Berlin ist eine Reise wert...

Sidst opdateret 21. april 2013

En historietur til Berlin 10.-16.4.2013

Billederne fra turen finder du her. Billederne har en søgefunktion, som kan gøre det lettere at finde et emne.

Her er et bykort over centrum.

Sammenfatningen af mit ophold i Berlin er absolut positivt, og levede op til mine forventninger.
At foråret ikke havde holdt sit indtog, var lidt overraskende, men til at leve med.

Det viste sig, at hotellet lå ideelt for de busforbindelser, der skulle bringe en til seværdighederne, og der er gået rigtig mange kilometer, hvor man har kunnet indsuge atmosfæren i de forskellige bydele.

Trafikken går forbløffende nemt, når man lige har fundet ud af systemet. Der er endda mange cykler i bybilledet, og man skal lige vænne sig til, at de udover de afmærkede cykelstier også må cykle på fortovet.

Der bygges stadig alle vegne. Mange bygninger er pakket ind i forbindelse med restaurering. Der er store nye byggepladser, som f.eks. genopførelsen af det gamle Schloss Berlin.

Ingen tvivl om, at Berlin lige om lidt fremstår som en grøn by med mange åndehuller, masser af træer i gadebilledet, og Spree og kanalerne bryder bebyggelserne, og skaber plads langs bredderne til afslappet stemning, som ikke mindst kunne iagttages den sidste dag, hvor varmen kom til byen.

Det blev til 5-600 billeder, hvoraf mange var fra de imponerende museer. Imponerende i deres omfang, deres genstande og deres præsentation af stoffet. I opstilling og godt hjulpet af rigtig gode audioguides. Selv om jeg synes, jeg har rimeligt greb om historien, må jeg konstatere, at Europas historie ikke har fyldt meget på skoleskemaet, men en del af stoffet er nu kommet mere på plads.

Selv i bybilledet er der gjort meget for at gøre opmærksom på byens historie gennem billeder og tekster ved særlige pladser og mindesmærker.

Jo, Berlin ist eine Reise wert.

Forberedelsen

De store museer i Berlin har altid stået for mig som noget specielt, og nu er jeg her så. Ganske vist alene, men Ulla er ikke museumsmenneske – og ej heller af shoppingtypen, så jeg får så min lyst styret alene.

Jeg fandt nogle billige billetter hos SAS og et billigt centralt hotel, op så startede turen onsdag d.10. April. Jeg måtte tidligt op for at nå at være i lufthavnen kl.7, men det gik uden besvær.
Til gengæld havde det punktlige SAS en dårlig morgen. Der var et eller andet teknisk med flyet, som betød at ombordstigningen blev en halv time forsinket, hvorefter Murphys lov slog til. Da kaptajnen var parat, var alle traktorer, der ellers skulle trække os ud på banen optaget af andre ting, så vores CRJ900-maskine kom først i luften en time forsinket. Nu skulle jeg jo ikke nå et tilslutningsfly, så det var jo ikke værre end det.

Efter 45 minutter landede vi så i Tegel lufthavn. Jeg havde sikret mig, at jeg vidste, hvor i lufthavnen turistinformationen var. Her fik jeg købt mit 'Berlin welcome-Card med fri transport og rabatter på 25-50% på mange ting. Jeg fik oven i købet en god vejledning mht bustransport: Linie 109 til S Charlottenburg – og bussen kom hurtigt, turen til byen foregik smidigt og hurtigt, og da Schloss Charlottenburg stod på skiltet i bussen, stod jeg af.

Det skulle jeg ikke have gjort, for S(tadtbahn) Charlottenburg var et langt senere sted på ruten, så jeg vandrede, fandt en U-bahn som kørte til Konstanzer Strasse, hvor Europa-City-Hotel ligger.

Kommet op fra dybet må man jo vælge retning. Husnumrene steg, men stoppede ved ca 40 og en motorvej,
Jeg havde ikke tænkt på, at tyskerne nummerer anderledes, så da jeg gik over gaden ved nummer 40, så var jeg ved nummer 1 – og så talte numrene bare derop af. Jeg skulle til nummer 60, så det blev da en lille vandretur i den grå formiddag (ca 4 grader).

Ingen problemer med hotellet. Jeg fik et værelse på første sal. Ikke prangende, men rent og med masser af plads.

Det viste sig så, at det ligger ca 200 m fra Kurfürstendamm, hvor jeg så lidt senere tog samme busrute 109 mod Tegel, og kunne stå af ved Schloss Charlottenburg, som jeg havde udset mig som dagens udflugtsmål.

