Källaremoen
2010-08-19 18-06-50 - IMG_3331_rz

 

Källaremoen’ ligger i Småland i nærheden af Värnamo.
Helt nøjagtigt ligger det 14.14.03 E og 57.06.01 N

Nærmeste samfund er Värmeshult, som ligger ca. 3 km. fra huset. Der hører 10.000 kvadratmeter skov, klippe og eng til huset.

Stedet er kendt tilbage fra middelalderen tilhørende godset på Ed.
Dette hus er bygget i 1874. Det stod tomt fra midt i 1940’erne til det blev købt ca. 1967 og renoveret i 1991 blev der indlagt vand, så der er alle faciliteter.

Vi købte huset sommeren 2000.
Beliggende midt i skoven med 2½ km til postkasse og skraldespand er man sikret fred og ro.

Efter svensk tradition sættes flaget, når vi ankommer. Og det er naturligvis det svenske flag, vi bruger af respekt for den egn vi bor i.

Källaremoen kendes tilbage fra 1600-tallet. Gården hed da ‘Kiellaremod’ og hørte sammen med ca. 100 andre  under godset i Ed. Der betaltes i ‘arrende’ 3 rigsdaler årligt.
’Mo’ betyder ’sandet jord’, dvs. mager jord.

Det meste af området var udlagt til græsning (betesmark), og det var der helt op til ca 1960.

Historien

Vi har gennem åreme samlet en del stof om Källaremoen:

Källaremoens beboere er en oversigt over, hvem der har boet på stedet - så vidt som vi nu er nået

Ødegården, som fortæller om huset og de forandringer, der er sket

Källaremoen i dag er også en beretning om stedet, og vil senere blive omlagt til nedenstående side

Huset gennem tiderne. Omfatter historien og ændringerne på såvel grunden somhuset

Strejftog og ture omhandler ture i nærområdet med udgangspunkt i Källaremoen.

Årenes gang er en opsamling af begivenheder gennem vores periode. Vil blive omlagt

Besøg på Källaremoen

Besøg på Källaremoen rummer billeder fra de familiebesøg, der har været. Billedserierne inderholder samtlige billeder, og vil blive reduceret på et senere tidspunkt.

Der er separate billeder fra besøg af børn og børnebørn og et særligt kapitel om Olivers besøg, da han er den, der har tilbragt mest tid hos os i Sverige.

Også mange af vores venner har glædet os med at aflægge os et besøg.

 

Smålandsk tradition og natur

Nedenstående er en let revideret version af et bidrag, som blev skrevet i forbindelse med Danske Torpares jubilæumsbog. Vi nåede i semifinalen, men andre indlæg blev valgt til bogen.

 

Tiden før

Når ens dagligdag er travl og krævende, er det nærliggende, at man opsøger steder, hvor man kan slappe af i naturen, nyde stilheden og lade tankerne hvile i nuet.

Fra midt 1960’erne har Sverige (sammen med Østrig) været mål for denne form for afslapning.

Utallige er de ferieboliger vi har lejet i Småland og Halland, hvorfra vi sammen med vores børn har vandret i  den svenske natur.

Desuden var vi tilmed så heldige, at et par gode venner i en periode havde et rigtigt godt ’torp’ ved Tomtebacken med ’lillastuga’ og flot natur, og hvor vi kom, så tit lejlighed bød sig.

Det har givet mange afvekslende og gode indtryk, som var med til at danne beslutningsgrundlaget, da vi bestemte os for at prøve at finde vores eget himmerige.

Internettet blev taget i brug, og det meste af foråret 2000 tilbragte vi weekenderne på landevejen i det sydsvenske med at kikke på huse. Lad det være indrømmet: vi så med skæve blikke til de danske biler vi mødte på vor færd. Udflugterne afslørede, at vi ikke havde gjorde det helt klart, hvilke krav og forventninger, vi egentlig havde: steder blev kasseret, fordi torpet lå for tæt på støjende veje, for tæt på et større samfund, for tæt ved en sø, som ville reducere turmulighederne, placeret mellem høje træer, der begrænsede udsynet, faldefærdige håndværkertilbud, dårligt moderniserede huse, og huse, der alligevel lå så langt borte, at transporttiden var for lang.

Endelig fandt vi noget, der svarede til vores forventninger, og sammen med en anden interesseret dansker mødtes vi hos ejendomsmægleren. Her gjorde vi bekendtskab med den svenske auktionsform ved huskøb, og selv om vi bød langt over, hvad der egentlig var belæg for, ja, så blev det ikke vores.

