|
 |
|
|
||
 |
||||
Sidst opdateret 28. januar 2017 Når man har nået pensionisttilværelsen, bliver det klart for en, at man har lagt størstedelen af sit liv bag sig. Gode minder, udfordringer, rejser og oplevelser, private glæder og sorger. Jeg synes også, at man har også en forpligtelse til at videregive strejftog af ens liv af hensyn til ens efterkommere. Det er en af grundene til, at jeg i dette afsnit vil prøve at opbygge nogle kapitler fra mit liv. Rammerne har jeg prøvet at opbygge omkring væsentlige perioder i mit liv. På denne indgangsside har jeg valgt at placere nogle betragtninger over elementer, som jeg mener har været væsentlige grundsten for mine synspunkter og værdier. Det betyder, at siderne er under opbygning i takt med, at minder, billeder og dokumenter dukker frem. Det betyder at flere af siderne fremstår som grove skitser og stikord som venter på afpudsnng – når tid og lejlighed gives. Stoffet er opdelt, så siderne ikke bliver for lange. Min far og mor En af mine stærke erindringer er et billede over sengen hos mine oldeforældre på Sundvej i Horsens. Jeg kan ikke huske, at jeg spurgte, eller at det blev drøftet. Sådan var det bare. Og det er først langt senere det gik op for mig, at det grundlag og den ånd jeg blev opdraget i, var dybt religiøs og præget af Grundtvig og en stor gudstro. Fra vores tidlige barndom kom mor og bad aftenbøn, og det blev ved også nogle år på Ringridervej. Derhjemme blev der lyttet til højmessen om søndagen, der blev bedt aftenbøn, og de store kirkelige helligdage var arbejdsfri, og man havde sit pæne tøj på. Endnu langt senere, da jeg fik adgang til min mormors (Tip) dagbbøger blev jeg dybt betaget af, hvorledes skildringerne var præget at stor gudfrygtsomhed. Om Gud vil. Hendes selvkomponerede historier, som hun fortalte mig om aftnen fra sin sygeseng, var moralske og baseret på ærlighed, medmennskelighed, hvor det gode overvandt det onde, ærlighed over løgn og bedrag. Det indebar også en målsætning om social retfærdighed, Det var prægtige beretninger som gik til hjertet og føltes rigtige. Der er ingen tvivl om, at det har betydet mere for mig. end jeg selv opfattede, at være en del af et kristent miljø. Men det var også en personlig overbevisning, som ikke nødvendigvis betød, at man skulle gå i kirke hver søndag eller til de kirkelige højtider. Man kunne andagtsfuldt sidde og lytte til prædikerne i radionen, mens man sad i lænestolen. Det var givet mest min mor, der bragte kristendommen ind i mit liv, men der var ingen modsætning til min far, og far fortalte, at de gennem deres desværre for korte ægteskab, altid bad aftenbøn sammen. Jeg er opvokset i et kristent hjem. Det havde sine tydelige rødder i mors familie, og selv om vi ikke ret tit gik i kirke, blev radioens højmesse hørt hver søndag. Far og mor bad også hver aften deres fadervor, og vi børn blev lagt i seng med 'Nu lukker sig mit øje' : Nu lukker sig mit øje, og senere fadervor. Derfor kunne det heller ikke undre, at jeg kom til at gå i søndagsskole. Først gik jeg sammen med Karen Bjerregaard i søndagsskolen, som lå oppe ved Mølledammen i den anden ende af byen. På vejen dertil passerede vi Cafe Løkken i Perlegade, hvor vi fik ‘berliner pfannkuchen’. Det var noget af Karens familie. Senere blev der oprettet en søndagsskole på Håndværkerskolen, og det var jo noget nemmere. En af de voksne havde glasøje, og der var med en let gysen, man betragtede ham, når han tog glasøjet ud. Jeg tror den første mørke mand, jeg har set var Victor Cornelins som stammende fra Skt. Croix, og som udover at være lærer var tilknyttet Sudanmissionen, og engang kom for at fortælle i søndagsskolen. Jeg tror, at min interesse for globale relationer egentlig har sin rod i min sønderjyske opvækst. Godt nok legede vi tyskere og englændere som drenge med tyskerne, der skulle nedkæmpes, og godt nok havde man en god fornemmelse for mennesker, der af historiske årsager var hjemmetyskere. Men vi havde dem i vores dagligdag. Der var forretninger, man ikke brugte, der var nogle man så skævt til, fordi det lå i i tiden Mens jeg gik på statsskolen, passerede jeg hver dag den tyske skole, men det var jo en naturlig ting, at der skulle være en skole for de tysksindede. Min første sidekammarat i mellemskolen var søn af den tyske bankdirektør, og jeg husker stadig, min fars reaktion, da han fik det at vide: ”Det er OK. Han er god nok.” Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at far op til krigens afslutning sammen med Madsen havde arbejdet med det kartotek, der skulle bruges til at gribe de aktive, tyskvenlige medborgere i Sønderborg og omegn. Hvad jeg senere har måttet konstatere er, at du ikke kan ryste din sønderjyske opvækst af dig. Den er forankret i en stolt nationalfølelese med respekt for Dannebrog og historien og en konstatering af, at vi alle er mennesker og skal leve sammen, så længe det sker på et demokratisk og humanistisk grundlag. Du kan ikke forklare det for mennesker i andre landsdele, så de kan forstå det – nationalfølelsen kan ikke overføres. At kunne slå over på søndejysk Man kunne ikke høre, at vores forældre havde rødder i Horsens. Hjemme talte vi, hvad jeg vil kalde rigsdansk. Sjovt nok husker jeg ikke, at mine legekammarater talte sønderjysk, men der har nu nok været et islæt, for da man kom i skole var der naturligvis mange nuancer og i frikvarterne fløj der mange sønderjyske ord og begreber gennem luften. Næste step var, da der i gymnasiet blev optaget nye elever fra oplandet. Ikke mindst holdt Hans Hellesøe fast i sin nordalsiske dialekt. Selv Jørgen Skov, som kom til program 3 og senere blev direktør i DR, havde en umiskkendelig sønderjysk dialekt. Under elevtiden på biblioteket skulle der jo betjenes mange mennesker, som havde været i 'staden', og som skulle have læsestof med hjem. Rutebilstationen lå lige overfor biblioteket, så det var en ideel beliggenhed. Morsomt blev det meget senere , da formanden for DBC blev borgmesteren fra Broager, og hvert år til julefrokosten fyrede en sønderjysk historie af. Vi var to medarbejdere, der havde en chance for at forstå ham. Politisk holdning Jeg er født ind i en familie med et skisma mellem min fars stærke socialdemokratiske opvækst, og den tilsvarende konservative opvækst for min mor. Måske af den grund blev der normalt ikke talt meget politik i mit hjem.
|
||||