Det blev meget molestreret under 2.verdenskrig, men man har prøvet at restaurere, det der gik tabt, og indsat møbler fra bl.a. det tidligere Schloss Berlin. I flere af salene var der billeder, som viste lokalerne i deres velmagtsdage.
Slottet er oprindeligt bygget 1699 som en lille sommerresidens udenfor byen til dronning Sophie Charlotte, men er senere udvidet med både fløje og kuppeltårn.
Audioguiden var god, og det var hyggeligt at kunne bruge sit tyske, som jeg ikke har brugt i 13 år, og som jo heller ikke fylder meget i DR.

Det er ganske flot med silkestoffer opspændt som tapeter i forskellige farver, malede lofter, gobeliner, flotte møbler – meget kinesisk inspireret, en formidabel samling kinesisk porcelæn i ‘Porzellankabinett’ for ikke at tale om eksemplerne på kongefamiliens porcelæn og sølvservice samt udstilling af deres kronjuveler. Det var bestemt tiden værd, og jeg havde tilkøbt en tilladelse til at fotografere, så noget har jeg til at støtte hukommelsen.

Og så var der jo parken, som efter krigen er genskabt som den oprindelige barokhave. I 1800-tallet havde den ellers været omlagt efter engelske haveprincipper.

Nu kendte jeg lidt mere til buslinie 109, så den tog jeg hjemad, og stod af ved Olivars Platz, som ligger lige ved Konstanzer Str.

Og hvad så? Det var for tidligt at tage tilbage på hotellet, så jeg fortsatte  mod øst ad Kurfürstendamm. Jeg tror ikke, man kan nævne et mærkevarefirma af de store, uden at de er repræsenteret. Det er helt vildt – meget større en Bond Street i London – og så med brede fortove – jeg vil tro 8-10 meter, så der er plads til små udstillingskuber hele vejen,

Jeg fandt ved 15-tiden en  Alt Berliner Biersalon lige ved Kurfürstendamm U-Banh, og fik hvilet min ryg.

Da havde jeg spottet tårnet til Kaiser-Wilhlm-Gedächtnis Kirche, men i min videre fotojagt forsvandt det.
I stedet var der små boder med slik og mad og karruseller på Breitscheid Platz, indtil det gik op for mig, at med undtagelse af de øverste meter af tårnet, var kirken blevet ‘muret’ inde, fordi den skal renoveres. Ved siden af er bygget en nyere ottekantet kirke og tårn, i folkemunde kaldet læbestiften og pudderdåsen.

Så tog jeg min gode bus 109 hjemad, passerede hotellet inden jeg gik ud for at finde et spisested.
Det blev en lille Cubansk restaurant 'QBA', som serverede fortræffelig krydret cubansk mad.

Ellers tror jeg nok, mit hovedmåltid de kommende dage vil blive til frokost, hvor priserne mellem kl.11 og 15 er ca det halve af aftenpriserne.

Mere historie...(11.april 2013)

Efter en god nats søvn med en god madras og hovedpude, vågnede jeg ved 7-tiden¨, og der var ikke mange der var nede at spise morgenmad før kl.8. Den var fortræffelig med alt det, der skal være på et tysk morgenbord. Alt imens jeg spiste kunne jeg se ud på en Volvo V70 i samme farve som vores, og som holder parkeret på den anden side af gaden.

Så skulle der planlægges: Frem med bøger og kort. Forrest stod et besøg i det jødiske museum. Men hvordan kom man derhen på en nem måde – og når man så var der, hvad kunne det så betale sig at fortsætte til. Det tog en lille times tid at granske trafikkortene (hvilket egentlig var åndsvagt, da de har en udmærket rejseplanlægger på nettet, og her er gratis wi-fi).

Det blev min bus 109, der kørte mig til en nærliggende U-Bahn, hvor jeg kunne tage U1 til Hallesche Tor. Så var der ca. 750 meter til Jüdisches Museum Berlin. Hovedindgangen ligger i en palælignende bygning, mens selv museet er et nyopført, spændende beton byggeri med masser af skæve vinkler. Arkitekten er en polsk-amerikaner Daniel Liebeskind.

Jeg skal sige, at selv om jeg kom, da museet åbnede, var jeg ikke alene. Der var flere busser med unge mennesker, bl.a. franske. Jeg fik 50% på entreen på mit turistkort, men rabatten brugte jeg så til en fortræffelig audioafspiller i form af en Ipod og halvandet hundrede indslag.

Selve bygningen er spændende og med flere symbolske udtryk.