Vi var ved at opgive det hele og gå tilbage til lejeformen, da vi genopdagede et hus på internettet, som oprindelig var blevet sorteret fra på grund af prisen. Nu var prisen faldet, og vi var i mellemtiden blevet klogere mht. prisniveau. Torpet lå ganske vist i et ’forkert’ område, men vi gav det en chance.

En dejlig solskinsdag kom vi til stedet, fik 20 minutters rundvisning inden de næste (danske) købere kom – og havde tabt vores hjerte. Det måtte vi have.

Også denne gang blev der afholdt auktion, men denne gang gav auktionen det ønskede resultat: vi var blevet ejere af en ødegård.

Källaremoen
Historien
Moderne faciliteter
Naturen
Vandreture
 

Källaremoen

Efter ca 2 timers kørsel fra Helsingborg drejer vi ind på en ca. 2 km lang, smal skovvej, som er bindeleddet mellem vores postkasse og skraldespand og til huset for enden af vejen. Man er lige ved at tro, at man er kørt forkert, men så lige pludselig er der en lysning i skoven, hvor det typiske rødmalede torp står og byder os velkommen. .’Källaremoen’ hedder stedet.

Grunden er på 10.000 m2  fordelt på eng, skov og grundfjeld.

Stedet er markeret med sit navn på ’Gröna kartan’, som er et ’must’, hvis man vil færdes i den svenske natur,

Selv vores lille ’bjerg’ er markeret, fordi det med sine 190 meter rager 5 meter op over det omliggende niveau.

Historien

Der har ligget hus på grunden siden 1600-tallet, men vores hus er bygget i 1874, og er typisk ’parstuga’ med et grundareal på 90 m2 og første sal.

Det står på en flot sokkel af granitkvadrer, og fremstår helt traditionelt i falurød med hvidmalede vinduer og hjørnebeklædning.

Der er en typisk veranda med bænke foran hoveddøren, men den er af nyere dato, da den ikke figurerer på det gamle familiebillede fra 1911, som vi fik i indflytningsgave af de tidligere ejere.

Man føler historiens vingesus, når man på førstesalen kan inspicere plankekonstruktionen med trædyvler, tætningen med mos mellem plankerne, spåntaget som ligger under de mere end hundrede år gamle teglsten.

Husets tagkonstruktion er en gammel smålandsk måde, hvor der ligger en langsgående bjælke helt oppe i rygningen.

Dørene i huset har gamle smedejernsdørhængsler . De fleste af dørene er ganske tynde fyldningsdøre som står med deres lasering, som får dem til at ligne egetræsdøre, og der er spor efter at man har udskiftet det gamle kasselåse med mere moderne dørhåndtag. Det får jo en til at overveje at genanskaffe kopier af de gamle kasselåse til nogle af dørene.

Det er ikke alle de sprossede vinduer, der kan lukkes op. Beslag var dyre, så halvdelen er blot fæstnet med et søm Det agter vi ikke at ændre, ligesom de gamle, simple vindueshængsler skal bevares. Til gengæld er det fristende at finde en acceptabel løsning på at få dobbelte ruder af hensyn til varmen..

Det har også varet lidt, inden det er gået op for os, at ligesom der skal være hvidmalede hjørner på huset, skal porte være mørkt tjærebehandlet

Det er den slags, som får en til at tænke med veneration på gamle traditioner og forholde sig til den type vedligehold, man vil anvende.

Det er jo ikke et frilandsmuseum, men et sted, hvor vi bor og lever, men alligevel har vi besluttet, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at fastholde autentiteten i bygningen. Det indebærer, at vi har gjort op med os selv, at der fortsat kun skal bruges naturmaterialer, når huset skal males faluröd og døre og vinduer skal have linoliemaling og gammeldags kit (som iblandes hvid peber for at ikke mejsefuglene skal få smag for den).

Der er gammelt komfur til træopvarmning, og den store ’klods’ mellem køkkenet og stuen afslører at der tidligere har været en bageovn, som nu ikke findes mere.

Tilsvarende er der spor på loftet af den anden skorsten, der har været på huset i dets velmagtsdage, ligesom ildstedet på loftsværelset er nedlagt efter der blev indlagt strøm.

Går man ud på grunden er der en jordkælder bygget af store kvadrer. Har man prøvet at håndtere store sten forekommer det et helt utroligt knokkelarbejde. Faktisk findes der levn af endnu en jordkælder på grunden, hvor man kan se sporene af, at der har været benyttet birkebark til tagdækning, fordi det er utrolig holdbart.. Nu står kun siderne tilbage.

