|
Familiegalleriet giver adgang til en samling af gamle billeder (ikke færdigredigeret)
Mine bedste bedsteforældre
Mine bedsteforældre fortjener deres eget kapitel i min beretning fordi det var de personer i min dagligdag, der uden for hjemmets fire vægge betød mest for mig.
Bedstemor og bedstefar boede på første sal i ejendommen Sundvej 8.
Jeg har nok tilbragt det halve af min barndom hos moster, bedstemor og bedstefar. De var alle elskelige mennesker og jeg så et meget stort lys i min bedstemor, der kunne omsy mine fætres tøj, så det passede nogenlunde til mig.
 Mine bedsteforældre elskede jeg af hele mit hjerte. Havde jeg problemer, var det som regel altid noget, man ikke kunne gå til sine forældre med. På min bedstefars skød kunne jeg søge trøst og få klaret de problemer, der for en lille dreng kunne se ret så uoverskuelige ud.
Jeg beklager over for I - mine to drenge, at jeg ikke selv føler, at jeg har været så god en bedstefar for mine børnebørn, som jeg husker mine bedsteforældre var over for mig.
Tiderne er ændrede, skilsmisser og meget andet er måske medvirkende til det. Jeg vil tro, at mit forhold til mine bedsteforældre vil kunne sammenlignes med Jeres forhold til moster Emmy. Ja tættere endnu.
Bedstemor var en kærlig og altomfavnende person, som jeg elskede. Hun kunne i mine øjne alt. Bedstemor kunne sy nyt tøj af gammelt. Hun kunne strikke bluser,sokker, halstørklæder, ja alle de ting jeg havde brug for. Bedstemor stoppede og lappede mit tøj og syede det, hvis jeg havde været uheldig og havde ødelagt noget af beklædningen.
Det jeg ikke turde eller ville sige til min mor og far, kunne jeg altid kravle ind i bedstemors favn og betro hende mine sorger og få den trøst, der altid hjalp. Bedstemor var vidunderlig.
Bedstefar var lige så elskelig. Som jeg husker bedstefar var han slank og tynd. Han bevægede sig langsomt, men var i min barndom, da jeg færdedes lige så meget på første sal –og vel var omkring 5-6-7 år omkring de 80 år. Bedstefar sagde ikke så meget, men at kravle op på skødet af ham og få lov til at sidde og stryge ham over det meget kortklippede, bløde hvide hår var en af de ting, jeg holdt meget af. Det gav sådan en sjov følelse i fingrene. Bedstefar havde hvidt fipskæg og sad mest i sin stol ved vinduet. Bedstefar var venstremand - kan jeg huske blev nævnt mange gange. Der blev, som jeg husker det, ikke holdt avis. Det var en luksus man ikke tillod sig – rent økonomisk.
Når jeg rigtig skulle hygge mig sammen med bedstemor, -far og moster om eftermiddagen gav det en særlig form for kaffe. Jeg fik en lille smule kaffe i en kop. Der kom godt med sukker i og en masse mælk. Derefter plukkede man en skive franskbrød ned i koppen og lod det synke til bunds, inden man plukkede det næste lille stykke ned i koppen. Sådan blev man ved, indtil der var så meget franskbrød i koppen, at det havde suget al kaffen i sig og var blevet grødagtigt. Der efter spiste man det med teske. Nej, hvor var det hyggeligt, når vi sad der sammen og fik eftermiddagskaffe. Jeg måtte næsten alt for bedstemor og -far. Det var bedstemor, der bestemte alting. De var begge en ”klippe” i min tilværelse. Jeg har altid drømt om at få samme kærlige forhold til mine børnebørn, men alting har været så anderledes, at den form for samvær ikke har været muligt
Bedstemors og bedstefars lejlighed
Hjemmet bestod for nu at begynde i den ene ende med et meget stort køkken, i hvis ene ende der var et viktualierum, et rum, hvor der kun blev opbevaret mad.
Der var yderligere et pulterrum og ved siden af det et værelse der var den sydligste del af lejligheden. Det vendte endvidere ud mod Nyhavnegade.
Dette værelse var en årrække udlejet til en dame, der hed Hartvig – og som vi efterlevende har haft forbindelse med indtil for 15-18 år siden. Hun flyttede til Sønderborg, hvor hun sammen med moster og Rosa - passede hus for Lisbeth og Viggo, når de var på ferie.
Ved siden af dette værelse og nord for dette lå soveværelset, der ligeledes havde en rimelig størrelse.
I lige linje og stadig langs Nyhavnegade lå spisestuen, der var møbleret, som stuer var i al almindelighed. Spisestuebordet i midten af rummet, buffeen og dækketøjsskab langs væggene og så bedstemors trædesymaskine med sin karakteristiske lys, når den blev benyttet. Det var meget tydeligt at høre ned i vores lejlighed, hvis rum lå i nøjagtig samme rækkefølge.
Udover symaskinen var der en radio, hvilket langt fra fandtes i alle hjem. Radioens højtaler var ikke som nutidens radioer forsynet med indbyggede højtalere, nej, der var en form for tragt lavet i metal. Når man ønskede en lavere lyd kunne radioen ikke reguleres på anden måde end ved at stoppe et fed garn ned i tragten og på måde dæmpe lyden.
Der var enkelt –og dobbeltdøre mellem rummene spisestue og dagligstue, der var - efter datidens forhold kæmpestor. Alle juleaftener blev holdt i den dagligstue. Bedstemors og bedstefars guldbryllup blev holdt der. Min mors og fars sølvbryllup samt Lisbeths og Viggo`s bryllup blev holdt der, så de vægge kunne fortælle om mange dejlige begivenheder.
Fra dagligstuen var der en dør, der gik ud til en lang entre, der lå - også langs med spisestuen.
Lejligheden blev opvarmet med en kakkelovn, hvis placering i øjeblikket er lidt usikker for mig.
Omkring 1943 – 44 blev et pulterrum lavet om til toilet, så familien ikke skulle ned i gården for at komme på toilet. Der blev på dette toilet også opsat en vaskekumme, hvor man tidligere skulle vaske sig i køkkenet ved køkkenvasken, der var af støbejern, så det var fremskridt, der var værd at tale om.
 |
Min bedstefar havde som tidligere nævnt ejet en manufakturforretning i Holstebro på adressen Nørregade nr. 17. Den forretning var solgt. En person som min bedstefar kaldtes en ” particulier” (en privatperson, som lever af sin formue) Han levede af sine penge, tjent under stor sparsommelighed.
Jeg er ganske sikker på, at de gerne ville have hjulpet min mor med penge, men jeg tror ikke det skete, idet alle dengang var for stolte til at tage imod hjælp. Man skulle klare sig selv. ( Rettelse: jeg har senere i nogle skriftlige efterladenskaber fra min mor erfaret, at min mor havde lånt småbeløb enkelte gange.)
Mine bedsteforældre flytter ned i stueetagen
Uden det står helt klart, hvad årsagen var, flytter de ned i stueetagen 15.-16.september 1946. Det var de kede af, for lejligheden var mørkere end den ovenpå.
Min bedstefars død
I 1946 døde min bedstefar, der boede i stueetagen lige ved siden af os. Bodil og jeg sad sammen med moster hos ham, da hans vejrtrækning ændrede sig. Efter en udånding blev der længere og længere, inden vejret blev trukket ind. Intervallerne blev længere og længere, inden han drog sit sidste suk. En stille og rolig , ja man kan næsten sige smuk død. Han efterlod et stort savn, selv om han de sidste år var meget dement.
Moster Emmy
Der herskede en ro og hygge over det hjem, hvor moster Emmy også var med til at skabe den ro og hygge. Moster har været omkring 35 år, da jeg har været omkring de 7 år. Moster holdt huset for sine forældre, - mine bedsteforældre. De tre mennesker var noget af det mest harmoniske og  dannede de rammer, der var basen i min barndom.
Moster levede et stille asketisk liv. Som ung rejste moster Emmy til bl.a. Dresden og Leipzig sammen med Tante Laura og onkel Carlo.
Jeg mener ikke, at moster nogen sinde har været forlovet eller haft en kæreste. Hun passede sine forældre til deres død og hjalp alle de steder hjælp var nødvendig.Hun havde i mange år boet i stuelejligheden på Sundvej nr. 8, hvor der næsten intet dagslys kom ind – uagtet hvor fint vejret var uden for.
Det var såmænd indbegrebet af et elsket menneske, der i et og alt kun gjorde andre mennesker godt. Hun var en ”Mother Theresia”, hvis liv var viet til kun at gøre andre godt.
Jeg var tilmed så heldig , at det var min moster, - en af søstrene til min mor
Moster var en kærlig sjæl, elsket af alle, der kom i forbindelse med hende på den ene eller anden måde.
Moster var englen, der var overalt, hvor der var behov for hjælp. Jeg kan endnu mindes, at det var hos moster og bedstemor, der skulle hentes trøst, når noget gik mig imod. Der var også altid et trøstende ord og hjælp at hente – uanset hvad. De gange moster er gået i forbøn for mig i utallige, forskellige situationer, kan ikke tælles – selv ikke med nutidens regnemaskiner. Hun kunne omvende mors og fars beslutninger, når hun fremlagde et eller andet forsvar for mig. Hun var simpelthen så elskelig, så det trodser enhver beskrivelse. Denne kærlighed og omsorg blev senere overført til mine børn – og historien gentog sig.
Moster var også til stor hjælp for os i forbindelse med Bodils sygdom og følgevirkningerne heraf.
Ca. tre måneder efter min mor døde min bedstemor - og moster blev alene i den lejlighed, men tog sig stadig af det daglige arbejde hos min far og mig. Hvad vi skulle have gjort uden hende - ved jeg ikke
Efter bedstefars død i 1946, blev der jo mindre at leve af, da aldersrenten, som det hed den gang, faldt bort. Moster søgte arbejde i Horsens i en legetøjsforretning, der hed ”USA”. Den var så vidt jeg husker ejet af fætter Hennings kammerat, Heine. Forretningen lå på hjørnet af Kippervig og Søndergade og var en kælderforretning. Jeg kan ikke huske, hvor længe moster havde arbejde der, eller hvad det var, der var grunden til, at hun holdt op. Jeg mener at kunne huske, at moster i hvert fald var ansat der, indtil bedstemor døde i april 1948
Herefter rejste moster til København, hvor hun fik plads hos en eller anden original, der hed - tror jeg, Toustrup.
Hvor længde det ansættelsesforhold varede, husker jeg heller ikke.
Da bedstefar og bedstemor var døde klarede moster sig selv, og havde også beskæftigelse i bl.a. forretningen USA (Uden Stor Avance)
Moster, der efter at have været dødssyg og opereret for kræft, og tog imod tilbuddet (Aftalen med moster) om at flyttet ind på første sal i Baldursgade, hvor hun nød den lyse lejlighed. Møblementet stammede for størstedelen af møblerne fra hendes forældres og hendes hjem, og altså møbler fra omkring århundredskiftet 1900.
Alle børnene, der har været i familien eller bekendtskabskredsen, har nydt godt af mosters altfavnende kærlighed og godhed. Mine to børn har haft deres fristed hos moster. Der var ikke det, de ikke måtte oppe hos moster. Det var fristedet, når der var grænser af Bodil og mig. Det var til tider lidt irriterende, men moster gjorde det jo kun af kærlighed til børnene, og selv havde jeg ikke glemt, hvor glad jeg også var for moster, da jeg var en lille dreng.
.
|
Lejligheden på første sal var møbleret med møblerne fra mine bedsteforældres tid. Det var røde plysmøbler med antikke ben m. kugler.
Klaveret, som Inge Merete arvede, står i skrivende stund i Inge Meretes hjem i Flensburg. Det var lavet af noget meget smukt træ og var forsynet med svingbare lysestager på klaverets forside, så pianisten kunne se noderne i stearinlysenes skær. Klaverstolen var helt speciel med et rundt sæde, der når det blev drejet rundt på den spindel, der udgjorde ”rygsøjlen” ændrede højden alt efter i hvilken retning, det blev drejet. Mange børn har i årenes løb fået deres første karruseltur på den.
Spisestuemøbler er tungt egetræ med stole, hvor det høje ryglæn er helt vinkelret på sædet. Der er udskæringer i ryglænets træ, og de var fra starten beklædt med voksdug, der gjorde ens buksebag ganske våd, når man havde siddet der et stykke tid. Birger arvede disse møbler, hvoraf bordet står på første sal på Roald Amundsensvej.
Der var et meget smukt mørkt bogskab med glaslåger for at bøgerne ikke skulle stå og støve til. Det arvede Jørgen og Ulla, og det står i Herlev. Opsatsen, der var lavet som et lille rækværk , hvor stavene var små kugler, er desværre forsvundet.
Endvidere var der nok det smukkeste møbel – chiffonieren……..der var lavet af en træsort, hvor man kunne se alle knaster og enkeltheder i træet – og meget fint lakeret og blankpoleret. Deri blev alt sølvtøj + alle krystalglassene opbevaret. Det skab har Bjarke arvet sammen med de to ”flugtstole”, der er stole uden armlæn polstret med rødt plys, hvor midterpartiet i en bane, der gik henover sædet og op langs ryggen var stramaj. Meget smukke stole, der ikke findes ret mange af. De står nu i forretningen med mosters gamle sybord, som Bjarke skammeligt nok har savet 15-20 cm. af det nederste af benene.
I mosters lille soveværelse stod der et hvidlakeret klædeskab med dobbeltlåger. Jeg kan ikke huske, hvem der fik det. Det lille natbord med marmorpladen mener jeg Bjarke fik.
Moster har utallige gange bedt mig om at sige, hvad jeg gerne ville have af de ting der var i mosters hjem. Jeg har aldrig kunnet lide at tale om sådan noget, mens tingenes ejermand var levende og har altid sagt, at der ikke var noget, jeg kunne tænke mig og har derfor ikke nogen ting efter moster – udover en glaskande med glasprop, som jeg fik mange år før moster døde – med en 100 kr.-seddel i. Den står i vinduet med blyruden.
Bedstefar og bedstemor havde en rosenfarvet (lyserød) ampel – en lampe, der hang ned fra loftet i deres soveværelse. Den var meget smuk og særpræget. Den har jeg været forelsket i, lige siden jeg var barn, men den arvede Elli – vist nok mange år før mosters død.
Den hænger i stuen på Danasvej 16 i Horsens – hos min kusine Elli.
|
|
Moster i Esbjerg
Søndag formiddag var helliget radioens gudstjeneste, som moster meget nødigt ville undvære. Mosters religiøsitet var medtaget fra hjemmet hos bedstemor og -far. Såvel min egen mor og moster Astrid tog religionen alvorligt og videregav deres tro til børnene. Uden at skulle være dommer mener jeg ikke, at mine fætre og kusine havde fået medgivet den religiøse tro, som vores mor havde bibragt Lisbeth og mig.
En ting har moster desværre ikke kunnet. Moster var lige så religiøs som min mor og mine bedsteforældre havde været. Jeg er ked af, at hun ikke kunne få sin tro til at smitte af på Bjarke, der til min fortrydelse og sorg har meldt sig ud af folkekirken og ligesom lidt ud af familieskabet – lige hvad det angår. Jeg håber, at han med årene skifter sind og mening
Det er uundværligt for mig at forestille mig, at jeg ikke skulle have et sted at sende min bøn om hjælp hen - ikke have et sted at sende sin tak, når man har haft noget virkeligt at sige tak for. – Nå, det var et indestængt sidespring.
Moster anskaffede sig en undulat. Jeg er sikker på, at det var på Bjarkes opfordring. Moster fik megen glæde ud af det. Fuglen blev efter nogen tid tam og kunne lukkes ud, Det gik hårdt ud over tapetet, som den sad og nappede af.
Om mosters bidrag til vores hverdag, se Moster som husalf
Mosters stille og høflige væsen bragte hende meget hurtigt på talefod med fru direktør Madsen ovre i nr. 52. Hun lærte også fru Arnt i nummer 47 at kende, for slet ikke at tale om byens bedste nyhedsformidler, fru Skipper, der på en dag kunne levere flere nyheder end både Jyske Vestkysten og Vestjyden - tilsammen. Navnet er fremkommet på den måde, at hun er opkaldt efter familiens schæferhund, der netop hed Skipper.
Fru Skipper boede sammen med sin mand og to børn i nr. 57. Hun var en utrolig sød dame, meget opmærksom med gaver o.s.v. Hun kendte et hvert menneske i Esbjerg – og ellers skulle hun nok komme til det. De to damer kom en gang imellem til the oppe hos moster eller havde moster inviteret.
Moster gjorde også sit til at holde sammen på familien. Hendes søster, moster Astrid, kom på jævnlige ferier, selv om Esbjerg ikke lige var noget for hende på grund af den sildelugt, der kunne hænge som en tung dyne over byen. Det skete virkelig, at moster Astrid kastede op over lugten, som vi andre registrerede uden det helt store ubehag. Moster Astrid var pernittengrynsagtig og anderledes sart med mange ting. De to søstre var vidt forskellige. Astrid lidt nervebetonet, moster Emmy rolig og fattet.
De kunne trods alt hygge sig sammen. Astrid boede i stuen på en enkelt sovesofa, da henholdsvis Birger og Bjarke havde værelset på første sal.
Rosa fra Odense var også en flittig gæst hos moster. Rosa var hustru til mosters fætter Carsten Mortensen, der var benzinforhandler og havde” Shellgården” i Horsens, mens de var gift.
Moster havde også besøg af Hartvig fra Sønderborg. Ragnhild fra Horsens var også en skattet gæst, så moster levede langtfra en stille og tilbagetrukket tilværelse i de første mange år, hun boede på første sal. Jeg nød da også at have moster så tæt på. Det havde jeg jo været vant til næsten hele mit liv. Når jeg kom hjem fra tjeneste var min første handling at smutte op på første sal og lige sige goddaw til moster. Sådan havde det jo været altid. Uanset i hvilket ærinde man kom hos moster, var man velkommen. '
Moster rejste ikke meget. Kun Sønderborg kunne trække hende hjemmefra. Moster var ofte i Sønderborg sammen med Rosa og Hartvig, der hyggede sig gevaldigt sammen, når de passede hus for Lisbeth og Viggo.
Da Bjarke begyndte at komme sammen med Anne, fik moster en fan af dem, der var værd at samle på. Annes forældre, Henny og Knud Thomsen, Vestergade 66 blev på grund af forholdet mellem Anne og Bjarke. Det var søde mennesker, der blev vores gode venner.??? Da Anne og Bjarke holdt op med at komme sammen, blev Anne dog ved med trofast at komme - selv efter at hun var blevet gift og havde fået børn for at besøge moster hver eneste lørdag gennem resten af mosters tilværelse uanset vejr og vind.
De to hyggede sig sammen – næsten som veninder. Jeg tror faktisk, at de holdt rigtig meget af hinanden. Moster viste sin glæde over Annes besøg ved at love Anne det muselmalede kaffestel med alt, hvad dertil hørte. Da Anne godt kunne lide stellet, fandt jeg det naturligt, at det var hende, der skulle arve det, da Anne nok var en af personerne i mosters tilværelse, der havde været mest stadig, og som gjorde moster meget glad uge efter uge gennem mange, mange år.
Med tiden indhentede alderen også moster, der gennem al den tid jeg havde kendt hende, ikke havde ændret sig. Jeg syntes, at moster havde set ud sådan – altid. Moster havde op gennem årene fulgt godt med i, hvad der rørte sig i samfundet. Moster har gennem alle årene læst Jyske Vestkysten og set dagens TV-aviser.