Hvis man troede, at nu skulle man have hollocaust-historien udpenslet en gang til, må man tro om. Det er en meget interessant og pædagogisk beretning om jødernes historie og kultur tilbage til ca 1100 (korstogstiden). Masser af genstande, gode forklaringer på på skrift og i tale.
Jødernes specielle situation i Tyskland, hvor de blev frataget mulighederne for almindelige job, som dermed kunne konkurrere med de kristne er jo tankevækkende og førte dermed til de nichejob, som blev en del af misundelsen senere.
Men også meget om deres tro og traditioner, deres måde at leve på, og de store jødiske navne inden for tænkning og forskning.
Historien er ført op til ca.1950.

Det tog lidt over to timer – selv om det var nødvendigt at være ret så selektiv.

Ved udgangen var jeg glad for at jeg var kommet tidligt: folk stod som sild i en tønde indenfor og i en kø udenfor, men det er også værd at se.

Vel ude igen var det begyndt at støvregne. Jeg fandt tilbage til Friedrichsstrasse, hvor der endnu 750 længere fremme ligger det i sin tid berømte Checkpoint Charlie med et nærliggende Mauermuseum /Haus am Checkpoint Charlie fra 1963. (plan)

Som det fremgår af folderen, er der tekster og billeder fra gulv til loft, startende med delingen af Tyskland efter 2.verdenskrig. Der var om Atlantpagten, Warzawa-pagten, Berlins belejring, opstanden 17.juni 1953 og spændingerne mellem stormagterne gennem årene op til efter Cubakrisen.
Det gjorde det ikke bedre, at var masser af små film, der blev afviklet, og hvor der var to sæt høretefoner på skærm. Lokalerne er små, og var pakket med mennesker, som jo i sagens natur bruger forskellig tid på at læse og se.

Det mest spændende, synes jeg, var dels de faktisk mange konkrete redskaber, der havde været anvendt til flugt: højttalerkabinetter, letvægtfly, selvkonstruerede fly, redskaber og billeder fra tunnelflugter, pansret personbil med cement i dørene, kajak (til Danmark) og en hjemmebygget varmluftballon.

Der var trukket folk frem, som havde været flugthjælpere eller i øvrigt gjort sig bemærket.

Her måtte ikke fotograferes, men folderen og hjemmesiden har lidt billedstof.

Skulle min fremstilling lyde negativ, er det ikke fordi, jeg ikke fik brugt en halvanden times tid, men mere, at jeg kom med forventningen om, at det kun skulle dreje sig om mur og pigtråd, men det er faktisk meget seriøst.

Der står nogle originale ting udenfor og stykker fra den nedrevne mur. Og så er den lille grænsepost ved Checkpoint Charlie blevet et turistnummer, hvor man kan blive fotograferet med to personer udklædt som amerikanske soldater.

Man bliver træt i ryggen af at gå i slowmotion på museer, så jeg blev glad, da jeg fandt rigtig tysk, Münchener restaurant Maximilian. Her serverede de 'Quick lunch' med 'gut bürgerliches Küche': en hovedret og en desset for 6,50 €. Hertil en stor øl – og så kan man lidt igen, for de er ikke nærige med portionerne i Tyskland.

Egentlig havde jeg flere mål i tankerne, men da jeg kom ud, styrtede det ned, så jeg ombestemte mig og fandt den nærmeste U-Bahn og drog hjemad. Da jeg var tilbage på hotellet lidt over fire, havde solen besluttet sig for lige at give sig til kende, men da var det for sent at starte ud igen.

Det er en skam, at vejret ikke er så forårsagtigt, som det burde være, for der er masser af små anlæg, og navnlig har man sørget for at plante træer i en ganske store del af gaderne. Til gengæld spærrer bladene ikke for udsynet, når man skal se opad!
Man bemærker, at den lille bilmodel Smart har vundet stort indpas i byen, hvor alle er på jagt efter en P-plads. Og så de flødefarvede taxi.

Seværdigheder fra før og nu (12.4.2013)

Jeg har en skriftlig adgang til glaskuplen i Rigsdagsbygningen. Der var ganske enkelt udsolgt flere uger frem til de rigtige omvisninger. Jeg skal være der kl.10:30. Da jeg har fundet ud af, at jeg kan nøjes med to busser, tager jeg af sted tidligt, så jeg kan nå nogle andre ting inden.

Jeg står af ved Grosser Stern, som er betegnelsen for en stor rundkørsel, hvortil sejrssøjlen for krigene i 1800-tallet er blevet flyttet. Den har tidligere været placeret foran Rigsdagsbygningen. Søjlen er fra 1873, og med de ca 69 meter høje søjle, ses den på lang afstand.

