,
    lyser vor lanterner små.
    Filium bum bum, filium bum bum, filium bum bum bum bum.

Man kunne dog også bruge købte, japanske papirlanterner

I Fritidssysler er der beskrevet flere lege og legetøj .

Om vinteren kunne man bygge snehuler, og boldbanerne ved Ringriderpladsen blev oversprøjtet, så man kunne løbe på skøjter. Jeg har dog aldrig haft skøjter. Egentlig troede jeg heller ikke, at jeg har haft skistøvler, men mor har skrevet, at jeg fik et par i fødselsdagsgave i 1946.

Der var i øvrigt i 1947 (?) en stor spejderjambore på 'Exe', hvor Henning Jensen (søn af Astrid) deltog.

Da vi flyttede til Ringridervej var der et andet udvalg af legekammerater. Først og fremmest var der vores nabos Stig Duus Hansen (f.1944), og vi legede meget sammen, bl.a. i deres store sandkasse.
Hos Jacobsen, som arbejdede på Kamgarnsspinderiet var Inge, og på hjørnet til Sundsvallsgade boede Karen Skovgaard.

Stigs og mit værelse vendte mod hinanden, og derfor var fristende det fristende at kunne signalere til hinanden. Det startede med en simpel ‘semafor’løsning, hvor vinger af pap med deres farve eller placering kunne fortælle, om man var tilgængelig.
Senere blev det mere avanceret, da vi trak to ledninger mellem husene: en til et ringeapparat, og en til et samtalesystem.
Jeg havde overtaget fars gamle Magnavox-radio, og ved hjælp af ekstra højttalere kunne man bÃ¥de tale og høre. Vi  købte brugte radiohøjttalere i Radiomagasinet oppe i Perlegade. Der handlede far og mor, og her var kittelbetjent ekspedient (ejeren), som hjalp med at finde nogle gamle højttalere ude pÃ¥ værkstedet.

Børnefødselsdage
Inden jeg kom i skole havde jeg naboens Robert og underboens Karen til min fødselsdag.

Børnefødselsdage var ikke noget med at invitere hele klassen. Var man kammerat, fik man  en skriftlig invitation pÃ¥ et kort ' Det ville glæde Jørgen at se … til fødselsdag' osv.

Typisk var man vel 5-8 stykker – og som jeg husker det ingen piger.
Man kom typisk kl 14 og havde så en to-krone med, pænt indpakket i stanniol eller noget andet. Så var der boller og chokolade og en lagkage. Så blev man sendt ud at lege, og sidst på eftermiddagen kunne der serveres røde pølser eller evt. is.

Familielivet
Vi var jo begunstiget af, at mor altid var hjemme, og vi har derfor aldrig været i institution.

Mors hverdag var ret rutinemæssigt: rede senge, gøre rent, vaske op, lave mad, som blev indtaget pÃ¥ fastsatte tidspunkter, bestemt af sendetiden for ‘Pressens Radioavis’. Det var klokken 12, 19 og 22. Den hed sÃ¥dan, fordi stoffet blev redigeret af dagbladene.

Mor havde selvfølgelig også ansvaret for de tilhørende indkøb. Mange varer kunne kun købes mod samtidig med aflevering af rationringskort, og selv om rationeringen blev lempet lidt efter lidt, så hold den ved til midt i 1950'erne.

Det var naturligvis ikke kun hverdagsbehov som sukker, smør osv, men f.eks. ogsÃ¥ chokolade, og vi har aldrig fÃ¥et sÃ¥ meget fin chokolade, som da vi skulle bruge vores ration, og far kom hjem med chokoladekonfekt fra Johanne Borch i Kastanieallé.