Tilbage til toppen
|
Hjemmehjælp
Et nyt kapitel i mosters liv indtraf, da familien sammen med myndighederne (Esbjerg Kommunes Hjemmehjælp) fik moster ind under denne gren af kommunen. Moster blev visiteret til personlig pleje og daglig hjælp til morgenmad, middagsmad og aftensmad, af- og påklædning.
Hjemmehjælperen hed Mette Marie Abildgaard og var en lille mild kvinde på 44 år, der var uddannet som damefrisør og var blevet enke, da hendes mand var druknet under en havjagt på Fanø. Hun var utrolig sød og hjælpsom overfor moster, der også var meget, meget glad for Mette Marie, der kom om morgenen, lavede the og smurte brød, hvorefter hun gik igen. Hun kom til middag, lavede varm middagsmad hver eneste dag og klarede lidt støvaftørring mens moster spiste sin mad. Der blev ligeledes vasket op, inden hun puttede moster til hendes middagssøvn. Til aften kom der en hjemmehjælper og puttede moster medmindre moster gerne ville se lidt fjernsyn.
Mosters sygdom
På et senere tidspunkt bliver moster syg og indlagt på Horsens Kommunehospital. Forskellige undersøgelser resulterede i diagnosen kræft i underlivet. Moster blev opereret, og der blev fjernet alt det, der kunne fjernes af organer og derefter indledt en behandling med røntgenstråler, hvis dosis blev gjort meget kraftig. Det resulterede i en overdosis af stråling, der gav en ”forbrænding.” Moster blev lige så gul som en kineser. Hun tabte vægt ustandselig og var på et tidspunkt, så vidt jeg husker, under 40 kg. Det var forfærdeligt at se på. Da hospitalet ikke kunne gøre mere, skulle moster hjemsendes - og til hvad ?
Enden på den historie blev, at Lisbeth var så ædelmodig at tage moster til sig. En tak fortjener Viggo også, da det i den grad lavede deres hverdag : Moster lå på den divan, der stod i stuen . Hun kunne ikke spise noget, kastede det hele op og blev ved med at tabe sig. Det var forfærdeligt at se på.
Lisbeth og Viggos huslæge kom på stadige besøg, men kunne heller ikke gøre andet end give smertestillende og bedøvende medicin. Mosters tilstand forringedes hver eneste dag. Hele familien var på skift på besøg ,og det var tydeligt for alle, at det gik den gale vej med moster. Lisbeth gjorde alt for moster skulle have det så godt som muligt. Hun forsøgte at lokke med mad og godter, men moster kunne ikke holde noget i sig.
En aften ringede Lisbeth og bad mig komme til Sønderborg. Lisbeth fortalte også, at hun havde ringet til min far, at han skulle komme til Sønderborg, og at vi ikke skulle vente ret længe, men komme så hurtigt vi kunne. Alle startede deres biler og stilede efter Sønderborg. Jeg mener ikke, at Bodil var med, formentlig fordi vi havde plejebørn, som vi ikke kunne lade alene. Jeg kom næsten samtidig med min far. Jeg kan heller ikke huske om Kis var med.
Lægen var der, det var ret sent på aftenen, det var i hvert fald mørkt udenfor. Vi blev jaget ud af stuerne, mens han undersøgte moster. Jeg var sammen med far gået udenfor – formentlig for at få en smøg. Lægen kom ud og skulle til at køre. Jeg bad ham vente et øjeblik, idet jeg ville spørge ham om, hvordan tilstanden var, da jeg ellers skulle have ringet til politistationen i Esbjerg og have en fridag, da jeg ellers skulle være mødt kl. 06:00. Lægen sagde ”De må hellere ringe, vi taler ikke om dage, men om timer inden det er forbi.”
Det er lidt flovt nu , - at skulle sige, at jeg ikke kan huske, hvordan natten forløb, hvor vi var og hvad vi foretog os. Den næste morgen levede moster stadig og situationen var ligesom lidt bedret. Moster havde skreget og skreget den foregående aften, men var stille den følgende dag, formentlig efter al den medicin lægen havde hældt på hende. De nærmere enkeltheder den følgende tid står mig ikke ganske klart, men en bedring var indtrådt. Lisbeth fodrede moster med fløde og skar skiver af smør på hendes brød, og dag for dag synes moster at få det bedre.
Der gik lang tid, rigtig lang tid, inden moster fik det, så hun kunne stå på benene. I den tid stod hjemmet i Sønderborg på den anden ende, men sikkert er det, at det var Lisbeth, der ved sin gode pleje og vedholdenhed med at tvinge moster til at spise, reddede mosters liv.
Moster dør
Sådan gik der et par år. Moster blev mere og mere glemsom og også svagere.
En aften var jeg inviteret til spisning hos Birger, som var blevet skilt fra Kirsten og gik alene i det store, nye hus Jeg sagde altid til moster, hvor jeg tog hen, så hun kunne finde mig om nødvendigt. Da vi sad og spiste, ringede telefonen. Birger rejste sig og tog telefonen. På et tidspunkt sagde han, ”Ja, moster, jeg skal nok tage mig af det”, hvorefter han sagde farvel.
Jeg spurgte, om det var moster, han havde talt med, hvilket blev bekræftet. Moster havde fortalt Birger, at nu var jeg atter taget hjemmefra, og at moster havde fundet ud af, at jeg spillede kort hele natten og spillede mig fra hus og hjem, hvorfor hun gerne ville have Birger til at tage sig af mig. Det var så en indikation af, at det var ved at være galt med mosters dømmekraft, og at hun var ved at være senil dement. Til andre tider var der intet som helst at mærke.
På et tidspunkt blev moster indlagt på Centralsygehuset. Moster var meget forvirret og slet ikke den moster, vi havde kendt op gennem årene. En aften var både Bjarke, Birger og jeg kaldt på hospitalet.
Ved vores ankomst var det tydeligt, at døden snart ville indfinde sig. Moster lå lige så stille og sov dybt. Birger holdt moster i den ene hånd og Bjarke i den anden. Det var moster ikke bevidst om. Havde moster været ved bevidsthed, kunne hun ikke have fået en bedre død. Begge sine skatteunger, der holdt hende i hånden.
Der gik heller ikke lang tid, inden livet ebbede ud og vejrtrækningen ophørte. Bjarke og Birger bad fadervor, og vi forlod hospitalet efter at sygeplejersken havde ordnet moster.
Et langt og smukt liv var slut. Et kærligt og gudfrygtigt menneske var taget hjem til sin fader. Sådan endte det, den 12.januar 1993 kl. 02:00.
Moster blev ført til Horsens. Begravelsen foregik fra Horsens Klosterkirke den 16.januar 1993 kl. 12:30 med efterfølgende fælles kaffeborde i Håndværkerforeningen.
Tilbage til toppen
|
Min farfar og farmor
Det er flovt, at jeg ikke engang kan angive min farfars navn.(Mener –Nicolaj). Jeg aner ikke, hvornår min farfar er død.(April 1942 har jeg senere erfaret.)
Min farfar var uddannet smed/maskinarbejder og boede i Århus på Strandvejen nr. 30 ? i Århus. (Kan også være nr. 16)
Jeg har kun set og været sammen med min farfar en eller to gange, da jeg var omkring 5-7 år. Farfar var en"bulderbasse" med kraftige øjenbryn og en person, jeg husker, jeg var bange for. Ved den ene af de to lejligheder jeg var sammen med ham, forærede han mig en sparebøsse, der var udformet som en elefant med bevægelig hale og snabel. Den var af støbejern og tung som et ondt år. Den var konstrueret sådan, at der kunne lægges en mønt i snabelen. Ved et tryk på halen bevægede snabelen sig bagud og smed mønten ind i kroppen.
Denne sparebøsse forærede jeg Birger for at den skulle gå i arv, men jeg har sene erfaret, at den er blevet væk.
 Min farmors navn er Josephine el. Josefine. Min farmor døde i midten af halvtredserne. Hende havde mor og jeg samkvem med med lige til hendes død. Min røde lampe med sort bakelitsøjle er en bryllupsgave fra farmor.
Da jeg var i Århus sammen med far, Lisbeth samt Emmy, - jeg tror kort efter Bodils død - det har nok været i 1982 - blev inviteret af Carlo og Marie med det hovedformål at få overdraget familiearvestykket – min farfars dobbeltkapslede guldur, som farfar havde fået i jubilæumsgave fra Statsbanerne, Jeg mener det skulle gå i arv til den ældste søn
Det var sidste gang jeg så henholdsvis Marie og min fars bror Carlo. Vi skrev sammen til jul, men havde ellers ingen forbindelse med hinanden. Jeg har gennem min nulevende kusine Ruth, der bor i Århus (datteren min fars søster Gerda og bagermester Hans Bach, fået at vide, hvilken kirkegård han er begravet på. Det er dog nok tvivlsomt, om deres gravsted findes mere, da de jo ikke havde børn, der kunne tage sig af gravstedet.
Mine forældre
Jeg holdt utrolig meget af min mor, der var omsorgsfuld og kærlig. Mors ønske for mig , - indprentet tusinder af gange , - var, at jeg skulle vokse op som en mand, der frem for alt var ærlig og retfærdig og ædruelig, ikke en sut, der drak og dalrede gennem livet.
Min mor skrev en bog om mine første år, som giver et indtryk af barndommen.
På et tidspunkt omkring 1933 - da jeg var ca. 5 år, aftog min mors syn på grund af grøn stær. Der var også grå stær. Der blev foretaget operation,
der dog ikke lykkedes, og synet svækkedes dag for dag. På et tidspunkt var synet så dårligt og gav så mange smerter, at min mor ikke længere kunne passe forretningen.
Min mor var sart og svagelig. Hun led af mange sygdomme, der forværredes af kulde og træk, så krigens tid og de omstændigheder den affødte gjorde ikke tilværelsen lettere for hende. Jeg fornemmede også, at min far nok ikke helt kunne forstå mors svage helbred. Mor, der havde fået tildelt invaliderente, brugte meget af den månedlige sum til medicin. Da min mor heller ikke kunne klare de daglige hussysler som rengøring m.m., havde vi som regel hushjælp af en eller anden art, unge piger, eller voksne damer, der arbejdede på timeløn. Den hjælp betalte min mor selv.
Til alt held boede mine bedsteforældre på første sal i ejendommen.
Min mor led yderligere af astma og bronchitis, ligesom hjertet var svagt. Det betød meget sengeleje, meget medicinindtagelse og hyppige tilkaldebesøg fra lægen. Jeg var ikke ret gammel, inden jeg lærte at kende forskel på de to forskellige øjendråber, som min mor blev behandlet med. Jeg var efter hendes mening den bedste til at dryppe hendes øjne og var som regel også den eneste tilstedeværende.
Min mor var svagelig og meget ofte syg, lå meget i sengen og havde læge mange gange. For det første var der øjnene. Hjertet var svagt, bronchitis kom altid om vinteren, hvilket formentlig skyldtes den usunde lejlighed. Mor kunne aldrig gå med min far til fest eller på skovtur.
Jeg aner intet om min fars liv i hans unge dage, ligesom jeg ikke aner en dyt om, hvor han har været soldat.
Her er to dokumenter fra arkivet: Min fars fødselsattest og Min fars straffeattest
Jeg aner intet om hans interesser udover, at jeg ved, at han har sejlet (hvilket onkel Viggo har berettet om.). Jeg ved også, at der er nogle billeder, der rent påklædningsmæssigt kunne antyde, at han havde kørt motorcykel.
Jeg skal temmelig langt op i tredverne, før jeg kan mindes noget om familiens indbyrdes tilstedeværelse i lejligheden på Sundvej.
Jeg har læst i noget af mors skrevne, at min far var glad og stolt over sin lille søn, og at han havde legetøj med hjem fra rejser, men jeg kan ikke selv huske det.
Da jeg har været omkring 10-12-13 år, mindes jeg min far som streng og altid skældende ud, og at jeg var komplet uduelig til alt, hvad jeg foretog mig o.s.v.
 Når min far var hjemme, og det var spisetid eller anden anledning til, at jeg skulle komme hjem, klappede min far hårdt i hænderne, hvilket var signalet til at skynde sig hjem. I skal lige tænke på, at der ikke var nogen trafik af motorkøretøjer, der kunne hindre håndklap i at blive hørt over lange afstande.
Jeg har glemt at fortælle om mosters ”job” som reserve for min mor. Mor var svagelig, så svagelig at hun ikke kunne deltage i noget uden for hjemmet. Min far var vist det, man i dag kalder en ”festabe”, selv om det ikke lyder særlig kønt. Far var medlem af mange foreninger, havde altid et godt humør, var vellidt af de fleste og en, der kunne sætte gang i en fest. Far sang og optrådte med det og var altid mellem dem, der dannede festernes midtpunkt. Far var givet medlem af Håndværkerforeningen (Handelstandsforeningen), hvor han også optrådte med sine sangevner.
Far var glødende konservativ og medlem af partiet. Han kommanderede mig med i Håndværkerforeningen for at høre et politisk møde med familen Chrismas Møllers efterkommere, der i flere generationer har været spidserne indenfor partiet. Det var Axel Møller og den senere erhvervsminister - mener jeg det var ? navnet er væk i denne sene aftenstund.
 Min far var medlem af en forening af otte mænd. De 8 var, tror jeg, et tilfældigt sammenrend af mere eller mindre drukmåse, men også dygtige forretningsfolk.
Det var Marius Jensen (tobakshandler på rutebilstationen) , Christian Jensen (grøntsagshandler), Rhodemeier (entrenprenør), E. H. Hansen (tobakshandler ved siden af Palæbiografen), Chr. Jacobsen (som havde et vulanisørværksted), Holger Sørensen (ostehandler, Kis’ mand) - en der hed Knudsen (sent tilkommet) samt min far. De fleste af dem efter datidens forhold temmelig velhavende. Den egentlige start på den klub eller forening kender jeg ikke. Jeg mener dog, at Marius Jensen, tobakshandler på rutebilstationen måske nok var ophavsmanden og ham, der lagde lokaler til de daglige drikkerier.
De spillede kort sammen én gang om ugen . Her blev der drukket mange bajere, og min far var ikke den, der holdt sig tilbage. Jeg har ikke som barn bemærket det, men jeg kunne forstå på min mor, at far ofte kom mere eller mindre beruset hjem. Udover de problemer dette kunne skabe, var der heller ikke råd til det. Mor græd mange gange over det og forsøgte telefonisk "at ringe far hjem". Det lykkedes dog sjældent. Mor begyndte at bede mig ringe derned, tale med far og bede ham komme hjem. Det "slog" åbenbart bedre, for far kom så hurtigt hjem. Det bedrede dog ikke forholdet mellem mor og far, der, - kan jeg forstå, ikke levede noget lykkeligt ægteskab. Det virkede bare ikke sådan på en 8-10 års dreng. Godt det samme.
Jeg kan huske det baglokale, som havde jeg været der i går - med plakaten af den svedige mand med jakken over armen og tørrende sig over panden og længslen efter en Tuborg. Når jeg en enkelt gang imellem ser den plakat, giver den mig associationer. Jeg husker baglokalet fra de gange, jeg var med far på køretur som dreng, og vi på et eller andet tidspunkt endte dernede, hvor jeg fik en citronvand af den flinke Marius Jensen (for det var han virkelig). Han var i mine øjne oldgammel.
 |
Som festmenneske kunne far først rigtigt folde sig ud, når han havde nogen ved sin side. Da min mor ikke kunne deltage ved sådanne lejligheder, var det moster, der måtte tage med ud og være borddame. Egentlig tror jeg ikke, at det var noget moster brød sig om, da hun var meget genert og tilbageholdende og slet ikke drak nogen form for spiritus, der aldrig var en mangelvare ved de fester, der blev afholdt, når det var foreningen ”De otte”, der festede. Moster tog imidlertid med, garanteret fordi hun ikke ville såre far ved at sige nej og måske også gjorde det af hensyn til min mor, der måske ikke havde så mange samvittighedskvaler, når far på havde en borddame med til festerne. De samvirkende købmandsforeningers fester var far også altid med til i kraft af, at han leverede tobaksvarer til alle købmænd i en omkreds af 75 km. fra Horsens.
Om forholdet til min far kan jeg fortælle, at lige så anstrengt forhold jeg havde til min far i min pubertetsalder, lige så varmt og kærligt var det fra den dag, jeg havde bestået eksamenen på Politiskolen og til min far døde. Jeg glædede mig til hver onsdag, når far kom til Esbjerg på sin Varde-tur. Vi havde mange dejlige telefonsamtaler, og far var altid god at hente råd fra med hensyn til skatteforhold og lignende. Vi havde utrolig meget gensidig glæde af hinanden og gjorde brug af hinandens færdigheder..
Det tog mig rigtig lang tid at komme over min fars død.
Fars og mors sølbryllup
 26.januar 1944 havde far og mor sølvbryllup. hvor jeg dog ikke måtte forsømme mit arbejde på grund af en fest. Jeg fik dog fri fra arbejdet sidst på formiddagen eller omkring middag.
Jeg kan huske, at mor og far fik en meget fin radio af Lomborg`s og højest sandsynlig tante Klara-. Jeg kan også huske, at Fætter Viggo var til stede.
Ved middagsbordet rejste Lomborg sig op og holdt tale. Selv med min daværende alder fornemmede jeg, at det var en blændende tale om "Harmoni”. Aldrig senere har jeg været så duperet af en tale. Det magtede Christian Lomborg til fulde. Selve festen om aftnen blev holdt oppe i dagligstuen hos bedstemor og -far. Jeg er ikke sikker på, at der blev taget så meget som et eneste billede af sølvbrudeparret eller festen i øvrigt.
Sølvbryllupssang
Tilbage til toppen
Mor dør
I april måned 1948 blev min mor mere syg. Bodil var på det tidspunkt i Århus, hvor hun supplerede sin uddannelse, - dels på fødeafdelingen og dels på sindssygehospitalet Riisskov. Vi ventede hendes besøg en formiddag. Mor var meget svag. ”Tante Rosa”, der dengang boede i Horsens, skulle også komme. Jeg kørte i X 1766 på banegården for at hente Bodil og mødte Rosa nede på Torvet, hvor hun kom kørende i en 2-personers åben sportsvogn. Da jeg nåede hjem havde min mor lige udåndet efter at Rosa var kommet. Faster Lisbeth (min søster) var ligeledes til stede.
Alle græd. Alle savnede min mor, der var et utrolig godt og troende menneske. Jeg var måske den, der savnede min mor allermest. Min far kunne ikke lave mad eller føre en husholdning. Det tog moster Emmy, der ligeledes boede i stueetagen ved siden af os - sig af. Det var ikke det samme som at have sin mor og gå ind til, når man gerne ville snakke, men et uvurderligt gode – i den situation.
Min mors dødsattest.
Far og Kis
Kis
bør naturligvis omtales, selv om hendes sidste gerninger i familien mere talte til glemslens dybe mørke..
Kis havde været gift med ostehandler Holger Sørensen, der nok var anstødsstenen til, at far blev ostehandler. Holger Sørensen var også medlem af de otte (forening/klubben de 8`te) De boede i Emil Bøjsensgade nr. 5. De havde tre børn, Louis, Inge og Per. Jeg kendte Holger Sørensen gennem far, men Kis havde jeg aldrig haft noget at gøre med.