Det er ikke bare gråvejr, men regnvejr, så der er ikke meget genskin i sejrgudinden Victoria eller 'Gold-Else', som tyskerne  kalder sejrsgudinden på toppen. Der er lavet fire tunneller, så man komme sikkert over til søjlen og betragte friserne med heltene. Der er ikke skabt grafitti i gangene, men generelt ser man ikke grafitti, selv om der er plankeværker nok omkring de mange byggerier. Til gengæld er disse oftest forsynet med tekster og billeder fra fortiden og fremtiden, og det kan faktisk være ganske interessant.

Jeg springer på bussen igen, som kører igennem den ganske store Tiergarten, som jeg nærmest vil kalde en skov. Vi passerer bl.a. det nordiske ambassadekompleks, hvor landene har bygget en fælles ramme.

I god tid er jeg ved Reichstag /Bundestag, så jeg slår lige et sving omkring Brandenburger Tor.
Der er afspærringer,masser af politi  i både grønt bemalte og blå bemalte vogne og kortegevogne. Jeg mener, at der har været møder med den indiske premierminister.

Det tager jo ikke lang tid, så jeg melder mig i indgangskøen, hvor jeg bliver afvist, fordi jeg kommer for tidligt.
Det viser sig at være fint nok, da jeg så får lejlighed til at slentre rundt mellem regeringsbygningerne, hvoraf mange ligger på den anden side af Spree-floden, så jeg får den halve time til at gå uden problemer.  Adgangsbrevet bliver checket op mod ens pas, man scannes som i lufthavnen – og så lukkes man ind i hold i elevatoren og op på 4.sal, hvor indgangen er til kuplen.

Kuplen er tegnet af Sir Norman Foster og  er i sig selv en visuel oplevelse. Der er en interessant udstilling om bygningen og skiftende politiske udviklinger . Den forløber i en stor cirkel omkring kernen i kuplen, og der er ikke mere tekst og billeder, end at de fleste blot følger tempoet rundt.

Så stiger opstigningen i en sneglegang som i Rundetårn, og undervejs fortæller audioguiden om bygningsværket og de kendte bygninger, udsigten tilbyder. Det sker helt automatisk i forhold til, hvor du står. Det med at nyde udsigten kan desværre ikke lade sig gøre, for regnen er taget til, så det vil noget, og dels er der dråber på glasset, dels er det så gråt og uigennemsigtigt, at det ikke kan fanges med et fotoapparat.
Der var en folder, der vejen rundt viser, hvad de forskellige bygninger, man kan se hedder.
Det er kun ydermurene, der er tilbage - resten er modeniseret. Regeringen flyttede fra Bonn til Berlin 19.april 1999.

Men derfor er turen nu god alligevel, for det menneskelige øje kan i en vis grad kompensere for den slags ting.

Heldigvis har regnen taget af, da vi bliver lukket ud igen, og i en stille støvregn kan jeg nu gå ned ad Unter den Linden. Bygningerne er ikke noget at skrive om, men i sit anlæg med fire rækker lindetræer, så er den givet flot, når det grønnes.

På vandringen kommer jeg forbi Staatsbiliotetek (under renovering - et nyt er bygget ved Potzdamer Platz), Staatsoper (under renovering), Humboldt Universitetet (som findes flere steder i byen), inden jeg når frem til Museumsinsel og Berliner Dom.

Jeg starter med domkirken, som godt nok er en flot kuppelkirke, men som ikke i sin udsmykning overstråler alt andet, man har set. Rundturen indeholder et besøg i et lille museum over byggeriet og de tidligere kirker på stedet, samt en tur op i kuplen. Der er både blik ned fra logerne, hvor de fine (inkl. kejsere, konger og fyrster) sad, og dels efter de 270 trin en runde udenfor kuplen.
Vejret er lysnet op, så nu kan man bedre se omgivelserne, som bl.a. er en meget stor byggegrund overfor, hvor man vil genopføre det gamle Schloss Berlin.

Det er jo hvileplads for Hohenzollerne i perioden 1595 - 1915, og i krypten er der 94 kister (også børnekister), mere eller mindre kunstfærdigt udfærdiget og i mange forskellige materialer. Sofie Charlotte og gemal,Friedrich 1,ligger her også.