I øvrigt var det ikke sÃ¥ tit vi handlede med den lokale købmand, for fars gamle garderkammerat Jørgen Lyck havde en købmandsforretning i Dybbøl og en gang om ugen kom kommis Matzen, og noterede i sin bog, hvad mor bestilte, og varerne blev sÃ¥ leveret efterfølgende. Jeg kan ikke huske, hvorledes der blev afregnet - ugentligt eller mÃ¥nedligt – men jeg hsuker, at man ved bestillingen skulle aflevere de nødvendige rationeringsmærker.

Under strygningen blev der sunget mange sange fra sangbogen sammen med mor, og der lærte jeg i sagens natur en stor del af den danske sangskat.

Det var ogsÃ¥ rigtig hyggeligt, nÃ¥r mor kunne fÃ¥ tid til at sætte sig til at strikke, for sÃ¥ kunne hun samtig læse historier højrt. Det kunne være H.C. Andersens eventyr, Børnene i Nyskoven, Marryats børn, Jules Verne mm. PÃ¥ den mÃ¥de fik jeg lysten til bøger ind med ‘modermælken’. I øvrigt husker jeg ogsÃ¥, at bÃ¥de far og mor læste op af Sigrid Undsets Kirstin Lavransdatter pÃ¥ Ringridervej. Der var ikke flere tv-kanaler, der lagde beslag pÃ¥ aftenhyggen.

I nummer 16 løb der nogle varmerør til radiatoren bag en lænestol inde i dagligstuen. De var vel placeret i ca.40 cm højde, og derfor passede de til at sidde på. Det varede jo lidt, inden varmen trængte gennem bukserne, og så måtte man jo flytte fra balle til balle, når det blev for varmt. Det irriterede mor, som ville holde op med at læse, hvis jeg ikke kunne forholde mig rolig. Jeg var nødt til at krybe til korset og sige, at jeg brændte min bagdel, og så fandt jeg en anden plads.

Jeg kan forstÃ¥, at jeg kunne være ganske trodsig som barn. Det kunne fÃ¥ min mor op i ‘det røde felt’, og sÃ¥ gav det endefuld. I første omgang med hænderne, men mor havde tendens til at der var en blodÃ¥re i en finger, der fik det til at gøre ondt, sÃ¥ belært af det blev der skiftet til brug af tøjbørster.

Jeg kunne ogsÃ¥ fÃ¥ ‘stuearrest’. Det betød normalt, at man blev lagt i seng og skulle forholde sig der, til man var blevet god igen. Det havde ikke altid den ønskede effekt, for en del legetøj befandt sig i klædeskabet, og sÃ¥ kunne man jo stÃ¥ op og fÃ¥ tiden til at gÃ¥ med at lege med det.

Nu lyder det, som jeg fik tæv efter noder. Sådan var det ikke, og i min erindring er jeg kommet til den konklusion, at jeg fik som fortjent.

Normalt cyklede far på arbejde. Han havde jo tjenestecykel, men når han havde week-end vagt hændte det, at han havde tjenestebilen med hjem.

Den han normalt brugte var en stor Chevrolet  Æ400 med reservehjul i forskærmen og drejelig projektør i taget. Og ikke mindst spændende var resterne af nogle blodpletter pÃ¥ bagsædet, som stammede fra opsamlingen af en engelsk flyver, som var faldet ned.
En sjælden gang kunn man fÃ¥ lov til at køre med pÃ¥ en tur, nÃ¥r han skulle ud at afhøre folk – men naturligvis skulle man blive i bilen.
Så medbragte far den lille rejseskrivemaskine, papir og carbonpapir til at lægge mellem siderne, så man fik lavet en kopi af det skrevne.

Det skete ikke så sjældent, at jeg var med på Politigården i Perlegade (11?). Kriminalpolitiet gik ind ad bagdøren ved garageanlægget.
Kontorerne var ikke store, men det kontor far delte med Helge Madsen var nu OK med deres to skriveborde stående op mod hinanden.

Spændende og lidt uhyggeligt- var det naturligvis at prøve at blive sat i detensionen. En underlig fornemmelse at være i det lille rum uden håndtag på døren.