Mit første møde med Kis var, da hun en dag kom og ringede på for at få fars hjælp – til hvad husker jeg ikke. Hun havde lige mistet sin mand, som jeg husker som en lille tyk, rund mand med krøller og en snøvlet tale, (tror han havde polypper). Jeg mener faktisk, at han døde efter en operation , hvor han fik fjernet sine mandler. Det var ganske kort tid – en uge eller deromkring, inden min mor døde. Jeg var dengang 20 år og stod for at skulle ind og aftjene min værnepligt.
Mens jeg var inde ved militæret kom der pakker fra Kis, der vidste, hvad jeg kunne lide. Der kunne f.eks. komme en pakke indeholdende et lille franskbrød og en dåse rejser, lidt smør og så vidt jeg husker en tube mayonaice. Det var jo et herremåltid. Der kunne også være en pakke cigaretter med, så det var altid spændende, når der kom pakke fra Horsens.
Kis var altid villig til at hjælpe, næsten uanset med hvad. Man havde bare ikke altid følelsen af, at det kom fra hjertet. Det var lige så meget for at behage far og ”komme godt ind i familien. Det lyder ikke så godt at udtale sig sådan, når man har modtaget så meget fra den kant som tilfældet har været.
Jeg er måske ikke helt gode venner med årstalsbeskrivelser, idet jeg kan huske, at Bodil i sin sorte spadseredragt og store hat og bag barnevognen er fotograferet på Frydsvej, ligesom der findes et billede af Bodil i en beigefarvet frakke ligeledes med barnevogn i Østergade –talende med Erik Zeberg, der er ved at stige af sin cykel. Der er således lidt kludder i årstallene.
Kis afholdt også Birgers barnedåb, så hun gjorde også meget godt for os. Kis havde en lille smørgul Opel P4 – varevogn og fik senere en citroèn med paraplygear.
Bodil og jeg blev inviteret med på udenlandstur til Hamborg i fars gamle Ford A 1931 sammen med Kis. Der er billeder af et ophold ved grænsen. Vi havde det hyggeligt sammen i bl.a. Hamborg`s zoologiske have Hagenbeck Tierpark. Vi var ligeledes på carbaret med spisning og havde på det felt mange gode timer sammen.
Kis blev også meget glad for Lisbeth og Viggo, hvor det var tydeligt, at hun ”så op” til Viggo og på hans stilling ved kriminalpolitiet.. Det var også meget tydeligt, at far også var stolt af Kis, der skal have, at hun var dygtig i en husholdning. Hun kunne overkomme en masse på kort tid, men havde ikke meget styr på børnene, hvis ”opdragelse” flød. Ikke at forstå, at de var uopdragne, men de var sløsede med alt og specielt med penge. I den retning lignede de deres far helt utroligt.
Der var en form for væbnet neutralitet mellem far og børnene, jah, der kunne også godt udbryde ”små krige”, der igen skabte lidt uenighed mellem far og Kis efterhånden som deres forhold blev ældre og de ikke længere ”behøvede” at spille flinke overfor hinanden. Far ville nok gerne have videreført sin form for opdragelse og lære børnene ansvarlig omgang med værdier, men de var ikke modtagelige. Det skabte mere og mere uenighed som årene gik.
Alt i alt var forholdet godt mellem os og både Bjarke og Birger havde en stor stjerne hos Kis, som de til gengæld også var glade for.
Der gik ikke så forfærdelig lang tid efter begravelsen før jeg modtog en pakke fra Kis. Jeg vil ikke fragå, at jeg var en del spændt på, hvad det kunne være. Udpakningen åbenbarede et knækket termometer, en hvid, ulden sok og en crepe-papirvest. Kunne det være mere plat. Er min indledning bedre forståelig. – Kis er død for mange , mange år siden. Aner intet om børnenes videre færden i tilværelsen.
Konklusion: Godt så længe hun var god ved far og gav ham nogle gode år.
|
|
Min far var i 1948 begyndt at komme sammen med hustruen til en anden ostehandler, der var død. Hun hed Kis. Både du - Bjarke og Birger kan huske tante Kis, der var god ved jer i mange henseender.
Min far blev 19.9.1949 gift med ”tante Kis” som var ca. 20 år yngre, og noget kraftig Kis. Det skete i Vehr kirke udenfor Horsens. Samme år bestemte de sig til at bygge hus på grunden Frydsvej 55. Grunden tilhørte min mor og far siden juli 1941.
Hvordan det er blevet ordnet med ejerforholdet, og om der blev oprettet nogen ægteskabspagt ved jeg ikke. Jeg kan i hvert fald bedyre, at jeg ikke fik så meget som en halv mursten af det hus, da min far døde, men derom senere.
Egentlig var ostekælderen det første, der blev bygget på Frydsvej – hvor Josvalds og Kis' oste var placeret hver for sig. Meget praktisk var ostekælderen en del af en dobbeltgarage. Villaen var bygget med fuld kælder og 1. sal. På daværende tidspunkt var det ikke for almindelige mennesker at bo i eget hus. Det var derfor en oplevelse, hver gang man besøgte min far og tante Kis.
Af familien er der kun Birger, - måske Bjarke, der kan huske huset. Når Bodil og jeg var inviteret på Frydsvej foregik transporten til fods.
Far pådrog sig helvedesild, der uden tvivl var brudt op til dels på grund af de familiemæssige forhold på Frydsvej. Min far led meget under den lidelse, der hovedsagelig viste sig på ryggen ned i siden og om på brystet. Lidelsen er en form for betændelse i nervespidserne og utrolig pinefuld. Der var lidt knas med Kis, der i visse situationer kunne være ret modbydelig.
Vi ville gerne tage os lidt af far, der var ude af sig selv over smerterne og gøre det lidt godt for ham. Det kunne Kis ikke tåle, at han ikke hellere ville være hjemme hos hende end hos sin søn og svigerdatter. Bodil og Kis må have haft nogle sammenstød, som jeg ikke var bekendt med, men hvor far i et bittert brev fortalte, hvor meget Kis havde gjort for os (og det var også rigtigt), men det giver jo ikke nogen hals- og håndsret over nogen, og Bodil kunne også være lidt udiplomatisk, og så skal det slå gnister.
Far havde Esbjerg Højskole som fast kunde og leverede ost dertil onsdag aften, når han var ankommet til Esbjerg. Det var en ikke uvæsentlig indtægtskilde. I stedet for at skulle huske at få de bestemte oste med hver uge, tog far et ordentlig læs med herned, hvor jeg i garagen havde indrettet hylder, hvor der kunne ligge mange oste. Det indebar også den fordel, at hvis far på grund af vejret – eller sygdom ikke skulle komme til Esbjerg, kunne jeg smutte derover og levere det antal oste, der ville være aktuelt den pågældende dag.
Min far blev 19.9.1949 gift med ”tante Kis”. De var fraflyttet deres lejligheder og var flyttet ind i en villa, som de lod bygge på den havegrund min mor og far havde ejet siden omkring 1941-42.
Villaen lå på Frydsvej nr.55 i Horsens. Villaen var bygget med fuld kælder og 1. sal. På daværende tidspunkt var det ikke for almindelige mennesker at bo i eget hus. Det var derfor en oplevelse hver gang man besøgte min far og tante Kis.
Af familien er der kun Birger, - måske Bjarke, der kan huske huset. Når Bodil og jeg var inviteret på Frydsvej foregik transporten til fods.
Tilbage til toppen
Min fars død
1965 blev et trist år med flere dødsfald i den nære familie.
Min far havde flere gange i de foregående år været syg og indlagt på hospitalet. Min far led af gigt, leddegigt bl.a. i hænderne. Det resulterede i nogle ikke særlig kendte følgevirkninger, nemlig at de hvide blodlegemer åd de røde, hvilket gav sig til kende ved, at far s tale blev noget sludder og var uklar. Nogle blodtransfusioner kunne på kort tid rettet op på den misére.
Far havde haft angreb af helvedesild, hvilket er en meget pinefuld lidelse.
Det svækkede helbredstilstanden og immunforsvaret led skade. På et tidspunkt blev min far indlagt på Horsens Kommunehospital, der kun lå 7-8 min. gang fra min fars bopæl på Frydsvej 55.
På et tidspunkt blev min fars tilstand så dårlig, at vi blev kaldt til Horsens.
Faster fra Sønderborg blev ligeledes anmodet om at komme til Horsens. Onkel Viggo, der var på kursus på politiskolen i København blev ligeledes kaldt hjem. Bodil og jeg var der naturligvis også. Vi boede på Frydsvej hos fars kone, - Kis.
Vi var på hospitalet den 17. januar om aftenen. Det gik ikke ret godt med fars helbred. Han var flyttet ind på et badeværelse. Bodil, der var sygeplejerske vidste, at det var et dårligt tegn – og en sidste station inden døden. Jeg troede, at det var for at min far kunne have det for sig selv sammen med den familie der var for at besøge ham.
Vi var på besøg den 18.januar om formiddagen. Min far var i den grad i godt humør, da vi ankom. Han sagde ”God dag søn, vil du godt barbere mig, jeg vil gerne være fin i dag.” Vi kiggede lidt på hinanden og kunne ikke rigtigt forstå den kolossale forskel der var på min fars tilstand – sammenlignet med gårsdagens aftenbesøg.
Min far var en levemand med gode festlige manerer – under normale omstændigheder. Han sagde endvidere ”Søn – kan du byde Viggo en cigar.
Der stod en kasse cigarer på natbordet. Stemningen var munter og min far spøgte som han havde for vane. Vi blev helt opmuntret over fars glæde og fornøjelige måde at være på, så vi gik derfra lige inden middag – fortrøstningsfulde og glædede os til eftermiddagens besøg.
Vi var hjemme og spise frokost. Over middag var vejret rigtig fint med solskin. Vi havde bestemt os til at gå til hospitalet og var i færd med at klæde os på, da det begyndte at øsregne. Der var slet ingen tvivl, vi skulle køre derhen. Vi satte os med det samme ud i bilen og kørte til hospitalet.
Vi nåede ind på badeværelset og kunne se, at det var skidt med min far. Ganske få min. efter vores ankomst – udåndede min far og døde stille og roligt. Det var chokerende. Om formiddagen munter og glad og spøgende og 1½ time senere – død. Så hurtigt kan det skifte. Erfaringsmæssigt ved en sygeplejerske, at der hos rigtig syge mennesker kan ske en unaturlig opblussen – umiddelbart før dødens indtræffen.
Jeg var 37 år og havde nu mistet begge mine forældre. Det var en mærkelig tomhedsfølelse. Min far og jeg havde haft et utrolig tæt forhold gennem de sidste 10-15 år., så det var et stort tab. Jeg må med skam bekende, at jeg ikke kan huske, hvordan mine to sønner fik overbragt beskeden og desværre heller ikke, hvordan de reagerede på meddelelsen. Birger var som den førstefødte bedstefars dreng og det har ganske givet også været et slemt slag for børnene.
Far blev begravet fra Horsens Klosterkirke og nedsat på gravstedet, hvor også min mor ligger begravet, - kun få meter fra mine bedsteforældres gravsted, hvor også moster Emmy er stedt til hvile.
Fars og mors arbejde
Min mor havde ingen uddannelse som sådan, men havde hjulpet i bedstefars forretning i Holstebro.(Trikotage, Nørregade 17 i Holstebro)
Min mor havde en trikotageforretning med undertøj, garn, sytråd mm. Mor passede forretningen, der lå i hjørnet af ejendommen vi beboede. Der var ikke kunder hele tiden, hvorfor der var en klokke, der ringede, når døren gik op og i. Det var så muligt at være i lejligheden og gå de ca. 8 meter til forretningen, når der kom kunder.
Da min mors syn blev så dårligt, at hun ikke kunne se varerne, måtte moster træde til og hjælpe, ligesom Lisbeth måtte tage sin del af slæbet. Jeres bedstefar passede sit job som repræsentant, men tiderne var trange og indtjeningen stod ikke mål med anstrengelserne.
Da jeg var omkring 3 år begyndte min mor trappesalg af trikotagevarer. Hun gik rundt med to Kufferter, ringede på folks døre og demonstrerede varerne på trapperne, hvis folk ikke ville have hende ind.
Allerede på det tidspunkt passede Moster Emmy sine forældre og var så opofrende, at hun også deltog i forretningen, når min mor ikke kunne klare at være der.
Min far var uddannet kolonialhandler - jeg husker ikke hvor .Vist nok i Ringkøbing. (Hos Jens Jensen),der senere kom til at bo i Ny Havnegade og blev bogholder på min læreplads – Paasch-Larsen og Petersen.)
Forretningen kunne ikke give det daglige brød til en familie, hvorfor min far fortsatte som repræsentant i både ind-og udland.
Jens Erik, der var gift med Astrid havde en mindre sølvvarefabrik i en baggård til Søndergade i Horsens. Jeres bedstefar, der var en dygtig og flittig sælger rejste meget i Tyskland og Sverige, for ”onkel” Erik.
Det var strenge tider omkring 1930. Der var stor arbejdsløshed og mange familier måtte nøjes med den forholdsvis ringe arbejdsløshedsunderstøttelse der kunne gives dengangEn selvstændig - som min far altid har været -, havde ikke mulighed for at få arbejdsløshedsunderstøttelse, idet der ikke fandtes fagforeninger for selvstændige. Hvis man som repræsentant ikke var så heldig at repræsentere et godt firma, der havde efterspurgte varer, eller dem, der skulle sælges varer til ikke selv havde ret mange penge, tjente man intet og måtte således indrette sit forbrug og levestandart i øvrigt - efter det.
Omkring 1930 kradsede krisen i hele Europa. Mange arbejdsløse rundt omkring - også i vores naboland mod syd - Tyskland, hvor Adolf Hitler startede sin bevægelse (Brunskjorterne), lovede arbejde til alle og guld og grønne skove i øvrigt. Rent politisk lød hans budskaber rigtigt. Folk i arbejde. Penge til daglige fornødenheder og goder som egen bil fik mange til at forgude idioten.
Min fars job under krigen
Min far havde inde krigens indtræffen i april 1940 Færch`s tobaksoplag. I den hjørnebutik, hvor min mor tidligere havde haft tricitageforretning. Færch, var et kendt navn inden for tobaksverdenen. Deres fabrikker var placeret i Holstebro. De førte et bredt udsnit af forskellige tobaksvarer, alle former – undtagen cigaretter. Der var mange former for tobak, f.eks. shagtobak (til at ryge i piber) Der var pladetobakker, ligeledes pibetobak, der dog skulle ”nuldres” i hånden inden det kunne stoppes i piben. Der var snus, et tobaksprodukt der bestod af noget helt fint sønderdelt/malet tobak, der var søbet ind i en sovs af lakrids og andre fabrikshemmelige ting. Det blev benyttet på den måde, at brugerne tog låget af den firkantede metaldåse og tog mængdemæssigt det, der kunne ligge på en teske, lagde det op på bagsiden af den ene hånd, holdt næsen helt ned til det og med et kraftigt sug fik det op i næseborene. Andre puttede det i munden og lod det ligge mellem gummerne og kinden. De mennesker gik konstant og kunne komme med et langspyt af en sort, kraftigt lugtende klat.
Der var skråtobak, hvilket var tobaksblade, der blev ruller meget stramt sammen i flere forskellige tykkelser, de tykkeste omtrent på tykkelse med en ”Viking”-blyant og gennemvædet af en sovs, der var fremstillet af tyklakrids + andre, - for almindelige mennesker , - ukendte ingredienser. Det kunne også give et ”langspyt” på mange meter. Det gav også sorte tænder og virkede uhygiejnisk.
Firmaet lavede cerutter og cigarer i mange størrelser. Jeg kan mindes King Edward, der var en cigar i en blå papæske. Der var Monaco og mange andre mærker, som jeg ikke mere kan huske navnene på. Jo et tobaksmærke, der hed Cap Horn, der var vist på en plakat med en vejrbidt sømand iført sydvest og med en krum pibe i munden.
Varerne kom i større og mindre trækasser, hvis låg var fastholdt med møtrikker. Jeg havde fast job med at pakke ud, og vidste, at når en kasse havde den og den størrelse, indeholdt den det og det. Kasserne kom med vognmand Rasmussen, der transporterede sit gods på en musegrå Ford T, der ikke kunne køre så hurtigt op ad Ny Havnegade, som jeg kunne løbe.
I vores lejlighed var der i en mellemgang ved siden af soveværelset og badeværelset opstillet reoler langs væggene. På disse reoler skulle de nu udpakkede tobaksvarer stilles på hylderne i en helt bestemt orden. De tomme trækasser skulle stå sammen med det ”træuld”, der var pakket ned omkring f.eks. cerutterne, anbringes i et træskur, der stod ude i gården, og som i øvrigt var arnested for mange rotter, der kunne bygge deres reder i det lune træuld, der blev brugt til at tænde op i kakkelovnen med. (Det lugtede altid stærkt af rotter, der både tissede og forrettede deres anden nødtørft i det)
Da krigen kom i april 1940, varede det ikke ret længe før lageret af råvarer i fabrikken var opbrugt. Uden råvarer ingen fabrikation, og dermed ikke noget agentur at tjene sine penge ved. Da der blev tobaksratinering under krigen var det en katastrofe for min far, der havde firmaet R.Færch`s tobaksoplag. Det var en en gros virksomhed. Min far distribuerede tobaksvarer til alle købmænd og tobakshandlere i Horsens og opland 20-50 km. fra Horsens. Jeg ved ikke, hvordan min fader var aflønnet, og om det havde nogen indflydelse på hans indkomst
Det resulterede i, at far ikke længere havde noget arbejde. Krigen forårsagede, at der heller ikke blev indført benzin til landet, men at tyskerne stjal det lager vi havde, måtte far klodse sin bil X 7363 op og pille dække af den. På et senere tidspunkt – og formentlig for at få nogle penge, solgte far bilen for 260,-kr. Der var 10 dæk til den. De indbragte 100,-kr, hvilket i alt blev 360,- kr. til at leve for.
Min far, der aldrig var bange for at bestille noget søgte andre ting han kunne få at handle med.
Det næste, der bød sig var agenturet med ”Selva”, der var et firma, der handlede med henholdsvis brun sæbe og grøn sæbe. Det kom ”hjem” i nogle store galvaniserede spande med to hanke på. De var så tunge, at jeg ikke kunne løfte dem, men måtte trille dem, når man havde fået dem vippet, så de kunne trille omrkring deres egen bund. Det var tungt og uhåndterligt noget. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid dette agentur bestod, men der blev også knaphed på de ingredienser, der skulle bruges for at fremstille disse produkter.
Der kom mange andre ting på tapetet, bl.a. ”BOJOL”. Det var et af disse universalmidler der kom så meget frem af under krigen, hvor opfindsomheden var stor og der ble lavet meget svindel af tvivlsomme personer. Det var i hvert fald en af de ting min far var blevet repræsentant for.
Det var virkelig noget, der var værd at eje. Der var ikke den ting det middel, der befandt sig i en brun oval flaske, kunne bruges til. Bl.a. til følgende:
- Var godt at bruge, når man havde et tøjstykke, f.eks. et par bukser, der var brugt så meget at de var blevet blankslidte. De skulle så smøres ind i dette middel og børstes med en børste, så skulle man efter flaskens påskrift have et par – næsten nye bukser.
- Havde man været uheldig at spilde noget på en dug eller noget gangtøj, skulle pletten bare gennemvædes med væsken, der skulle gnides godt ind i det stof, der skulle renses.. og pst. Pletterne var væk.
- Det kunne også i fortyndet form bruges til at gurgle hals i, såfremt man havde fået ondt i halsen . Ja, der var mange, mange andre anvendelsesmuligheder.