Fra de højere luftlag har jeg observeret en bro over til den anden side af Spree, og der ser ud til at ligge en del spisesteder. Der er nu ikke rigtigt noget, der kan friste mig, men henne om hjørnet har en kinesisk restaurant et billigt frokosttilbud. Jeg griber pindene og bliver mæt, mens jeg hviler benene.

Så er jeg parat til endnu en udfordring, og vælger Pergamonmuseet. (Plan). Her er en del af  Antikenssammlung, mens resten er i Altes Museumm. Men her er er også Vorderasiatisches Museum og Islamisches Museum, så her er meget at se på.   Man er ved at tabe næse og mund, da man træder ind i den store sal, hvor man har genopført en del , af det store alter fra Pergamon, mens friserne hænger væggen rundt. (folder og plan)

I fuld størrelse er også den romerske port til markedet i Miletus.

Mindre imponerende er det ikke at se den farvestrålende Ishtar-portbygning fra Baylon fra tiden omkring Nebukanesar og de mange glasserede sten og assyriske relieffer og genstande..

I den ganske imponerende samling islamisk kultur er der mange spændende ting, dels i forbindelse med deres religion, men også deres handelssamkvem og indflydelse på andre kulturer. Bl.a. findes et modtagelsesrum fra Aleppo med malede vægpaneler.

Mest storslået og uventet er en hel mur, dvs. ca 25 meter af den inkl. et borgtårn, fra kaliffens  ufærdige palæ i Mschata lige syd for Amman.

Jeg tilstår, at jeg ikke brugte så meget tid på at nærlæse om keramik, glas, tæpper og andet håndværk, men benyttede den velfungerende audioguide, når der var noget, jeg undrede mig over.

I mellemtiden var regnen holdt op, og solen så sit snit til at flytte en sky i ny og næ.

Op på bussen for at tage samme rute tilbage, som jeg var kommet af i morges. Nu på første sal på en todækker.

Da jeg kom til Alt Berliner Biersalon skinnede solen faktisk, så jeg satte mig sammen med mange andre med samme idé udenfor for at blive tanket op.

Hvis du undrer dig over, at der ikke er aflagt besøg på kunstmuesserne, skyldes det, at jeg har svært ved at rumme mange malerier eller skulpturer på en gang.

Mere vandring (13.4.2013)

Jeg har besluttet mig for at gøre distriktet Mitte færdigt. Det er de samme to busser som i går, og jeg tager med helt til Alexander Platz. Min guidebog har ret: det er en røvsyg og ucharmerende plads<

Der er en stor flisebelagt plads med et springvand i et hjørne (det sprang nu ikke), så passerer der en sporvognslinie henover pladsen, så det mest spændende er et roterende ur, som viser tiden i andre lande og verdensdele. De fleste af navnene kender man ikke, for de er russiske byer, eller byer i vennelande: der er ikke et vestligt navn, så på den måde er det jo en interessant historisk overlevering. Banegården ligger lige ved siden af et niveau oppe-

Fernsehturm har jeg gemt til en solskinsdag med klart vejr, men nu ved jeg, at indgangen ligger lige ved det røde Rathaus.

Synagogens forgyldte kuppel har længe bedt om at blive taget i eftersyn, så jeg styrer målbevidst – dvs. jeg kender retningen – efter den og kommer på den måde forbi Hackeshe Markt, som er boder og spisesteder i forbindelse med U-Bahnstationen af samme navn, og lige ved siden af ligge sjovt nok Hackeshe Höfe, som til gengæld er lidt mere spændende.

Når man først er gået gennem porten til den første går med specialforretninger er du kommet ind i en labyrint af 8 små baggårde med hver deres særpræg. Oprindelig er bygningerne fra 1906, men først genopbygget i 1990’erne.
Det har været en del af det jødiske kvarter, og lige uden for indgangsporten er der 7 'stolpersteine', dvs. messingplader med indgraverede navne på mennesker, der har boet her, men som er blevet interneret og dræbt. Initiativer til projektet med 'Stolpersteine' blev taget i 1995 af kunsteren Gunter Demnig, og rundt i byen er der nu flere end 1000 'snublesten'.

At det har været et jødisk distrikt vidner en nærliggende Jüdische Friedhof om. Her ligger ca 2500 dræbte jøder fra jødeudryddelsen i 16 store massegrave. Da kirkegården allerede blev anlagt i 1672, er der op mod 12.000 jøder begravet her. Der er nu opsat en nydelig skulptur med 13 udsultede personer. På soklen har forbipasserende lagt sten/skærver. Det har jeg set før, og de har en symbolsk betydning, som jeg har glemt. Pinligt!