Historiens vingesus kan opleves nede i skovområdet, hvor der stadig er spor efter en tjæremile, hvor man har brændt trætjære ud af fyrrestubbene. Ikke som i Skåne med store kuler, men med lange nedgravede render, hvor tjæren løb ned i bunden for at blive opsamlet i kar. Det hører med til vores museale forpligtelser at sikre, at den ikke gror til.

Nysgerrigheden til stedets historie og kultur bliver stadig større, og der er anskaffet adskillige bøger om renovering af huse, katalog fra Gysinge, som er et sted hvor man kan købe gamle dele fra nedrivninger eller nylavede kopier, og vi har fået kontakt til hembygdföreningen.

Moderne faciliteter

Nu kunne det lyde, som om vi lever som i det forrige århundrede, men det gør vi nu ikke.

De forrige ejere har foretaget en meget nænsom modernisering i begyndelsen af 90’erne, hvor der blev indlagt vand, lavet badeværelse og installeret vandvarmer. Det betyder, at der er alle moderne faciliteter inkl. en vaskemaskine. Der er el-varme i huset som kan suppleres med en yderst velfungerende pejs i lokale stil, og der er indlagt telefon og opsat tv-antenne, så vi kan se de 5 gratis svenske kanaler.

Telefonabonnementet har vi fravalgt og erstattet med mobiltelefoner, selv om vi bor i et område, hvor dækningen kan være meget svingende.

Internetadgang - og dermed også ‘Skype’-telefoni er etableret med en mobil bredbåndsløsning fra ICEnet, som findes i båd Danamrk og Sverige

. Dog har det været nødvndigt at opsætte en ekstern antenne for at få et stabilt signal

Et bymenneske i naturen

Ca. 1/3 af grunden er eng- og klippeområde, og det har vist sig at være en perle af botanisk variation. Det sagde den lokale hjemmelsmand – og viste os nogle eksempler, og siden har vi fulgt op og prøvet at verificere alle planter.

Når man bosætter sig midt ude i naturen, følger man årets gang på en ny måde. De mange fugle...traner, tjur, spætter

Så kommer sommerfuglene fra det tidligste forår og til efteråret, guldsmedenes arter og antal er imponerende. Pludselig er det ikke ligegyldigt, hvad der flyver rundt i luften: hvad hedder de, hvad er deres livsbetingelser og livscyklus. Og hvilke planter bør man overlade til dem, som f.eks. brændenælderne.

Hyggeligt er det at se hjortefamilien græsse på grunden sammen med harerne.

Botanik har aldrig haft min store interesse, men det er en udfordring at opdage det utroligt store antal planter, der findes i lokalområdet, fordi vækstbetingelserne er så forskellige. Helt naturligt kommer tidspunktet, hvor også spørgsmålet om diversiteten på vores egen grund tages op til overvejelse: Vi begynder at se nytten af den årlige 'slåter'.

Det har ført til at ’Den store nordiske flora’ er det meste anvendte opslagsværk – også fordi vi skal bruge det svenske navn for at kunne forklare os til de svenskere, vi træffer på.

Med det digitale kamera er man oven i købet i stand til hurtigt at dokumentere forskelle og ligheder (afsnittet Naturfoto med underafsnit er alle fra ødegården)

En særlig fornøjelse er det naturligvis at kunne hente svampe på sin egen grund: morkler, kantareller, og rørsvampe. For ikke at tale om vilde hindbær, jordbær, blåbær, tyttebær og multebær.

De mange forskellige blomster medvirker også til en ganske stor bestand af sommerfugle. Der er både de mere sjældne som sørgekåbe, nældens takvinge og så de meget almindelige dagpåfugleøje, admiraler og forskellige perlemorssommerfugle, citronsommer og naturligvis også kålsommerfugle. Man må så forholde sig til, hvordan man sikrer, at vi får vores kål og at sommerfuglene samtidig får en chance for at overleve. Det har vi så gjort ved at sprøjte kålen med biologisk bekæmpningsmiddel, men reservere nogle af planterne til børnehave for kålsommerfuglene

Fuglelivet er mangfoldigt. Under taget bor mursejlerne som nabo til vipstjerten, og skovskaden er daglig gæst, som kan udfolde ekvibrilistiske kunster for at få noget far de ophængte mejsekugler.

Spætterne (og der er flere arter) benytter flittigt nogle døde træer, vi har ladet stå, eller vores telefonpæl, hvor de kan kile koglerne fast. Man bliver også en kende forbavset, når man ser, hvad en sortspætte kan afstedkomme af store træflis efter sin jagt på insekter.

Det er ofte om morgnen, man får oplevelsen med fugleungerne uanset om det er grønspætten eller fru tjur, der går tur med ungerne.