Vidundermidlet Bojol i praksis
Jeg var glad for at løbe på ski og sagde til min mor en dag, at jeg ville tage en tur ud på ”Djævlebakken”, der lå ude ved Sundbakken. Det var noget af det stejleste og farlige vi havde af bakker i omegnen, (men det vidste min mor heldigvis ikke). Min mor sagde, klæd dig nu ordentlig på, så du ikke fryser. Hvis du bliver forkølet eller får ond i halsen kommer du ikke ud mere i denne uge. Det var en grim viden at få med i ”rygsækken”, Jeg fik skiene på og løb derud. Det var begyndt at tø og det ærgrede mig. Da jeg skulle ned ad den lange bakke første gang, var der rigtig fart på. Sneen var fastkørt hele vejen ned. Jeg kendte ikke bakken ret godt og det var mørkt, hvilket bevirkede, at jeg ikke kunne se overgangen fra den fastkørte sne og den i bunden af bakken uberørte sne. Jeg kunne dog godt mærke overgangen, idet skiene bare styrede lige ud og ikke var til at dreje til nogen af siderne – uden om det vand, der var forude.
Det var Nørrestrand, et vandområde, som jeg som sagt ikke kendte. Jeg kørte ligeud i vandet, der gjorde så stor modstand, at jeg gik forover og rød ned i vandet, så jeg var gennemblødt og vandet rendte af mig.. Jeg var klar over, aat jeg skulle til at hjem. Der var bare den hage ved det, at det nu var rigtig mørkt og ved aqt være aften, hvilket også indebar, at vejret var blevet koldere – rent frostvejr, hvilket fik bikserne og mit tøj til at stivne. Da jeg kom hjem og ind, kunne bukserne stå – helt alene og af sig selv. De var simpelthen stivfrosne. Jeg var også blevet kold, da der var flere kilometer derudefra og hjem.
Ingen blev imidlertid indviet i det passerede. Jeg gik som normalt i seng og fejlede ikke noget, men jeg skal da ellers love for, at den tilstand ikke var gældende, da jeg vågnede den følgende morgen. Hold da op, hvor havde jeg ondt i halsen og var skidt tilpas. Jeg skulle møde kl. 07:00 på fabrikken og var den gang i afdelingen i Slotsgade. Jeg kunne godt se, at dette var noget l..t Nu ville følgestraffen falde. Ikke ud og stå på ski mere i denne uge. Det måtte der gøres noget ved.
Som så ofte før, var det min far, der indirekte og uden at vide det, skulle være min frelser. Jeg havde læst på lektien eller rettere på flasken BOJOL hvad den kunne bruges til – bl.a. kunne jeg huske det der med ondt i halsen.
Jeg luskede ud på lageret, tog en flaske med ud i køkkenet og læste<. Ved ondt i halsen tages en teskefuld der omrøres i et glas vand, hvorefter der gurgles i det, hvorefter det spyttes ud.: Det var den milde form. Jeg havde ikke ondt i halsen. Min var lukket og gjorde rigtig ondt, så der skulle andre og skrappere midler til. Det pjat med at fortynde og gurgle, var sandsynligvis ikke nok. Jeg satte flasken for munden, tog en ordentlig slurk, som jeg sank lidt efter lidt, så det rigtig kunne nå at smøre og desinficere halsen og evt. lave hullet i halsen så stort, at jeg kunne synke.
Et par timer senere blev jeg skidt tilpas. Jeg følte mig syg og elendig. Jeg gik til værkføreren og fortalte ham, at jeg gerne ville hjem. Da han også godt kunne se, at det ikke var godt, lod han mig tage hjem. Min mor kunne ikke se, hvordan jeg så ud, og sagde, at man forlod ikke bare sin arbejdsplads og sagde, at jeg skulle tage af sted igen. Jeg havde det virkelig dårligt, græd måske, og min mor sagde, ja, så tag din temperatur. Hvis du ikke har feber, har du bare at tage af sted igen. Jeg tog min temperatur, der viste – så vidt jeg husker 37,6. Det var ikke nok til at være syg og blive hjemme, så jeg havde bare at tage af sted på arbejde, man skulle ikke lege den ene dag og så ikke kunne passe sit arbejde den næste dag. Jeg forstod slet ikke min mor, sådan plejede hun ikke at være, når det drejede sig om sygdom. Så kom moster…….. og sagde iltert, at det kunne ikke være meningen at jeg skulle sendes på arbejde når jeg var kommet syg hjem og at det var bedre, at jeg kom i seng under en varm dyne og sådan blev det. Jeg blev bare mere og mere syg i løbet af eftermiddagen, hvor jeg fik smerter ned i underlivets højre side. De voksne tale om blindtarmsbetændelse. Det havde jeg hørt om. Asger var bl.a. blevet opereret for det en gang. Det var jeg ikke meget for.
Læge Otto Kirstein blev tilkaldt. Han undersøgte mig, talte også om blindtarmsbetændelse. Det gjorde mig da ikke mindre nervøs, men han ville lige se det på et par timer og ville så komme igen. Jeg fik større og større smerter. Meget sidst på eftermiddagen kom Kirstein atter. Han foretog en undersøgelse og jeg var så øm, at han næsten ikke kunne trykke mig på maven. Resolut sagde hen, ”Jeg skal bruge telefonen til at ringe efter en ambulance.” og gik ud i korridoren.
Jeg husker tydeligt, at jeg lå i min fars seng. Da jeg hørte, at han ringede af og gik ud af fordøren, smuttede jeg ud af sengen og løb på bare fødder gennem stuen, tværs over entreen,- ud i baggangen og op ad trappen til bedstemor og bedstefars lejlighed på første sal. Jeg kunne godt høre, at der var en på vej op ad bagtrappen, så jeg låste døren. Der blev banket på, - hårdt og i hvert fald hårde end f.eks. moster kunne banke på. Det var min far, der var kommet hjem.
Han var gal og kommanderede mig til at låse døren op. Han måtte råbe og ruske et par gange. Til sidst turde jeg ikke vente længere og jeg blev slæbt ned ad trapperne. Falck-folkene stod nede i korridoren og ventede med en båre. Alvoren var for alvor trådt ind i huset. Jeg skulle på hospitalet og opereres. Jeg var slået med skræk og rædsel. Jeg blev kørt derud, blev lagt i en seng på en stue, hvor jeg var alene. Det gav mig det første strejf af en ide om at stikke af, når alle var gået ud af stuen. Der kom nu en læge, afdelingssygeplejersken og endnu en sygeplejerske ind. De begyndte at udspørge mig om, hvad jeg havde foretaget mig den foregående dag .
Jeg skulle fortælle alt om, hvad jeg havde spist og drukket og indså nu, at jeg vist alligevel ikke havde været så smart at drikke det vidundermiddel. Jeg overvejede at fortie det, men valgte så alligevel at spille med åbne kort. Da de hørte det og min forklaring om, hvilke mirakler det vidundermiddel kunne udrette, ringede de til min far og bad ham komme med resterne af den flaske. Derefter fik jeg at vide, at jeg ikke kunne blive opereret den dag, da jeg ikke havde fastet. Nej, hvor blev jeg dog glad for det. Derefter blev jeg overladt til mig selv. Det havde været en yderst bevæget dag for sådan en 13-14-15 årig dreng. Jeg faldt i søvn mens jeg lå og spekulerede på flugten fra hospitalet.
Den følgende morgen vågnede jeg og var sulten. Jeg fejlede ikke noget og havde sovet godt den udslagne nat. Jeg blev igen undersøgt og sagde i hvert fald ikke, at det gjorde ondt, da de var ved at trykke deres fingre gennem maveskind og tarme, Efter den kur blev jeg erklæret for rask. Jeg kunne stå op og klæde mig på – og tage hjem.
Selv som soldat og under de værste trusler om de mest forfærdelige ting, - er jeg aldrig nogensinde kommet så hurtigt i tøjet. På vej hen ad gangen – undervejs fra hospitalet, kom jeg forbi afdelingssygeplejerskens kontor. Jeg var næsten kommet forbi, da min hjerne registrerede, at der stod en flaske BOJOL på hendes skrivebord. Om det var for at fri hende for at komme i samme situation som mig eller det var for at spare den udgift det ville være for mig far at have en flaske mindre at sælge, ved jeg ikke, men jeg smuttede lige indenfor og tog flasken med hjem.. Den tilhørte jo rettelig min far ik`.
Mit helbred i øvrigt
19.12.1943 skolder jeg min hånd i kogende harpiks, men kommer over i løbet af julefridagene.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med det der minder om en operation var i (16.) september 1944, da der blev luftalarm, da moster Astrid fulgte mig til halsspecialist Jeppesen på Søndergade i Horsens, - hvor jeg skulle have fjernet polypper. De blev dog først endeligt fjernet en måneds tid senere.
Mine senere skavanker finder du beskrevet her
|
Da agenturet med sæben ophørte, og der åbenbart ikke var mange skiløbere, der brugte BOJOL, måtte min far finde på noget andet at tjene det daglige brød ved.
Min far havde mange bekendtskaber i alle samfundslag og kom somme tider hjem med ting, der ellers ikke var til at skaffe.
Det næste jeg husker han tog fat på var salg af papir for firmaet Reinholt, der lå placeret i Jessensgade på højre hånd lige inden Vitus Berings Plads, når man gik i retning mod banegården.
 Da der ikke var benzin at købe, var det en cykel, der måtte tjene som transportmiddel ikke bare til min far, men også til den varekollektion der skulle med rundt til præsentation. Det viste sig, at en almindelig cykel ikke kunne bære den vægt, hvorfor min far måtte anskaffe sig en anden og kraftigere cykel. Det blev en dobbelt-røret Opel-cykel, d.v.s. at i stedet for en enkelt rør, som en alm. cykel bliver lavet af, var denne lavet af to rør med tykkelse som en finger . Rørene løb parallelle og gjorde cyklen stivere og stærkere. Det var også nødvendigt, da der nødvendigvis skulle en bagagebærer både foran og bagpå.. Jeg ved ikke, hvad cyklen vejede, men enhver, der har haft med papir at gøre – i pakker og stabler, - ved, - at det er noget, der vejer. Jeg er lige ved at sige, at det cyklen blev belæsset med, vejede næsten det samme som en person, da det ikke var almindelige bagagebærere, men smedet af fladjern. Far havde flere ture, hvor der ville have stået 60 km. på en kilometertæller, hvis der havde været en sådan på cyklen. Terrainet omkring Horsens er i forvejen ikke til en cykeltur og med det læs på, vakte det forundring, at far i det hele taget med en alder han havde – og i al slags vejr – uden nogen nogensinde have hørt min far klage sig selv om han ind imellem kom hjem og lignede en druknet mus. Han var et mandfolk også i den retning.
Da også papir blev en mangelvare, måtte min far ud at jagte et nyt job. Jeg er ikke helt klar over, hvordan han kom under vejs med den næstfølgende stilling, som han så at sige ikke havde nogle forudsætninger for at bestride.
Delikatesser
Om det var Holger Sørensen (Kis`s mand) eller det var cigarhandler Pedersen, der havde forretnigen lige ved siden af Palads-biografen på Torvet, der var ”starteren” ved jeg ikke. På Torvet/Søndergade vest for Palads-biografen lå en af ´Horsens`s. mest kendte forretninger, KNIES oste-og delikatesseforretning. Forretningen var kendt over hele byen og mig bekendt den eneste osteforretning.
Det var samtidig en delikatesseforretning, der solgte spegesild,salater og alt andet til et godt frokostbord. Knie selv var en lige så kendt person og noget af en ener. Jeg kan ikke huske om han blev syg eller det var på grund af alderdom, men han var sammen med far i forretningen for at vise ham til rette. Jeg er ikke sikker på andet, end det har været meningen, at min far skulle have overtaget forretningen. Hvorfor det ikke blev til noget aner jeg ikke.
Jeg kan ikke erindre, hvor længe far bestyrede den forretning. Jeg husker det ikke som værende af årelang varighed. Om det var en pludselig beslutning min far tog ved jeg heller ikke, men – sådan forekommer det mig, at være fra den ene dag til den anden, ….. og så stod min far bag et træbord med presenningtag og solgte ost på Torvet foran Vor Frelser Kirke.
Torvehandler
Det var noget min far udtalte sig om, at det skulle han have gjort, da han var ung. Han var som født til det job. Han kunne som få tale med mennesker. Han kunne lytte til kundens bekymringer og diskutere dem, så kunderne følte, at de talte med en forstående ven. Jeg var mange gange duperet over, at far kunne spørge til kundens søn Peter i Australien for at tage det som et eksempel. Kunderne følte sig smigret over, at nogen fulgte med i deres familie`s ve og vel og var sikre kunder år fremover. Det samme gjorde sig gældende, når far om torsdagen var på Torvet i Varde. Han kendte mange landbofamiliers familiære forhold og snakken gik mellem ham og kunderne som mellem gamle venner.
 Livet som torvehandlende var rent fysisk et hårdt job. Far stod på de bare brosten med træskostøvler på. Om vinteren, når frosten bed og jorden var iskold var det umuligt at holde varmen i fødderne. Far måtte have ordineret nogle tabletter, der satte mere gang i blodomløbet. De ”tunede” hjertet, der slog hårdere og hurtigere, hvilket formentlig ikke var spor sundt – på længere sigt.
I Horsens fik far en del faste kunder, der enten var for fine til selv at bære varerne hjem eller kunder, der ved siden af købet af ost gerne ville have en bakke med 30 æg. Far var så meget forretningsmand og den eneste af ostehandlerne, der bragte varer ud lørdag eftermiddag. D.v.s. at når far var færdig kl. 13:00 (tror jeg det var) blev der pakket ost,æg o.s.v. og lagt en rute.
Jeg arbejdede hos Paasch i afdelingen i Borgergade (hvor …….. nu ligger) Kl. 11:40 var jeg fri på fabrikken.. Der var 75 meter til Torvet, hvor jeg satte min cykel og tog X 1766 og i den kørte jeg hjem på Sundvejen, hvor jeg vaskede mig og klædte om, fik lidt at spise og kørte så på Torvet, hvor jeg tog af ”disken”, pakkede det hele ind i vognen, hvor bagsædet og ryglænet var fjernet og hvor der var indlagt en stor firkantet træplade, der så dannede vareladet. Lugten var stærk i kabinen, - skal siges.
Derefter startede så vareturen, hvor min far sad ved siden af og klarede ordren , mens jeg kørte og oparbejdede en rutine som chauffør.
En noget lignende vare tur havde far, når han kørte fra Varde. Det var på den måde, at jeg lærte Else og Egon fra Sig at kende
Vi havde det også svært rent økonomisk. Min mor græd ofte, når der ikke var penge til indkøb af mad og andre daglige fornødenheder. Far knoklede - så vidt jeg kunne skønne, når jeg hørte min mor og far tale sammen. Det må ikke forstået sådan, at jeg nogensinde er gået sulten i seng.
Tilbage til toppen
Vores lejlighed
Vi boede i en kæmpestor lejlighed, der bestod af 3 store stuer, hvoraf den ene var inddraget til forretningslokale (hjørnebutik)
Der var endvidere et soveværelse, et køkken samt nogle lagerrum.
Jeg kan ikke huske, hvor Lisbeth sov i alle mine barneår. Hvor Lisbeth sov om natten – jeg kan ikke svare på det, måske oppe på loftsværelset.? Der var godt nok ikke nogen form for opvarmning, men det må have været der.
Jeg sov i soveværelset ved min far og mor – indtil jeg var 19 år. Der var faktisk ikke andre muligheder før et af lagerrummene blev tømt. Det blev mit soverum.
Langs og gennem hele lejligheden gik der en korridor, hvis længde nok androg ca. 8 meter, belagt med bonet linoleum - en pragtfuld glidebane.
Vi havde telefon nr. 1921. Der var ikke mange telefoner i hele byen,men på grund af forretningen og min fars arbejde, var det en nødvendighed.
 For at give Jer indblik i forholdene i en bolig som vores, kan nævnes, at f.eks. opvarmningen af boligen foregik ved fyring i en kakkelovn. Der fandtes kun én kakkelovn i boligen, hvis størrelse vel har været omkring 110-120 kvadratmeter. Der var døre mellem alle rummene. Dørene måtte nødvendigvis altid være lukkede for at kunne opretholde en bare nogenlunde temperatur i stuen, hvor kakkelovnen var anbragt. Det var lidt luksus at lade døren stå på klem ind til soveværelset, men nødvendigt.
Vinduerne var gamle og utætte. I blæsevejr blafrede gardinerne og i frostvejr kom der tyk is på vinduesglasset, der naturligvis var enkelt-lags glas. Om dagen når der så blev fyret lidt hårdere, smeltede isen og smeltevandet løb ned på vindueskarmen, hvor det måtte tørres op ret jævnligt for ikke at ødelægge malingen. Ting, som vi kender som skumgummitætningslister, fandtes ikke på daværende tidspunkt, så fejlene kunne ikke umiddelbart udbedres. Der blev fyret enten med kul eller afgasset kul – såkaldt koks. (Under 2.verdenskrig blev der fyret med brunkul og ellers alt, hvad der kunne brænde.)
Brændslet købte man koks en brændselshandler, der kom med en lastbil og læssede det antal sække af, som man nu havde råd til at købe. Jeg kender ikke prisen fra dengang, men kan huske, at det var en absolut nødvendighed at spare på brændslet. En af måderne at spare på brændslet var, at hele familien satte sig sammen en aften og rev aviser og andet kasseret papir i stykker– ned i en balje, der var fyldt med vand. Baljen stod en dag eller to – indtil papiret var opløst og helt smattet. Så satte man sig – helst tæt ved kakkelovnen – for at holde varmen – og samlede så håndfulde papir op, krystede det i hænderne – som snebolde og trykkede mest muligt vand ud af den, der så blev lagt til tørre. Helt tørre havde de langt større brandværdi end alm. papir.
Kakkelovnen havde over fyringslågen et rum bag lukkede låger.
Her kunne man bl.a. stege æbler, hvilket var en lækkerbisken. Et helt æble med skræl, der sluttelig blev rullet i smeltet sukker (karamel) – det var en lækkerbisken en kold vinteraften. Til fyringslugen fandtes en såkaldt ”indstikskedel”, en aflang metal/blikkedel med et skjold, der når kedelen var stukket ind i flammerne holdt disse inde i ovnen. På den måde varmede man vand til opvask eller til personlig vask, de enkelte gange man kunne tillade sig at bruge varmt vand. Der var intet badeværelse, men man var henvist til at vaske sig i køkkenvasken, der var en rusten, ubehandlet jernvask.
Køkkenet var koldt. Der fandtes ikke noget der hed køleskab, kun et alm. træskab, der måtte tjene som opbevaringssted for alle former for madvarer. Det nødvendiggjorde, at man måtte nedsalte kød,- når der var råd til at købe en så kostelig spise. Opvarmningen af mad,kogning mv. blev foretaget ved hjælp af gas. En gasmåler, som I kender en el.-måler afgjorde, hvor meget man betalte for denne opvarmning. Om sommeren kunne mælk blive sur på én dag, idet isolering af murene var et ukendt begreb. Om vinteren var der is på de indvendige vægge, hvis rummet tilførtes varme gennem åbentstående døre eller varmen fra madlavningen. Om aftenen var man iført sivsko – uden på de hjemmestrikkede kludesko- for at kunne holde fodkulden fra kælderen ud. Store uldne bluser var en absolut nødvendighed hvis man ønskede at have det nogenlunde varmt.