Ad de smalle gader når jeg frem til synagogen, som naturligvis er lukket på sabbatlørdagen. Hvor dum kan man være?

Næste mål er Nikolaiviertel, som ligger syd Unter den Linden (som her skifter navn til Karl Liebknecht Strasse). På grund af deres særdeles omfattende forlængelse af U-Bahn5 fra Brandenburger Tor til Alexander Platz (hele midterrabatten på Unter den Linden er gravet op og en stor byggeplads), og her ved Spree må man gå en pæn omvej for at komme uden om byggeriet. På plankeværket er der ikke blot beskrevet områdets historie og personligheder, men også projektets teknik og udførelse.

Jeg finder ned til Spree igen. Den er en del af kanaltrafikken til Oder Neise og Elben, og for mig overraskende er her pludselig sluser, og som anvendes, her Mühlendamm.

Selve Nikolai området er stort set nybyggeri i forbindelse med Berlins 750 års jubilæum, men ideen er ikke indlysende for mig. Der er en totårnet Nicolai-kirke, som rummer et 'Berlin-museum', men det få vente til en anden gang.

Egentlig er jagten gået ind på at finde Berlins ældste restaurant fra 1621: Zur letzten Instanz.
Det er ikke helt nemt at finde, Jeg har ganske vist gadenavnet, men der er ikke plads på kortet til at angive gyder. Men lidt ihærdighed og snusfornuft, kombineret med kortlæsning bringer mig til gaden, og ovenikøbet en sidegevinst: De sidste rester af Berlins gamle bymur fra 1319 og dengang 4 meter høj

Restauranten er rustikt bevaret (bl.a. sad jeg lige op af en gammel majolika-ovn (italiensk keramik), hvor selveste Napoleon siges at have siddet), og menukortet består af Anklage, Zeugen-Aussage, Kreuzverhör og andre retslige betegnelser. Heldigvis er 'straffen' angivet, og jeg vælger mig Eisbein mit Sauerkraut, som jeg ikke kan huske at have indtaget før. I hvert fald ikke i de mængder af kød. Det smagte ganske fortræffeligt, men der var kød til en hel familie med 14 børn.

Så er der jo så meget større mening med en rask vandretur tilbage til udgangspunktet og 'Altes Museum', som fortsætter samlingen fra Pergamonmuseets græsk-romerske samling, og dertil en omfattende etruskisk samling.

Neues Museum (genopbygget af den engelske arkitekt David Chipperfield), rummer udover græsk-romersk kultur, men også den omfattende ægyptologiske udstilling. Jeg har altid syntes, at British Museum var imponerende (hvilket det fortsat er), men dette er overdådigt. Her kan næsten kun billederne dokumentere det. Det er ikke bare de mange statuer, gravfund og mumiekister, men de store dele af genopførte hieroglyfprægede tempelmure.

Ord mangler man faktisk, når man ser Neues Museums (plan) pragtsykke: Nefertitis buste. Det  er et mesterværk i karaktertegning, skulpturelt og farvemæssigt.
Mens man i øvrigt ellers gerne må fotografere, så var her hele to opsynsmænd til at sikre, at det ikke skete her.

Modstand mod nazismen, modstand mod vesten (14.4.2013)

Det er en fornøjelse at vågne op og konstatere, at der i nattens løb er blevet malet en blå himmel over Berlin.

Nu er de fleste museer og steder, der har haft høj prioritet, blevet besøgt.

For at følge op på Tysklandshistorien har jeg besluttet mig for at besøge museet 'Gedenksstätte Deutscher Widerstand'.

Det foregår med udgangspunkt fra Potzdamer Platz, som blot er et trafikknudepunkt omgivet af flotte kontorbygninger. Atter mødes man historiefortællingen i gadebilledet, nemlig en gennemgang af baggrunden for og selve opstanden 17.juni 1953. Der er tekst og billeder, og det er overkommeligt og pædagogisk.

På vejen mod målet i Stauffenbergstrasse passerer jeg det karakteristiske Sony-center og Berliner Philharmonikerns koncert- og prøvesal i nogle afstikkende gule farver.

Her er endnu engang kunst i bybilledet, Bokserne, men også frihedshelten fra Argentina, San Martin.

Senere hilser jeg på forfatteren Lessing (som vi læste i ymnasiet)i Tiergarden, og bliver eftertænksom. Tidligere tiders markering af landets sønner og døtre i bybilledet er forsvundet i Danmark, og egentlig en skam, da der så ikke bliver anledning til undren. Jeg var ude for det for nylig ved Københavns Universitet, hvor der er flere buster af personer, jeg ikke aner, hvem er, og hvor lidt information kunne være på sin plads.