Jeg husker, at bilerne under krigen  havde nedblændede lygter. Udrykning var sirenefri (ogsÃ¥ for andre udrykningskøretøjer). I stedet satte man et gult udrykningvimpel pÃ¥ forskærmen.
Vi overtog udrykningsflaget til Æ400 efter fars flytning på plejehjem, og det blev overdraget til Politimuseet i 2017.

Det hændte også at far havde arrestantrejser. Det foregik med tog, og hvis det var en kvinde kunne mor og jeg komme med. Det hændte nu også, at vi kom med, hvis turen skulle gå til Statsfængslet i Horsens, da man så lige kunne besøge familien. Der var min farbror Ejler værkmester i væverriet, og de to brødre kunne så hygge sig med, at far afleverede arbejdskraft, og far kunne få at vide, hvorledes den indsatte havde det.

I øvrigt var det ikke usædvanligt, når man gik på en bytur, at personer pænt hilste på far, kunne han sige: Nå, det var ham jeg satte i fængsel for.....Mit indtryk er, at far var en god opdager, men også behandlede folk ordentligt.

Selv små gryder har ører, så far var tlbageholdende med, hvad han fortalte om sit arbejde da vi børn var små.

NÃ¥r der var ildebrand, blev det frivillige brandværn tilkaldt ved hjælp af byens sirener, og brandmændene forlod deres job og kom cyklende til brandstationen oppe pÃ¥ Rønhave Plads. Havde far vagt kunne man næsten være sikker pÃ¥, at telefonen ville ringe lidt efter. Billedet af far i store gummistøvler og kraftig regnfrakke – der var jo vÃ¥dt efter slukningen – stÃ¥r tydeligt i min erindring - og gummistøvlerne lever i bedste velgÃ¥ende i Sverige.

 

MÃ¥ltiderne
Mor havde været på husholdningsskole og var en god husmor og lavede god mad.

Far havde det fint med, at have hjemmegående husmor, som sørgede for, at der var mad til de faste spisetider. Han satte også pris på, at der blev spist godt.

Maden bestod af sæsonens danske grøntsager og frugter, hvoraf vores have bidrog med rigtig meget.

Morgenmaden var for mit vedkommende havregryn med mælk, men ellers var det sønderjysk rugbrød (det er ikke bagti form) og franskbrød suppleret med ost og marmelade.

I provinsen var det kutyme, at der var middagspause, hvor folk kunne tage hjem i middagspausen. Middagsmaden var de varme måltider, indtil vi begyndte i skolen.

Jeg havde madpakke med i skolen i grundskolen i den bekendte røde ‘Velbekomme’ metalæske, men pÃ¥ statsskolen valgte jeg at vente, til jeg kom hjem. Mor havde normalt smurt en tallerken med rugbrødsmad, og det blev sÃ¥ indtaget, mens jeg læste ‘Politiken’ eller et ungdomsblad, jeg abonnerede pÃ¥.

Der var normalt to retter: en forret med frugtsuppe (hyldebær - evt. med rester af fløjlsgrød -, sagosuppe mm), mælkeretter med rugbrødstern ('dykænder’), og sÃ¥ en hovedret.
Der var faktisk altid kød til hovedretten, som oftest af hakket kød (frikadeller, krebinetter, bøf, medisterpølse), men også en del simremad, som vi kalder det i dag. Men man frådsede ikke med kødet: det var kartoflerne, der skulle mætte. Det var heller ikke til diskussion, at man skulle spise den mad, man havde øst op på tallerknen, og man skulle i hvert fald smage på maden, inden man udtrykte sin mening.
I efteråret, når vi havde fået æbler fra store bedstefar med fragtmanden i store kasser og hvert æbel pakket ind i avispapir, fik vi ingen forret, men frugt som dessert.