Lokum i gården
Der var – lokummer - i gården – ca. 15 meter fra huset. Lokummet bestod af et ca. 65 cm. x 100 cm. rektangulært rum, hvor der var opstillet en jernspand. Over spanden var der en plade med et hul i – og der satte man sig så. Underkanten af døren befandt sig ca. 30 cm. over jorden.
Der var tremmer i den øverste del af døren. Der var intet kunstigt lys, så i mørkeperioden var der begsort, hvis man ikke var så rig, at der var råd til et stearinlys. Ca. én meter foran dørene var der rejst et plankeværk, så folk ude på gaden ikke kunne se ens ben, når man sad på ”dasset”. Hver familie i ejendommen havde et tilsvarende rum – som lige beskrevet. Én gang om ugen som renovationsfolkene . De havde et stykke læder på ryggen, der dækkede dem fra nakken og til endeballerne. Det kunne jo skvulpe over, når de gik med spanden på ryggen.
Man kunne kalde sig en heldig kartoffel, hvis man var den første, der skulle på WC efter at spanden var tømt. Lugten var ikke så slem og der var ikke noget, der kunne sprøjte op på én, når man ”plumpede ” noget ned i spanden.
På væggen var islået et søm. På sømmet hang der iturevet avispapir til at tørre sig i. Ballerne har sikkert været godt sorte efter endt operation. Jeg ved ikke om der fandtes egentlig toiletpapir eller vi bare ikke havde råd til at købe det. Man var heldig når der var avispapir – og mindre heldig, hvis det var telefonbogen af glittet papir, der havde fundet vej til sømmet. Papir var noget man ikke købte dengang. Knud Børge og jeg gik som regel på WC sammen. Vi kunne så passiere om alt muligt mens vi så rotterne løbe for fødderne af os fra et dueslag og til skraldespandene, der stod for enden af lokummet Det var heller ikke uheldigt at komme på lokum i hård frostvejr, idet indholdet af tønden da var frosset, så man undgik sprøjtet fra” plumperiet.” Kan I nu se, hvor privilligeret en barndom I har haft. ??. .
Familiens transportmiddel
Vi havde bil, - ligeledes en nødvendighed og hvis jeg fortæller Jer , at der omkring 1930 måske var ca. 50 biler i hele Horsens, forstår I nok bedre, at vi var noget særligt - i andre folks bevidsthed, - selv om der ofte ikke engang var råd til at købe alm. mad
Til I to bilinteresserede kan fortælles, at bilen, en Ford T - oprindelig var en åben væddeløbsbil, der havde kørt på en motorbane ved Ringsted på Sjælland. Det var en bil uden døre, hvor man kravlede ned i "brønden".
For mere information om fars biler se afsnittet ‘Fars biler’
Tidens problemer og dagligdagens besværligheder
Økonomisk havde vi det meget småt. Der var ikke råd til nyt tøj, hvorfor jeg hele min barndom har måttet gå i tøj, der først havde tilhørt min ældste fætter Henning, derefter var slidt af Asger, hvorefter jeg så kunne få lov at bruge det. Min mor græd ofte, når det ikke var lykkedes for min far at sælge så meget, at der kunne blive en provision til ham. Så måtte vi nøjes med brød eller grød. Det var mindre slemt end at se min mor græde.
Min søster Elisabeth hjalp til i huset og lavede det kontorarbejde, der også dengang skulle til. Faster var 9 år ældre end mig. Den aldersforskel var så stor, at jeg aldrig – dengang- betragtede hende som min søster, men aldersmæssigt på linie med moster og mine forældre. Det var altid faster, der på grund af min mors svage syn skulle se om mine ører og negle var rene o.s.v. - og som skældte ud, når noget ikke var, som det skulle være.
Jeg vil påstå, at jeg har haft den bedste barndom af alle. Min mor var sød og kærlig og på grund af det dårlige syn også ind imellem overbeskyttende overfor mig.
Det var på et senere alderstrin ikke altid så rart, idet jeg blev drillet af mine jævnaldrende kammerater, der måtte meget mere end mig. Mine bedsteforældre, mor og mostre havde et nært forhold til gud og kristendommen. Min mor bad aftenbøn med mig hver eneste aften. Det er noget,som jeg den dag i dag er glad for er blevet en naturlig ting at slutte dagen af med
Som sagt var det strenge tider omkring 1930. Der var stor arbejdsløshed og mange familier måtte nøjes med den forholdsvis ringe arbejdsløshedsunderstøttelse der kunne gives dengang. I huset, hvor jeg boede, havde jeg en kammerat - Knud Børge Zeeberg, hvis far var møbelsnedker. Han var en utrolig lille, trind mand, fraskilt, hvilket var noget af et særsyn dengang. Familien bestod af to sønner og en datter, der havde en såkaldt husbestyrerinde til at gå i moderens sted. En husbestyrerinde var normalt en lønnet arbejdskraft.
I nogle tilfælde magede det sig således, at husbestyrerinden og herren i huset kom til at leve sammen, hvis de ellers kunne forliges. I det pågældende tilfælde var lejligheden (2. sal på loftet med skrå vægge) så lille og med så få rum, at husbond og husbestyrerinden var nød til at bo sammen. Sådan også i dette tilfælde. Der var dengang en ordning med små kuponbøger, hvor en mand kom hver fredag aften og opkrævede 25 øre hos snedkeren. For disse penge modtog han en form for frimærke (julemærkebog) der blev sat ind i denne bog. Pengene kom så til udbetaling een gang om året - nemlig til jul, idet lønningerne dengang var så små for en arbejder, at der ikke ville være penge til julegaver eller til at holde jul for - i øvrigt.
Dagligdagens mad for en sådan familie bestod meget ofte af grød, øllebrød og andre meget billige spiser. Alene det at få sukker på et eller andet, regnedes for ren luksus.
Kartofler har vi altid haft. Kød var mange gange en luksus, som fint kunne undværes. Man siger, at børn er meget loyale over for deres forældre. Det kan jeg bekræfte. Jeg ville hellere undvære alt - frem for at se min mor græde over ikke at kunne give os børn det, der var naturligt for de lidt bedre stillede familier.
Jeg er i dette tidsforløb omkring 8 år og levede en forholdsvis lykkelig tilværelse med megen kærlighed fra min mor, bedsteforældre og mosters side. Jeg kan ikke huske, at min far nogensinde har taget mig op og kælet med mig, men min mor sagde, at han var pavestolt af sin søn, hvorimod Lisbeth ikke stod i særlig høj kurs hos ham. Dette skulle dog ændre sig senere.
Vi er sidst i trediverne. Kårene er stadig små. Det kniber med pengene. Vi havde klaver, idet både min mor, bedstemor og moster spillede. Dette klaver var ofte i fare og blev udpantet flere gange af pantefogeden, når der ikke var penge til at betale skat og andre offentlige udgifter.
I min alder kunne man ikke forstå, at der kom en fremmed mand – og når han gik græd ens mor. Jeg fik forklaringen, men kunne ikke sådan lige hjælpe min mor ved at gemme klaveret.
Den nære familie
Forholdene dernede var kaotiske – altid. Der var en råben og skrigen af alle parter. Henning drillede de to mindre, der hver for sig var hysteriske i en for mig ganske ukendt grad. Onkel Erik skældte Henning ud og Asger og Elli fik en tur med. Da både moster Astrid og Jens Erik var nervebetonede, kunne det ende i noget forfærdelig noget. Det var ikke et sted jeg var helt vild med at komme da råberiet og de højrøstede skæld ud gjorde mig bange. Kun når mor, far og jeg var inviteret til spisning dernede, var der forholdsvis roligt. I min barndom havde jeg ikke meget med fætrene og kusinen at gøre. Det var mest til de større familiefester i anledning af højtiderne – vi var sammen. Lejligheden var meget lille eller også var der bare for mange møbler i rummene, der virkede – ikke rodet, men kvælende.
Familien i Gersdorfsgade
Jeg skylder også en beskrivelse af min fætter Asger, som var den af den gren af familien, jeg havde mest samkvem med.
Han blev født den 11. januar 1924 og fik ved dåben i Horsens Kloster kirke navnet Asger Rud Jensen.
Hans forældre var min moster, Astrid Mortensen, gift med Jens Erik Jensen, der var sølvsmed.
Jens Erik havde i øvrigt en bror – Anker Jensen, der var kulgrosser og boede i Borgergade. (Hans søn blev politimand og var en overgang omkring år 2000 ansat i Esbjerg, hvorfra han fraflyttede til Århus Politi, hvor han havde en eller anden overordnet stilling).
Asger havde to søskende: Henning Jensen og Elli Jensen (Elli bliver 90 år d. 7. april 2012
Familien boede Gersdorfsgade 15.
Forholdene dernede var kaotiske – altid. Der var en råben og skrigen af alle parter. Henning drillede de to mindre, der hver for sig var hysteriske i en for mig ganske ukendt grad. Onkel Erik skældte Henning ud, og Asger og Elli fik en tur med. Da både moster Astrid og Jens Erik var nervebetonede, kunne det ende i noget forfærdelig noget. Det var ikke et sted jeg var helt vild med at komme da råberiet og de højrøstede skæld ud gjorde mig bange. Kun når mor, far og jeg var inviteret til spisning dernede, var der forholdsvis roligt.
Lejligheden var meget lille eller også var der bare for mange møbler i rummene, der virkede ikke rodet, men kvælende.
I min barndom havde jeg ikke meget med fætrene og kusinen at gøre. Det var mest til de større familiefester i anledning af højtiderne, vi var sammen.
Asgers storebror Henning havde jeg ikke meget med at gøre på grund af den store aldersforskel på omkring 10 år. Henning var en drillepind og langsom i alt, hvad han foretog sig.
Henning arvede sin fars virksomhed (sølvsmedien der efterhånden ikke lavede andet end de støbte figurer, den liggende løve,forskellige elefanter og mange andre ting, der den dag i dag står som prydgenstande i familiernes hjem.) Jeg har bl..a. en flagstang på en marmorplade, hvorpå der ligger en løve. Jeg var en overgang ansat hos Henning, idet jeg efter endt skoletime tog ned på værkstedet, der dengang lå i baggården til adressen. Her sad jeg og filede støbegraten af figurerne og fik nogle ører for hver stk. Det gav lidt lommepenge ikke mange, ”men bedre end et rap af en kæp med søm – i .”
Henning døde – som sin far i en forholdsvis ung alder, kun 42 år.
Asger var, mens jeg gik på statsskolen (den nye ude ved Bygholm), ekspedient i en kolonialforretning i Rædersgade. Jeg har mange gange undervejs til skole holdt ind ved forretningen, hvor Ager tog smuldet fra bolsjedåsen og formede et kræmmerhus, hvori han hældte smuldet og gav mig det med i skole.
Under 2. verdenskrig 1940 – 45 havde Asger fået arbejde i Kolding i en købmandsforretning. Han blev ”taget af tyskerne” og indsat i ”Staldgården”, der var tyskernes hovedkvarter og fængsel i Kolding. Hvor længe han sad der og hvorfor, er der aldrig blevet talt om i familien.
Han blev gift med Lea Danielsen, som jeg havde kendt i vores helt unge dage.
Efter ægteskabets indgåelse fik de lejlighed i Sommerlystgade 3 eller 5 i Horsens.
De fik 4 børn. Tre drenge og en pige.
På udflugt til vands og til lands
Vi var, Asger, Lea, Marna, Bodil og jeg selv sammen på tur i X 1766 til Silkeborg, hvor vi sejlede i kano på en af søerne. Jeg havde som vanligt lånt X 1766.
Jeg kan ikke huske, hvilken af søerne vi kørte til. Det var et sted, der kunne lejes kanoer og det skulle selvfølgelig prøves. Vi lejede to kanoer. Mig bekendt kunne ingen af os svømme og der var ikke noget, der hed redningsveste eller andre livreddende foranstaltninger – end sund fornuft og påpasselighed. Jeg har altid været bange for vand i større mængder end det, der kan hældes i et drikkeglas eller blandes i en sjus.
Jeg ved ikke hvorfor, men Marna kom i Asger og Leas kano. Fartøjerne blev mærkelig nok fremdrevet ved årer og ikke med padler. Vi sejlede stille og roligt på søen og nød det gode vejr. Da vi var to unge mænd …skulle der jo gå konkurrence i det … på et eller andet tidspunkt. Asger var 4 år ældre end mig og havde aldrig været fysisk arbejdende, …. Men stædig som bare pokker.
Da vi så var begyndt at ro om kap sakkede han uhjælpelig bagud og det irriterede ham. Om jeg i tilgift var kommet med en eller anden mindre pæn bemærkning, kan jeg nu 60 år efter ikke erindre. Under alle omstændigheder gjorde Asger opmærksom på, at det også var, fordi han skulle slæbe en person mere end jeg skulle. Konkurrencemennesket kom op i mig og jeg tilbød at tage Marna over i vores kano.
Alle ved, at en kano er rund i bunden og dermed af konstuktion ikke det mest stabile fartøj. Jeg anbefalede, at vi lagde os side om side, hvorefter alle undtagen Marna skulle tage fat i kanoernes rælinger med hænderne og ”knuge” kanoerne sammen, så de dermed blev mere stabile og sådan, at Marna kunne træde fra den ene til den anden kano. Tåbelig manøvre rent teknisk set, men den eneste mulige, hvis vi ikke skulle lægge til lands, hvilket heller ikke ville være ufarligt, da der var skrænter ned til åen.
Under alle omstændigheder lykkedes vores forehavende. Sejladsen blev genoptaget og dermed naturligvis også konkurrencen om, hvem der kunne sejle hurtigst, Det viste sig hurtigt, at maskinarbejderens kræfter var flest og at hans båd sejrede. Asger var sur.
Efter at have opbrugt den time vi havde lejet kanoerne, var det blevet tid til at køre hjem.
Bilen var parkeret på en grus-parkeringsplads, der på midten var opdelt med en række kampesten af forskellig størrelse. Vi satte os ind i bilen, startede og satte i første gear … og koblede til.. Det var ikke en smart handling. Der lød et bump/brag og derefter en larmende stilhed, mens tankerne styrtede rundt i hovedet. Bilen stod stille med forenden løftet i en anderledes position end vanligt ved kørsel.. Jeg var med det samme klar over, hvad der var sket.
Jeg steg ud og lagde mig på knæ foran vognen og kiggede ind under den. Ganske rigtigt. Bilen var kørt op over stenen og hang på trianglen ved styrtøjet. Hjulene rørte knapt nok jorden. Gode råd var dyre og i et blitz-sekund, så jeg for mig Falck med kranvogn o.s.v.
Penge til Falck ejede jeg ikke med den lærlingeløn jeg var i besiddelse af. Tænke, tænke. Min far skulle bruge vognen dagen efter og jeg begyndte at få røde, varme ører.
Der lå en plaid (et tæppe) i bilen. Med jeg ved ikke hvad, skrabede jeg lidt jord væk bag stenen og foldede tæppet sammen i ”baner”, hvorefter jeg lagde tæppet rundt om stenen, så det så ud som en ”slyngebøsse”, hvor tæppet var gummibåndet og stenen ”projektilet”. Alle mine medrejsende skulle så trække i tæppet, mens jeg skulle forsøge at bakke bilen fri. Det lykkedes ved første forsøg og uden det store drama. Der var et ganske tydeligt skrabespor på stenens overflade
Vi kørte derefter stille og roligt fra stedet og standsede ved den allerførste mekaniker på en tankstation. Dengang var alle tankstationer ejet af en mekaniker der havde et tilliggende værksted. Jeg fik fat i mekanikeren, der sat ind i sagen (i fornødent omfang, som det hedder i politisproget) bad mig køre bilen ind over graven hvorfra hans røst lød ”kom selv herned og se med”. Det gjorde jeg, men kunne ikke se nogen skade eller defekt.. Han påpegede et blankt punkt og sagde ”den har nok skåret i stenen – der”. Og det var så det. Vi kunne roligt køre videre – og det gjorde vi så , mens mine tanker med taknemmelighed gæstede Henry Ford, hvis produkter kunne holde til mere end man umiddelbart troede.
Jeg aflagde beretning om det passerede til min far, men høstede, ……. så vidt jeg husker kun ros ….specielt for besøget hos mekanikeren. Det gav i hvert fald ingen indskrænkninger i de fremtidige lån af bilen.
Fotohobby
I voksenalderen havde Asger og jeg meget fornøjelse af hinanden og delte hobby – fotografering.
Min interesse for fotografering delte jeg med Asger. Vi tog ud søndag formiddage og fotograferede alt, hvad der viste sig foran kameraet. Det kunne være en jernbaneoverskæring med de dertil hørende signaler og tavler. Der var en evig konkurrence om den bedste vinkel at beskue tingene på og i det hele taget af få taget det bedste billede.
Det var dyrt at få lavet billeder selv i den – dengang almene størrelse 6 x 9 format.
Forstørrelser havde man slet ikke råd til. Et forstørrelsesapparat og udstyr til selv at fremkalde filmene og lave billederne måtte være alle tiders fidus. Jeg gik ned til fotoforhandleren i Jessensgade. (Den ligger der stadig. Jeg beså udstillingen i december 2011) og fik forevist et forstørrelsesapparat. Jeg affotograferede det med øjnene, sagde tak og gik igen. Min mening var selv at lave et forstørrelsesapparat.
Gå`på modet var der. Det var autoophuggerpladsen også. Jeg fandt et lygtehus fra en Chevrolet og et fra en Ford – begge fra de tidligere 30` vere. Holdt imod hinanden passede de diametermæssigt som hånd i handske (ret utroligt). Jeg fik bygget apparatet færdigt og det fungerede perfekt. Vi deltes om udgifterne og meningen var, at når den af os havde brugt apparatet, skulle det efter endt brug afleveret hos den anden, når han skulle bruge det.. Det kom aldrig til at fungere, da Asger (ikke altid red den dag han sadlede). Det bragte mig i en tilstand der gjorde, at jeg købte et nyt apparat hos fotomanden og overlod det hjemmelavede apparat til Asger, der så betalte mig ud
Senere blev Asger lagerforvalter på Poul Petersens tobaksfabrikker, der lå på Fabriksvej. Han gjorde mig til tobakssmager, der foretog prøverygninger af firmaets produktioner, der gratis blev udleveret i anonyme pakninger. På et medfølgende skema skulle man komme med sin udtalelse om de forskellige blandinger. I mange år røg jeg Virginia Rose, der var et af firmaets mærker.
Onkel Viggo og Jørgen fik ligeledes den gratis fornøjelse af at være prøverygere, så Asger sparede os for nogle penge gennem tidens løb-
I eller omkring 90`erne blev Asger syg og opereret og fik en stomi. De følgende år blev han dårligere og svagere og måtte til sidst forsage sin dengang store hobby – traveturene, der for nogens vedkommende strakte sig over 160 km., som han gik sammen med Lea.
Jeg besøgte Asger så tit jeg havde mulighed for det men måtte for hvert besøg konstatere, at han blev dårligere og dårligere. Asger døde i 1997 73 år gammel og ligger i de ukendtes grav på østre kirkegård i Horsens.
Fætter Viggo
Hos Maren og fætter Viggo mindes jeg kun at have været nogle ganske få gange. Som bydreng i Dansk Svensk Stål kom jeg kun i forretningen.