Efter diverse omveje når jeg frem til 'Gedenksstätte Deutscher Widerstand' i den såkaldte Bedlerblock. hvor hærledelsen havde sit hovedsæde under 2. verdenskrig. Pudsigt nok ligger forsvarsministeriet lige overfor i dag.

I gården er der tekster og billeder, en statue til markering af opstanden, og en mindeplade, for de officerer, der blev skudt i gården umiddelbart efter attentatforsøget mod Hitler i 1944. (Wolfschanze-plan)
Der er gratis adgang til udstillingen på anden sal, hvor der berettes om den politiske udvikling, som førte til nazisternes magtovertagelse. Tankevækkende er det at gå rundt i de rum, hvor attentatet 20.juli 1944 blev planlagt, og hvor officerer dels blev skudt i gården (bl.a. Staufennberg og general Friedrich Olbricht), dels begik selvmord (generaloberst Ludwig Beck).

Stoffet er stort, men forbilledligt sat op med foto, dokumenter og sagsfremstilling. Fotosammensætninger, som viser kontrasten fra 30’ernes begejstring til følgerne af nazisternes magt. Og opstanden, må man så erkende, kom ikke kun fra den kreds af officerer, der stod bag det mislykkede attentat i 1944. Ja faktisk havde der været flere forudgående attentatplaner, som var gået i vasken.
Men så var der også dagligdagens modstand blandt arbejdere, studerende, kirkelige kredse og mange andre konstellationer.

De mange variationer af temaet er håndteret overskueligt, men for en dansker giver store dele af udstillingen ikke så meget mening, fordi man ikke kender personerne og deres virke. Officersgruppen er der nogenlunde styr på, men ellers bliver det jo eksempler, når man f.eks. falder over beskrivelsen af Otto Schindler.

Også interessant at se eksempelsamlingen af hvad nazisterne opfattede som 'entartete Kunst'. Selv Emil Nolde var repræsenteret.

Selv om jeg jo langtfra kom igennem stoffet gik der alligevel 1½ time, før jeg fortsatte op mod Tiergarten. Man kan konstatere, at træerne er nogenlunde lige gamle, dvs. fra efter 1945, og en søndag som denne bruges flittigt.

Og sørme om ikke der står gule vorterod og blå priscilla, ligesom nogle buske har sendt bladene ud for at se, om ikke det er tid at folde sig ud.

Målet er Holocaust Mahnmal for jøderne – 2711 betonblokke, fordelt  på 19.000 kvm, som man kan færdes i mellem og i midten af anlægget er blokkene væsentligt over menneskehøjde (niveauet er sænket midt i anlægget). Taget jordpriserne i den centrale Berlin i betragtning, må man sige, at det er en flot gestus.

Vandringen fortsætter på den anden side af Spree, hvor jeg vil opleve et af de få tilbageværende stykker original Berlinmur. Når man går kan man ikke undgå at passere steder, man ikke havde tænkt over, således f.eks. det naturhistoriske museum, som jeg havde fravalgt.

Jeg finder Gendenkstätte Berliner Mauer i Bernauer Strasse. Der er et museum, men jeg nøjes med at gå rundt i området, hvor man med lyd, billeder og tekst gengiver historien. Men at se den faktiske mur i relation til sine omgivelser – her en gennemskåret gade og tilsvarende delt kirkegård er nu tankevækkende. Man har angivet de forskellige hegn: yderhegn, signalhegn, indre hegn. Man kan se installationerne til belysningen, fundamenter til vagttårne og små opholdsskure til vagterne.
Muren blev påbegyndt 13august 1961, og faldt 9.november 1989.
Der er også blevet plads til en særlig markering med foto af de mennesker, som blev ofre i forbindelse med flugtforsøg.

Neue Synagoge er dels blevet brændt under krystalnatten i 1933, dels bombet i 1943, og endelig sprængt i DDR-tiden, så det er først i vores tid, den er blevet restaureret, dvs kun facaden og kuplen, men der inde i, hvad der var forbygningen nu er et lille museum med genstande, der er fundet i ruinerne, dels tekster og foto.
Det giver et lille indtryk af omgivelserne for en jødisk menighed.

Selv om det er det gamle Østtyskland er den gade jeg går gennem helt fin, og berlinerne er trukket udenfor på de udendørs spisesteder.