Lørdag var lidt speciel: det var grøddag. Merete og jeg skiftedes til at bestemme grøden – næsten – sÃ¥ der blev skiftet mellem risengrød, mannagrød, fløjlsgrød, havregrød, vandrisgrød, boghvedegrød (som var min favorit). Og bortset fra vandrisgrød – ofte med æblemos – var det noget jeg satte pris pÃ¥. Ved særlige lejligheder blev der kompenseret med efterfølgende pandekager.

Der blev drukket sødmælk (der var ikke let-, mini- eller skummetmælk) og kærnemælk, som far og jeg drak. Sodavand, øl og vin var forbeholdt fester og evt.gæster. Generelt havde vi ikke vin i huset, men det var heller ikke en almindelig købmandsvare, men skulle købes i specielle vin- og spiritusforretninger.

Is var noget ekseptionelt, som man købte til festlige lejligheder. Det skulle bestilles, og islagkagen – for det var det altid - blev sÃ¥ leveret i en papkasse med træuld og kulsyreis, som man skulle holde nalderne fra, da det brændte/ætsede en.
Man havde jo ingen fryser, så det skulle være stabilt frostvejr, hvis man selv skulle lave is. Jeg husker, at mor engang lavede hjemmelavet is i en aluminiumsgryde gryde på altanen på Sdr.Landevej 16 i frostperiode.

 

Påklædning
Fra ca. 1 maj (når der var 10 grader på udendørstermometeret inden man skulle gå i skole) måtte man få korte bukser på. Det var helt klart det, alle gik i i sommerperioden, og det havde den praktiske fordel, at når man legede og faldt, var det ikke bikserne men knæet, det gik ud over.

I den kolde tid gik man i plusfours med spændetampe forneden og med elastikker om strømperne for at holde dem oppe, da man ikke havde indstrikket elastik i strømpekanten.
Cowboybuksernes udbredelse er et meget senere fænomen fra 1960’erne.

I underskolen brugte vi ‘genbrugsbutikker’, nÃ¥r det drejede sig om vinterovertøj. Man voksede sÃ¥ meget, at det kun var til  én sæson – og der var tale om vamsede uldfrakker, som man sÃ¥ byttede fra Ã¥r til Ã¥r. PÃ¥ hovedet havde jeg russisklignede skindhue med øreklapper og senere kasket – ligeledes med øreklapper.

I øvrigt var det jo det mest almindelige, at man gik med hat. Det gjaldt såvel kvinder som mænd, og der hørte ritualer til. Når man hilste på folk, løftede man hatten, og selv jeg tog hatten af, når man var inde i en butik.
Dengang var begravelsestogets hastighed bestemt af, at rustvognen var forspændt et par heste, og at sørgetoget, som fulgte, var gående. Al trafik standsede, og man stillede sig ud til kantstenen i ærbødighed med hovedbeklædningen ned foran sig mens optoget passerede- og bilerne kørte ikke udenom.

Skoene var med ’bjørnelæder’ og far satte selv tÃ¥- & hælestød pÃ¥ for at forlænge levetiden og reparerede f.eks. hæle for at spare penge. De blev altid købt sÃ¥ store, at man startede med at have en sÃ¥l i dem.
Far forlængede levetiden ved at sætte kramper på hæl og tå og eventuelt klistre en gummisål under når der var slidt hul gennem første lag.
Senere kom så sko med 'rågummisåler', som var mere slidstærke.

Byens førende skotøjshandler var Anker Holst i Perlegade. Her var skoæskerne placeret pÃ¥ hylder, som gik fra gulv til loft i selve forretningsomrÃ¥det, sÃ¥ de ansatte mÃ¥tte benytte sig af stiger for at komme op og finde den rigtige sko/størrelse.

Terylene dukkede op som noget helt eventyrligt: det kunne holde pressefolder, og mit jakkesæt til min konfirmation blev syet af stoffet. Det blev af samme grund almindeligt, at kvinderne fik med plisserede nederdele.