Det jeg husker bedst fra den tid er, at fætter Viggo reddede mig for en røvf... Der var en dreng fra Statsskolen, der havde set sig gal på mig. Jeg havde fastholdt noget jeg havde sagt om ham trods jeg vidste, at det ville give klø. Han var større og ældre end mig og bred og muskuløs. Jeg var ligeglad -udad til, men vidste, at det ville give klø. Han stillede ude i gården ved cykelskuret bag forretningen Dansk Svensk Stål og var begyndt afstraffelsen, da jeg kom for at hente budcyklen. Jeg sloges med ham det bedste jeg havde lært, da fætter Viggo kom til stede, da han åbenbart ikke havde set mig komme gennem porten indenfor den tid det ville at tage at gå fra forretningen til cykelskuret og køre ud på gaden. Dermed ophørte slagsmålet. Jeg kan ikke huske om det var hver dag eller det var et par gange i ugen.
I forretningen var der en frk. Hansen, der officielt var forlovet eller kom sammen med en kapelmester, hvis navn jeg ikke kan huske. Hun var sorthåret og var en attraktiv og meget smuk ung kvinde på formentlig et par og tyve år. Fætter Viggo var en charmør og lagde ikke skjul på, at han havde et godt øje til hende. De lagde slet ikke skjul på, at de gav hinanden et kys, når de gik forbi hinanden bag disken. Jeg har formentlig været omkring 12-13 år og brød mig ikke om at se det, da jeg allerede på det tidspunkt var klar over, at det var en usædvanlig opførsel som gift mand. Jeg fortalte dog aldrig noget om det til hverken far eller mor.
Jeg tror ikke, at jeg var dernede så forfærdelig længe. Jeg kan kun mindes en gang, hvor jeg har været i deres private lejlighed, der lå på den anden side af gaden over en bank. Fætter Viggo og Maren kom i vores hjem, hvor de kom til de musikaftener, men mener, at det var nogle år tidligere end min ansættelse dernede.
Min første cykel
Da jeg blev 8 år fik jeg en kæmpe fødselsdagsgave – en cykel. Den ædle giver var "fætter Viggo", der så vidt jeg husker er nævnt som fars fætter og bestyrer af "Dansk Svensk Stål., der også forhandlede cykler."
Jeg var lykkelig, ja mere end det. Det at eje en cykel – i min alder – var noget af et særsyn.
 Det var kun min allerbedste ven – Knud Børge, der fik lov at prøve den. Min mor var bekymret for, at jeg skulle komme galt af sted. Faster lærte mig at cykle ved at løbe ved siden af og holde fast i sadlen.
På et senere tidspunkt, da jeg kunne cykle uden hjælp, var jeg med Lisbeth ude at cykle. I den nordøstlige ende af Horsens var der et område der var utrolig bakket. Lisbeth kørte forrest og forcerede en meget skrap stigning. Jeg evnede ikke at træde så hårdt og samtidig holde balancen, så jeg måtte af cyklen og skreg på Lisbeth, der fortsatte, så jeg troede hun ville kører fra mig. Nej – det var slet ikke meningen. Hun skulle bare gøre mig ked af det for at få mine arme om sin hals, da jeg grædende kom frem til hende efter at hun var standset. Det var selvfølgelig en fin måde at være ”redningsmand” på.
Lisbeth var 9 år ældre end mig. Da mor ikke kunne se, var det altid Lisbeth, der skulle kontrollere, om jeg havde rene hænder og negle inden spisningen, om jeg havde rene ører, når jeg havde vasket mig o.s.v. Derfor – og på grund af aldersforskellen betragtede jeg hende ikke som en søster, men på et alderstrin med mine forældre og moster og bedsteforældre. Jeg husker det, som skændtes vi meget.
Jeg var af natur stille og bange for dem, der bestemte. Jeg var opdraget til at være høflig og gøre, hvad der blev sagt til mig. Lisbeth var trodsig og havde mere temperament Det kan jeg illustrere ved at fortælle om en episode, som jeg kan huske. Jeg har nok været omkring 5-6 år og Elisabeth 13-14 år. Lisbeth havde gjort eller ikke gjort eet eller andet hun skulle. Min mor havde fat i hende. Lisbeth vred sig og forsøgte at slide sig løs. Der ender min hukommelse.
Jeg havde også omkring det tidspunkt gjort et eller andet forkert. Mor sagde "Nu kan du gå ind i soveværelset, så skal jeg komme ind og give dig en endefuld." Jeg vidste, at jeg for at få en sådan skulle have bukserne ned. Det gjorde jeg så og "strammede buk", d.v.s. bøjede mig forover med enden i vejret. Da min mor kom ind i soveværelset og så mig i den situation smeltede hendes hjerte og det blev til en knuser og en formaningstale. Jeg havde fundet fidusen. Ha-ha.
Fornøjelser uden for hjemmet
Det var begrænset, hvad der var af fornøjelser uden for hjemmet. Det var også begrænset af de penge , de enkelte familier havde til rådighed. Biograferne tog 25 øre for en billet. Ofte var det stumfilm der blev vist, altså film uden tale. For at afhjælpe denne mangel var der ansat en pianist, der spillede musik under hele forestillingen. Både min mor og moster Astrid har haft sådanne job`s. Det var nok kun én gang om året man fik lov til at gå i biografen og kun ifølge med voksne. Senere – i 12-13 års alderen var Tarzan-filmene kommet frem. Dem kunne min far godt lide, så vi fulgtes ad. Det var en stor oplevelse og noget man kunne glæde sig over længe,længe efter forestillingen.
Jeg kendte ikke begrebet lommepenge. Ingen af mine kammerater fik lommepenge. Man havde de penge, man selv ved forskellig form for opfindsomhed kunne skaffe.
Man kunne være heldig at være det rette sted og på rette tidspunkt, når en hestevogn kom forbi og hesten/hestene lod pærerne falde. I den retning var jeg heldig at bo på toppen af en stejl gade, hvor hestene skulle lægge kræfterne i, når de kom fra havnen med tungt læs. Det resulterede ofte i ”pærefald”.
Når dette skete, var det med at komme hjem i en fart, hente en spand og en kost og så ellers få fejet bunken op i spanden.
Hestepærerne kunne man nemt sælge i gaden til de folk, der havde roser. Det var den bedste gødning de kunne få. En hel spand fuld kunne med lidt held indbringe en femøre. Når jeg så fortæller, at et fedtebrød hos bageren kostede 2 øre og en hindbærsnitte 5 øre, - så var det en fin forretning, medmindre pengene kom i sparebøssen som start til en biografbillet eller til at købe gaver for.
I skole (1935)
Så kom tiden, hvor jeg havde opnået alderen til at komme i skole.
Jeg husker det sådan, at jeg aldrig var i god tid. Om det var fordi jeg var kommet for sent op, eller jeg selv skulle klare de mange ting om morgenen, - ved jeg ikke. Skolen lå vel mindre en 3-400 meter fra hjemmet på Sundvej.
Jeg gik på Forberedelsesskolen, der på vidensmæssig vis skulle forberede eleverne til at kunne klare optagelsesprøverne til Statsskolen.
Hovedparten af eleverne var børn af mere velstillede forældre, der betalte for børnenes skolegang, hvilket var specielt, idet adgangen til de kommunale skoler var gratis. Vi var i hvert fald ikke velhavende, men min mor, der var tilkendt delvis invaliderente på grund af sit forringede syn. Jeg husker ikke helt nøjagtigt, hvor meget de månedlige skolepenge udgjorde, men mener at kunne huske, at det var 38 kr. Det var mange penge. Min mor ville mig det allerbedste her i livet og betonede mange gange, at uden en ordentlig uddannelse og uden en kristen indstilling og et godt forhold til gud, kunne tilværelsen blive tung og træls, og det ønskede mor ikke for mig.
Når jeg så havde fået morgenmad løb jeg over på den anden side af gaden og ind i det parkanlæg, - ”Lunden”, der lå der. Der var græsplæner, der ikke måtte betrædes, hvorfor jeg løb af de anlagte grusstier indtil jeg nåede Fredensgade. For enden af Fredensgade lå skolen. Det tog kun ganske få minutter inden man var indenfor skolens mure. Jeg husker ikke, hvor mange elever der var på skolen, men der var 1-2-3-4 og muligvis 5 klasser. Der var heller ikke mange lærere. Jeg husker vores regnelærerinde fru Lauersen, der boede på Hulvejen. Var man lidt ”på`en” med sine regnestykker, havde jeg fundet ud af, at hun kunne ”blødgøres” hvis man havde et par bolsjer eller et æble. Det var lidt for nemt at snyde sig fra skolearbejdet på den måde.
Jeg havde meget let ved at fatte, lære det pensum der skulle indlæres, bare ved at lytte under gennemgangen af stoffet i klassen. Jeg tilod tillod mig at undlade at læse på lektierne hjemme. Når nogen spurgte om jeg havde læst lektier kunne jeg finde på at sige, at jeg ikke havde noget for, fordi jeg hellere ville ud at lege. Jeg tror ikke alvoren var gået rigtig op for mig.Min mor havde fået tilkendt invaliderente. Med de penge i baghånden bestemte min mor, at jeg ikke skulle nøjes med at gå i den kommunale skole, hvorfor jeg blev indskrevet på "Forberedelsesskolen", der var beliggende på Hulvejen i Horsens – lige ud for Fredensgade.
Jeg kan ikke huske, hvad det kostede i skolepenge, (jeg tror 38 kr.-muligvis i kvartalet) men ved, at der ikke var meget tilbage af invaliderenten. Skolen var en forberedelse til Statsskolen. Så vidt jeg erindrer, var jeg en del yngre, end dem, jeg gik i klasse med. Sandt at sige, jeg havde let ved lektieindlæringen, men brød mig ikke om at gå i skole.
Om det var fordi jeg følte, at jeg var ringere eller mindreværdig i forhold til mine klassekammerater, hvis forældre alle var betydningsfulde personer i erhvervslivet – ved jeg ikke, men jeg blev aldrig glad for skolegangen og kunne nok havde været nået længere på den front, hvis lysten også havde været der.
Skoleskift
I 1942 afsluttede jeg min skolegang på Horsens Forberedelsesskole. Jeg bestod optagelsesprøven til Statsskolen, selv om guderne måtte vide, at skolegang ikke var noget for mig. Evnerne fejlede vist ikke noget, men dovenskab med lektierne var udtalt.
Statsskolen lå i Amaliegade ved Havnealle. Der var en skolegård, hvor der i midten var et stort træ, der var omgivet af en stensætning. Træet og stensætningen var centrum i skolegården og naturligt at gå rundt om i store cirkler. Specielt pigerne tog hinanden under armene og gik i cirklende kredse.
 I denne skolegård fik jeg en hjernerystelse. Pigerne gik som sagt rundt, og vi drenge legede vilde tagfat-lege og løb ud og ind mellem rækkerne af piger. En anden dreng løb den modsatte vej og naturlovene trådte i kraft, hvilket resulterede i et meget kraftigt sammenstød. Da hovedet i sådanne situationer sidder forrest – resulterede det i et voldsomt sammenstød, der slog mig bevistløs et øjeblik og jeg lå, sagde de,- livløs på asfalten. Jeg blev samlet op af en lærer og blev transporteret hjem i seng, kastede op og kunne ikke huske eller sanse nogen før den efterfølgende dag, men mener ikke at have fået varige me`n af det, - selv om I måske nok betvivler denne påstand.
Skole-ulysten forblev den samme. Det var i øvrigt også kun rige folks børn, der gik på statsskolen. Studentereksamen til alm. Folks børn var ualmindelig. Med mine forældres samfundsmæssige status følte jeg mange gange, at jeg blev set ned på, bl.a. på grund af påklædningen, der kvalitetsmæssigt ikke kunne stå mål med mange af de øvrige elever.
Jeg har en gang været udsat for at blive kaldt op til tavlen, hvor vi havde en matematiklærer, der hed Tage Pedersen . En led stodder, der smiskede for de nu halvstore piger. Han skrev en ligning op på tavlen og bød mig løse den. Det kunne jeg ikke, hvilket afstedkom et raserianfald hos ham. Der var en forhøjning foran tavlen.  Vi stod der begge. På endevæggen hang et krydsfinerskab med klaverhængsel (bogskab). Pludselig så jeg hans arm og hånd komme i et stort sving i retning mod mit hoved. Rent refleksmæssigt dukkede jeg mig og undgik lussingen. Hans hånd fortsatte og ramte det skarpe messing-klaverhængsel med det resultat, at han slog hånden til blods. Han løb med bloddryppende hånd over på lærerværelset (lægeværelset) og kom tilbage med hånden i bind. Det glemte han mig aldrig.
Omkring midten af 1942 flyttede vi ud til den nye Statsskole, der lå helt ude ved Bygholm, - et meget stort parkanlæg. Skolen var bygget efter samme tegninger som landets øvrige Statsskoler. Det var nøjagtigt i den anden ende af byen og en lang cykeltur frem og tilbage.
Her gik jeg så med ulyst indtil en gang i 1943.
Buster
Omkring 1939 var der streng vinter med meget sne. Vi havde i gaden set en schæferhund, der strejfede om. Bagermesteren havde kastet noget brød ud til den, slagteren nogle kødben, men ingen kendte noget til hundens ejerforhold.
Jeg havde været ude at lege i sneen og kom hjem i skumringen. Min mor var i de dage ikke til stede i hjemmet og har formentlig været indlagt på hospitalet. Det står mig ikke klart. Min far var som repræsentant ude i fædrelandet – et eller andet sted og var først ventet hjem omkring spisetid om aftenen. Jeg gik ind i ejendommen ad hoveddøren og bemærkede da en stor schæferhund, der lå lige foran vores dør – midt i en pøl vand – fremkommet af smeltet sne fra hundens pels. Jeg var ikke bange for hunde dengang, så jeg satte den ene fod under den for at få den til at flytte sig, så jeg kunne komme ind i lejligheden. Hunden blev liggende urokkelig. Jeg lukkede døren op ind til korridoren, skrævede over den og lukkede døren efter mig.
Jeg gjorde Lisbeth opmærksom på mine iagttagelser. Hun gik straks ud i forgangen og talte til hunden, der så op på hende med store, bedende øjne. Den rørte sig ikke ud af stedet trods forsøg på at lokke den ind. Lisbeth forsøgte at løfte den op at sidde, men hunden faldt om hver gang. Til sidst halvt løftede og halvt slæbende fik vi hunden gennem den lange korridor og hen til køkkenet.
Lisbeth hentede noget lærred og vist nok gamle udslidte håndklæder og begyndte at frottere den tør og varm. Da det var tilendebragt, skar hun nogle humpler rugbrød, der blev smurt med dyrebar leverpostej. Den fik næsten et helt rugbrød og fik en skål varm mælk. Lidt efter lidt kom den til hægterne. Vi var fælles besluttet på at have den overnattende og evt. beholde den, men var godt klar over, at vores far ikke ville gå med til det forslag. (Jeg kunne forstå, men ikke huske, at vi havde haft hund på et tidligere tidspunkt. ( Ganske sikkert før min fødsel.) Den var af én eller anden grund blevet  aflivet.
Vi kælede for hunden, der slikkede vores hænder af tror jeg, bare taknemmelighed. Kl. blev spisetid. Vores far kom hjem. Vi gik far i møde og Lisbeth sagde: Far, der er noget vi vil bede dig om – og som du ikke må sige nej til". Far så mistroisk på os og sagde:"Hvis det er noget med en hund kan i godt spare jer.” Vi forklarede og forklarede og ”du kan da ikke nænne at jage den ud i det vejr – o.s-v-. Far replicerede med:”Hvis vi beholder den i nat ved jeg, at vi ikke kommer af med den og jeg vil ikke gennem den sorg det er igen at miste et dyr.” Vi tiggede og bad og endelig lykkedes det, da Lisbeth gjorde sig vred og bedende på én gang.
Vi gav den navnet "Buster". Den var ikke ren schæfer, der var noget grønlænderhund i den. Bl.a. halen der var buet op og frem mod ryggen. Den havde en smuk gulbrun farve med mørke dækhår. Dens højre øre var brækket. Halvdelen hang og var ømt, når man rørte ved det. Den var meget bred over skuldrene og så stærk, at den kunne bære mig, når jeg satte mig overskrævs på den.
Kort tid efter, at den var kommet ind i familien (mor var kommet hjem) sad vi en aften og hørte radio. Vi sad og talte sammen, mor,far, Lisbeth og jeg – uden at hører koncentreret efter udsendelsen. Pludselig for Buster op og begyndte at gø. Vi lyttede, om der skulle være nogen ved døren. Det var der ikke. Buster sad med sit knækkede øre og et spillevende blik i øjnene mens den drejede hovedet på sned og så i retning af radioen. Vi forstod intet, da vi som sagt ikke på det tidspunkt havde opdaget, hvad det var for en udsendelse der kørte i radioen. Pludselig smed Buster sig ned trykket mod gulvet – for lidt efter at fare op og gø vedholdende. Vi kiggede på hunden og troede, at den var ved at være skør, - indtil vi hørte nogle kommandoer i radioen. Det viste sig at være en udsendelse fra Politiskolen i København, nærmere fra hundeafdelingen, hvor man fortalte om træning af politihunde. Så forstod vi bedre. Det var åbenlyst, at Buster havde modtaget en form for dressur.
 Dyr er kloge – fortælles der mange gange. Et bevis for, at dyr har fornemmelser og kan opfatte menneskers gøren og laden fik vi kort tid senere.
Som tidlige fortalt, var vores spisestue indrettet med forskellige møbler langs væggene og et spisebord midt på gulvet. Der var således kun et ganske smalt gangareal rundt om bordet. Lisbeth og jeg var på grund af mors dårlige syn opdraget til, at der aldrig måtte ligge legetøj eller ting på gulvet, som mor kunne træde på og falde over. Buster lå det meste af tiden på gulvet. Således også ved den lejlighed jeg vil fortælle om. Mor rejste sig fra sin stol ved bordet. Jeg var i lømmelalder-drengestadiet og så mor gå rundt om bordet. Jeg så Buster ligge i vejen og har nok tænkt, at mor ikke kunne slå sig på den og afventede kun, hvad der ville ske. Mor trådte på Buster, der for op med et hyl. Min mor blev lige så bange.
Når Buster lå – og den kunne sove dybt med klynk og spjættende ben, og mor rejste sig og begyndte at gå, rejste Buster sig foran mor og gik en tur rundt om bordet indtil den var bag mor, hvorefter den lagde sig ned igen. Uheldet skete kun denne ene gang.
Far ringede på politistationen og gjorde opmærksom på, at vi havde hunden, hvis nogen skulle efterlyse den. Det skete ikke, hvorfor far lavede et par opslag til ophængning på henholdsvis rute-og lastbilstationen, idet vi gik ud fra, at den måtte komme fra landet. Ingen ejermand meldte sig nogensinde, hvorfor Politiet gav tilladelse til, at vi kunne beholde den. I modsat fald ville den blive skudt.
Buster viste sig snart at være en slagsbror, der røg i alle de hunde den mødte på sin vej, uanset om det var skødehunde eller dem, der var større end den selv. Den var stærk og kampivrig. Selv med mundkurv på røg den lige i hovedet af større (højere) schæferhunde. Den var så stærk, at den om vinteren kunne spændes for min slæde og trække mig som en grønlands slædehund.
Far, der havde tobaksforretnings en gros lager, havde i tidens løb 8 bydrenge, der alle sagde op efter at være bidt af Buster. Det resulterede i, at politiet udstedte påbud om, at Buster skulle bære mundkurv, når den færdedes i det fri – uden snor.