Jeg har planlagt at give mig i kast med Deutsches Technikmuseum, så jeg finder en S-bahn, der kan spare mine ben. Der er dog stadig et stykke vej fra Anhalter Platz, og da jeg er ved at være fremme har klokken passeret 15, og jeg beslutter mig for at give afkald på at se bare noget af de 35.000 kvm udstilling, selv om det er fristende,

Hvad der nu medvirker til beslutningen er, at jeg har identificeret bus M29, som kan føre mig tilbage til Kurfürstendam. Her venter der en plads udenfor Alt Berliner Biersalon, hvor man kan sidde og betragte de mange mennesker, der passerer.

Og derefter er der så kun den sidste tur på mit Berliner Welcome-card. Godt brugt, men har også tjent sig ind.

Jeg nåede ikke en billig frokost i dag, selv om udbuddet var der, så det blev den lille italiener overfor hotellet, der må holde for,

Montag Ruhetag (15.4.2013)

Sidste dag i Berlin  er helliget småting. Jeg har ledt efter Betelsplatz, hvor bogafbrændingerne fandt sted. Pladsen er væk i byggerod.
Jeg ville se huguenotternes museum i 'Fransösische Kirke'.  Der var ingen adgang: Den var lukket ned i forbindelse med i ombygninger mv.
Fjernsynstårnet var reserveret til en dag med god sigt – og har åbent alle dage – bare ikke i dag, hvor et eller andet skal repareres!

Men springvandene i Berlin har nu fået lov til at sprøjte, og de påskeliljer, der stod i knop i går, er sprunget ud.

Turen giver så anledning til at konstatere, at man vitterligt har tænkt sig at genopbygge Schloss Berlin til mindste detalje, så vi alle kan se det i 2019. 'Humboldt box' viser sig at være stedet, hvor man måske kan begribe omfaget af denne beslutning.

Indcheckning på flyet kan ske 22 timer før start, så jeg drager mod hotellet. Jeg har dog hverken modtaget sms eller email, så systemet holder åbenbart 'Ruhetag'. Et par samtaler med SAS, gør mig ikke klogere, og indcheckning er ikke mulig her ved middagstid.

Lidt forknyt over at have brugt ½ time på at komme til hotellet, tre samtaler til SAS uden  at det har før mig videre, drukner jeg irritationen  en ”Bitte ein Bit” på Kurfürstendam.

Berlin er som forandret: jeg sidder uden min skindjakke, som ellers har holdt mig tør og varm, folk går i skjorteærmer, og siden skal det vise sig at de indtager plæner og skrænterne til floden og kanalerne. Der er 'Frühling in Berlin' – ca. 23 grader.

Nu har jeg jo købt en 'Tagesbillet', fordi det lå  mine planer, at jeg skulle lave et afbræk til check-in, så selv om vejret jo ikke opfordrer til museumsbesøg, drager jeg til 'Deutsches Historischer Museum.  (folder)

Det er stort og omfattende. Meget består af dokumentation i form af bøger, regler og love. Der er en masse billeder, så noget må man passere uden større bekymring. Vores danske historieundervisning i Europas historie kommer her til kort, selv om jeg synes, at jeg er nogenlunde velfunderet.
Men spændende er det, og så må man jo plukke lidt hist og her. Samlingen er omfattende – ikke mindst fylder tiden fra 1933-1945 meget, for her har man utroligt meget materiale. Og så gav det anledning til at prøve at løfte en ringbrynje med sine 10.000 små ringe. Jeg skal hilse at sige, at den vejer godt til - sådan lige det man kan løfte med en hånd.

Så er det ved at være slut: Hjemturen ender på fortovsrestauranten  Alt Berliner Biersalon, og efter at være lykkedes med at checke ind, da jeg kom tilbage, gik turen til Qba-restauranten. God  mad, god betjening og som sidst lidt ”on the house”. Har man bevaret lidt charme?

Europa rundt (16.4.2013)

Morgenmaden indtages kl 7, og med den direkte buslinie til Tegel Flughafen er jeg der lidt over 8.

Gennem sikkerhedskontrollen, når at købe en  flaske Famous Grouse helt ude ved gaten, da meddelelsen kommer, at flyet til København er aflyst.

Det tager lidt tid at få placeret de mange SAS-pasagerer til andre forbindelser. For mit vedkommende bliver det med Lufthansa til München og derfra med SAS hjem. Så i stedet for at være i Kastrup 10:35 bliver det nu 15:15.

Så er det godt med en mobiltelefon, for Ulla skal til lægen over middag, og det kan jeg så ikke nå, men Flemming er heldigvis hjemme og overtager kørselsopgaven

Jeg var i Kastrup 15:20, og i Herlev lidt over 16..