Nylonskjorter Рogs̴ ved flyvev̴bnet

Lommepenge

Jeg havde ikke noget stort behov for penge. Jeg var sparsommelig eller nærigalt efter synsvinkel.

Jeg solgte ben fra Schmidt, som havde en kontakt restauranten i Østergade og klude/uld, metal.

Karakterbøgerne fik man en gang i kvartalet, og det udløste karakterpenge efter faste takster.

I skolen kunne mine kammerater låne småbeløb mod skyhøje renter, som jeg havde noteret på en seddel, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er blevet snydt. Overskred man betalingsfristen, så var der strafrente.

Det var også først i gymnasiet, jeg brugte penge på Sissecks Isbar og til biografbilletter til 3.25 - helst på balkonen.

 

Barndommens ferier
Biler var ikke hvermands eje, og vi levede højt pÃ¥, at ‘Lille bedstefar’s (morfars) ford X1766 ofte hentede og bragte os enten med bedstefar eller HH ved rattet.

Jeg havde det skidt med at køre – blev køresyg, og da det var før plastikposernes tid, sad jeg altid med en blikskÃ¥l, som jeg kunne ofre i.
Turen tog ca 3timer, og man kunne nå at punktere mange gange på de dårlige krigsdæk, der var på, så efter reservehjulet var brugt, måtte man finde værksteder eller tanktstationer, hvor man var villige til lige at tage sig af en punktering. Dengang var der altid knyttet et værksted til en tankstation - og ingen selvbetjening.

Europa lå jo i ruiner, så feriemålene var familie og bekendte, og turen gik med tog.
Der var de almindelige bumletog, som standsede ved alle stationer - og så blev turen langvarig.
Havde man råd kunne man købe billet til et eksprestog, som sprang de små stationer over.
De fleste var med lokomotiver, som med tiden blevudskiftet med motortog.

Billetterne var små papstykker med farvekoder, og konduktørernes tænger havde forskellige klip.

Man skulle typirsk skifte i Tinglev og Fredericia. Mens det første var røvsygt, var det spændende at se de forskellige lokomotivtyper, der passerede Fredericia banegÃ¥rd. Her kunne man ogsÃ¥ se de ‘røde lyn’, der som lyntog kunne føre en til København

Vognene var typisk kupevogne med plads til 6-8 pesoner, billeder af danske lokaliteter på væggene og flettet bagagaenet.
Man kunne naturligvis åbne vinduet halvt, men derudover var der mekanisk luftudluftning, hvor man ved at dreje på et håndtag kunne få luft gennem en kanal i taget. Under turen var det en dårlig idé at åbne vinduet, for man risikerede med stor sandsynlighed at få kulstøv i hovedet.

NÃ¥r man var pÃ¥ toilettet kunne man se direkte ned pÃ¥ skinnerne, og der landede  indholdet og toiletpapiret fløj videre.

Havde man mere, end man kunne medbringe i kufferter, eller mere end man selv kunne transportere, kunne man dagen før indlevere kufferter, cykler osv, som så blev fragtet med toget i en særlig vogn, og kunne afhentes, når man nåede frem. På et flere ugers besøg i Horsens blev der brugt en stor flettet kiste, som kunne have alt vores habengut. Heldigvis blev vi oftest hentet på banegården i bil, da den ikke var sådan at slæbe rundt med.

Da jeg kom i skole kunne man få fribilletter til bumletogene, og dem har jeg brugt hvert år, mens jeg gik i underskolen, og fik transporteret min cykel med.

 

Helbred

Selv i biografen til ’Havets helte’ blev jeg syg – og jeg har derfor heller aldrig været i gynge eller rutschebaner.

Mommarkfærgen

 

Manillamærker

 

I haven med Store Bedstefar

PÃ¥ torvet med Lille bedstefar

Købte Poltiken bøger i Kattesund i Horsens

 

Esbjergferie Stationsforstander Fournais