Der fandtes ikke gadebander, men flokke af andre drenge fra omliggende kvarterer, der når de kom i samlet flok gerne ville spille stærke overfor mindre flokke af drenge fra andre gader. Knud Børge og jeg var således en dag udsat for et overfald, hvor vi skulle have haft nogle bank. Vi slap uden de store knubs fra dem og løb hjem. Jeg var så ophidset, at jeg gik ind og hentede Buster, gav ham pighalsbånd på og forsynede det med en læderrem med ”øje” til at tage om håndleddet og begav os over på Lunden, hvor de fremmede drenge opholdt sig. Buster havde ingen mundkurv på, da den jo var ”i snor”. Da vi så drengene og jeg kommanderede ”giv hals” gøede Buster frygtindgydende, hvilket fik drengene til at fortrække i løb. 
Det var fint vejr, så vi lagde os på en græsplæne med Buster liggende ved siden af. Efter et stykke tid kom en dame med barnevogn gående på én af stierne. Med sig havde hun én lille ruhåret foxterrier, der kom i fuldt firspring, gående hysterisk, ned mod os. Den ”rundede af” lige foran os, løb et stykke tilbage og kom så pludselig igen på samme måde. Buster rejste børster, men lå helt stille indtil hunden igen lavede en bue og næsten lå vandret i svinget. Pludselig sprang Buster op og løb efter hunden. Jeg havde stadig remmen om håndleddet, men blev slæbt med hen over græsset – et par meter – inden læderremmen brast og jeg lå stille, mens Buster i fuldt firspring eftersatte det arrige, lille bæst.
Efter ca. 35-50 meter, da hunden var ved barnevognen, nåede Buster hunden, som den bed ned midt på ryggen. Den løftede hunden fra jorden ”knuske” lynhurtigt sit hoved fra side til side et par gange. Foxterrien hang slapt ned, død med brækket ryg. Derefter lod den hunden falde til jorden, hvorfra damen samlede hunden op, lagde den på barnevognen og fortsatte uden at sige noget. Hun var klar over, at det var hendes hund, der havde været løsgående og gav anledning til den sørgelige og tragiske hændelse, der berørte mig dybt.
Far og jeg kunne gøre næsten hvad vi ville med Buster. Når den spiste, var der kun far og mig, der kunne røre dens mad. Den kunne godt finde ud af at knurre, men mere skete der heller ikke.
En dag havde den fået nogle kødben, som den spise ude på køkkengulvet. Den havde spredt knoglestumper rundt på gulvet, et værre rod. Jeg var i køkkenet, da min bedstemor kom derud og skulle hen til køkkenbordet. Hun ville med sin fod og kludesko skubbe knoglerne til side. Pludselig røg Buster op og bed bedstemor i foden. Det var ikke så godt, for far havde truet med at lade den aflive, hvis den bed en person. Jeg tror ikke, at far nogensinde fik kendskab til den episode.
En dag, da jeg var kommet hjem fra skole fandt jeg buster liggende på gulvet foran en divan i spisestuen. Jeg lagde mig på divanen og trak divanskuffen ud. Det var Busters seng om natten. Der lå den beskyttet for træk og fodkulde fra kælderen. Den hoppede op i skuffen og lagde sig til at sove. Jeg drillede den ved at kilde den under poterne, hvilket fik den til at småspjætte med benene. Da jeg ikke kunne vække den på den måde, kildede jeg den i øret, - samme negative reaktion. Jeg pustede den i øret. Til sidst tog jeg den med begge hænder om snuden og pustede den kraftigt i næseborene . Anden eller tredie gang, - jeg rørte vist også ved det knækkede øre,- så skete der virkeligt noget. Med et bjæf og eet ”gø” bed den mig i ansigtet.
Jeg blev naturligvis chokeret, men mærkede ingen smerte. Jeg udskældte hunden, der jo i og for sig var uden skyld i det skete og mærkede noget varmt løve ned af min hals. Et kig i spejlet viste, at der var bidt hul gennem kinden, så gumme og en kindtand kunne ses udefra. Jeg var alene hjemme. Fik fat i et lommetørklæde, der med hæfteplaster blev klæbet fast til kinden. Derefter cyklede jeg til vores læge, der satte 3 el. 5 klemmer i. Jeg bad ham sætte hæfteplaster udenpå, så såret ikke kunne ses. Jeg var panisk bange for, at min far skulle opdage det og effektuere sin tidligere udtalte dødsdom over Buster. Det var jo mig, der var skyldneren. Far kom hjem. Jeg forsøgte at vende den skadede side væk fra far. På et tidspunkt sagde han meget brøst ”hvad har du gjort ved kinden.” Jeg tror inders inde, at han selv var bange for, at det var Buster . Jeg løj og svarede, at der var gået hul på en bums. Far kunne åbenbart se, at jeg skjulte noget og spurgte ”er det noget med Buster”. Jeg måtte grædende fortælle, at Buster ikke kunne gøre for det og at det var min egen skyld. Mere skete heldigvis ikke.
Buster var og blev én trussel mod fremmede og selv børn. Når Lisbeth og Viggo var hjemme på ferie og havde Jørgen og Inge Merete med hjemme hos os, blev Buster lukket inde i soveværelset og alle var påpasselige med, at børnene ikke kom derind. Én gang var det nær gået galt. Inge Merete har nok været 1½-2 år, da hun fik listet døren op og trådte et skridt ind i soveværelset før nogen så det. Buster sprang frem og snappede efter hendes ansigt uden dog at skade hende.
Buster var mit eet og alt. Vi kunne godt sammen og legede godt med hinanden, men jeg havde en naturlig respekt for den.
Da jeres mor,(Bodil) kom ind i familien tog Buster godt imod. De blev gode venner og vi gik ture sammen. En eftermiddag kom Bodil på besøg og stod inde i stuen og talte med min mor. Buster kom in i stuen bag Bodil, der stod med hænderne nede langs siden. Den stak sin snude ind i mors hånd for at blive klappet og kælet med. Den våde snude kom så overraskende for Bodil, at hun med et udbrud lynhurtigt trak hånden til sig.  Det opfattede buster – måske som Bodil ville slå, hvorefter den for i armen og bed mor. Det var så dråben, der fik bægeret til at flyde over. Far bestemte sig til at den skulle aflives. Alle – ikke mindst Bodil var ulykkelig over at være den, der indirekte var årsag til aflivningen, - selv om hun ikke kunne gøre for det. En tilkaldt dyrlæge aflivede Buster i kælderen på Ny Havnegade 2 A i Rishøjs kælder. Buster blev begravet i haven Min far ja alle græd den dag. Buster blev begravet i haven på Frydsvej .
Flere år efter, da jeg skulle grave en vandledning ned i jorden i nævnte have, stødte jeg på knoglerne fra Buster. Far bad mig omgående om at dække det gravede til og lægge ledningen et andet sted. Han ville ikke selv se eller røre ved skelettet.
Ferieture til familien
Det meste af min familie på min mors side var fra landet. De havde større og mindre gårde på egnen Lysgård og Grove/ Kjellerup– ikke langt fra Viborg. Vi kom på en årlig tur på besøg.
 Jeg var 8 eller 9 år og iført festtøj – en matrosdragt – (Se billede fra Lisbeth og Viggos bryllup), hvilket var ensbetydende med mørkeblå eller sorte benklæder og en ”Busseronne” – noget man trak over hovedet. Der var matroskrave på denne overdel, et blåt, firkantet stykke stof med hvide streger på.( Det var en arv fra mine to fætre, - Henning og Asger.)
Vi besøgte ”Stinne og Peter” i Knækkeborg, Lysgård.
Der havde jeg en oplevelse, der prentede sig ind på nethinden – og som jeg kan genopleve den dag i dag. Kort efter ankomsten bad Stine om, at Peter gik ud og slagtede en høne. Jeg kan huske, at Peter, vi på en eller anden måde var i familie med, var en stor, kraftig mand.
Jeg skulle absolut med og kan huske, at jeg gik med min far i hånden. Peter fangede en hvid høne, gik om bag huset, hvor der stod en huggeblok. Han slog hønens hoved mod blokken, lagde den til rette og med et hug af øksen skilte han hovedet fra kroppen. Blodet sprøjtede ud af halsen..Derefter smed han hønen, der uden hoved løb rundt i en cirkel. Jeg husker, at jeg skreg som en besat. Efter et par rundture løb hønen ind i staldmuren, faldt om og blev liggende. Det er muligvis den oplevelse der har gjort, at jeg ikke senere har spist kylling eller høns.
Under samme besøg manglede Stine medicin. Nærmeste apotek var i Viborg. De havde ikke mulighed for at komme ind til byen, hvorfor min far tilbød at køre derind og hente det ønskede. Ligesom nu, var jeg også den gang meget glad for at køre i bil. Jeg fik lov at køre med far og sad alene på passagersædet. Min far kørte altid meget hensynsfuldt (havde engang af politiet fået en nål med udmærkelse for hensynsfuld kørsel)
I det allerførste venstresving sprang højre dør op. På daværende tidspunkt skulle man selv medbringe medicinglas-og flasker for at købe noget på apoteket. Jeg sad med alle flaskerne i skødet. Jeg røg sammen med disse ud af døren og ned på vejbanen. Flaskerne knustes og jeg slog hovedet ned i skårene. Det bevirkede naturligvis stærke blødninger, hvorfor min far vendte om og kørte tilbage til gården.
Jeg lå ned i bilen. Blodet strømmede ud og samlede sig i øjenhulen i en pøl. Da min mor med sit svækkede syn så mig og troede, at det ene øje var væk skreg hun og græd. Jeg holdt op med at græde af forfærdelse over min mors reaktion. Nogle håndklæder blev holdt for øjet og panden.
På skødet af Peter blev jeg med fuld fart kørt til hospitalet i Viborg. Her kom jeg straks under behandling af en overlæge, der syede flængerne sammen. Det jeg husker bedst fra det besøg var, at overlægen sagde: Du har været en stor dreng. Du skal have en sodavand for ikke at have grædt. Tænk engang. En sodavand. ! Jeg tror i øvrigt, at det var den første sodavand jeg havde fået i hele mit liv. Så hvis I har undret jer over mine ar over øjenbrynet og i panden, stammer de fra den oplevelse. (Det er måske derfor jeg altid tager gadehjørner med en vis forsigtighed.)
Lysgård
Det var et lille sidespring. Som sagt var familien på Jeres oldeforældre (slægten Mortensen) side alle fra egnen omkring Lysgård, Grade. Det var ret store slægtsgårde, nogle af dem bygget på kampstens fundament. Festmiddagen, når vi var på besøg bestod altid – som nu af suppe, steg og én eller anden form for dessert.
 På de af gårdene, hvor jeg var med mine forældre, herskede en egen stemning. Når man kom ind i ”æ`forstou” var der en gennemtrængende lugt af fernis. Alle gulve var ferniserede. Datidens husmødre skulle næsten alle overgå hinanden i renlighed og fin vedligeholdelse. I køkkenerne var der altid et temmelig langt bord med en fast slagbænk op langs væggen. Plads skulle der jo være, når tyendet var der til alle måltider. Der fandtes i forbindelse med køkkenet et ”fadebur” – spisekammer, hvor kød og syltetøj m.m. blev opbevaret .Kød blev lagt i saltlage for at kunne holde sig,
Alle steder var der både en spise-og en stadsstue. I sidstnævnte kom man kun ved ganske specielle lejligheder, ikke bare, når der kom familiebesøg. Soveværelserne lå som regel på første sal. Der var selv om sommeren hundekoldt og fugtigt. Der lugtede altid af ”våd sæk”. Når man blev lagt i sengen og først fik dynen over sig, var man prisgivet. Den var tung som cement. Man kendte ikke til andet end billigt fyldmateriale, der altid klumpede sig sammen, som regel ude i siderne. Jeg kunne ikke lide lugten, men har på det punkt lignet min mor og moster Astrid.
Min barndoms jul
Julen var en højtid alle glædede sig til. Da var familien samlet på første sal ved mine bedsteforældre, der beboede 1.salen over den stueetage vi beboede. Som følge deraf var lejlighederne – næsten – identiske. D.v.s. mine bedsteforældres køkken var 3-4 gange så stort som vores, der havde et lille køkken og resten var lagerplads..
Familien – moster Astrid, onkel Erik, fætter Henning, kusine Elli og fætter Asger (nævnt i alders rækkefølge, der boede i Gersdorfsgade 17, kom for at være sammen med min bedstemor,bedstefar og moster Emmy, min mor og far og faster.
Juletræet var i godt mandshøjde og placeret i dagligstuen (hvor i øvrigt alle større familiefester og sammenkomster blev fejret. (Mine bedsteforældres guldbryllup, Lisbet og Viggos bryllup (1940) samt min konfirmation i 1942 og min mor og far`s sølvbryllup i 1943 – samt mor`s og mit bryllup i 1950.)
Der var fløjdøre fra spisestuen ind til dagligstuen, der var meget stor. Dørene var hermetisk lukkede. Ingen måtte se juletræet før det stod med lys på. Familierne samledes inden spisetid kl. ca. 1800. Glædernes forventninger var store. Middagen bestod altid af risengrød, - efterfølgende flæskesteg og afsluttedes med Ris a lemente.
Efter spisningen, der efter vi børns mening altid tog lang tid, gik alle kvinderne i køkkenet, vor de vaskede op.
Når alle var samlet, gik onkel Erik og min far ind i dagligstuen for at tænde de levende lys på juletræet. (el.-kæder fandtes ikke dengang.)
Først når træet var tændt blev dørene lukket op. Hvilket syn. Der var ikke som nu til dags stablet pakker op under træet Der var for det meste to pakker til f.eks. mig , - indeholdende et par hjemmestrikkede vanter/sokker/halstørklæde og som prikken over det hele – en lille blikbil, hvis pris kunne være fra 35-50 øre.
Det bringer mig i øvrigt til at fortælle jer, at det runde messing-rygebord der altid har stået i min dagligstue er et møbel fra mit barndomshjem, hvor det i det daglige stod som det har stået hos mor og mig. Juleaften havde det en særstilling blandt møblerne, idet det da var ophøjet til at ”bære” vores juletræ, der altid var et lille træ, der dog kom op i øjenhøjde, når det stod på bordet. Stellet består af 6 ben, der er drejelige, så de kan stå med uens afstand fra hinanden. Imellem disse ben lå julegaverne. Prøv en gang at se, hvor små pakkerne skulle være for at være mellem disse ben. Så kan i se, hvor stor forskel der var på gaverne den gang og nu.
Der blev sunget mange julesalmer inden gaverne blev pakket op. Der gik også tid med at se, hvad andre havde fået. Når det så var overstået blev der dækket kaffebord, hvor hjemmebagte småkager også var noget man glædede sig til – specielt brune kager. Under kaffedrikningen blev al juleposten læst højt. Som barn – kedeligt at overvære, men man kom til at kende familiernes venner og bekendte. Senere kunne vi glæde os til også denne tradition (som jeg selv praktiserer den dag i dag.)
Resten af aftenen gik med fælles samvær og lidt juleknas – mest i form af appelsiner var der også. En specialitet som en sut-appelsin var det kun muligt at få denne ene gang om året. Specialiteten bestod af en appelsin, hvor toppen blev skåret af. Derefter blev der puttet 2 eller 3 stykker hugget sukker (sukkerknald) ned i appelsinen, der nu blev" nulret", så saft og sukker blev blandet. Man sugede så den søde saft i sig. Det var bare muf.
1. juledag (dengang var der altid sne) (i hvert fald i min erindring) blev benyttet til sammen med Knud Børge – at fremvise julegaver, køre på slæde og ellers hygge sig sammen med familien. Jeg kan mindes, at der blev holdt en form for julefrokost, hvor moster Astrid og onkel Erik kom på besøg, men da de former for retter, der blev serveret og ikke kunne interessere børn, er det gået hen over hovedet på mig.
2. juledag var en mere løssluppet dag. (senere op i årene var det den dag biograferne igen lukke op)
Min søster skal giftes
Under krigens første år, skete den første og største skelsættende begivenhed i mit unge liv. Lisbeth skulle giftes.
I Ny Havnegade skråt overfor vores lejlighed boede formanden for Jydsk Foderstof, Alfred Rishøj, der var enkemand, men klarede sig ved hjælp af en husbestyrerinde.
En husbestyrerinde var en enlig dame, enkefrue eller én, der aldrig var blevet gift, der stillede sig til rådighed som husmoder for familier, hvor manden på grund af hustru`s død var blevet alene. Husbestyrerinden hed frk Andersen, kaldet "Asse". Hun var en stor dame med et vredladent ansigtsudtryk. Vi drenge var bange for hende. Rishøj havde en søn, der var uddannet cigarmager. Han blev ansat ved politiet i Horsens omkring 1936. Han var høj /(Rishøj) og indgød stor respekt mellem drengene i gaden.
Lisbeth var blevet interesseret i denne flotte fyr (for det var han virkelig). Da de havde fået kontakt med hinanden lavede de aftaler om møder - ved hjælp af det røde omslag, der var på datidens skole-stilehæfter. Der blev klippet spørgsmålstegn og tal ud,- der blev lavet til klokkeslæt.
Lisbeth lokkede mig til en dag at tage opstilling på hj. Af Ny Havnegade og Sundvej, hvor jeg skulle afvente Viggo`s ankomst fra endt tjeneste om eftermiddagen. Jeg skulle henvende mig til ham og spørge om jeg måtte få en cykel. Jeg var til anledningen blevet vandkæmmet af Lisbeth for at tage mig pæn ud. Jeg var 10 år gammel på det tidspunkt.
Rishøj kom gående majestætisk i fuld uniform. Jeg kan huske, at jeg var så beklemt ved situationen, at mine ben rystede. Jeg havde i ventetiden stået og repeteret det jeg skulle sige til ham, når vi mødtes. Han kom, jeg trådte frem og spurgte med rystende stemme ”Hvornår tror De, at jeg må få en cykel.” Svaret kom brøsigt ”Det må du spørge din far om.” Han stod end ikke stille under afgivelsen af svaret. Jeg var ikke blevet meget klogere af det svar. Det var mit første møde med min senere så kære svoger, med hvem sproget blev noget friere.
Viggo Rishøj blev forflyttet til Sønderborg den l. juli 1938. Lisbeth var dernede og besøge ham og de blev enige om at gifte sig. Dette skete i Horsens Klosterkirke den 26. oktober 1940.
På billedet ser man i bageste række: Ejler Rishøj, Ina Rishøj, Bitten, Emmy, Astrid, Asger, Josvald, Maren, ??, fætter Viggo, ??, Asse, Klara Lomborg, Henning.
Forreste række: HH, Kathinka, Bedstemor, Lisbeth, Viggo, bedstefar, Alfred Rishøj, Kirsten Rishøj.
Lisbeth flyttede derefter til Sønderborg, hvor de havde fået lejlighed på adr. Sdr. Landevej nr. 7 på 1. sal.
På grund af krigen og datidens tog, varede rejsen fra Horsens til Sønderborg til tider 11 timer.
Jeg begyndte at holde sommerferier i Sønderborg. Havde stadig stor respekt for politimanden, men havde også fået strenge ordre til at opføre mig pænt.
I oktober, den 4. blev Jørgen født i året 1941. Stor opstandelse i familien – og stor glæde. Jeg var i en alder af 14 år blevet onkel. Det var stort.