Men udvalget er stort: Musvit, blåmejse, sortbroget fluesnapper, solsort, drossel, bogfinke og mange flere Der er sat fuglekasser op for at medvirke til fastholdelsen og de bliver flittigt benyttet. Faktisk blev der udruget et kuld mejser i en kasse, som stod på jorden og ventede på en placering.

Naturens drama kan følges på nærmeste hold, som f.eks. når duehøgen kommer og snupper en skovskadeunge.

I det fjerne kan vi høre tranerne på deres opholdsted ved sø og å, og som ligesom svaner og gæs  overflyver og forår og efterår.

Genkendelse af fuglestemmer er en ufordring, fordi man dels kan have svært ved at huske præcise forløb i sangen, dels fordi fuglene kan have lokale variationer

Skoven omkring os er ikke så gammel. Indtil for ca.50 år siden har her været løvskov, hvor kvæg græssede og svinene spiste olden, og inde i skoven kan man stadig finde spor af gamle stendiger og – ikke mindst – masser af stenrøser, hvor man har samlet sten sammen for at få ryddet til et frimærke til græs- eller korndyrkning. Nu er her mest åben nåleskov med gran og fyr og den karakteristiske grønne underskov med blåbær og tyttebær, men også masser af lyng der i august lægger et violet tæppe.

Dyrelivet er varieret. De første år var der rigtig mange rådyr, men bestanden har haft det skidt, men vi ser dem dog af og til på grunden.

Et flittig gæst er haren med dens unger, og her skal man gøre sig klart, at når man prøver at have et stykke have, så er det også nødvendigt at lave et hegn, for ellers bliver afgrøderne til dyrefoder.

Ræven er set, ligesom der er både røde og sorte egern.

Ekskrementer også fra elge har vi i rigt mål, og de afgnavede små træer og ener viser dens nærvær. Men elgen er sky og uhyre vanskelig at opdage, og først efter 4 år havde vi heldet med os, da tre elge aflagde formiddagsbesøg, og spiste toppene af bevoksningen som brunch.

Her er anskaffelsen af en sporbog en nødvendighed, hvis man vil aflæse sporene i naturen, hvad enten det er afføring, bidemærker, spor eller noget andet.

Mus er der naturligvis også, men de har nu aldrig været i de beboede rum, men alene på det åbne loft, som vi efterhånden har sikret med net, der vor de ellers kom ind.

Et par muldvarpe har vi taget med fælde. Ikke fordi vi har noget mod muldvarpe, men vores interesser konfliktede, fordi den netop ønskede at have sit gangsystem lige uden for huset, hvor vi opholder os, når vejret tillader det.

Stålorme er der en del af, og det er jo sjovt selv at blive belært om, at den er et firben uden ben – og derfor kan smide halen, hvis den føler sig truet. Almindelige firben er der nu også.

Snoge trives, men mere bekymrer det, at der også er hugorme, så vi husker at larme lidt ekstra, når vi går.

I en sommermånederne kan græsslåning være en stor udfordring fordi de små frøunger er undervejs alle vegne, og man vil jo nødigt slå småkræene ihjel.

Og jo, der er myg og knot (mitter). Ikke mindst de sidste er en pestilens, som kan sende en inden døre. Vi har dog på et svensk apotek fundet et middel at smøre os med, som næsten kan holde både myg og knot på afstand.

En tang til at fjerne skovflåt med er også en nødvendig investering, fordi det næsten er umuligt at undgå at slæbe nogen med hjem, når man har været på vandring i skoven.

Vandreture

At kende sine omgivelser

Når man har været her i Småland en periode føles det naturligt at interessere sig for egnens historie. Dels kan man læse den konkrete historie, hvor danskerne og svenskerne på skift har slået hinanden ihjel  og udplyndret befolkningen.

Men mere direkte lærer man at aflæse historien i naturen. Dels er der de mange stenrøser, som afspejler den flittige bondes kamp for at få etableret et stykke mark til dyrkning, dels er der markeret nedlagte torp. I nogle tilfælde har lokale foreninger sat skilte op (som f.eks. Berga..., Svenstorpet ), dels afslører fundamenter, kulturplanter og diger fortidens struktur.

Der er en imponerende tradition for stengærder, som dels tegner egendomsretten, dels skjuler alle de mindre sten, som er kastet ned mellem de to pænt satte sider.

Endnu findes de kendte 'smålandsstaket', bygget af enestolper og lange granrafter bundet op med granvidjer (grangrene varmet op for at blive bøjelige).