Mellem bedsteforældre herskede dengang stor konkurrence om, hvem der var mest afholdt af børnebørnene. Således også mellem Viggo`s far kld. "Papa" og min far (af Viggo og mor ofte omtalt som "Jossepeter". Min far bestemte sig til at køre til Sønderborg – på cykel – en strækning dengang på 136 km. Han ville ses af Jørgen inden denne kom i forbindelse med "Papa". Jeres bedste-og oldefar cyklede den lange vej i ét stræk på – så vidt jeg husker godt 8 timer. Godt skuldret af en mand på 47 år. Han ville være den første af bedsteforældrene, der havde forbindelse med deres første barnebarn . for ligesom at blive nr. 1 for Jørgen.
Konfirmationen
Jeg blev efter at have gået til præst hos pastor Krohn, konfirmeret i Horsens Klosterkirke den 4. okt. 1942. Festen blev afholdt i hjemmet. Der var kun familie med til festen – så vidt jeg husker. (Det var på Jørgens 1 årige fødselsdag.)
 Jeg fik – på grund af min fars mange bekendte og forretningsforbindelser - og efter datidens forhold, - mange gaver og efter forholdene mange penge. Jeg husker ikke hvor mange, men der foresvæver mig et tal på omkring 300 kr., hvilket var enormt mange penge.
Af gaver husker jeg én bestemt, en sølvgaffel med "Åkandemønster". Jeg har brugt den dagligt siden. Blå-mandag begrebet var også kendt dengang, men havde ikke samme omfang som i dag i det herrens år 2003. Jeg mener at kunne huske, at jeg fik 2 kr. til at snolde op. Så vidt jeg husker kostede en rød sodavand omkring 25 øre, så det var begrænset, hvor galt det kunne gå med at formøble gavesummen.
Mit største ønske i dagens anledning var, som jeg husker det ,– et armbåndsur. I dag kan jeg ikke nøjagtigt huske andet, end jeg tror jeg fik det af min bedstefar-og mor .
I tiden efter konfirmationen afholdt de forskellige forældre små fester, hvor man havde sine konfirmandkammerater og veninder med. Det var i den alder, hvor man havde nogle pigesværmerier, som det gjaldt om at komme til at kysse, hvorfor der blev holdt mørkelege af få min. Varighed, så det gjaldt om at skynde sig. Der blev serveret kakao og absolut ingen spiritus af nogen art.
Tiden i Horsens-Garden
I 1942 eller var det 1943 blev der i de lokale aviser annonceret efter unge mennesker i alderen fra jeg tror 10 – 14-15 år, idet byen ville have en Garde, der skulle være en kopi af den kongelige Livgarde m. musikkorps o.s.v. der var sat en dato, hvor de unge mennesker skulle møde op til en samtale med Gardens ledere. Min mor ville have jeg skulle melde mig, idet jeg med min ranke holdning kunne blive en værdig repræsentant. Garden skulle udad til medvirke ved festligheder i byen og repræsentere denne ved forskellige lejligheder.
 |
Fremmødet den pågældende dag var enorm. Vi mødte flere hundrede unge mennesker og stod i kø i lange rækker for at komme til samtale. Efter denne gik der omkring en måneds tid, hvorefter der kom brev, at jeg var antaget til prøve. Efter endnu nogen ventetid kom der brev om at vi var – jeg tror det var 48 drenge/unge mennesker, der skulle møde på skolen i Kildegade. Jeg mødte sammen med alle de andre. Der var ikke én eneste jeg kendte. Vi fik numre. Jeg blev garder nr. 24.
 Vi blev inddelt i grupper på 6 mand. I et klasselokale var lederen – hr. Madsen, der skulle stå for den militære lærdom og hr. Bøge (jeg tror) lund, der skulle stå for den musikalske undervisning. Vi blev undervist i militære formationer og de kommandoer, der skulle lyde for at formere styrken i forskellige formationer. Vi havde én ugentlig øvelsesdag på nogle timer. Vi fik efter nogen tid udleveret nogle simple træ –geværer, som vi skulle lære at eksersere med. Hr. Madsen var ”befalingsmanden”, der brugte de militære kommandoer som vil skulle lære at efterkomme.
På et noget senere tidspunkt,(da vi havde lyttet til de forskellige eksersitskommandoer) Blev jeg sammen med 3 andre udtaget som befalingsmandsemner. Under øvelsesdagene kom vi atter på skolebænken for at lære at kommandere og overtog nu befalingsmandsrollerne i gymnastiksalen, hvor eksersitsen foregik. (Eksamensplan og Eksamensbevis 1943: Premierløjtnant).
En fane skulle der naturligvis også til – og en til at bære den. Af vi fire befalingsmænd skulle én udvælges som fanebærer. En fane var anskaffet. Fanemarchen ”Her kommer Jens med fanen” fandtes som grammofonplade. Den blev afspillet, hvorefter hr. Madsen foreviste, hvordan ”fanestækmarchen” skulle foretages. Det var dengang med stift udrettet ben vinkelret – d.v.s til næsten hoftehøjde.
Efter en del prøver, blev jeg på grund af min meget ranke holdning udvalgt som fanebærer med rang af Stabssergent. Det var en ære at bære Dannebrog – netop under krigen, hvorfor jeg naturligvis var stolt. Min familie ikke mindre.
Dagen oprandt, hvor Garden skulle optræde offentlig i fuld ornat. Uniformen bestod af en Bjørneskindshue med lak-hagerem med pynt. Rød stramtsiddende jakke med skulder epailletter med sølvfrynser og bukserne (ikke helt som livgardens) i hvidt med blå gallonstribe. Dertil sorte velpudsede sko. Remtøjet var i hvidt lak. Det var faktisk rigtig, rigtig flot.
Jeg tror det var en søndag morgen, meget tidligt. Mange mennesker var mødt op på Torvet i Horsens, der blev vores udgangpunkt hver gang vi ”trak op”. Alle familiemedlemmer var mødt op. De var tydeligvis stolte af deres poder. Garden blev formeret på linie. Fanemarchen blev spillet og fanen ført til fløjen. Det blæste meget og det var svært at gå strækmarch. Vi skulle gå 6 km. Til Sondrup og kom herunder også ad Sundvej – forbi min bopæl, så min mor, der ikke kunne færdes ude – kunne se sin lille HH. Et stykke ude af Sundvej måtte vi snøre fanen, da det var næsten umuligt at stride sig op mod vinden. Det var en streng, men god debut.
Det blev til utrolig mange gange optræden. Vi blev utrolig populære. Byens jævnaldrene piger stod i kø for at få fat i en Garder. Det var tider.
Vores ry blev så godt, at alle omegnskommuner sendte bud efter os til sportfester og andre store arrangementer. Rygtet om vores fremtoning spredtes til det ganske land. Der fandtes på daværende tidspunkt kun en ungsomsgarde i landet – nemlig Tivoli-Garden. I 1943 eller 44 kom der en invitation fra København, der gerne ville have vores optræden. Turen blev arrangeret. Vi skulle indkvarteres hos mennesker, der frivillig havde stillet sig til rådighed som værtsfolk for os. Det var bl.a. gennem forskellige hjemstavnsforeninger der fandtes værtsfolk. Man kunne også bo hos familie hvis man havde nogen sådan i hovedstaden. Det gik der helt kludder i. Da vi til en øvedag blev forespurgt om indkvarteringsforhold, var jeg nok lidt for hurtig. Jeg vidste, at vi havde noget familie, - nemlig Ella og hendes far (navn ?), så jeg sagde ja til privat indkvartering.
Jeg må have været lidt ”flyvsk” under familiens anvisninger om navn og adr. på familien. Jeg havde opfattet adr. som Peder Bangsvej nr. 10 hos Pedersen og rejste af sted. Vi blev ført til ”Politikens Hus”, hvor værtsfolkene ventede os. D.v.s, der kom ingen og modtog mig. Lederne spurgte, om jeg selv kunne klare resten af rejsen. Ork-ja – sagtens. Der har aldrig været noget, jeg ikke kunne klare – så selvfølgelig kunne jeg det. Det skal så lige anføres, at jeg henholdsvis som 8 og som 9-årig havde været med min far den ene gang og med onkel Erik ,moster Astrid og moster Emmy den anden gang – i København. Jeg og min kuffert steg på linie 14 – sporvognen og kørte af sted – retning Frederiksberg. Bad konduktøren om at komme af i nærheden af Peder Bangsvej nr. 10. Blev sat af og fandt frem til en lang, lang gul bygning, der slet ikke lignede en privat bolig , - men nå – københavnere var et mærkeligt folkefærd, - havde jeg hørt, så det skulle nok være rigtigt. Jeg ringede på døren, der blev lukket op af en ung dame i sort kjole, iført et lille hvidt pynteforklæde og hvid hovedkappe. Jeg Spurgte efter Peder Larsen. Hun så uforstående på mig og meddelte, at de ikke havde nogen boende af det navn. Jeg gentog det og forklarede, at jeg skulle bo hos Peder Larsen. Hun meddelte kort og lakonisk, at dette var et alderdomshjem og at jeg var gået forkert.
Der stod jeg så – 14 år i København og uden noget sted at være.
Som sagt – gå-på-modet manglede ikke i den alder. Jeg tog sporvognen tilbage til Politikens Hus, hvor der heldigvis stadig var mange mennesker, der var ved at ”bogføre” deres gæster. Jeg måtte så tilstå, at jeg ikke havde noget sted at være eller sove.##########
Her mangler første nats opholdet hos Guggi og journalist –Arne Hansen kaldet ”Myggen” En flink mand fra en jydsk hjemstavnsforening meldte sig som vært. Han havde godt nok én garder i forvejen, men kunne godt under de foreliggende omstændigheder have én mere. Det var Osvald Schneidermann, der boede Mørk Hansensvej 14 ?, på Frederiksberg. Marie hed hustruen. Det var alle tiders søde mennesker, men derom senere.
Vi var på Dyrehavsbakken og optræde og til flere andre arrangementer.
Peder Larsen, jeg havde regnet med at bo hos, hed Lars Pedersen og boede Emil Slomannsvej 10, så det havde jeg altså fået rigtig galt i halsen.
Københavnerturen var en stor oplevelse. Arrangementerne blev for mange. Vi – d.v.s. Garden fik penge for hver optræden, og det var ikke småpenge det kostede arrangørerne. Det blev så grelt, at der blev oprettet endnu et hold Gardere, der kunne afløse os. Jeg avancerede gradsmæssigt og blev premierløjtnant. Jeg var vel medlem et par år. Jeg tror, der blev lavet en aldersgrænse.
Èn gang om året blev der holdt garderfest med. damer. Vi kunne vælge hvem som helst af pigerne i byen. De var vilde efter at komme med til festen.
Alt godt får en ende så det gjorde tiden i Garden også. Det havde dog skærpet interessen for senere at aftjene værnepligten i Den kongelige Livgarde
Ungdomssværmerierne
Tidens pubertetsalder blev også gennemlevet på en hel anden måde end i dag. Efter min families udsagn syntes de, at jeg havde mange piger. For mange Jeg indrømmer gerne, at jeg var glad for pigerne, der ofte selv kom og tog opstilling på fortovet ud for vinduerne til vores lejlighed. Der var naturligvis altid nogle jeg syntes bedre om end andre. Efter min mors mening behandlede jeg dem ikke altid lige pænt. Mor kunne ikke vænne sig til, at de blev skiftet ud, når den store interesse ikke længere var til stede. Det var da dejligt, at der altid var nogle piger, der var glade for mig. De modsatte køn kom ikke med ind i huset til præsentation. Man mødtes uden for bopælen og gik og pjattede sammen. Først på et langt senere alderstrin gik man sammen i biografen, hvor en billet kostede den formidable sum af 50 øre. Der var tre biografer i Horsens.
Hvis jeg i flæng skal nævne nogle af pigernes navne må det være :Inger Ploug, Ruth Jørgensen, Anne Lise, Bodil Holm, ”Lille Morris”, ja all right, der var mange andre end de nævnte, så mor havde nok ret.
Jeg kan ikke huske hvordan, men omkring det alderstrin lærte jeg en sød pige—Inger Lise Sørensen—at kende. Hun var ualmindelig køn, blondine, men ikke en af de dumme, skal siges. Hendes far var “Kæmner" og ansat på Horsens Kommune. Hun boede i Gasvej. Vi var meget glade for hinanden.
En aften jeg var på besøg hos hende, (forældrene var i byen) havde jeg fået besked på at være hjemme kl. 2200. Da det tidspunkt var nået, havde hun ikke til sinds at lade mig gå hjem. Hun vidste godt, hvordan min far var med hensyn til præcision. Hun var ikke rådvild, men ringede resolut til 1921 (vores telefonnummer). Uden blusel meddelte hun min far at hun ikke så gerne måtte være alene hjemme, hvorfor hun bad om udsættelse for mit hjemkomsttidspunkt. Om det var fordi hun duperede min far med sin dristighed og ligefremhed, ved jeg ikke, men tilladelsen blev givet til kl. 2300.
På et tidspunkt slap det op mellem os. Jeg fandt en anden—utrolig sød pige—Bodil Holm, hvis far var borgmester i Horsens. Han var socialdemokrat, meget afholdt af befolkningen. Han var munter og meget ligefrem over for mig. De boede i Vestergade 67 på 1. sal.
Bodil og jeg havde det utrolig godt sammen. Tidligere havde Bodil haft en kæreste, der hed Hans. Hans far var gartner i Tonbogade. Jeg kendte ham ikke, men han var blevet sur over, at Bodil havde valgt mig i stedet for ham. Han ringede i tide og utide til Bodils forældre og udgav sig for at være mig. En dag jeg ringede til Bodil, var det borgmesteren ,-Robert, - der tog telefonen. Jeg sagde, hvem jeg var. Han sagde, det siger den anden Hans også. Han dekreterede, at jeg, når jeg ringede skulle indlede med at sige ”Ha-be-di-kuk”., så vidste de, at det var mig. Sådan klarede vi den sag.
Robert Holm var en humoristisk mand. Han ringede en dag og sagde: ”Min kone og jeg skal i byen i aften. Kunne du ikke være barnepige for Bodil.” En så direkte opfordring ville vel ingen ung mand med respekt for sig selv, - sidde overhørig. Jeg fik at vide, hvornår jeg skulle indfinde mig og var der til tiden. Borgmesteren og frue var festklædte og klar til at gå, da jeg kom. Da han stod i døren vendte han sig om mod mig og sagde med et blink i øjet: ”Og husk så lige på, at vi har elektricitetsrationering”. Jo, han ville have været en fin svigerfar . Bodil og jeg havde det rigt,rigtig godt sammen.
Jeg kan i dag ikke huske, hvorfor vi holdt op med at komme sammen.(Lea sendte i 2007 en dødsannonce fra Vejle, hvor Bodil havde boet i mange år)
Skiftet til arbejdslivet
Krigens virkninger blev mere og mere udtalte. Alt var usikkert. Man vidste ikke hvad de nærmeste dage ville bringe.
En dag kom min far ind i stuen, hvor jeg opholdt mig. Meget brøsigt spurgte han – "Hvad vil du være". Jeg skulle ud af skolen kunne jeg forstå. Det gjorde mig ikke ked af det. Jeg svarede "Jeg vil være politibetjent". Det var virkeligt mit ønske. Tænk engang at kunne være med til ændre folks adfærd, når de gjorde noget uretfærdigt eller forkert overfor samfundet. Det måtte være det størst opnåelige. Min far svarede lige så vrissent: ”Det kan du sgu altid blive senere. Du skal lære et håndværk, hvad vil du være.??”
Nu var der så bare lige den hindring, at meget få lærepladser var ledige. Der var lange ventelister – helt op til 4 år for at få en læreplads. Jeg svarede ”mekaniker”. (Ikke særlig smart fundet på, da der under krigen ikke fandtes private biler)
Jeg ved ikke, hvem far henvendte sig til, men min mor havde en forbindelse til en værkfører (han var egentlig tysker,- hr. Schneidermann-, der var dansk gift og havde boet i Danmark i mange, mange år uden dog at tale uden accent. Han måtte meddele, at der var godt 3 års ventetid på fabrikken "Paasch-og Larsen, Petersen”, der fremstillede mejerimaskiner, nogle af de fineste indenfor den kategori.
Jeg fortsatte i skolen. En dag ringede hr. Schneidermann og meddelte min mor, at den, der stod for tur til en plads havde meldt afbud, hvorfor han for venskabs skyld ville tilbyde mig pladsen, hvor jeg skulle starte som arbejdsdreng. Jeg blev meldt ud af skolen til en nærmere fastsat dato. Jeg kan huske , at jeg en dag i en af timerne fik,- da vi skulle have oplæst en historie,- besked om at forlade klassen og stille mig ude på gangen "for du er jo meldt ud af skolen". Det sved i mig, men sådan var det dengang.
Min beretning om min læretid finder du i afsnittet ‘I lære’.
Køreprøve
Min 18 års fødselsdag nærmede sig. Jeg skulle til køreprøve. Jeg havde kørt ved en kørelærer ”Bordoff” hed han. Han havde en Opel Kaptajn model 1938/39 Den havde jeg lært at køre i. Min far kendte ”gud og hvermand” i Horsens. Også den motorsagkyndige (der svarer til nutidens bilinspektør. Han hed Gert E.Jørgensen. En rigtig bulderbasse med buskede øjenbryn og kendt for at være ”en slagter”. Alle var bange for ham.
Aftnen før køreprøven ringede min far til ham. Jeg overværede samtalen og blev gal på min far, - synes ikke, at han kunne være det bekendt. Han sagde ”God daw—det er Holtzmann. Min søn skal op til køreprøve hos dig i morgen. Da det er mig, der skal lægge bil til bagefter, vil jeg gerne sikre mig, at han kan køre bil, når du er færdig med ham.” Nej, hvor var jeg gal. Min far tankede benzin og kom på værksted på Shellgaarden i Horsens. Den var ejet og drevet af Carsten Mortensen, en fætter til moster Emmy. Han var gift med Rosa (tidl. Svoldgaard) De havde datteren Elsebeth. Han sagde samme aften ”du kan køre med til Shellgaarden. Da vi skulle køre sagde min far—”du kører”.
Jeg var målløs. Havde aldrig siddet bag rattet og kørt X 1766—en Ford årg.1931. Jeg ville først ikke, da jeg var bange for at blive taget af politiet, men min far sagde ”du kører”. Det gjorde jeg så—og det gik godt.
Den følgende dag var jeg til køreprøve. Jeg blev heglet igennem, men bestod. Kørekortet kostede 48 kr. for 6 køretimer + prøven. Stolt var jeg.
|
Startprocedure for Ford A
Først skulle man jo ind i bilen og have nøglen i tændingen.
Var det mørkt, skulle man tænde lyset på instrumentbrættet ved at dreje et lille hus, som lyset sad i.
Så skulle der åbnes for en benzinhane, som sad noget akavet i højre side langt fremme, og det var vigtigt, at man kunne mærke et lille ubetydeligt hak i det jernhåndtag, der åbnede for benzinen, for det lille hak skulle pege opad, ellers virkede det ikke
Så skulle strålespidsen have to omdrejninger til venstre
Håndgassen skulle rykkes lidt ned.
Tændingshåndtaget skulle endeligt helt op, ellers kunne der ske frygtelige ting.
Kommet så langt skulle man med højre fod have fundet selvstarteren, en knap som sad for neden for oven til venstre - sådan tror jeg det blev forklaret engang.
Nu kom så det store øjeblik. For nu skulle man samtidig træde på starteren og rykke et par gange i strålespidsregulatoren, som også irkede som choker
Nu kom så det store øjeblik. For nu skulle man samtidig træde på starteren og rykke et par gange i strålespidsregulatoren, som også virkede som choker
Og det fantastiske skete. Den startede
(Citeret fra www.gaarn-larsen.dk)
|
|
|