Da vi kom hertil var der stadig tydelige spor af fortidens forbindelsesveje, som dengang gik mellem torpene. Men 10 år har ændret meget: vejene bruges ikke og gror til, således at man efterhånden skal vide, at det er en oprindelige vej og ikke bare en dyreveksel.

Dertil kommer, at moderne, tunge skovmaskiner ubesværet kravler ind i skoven og i  sætter sine – i ordets bogstaveligste forstand - dybe spor. I de tilfælde hvor de gamle veje benyttes ødelægges de, da de ikke kan tåle trykket, og de primitive sten hen over vandløb knækkes. Således nedslides sporene af den gamle kultur.

Set med nutidens øjne er det også vanskeligt at forestille sig, at de store granskove, som i dag kendetegner området kun er ca. 100 år gammel, og har erstattet de tidligere betesmarker. Nogle steder står stadig områder med løvskov (bl.a. ved Hyltenäs), hvis olden har kunnet bidrage til svinenes opfodring.

Naturens gaver må man dele med dyrene – eller prøv at beskytte lækkerierne. Småtrærne bliver bidt tilbage hver vinter, barken bides af trærne, knopper forsvinder.

Man kan glemme alt om at have tulipaner, hvis ikke der er hegn omkring – og det gælder naturligvis også haveafgrøderne grønkål, salat osv., så efter et par år kapitulerede vi og satte hegn om havearealet, net omkring buske og træer, vi gerne ville have for os selv.

Det var væsentligt for os, at der skulle være gode vandremuligheder. ’Gröna kartan’ viste ikke mange muligheder, men et er jo hvad der kortlægges officielt og efter luftfoto, en anden ting hvad der faktisk findes under trætoppene.

Efter 4 år er vi ved at have styr på ca 10 km2 i den nærmeste cirkel, og med kort og kompas kan man få rigtig gode oplevelser.

Den største udfordring er at klare sig uden om eller gennem højmoserne, som der er flere af. Nogle har gennem generationer haft sikre stier, andre må man ligesom prøve sig igennem. Tilsvarende kan større vandløb komme på tværs af ens planer, hvis ikke der er lavet primitive broer eller muligheder for at springe over.

Ellers er det en fornøjelse at gå ture i skoven. Vi er i det ’rigtige’ Sverige, hvor klippelandskabet er en væsentlig del af naturoplevelsen, og så er det mest normale relativt åbne skove, som man kan se igennem uanset om det er løv eller granskov.

En gang imellem må man erkende at ikke mindst unge skovområder er stort set uigennemtrængelige, og man mister lynhurtigt orienteringen. Det kan man nu også gøre, selv om det er åben skov. Man kan stadig følge mere eller mindre tilgroede skovveje, der for årtier bandt de små torp sammen, men ellers forledes man nemt af stier og dyreveksler til at gå i en bestemt retning. Men da stierne hele tiden ændrer retning, er det nyttigt med kort og kompas.

Sådanne ruter er sjældent på kortene og man må så lave sine egne – og ikke mindst navngive dem, så man kan fortælle, hvor man agter sig hen.

Men landskabet ændrer sig: pludselig pløjes der en transportvej gennem skoven, så de mægtige maskiner kan komme ind og fælde træer og få det transporteret bort.

Pludselig er der helt nye vidder mens de nyplantede træer vokser op for igen om 6-7 år atter at lukke for udsigten..

Børnebørn

Denne naturens mangfoldighed er ikke bare et slaraffenland for os, men en helt ny verden for storbyens børn.

Vi har været så heldige, at vi har kunnet have vores ældste barnebarn med rigtig mange gange, og det har været en fornøjelse at se, hvorledes børn kan tage området i besiddelse.

Den lille klippe med den naturlige hulning, hvor man kan ’fiske’ i vandet eller undersøge livet under stenene. Det er jo spændende at klatre i elgtårnene (jagttårnene), at bestige de store klipper, og selv opdage naturens spisekammer.

Vores naturinteresse smitter af , og vi gør, hvad vi kan, for at de lærer at iagttage. Ja, lup og mikroskop og kikkert har fast opholdsplads her.

Vejret

Vores barnebarn spørger somme tider: Regner det aldrig i Sverige.

Faktisk indgik meteorologien i købsovervejelserne, for det gør det naturligvis, men vores beliggenhed næsten lige langt fra Kattegat og Østersøen giver et klima, som er næsten fastlandsagtigt. Det betyder at det generelt er lidt bedre, at det bliver koldere om vinteren og varmere om sommeren, men også at vi ofte kan se det dårlige vejr passere uden om os.

Derfor ses vores svenske flag, som fortæller at vi er hjemme, oftest mod en blå himmel.